Kim havde maling på underarmene og støv i skægget. Han stod i den halvfærdige stue og skruede en hylde op, mens Charlotte malede listen langs gulvet. Radioen kørte lavt ude fra køkkenet. Det var den tredje dag, Henrik var væk.
Tredje dag, og allerede sad det i kroppen.
Hun var i et gammelt par shorts og en løs t-shirt, der hang skævt over brystet. Høj, blød, kurvet. Mørkblondt hår sat op i en slaske-knold, hvor der var kommet hvid maling i. Hun så ikke ud, som om hun prøvede. Det var det, der gjorde det værre.
»Den hylde sidder skævt,« sagde hun uden at se op.
»Den sidder, som den skal.«
»Den sidder skævt, Kim.«
Han grinede. »Kom så herop og se selv.«
Hun rejste sig. Knæene var hvide af maling. Hun kom hen til ham, tæt, og kiggede. Hendes skulder rørte hans arm.
»Okay. Den sidder skævt.«
»Ja.«
De stod der et sekund for længe. Så gik hun tilbage til listen.
Han havde kendt hende, siden hun og Henrik blev kærester. Toogtyve år. Der havde været somre i kolonihaven, fødselsdage, nytår, den der ferie i Sverige, hvor de alle havde drukket for meget. Der havde været blikke. Aldrig mere end det. Aldrig noget, man sagde højt.
Nu var Henrik i Bergen i tre uger. Arbejde. Noget med firmaet. Kim havde sagt ja til at hjælpe med huset, fordi det var nemt at sige ja. Og fordi han godt vidste, at det ikke kun handlede om spartel og maling.
Charlotte mærkede det også. Hun mærkede det, når han gik forbi hende i køkkenet. Når han løftede noget tungt, og trøjen strammede over ryggen. Når han lo med den dybe stemme. Hun havde altid syntes, han var… meget. Stor. Skægget. Jordnær på en måde, Henrik ikke var. Henrik var pænere. Mere styret. Kim var det, man ikke skulle tænke på.
Hun tænkte på det alligevel.
»Skal vi holde pause?« spurgte han.
»Ja. Kaffe.«
I køkkenet stod de med hver deres krus. Vinduet var åbent. Der lugtede af nymalet og kaffe.
»Du behøver ikke komme hver dag,« sagde hun.
»Jeg har sagt, jeg vil.«
»Jeg ved det. Jeg siger det bare.«
Han kiggede på hende over kruset. »Har du det okay med, at jeg er her?«
Hun smilede skævt. »Ja. Det har jeg.«
»Godt.«
Hun skulle have sagt noget lettere. I stedet sagde hun: »Det er mærkeligt. Huset uden ham.«
»Ja.«
»Og så dig i stedet.«
Han satte kruset. »Charlotte.«
»Hvad?«
»Ingenting.«
Hun kiggede på ham. Han kiggede tilbage. Der var støv i hans skæg, og hans hænder var store og malede.
»Vi skal nok videre med stuen,« sagde hun.
De gik videre. Men det sad der. I rummet. I den måde, hun bøjede sig for at male, og han ikke kiggede væk hurtigt nok. I den måde, han rakte hende ting og lod hånden blive et øjeblik.
Om eftermiddagen hjalp han hende med at flytte den tunge kommode ud. Hun tog den ene ende. Han den anden. Da de satte den, kom hun ind i ham. Brysterne mod hans bryst. Hun trak ikke væk med det samme.
»Undskyld,« sagde hun.
»Det er okay.«
Hans hånd lå et sekund i hendes side. Blød midje under det tynde stof. Hun mærkede varmen gennem tøjet.
Så gik de fra hinanden.
Klokken blev seks. De kunne være stoppet. De stoppede ikke.
»Der er øl i køleskabet,« sagde hun.
»Jeg skal køre.«
»Du kan tage en. Du bor ti minutter væk.«
Han tog en øl. Hun tog en. De sad på trappen ud til haven, fordi stuen var et rod. Aftenen var lun. Hun havde slået håret ned. Det var længere, end han huskede. Mørkblondt, lidt kruset efter at have siddet oppe hele dagen.
»Husker du den nytårsaften hos jer?« spurgte han.
»Hvilken?«
»For… ti år siden. Hvor vi endte ude i køkkenet, og alle andre dansede.«
Hun smilede. »Jeg husker den.«
»Du sagde noget.«
»Jeg var fuld.«
»Du sagde, at hvis tingene havde været anderledes.«
Hun kiggede ud i haven. »Jeg husker det.«
»Jeg tænkte på det bagefter. I lang tid.«
»Det gjorde jeg også.« Hun drak. »Vi skulle ikke tale om det.«
»Nej.«
De sad stille. En bil kørte forbi ude på vejen.
»Henrik ringer i aften,« sagde hun.
»Ja.«
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham. At vi har malet. At du er her.«
»Du kan sige det. Det er jo sandt.«
Hun vendte hovedet. »Det er ikke det hele, der er sandt.«
Han satte øllen. »Charlotte. Sig det, hvis jeg skal gå.«
Hun rystede på hovedet. Langsomt. »Jeg vil ikke have, at du går.«
Han rakte hånden ud. Lagde den på hendes knæ. Tung, varm, selvfølgelig. Hun kiggede på den. Løftede den ikke væk.
»Det her er dumt,« sagde hun.
»Ja.«
»Vi har kendt hinanden for længe.«
»Ja.«
Hun lagde sin hånd over hans. Fingrene var malede. Hans også.
Inde i huset ringede hendes telefon. Henrik. Hun kiggede på skærmen, så på Kim, og tog den ikke.
»Han ringer sikkert igen,« sagde hun.
»Sikkert.«
Hun rejste sig. Stod foran ham på trappen, lidt højere, fordi han sad. Hun var høj i forvejen. Han kiggede op. Hendes t-shirt hang løst, og han kunne se kanten af hendes bh, den bløde kurve.
»Kom indenfor,« sagde hun.
Han rejste sig. Tæt. Meget tæt. Hun rørte hans skæg med fingerspidserne, som om hun bare fjernede maling. Hun fjernede ikke maling.
»Der er stadig maling,« hviskede hun.
»Charlotte.«
Hun kyssede ham.
Ikke forsigtigt. Ikke som en prøve. Som noget, der havde ventet. Hans skæg mod hendes mund. Hans hænder om hendes talje, store, der tog fat i det bløde. Hun pressede sig ind. Hun var kurvet og varm og virkelig, og han mærkede det hele.
De stod i døråbningen og kyssede, som om huset ikke var Henriks. Som om det ikke var tre uger. Som om det bare var dem.
Da de slap, var hun rød i kinderne.
»Fuck,« sagde hun stille.
»Ja.«
»Vi kan stadig nå at lade være.«
Han rystede på hovedet. »Kan vi?«
Hun tog hans hånd og trak ham ind i køkkenet. Døren smækkede bag dem. Hun skubbede ham op ad køkkenbordet, så højt hun var, og kyssede ham igen, dybere. Hans skæg kradsede. Hun kunne lide det. Hun havde tænkt på det, længe, uden at sige det.
Hans hænder gled op under t-shirten. Over den bløde mave, videre, indtil han havde brysterne i hænderne, tunge og varme gennem bh’en. Hun stønede ind i munden på ham. Ikke højt. Bare ærligt.
»Kim…«
»Sig stop, hvis du vil.«
Hun rystede på hovedet. Trak trøjen af. Stod der i bh og shorts, maling på armen, håret i ansigtet. Halvtreds år. Blød. Kurvet. Ikke en pige. En kvinde, der havde besluttet sig.
Han kiggede på hende, som om han havde ventet på det i tyve år.
Så tog han fat i hende igen.
Han tog fat i hende igen, hårdere denne gang. Bh’en gled af, og hendes bryster lå tunge og varme i hans hænder. Han bøjede sig og tog den ene brystvorte i munden. Hun greb ham i håret, i skægget, og pressede ham tættere.
»Jesus, Kim…«
Han sutteede, bed blidt, og hun mærkede det helt ned i maven. Hans skæg kradsede huden. Hun havde tænkt på det. Nu var det der.
Hun fik fat i hans t-shirt og trak den op. Han hjalp. Brystkassen var bred, med hår, med den slags krop, der havde arbejdet i årevis. Hun kørte hænderne over ham, ned over maven, ned til bæltet. Han stod allerede hård bag bukserne.
Hun kiggede op på ham, mens hun åbnede lynlåsen.
»Du har tænkt på det her,« sagde hun.
»I årevis.«
Hun trak ham ud. Han var tyk, varm, virkelig. Hun lukkede hånden om ham og strøg langsomt. Han stønnede ned i hendes hals. Store hænder på hendes hofter, ned i shortsen, ind under kanten. Hun var allerede våd. Hans fingre fandt hende uden besvær.
»Fuck, Charlotte.«
»Sig det ikke, som om du er overrasket.«
Han smilede ind i huden på hende. To fingre gled ind. Hun greb kanten af køkkenbordet bag ham og spredte benene lidt. Shortsen hang halvvejs nede. Det var klodset og hastigt og præcis, som det skulle være.
Han vendte hende om.
Hun kom til at stå med hænderne på bordet, røven ude mod ham, shortsen og trusserne trukket ned om lårene. Hun var blød dér også. Kurvet. Han strøg over hende, spredte hende, og hun kiggede tilbage over skulderen.
»Gør det,« sagde hun.
Han lagde sig ind. Spidsen først. Så mere. Hun var stram og våd, og han gled ind i en lang, tung bevægelse, indtil han var i hende til roden. Hun åndede ud. Lydt. Panden mod bordpladen.
»Hold kæft,« mumlede han.
Hun bakkede imod ham. »Bevæg dig.«
Han tog fat i hendes hofter og knæppede hende. Ikke forsigtigt. Dybt. Bordet rystede. En kop skubbede sig hen ad kanten og væltede ikke. Hun stødte imod ham hver gang, brysterne hang tunge, håret i ansigtet. Han greb en håndfuld af det og trak hovedet tilbage, ikke brutalt, bare så hun skulle mærke det.
»Kim— ja—«
Hun var høj, så vinklen ramte hende rigtigt. Hver stød gik ind, hvor hun ville have det. Hun kunne høre, hvor våd hun var. Hun kunne høre ham. Den dybe vejrtrækning. Det lave, grove i halsen på ham.
»Du er så fucking blød,« sagde han.
Hun lo, afbrudt af et støn. »Sådan er jeg.«
Han slap håret og gled en hånd om på maven, ned mellem hendes ben, fandt klitten, mens han blev ved. Hun knugede bordkanten. Knæene ville give efter. Hun pressede sig tilbage alligevel.
»Der,« hviskede hun. »Der— bliv ved.«
Han blev ved. Tungere. Hans mave slog imod hendes røv. Skægget rørte hendes skulderblad, da han bøjede sig ind over hende og bed hende i nakken. Hun kom med en lang, ufrivillig lyd, kroppen trak sig sammen om ham, våd og pulserende, og hun måtte lægge sig frem over bordet for ikke at synke sammen.
Han holdt hende. Knæppede hende gennem det. Så trak han sig næsten ud og stødte ind igen, et par gange mere, før han kom i hende med et groft støn ned i hendes ryg. Varmt. Dybt. Hun mærkede det.
De stod der.
Hans hænder på hendes sider. Hendes pande mod det kølige bord. Shortsen om anklerne. Der lugtede af maling og sex og kaffe, der var blevet kold.
»Shit,« sagde hun stille.
Han trak sig langsomt ud. Hun mærkede det løbe ned ad indersiden af låret. Hun rettede sig, lidt stiv i ryggen, og vendte sig. Halvnøgen i sit eget køkken. Maling på armen. Hans sæd mellem benene.
Han kiggede på hende. Ikke som en, der fortrød. Som en, der stadig ikke var færdig.
»Kom,« sagde hun.
Hun sparkede shortsen af og gik foran ham gennem den halvfærdige stue, op ad trappen. Hun vidste, han kiggede. Hun lod ham. Soveværelset var Henriks og hendes. Den tanke ramte hende i døråbningen. Sengens pæne sengetæppe. Billedet på natbordet.
Hun vendte sig alligevel.
Kim stod bag hende, bukserne stadig åbne, pikken stadig våd. Stor. Skægget. Støvet. Forkert i det rum på den rigtige måde.
»Hvis du går nu,« sagde hun, »så går du.«
Han rystede på hovedet. Trak hende ind på sengen. Hun landede på ryggen, blød og åben, og han kom over hende, mellem hendes lår, og kyssede hende, mens han gled ind i hende igen. Langsommere nu. Dyb. Hun slog benene op om ham. Hænderne i hans ryg.
De knæppede hinanden i Henriks seng, indtil mørket lå tungt udenfor, og hun kom igen med ansigtet i hans skæg, og han holdt hende, mens han pumpede færdig i hende anden gang.
Bagefter lå de. Hendes lår over hans. Loftet, der skulle spartles. Hans hånd på hendes bryst, tommelfingeren stille over brystvorten, ikke for at starte noget. Bare fordi den var der.
Hendes telefon lyste nede i køkkenet. Hun rørte den ikke.
»Hvad fuck har vi gjort,« sagde hun op i loftet.
Kim vendte hovedet. »Det, vi skulle have gjort for ti år siden.«
Hun kiggede på ham. »Det gør det ikke mindre forkert.«
»Nej.«
Hun strøg ham over skægget. Fjernede en tør plet maling med neglen.
»Du skal ikke sove her,« sagde hun.
»Jeg ved det.«
»Men bliv lidt.«
Han blev. En time. Måske mere. Hun lå med ryggen ind mod ham, hans arm om det bløde af hendes mave, og tænkte på, at Henrik sad i et hotel i Bergen og troede, at stuen blev malet.
Da Kim til sidst klædte sig på, stod hun i døråbningen i en slåbrok og kiggede på ham.
»Kom i morgen,« sagde hun.
»Til huset.«
»Til huset. Og til det her.«
Han nikkede. Kyssede hende i køkkenet, kort, med smag af hende selv, og gik ud ad hoveddøren, som om han bare havde hjulpet med en hylde.
Charlotte låste. Gik op. Skiftede sengetøjet. Ikke fordi det hjalp. Fordi hun skulle kunne sove.
Hun sov alligevel dårligt.
Næste morgen stod han i indkørslen klokken ni med spartel og en bakke rundstykker. Som om ingenting. Som om det hele.
Hun åbnede i malertøj. Ingen bh. Hun vidste, at han kunne se det.
»Hej,« sagde hun.
»Hej.«
De gik ind. Døren gik i. Hun tog bakken ud af hænderne på ham og satte den. Så trak hun ham ind og kyssede ham, inden kaffen var sat over.
Hun kyssede ham, inden kaffen var sat over. Bag ham gik døren i. Rundstykkerne stod på bordet. Spartlen lå i indkørslen, hvor han havde sat den.
Hun havde malertøj på og ingen bh. Han mærkede det med det samme, da hans hænder gled op under trøjen. Brysterne var bløde og tunge og nøgne imod hans håndflader. Hun stod med ryggen mod køleskabet og spredte benene, så han kunne komme tættere.
»Godmorgen,« mumlede hun ind i munden på ham.
»Du åbnede uden bh.«
»Jeg vidste, du kom.«
Han løftede trøjen op, bøjede sig og tog hende i munden, dér i køkkenet i dagslys. Hun greb ham i skægget og holdt ham. Udenfor kørte postbilen forbi. Hun tænkte kort på naboerne. Så tænkte hun ikke mere.
Hun fik hans bukser åbnet. Gik ned på knæ på klinkerne, der stadig var kolde. Hun tog ham i munden, langsomt, og kiggede op. Han var stor i hånden, stor i munden. Hans hånd landede i hendes mørkblonde hår, ikke for at styre, bare for at mærke, at hun var der.
»Charlotte—«
Hun slikkede langs undersiden, tog ham dybere, slap ham med et vådt smæld.
»Op,« sagde han hæst.
Hun rejste sig. Han vendte hende mod køkkenbordet igen, men hun rystede på hovedet.
»Ikke samme sted. Kom.«
De gik ind i den halvfærdige stue. Plastic på gulvet. En stige. Den gamle sofa, de endnu ikke havde fået væk, stod op ad væggen med et lagen over. Hun trak lagenet af, skubbede ham ned og satte sig over ham. Malerbukserne gled af. Hun var bar under. Hun tog fat i ham, satte sig ned, og gled ham i sig i én bevægelse.
Hun var øm efter i går. Det gjorde det bedre.
Hun red ham. Langsomt først, med hænderne på hans bryst, håret nede om skuldrene. Han lå og kiggede op på hende. Halvtreds år. Blød mave. Tunge bryster, der bevægede sig, hver gang hun sænkede sig. Der var maling i hendes hår fra i går. Han greb hendes hofter og hjalp.
»Sådan,« sagde hun. »Hold mig.«
Han holdt hende. Hun lænede sig frem, brysterne i ansigtet på ham, og han sutteede, mens hun knæppede ham. Sofaen knirkede. En spand med spartelmasse stod et par meter væk. Det var deres husarbejde. Det her var også.
Hun kom med ansigtet i hans hals, bidt sammen, som om nogen kunne høre det. Han kom kort efter oppe i hende, med et støn, der rumlede i brystkassen. Hun blev siddende. Hans sæd i hende igen. Hans skæg imod hendes kind.
»Vi skulle male lister,« sagde hun efter et stykke tid.
»Ja.«
Hun lo stille. Rejste sig. Hans sæd løb ned ad hendes lår, da hun stod. Hun tørrede sig med et stykke køkkenrulle, som om det var maling. Så trak hun bukserne op.
»Kaffe,« sagde hun. »Og så arbejder vi. Rigtigt.«
De arbejdede. Det var det mærkelige. De spartlede, slibede, bar spande. Hun stod på stigen. Han holdt den. Hans hånd lå på hendes læg, som om det var for at støtte. Det var ikke kun for at støtte. Når hun kom ned, gik hun ind i ham. Kyssede ham med støv på læberne. Gik videre.
Henrik ringede ved ellevtiden.
Hun tog den. Stod i køkkenet med telefonen i den malede hånd. Kim kom ind efter vand og blev stående i døråbningen.
»Hej, skat. Nej, det går fint. Stuen er ved at komme. Kim er her, ja. Vi spartler. Hvad? Nej, det er sødt af ham.« Hun kiggede på Kim, mens hun sagde det. »Jeg savner dig også. Hvordan er Bergen?«
Kim drak vand. Hun hørte Henriks stemme, sløret af højttaleren, noget om møder og regn. Hun svarede, som hun skulle. Da hun lagde på, var hendes mund en streg.
»Jeg hader det,« sagde hun.
»At lyve.«
»At det var så nemt.«
Han nikkede. Satte glasset. »Jeg kan gå.«
»Gør du det, går jeg i stykker af at være alene med det.« Hun tørrede hænderne af i bukserne. »Bliv. Mal. Fuck mig, når vi ikke kan lade være. Og så tager vi en dag ad gangen, indtil han kommer hjem.«
»Det er tre uger, Charlotte.«
»Jeg ved, hvor længe det er.«
De malede listerne færdigt før frokost. Hun lavede rugbrød. De spiste stående, fordi bordet var fuld af dåser. Hun havde en klat hvid maling på brystet, inde under udskæringen, hvor trøjen gled. Han strøg den væk med tommelfingeren. Loden blev siddende på huden.
Om eftermiddagen hjalp han hende med at slibe dørkarmen. De stod tæt i karmen. Støv i luften. Hans skridt imod hendes hofte. Hun mærkede, at han blev hård igen. Hun lagde hånden der, uden at se ned.
»Allerede?«
»Du står, som du står.«
Hun åbnede hans bukser dér i døråbningen til stuen, med gaden et par meter ude bag hækken. Hun strøg ham, indtil han var stiv i hånden, og så vendte hun sig, trak bukserne ned og lod ham tage hende stående, med den ene fod på malerbakken for at åbne sig. Hurtigt. Dæmpet. Hans hånd over hendes mund, da hun kom, fordi et vindue stod åbent.
Bagefter trak de tøjet på, som om de havde holdt pause.
»Vi er sindssyge,« sagde hun.
»Ja.«
»Kom i aften alligevel.«
Han kom. Ikke med værktøj. Med en pose fra bageren, som undskyldning, hvis nogen så ham. Hun åbnede i slåbrok. Håret var vådt. Hun havde været i bad og stadig lugtede af sæbe.
De nåede ikke ind i soveværelset først. Hun tog ham i munden i entreen, med ryggen mod yderdøren. Så gik de op. I sengen tog hun ham i sig med ryggen til, langsomt, og hans hænder holdt om hendes bryster, om maven, om det hele, hun var. Han knæppede hende dybt, indtil hun rystede, og hun sagde hans navn ind i puden, ikke Henriks.
Bagefter lå de i mørket. Hendes telefon var på lydløs.
»Hvad sker der, når han kommer hjem?« spurgte hun.
Kim var stille et stykke tid. »Så stopper det. Eller det gør det ikke. Jeg ved det ikke.«
»Jeg elsker ham.«
»Jeg ved det.«
»Det her er ikke i stedet.«
»Jeg ved det også.«
Hun vendte sig ind mod ham. Strøg ham over brystet, gennem håret der.
»Så bliv alligevel, indtil han gør. Om dagen. Om aftenen, når vi kan. Jeg vil have det, mens det er her.«
Han kyssede hendes pande. Groft skæg. Blid mund.
»Så tager jeg herhen i morgen og spartler loftet.«
»Og så tager du mig bagefter.«
»Ja.«
Hun lukkede øjnene. Huset lugtede af nymalet. Hans arm lå tung over hendes talje. Udenfor var vejen stille.
Hun sov et par timer imod ham, inden han rejste sig, klædte sig på og gik ud, som han havde gjort natten før. Hun lå vågen og mærkede ham stadig inde i kroppen. Så stod hun op, skiftede ikke sengetøj denne gang, og gik ned og kiggede på den halvfærdige stue.
Loftet manglede. Listerne var næsten færdige. Tre uger minus to dage.
Hun satte kaffen over til sig selv og tænkte på hans hænder.
Næste formiddag kom han med stigen til loftet. Hun lukkede ham ind. De kiggede på hinanden i entreen, som folk, der allerede vidste, hvordan dagen ville ende, og gik alligevel først i gang med arbejdet, fordi det også var derfor, han var der.
Eller fordi de havde brug for en grund.
De bar stigen ind i stuen. Loftet var det sidste store. Kim skruede benene ud, og hun holdt, mens han gik op. Hans støvler på trinene. Hans røv i de gamle arbejdsbukser lige over hovedet på hende. Hun kiggede. Hun gad ikke lade, som om hun ikke gjorde.
»Du kigger,« sagde han uden at se ned.
»Det gør jeg.«
Han spartlede. Hun rakte ham spanden, når han strakte armen. Hvidt støv dalede ned i hendes hår, ned i udskæringen. Når han kom ned for at flytte stigen, gik han tæt forbi. Hånden i hendes side. Munden ved hendes tinding. Ikke et kys endnu. Bare det.
De holdt den gående til middag. Rugbrød igen. Hun havde støv i øjenbrynene. Han havde det i skægget. Hun strøg det væk med tommelfingeren og lod hånden blive.
»Vi ligner to, der har været i gang med noget andet,« sagde hun.
»Det har vi også.«
Hun smilede skævt. »Loftet først. Jeg mener det.«
De mente det i tre timer mere. Så var den ene ende spartlet. Hun stod under ham og kiggede op, da han kom ned. Hans trøje var klistret til ryggen. Hun trak den ud fra ham og puttede hånden ind på den varme hud.
»Bad,« sagde hun. »Vi er totalt tilsølede.«
»Sammen?«
»Sammen.«
Badeværelset var det eneste rum, de ikke havde revet ned. Spejlet dugede, da hun tændte for vandet. Hun trak malertøjet af foran ham. Ikke som i går i køkkenet. Langsommere. Bh’en. Bukserne. Hun stod nøgen i det skarpe lys fra spejlet, halvtreds, blød over maven, tunge bryster, lår der rørte hinanden, mørkblondt hår med spartel i.
Han kiggede, som man kigger, når man ikke længere behøver at skjule det.
»Du er sgu smuk,« sagde han.
»Du behøver ikke.«
»Jeg siger det, fordi det er rigtigt.«
Hun hjalp ham af med tøjet. Stor. Mave. Skæg. Pikken allerede på vej. De kom ind under vandet. Hun vaskede støvet ud af hans skæg med fingrene. Han vaskede hendes bryster, hendes mave, ned mellem hendes ben, indtil hun stod med panden mod fliserne og åndede ud.
Han løftede hendes ene ben. Hun var høj nok til, at det kunne lade sig gøre der i karret, klodset, med vand i ansigtet. Han gled ind i hende under bruseren, langsomt, og holdt hende oppe med en arm om lænden. Hun slog armen om hans nakke og kyssede ham, mens han stødte. Vandet løb mellem dem. Det var ikke hårdt. Det var tæt. Hun kom stille, med munden åben mod hans mund, og han fulgte med, presset oppe i hende, panden mod hendes.
De blev stående, indtil vandet blev lunkent.
»Det her er værre,« sagde hun.
»Værre end i går?«
»I går var vi horny og dumme. Det her ligner noget, man gør, når man mener det.«
Han slukkede for vandet. Tog et håndklæde om hende. »Jeg mener det.«
»Jeg ved det.« Hun tørrede sig. »Det er derfor, det er værre.«
De klædte sig på i soveværelset. Rent tøj. Hendes hår vådt ned ad ryggen. Han skulle have gået ned og spartlet videre. I stedet satte hun sig på sengekanten og trak ham hen til sig, åbnede hans rene bukser og tog ham i munden, bare fordi hun havde lyst til at mærke ham, mens hun stadig kunne smage sæbe. Han kom i munden på hende med hånden i hendes våde hår. Hun slugte, tørrede munden og kiggede op.
»Nu kan du spartle,« sagde hun.
Han lo. Rystede på hovedet. »Du er ikke til at holde til.«
»Du klarer det nok.«
De arbejdede til aften. Han spiste med hende. Ikke som gæst. Som den, der sad i Henriks stol og skar brød. Hun lagde mærke til det og sagde ingenting. Da han gik, kyssede hun ham i entreen, længe, og lukkede døren.
Dagene efter lignede hinanden uden at være ens. Han kom. De lavede hus. De rørte hinanden, når rummet tillod det, og når det ikke gjorde. En eftermiddag tog han hende oppe på det færdige loft, med hende siddende på en spand, der var vendt om, benene om ham, støv i lungerne og hans navn mellem tænderne. En aften faldt de i søvn i en halv time på sofaen, nøgne under et lagen, og hun vågnede med hans hånd mellem hendes ben og lod ham fortsætte, indtil hun kom halvt i søvne.
Hun talte med Henrik hver aften. Det blev ikke sværere. Det blev værre, fordi det blev nemmere.
Der var fire dage tilbage, da stuen stod færdig.
Hvid. Listerne sad. Loftet var glat. Sofaen var rykket på plads. Det lugtede stadig svagt af maling. Kim stod midt i rummet med hænderne i siderne og kiggede på det, de havde lavet.
»Det er pænt,« sagde han.
»Det er pænt,« sagde hun.
Hun stod i karmen. Rent tøj. Håret sat op. Ingen maling. Hun så sig selv udefra et øjeblik: en kone i et færdigt hus, der ventede på sin mand. Og så Kim.
»Han lander søndag aften,« sagde hun.
»Jeg ved det.«
»Så det her er… næsten slut.«
Han vendte sig. »Er det?«
Hun gik hen til ham. Lagde hænderne på hans bryst. »Jeg ved ikke, om jeg kan have dig i huset, når han er her. Ikke sådan. Ikke endnu. Måske aldrig.«
»Jeg kommer ikke og ringer på mandag.«
»Godt.« Hun slugte. »Bliv i aften. Ikke bare en time. Bliv, til det bliver morgen. Én gang. Så går du, inden det bliver lyst nok til, at nogen ser bilen.«
Han nikkede. »Okay.«
Hun tog ham med op. Ikke i hast. De klædte hinanden af i det færdige lys fra gadelampen udenfor. Hun lagde sig på ryggen og trak ham ind mellem sine lår, og han gled i hende, som om de havde gjort det i årevis. Langsomt. Dybt. Hun holdt om hans ryg og kiggede ham i øjnene, mens han knæppede hende.
»Sig noget,« hviskede hun.
»Jeg har villet det her, siden du stod i det køkken nytårsaften og sagde, at tingene kunne have været anderledes.«
Hun blinkede. »Jeg også. Jeg har bare været gift, mens jeg ville det.«
Han kyssede hende. Stødte. Hun bøjede sig op imod ham, blød og åben, og lod ham fylde hende, indtil det ikke længere handlede om at komme hurtigt. Da hun kom, var det med hænderne i hans skæg og et støn, hun ikke prøvede at holde nede. Han kom i hende bagefter, længe, og blev liggende.
De lå i Henriks seng med hinanden over det hele.
»Tre uger,« sagde hun ud i mørket. »Vi nåede at lave et hus. Og det her.«
»Ja.«
Hun strøg ham over maven. »Hvis du spørger, om jeg fortryder, så er svaret nej. Hvis du spørger, om jeg er et dårligt menneske, så er svaret sikkert ja.«
»Du er ikke et dårligt menneske.«
»Jeg er en kvinde, der har kneppet sin mands ven i tre uger.« Hun vendte hovedet. »Og som gerne vil gøre det igen, inden du går.«
Han smilede i mørket. Hans hånd gled ned mellem hendes ben, hvor hun stadig var våd af dem begge.
»Så gør vi det igen.«
Han strøg hende langsomt. Hun var stadig åben, stadig våd af dem. To fingre gled ind, og hun bøjede det ene knæ ud til siden i mørket, så han kunne nå. Det var ikke hastværk. Det var den slags berøring, man kun giver, når man ved, at morgenen kommer.
»Ikke fingrene,« hviskede hun. »Dig.«
Han kom over hende igen. Hun tog imod ham med hænderne under hans røv og trak ham ind, til han sad i hende til roden. De lå stille et øjeblik. Panden mod pande. Hans skæg imod hendes mund.
Så begyndte han at bevæge sig.
Lange stød. Hun mærkede hvert eneste. Brysterne gled mod hans brysthår. Hun var blød under ham, og han tog den blødhed, som om den var det, han var kommet for. Hun slog benene højt op, hælene i hans lænd, og lod ham gå dybt.
»Sådan,« åndede hun. »Bare sådan. Ikke hurtigere.«
Han gjorde, som hun sagde. Sengen knirkede i et jævnt, tungt ritme. Hun kiggede ham i øjnene, så længe hun kunne, indtil det blev for meget, og hun måtte dreje ansigtet væk og stønne ind i puden. Han drejede hende tilbage med en hånd ved kæben.
»Kig på mig.«
Hun gjorde. Hun kom sådan, med øjnene åbne, kroppen der trak sig sammen om ham i lange, våde træk. Han holdt hende igennem det, blev inde, stødte kort og hårdt et par gange mere og kom med et groft, lavt støn ned i hendes hals.
De faldt fra hinanden. Hans sæd løb ud af hende, da han trak sig ud. Hun lod det ske. Lå med spredte lår og hans hånd på maven og tænkte på ingenting, der var pænt.
Hun sov imod ham. Vågnede, da det stadig var mørkt, og mærkede ham hård mod låret. Uden at tale vendte hun ryggen til, styrede ham ind bagfra, og de knæppede hinanden halvt i søvne, langsomt, indtil han kom i hende igen, og hun pressede sig tilbage og tog det.
Bagefter hviskede hun: »Nu skal du sove. Rigtigt.«
Han gjorde. Hans arm om hendes talje. Hendes røv i hans skød. Det færdige hus omkring dem, stille.
Hun vågnede, da det stadig var gråt ude. Fire, måske fem. Hun lå og kiggede på ham. Skægget. Den store krop i Henriks seng. Malingen var væk fra hans hænder nu. Hun strøg ham over brystet, indtil han åbnede øjnene.
»Du skal gå,« sagde hun.
»Ja.«
De stod op uden at tænde lyset. Hun fandt hans tøj. Han klædte sig på i mørket, mens hun sad på sengekanten i en t-shirt, der var hans, hun havde taget i nat uden at spørge. Den lugtede af ham.
Nede i køkkenet satte hun vand over. De drak ikke kaffen. Den blev stående. Han stod med jakken i hånden.
»Stuen er færdig,« sagde han.
»Ja.«
»Hvis han spørger, så har jeg hjulpet. Det har jeg jo.«
Hun nikkede. Gik hen til ham. Kyssede ham. Ikke som i køkkenet den første aften. Kortere. Tungere. Hans skæg kradsede. Hun mærkede det bevidst, som noget hun skulle huske.
»Kim.«
»Hvad.«
»Kom ikke i næste uge. Ikke på kaffe. Ikke for at se det færdige. Jeg skal have ham hjem først. Jeg skal finde ud af, om jeg kan se ham i øjnene.«
»Og bagefter?«
Hun rystede på hovedet. »Jeg ved det ikke. Jeg ringer ikke og lover dig noget, jeg ikke kan holde. Men jeg glemmer det heller ikke.«
Han kiggede på hende. Jordnær. Vågen. »Så er det godt.«
Hun åbnede døren. Luften var kølig. Hans bil stod i indkørslen, mørk. Ingen lys i naboernes huse endnu.
»Pas på,« sagde hun.
Han rørte hendes hofte en sidste gang, gennem t-shirten, tommelfingeren i det bløde. Så gik han. Døren i bilen. Motoren, lav. Han bakkede ud, som om han bare havde været der og hentet et værktøj.
Charlotte lukkede. Låste. Stod i entreen og hørte stilheden.
Hun gik ind i stuen. Hvid. Færdig. Sofaen på plads. Loftet glat. Det lugtede stadig svagt af maling, hvis man stod helt stille. Hun satte sig på kanten af sofaen i hans t-shirt, med benene trukket op, og lagde hånden mellem lårene, hvor hun stadig var øm og klistret af ham.
Henrik landede om aftenen.
Hun ville skifte sengetøj. Vaske t-shirten. Sige, at Kim havde været en hjælp, og at huset var blevet pænt. Det ville være sandt. Det ville ikke være det hele.
Hun lænede hovedet tilbage. Lukke øjnene. Mærkede stadig hans skæg mod halsen, hans vægt, den første gang mod køkkenbordet, vandet i badet, loftet med støv i håret.
Hun fortrød det ikke.
Hun rejste sig, gik op, og begyndte at rede sengen, så den så ud, som om der kun havde ligget én.
Udenfor blev det lyst. Huset var færdigt. Hun også, på en måde, hun ikke kunne sige højt.
Når han kom hjem, ville hun kysse ham i døren og vise ham stuen. Og et sted under det ville Kim stadig sidde i kroppen på hende, i tre uger der ikke kunne males over.
