Studiet på indre Nørrebro var blevet stille på den måde, der først mærkes, når de andre er gået. Makeupartisten havde pakket sit lys ned. Assistenten havde slæbt de sidste kasser ud i elevatoren. Døren var smækket i, og så var der kun Signe, Martin og den milde summen fra computeren.
Signe stod stadig i den sidste look. En simpel hvid skjorte, lidt for stor, og et par mørke jeans, der sad tæt. Det havde været en almindelig reklameopgave. Tøj. Stemning. Et køkkenbord. Ingenting vildt. Alligevel havde hun mærket det hele eftermiddagen. Ikke i de store, åbenlyse blikke. I det andet. I den måde Martin sagde hendes navn på, når han bad hende dreje hoften. I den måde han ventede et halvt sekund for længe, før han gik væk fra stativet.
Han var syvogfyrre. Rolig. Professionel på en måde, der næsten irriterede hende. Gråt i det korte hår ved tindingerne. Mørk t-shirt. Rolige hænder. Han smilede, når det passede, og ellers gjorde han ikke.
Nu sad han ved det lange bord med skærmen drejet lidt, så hun kunne se med.
“Kom,” sagde han. “Vi kigger dem igennem, så du kan nå hjem.”
Hun gik hen og stillede sig ved siden af ham. Ikke helt op ad stolen. Tæt nok til at mærke varmen fra hans skulder.
Billederne kom frem. Hun kendte sit eget ansigt. Alligevel var det mærkeligt at se sig selv, som han havde set hende. En hånd om et krus. Et smil, der ikke var helt reklame. Et skud, hvor skjorten var gledet lidt, og hun havde ladet den.
Martin bladede uden at skynde sig.
“De her er fine,” sagde han. “Kunden får det, de har bedt om.”
“Og de andre?” spurgte hun.
Han kiggede skævt op. Ikke længe.
“De andre er også fine. Bare ikke til den her opgave.”
Hun lænede sig ind. En af billederne var tættere. Hendes mund. Halsen. Den løse skjorteknap.
“Du bad mig om at lade den sidde åben.”
“Jeg bad dig om at se afslappet ud.”
“Det er ikke det samme.”
Han sagde ingenting. Bare bladede videre. Det var præcis det, der gjorde hende urolig. Hun kunne ikke læse ham. Hele dagen havde hun prøvet. Når han rettede et hår væk fra hendes ansigt. Når han sagde, at hun skulle blive stående, lige der. Når hans fingre havde rørt hendes skulder i to sekunder for at flytte stoffet.
Det kunne være ingenting. Det kunne være arbejde.
Signe hadede den slags tvivl.
Hun trak en stol hen og satte sig. Knæene pegede mod hans. Skærmen lyste i det halvmørke studie. Udenfor var det begyndt at blive aften. Lyset fra gaden lå slapt ind ad de høje ruder.
“Du er svær at aflæse,” sagde hun.
Martin klikkede videre.
“Det plejer folk at kalde professionelt.”
“Jeg kalder det irriterende.”
Nu kom der et lille træk i mundvigen. Bare det.
“Du har været god i dag, Signe. Du behøver ikke sælge mere.”
Hun lo stille.
“Jeg sælger ikke. Jeg prøver at finde ud af, om jeg har bildt mig noget ind.”
Han stoppede med at bladre. Ikke dramatisk. Bare en pause, der varede for længe til at være tilfældig.
“Hvad har du bildt dig ind?”
Hun mærkede det i maven. Den der tynde, skarpe spænding. Hun kunne stadig trække i land. Hun kunne grine det væk og sige, at hun var træt. I stedet blev hun siddende.
“At der har været noget i rummet. Ikke bare lys og vinkler.”
Martin kiggede på skærmen igen, som om billederne pludselig var vigtigere. Hans stemme var den samme. Lav. Jævn.
“Der er ofte noget i rummet, når man fotograferer mennesker. Det betyder ikke nødvendigvis det, man tror.”
“Så du tror, jeg tager fejl.”
“Jeg tror, du er vant til at mærke, når folk kigger.”
Hun vendte sig mere hen imod ham.
“Jeg er vant til at mærke, når de kigger, og når de vil noget. Du er det første i lang tid, jeg ikke kan regne ud.”
Han lagde hånden på musen, men bevægede den ikke.
Signe kunne se sit eget ansigt i et af de nære billeder. Læberne lidt åbne. Øjnene lidt mørkere, end hun selv syntes, hun havde været.
“Det billede der,” sagde hun og pegede. “Du tog flere af dem, end du havde brug for.”
“Det var et godt lys.”
“Martin.”
Han kiggede på hende. Endelig. Brune øjne. Rolige. For rolige.
“Hvad vil du have, at jeg siger?”
“Om det kun er mig.”
Der gik et par sekunder. I studiet tikkede et eller andet metal et sted ude i mørket. En radiator. Et stativ.
“Det er ikke kun dig,” sagde han. “Men det ændrer ikke noget.”
Hun mærkede varmen slå op i brystet. Ikke sejr. Noget mere uroligt.
“Hvorfor ikke?”
“Fordi jeg har fotograferet dig i seks timer. Fordi du er treogtredive, og jeg ved, hvordan det her kan se ud. Fordi jeg ikke blander det sammen.”
“Du har allerede blandet det sammen. Du sagde det.”
Han trak vejret ind gennem næsen. Langsomt. Som om han gav sig selv tid.
Signe flyttede stolen en anelse. Hendes knæ ramte hans. Hun lod det ske.
“Jeg bliver ikke her for at gennemgå billeder, hvis det er det, du tror,” sagde hun. “Jeg bliver, fordi jeg vil vide, om du rører ved mig, hvis jeg giver dig muligheden.”
Han kiggede ned på deres knæ. Op igen.
“Det er en dårlig idé.”
“Måske.”
Hun rakte hånden ud og tog musen fra ham. Ikke brat. Bare tog den. Bladrede et par billeder tilbage til det, hvor skjorten var åben. Hendes kraveben. En stribe hud.
“Du har zoomet dér,” sagde hun. “Ikke på produktet.”
“Jeg kender mit arbejde.”
“Og jeg kender mit. Jeg ved, hvornår et menneske holder sig tilbage.”
Hun lod hånden ligge på bordet, tæt på hans. Hun rørte ham ikke. Endnu. Hun ville se, om han ville.
Martin sad stille. Det var det værste og det bedste ved ham. Han skyndte sig ikke. Han fyldte ikke tavsheden.
Så vendte han hånden. Fingrene ramte hendes. Bare det. En let, bevidst berøring.
“Du skal være sikker,” sagde han.
“Jeg er treogtredive. Ikke sytten. Jeg er sikker.”
Han nikkede en gang. Som om han satte et kryds et sted i hovedet.
Signe mærkede det straks, da han rejste sig. Ikke fordi han blev højere, selvom han blev det. Fordi rummet ændrede sig. Han stod ved siden af hendes stol, og hun skulle løfte ansigtet for at møde ham.
Han rørte hendes kæbe med to fingre. Afprøvende. Som om han stadig fotograferede, bare uden kamera.
“Du har siddet og ventet på det her hele eftermiddagen,” sagde han.
“Du også.”
“Ja.”
Det var det. Ingen lange forklaringer. Ingen undskyldninger. Bare det lille ja, der gjorde hendes lår varme.
Hun reiste sig. Tæt. Skjorten rørte hans t-shirt. Hun kunne lugte ham nu. Sæbe. Kaffe. Lidt varmt metal fra udstyret.
Martin kyssede hende ikke med det samme. Han så på hendes mund, som om han overvejede beskæringen. Så bøjede han sig og tog hendes underlæbe mellem sine. Langsomt. Bestemt. Hun lavede en lyd, hun ikke havde planlagt, og hans hånd fandt hendes hofte.
Det var ikke fumlende. Det var heller ikke overilet. Det var præcis som ham. Roligt, og alligevel så tydeligt, at hun mærkede det helt ned.
Hun åbnede munden mod ham. Hans tunge var varm. Hans skægstubbe strøg hendes hud. Hun greb fat i hans t-shirt og trak ham tættere, indtil hun kunne mærke ham mod maven.
Han slap hendes mund et øjeblik.
“Døren er låst,” sagde han.
“Godt.”
Hun kyssede ham igen, hårdere. Hendes hænder gled op under stoffet. Hud. Varme. En krop, der ikke var en models, ikke trimmet til kamera. Ægte. Lidt blødere om maven, fast i skuldrene. Hun kunne lide det med det samme.
Martin skubbede hende blidt tilbage, indtil hun mærkede kanten af bordet. Skærmen bag hende lyste stadig med hendes eget ansigt. Det var næsten for meget. Hun lo ind i kysset.
“Du kan slukke den.”
“Nej,” sagde han. “Ikke endnu.”
Hans hænder fandt skjortens knapper. En. To. Han åbnede dem, som han havde bedt hende om at lade dem sidde åbne. Fingrene strøg hendes brystben. Hun havde en almindelig beige bh på. Ingenting iscenesat. Han så på hende alligevel, som om det var det, han havde ventet på.
“Du kiggede dér i dag,” sagde hun.
“Jeg kiggede flere steder.”
Hun trak ham ind mellem sine ben, så hun sad på kanten. Hans hånd gled om hendes røv og løftede hende en anelse. Jeansen strammede. Hun kunne mærke ham gennem tøjet, hård, og det slog ned i hende med en skarp, sulten lettelse.
Det var ikke i hendes hoved.
Hun gled hånden ned og trykkede ham gennem bukserne. Martin pustede ud mod hendes mund. Endelig en revne i det rolige.
“Signe.”
“Sig det.”
“Jeg har tænkt på det, siden du kom ind ad døren.”
Hun smilede. Ikke sødt. Mere som en, der havde fået ret.
“Så vis det.”
Han trak skjorten af hendes skuldre. Den landede hen over stolen. Hans mund fandt hendes hals, så kravebenet, så kanten af bh’en. Hun lagde hovedet tilbage og kiggede op i det høje lofts mørke, mens hans hænder arbejdede sig om på ryggen og åbnede spændet.
Da stoffet faldt væk, stod hun bar foran ham i jeans og ingenting andet. Studielyset var slukket, men skærmen og gadelampen var nok. Hendes bryster var almindelige. Runde. Brystvorterne allerede spændte. Han så på dem uden at skjule det, og hun lod ham.
Hans mund lukkede sig om den ene. Varm. Våd. Hans tunge drejede langsomt, og hun greb ham i håret. Det grå i tindingerne mellem hendes fingre. Han suttede, ikke forsigtigt, og hendes hofter rykede frem mod ham.
“Fuck,” hviskede hun.
Han skiftede til den anden. Hans hånd gled ned over hendes mave og ind under linningen. Fingrene fandt hende gennem trussen, og hun var allerede våd. Hun kunne høre det selv, da han strøg hen over stoffet.
Martin løftede ansigtet.
“Det her har siddet i dig hele dagen.”
“Ja.”
Han gled fingrene ind under kanten. Hud mod hud. Hun spredte benene lidt mere, stadig siddende på bordet, og han fandt hende præcist. En finger strøg op gennem hende, samlede det våde, og kredsede om klitten, indtil hun måtte bide sig i læben.
Han så på hende, mens han gjorde det. Det var det, der gjorde hende mest urolig. Han gemte sig ikke. Han læste hende. Som om hun stadig var foran kameraet, bare uden tøj og uden undskyldning.
“Der,” sagde hun. “Lige der.”
Han nikkede og blev. Tempoet var langsomt nok til at drive hende til vanvid, fast nok til at hun begyndte at ryste. Hun holdt ham i nakken og kyssede ham uryddigt, mens hans finger gled ned og ind. Først én. Hun klemte om ham. Han stønede stille, som om han havde ventet på den fornemmelse.
“Mere.”
Han gav hende mere. To fingre. Hans tommelfinger udefra. Hun begyndte at bevæge sig mod hans hånd, små, sultne stød. Bordet knirkede. Et stativ et sted ude i rummet rørte sig, da hun sparkede til det med hælen.
Martin trak trussen til siden i stedet for at tage den af. Det var næsten værre. Mere uordentligt. Mere virkeligt. Hun kunne mærke den stramme kant af stoffet, mens han fucked hende med fingrene, langsomt, dybt.
“Du er så våd,” sagde han lavt. “Har du siddet sådan her, mens jeg fotograferede dig?”
“Ikke hele tiden.” Hun trak vejret skarpt, da han ramte et sted, der fik hendes lår til at ryste. “Men nok.”
Han smilede imod hendes mund. Endelig et rigtigt smil. Det gjorde ham smukkere på en måde, hun ikke havde været forberedt på.
Hun fik hans bælte op. Fingrene fumlede et øjeblik, så gled læderet fri. Lynlåsen. Hun gled hånden ind og fandt ham. Varm. Hård. Tykkere, end hun havde forestillet sig, da hun først havde ladet tanken komme. Hun strøg ham, mærkede vægten i hånden, og hans pande landede mod hendes.
“Signe.”
“Jeg vil have dig i mig.”
Han froze et sekund. Ikke tøvende på den bange måde. Mere som en mand, der stadig valgte.
“Jeg har noget i tasken.”
“Så hent det.”
Han trak sig væk. Hun sad tilbage på bordet med åben jeans, trussen trukket til siden, brysterne bare, åndedrættet hurtigt. På skærmen bag hende sad hun stadig med knap åben skjorte og et smil, der nu så helt anderledes ud.
Martin kom tilbage med et kondom. Ingen kommentar. Han rev det op, mens hun trak ham fri af bukserne. Hun så på ham. Tog ham i hånden igen. Rullede det ned over ham selv, langsomt, og mærkede ham spænde under hendes fingre.
Da hun kiggede op, var hans øjne mørkere.
“Kom her,” sagde hun.
Han trådte ind mellem hendes ben. Hun styrede ham. Spidsen ramte hende. Våd. Åben. Hun holdt øjenkontakt, da han skubbede ind.
Det tog et par sekunder. Hun var stram om ham. Fuld. Han gik dybt i ét jævnt stød, og hun lavede en lyd, der ramte loftet. Hans hænder greb hendes hofter. Hendes ben sluttede om ham.
“Hold kæft,” hviskede hun. “Det er… ja.”
Han blev stille inde i hende et øjeblik. Åndede. Som om han ville huske det. Så begyndte han at bevæge sig.
Ikke vildt. Endnu. Lange stød, der fik bordet til at rykke. Hun kunne høre sin egen våde lyd hver gang han gled ud og ind. Hans skjorte… nej, hans t-shirt var stadig på. Hun trak den op, så hun kunne mærke hans bryst mod sine. Hud. Hår. Varme.
Han fucked hende, mens skærmen lyste bag hende, og København gik forbi ude i gaden uden at ane noget. Hun holdt ham i røven og trak ham dybere. Han ramte et sted, der fik hende til at klynke ind i hans hals.
“Der. Bliv der.”
Han blev. Kortere, hårdere stød. Hans pubis ramte hendes klit. Hun kunne mærke orgasmen samle sig, ikke som noget fjernt, men som noget, der allerede var på vej, fordi hun havde båret spændingen rundt i kroppen i timevis.
“Jeg kommer,” sagde hun. Ikke som et spørgsmål.
“Så kom.”
Hun gjorde det med ansigtet presset mod hans skulder, munden åben, benene rystende omkring ham. Hun klemte om hans pik i bølger, og han stønede højt for første gang. Rigtigt. Ufiltreret. Hans greb i hendes hofter blev hårdt nok til at hun ville kunne mærke det bagefter.
Han stoppede ikke. Han fucked hende gennem det, langsommere, dybere, mens hun kom ned, og det var næsten for meget. Hun lo, åndeløs, og kiggede på ham.
“Du er slet ikke så svær at aflæse nu.”
Martin kyssede hende. Vådt. Lidt uryddigt.
“Jeg er ikke færdig.”
“Godt,” sagde hun. “Det er jeg heller ikke.”
Han trak sig ud. Hun mærkede tomheden med det samme. Han hjalp hende ned fra bordet, vendte hende, og skubbede jeansen og trussen ned om lårene. Ikke hele vejen af. Bare nok. Hun bøjede sig frem over kanten, hænderne på den kolde bordplade, og kiggede skævt tilbage.
Han stod bag hende. En hånd på hendes lænd. Den anden om sig selv, før han fandt hende igen og skubbede ind i ét langt stød.
Signe gispede. Vinklen var dybere. Hans hofter ramte hendes røv. Hun kunne se sit eget ansigt på skærmen foran sig, sløret og forstørret, mens han tog hende bagfra i det stille studie.
“Kig,” sagde han.
Hun gjorde det. Ikke fordi han bad om det som en ordre, men fordi det ramte hende. Hendes åbne mund. Hans hånd, der nu gled om og fandt hendes bryst. Den hvide skjorte et sted på gulvet.
Martin bevægede sig i hende med en ro, der ikke længere var professionel. Den var sulten. Kontrolleret sulten. Hver gang han ramte bund, kom der en lyd ud af hende, hun ikke kunne holde tilbage.
“Du har tænkt på det her,” sagde hun mellem stødene. “Ikke kun i dag.”
Hans hånd strammede om hendes hofte.
“Nej. Ikke kun i dag.”
Det slog ned i hende. Varmt. Farligt. Hun skubbede sig tilbage mod ham, mødte ham, og studiet fyldtes af hud, åndedræt og den dumme, virkelige lyd af to mennesker, der endelig droppede foregivelsen.
Hun mærkede hans kontrol begynde at skride. Ikke meget. Bare nok. Stødene blev kortere. Hånden, der havde ligget roligt på hendes hofte, gled frem og fandt hende igen, og hun klemte om kanten af bordet.
“Der er du,” hviskede hun. “Endelig.”
“Hold kæft,” sagde han, men der var et smil i det. Åndeløst.
Hun lo, og lyden gik i stykker, da han ramte hende dybt. Skærmen foran hende var blevet et sløret felt af hendes eget ansigt. Hun kiggede alligevel. Så sin åbne mund. Så hans hånd om hendes bryst.
Martin bøjede sig ind over hende. Hans bryst mod hendes ryg. T-shirten klistrede. Han kyssede hendes skulderblad, så nakken, og stemmen landede lige ved øret.
“Du skulle have ladet det ligge.”
“Nej.” Hun skubbede sig tilbage. “Så havde vi stået her og ladet som om.”
Han blev stille inde i hende et sekund. Fuld. Dyb. Hun kunne mærke ham pulserer.
Så trak han sig næsten ud og skubbede ind igen, langsomt, så hun mærkede hver centimeter.
“Jeg havde tænkt på at sende dig hjem,” sagde han.
“Lyver.”
“Nej. Jeg havde tænkt på det. Og så havde jeg siddet her bagefter og kigget på de billeder, jeg ikke kan bruge.”
Det ramte hende hårdere end stødene. Hun vendte hovedet. Hans mund fandt hendes, skævt, vådt, og hun stønede ind i kysset.
Han rettede sig. Begge hænder om hendes hofter. Tempoet steg. Bordet rykede i små, tørre hop. Et objektiv på et stativ drejede sig svagt, da gulvet tog imod.
Signe kunne mærke den anden orgasme. Anderledes end den første. Dyb. Tung. Den kom nedefra, fra det sted han ramte igen og igen.
“Martin—”
“Jeg ved det.”
Hun kom med ansigtet vendt mod skærmen, øjnene halvt lukkede, en lyd hun ikke kunne styre. Benene ville give efter. Han holdt hende. Blev i hende gennem det, indtil hun måtte strække en hånd tilbage og greb hans lår.
“Stop. Et sekund. Fuck.”
Han stoppede. Stadig i hende. Åndede tungt. Tommelfingrene strøg hendes hofteben, næsten blidt.
Hun lo svagt ned i bordpladen.
“Du er svedig.”
“Du også.”
Hun rettede sig langsomt. Han gled ud, og hun vendte sig, jeansen stadig nede om lårene, trussen et sted mellem knæene. Benene rystede. Hun så på ham. Han stod der med pikken ude, blank, kondomet vådt. Brystkassen gik. Det rolige ansigt var brudt op. Ikke væk. Bare åbent.
Hun tog fat i hans t-shirt og trak den af. Han lod hende. Brysthår. En krop, der havde levet. Hun lagde fladen af hånden på hans mave og gik ned på knæ, før han nåede at sige noget.
“Signe.”
“Jeg vil se dig, når du ikke kan holde den der stemme.”
Hun trak kondomet af. Han gispede. Hun tog ham i munden, varm og salt af hende selv, og hans hånd landede i hendes hår. Ikke styrende. Bare der.
Hun suttede ham langsomt. Kiggede op. Det var det, hun havde villet hele dagen. Ikke bare at blive taget. At se ham miste noget.
Martin kiggede ned. Læberne åbne. En fure mellem øjenbrynene.
“Du er… hold kæft.”
Hun smilede om ham og tog ham dybere. Hans hofter rykede. Hun holdt hans lår og lod ham mærke, at hun bestemte tempoet nu. Hånd om roden. Mund om spidsen. Tungen langs undersiden.
Han sagde hendes navn igen, lavere.
Hun slap ham med et vådt smæld.
“Sofaen,” sagde hun og nikkede mod den mørkegrå ting i hjørnet, de havde brugt som rekvisit. “Jeg vil ikke have bordkanten i maven resten af aftenen.”
Han hjalp hende op. Hun trådte ud af jeansen og trussen. Helt bar nu i studiet. Han fik bukserne af, strømper, det hele, indtil de stod over for hinanden uden tøj og uden kamera.
Signe gik først. Sofaen var fastere, end den så ud. Hun satte sig, spredte benene og kiggede på ham.
“Nu kan du læse mig helt.”
Martin gik ned på knæ mellem hendes lår. Han kyssede hendes inderside. Langsomt. Først den ene, så den anden. Skægstubbene strøg huden, og hun lagde hovedet tilbage.
Da hans mund lukkede sig om hende, var det med samme præcision som hans billeder. Ikke for hurtigt. Ikke gætværk. Han slikkede hende op, fandt klitten og blev der, indtil hendes hånd greb hans hår igen.
“Ja. Fuck. Sådan.”
Hun kiggede ned mellem sine bryster og så ham. Syvogfyrre. Rolig. Med munden mellem hendes ben i sit eget studie, efter en reklame for et køkken.
Det var så forkert og så rigtigt, at hun næsten lo.
Han skubbede to fingre i hende, mens han suttede, og hun løftede hofterne. Studiet var stille undtagen hendes åndedræt og den våde lyd af hans mund.
“Du smager af det, vi lige har gjort,” mumlede han mod hende.
“Godt.”
Han arbejdede hende op igen, tålmodigt, og hun lod ham. Ikke fordi hun var passiv. Fordi hun ville mærke, at han ville. At det ikke havde været et øjebliks svaghed over et bord.
Den tredje orgasme var langsom. Den byggede, indtil hun måtte presse en pude mod munden og så alligevel give op og stønne højt, da han ikke stoppede. Lårene klemte om hans hoved. Han holdt hende nede med en underarm over maven, indtil hun klappede ham på skulderen.
“Okay. Okay.”
Han kyssede hendes mave. Rejste sig. Han var stadig hård, mørk, og han så ned på hende, som om han ventede.
Signe rakte ud efter hans taske, fandt et nyt kondom i sideommen. Hun havde set ham tage det derfra tidligere. Hun rev det op, rullede det på ham og trak ham ned over sig.
“Ind i mig.”
Han skubbede ind, mens hun lå på sofaen, ét ben op over ryggen. Ansigt mod ansigt. Langsomt denne gang. Dyb. Hans pande mod hendes. Hun kunne se ham. Rigtigt.
“Det var ikke i mit hoved,” sagde hun.
“Nej.”
Han bevægede sig i hende. Lange, tunge stød. Sofaen knirkede. Hun holdt om hans ryg, negle i huden, og kyssede ham, hver gang han ramte bund.
“Sig noget,” bad hun. “Du siger for lidt.”
Han åndede ud mod hendes mund.
“Du er smukkere, når du ikke poserer.”
“Det er en linje.”
“Det er sandt.” Han stødte ind. “Jeg har fotograferet kvinder i tyve år. Jeg ved, hvornår nogen vender sig om og går. Du vendte dig ikke.”
Hun klemte om ham indefra.
“Jeg ville vide det.”
“Nu ved du det.”
Hun nikkede. Kyssede ham hårdere. Hans tempo steg igen, og hun mødte ham, hofte mod hofte, indtil rummet igen kun var krop.
Han tog hendes hånd og førte den ned mellem dem.
“Rør dig selv.”
Hun gjorde det. Fingrene om sin klit, hans pik i hende, hans øjne på hendes ansigt. Det var tæt. Næsten for tæt. Hun kunne høre sin egen våde lyd blandet med hans åndedræt.
“Kig på mig,” sagde han.
Hun gjorde. Han var ikke svær at aflæse længere. Sult. Koncentration. Noget blødere under det, han ikke havde tænkt sig at vise.
“Jeg kommer snart,” sagde han.
“Så kom.”
Han rystede på hovedet. Et lille, stædigt ryk.
“Ikke endnu.”
Han trak sig ud, satte sig tilbage på hælene, trak hende med sig, så hun kom til at sidde over ham. Hun styrede ham ind, sænkede sig langsomt, og de stod begge stille, da hun havde taget ham helt.
Signe lagde hænderne på hans skuldre.
“Nu er det mig, der kigger.”
Hun begyndte at bevæge sig. Ikke opvisning. Bare det, der føltes rigtigt. Cirkler. Små løft. Hans hænder om hendes røv, hjælpende, ikke styrende. Hun kunne mærke ham dybt, kunne se hver reaktion i hans ansigt, hver gang hun sænkede sig.
“Signe…”
“Sig det.”
“Du føles for godt.”
Hun smilede, åndeløs, og tog hans ansigt mellem hænderne, mens hun red ham. Hans skægstubbe strøg hendes håndflader. Hun kyssede ham, langsomt, og mærkede hans stød begynde at møde hende nedefra.
Studiet, det hvide køkkenbord ude i sættet, de ubrugte billeder på skærmen — det hele var der stadig. Bare længere væk.
Hun bøjede sig ind til hans øre.
“Hvis du havde sendt mig hjem, havde jeg hadet det.”
Hans greb strammede.
“Jeg ved det.”
Hun reiste sig næsten af ham og tog ham igen, dybere, og hans hoved faldt tilbage mod sofaen. Endelig. Den der revne, hun havde jaget hele dagen.
Hun blev siddende stille et øjeblik med ham helt inde i sig. Bare for at se. Hans hals var blotlagt. Brystkassen hævede sig. Den der jævne, ulæselige ro var revnet, og hun kunne mærke det i hele kroppen.
“Der,” sagde hun. “Der er du.”
Han åbnede øjnene. Ingen afstand.
“Du har jaget det.”
“Ja.” Hun løftede sig og tog ham igen, langsomt, så han mærkede det. “Hele dagen.”
Hans hænder gled op ad hendes ryg og holdt hende tæt, mens hun begyndte at bevæge sig rigtigt. Ikke pænt. Tungere. Hver gang hun sænkede sig, kom der en lyd ud af ham, han ikke nåede at sluge. Hun kunne mærke ham så dybt, at det næsten gjorde ondt på den gode måde. Sofaen knirkede under dem. Hendes bryster ramte hans bryst. Hud, sved, det grove hår.
Martin satte sig op. Pludselig tættere. Ansigt mod ansigt. Han holdt hende om røven og stødte op i hende, så hun gispede ind i hans mund.
“Sådan,” hviskede hun. “Lad være med at holde igen.”
Han gjorde ikke. Ikke længere. Han fucked hende nedefra, fast, og hun mødte ham, neglene i hans skuldre. Studiet var varmt nu. Luften tyk. Hun kunne høre sig selv, våd om ham, hver gang hun tog ham til bunds.
“Kig på mig,” sagde hun.
Han gjorde. Øjnene mørke, munden åben. Hun så orgasmen samle sig i ham, før han selv sagde det.
“Jeg kan ikke—”
“Så lad være.”
Han stødte op, hårdt, og kom med et støn, der ramte hende lige i maven. Hans arme spændte om hende. Hun mærkede ham pulserer inde i sig, mærkede hans krop ryste, og hun holdt hans ansigt mellem hænderne, mens det skete. Ikke for at trøste. For at se det. Hele lortet.
Han åndede ud imod hendes mund. Længe. Panden mod hendes.
Signe smilede, åndeløs.
“Så svær var du heller ikke.”
Han lo stille. En rigtig latter, kort og ru.
“Du er utålelig.”
“Du kom i mig. Du må godt være lidt utålelig tilbage.”
Hun blev siddende på ham, indtil åndedrættet faldt. Han strøg hendes ryg med flade hænder, langsomt, som om han først nu turde være blid. Hun kunne mærke kondomet, varmen, det klæbrige mellem dem. Udenfor kørte en knallert forbi. Indenfor var der bare dem.
Hun løftede sig forsigtigt. Han gled ud. Hun satte sig hen ad ham på sofaen, nøgen, med det ene ben slået over hans. Hans hånd fandt hendes lår og blev liggende.
I et par minutter sagde ingen noget. Det var ikke akavet. Bare stille på den måde, der kommer, når kroppen har fået, hvad den har insisteret på hele dagen.
Martin kiggede på hende. Stadig uden tøj. Stadig uden den professionelle afstand.
“Du har fået dit svar,” sagde han.
“Ja.”
“Og nu?”
Hun kørte en finger hen over hans brystben.
“Nu sidder jeg her og kan mærke, hvor du har holdt mig.” Hun vendte sit eget håndled og så de svage mærker ved hoften. “Og jeg tænker, at du nok sidder og finder ud af, om det her var et fejltrin eller bare uundgåeligt.”
Han var stille et sekund for længe. Så rystede han på hovedet.
“Det var uundgåeligt, fra du satte dig ved siden af mig og nægtede at lade billederne være billeder.”
“Godt.”
Hun rejste sig. Benene var bløde. Hun gik nøgen hen over det kølige gulv til det lille køkkenhjørne, de brugte til kaffe under optagelser. Hældte vand i to glas. Drak selv først, tørstig, med ryggen til ham.
Hun kunne mærke, at han så.
“Du kigger stadig,” sagde hun.
“Ja.”
Hun vendte sig og rakte ham glasset. Han tog det. Deres fingre mødtes. Hun satte sig ikke med det samme. Stod foran ham, nøgen i det blandede lys fra skærm og gade, og lod ham se. Ikke som på et set. Bare som et menneske, der var blevet taget midt i et studie og stadig kunne mærke det.
“De billeder, du ikke kan bruge,” sagde hun og nikkede mod computeren. “Vis mig dem.”
Han kiggede på hende.
“Nu?”
“Nu.”
Martin rejste sig. Kondomet tog han af undervejs, bandt det, smed det i skraldespanden ved bordet, som om det var det mest almindelige i verden. Han gik stadig nøgen. Det klædte ham på en måde, hun ikke havde forventet. Uden tøjet var der mindre at gemme sig bag.
Han satte sig ved skærmen. Hun stillede sig bag stolen, hænderne på hans skuldre. Han åbnede en mappe, hun ikke havde set før.
Ikke køkken. Ikke produkt.
Hende.
Tættere. Mund. Hals. Et skud, hvor hun lo ad noget uden for billedet. Et, hvor skjorten var gledet, og hans fokus havde ligget på huden under. Et, hvor hun kiggede lige ind i kameraet med en slags urolig opmærksomhed, hun selv ikke havde opdaget.
“Dem her er ikke til kunden,” sagde han.
“Nej.” Hun bøjede sig, så hendes bryst ramte hans skulder. “De er til dig.”
Han sagde ingenting. Hun kunne se hans kæbe.
Signe strøg ham ned over brystet, langsomt, og videre ned over maven. Han var blød endnu, men hun mærkede ham røre på sig under hendes hånd alligevel.
“Du har siddet med de her, mens jeg skiftede tøj bag skærmen,” sagde hun.
“Jeg har siddet med dem, mens du stod tre meter væk og drak vand.”
Hun lo stille mod hans hår.
“Og du kaldte det arbejde.”
“Det var arbejde. Indtil det ikke var.”
Hun gik rundt om stolen og satte sig op på bordet foran ham, de samme billeder lysende bag hende. Benene på hver side af hans stol. Nøgen. Tæt. Han var tvunget til at kigge op.
“Tag et til,” sagde hun.
Martin blinkede.
“Signe.”
“Ikke til kunden. Til det her. Til det, du alligevel har set hele dagen.”
Han kiggede på kameraet på stativet. Så på hende.
“Hvis jeg tager det, er det ikke professionelt længere.”
Hun lænede sig frem, greb hans hage og kyssede ham. Langsomt. Hun kunne smage vand og salt og sig selv.
“Det stoppede med at være professionelt, da du sagde, det ikke kun var mig.”
Han reiste sig mellem hendes ben. Kyssede hende igen, hårdere. Hans hånd fandt hendes bryst, tommelfingeren over brystvorten, og hun mærkede det slå ned i maven med det samme. Kroppen var ikke færdig. Den havde bare fået den første sult ud.
“Bliv siddende,” sagde han.
Hun blev.
Han gik hen til kameraet. Nøgen. Tændte det uden at skynde sig. Det korte klik, når spejlet vågnede, lød højt i rummet. Han justerede stativet, så det pegede mod bordet. Mod hende.
Signe mærkede det i skinnebenene. En anden slags spænding. Hun var vant til linsen. Ikke sådan her. Ikke med ham foran, stadig med hendes mærker på skuldrene, stadig med den slappe, mættede pik, der allerede begyndte at fylde igen.
“Se på mig,” sagde han.
Hun gjorde.
Han tog et billede. Lyden var tør. Præcis.
“Igen.”
Hun spredte benene en anelse mere. Ikke poserende som i reklamen. Bare ærligt. Hans øje i søgeren. Hendes våde lår. Det rodede hår.
Han sænkede kameraet.
“Kom herned.”
Hun gled ned fra bordet. Han mødte hende halvvejs, kameraet stadig i den ene hånd, og kyssede hende, mens den anden hånd gled ned mellem hendes ben. Hun var stadig åben. Stadig våd af det, de havde gjort. Hans fingre strøg hende, og hun stønede ind i hans mund.
Han vendte kameraet. Ikke i ansigtet. Lavere. Hun hørte udløseren, mens hans fingre var i hende.
“Martin.”
“Sig stop, hvis det er for meget.”
Hun rystede på hovedet. Greb hans håndled og holdt ham, hvor han var.
“Tag det, du vil.”
Han gled i knæ. Satte kameraet på gulvet et øjeblik, slikkede hende, kort og sultent, og hun måtte tage fat i bordkanten. Så løftede han kameraet igen, stadig på knæ, og hun så ned på ham — fotografen, syvogfyrre, nøgen, med munden blank og linsen rettet mod hendes krop.
Det var det, hun havde villet vide. Ikke bare om han ville røre hende. Om han ville miste den pæne afstand helt.
Han rejste sig. Lagde kameraet fra sig. Trak hende ind.
“Sofaen er for langt,” sagde han.
“Gulvet er fint.”
De gled ned. Det ru tæppe under sættet kradsede hendes ryg, og hun lo, indtil han kyssede latteren væk. Han fandt et kondom mere i tasken, uden at hun bad om det. Hun rullede det på ham denne gang også, mere utålmodigt, og spredte benene, så han kunne skubbe ind i ét stød.
Hun klynkede. Han var hård igen. Tykkere at mærke, fordi hun allerede var øm. Han blev liggende dybt et øjeblik, åndede, og så begyndte han at tage hende på gulvet i sit eget studie, med kameraet slukket ved siden af dem og hendes ansigt stadig lysende på skærmen.
“Du bliver øm,” sagde han mod hendes hals.
“Jeg ved det.” Hun slog benene om ham. “Fortsæt.”
Han gjorde. Tungere nu. Mindre pænt. Gulvet tog imod hvert stød. Hun kunne mærke tæppet i skulderbladene, hans mund ved hendes øre, hans hånd under hendes røv, så han ramte dybere.
Det var ikke første gang mere. Det var fortsættelsen. Det, der sker, når man har fået svaret og stadig ikke er færdig med at spørge.
Han ramte hende så dybt, at hun måtte bide ham i skulderen for ikke at lyde ud i hele ejendommen. Tæppet brændte under hendes ryg. Hans hofter arbejdede i korte, tunge stød, og hun kunne mærke, at han ikke længere fotograferede hende i hovedet. Han var bare i hende.
“Langsommere,” sagde hun. “Jeg vil mærke det.”
Han adlød. Trak næsten ud. Skubbede ind igen, centimeter for centimeter, indtil hun lå med åben mund og øjnene i loftet. Et rør, en skinne, det sorte gitter til lamperne. Alting, der havde været arbejde for tre timer siden.
Hans hånd fandt hendes ansigt. Tommelfingeren strøg hendes underlæbe. Hun suttede på den, kiggede på ham, og hans stød mistede rytmen et sekund.
“Du gør det med vilje,” sagde han.
“Ja.”
Hun løftede hovedet og kyssede ham. Vådt. Uden hast. Hendes ben gled højere op om hans ryg, hælene i hans lænd, og hun holdt ham derinde, da han ville trække ud.
“Bliv.”
Han blev. Pulsede. Hun klemte om ham, langsomt, og så hans øjne lukke sig.
“Du hader at miste kontrollen,” hviskede hun.
“Jeg hader at lade som om, jeg har den.”
Det var det mest ærlige, han havde sagt. Hun strøg ham i nakken, der hvor håret var kort og gråt, og nappede hans underlæbe.
“Så lad være.”
Han trak sig ud. Hun nåede næsten at protestere, før han vendte hende om på siden, lagde sig tæt bag hende på det hårde tæppe, løftede hendes lår og skubbede ind igen. Armen om hendes talje. Munden i hendes hår. Hun kunne se skærmen skævt fra gulvet. Sit eget ansigt. Den åbne skjorte. En version af sig selv, der stadig lod som om, det her ikke ville ske.
Martin bevægede sig i hende bagfra, tæt, uden den afstand bordet havde givet. Hun mærkede hans mave mod sin røv, hans åndedræt i nakken, hånden der gled ned og fandt hendes klit.
“Der,” sagde hun. “Ikke så hårdt. Cirkler.”
Han rettede med det samme. Som om han stadig lyttede efter instruktion, bare den anden vej. Hun lo stille, så stønede hun, da han ramte rigtigt udefra og indefra på samme tid.
“Du er øm,” sagde han.
“Jeg er sulten.” Hun skubbede sig tilbage mod ham. “Der er forskel.”
Hans fingre blev glatte af hende. Han strøg hende i takt med stødene, og hun greb hans håndled, ikke for at stoppe ham, men for at holde ham, hvor hun ville. Gulvet var koldt ved hendes skulder. Hans krop var varm hele vejen ned.
Et sted i rummet bippeede hans telefon. Ingen af dem rørte den.
“Hvis det er kunden,” sagde hun åndeløst.
“Så kan de vente.”
Hun smilede ind i tæppet. Vendte hovedet, så han kunne kysse hende skævt, klodset, godt. Hans skæg strøg hendes kæbe. Han stødte dybere, og hun klynkede ind i hans mund.
“Tag kameraet,” sagde hun.
Han froze.
“Nu?”
“Nu. Jeg vil have, at du ser det, mens du er i mig.”
Han tøvede et åndedrag. Så strakte han sig, nåede kameraet med fingerspidserne, trak det hen. Lå stadig i hende. Løftede det med én hånd, akavet, og hun hørte det korte klik, mens hans pik lå dybt, og hendes lår var åbent, og hans hånd stadig lå mellem hendes ben.
“Endnu et.”
Klik.
Hun kiggede ind i linsen over skulderen. Ikke modelblikket. Det andet. Det, hun havde givet ham, da hun satte sig ved computeren og nægtede at lade tvivlen ligge.
Han sænkede kameraet. Lagde det fra sig med et sløvt dunk. Hans pande landede mellem hendes skulderblade.
“Det der kan jeg ikke sende til nogen.”
“Det skal du heller ikke.” Hun bevægede hoften, tog ham dybere. “Det er dit. Ligesom de andre.”
Han stønede. Armen strammede om hende. Tempoet steg, fordi hun bad om det med kroppen, ikke med ord. Tæppet skubvede sig under dem i folder. Hun kunne høre sig selv, våd, hver gang han gled ind. Hans fingre på hendes klit blev mindre pæne, mere præcise, og hun mærkede det samle sig igen, tungt, uundgåeligt.
“Jeg kommer,” sagde hun.
“Så kig på skærmen.”
Hun gjorde. Så sig selv i reklamen, pæn, sælgende, mens hun kom på gulvet med fotografens hånd mellem benene og hans pik i sig. Orgasmen slog igennem i ryk, hun klemte om ham, og hendes stemme gik i stykker mod hans underarm. Han holdt hende, blev i hende, strøg hende igennem det, indtil hun måtte skubbe hans hånd væk.
“Stop. Følsom.”
Han stoppede hånden. Bevægede sig stadig langsomt inde i hende, små stød, som om han ikke kunne lade være. Hun åndede. Lo. Lagde hovedet tilbage mod hans skulder.
“Du er stadig hård.”
“Jeg ved det.”
“Hvad vil du?”
Han kyssede hendes øre.
“Dig. Lidt endnu. Ikke på gulvet.”
Hun nikkede. Han gled ud. Hun lå et øjeblik og mærkede luften, tomheden, det klæbrige mellem lårene. Så rejste hun sig på usikre ben. Han fulgte med. De stod nøgne midt i sættet, mellem det falske køkken og de slukkede lamper, og hun tog hans hånd og førte ham hen til den brede makeupstol med det slidte sæde.
Hun skubbede ham ned. Satte sig over ham, ryggen mod hans bryst, og sænkede sig ned over ham igen. Han ramte anderledes. Hun gispede og greb armlænene.
“Fuck.”
Hans hænder kom om hendes bryster. Hun begyndte at bevæge sig, korte løft, og han mødte hende nedefra. I spejlet over makeupbordet kunne hun se dem. Hende. Ham. Hans mund mod hendes skulder. Hendes spredte lår. Det var værre end skærmen. Tættere. Uden beskæring.
“Du kigger,” sagde han.
“Ja.” Hun holdt hans blik i spejlet. “Nu kan jeg aflæse dig.”
Han smilede imod hendes hud. Ikke det professionelle. Det andet, det der gjorde ham ældre og mere ægte.
“Og hvad ser du?”
“At du har villet det her længe. At du hader, at jeg har ret. At du kommer til at tænke på det, når jeg er gået.”
Hans hænder strammede.
“Du er ikke gået endnu.”
“Nej.” Hun tog ham til bunds og blev siddende. “Og du skal ikke sende mig hjem, mens du stadig ryster.”
Han stødte op. Spejlet rystede. En æske med vatpinde væltede. Hun lo og stønede i samme åndedrag, holdt fast, og lod ham tage hende oppefra og nedefra, indtil makeuplyset — det eneste, der stadig var tændt i en kold hvid ring — lagde dem begge i et skarpt, uforsonligt skær.
Spejlet løj ikke. Hun så hans ansigt over sin skulder, munden åben, øjnene mørke, hænderne om hendes bryster. Makeuplyset var nådesløst. Hver linje ved hans øjne. Sveden i hendes hals. Den måde hendes lår rystede, hver gang han stødte op.
Signe greb armlænene hårdere og sænkede sig i en lang, langsom bevægelse, indtil hun havde ham helt. I spejlet mødte hun hans blik og holdt det.
“Der kan du se det selv,” sagde hun. “Ingen kamera. Ingen undskyldning.”
Martin åndede ud mod hendes nakke. Hans tommelfingre strøg hendes brystvorter, ikke blidt, bare præcist, og hun klemte om ham indefra.
“Jeg ser det,” sagde han.
Hun begyndte at bevæge sig igen. Korte løft. Tunge. Stolen knirkede under dem, et gammelt, irriterende knirk, der slet ikke passede til det, der skete. En pensel rullede ned på gulvet. Hun lo, så klynkede hun, da han ramte et sted, der fik maven til at slå sig.
“Der. Fuck. Bliv i den vinkel.”
Han blev. Hofterne arbejdede under hende, faste, og hun kunne se det hele i spejlet: hans hænder, hendes åbne mund, det blanke mellem hendes lår, hver gang hun løftede sig. Det var mere intimt end gulvet. Mere afslørende end bordet. Her var der ingenting at skære fra.
Hun lagde hovedet tilbage mod hans skulder.
“Du ryster.”
“Jeg ved det.”
“Godt.” Hun vendte ansigtet og kyssede ham skævt. “Så kan jeg mærke, at det ikke er arbejde.”
Hans greb strammede om hendes talje. Han stødte op, hårdere, og hun måtte sætte fødderne bedre på gulvet for at tage imod. Stolen rykede en centimeter. Makeuplyset summede. Hun så sig selv blive taget i det samme spejl, hun havde tjekket eyeliner i samme eftermiddag, og det slog ned i hende med en skarp, næsten pinlig sult.
“Sig mit navn,” sagde hun.
“Signe.”
Ikke som på settet. Lavere. Ru.
Hun nikkede, åndeløs, og tog hans ene hånd og førte den ned mellem sine ben.
“Rør mig. Jeg vil komme, mens jeg kigger på dig.”
Hans fingre fandt hende med det samme. Han kendte hende allerede. Cirkler, det rigtige tryk, hans pik dybt, og hun holdt spejlet med øjnene, mens det byggede. Det var ømt. Det var godt. Hun kunne høre den våde lyd, kunne se hans kæbe spænde, kunne mærke, at han holdt sig tilbage for hendes skyld.
“Lad være,” hviskede hun. “Kom, hvis du skal.”
Han rystede på hovedet mod hendes hud.
“Dig først.”
Hun smilede, et kort, skævt smil, og så gik det i stykker. Orgasmen kom tungt, inde fra det ømme, og hun klemte om ham i bølger, mens hun kiggede ham lige i øjnene i spejlet. Hendes stemme ramte glasset. Hans arm holdt hende, da stolen vippede.
Hun faldt frem, hænderne på makeupbordet, stadig med ham i sig, åndedrættet fladt.
“Okay,” fik hun frem. “Okay. Nu dig.”
Han løftede hende næsten af sig, vendte hende om, så hun sad astride ham ansigt til ansigt. Hun styrede ham ind igen, øm, våd, og hans pande landede mod hendes.
Ingen spejl nu. Bare ham.
Signe tog hans ansigt mellem hænderne og bevægede sig på ham, langsomt, bevidst, indtil hans mund åbnede sig uden lyd. Hun kunne mærke det i ham. Den sidste kontrol.
“Kig på mig,” sagde hun.
Han gjorde.
Hun sænkede sig til bunds og blev der, små, tætte bevægelser, og hans hænder klemte hendes røv, som om han var bange for at glide ud af øjeblikket. Et støn slap ud af ham. Så et mere.
“Signe—”
“Ja.”
Han kom med ansigtet presset mod hendes, et langt, ru støn, hoften stødte op i ryk, og hun holdt ham igennem det. Mærkede ham pulserer. Mærkede hans åndedræt gå i stykker. Mærkede, at den mand, hun ikke havde kunnet aflæse, nu var helt åben i hendes hænder.
De sad sådan et stykke tid. Stolen, lyset, det væltede vat. Hendes lår rystede omkring ham.
Martin strøg hendes ryg. Langsomt. Som om hænderne skulle finde tilbage til noget almindeligt og ikke kunne.
“Du fik dit svar,” sagde han igen, men det lød anderledes nu. Ikke som en konklusion. Mere som noget, han selv skulle vænne sig til.
“Jeg fik mere end det.” Hun kyssede mundvigen på ham. “Jeg fik dig til at holde op med at være så irriterende rolig.”
Han lo stille. Panden stadig mod hendes.
“Du er øm.”
“Ja.”
“Jeg burde ikke have taget dig på gulvet bagefter.”
“Jo.” Hun løftede sig forsigtigt. Han gled ud. Hun gispede ved tomheden og satte sig hen ad ham, nøgen, klistret, med makeuplyset i øjnene. “Du burde præcis det.”
Han tog kondomet af, knyttede det, ramte skraldespanden ved anden forsøg. Så sad han bare. Halvtreds minus tre år. Sved i det grå hår. Mærker fra hendes negle på skuldrene.
Signe kiggede på ham uden at skjule det.
“Hvis du begynder at forklare nu, at det her ikke kan ske igen, så sig det rigtigt. Ikke som fotograf.”
Han kiggede på hende. Længe.
“Jeg ved ikke, om det kan ske igen.” Han rørte hendes knæ med to fingre. “Jeg ved, at jeg ikke sidder her og fortryder det.”
Det var bedre end et løfte. Hun nikkede.
Hun rejste sig. Benene var usikre. Hun gik hen til sin taske, fandt en flaske vand, drak og rakte den til ham. Han drak, stadig nøgen, stadig med hendes blik på sig.
På skærmen bag dem lyste mappen med de billeder, kunden aldrig skulle have. Kameraet lå på tæppet, hvor de havde efterladt det.
Signe gik hen og samlede sit tøj op, men tog det ikke på med det samme. Hun stillede sig i skjorten, åben, ingenting under, og kiggede på computeren.
“Du skal ikke slette dem, mens jeg står her og kigger væk.”
Martin rejste sig og kom hen til hende. Tæt. Han rørte ikke ved hende med det samme. Han kiggede på skærmen, så på hende.
“Jeg sletter dem ikke.”
“Heller ikke dem på kameraet.”
“Nej.”
Hun vendte sig ind mod ham. Skjorten rørte hans bryst. Hun kunne lugte dem begge. Sex. Sæbe. Det varme støv fra studiet.
“Så vis mig det sidste,” sagde hun. “Det, du tog, mens du var i mig.”
Han hentede kameraet. De stod skulder ved skulder, stadig halvt i det, stadig uden at have lukket rummet ned. Skærmen på kameraet lyste op i hans hånd.
Første billede: hendes lår, hans hånd, for tæt til at være pænt.
Andet: hendes ansigt over skulderen, munden åben, øjnene i linsen.
Tredje: sløret, mørkt, tydeligt alligevel.
Ingen af dem sagde noget et øjeblik.
Signe mærkede det i maven igen. Ikke den første tvivl. Noget andet. En rest, der ikke var færdig, bare fordi de begge havde kommet.
Hun tog kameraet ud af hånden på ham og lagde det på bordet, displayet ned.
“Jeg skal ikke hjem med det her siddende i kroppen og lade som om, vi bare gennemgik billeder.”
Martin kiggede på hendes åbne skjorte. På mærket ved hendes hofte. Op i hendes ansigt.
“Hvad vil du så?”
Hun greb hans hånd og lagde den indenfor skjorten, på hendes bryst, hvor hjertet stadig gik for hurtigt.
“Jeg vil have den sidste time. Uden kamera. Uden at du gemmer dig i arbejdet bagefter.”
Hans hånd varmede hendes hud. Tommelfingeren rørte hendes brystvorte, næsten uden at han besluttede det, og hun trak vejret ind.
“Den sidste time,” sagde han.
“Ja.”
Han nikkede. Kyssede hende. Langsomt denne gang. Ikke som den første afprøvning ved bordet. Som en mand, der havde sluppet den professionelle sætning og stadig stod der.
Hun mærkede ham mod hoften, blød endnu, og alligevel var spændingen der. Anderledes. Tættere. Mindre jag. Mere det, hun egentlig havde villet vide: ikke kun om han ville. Om han blev, når det var gjort.
Martin skubbede skjorten ud over hendes skuldre. Den faldt til gulvet for anden gang. Han løftede hende, ikke højt, bare nok til at hun lo overrasket, og bar hende de få skridt hen til sofaen.
“Du er ikke atten,” sagde hun mod hans mund.
“Nej. Derfor kan jeg bære dig tre meter uden at lave show ud af det.”
Han satte hende ned. Satte sig hos hende. Hans mund fandt hendes hals, hendes bryst, den ømme hud på indersiden af låret, og hun åbnede sig for ham uden at forhaste det.
Denne gang var der ingen kunde i rummet. Ingen set. Bare den sidste time, hun havde krævet, og en fotograf, der endelig ikke prøvede at være svær at aflæse.
Han kyssede hende åben, langsomt, som om der ikke længere var noget at bevise. Hendes lår lå slapt ude til siden. Hun var øm på den måde, der gør hver berøring skarpere. Hans skæg strøg huden, og hun trak vejret ind, da hans mund fandt hende.
Ikke for at få hende til at komme med det samme. Bare for at være der. Tungen flad. Varm. Hun lagde en hånd i hans hår og lod ham.
“Du behøver ikke…” sagde hun og afbrød sig selv, fordi det var løgn. Hun ville have det.
Han mumlede noget mod hende, hun ikke hørte. Hans hænder holdt hendes lår åbne, ikke hårdt, bare sikkert. Sofaen tog imod hendes ryg. Studiet var blevet køligere. Makeuplyset ovre ved stolen stod stadig og lyste på ingenting.
Signe kiggede op i det høje loft og mærkede, at jaget var væk. Det her var resten. Det, hun havde bedt om. En mand, der ikke gemte sig bag en skærm.
Han slikkede hende, indtil hun begyndte at bevæge hoften igen, små, trætte bevægelser. Så kravlede han op over hende og kyssede hende, så hun kunne smage sig selv. Hun slog armene om hans nakke.
“Har du flere?” spurgte hun.
Han nikkede mod tasken. Hun smilede skævt.
“Så tag et. Jeg vil mærke dig en sidste gang, mens vi stadig er alene i det her rum.”
Han hentede det uden at gøre det til en pause. Hun rullede det på ham selv, langsommere end før, fordi han var øm også, halvstiv, og blev hård i hendes hånd, mens hun så på ham. Ingen performance. Bare krop, der svarede.
Hun trak ham ned. Spredte benene. Han skubbede ind forsigtigt, og hun gispede alligevel.
“Øm?”
“Ja. Bliv.”
Han blev. Dyb. Stille. Hans vægt på hende var god. Hun kunne mærke hans hjerte. Hun kunne mærke sin egen puls om ham. Udenfor kørte en bus forbi på Nørrebrogade, sløvt, langt væk.
Martin begyndte at bevæge sig. Lange, rolige stød. Ingen kamera. Ingen spejl. Ingen skærm med hendes reklameansigt. Bare hans mund ved hendes øre og hendes hænder på hans ryg.
“Det var ikke i mit hoved,” sagde hun stille.
“Nej.”
“Og det her er heller ikke.”
“Nej.”
Hun kyssede ham. De bevægede sig sammen, uden at jagte noget. Hun kom næsten ikke. Det var tæt på, så gled det hen, så kom det alligevel, blødt, som en bølge der ikke behøvede at slå i stykker. Hun holdt ham fast og åndede gennem det, øjnene lukkede, munden åben mod hans skulder.
Han fulgte efter kort efter. Ikke med det store støn fra stolen. Bare et langt åndedrag, hoften presset ind, armene stramme om hende, som om han ville blive der et sekund længere, end kroppen tillod.
Bagefter lå de. Nøgne. Klistrede. Hans hånd på hendes mave. Hendes ben over hans.
Ingen sagde, at det ikke burde være sket. Ingen sagde, at det skulle ske igen. Rummet var fyldt af det, der allerede var sket, og det var nok.
Signe kiggede på uret over døren. Sent. Senere, end hun havde tænkt.
“Jeg skal hjem,” sagde hun. Ikke som flugt. Som virkelighed.
“Ja.”
De rejste sig langsomt. Hun fandt trussen, jeansen, den hvide skjorte. Knappede den skævt og lod den være. Martin tog bukser på, t-shirt, det der havde gjort ham professionel hele dagen og nu bare var tøj.
Han gik hen til computeren. Lukket mappen med de billeder, kunden ikke skulle have. Kameraet lagde han i tasken. Ikke gemt. Bare væk fra bordet.
Signe stod med jakken over armen og kiggede på ham.
“Hvis du skriver om billederne i morgen, så skriv om billederne.”
Han nikkede.
“Og hvis du skriver om det andet…” Hun trak på smilet. “Så skriv det, som det er. Ikke som en undskyldning.”
Martin kom hen til hende ved døren. Han rørte hendes kæbe med to fingre, samme sted som første gang.
“Det var ikke kun dig,” sagde han. “Det ved du.”
“Jeg ved det.”
Han kyssede hende en sidste gang. Kort. Varmt. Uden at åbne det hele igen.
Hun gik. Trappen. Porten. Nørrebros aftenluft i ansigtet. Mellem benene var hun øm, og i kroppen sad svaret stadig: spændingen havde ikke bare ligget i hendes hoved. Den havde ligget i rummet. I ham. Og nu sad den i hende på vejen hjem, konkret, uden tvivl.
Bag hende slukkede lyset i studiet, et vindue ad gangen.
