Louise sad med ryggen ret og hænderne foldet over skrivebordet, præcis som hun plejede, når noget skulle rettes. Jakkesættet var mørkeblåt og sad stramt over skuldrene. Nederdelen gik til knæene. Håret var sat, sminken lå, hvor den skulle, og det store kontor lugtede svagt af hendes parfume og koldt kaffe.

Hun var seksogfyrre, høj og kraftig, og hun var vant til, at rum rettede sig efter hende.

Mads stod på den anden side af bordet med den bærbare under armen. Niogtredive. Mørkt hår. Almindelig krop. Hvid skjorte med ærmerne rullet op. Ingen uro i ansigtet, selvom klokken var kvart i syv om fredagen, og resten af huset for længst var gået.

“Det er stadig for blødt,” sagde hun. “Første slide skal ikke invitere. Den skal sætte retningen.”

“Jeg retter det.”

“Du retter det nu. Jeg vil se den færdige version, inden jeg går.”

Han nikkede. Ikke fornærmet. Ikke ivrig. Bare nikkede, som han altid gjorde, når hun skar igennem.

Louise kunne lide det ved ham. Eller rettere: hun kunne lide, at hun ikke skulle bruge energi på ham. De andre medarbejdere fyldte. De forklarede. De undskyldte. Mads gjorde, hvad hun sagde, og gik så ind til sig selv igen.

Hun pegede mod det lille mødebord ved vinduet.

“Sæt dig der. Du må bruge mit netværk. Filen ligger på skrivebordet. Den hedder Q3-endelig.”

Han gik rundt om hendes skrivebord, åbnede hendes bærbare, som hun havde efterladt ulåst, og satte sig. Louise tog sin telefon og gik ud i gangen for at tage et opkald fra en leverandør, der igen havde lovet for meget.

Døren stod på klem.

Mads fandt filen med det samme. Han rettede overskriften, strammede tre sætninger og gemte. Da han skulle sende den, skulle han bruge et link, hun havde nævnt tidligere. Han åbnede browseren.

Vinduet var ikke tomt.

Der lå tre faner bag hinanden. Den første var et forum. Overskriften var synlig, før han nåede at tænke. En tråd om kvinder, der styrede alt ude i verden og privat ville det stik modsatte. Den anden fane var en webshop. I kurven lå et smalt, sort halsbånd og et par simple læderremme. Den tredje var et dokument i browseren. Kort. Uden overskrift.

Han skulle have lukket det.

Han gjorde det ikke med det samme.

Teksten var hendes. Han kendte måden, hun formulerede sig på, selv når hun ikke skrev til en kunde. Korte sætninger. Ingen pynt.

*Jeg bestemmer hele dagen. Jeg vil vide, hvordan det er ikke at gøre det. Ikke som teater. Rigtigt. At nogen tager det. At jeg ikke skal sige, hvad der skal ske.*

Mads læste det to gange. Så lukkede han dokumentet, gik tilbage til præsentationen og sendte filen.

Han sad stille bagefter. Ikke fordi han var chokeret. Mere fordi billedet af hende pludselig passede på en anden måde. Den rette ryg. Den skarpe stemme. Den måde, hun fyldte et rum. Og så det her, liggende åbent, som om hun havde glemt, at hun også var et menneske med en computer.

I gangen talte hun stadig. Højt. Bestemt. Hun afsluttede samtalen, som hun afsluttede de fleste ting: uden at efterlade tvivl.

Da hun kom ind igen, stod hun et øjeblik i døren og så på ham.

“Er den sendt?”

“Ja.”

Hun gik hen til skrivebordet, vendte den bærbare og kiggede. Præsentationen var der. Mailen var sendt. Så så hun proceslinjen. Browseren var åben. Hun trykkede på den uden at tænke.

Fanerne lå der stadig.

Louise blev stående med hånden på musen. Farven steg ikke i ansigtet med det samme. Først blev hun bare meget stille. Så trak hun vejret ind gennem næsen, som hun gjorde, når en forhandling var ved at køre af sporet.

Hun lukkede browseren. Låste skærmen. Satte telefonen fra sig med en lille, præcis bevægelse.

“Hvor meget så du?”

Mads kiggede på hende. Ikke væk. Ikke ned.

“Nok.”

“Nok er ikke et svar, jeg bruger.”

“Tre faner,” sagde han. “Forummet. Kurven. Det, du havde skrevet.”

Hun nikkede engang. Kort. Som om hun afkrydsede en skade.

“Det her kommer ikke videre.”

“Nej.”

“Det er privat. Det er ikke en invitation. Det er ikke noget, du skal tolke.”

“Jeg tolker ikke.”

Hun stirrede på ham. Hun var næsten et hoved højere, når hun stod sådan, med hænderne i siden og jakken trukket på plads. Kraftig i kroppen. Bred om hofterne. Store bryster under den stramme bluse. Altid så gennemført, at man næsten glemte, at der var et menneske under tøjet.

Nu var der en revne.

“Du kan gå,” sagde hun.

Han rejste sig. Tok stolen ind til kanten. Gik hen mod døren. Så stoppede han, med hånden på karmen, og vendte sig.

“Jeg siger det bare én gang,” sagde han stille. “Jeg røg ikke ind i det med vilje. Og jeg sidder ikke og griner af det.”

“Det behøver du heller ikke kommentere.”

“Nej. Men du ser på mig, som om jeg har fået noget på dig. Det har jeg ikke. Du har bare noget, du ikke viser.”

Louise slikkede sig om læben. En lille bevægelse, hun normalt aldrig tillod sig.

“Gå nu, Mads.”

Han nikkede og gik.

Hun stod alene i kontoret bagefter og hørte elevatoren. Hjertet bankede for hårdt. Ikke kun af skam. Der var noget andet med. En varme, hun havde holdt nede i måneder, hver gang hun sent om aftenen havde siddet med den slags faner og bagefter slettet historikken, som om det kunne gøre det ugjort.

Han havde set det.

Og han havde været rolig.

Det var det, der sad i hende, da hun pakkede tasken. Ikke hans blik. Roen.

Hun tog hjem. Drak et glas vin stående i køkkenet. Lå i badet for længe. Sov dårligt.

Mandag morgen var hun skarpere end vanligt. Møderne blev korte. Hun rettede folk af for småting. Mads kom ind med et print klokken ti. Hun tog det uden at kigge op.

“Tak.”

“Skal jeg rette noget?”

“Nej.”

Han blev stående et halvt sekund for længe. Hun mærkede det. Så gik han.

Tirsdag var værre. Hun kunne mærke ham i rummet, også når han sad tre døre væk. Onsdag kaldte hun ham ind for at gennemgå en kunde. Hun hørte sig selv tale for hurtigt. Han svarede, som han plejede. Kort. Roligt. Uden at røre ved det, der lå imellem dem.

Torsdag efter lukketid var der kun dem tilbage igen. Det var ikke planlagt. En deadline var en deadline. Hun havde bedt ham blive. Han var blevet.

Regnen stod ned ad panoramavinduet. Kontoret var stille, bortset fra hendes hæle mod gulvet, da hun gik frem og tilbage med et udkast i hånden.

“Det her afsnit duer ikke,” sagde hun.

“Jeg ved det. Jeg er i gang.”

Hun stoppede bag ham. For tæt. Hun kunne have trukket sig. Hun gjorde det ikke.

“Du har været anderledes hele ugen.”

Han gemte filen, før han vendte sig på stolen.

“Det har du også.”

Louise trak på smilebåndet. Kort og uden varme.

“Pas på, Mads.”

“Jeg passer på.”

Hun lagde papiret på bordet. Armene over kors under busten, så jakken strammede.

“Hvis du tror, at det, du så, giver dig en særlig rolle her, tager du fejl.”

“Jeg tror ikke, jeg har en særlig rolle.” Han holdt pausen. “Jeg tror, du hader, at nogen har set det. Og at du samtidig ikke kan lade være med at tænke på, at det var mig.”

Luften blev tynd.

“Du overskrider en grænse nu.”

“Ja,” sagde han. “Det gør jeg.”

Hun skulle have sendt ham ud. Det var det, hun gjorde ved folk, der kom for tæt. I stedet stod hun og mærkede, hvordan hendes puls sad i halsen, og hvordan nederdelen pludselig føltes for varm.

“Hvad vil du?” spurgte hun.

“Ikke noget, du ikke selv har skrevet.”

Hun lo lavt. Det lød ikke sikkert.

“Så du husker formuleringerne.”

“Jeg husker, at du ikke vil teater.”

Louise gik hen til døren. Låste den. Nøglen sad i, da hun vendte sig. Det var den mest afslørende bevægelse, hun havde lavet i årevis.

“Hvis det her forlader rummet, er du færdig.”

“Det forlader ikke rummet.”

Hun blev stående med ryggen mod døren. Høj. Kraftig. Perfekt klædt. Og med hænderne, der ikke vidste, hvor de skulle gøre af sig.

“Jeg bestemmer stadig, hvad der sker her.”

Mads rejste sig. Han var ikke større end hende. Ikke på den måde. Men han gik hen til hende uden at skynde sig, og han stoppede først, da der kun var et skridt imellem dem.

“Nej,” sagde han stille. “Ikke i aften.”

Hun åbnede munden for at tage det tilbage. Der kom ikke noget. Han løftede hånden og rettede en usynlig fold på hendes jakke, som om det var det mest naturlige i verden. Tommelfingeren strøg hen over stoffet ved kraven. Ikke nede i udringningen. Bare der.

“Du kan sige stop,” sagde han. “Hvis du siger det, stopper jeg. Ellers tager jeg det herfra.”

Louise slukkede med øjnene. Et kort glimt af panik. Så noget andet, der havde ligget og ventet bag alle de rigtige jakkesæt og alle de rigtige beslutninger.

“Sig det,” mumlede hun.

“Hvad?”

“At jeg ikke skal styre det.”

Han nikkede.

“Du skal ikke styre det.”

Hun åndede ud, som om nogen havde løsnet et bånd, hun selv havde strammet i tyve år. Mads tog hendes håndled. Ikke hårdt. Bare fast. Han førte dem ned langs siden af hendes krop og holdt dem der.

“Kig på mig.”

Hun gjorde det. Chefen i hende kæmpede stadig. Skuldrene var spændte. Munden var en streg. Men hun kiggede.

“Du har brugt hele ugen på at vise, at du stadig har styr på det,” sagde han. “Det har du ikke. Ikke det her.”

“Hold kæft.”

Det kom automatisk. Skarpt. Han reagerede ikke på tonen. Han flyttede bare tommelfingrene hen over indersiden af hendes håndled, der hvor huden var tynd, og hvor pulsen røbede hende.

“Når du taler sådan, er det vanen. Ikke det, du vil.”

Hun slugte.

“Du aner ikke, hvad jeg vil.”

“Jo.” Han lænede sig en anelse ind. Ikke nok til at kysse hende. Nok til at hun mærkede varmen fra ham. “Du vil have, at jeg tager det, så du ikke selv skal bede om det som en opgave, du kan krydse af.”

Louise mærkede det i maven. Tungt. Uundgåeligt. Hendes bryster hævede sig, da hun trak vejret, og blusen strammede.

“Lås er låst,” sagde hun næsten hviskende. “Hvis du begynder, så… så gør det ordentligt.”

“Det gør jeg.”

Han slap det ene håndled, tog fat i hendes hage og drejede hendes ansigt en smule op. Hun var høj, men han tvang hende alligevel til at møde ham. Tommelfingeren strøg over hendes underlæbe, der hvor læbestiften sad skarpt.

“Åbn.”

Hun gjorde det. Lidt. Som om hun stadig forhandlede. Han rystede svagt på hovedet.

“Mere.”

Hun åbnede munden. Han førte tommelfingeren ind over hendes læbe, ikke dybt, bare nok til at hun smagte salt fra hans hud. Et lille, vanvittigt intimt greb, der ikke lignede noget, hun selv ville have iscenesat.

“Godt,” sagde han.

Ordet ramte hende hårdere, end det burde.

Mads tog hendes jakke af. Hun lod ham. Han hængte den over stoleryggen, som om de stadig var på arbejde, og vendte sig så mod hende igen. Blusen sad glat over maven og strammede over busten. Hun var kraftig på den måde, der fyldte tøjet ud. Store bryster. Blødere mave, end hun viste frem. Hofter, der gjorde nederdelen stram, når hun gik.

Han gik bag hende. Lynlåsen i nederdelen gik ned i en lang, langsom bevægelse. Hun stod med hænderne langs siden og mærkede stoffet give sig. Nederdelen gled ned om hoften. Hun trådte ud af den, da han sagde det. Ikke før.

“Ud af den.”

Hun gjorde det. Hælene blev på. De sorte hold-up strømper sad stramt om de kraftige lår. Trusserne var mørke og enkle. Dyr kvalitet. Ingen blonder til at spille et spil.

Han stod tæt bag hende og så hende i glasdøren til det lille møderum, hvor spejlingen var mørk nok. Hans hænder landede på hendes hofter. Store, rolige hænder. De klemte ind i det bløde, som hun ellers holdt skjult under skræddersyet tøj.

“Du er vant til at dække det her af,” sagde han ved hendes øre. “Ikke i aften.”

Hun rystede på hovedet. Ikke nej. Mere som om hun ikke havde sprog.

Han førte hænderne op under blusen. Varme mod huden. Op over maven, videre, indtil han havde begge bryster i hænderne uden på BH’en. Han klemte. Fast. Ikke forsigtigt. Hun trak vejret ind mellem tænderne.

“Mads…”

“Stille.”

Hun blev stille.

Det var det, hun havde skrevet, at hun ville. Og nu, hvor det skete, var det både lettere og sværere, end hun havde turdet forestille sig. Lettere, fordi han ikke spurgte. Sværere, fordi hun mærkede, hvor våd hun allerede var, bare af at få besked på at tie.

Han drejede hende om mod skrivebordet.

“Hænderne på kanten.”

Louise bøjede sig forover. Det store, rydelige skrivebord, hvor hun underskrev kontrakter og afviste folk. Hendes hænder landede på den glatte plade. Hun så sin egen ring, sit eget ur, sit eget kontor – og mærkede ham træde ind mellem hendes ben, så hun måtte åbne dem.

Hans hånd gled ned mellem hendes lår. Over strømpen. Videre op. Ind under kanten af trusserne. Hun var blød og våd, og hans fingre fandt det med det samme. Han sagde ingenting. Han strøg bare langsomt gennem hende, samlede det, og pressede så en finger ind.

Louise greb kanten. Hovedet faldt frem.

“Fuck…”

Han tog et fast tag i hendes hår med den anden hånd. Ikke for at rive. For at holde. Han bøjede hendes hoved en anelse tilbage, så hun ikke kunne gemme ansigtet mod bordet.

“Du får ikke lov at forsvinde ind i det,” sagde han. “Du skal mærke, at det er mig.”

Hun knyttede hænderne. Hans finger bevægede sig i hende. Langsomt. Dybt. Så to. Hun var stram om ham, og lyden af det var pinligt tydelig i det stille kontor.

“Du har tænkt på det her,” sagde han. “Ikke sandt.”

Hun svarede ikke.

Han stoppede bevægelsen.

“Louise.”

Hendes navn i hans mund, uden titel, uden distance, gjorde noget ved hende.

“Ja,” fik hun frem. “Jeg har tænkt på det.”

“Hvad har du tænkt?”

Hun pressede sig tilbage mod hans hånd, som om kroppen kunne svare for hende. Han holdt hende alligevel stille med grebet i håret.

“At nogen tog over. At jeg ikke skulle… arrangere det.”

“Godt.”

Han trak fingrene ud. Hun hørte sig selv lave en lyd, hun aldrig ville have accepteret i et møde. Han førte hånden frem og holdt fingrene op foran hendes mund.

“Slik.”

Hun tøvede et sekund. Så åbnede hun og tog dem ind. Smagen af sig selv. Hans blik et sted over hende, roligt, næsten tålmodigt, mens hun gjorde, som han sagde.

Da han trak fingrene væk, åbnede han sit bælte. Lyden var lille og totalt ude af proportion med, hvad den gjorde ved hende. Hun blev stående foroverbøjet, med trusserne trukket til siden, hælene i gulvet, blusen stadig på, som om hun ikke rigtig var blevet klædt af, bare åbnet.

Han strøg hovedet af sin pik langs hende. Våd hud mod våd hud. Hun rystede.

“Sig, hvis det er stop.”

Hun rystede på hovedet.

“Så siger du det med ord, når jeg er i dig. Du siger tak.”

Louise lukkede øjnene.

“Jeg… ja.”

Han pressede sig ind. Langsomt, fordi hun var stram, og fordi han ikke havde tænkt sig at lade hende skynde sig igennem det. Hun fyldtes. Tomheden, hun ikke havde vidst, hun gik rundt med, blev skubbet til side. Hun åndede ud i et langt, ujævnt drag, da han var helt inde.

Han holdt stille.

“Tak,” hviskede hun.

“Højere.”

“Tak.”

Først da begyndte han at bevæge sig.

Han tog fat om hendes hofter og stødte ind i hende i et jævnt tempo, der ikke spurgte om lov. Hver gang han ramte bund, gik det gennem lårene og op i maven. Skrivebordet rykede en centimeter. En kuglepen rullede, ramte kanten og faldt i gulvet. Lyden var lille. Den gjorde det værre alligevel, fordi det var hendes ting, hendes orden, der blev skubbet.

Hun prøvede at møde ham. Vanen. Hun flyttede hoften, tog rytmen, som om det stadig var noget, hun kunne styre.

Hans hånd landede fladt på hendes lænd og holdt hende nede.

“Nej.”

“Jeg kan mærke, at du—”

“Du skal ikke hjælpe. Du skal tage imod.”

Louise pressede panden ned mod den kølige plade. Skammen og lysten sad i samme sted. Hun var så våd om ham, at det lød, hver gang han trak sig næsten ud og skubbede ind igen. Hold-up strømperne strammede om de kraftige lår. Trusserne skar ind i den ene side, hvor han havde trukket dem væk.

Han gik dybere. Roligt. Som om han havde al tid i verden.

“Du spænder i skuldrene,” sagde han. “Slip.”

“Jeg kan ikke bare—”

“Jo. Ånd ud.”

Hun gjorde det. Modvilligt. Og da hun gjorde det, gled han lettere i hende. En lyd kom ud af hende, lav og ufrivillig.

“Der,” sagde han. “Sådan.”

Han samlede hendes hår igen. Nålene, hun havde sat om morgenen, løsnede sig. En lok faldt ned langs kinden. Han bøjede hendes hoved tilbage, så hun så det mørke vindue og sit eget slørede spejlbillede.

Chefen. Foroverbøjet. Ham i hende.

“Se.”

Hun ville lukke øjnene.

“Se, Louise.”

Hun så. Det var næsten værre end pikken. At se sig selv sådan.

Han stødte hårdere nu. Stadig ikke hektisk. Bare mere. Hendes bryster gled i BH’en under blusen. Maven, hun ellers holdt inde, hang blødere frem mod kanten. Hun hadede, at hun tænkte på, hvordan hun så ud. Og så tænkte hun på, at hans hænder klemte ind i hofteme, i det bløde, som om det var præcis det, han ville holde i.

“Du er våd helt ned ad lårene,” sagde han. “Det har du ikke planlagt.”

“Hold kæft.”

Han slog hende. Ikke hårdt. En fast hånd på den ene balde. Lyden var skarp i rummet. Hun gispede.

“Prøv igen.”

Hun slugte.

“Undskyld.”

Ordet smagte fremmed i hendes mund.

“Bedre.”

Han strøg over det sted, han havde ramt, og skubbede sig ind til bunds, så hun måtte tage et skridt udad med den ene fod. Hælen skar i gulvet.

“Du kommer ikke, før jeg siger det.”

Hun lo kort, forpustet.

“Du tror, du kan—”

Han ændrede vinklen. Fandt et sted inde i hende, der fik sætningen til at falde fra hinanden. Hendes negle kradsede i lakken. Det byggede sig op for hurtigt. For ukontrolleret.

“Mads…”

“Jeg hører dig.”

“Jeg kan ikke holde—”

“Jo. Det kan du.”

Han satte tempoet ned. Bevidst. Små, dybe bevægelser, der holdt hende lige under kanten. Hun rystede. Panden var fugtig. Læbestiften var smurt.

“Please,” kom det fra hende, før hun nåede at stoppe det.

Han stod stille inde i hende.

“Sig det igen.”

Hun rystede på hovedet.

Han trak sig næsten ud.

“Sig det.”

“Please.” Stemmen var tynd. “Lad mig… jeg kan ikke stå sådan her.”

“Du kan godt.” Han skubbede sig ind og blev der. En hånd gled rundt om hende, ned mellem benene, fandt hendes klit. Han strøg den langsomt, med to fingre. Bare pres. “Men du kommer, når jeg vil. Ikke når du skal videre til næste punkt.”

Louise var tæt på at græde. Ikke af smerte. Af at blive holdt. Af ikke at kunne afslutte det selv.

Han tog hende sådan et stykke tid. Langsomt. Fast. Fingrene på hende, pikken i hende, håret i hans hånd. Hun begyndte at give lyde, hun ikke kendte. Små, ødelagte ting. Armene rystede.

Så stoppede han. Trak sig ud.

Tomheden var voldsom.

“Vend dig om.”

Hun rettede sig langsomt. Benene var usikre. Da hun vendte sig, så hun ham ordentligt. Skjorten var stadig på, åben i halsen. Bæltet hang. Hans pik var våd af hende. Ansigtet var det samme som altid. Roligt. Det gjorde hende vanvittig.

“Op på bordet.”

“Mads, det er mit skrivebord.”

Han kiggede bare på hende.

Hun satte sig op på kanten. Det kolde under balderne. Han skubbede hendes lår fra hinanden, trådte ind, og førte sig ind i hende igen, front mod front.

Nu kunne hun ikke gemme sig.

Han tog hendes ansigt mellem hænderne og kyssede hende for første gang. Ikke blødt. Fast. Hun åbnede munden, fordi han ville det. Hans tunge, hans greb, hans stød. Hun holdt om hans skuldre, så om kanten bag sig.

“Kig på mig, når du kommer.”

Hun nikkede. Lille. Ødelagt.

Han begyndte at tage hende rigtigt. Hårdere. Skrivebordet slog imod væggen i små ryk. Hun fik benene op om ham, strømperne imod hans skjorte. Store lår. Kraftig krop, der tog imod. Brysterne hoppede under blusen. Han fik en hånd ind, trak BH’en ned, og hendes bryst lå tungt i hans hånd. Han klemte brystvorten, bøjede sig og tog den i munden.

Louise kom.

Det rev igennem hende uden varsel, fordi han havde holdt hende så længe. Hun prøvede at kigge på ham og tabte det alligevel, øjnene halvvejs, munden åben, en lang lyd, hun ikke kunne bide af. Hun klemte om ham igen og igen, våd og hjælpeløs, mens han blev ved med at støde hende gennem det.

“Tak,” fik hun frem, fordi han havde sagt, hun skulle. “Tak… fuck, tak…”

Han slap ikke. Han holdt hende åben, holdt hende oppe, mens efterrystelserne stadig gik gennem maven. Hun hang i hans skjorte med hænderne, der ikke rigtig virkede.

“Jeg er ikke færdig,” sagde han stille ved hendes mund.

Hun nikkede igen. Hun havde ikke sprog til andet.

Han skubbede hende længere ind på bordet, så ryggen ramte mapper og den slukkede skærm. En stak papirer gled. Hun var spredt under ham, blusen oppe, det ene bryst blottet, trusserne stadig bare trukket til siden, hælene i luften. Han greb om hendes lår, holdt dem fra hinanden og stødte ind i hende i korte, dybe ryk.

Hun var overfølsom. Hver bevægelse sad for tæt på. Hun hørte sig selv sige hans navn, så et *vent*, så ingenting, fordi han ikke ventede, og fordi hun heller ikke ville have, at han gjorde det.

“Tag det,” sagde han. “Du skal ikke beslutte, om du kan. Du skal bare ligge der.”

Louise lagde hovedet tilbage. Loftet var hvidt. Lyset var det samme kedelige kontorlys som altid. Hun kom næsten igen, bare af måden han talte på, af at blive brugt midt i det rum, hvor hun ellers afskedigede folk og underskrev budgetter.

Han bøjede sig over hende. Panden mod hendes. Åndedrættet ujævnt for første gang.

“Nu.”

Hun mærkede ham stivne, mærkede de sidste hårde stød, og så kom han i hende med et lavt, undertrykt åndedrag mod hendes hals. Varmen fyldte hende. Hun holdt om hans ryg, under skjorten, hud mod hud, mens han tømte sig, mens hendes krop stadig rystede om ham.

De blev liggende sådan et øjeblik. Ham over hende. Hende på skrivebordet. Regnen udenfor. En printer, der stod i dvale et sted nede ad gangen.

Så mærkede hun det. Det der kom bagefter. Ikke fortrydelse. Værre. Tomheden efter at have givet slip, og den gamle refleks, der allerede forsøgte at rejse sig og rydde op.

Mads trak sig langsomt ud. Hun mærkede det løbe fra hende, ned på kanten, varmt og konkret. Han sagde ingenting. Han rettede hendes bluse ned, som om det var en del af det samme, og hjalp hende ned at stå.

Hendes ben holdt næsten ikke.

“Sæt dig,” sagde han og skubbede hendes egen kontorstol hen.

Hun satte sig. Nederdelen lå stadig på gulvet. Håret var ødelagt. Hun kunne mærke ham mellem benene.

Han samlede kuglepennen op. Lagde den tilbage i glasset. Som om ingenting.

Louise kiggede på ham.

“Du rydder op.”

“Ja.”

“Det er mit kontor.”

“Det er det stadig.”

Hun lo, kort og usikkert, og skjulte ansigtet i hænderne et sekund. Da hun tog dem væk, var han i gang med at lukke sit bælte. Rolig. Ikke triumferende. Det var næsten det, der ramte hende mest.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde hun.

“Så sig ingenting.”

Hun nikkede. For første gang hele aftenen uden at forhandle om det.

Hun blev siddende med hænderne i skødet. Ikke fordi hun var beskeden. Fordi hun ikke vidste, hvor hun ellers skulle gøre af dem. Nederdelen lå stadig på gulvet. Blusen var krøllet. Det ene bryst sad skævt i BH’en. Mellem benene var hun klistret og åben, og hun kunne mærke ham løbe ud af hende, langsomt, ned på stolen, som om kontoret selv skulle have beviset.

Mads hentede en pakke servietter fra skabet under kaffemaskinen. Han gik ikke hen og spurgte. Han stillede sig foran hende, skubbede hendes knæ fra hinanden og tørrede hende. Fast. Nænsomt. Uden at gøre det til noget sødt.

Louise trak vejret ind.

“Jeg kan selv.”

“Det kan du også mandag.”

Hun lukkede munden.

Han krøllede servietten sammen, smed den i skraldespanden ved skrivebordet og vaskede hænder på det lille toilet indenfor. Da han kom tilbage, stod han bare og så på hende. Hun var stadig chefen i rummet. Stolen var hendes. Navnet på døren var hendes. Og hun sad der med ødelagt hår og våde lår og ventede på, at han skulle sige, hvad der så skulle ske.

“Op,” sagde han.

Hun rejste sig. For hurtigt. Hun tog et skridt hen mod nederdelen.

“Lad den ligge.”

Hun stoppede. Hælene stod skævt. Hold-up strømperne havde sat sig. Hun var høj og kraftig og halvnøgen i sit eget kontor, og det var værre end at blive taget over bordet. Det her var ikke en handling, hun kunne komme igennem. Det var bare at stå der.

“Kom her.”

Hun gik hen til ham. Han rettede hendes bluse, trak den ned, så den dækkede maven, og lod trusserne blive, som de var. Så pegede han ned i gulvet foran sig.

Louise kiggede på ham.

“Mads.”

“Du hørte det.”

Hun stod stille et langt sekund. Chefen i hende listede sig frem igen. Den ville sige, at det her var nok. At hun havde fået, hvad hun havde skrevet om. At hun nu kunne samle tøjet op og blive Louise igen.

Hun gik i knæ.

Gulvet var hårdt. Nederdelen lå en meter fra hendes hånd. Hun mærkede, hvor stor hun var, sådan der. Kraftige lår. Blød mave. Bryster, der tyngede frem. Ikke en slank lille ting, man kunne stille pænt. En voksen kvinde på knæ i hæle.

Han åbnede bæltet igen. Ikke som et show. Som en besked. Hun så ham tage sig frem. Han var ikke stenhård endnu, men han blev det, da hun løftede ansigtet.

“Du ved, hvad du skal.”

Hun tog ham i munden.

Det første, hun tænkte, var, at hun smagte sig selv på ham. Det næste var, at hun aldrig havde gjort det her uden at styre tempoet. Nu sad hun med hænderne på sine egne lår, fordi han ikke havde sagt, at hun måtte bruge dem, og lod ham fylde munden.

Han lagde en hånd i hendes hår. Ikke for at tvinge hende i bund med det samme. For at holde hovedet, hvor han ville.

“Se op.”

Hun gjorde det. Øjnene var blanke. Læbestiften var væk. Hun suttede ham langsomt, vådt, mens han kiggede ned på hende, som om det var det mest naturlige i verden, at virksomhedsejeren sad der.

“Godt,” sagde han stille. “Sådan. Du skal ikke gøre det pænt.”

Hun slog en lyd om ham, da han skubbede dybere. Spyt løb. Hun hostede, trak sig en anelse, og han holdt hende alligevel.

“Ånd gennem næsen.”

Hun gjorde det. Øjnene løb i. Hun hadede, hvor meget det tændte hende. At hun sad på sit eget gulv og fik hul i øjnene af hans pik, mens regnen stod ned ad glasset bag ham.

Han brugte hendes mund et stykke tid. Roligt. Dybde, pause, dybde. Når hun forsøgte at tage over med tungen, stoppede han hende med et lille pres.

“Jeg styrer det.”

Hun nikkede om ham. En latterlig, våd bevægelse. Hun var drivende igen. Det kunne hun mærke, uden at nogen rørte hende.

Han trak sig ud. En tråd af spyt fulgte med. Han strøg sig over hendes underlæbe.

“Op på stolen igen.”

Hun rejste sig klodset. Satte sig. Han gik ned på hug foran hende, trak trusserne af, helt af, og lagde dem oven på nederdelen. Så spredte han hendes knæ og lagde munden på hende.

Louise greb armlænene.

“Fuck— Mads, jeg er for—”

Han sugede hendes klit. Langsomt. Uden at spørge, om hun var for overfølsom. Hun var det. Hun rystede. Lårene, de store, bløde lår, klemte ind om hans hoved, og han skubbede dem ud igen.

Han slikkede hende, som om hun ikke havde ret til at være færdig. To fingre ind. Tunge udenpå. Hun kom hurtigt, for hurtigt, med en flad, overrasket lyd, kroppen der løftede sig i stolen. Han stoppede ikke. Han holdt hende åben og slikkede hende gennem det, indtil hun vrælte et *stop* der ikke lød som stop, og så et rigtigt:

“Stop.”

Han stoppede med det samme.

Hun sad med åben mund og så ned på ham. Han tørrede sig om munden med håndryggen. Rolig. Som om hun havde rakt hånden op i et møde.

“Godt,” sagde han. “Du kan sige det.”

Hun lo. Det lød sprængt.

“Rejs dig.”

Hun rejste sig. Han samlede hendes tøj op i den rigtige rækkefølge. Trusser. Nederdel. Jakke. Han hjalp hende i trusserne, trak nederdelen op, lukkede lynlåsen. BH’en blev rettet. Blusen blev glattet. Jakken kom på. Han samlede hårnålene fra gulvet og rakte hende dem.

“Spejl.”

Hun gik ind på toilettet. Lyset var nådesløst. Hun så en kvinde, der næsten lignede sig selv. Håret kunne sættes. Læberne kunne fikses. Øjnene kunne hun ikke gøre noget ved. Hun vaskede hænder, satte håret så godt, hun kunne, og kom ud.

Mads stod med tasken over skulderen. Hendes computer var slukket. Stolen var skubbet ind. Kuglepennen stod i glasset.

Kontoret så rigtigt ud igen.

Det gjorde hun ikke.

“Hvis nogen spørger, hvorfor lyset har været tændt,” sagde hun, og stemmen var næsten den gamle, “så var det deadline.”

“Det var det også.”

Hun tog sin taske. Nøglen i døren. De gik ud. Hun låste. Gangen var tom. Elevatoren kom med det samme, som om bygningen stadig arbejdede for hende.

De stod side om side. Spejlet i elevatoren viste dem som kolleger. Høj kvinde i jakkesæt. Mand i skjorte. Ingenting.

I stuen sagde hun, uden at kigge på ham:

“Det her ændrer ikke, hvordan huset kører.”

“Nej.”

“Du får ikke en særlig stilling. Du får ikke mere i løn. Du går ikke rundt og tror, at du ejer noget.”

“Det gør jeg ikke.”

Dørene åbnede. Parkeringkælderen var kold. Hendes hæle lød for højt.

Ved hendes bil stoppede hun. Nøglerne i hånden. Hun skulle have sagt god weekend og kørt. I stedet stod hun med ryggen lidt for ret og mærkede stadig, hvor åben hun var under nederdelen.

“Mads.”

“Ja.”

“Hvis det her sker igen, så er det ikke mig, der booker det. Jeg kommer ikke og… lægger det frem.”

Han nikkede.

“Det skal du heller ikke.”

Hun slukkede med øjnene. Kort. Som om hun stadig ikke kunne holde til, at det var så enkelt.

“God weekend,” sagde hun.

“God weekend, Louise.”

Hun satte sig ind. Lukkedøren. Spejlet viste hende som vanligt: høj, velklædt, i kontrol. Hun startede bilen og kørte ud i regnen med hans sæd stadig i sig og med en ro i kroppen, hun ikke selv havde sat i kalenderen.

Mandag ville hun være skarp. Hun ville rette slides og afbryde folk og fylde rummet, som hun altid havde gjort.

Men hun vidste det nu. Og han vidste det.

Der var ét sted, hun ikke længere styrede.