Bundet til stolen: Anja må ikke røre sig

Galleriet var tomt. Jeg havde låst yderdøren og slukket de kolde spots ud mod gaden. I baglokalet stod en enkelt stol midt på trægulvet. Jeg havde sat den der om eftermiddagen. Anja havde set den. Hun havde ikke spurgt.

Hun kom ind med jakken over armen og lagde den over skrivebordet, som om det var en almindelig aften. Det var det ikke. Vi havde talt om det tre gange. Sidst i går, ude i gården, hvor hun stod med en cigaret, hun næsten ikke røg.

– Kodeordet er stadig Klimt, sagde hun.

– Ja.

– Og jeg må ikke røre mig.

– Du må ikke røre dig. Hvis du gør, stopper jeg.

Hun nikkede. Ikke nervøst. Mere som en, der tjekker en kontrakt en sidste gang.

Jeg er femogfyrre. Jeg har ejet galleriet i ni år. Anja har været kurator hos mig i fjorten måneder. Hun er niogtyve, skarp i munden, præcis i arbejdet, og det var hende, der havde sagt det først: at hun ville sidde stille. At jeg skulle binde hende. At hun ville komme uden at bevæge sig.

Jeg pegede på stolen.

– Sæt dig.

Hun satte sig. Nederdelen gled op ad lårene, da hun foldede hænderne i skødet. Hun kiggede på mig, ikke på rebene, der lå slået ud på bordet.

Jeg gik ned på hug. Først anklerne. Blødt, mørkt reb. Det havde vi købt sammen. Jeg bandt hendes venstre ankel til stolens forben, stramt nok til at hun mærkede det, løst nok til at blodet kunne løbe. Så den højre. Hun trak vejret ind, da knuden satte sig.

– For stramt?

– Nej.

Håndleddene. Jeg lagde hendes arme langs armlænene og bandt dem fast i tre vendinger. Hun har slanke håndled. Jeg tjekkede med to fingre under rebet. Hun kunne ikke løfte armene. Hun prøvede alligevel, et lille ryk, og stoppede.

– Det var ikke et forsøg, sagde hun.

– Det ved jeg.

Jeg stod op og gik bag hende. En pinne ude af håret, så det mørke hår faldt ned over skuldrene. Hun havde haft det opsat hele åbningsdagen. Nu sad hun bundet i mit baglokale med skjorten stadig i bukselinningen og nederdelen kørt op.

Jeg åbnede den øverste knap. Så den næste. Hun sad stille. Jeg trak skjorten ud til siderne, så den hang om de bundne arme. Bh’en var sort, almindelig, ikke noget show. Jeg knækkede den op foran og skubbede skålene til side.

Hun trak vejret. Brystkassen hævede sig. Det var tilladt. Åndedræt er ikke bevægelse.

– Hvis noget er galt, siger du Klimt.

– Jeg ved det.

Jeg gik foran hende igen. Hun kiggede op. Jeg lagde hånden på hendes knæ og skubbede nederdelen højere. Hun løftede ikke hoften.

Undertøjet var sort ligesom bh’en. Jeg strøg ydersiden af hendes lår med fingerspidserne. Hun spændte, men hun rørte sig ikke. Jeg kunne se det i kæben. Hun bed tænderne sammen.

Jeg gik langsomt. Det var meningen. Indersiden af lårene. Kanten af stoffet. En finger under elastikken, ikke længere.

– Du er allerede våd.

Hun svarede ikke. Hun måtte gerne tale. Vi havde ikke sagt, at hun skulle være stille. Bare at hun ikke måtte røre sig.

– Sig det.

– Jeg er våd.

Jeg trak elastikken til side. Hun var bar under. Glat. Jeg havde ikke bedt om det. Det havde hun selv gjort. Jeg lod to fingre glide langs hende, yderst, uden at trykke. Hun lavede en lyd i halsen. Hoften rørte sig ikke.

Jeg tog fingrene væk.

Hun åbnede munden, som om hun ville sige noget, og lod være.

Jeg gik hen til skænken, hældte vand i et glas og drak. Hun fulgte mig med øjnene. Stolen knirkede ikke.

Da jeg kom tilbage, gik jeg på hug mellem hendes bundne ben. Jeg kyssede indersiden af det ene lår. Hun lugtede af sæbe og af sig selv. Jeg kyssede tættere på. Musklerne spændte under huden. Stolen stod stille.

Jeg slikkede hende én gang, fladt, langsomt. Hun pustede ud gennem næsen. Jeg gjorde det igen. Så stoppede jeg og lagde kinden mod hendes lår.

– Viktor.

– Ja.

– Bliv ved.

– Når jeg vil.

Jeg rørte hende med tommelfingeren, let, præcis der, hvor hun ville have det hårdere. Små cirkler. Hun lukkede øjnene. Fingrene krummede sig om armlænet. Så strakte hun dem igen, som om hun rettede sig selv.

Ikke bevæge sig. Det var hele øvelsen.

Jeg skubbede to fingre ind i hende. Langsomt. Hun var stram og våd. Inde i hende mærkede jeg pulsen. Jeg bøjede fingrene, fandt det sted, hun reagerede på, og blev der. Uden at haste. Tommelfingeren udefra, fingrene indefra. Hendes lår rystede. Et lille ryk.

Jeg stoppede.

Hun åbnede øjnene.

– Det var et ryk, sagde jeg.

– Jeg ved det.

– Så venter vi.

Jeg trak fingrene ud. Satte mig på hug og kiggede på hende. Hendes brystvorter var spidse. Hun åndede hurtigt. Mellem benene skinnede hun. Jeg tørrede fingrene af på hendes inderside, som om jeg bare ryddede op, og hun bed tænderne sammen.

Vi ventede.

Jeg talte til treogtredive inde i hovedet. Så lagde jeg munden på hende igen.

Jeg slikkede hende langsomt. Ikke for at gøre det færdigt. For at mærke, hvor længe hun kunne holde kroppen i ro, mens jeg gjorde det, hun havde bedt om.

Tungen flad. Fra neden og op. Hun smagte varm og salt. Jeg holdt om hendes hofter, ikke for at tvinge hende ned, men for at mærke det, før øjnene gjorde.

Hun spændte. Stolen stod stille.

Jeg fandt klitoris med tungen og blev der. Små, jævne bevægelser. Tommelfingeren spredte hende, så jeg kunne ramme præcist. Anja åndede gennem munden. Små lyde, som hun prøvede at sluge. Fingrene krammede armlænene, så knoerne blev hvide.

– Kig på mig.

Hun åbnede øjnene. De var blanke. Jeg slikkede hende hårdere. Hendes mave trak sig sammen. Et næsten usynligt ryk i venstre lår.

Jeg tog munden væk.

Hun lavede en lyd, der næsten var et nej.

– Du rørte dig.

– Det var ingenting.

– Det var nok.

Jeg satte mig tilbage på hælene. Ventede. Hun var hævet, synlig, våd ned på sædet. Jeg tørrede munden i håndryggen og så på hende, indtil vejret faldt.

– Viktor. Jeg kan ikke, hvis du bliver ved med at stoppe.

– Jo. Det var det, du ville.

Hun nikkede. Meget lidt. Hovedet talte jeg ikke. Vi havde ikke aftalt det.

Jeg stod op og åbnede bukserne. Hun kiggede. Jeg tog den frem. Hård, og havde været det længe. Jeg rørte hende ikke med den. Jeg stod mellem hendes bundne ben og strøg mig selv, langsomt, mens jeg kiggede på hende.

– Du må stadig ikke røre dig.

– Jeg ved det.

Jeg gik tættere. Lagde mig imod hende, glat, uden at skubbe ind. Frem og tilbage. Hun gispede. Hoften rørte sig. En millimeter.

Jeg stoppede.

Hun lukkede øjnene. Sagde ikke Klimt. Sagde ingenting. Skuldrene gik på plads. Hun åbnede øjnene igen.

– Fortsæt.

Jeg gik på hug. To fingre. Dybt. Jeg arbejdede hende langsomt først, så fastere, tommelfingeren udefra. Hendes bryster hævede sig med hvert åndedrag. Hun stirrede i loftet, så på mig, så i loftet.

– Du kommer, når jeg siger det. Og du rører dig ikke.

– Ja.

Jeg bøjede mig og tog hendes brystvorte i munden. Suget, hånden, tungen bagefter igen, da jeg gik ned. Hun stønede. Stolen knirkede, ikke fordi hun bevægede sig, men fordi hun spændte så hårdt, at træet gav sig.

Hun trak sig sammen om mine fingre. Tæt på.

Jeg stoppede ikke.

– Stille. Du sidder stille.

Hun kom.

Det startede i maven. Jeg så det, før hun selv fik lyd på det. Hun pressede læberne sammen, øjnene flød over, og inde i hende pulserede hun hårdt. Lårene rystede. Rystede, ikke ryk. Hun løftede ikke hoften. Hun sparkede ikke. Hun sad, bundet til stolen i mit baglokale, og kom med en lang, presset lyd, som om hun holdt noget inde og alligevel ikke kunne.

Jeg blev ved, blødere, indtil hun klemte øjnene i og hviskede:

– Stop. Ikke kodeord. Bare stop.

Jeg stoppede. Trak fingrene ud. Kyssede hendes knæ.

Hun rystede stadig, småt, indefra.

– Du rørte dig ikke.

Hun grinede. Kort. Hæst.

– Jeg ved det ikke engang.

Jeg strøg hendes lår, indtil rystelsen lagde sig. Så løsnede jeg anklerne. Rebet havde sat mærker, røde, pæne. Jeg gned cirkler over huden med tommelfingeren. Hun bøjede fødderne, langsomt, som om hun skulle huske, at hun måtte.

Håndleddene til sidst. Da den sidste knude gik, løftede hun armene, men lod dem synke igen. Jeg knælede foran hende og hjalp skjorten sammen over brystet. Hun tog imod. Fingrene var stive.

– Kan du stå?

– Giv mig et øjeblik.

Jeg hentede vandet. Hun drak, spildte lidt ned ad hagen, tørrede det væk med håndryggen. Nederdelen var stadig kørt op. Hun trak den ned selv. Det lille, almindelige greb gjorde mere ved mig end rebene havde.

Hun kiggede på mig. På bukserne, som stadig var åbne.

– Du er ikke færdig.

– Det her handlede ikke om mig.

– Jo, sagde hun. – Også.

Hun rakte hånden frem. Ikke som en, der bad. Som en, der tog noget, vi begge vidste lå der. Jeg trådte tættere. Hun tog om mig, varm hånd, usikker i starten, så fastere. Jeg lagde hånden i hendes hår, ikke for at styre, bare for at have fat.

Hun kiggede op, mens hun arbejdede. Stolen stod stadig mellem os, tom nu, rebene slået hen over sædet.

Jeg kom i hendes hånd. Kort, hårdt, med panden mod hendes. Hun holdt fast, indtil det var ovre, og tørrede fingrene af i min skjorte uden at spørge.

Vi stod sådan et stykke tid. Gaden udenfor var stille. Et fjern tog. Et ur i kontoret.

– Næste gang, sagde hun, – vil jeg have armene fri. Resten bundet.

– Næste gang?

Hun knyttede bh’en. Rejede håret med fingrene. Det hjalp ikke. Hun så ud, som om nogen havde taget hende fra hinanden og sat hende rigtigt sammen.

– Ja. Medmindre du har tænkt dig at lade som om, det her var en engangsforestilling.

Jeg rystede på hovedet.

Hun tog jakken. I døren vendte hun sig.

– Kodeordet virker, sagde hun. – Jeg brugte det bare ikke.

– Jeg ved det.

Hun gik. Jeg blev stående i baglokalet med stolen midt på gulvet og rebene i hånden. Galleriet lugtede stadig af hende. Jeg slukkede lyset og lod stolen stå.