Anders stod med glasset i hånden og lod blikket glide hen over dansegulvet, uden rigtig at se nogen. Hans søster Mette dansede med sin nye mand, kjolen lyste hvidt under lanternerne, og han var glad for hende. Det var han. Men tre år efter skilsmissen sad ensomheden stadig i ham som noget, han bar med sig ind i jakkesættet. 45 år, ranglet, det grå i det mørke hår mere synligt i det gule lys.

Så så han hende.

Bettina stod ved et af de høje borde ude i haven, hvor festen var flyttet hen. Stor, elegant, rødt hår sat op med nogle løse lokker ved nakken. Den mørkegrønne kjole sad tæt over brystet og hoften uden at skjule noget. Hun var 51. Gift. Alene i aften, fordi manden var i udlandet, havde nogen nævnt i forbifarten.

Hun kiggede op og mødte hans blik. Smilede kort, som om hun allerede havde lagt mærke til ham.

Han gik hen, før han havde tænkt det færdigt.

“Du ser ud, som om du også har brug for et pusterum,” sagde han.

Hun lo stille. Stemmen var dyb. “Er det så tydeligt? Jeg er Bettina.”

“Anders. Bror til bruden.”

“Jeg ved det. Du holdt en fin tale. Kort og uden for meget tåre.”

De stod og talte om vinen, varmen, hvor smukt stedet var. Småting. Men hun kiggede ham direkte i øjnene, når hun lyttede, og hendes mund bevægede sig langsomt, når hun drak. Han var ranglet og lidt stiv i skuldrene. Hun fyldte kjolen ud med en ro, han ikke var vant til. Det passede mærkeligt.

Senere, da orkestret gik over i noget langsomt, rakte hun hånden frem.

“Danser du, eller står du bare og kigger på os andre?”

Han tog hendes hånd. Den var varm og tør. Da han lagde hånden på hendes ryg, mærkede han stoffet og den faste, bløde krop under. Hun kom tættere, end hun behøvede. Hans kind var tæt på hendes hår. Hun duftede af parfume, sved og rødvin.

“Du er god til det her,” mumlede hun tæt på hans øre.

“Til at danse?”

“Til at få en til at glemme, at man er til et pænt bryllup.”

De dansede to numre. Hans hånd gled lidt lavere, end den skulle. Hun sagde ingenting, men hendes mave pressede sig blødt ind mod ham, og han kunne mærke, at hun ikke var den type, der holdt sig tilbage af ren høflighed. Da sangen sluttede, blev de stående et øjeblik for tæt. Hendes bryster mod hans bryst. Hans lår mod hendes.

“Skal vi tage et glas med udenfor?” spurgte hun. “Der er for mange øjne herinde.”

De gik ud i haven. Lanternerne lyste langs stierne, men længere nede mod de gamle træer blev det mørkere. De satte sig ikke. De gik langsomt side om side, talte.

Hun fortalte, at ægteskabet havde været godt engang. Nu var det mest vaner, kalendere og separate soveværelser, når han var hjemme. Hun sagde det uden drama, bare som en kendsgerning. Han fortalte om skilsmissen uden at synes synd for sig selv. Om de tomme aftener. Om at vænne sig til at sove alene.

Hun rørte hans arm, da hun lo af noget, han sagde. Fingrene blev siddende lidt for længe.

“Jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle stå her og tale sådan med en fremmed,” sagde hun.

“Er vi fremmede?”

Hun kiggede på ham. I skumringen så hendes røde hår mørkere ud. “Vi burde være det.”

Han tog et skridt tættere. Hun gjorde det samme. Vinen havde gjort dem begge lidt mere ærlige, men det var ikke kun vinen. Det var den måde, hun kiggede på hans mund, og den måde, hans krop allerede reagerede på hendes nærhed. Han kunne mærke det i bukserne, pinligt og tydeligt.

“Bettina…”

“Jeg ved det,” sagde hun stille. “Jeg er gift. Du er bror til bruden. Det her er en dårlig idé.”

Hun sagde det, mens hun lagde hånden på hans jakke, lige over hjertet. Han bøjede sig. Hun mødte ham.

Kysset var ikke forsigtigt. Det var som om de begge havde ventet på undskyldningen. Hendes læber var bløde og lidt vin-søde. Hendes krop pressede sig ind mod hans ranglete ramme, fyldig og varm. Han mærkede hendes bryster, hendes mave, varmen fra hende gennem kjolen. Hans hænder fandt hendes hofter, de brede, faste former, og holdt fast.

Hun stønede nede i kysset, da hans hånd gled om på hendes røv og klemte. Hun var blød der. Stor og blød og overhovedet ikke generet over det.

De stod der et stykke tid, kyssede, rørte, trak vejret mod hinanden. Et par gæster gik forbi længere oppe ad stien, grinede højt, uden at se dem i mørket.

“Ikke her,” hviskede hun, men hun flyttede sig ikke væk. Hendes hånd var allerede nede mellem dem, strøg over bulen i hans bukser, som om hun tjekkede, at han var lige så langt ude som hende. “Lidt længere nede. Der er en bænk bag de der buske. Jeg så den tidligere.”

De gik længere ind mellem træerne, hvor lyset næsten ikke nåede. Hun satte sig ikke på bænken med det samme. Hun lænede sig op ad en stamme i stedet, trak ham ind mellem sine ben. Kjolen strammede, da hun spredte dem. Hans hånd gled op under stoffet, fandt huden på hendes lår. Blød, varm, uden strømper. Hun havde bare trusser på.

“Anders… hold kæft…”

Hun åbnede hans skjorte et par knapper, strøg over hans bryst og den slanke mave. Han kyssede hendes hals, ned mod udskæringen, hvor kjolen spændte. Hun holdt ham fast i nakken med den ene hånd, mens den anden arbejdede med hans bælte.

Han mærkede hendes trusser. Allerede våde. Han strøg udenpå først, så gled fingrene ind under kanten. Hun var glat og varm og åbnede sig for ham uden tøven. To fingre, langsomt. Hun bøjede nakken tilbage mod træet og pustede ud.

“Fuck, det er længe siden, nogen bare… tog fat.”

Han knælede ikke. Ikke endnu. Han stod tæt, kyssede hende, mens han arbejdede hende med fingrene. Hun var lydløs næsten, bare små, dybe lyde, som hun prøvede at holde inde. Hendes hånd havde fået hans bukser åbne. Hun tog ham ud, varm og hård i hendes greb, og strøg ham i samme rytme, som han rørte hende.

De kunne høre musikken fra festen. Latter. En skål et sted. Ingen kom den vej.

Hun kiggede ned mellem dem, så hans hånd under hendes kjole, hans pik i hendes. Så op på ham igen.

“Hvis vi gør det her, så gør vi det,” sagde hun. Stemmen var hæs. “Ingen halve løsninger. Jeg er ikke den type.”

Han nikkede. Han kunne mærke, hvor tæt han allerede var, bare af hendes hånd og lyden af hende.

Hun vendte sig om, lænede sig frem mod træet, løftede kjolen op om hoften. Den store, runde røv, de mørke trusser trukket til siden. Han stod bag hende, ranglet og stiv, og førte sig ind. Langsomt først, fordi hun var stram trods hvor våd hun var, og fordi han ville mærke det. Hun pressede sig tilbage imod ham, tog ham dybere.

“Sådan,” hviskede hun. “Hold fast.”

Han holdt fast i hendes hofter. Hendes krop var blød overalt, hvor han var hård og slank. Hver gang han stødte, bevægede det sig i hende. Hun greb ind i barken, stille, koncentreret, som om hun lyttede efter, om nogen kom, samtidig med at hun ville have ham dybere.

Det var her, de begge vidste, at der ikke var nogen vej tilbage. Gift. Bryllup. Have. Hans søster et sted derinde, der dansede. Og ham, der stod og kneppede Bettina op ad et træ, mens lanternerne lyste ude i det fjerne.

Han bøjede sig over hende, en hånd om hendes bryst udenpå kjolen, klemte. Hun stønede højere den gang, kunne ikke holde det inde. Han mærkede hende trække sig sammen om ham.

“Kom så,” sagde hun. “Jeg er tæt på. Bare… bliv ved.”

Han blev ved. Kortere, hårdere stød nu. Hendes røv slog imod ham. Det ranglete i ham, det store i hende. Det passede alligevel. For godt.

Hun kom først. Stille, men hele kroppen rystede, og hun klemte ham så hårdt, at han fulgte med et par stød senere, ude i hende, uden at tænke på andet end varmen og det faktum, at han ikke burde være her.

De stod et øjeblik. Ham stadig i hende. Hendes pusten. Hans.

Så trak han sig ud. Hun rettede kjolen, langsomt, som om hun skulle vænne sig til, at det var sket. Hun vendte sig, kiggede på ham. Munden rød. Håret lidt løsere.

“Vi kan ikke blive her,” sagde hun. Men hun smilede. Et lille, skævt smil. “Og jeg er ikke færdig med dig.”

Hun tørrede sig diskret med et lommetørklæde fra den lille taske, hun stadig havde over skulderen. Han knyttede bæltet og så på hende, mens hun rettede kjolen. Kindernes røde passede til håret. Flere lokker var gledet ned i nakken.

“Kom,” sagde hun og trak ham med over til bænken bag buskene. Hun satte sig og klappede på pladsen ved siden af sig. Ikke som en, der var færdig.

Han satte sig. Hendes hånd fandt hans lår med det samme.

“Du kom i mig,” sagde hun stille. Ikke bebrejdende. Bare som en kendsgerning. “Jeg burde være panisk nu.”

“Er du?”

Hun rystede på hovedet. “Jeg er våd. Og jeg kan stadig mærke dig. Det er værre.”

Hun kyssede ham igen. Langsommere. Vin, parfume og den milde duft af det, de lige havde gjort. Hans hånd gled op under kjolen, fandt varmen mellem hendes ben. Hun åbnede for ham uden at bryde kysset.

“Vi har fem minutter, før nogen savner brudens bror,” mumlede hun mod hans mund. “Måske ti.”

“Så brug dem.”

Hun smilede det skæve smil, gled ned mellem hans knæ. Gruset knasede. Hun kiggede op, mens hun åbnede hans bukser igen. Han var allerede på vej, og da hendes mund lukkede om ham, blev han hård på få sekunder.

Hun var ikke forsigtig. Hun tog ham dybt, langsomt, med hånden om roden. Det røde hår faldt frem. Han samlede det væk fra hendes ansigt. Selv her, på knæ i en have til et bryllup, så hun elegant ud. 51 år og helt uden undskyldning.

Musikken lå stadig ude fra teltet. En kvinde grinede højt.

Hun slikkede langs undersiden, kyssede spidsen, tog ham ind igen. Hendes anden hånd gled ind under sin egen kjole. Han kunne høre det. De små, våde lyde, mens hun rørte sig selv og suttede.

Han holdt hende i håret. Ikke hårdt. Bare for at mærke hende. Hun stønede om ham.

Fodtrin på stien. De froze. Hun slap ham og blev siddende stille mellem hans ben, kjolen spredt ud over dem. To stemmer gik forbi, tæt på. Et par, der røg. De standsede ikke.

Da de var væk, lo hun stille, hæst.

“Fuck, det var tæt.”

“Du er sindssyg.”

“Jeg har været pæn i tyve år,” sagde hun og strøg ham med hånden. “I aften er jeg det ikke.”

Hun rejste sig, tørrede munden med tommelfingeren og satte sig overskrævs på ham. Kjolen skjulte dem udefra. Hun førte ham ind i sig igen og sænkede sig langsomt. Han greb hendes hofter. Hun var blød og tung og varm, og han gled i uden modstand nu.

Hun bevægede sig på ham. Små, rullende bevægelser, så bænken næsten ikke knagede. Han kyssede hendes bryster gennem stoffet, trak udskæringen ned, fik en brystvorte fri og suttede. Hun holdt ham om nakken og red ham stille, koncentreret.

“Du er så tynd,” hviskede hun. “Jeg kan mærke det hele.”

Han klemte hendes røv med begge hænder, hjalp hende op og ned. Den elegante kvinde fra festen, gift, der nu sad og knaldede ham bag en busk, mens hans søster fejrede sit bryllup et sted derinde.

Hun kom igen, bid i læben, panden mod hans. Han holdt hende, mens hun rystede. Han var tæt på selv, men hun løftede sig af ham, før han kom.

“Ikke endnu,” sagde hun. “Jeg vil have dig senere. Et sted, hvor jeg ikke skal tie stille.”

Hun rettede kjolen og puttede brystet på plads. Han sad med pikken blottet, våd af hende. Hun hjalp ham ind i bukserne med en næsten omsorgsfuld gestus, der ikke passede til det, de lige havde gjort.

“Vi går ind hver for sig. Du først. Jeg skal bruge et spejl.”

Hun tog hans hånd et kort sekund.

“Jeg bor på gården. Fløjen til venstre, nummer 12. Om en time. Hvis du kommer, kommer du. Hvis du ikke gør… så har vi i det mindste haft haven.”

Så gik hun den anden vej, ind mod toiletterne, med ryggen ret, som om ingenting.

Anders gik tilbage mod lyset. Jakkesættet sad skævt. Han rettede slipsen og håbede, at det grå i håret og den ranglede krop fik ham til at se almindelig ud. Som en bror, der bare havde fået luft.

Mette fandt ham ved baren.

“Hvor har du været? Jeg troede, du var taget hjem.”

“Have. For meget vin.”

Hun krammede ham. Hun duftede af brudepar og champagne. Han krammede tilbage og tænkte på Bettinas kjole trukket op, hendes mund, det faktum at han stadig kunne mærke hende på fingrene.

“Dans med moster senere, vil du? Hun spørger.”

“Selvfølgelig.”

Han dansede med mosteren. Han smilte til fætre. Han drak vand, fordi vinen allerede havde gjort skaden. Bettina kom ind et kvarter senere. Håret var sat. Læbestiften var på. Ingen kunne se, at hun havde haft ham i munden bag buskene.

Hun kiggede ikke på ham med det samme. Hun talte med et par ved et bord. Lo. Lagde hånden på en kvindes arm. Elegant. Gift. 51.

Så mødte hun hans blik hen over dansegulvet. Bare et sekund. Nok.

Han så på uret. Treogfyrre minutter.

En af brudgommens venner begyndte en tale. Folk samledes. Anders stod i kanten og nikkede på de rigtige steder. Bettina stod længere fremme. Han kunne se hendes skulderblade i den åbne ryg på kjolen. Han kunne se den store, faste krop, han lige havde holdt i.

Da talen var ovre, gled hun forbi ham på vej til baren. Hendes mund var tæt på hans øre et kort øjeblik.

“Tolv,” sagde hun. Ikke mere.

Så bestilte hun et glas hvidvin, som om hun havde sagt noget om vinen.

Han blev stående. Hjertet sad forkert i brystet. Han kunne gå op på sit eget værelse, pakke, sove. Være den pæne bror. Eller han kunne gå til venstre fløj, banke på nummer 12, og fortsætte det, de ikke skulle have startet.

Han ventede, til Mette var optaget af kagen. Så gik han.

Gangen i fløjen var stille. Tæpper. Gammelt træ. Nummer 12 havde et svagt lys under døren. Han stod der et øjeblik med hånden løftet. 45 år. Fraskilt. Ranglet. Med søsterens bryllup i den anden ende af huset.

Han bankede én gang.

Døren gik op med det samme. Bettina havde taget kjolen af. Hun stod i mørkegrønt lingeri, det røde hår nede nu, over skuldrene. Stor, blød, elegant stadig. Hun trak ham ind og lukkede uden at sige noget.

Låsen klikkede.

Hun pressede ham op ad døren, før han nåede at sige noget. Munden var varm, tungen uforsigtig. Lingeriet strammede over brysterne, og maven og hoften fyldte hans hænder, da han greb om hende. Hun var blød overalt. Han kunne mærke stållåsen i ryggen og hendes krop foran.

“Jakken af,” mumlede hun.

Han fik den af. Hun arbejdede skjorteknapperne op, spredte stoffet og strøg over hans bryst og den slanke mave. Hun smilede, da hun så ham.

“Du er endnu ranglet uden tøjet.” Hun kyssede hans kraveben. “Det kan jeg lide.”

Han åbnede BH’en. Hendes bryster var store og tunge, med mørke vorter, der allerede stod. Han bøjede sig og tog den ene i munden. Hun holdt ham fast i det gråsprængte hår og pustede ud, højt, uden at holde det inde.

“Der,” sagde hun. “Ingen træer. Ingen gæster. Du må godt høre mig.”

De kom ind til sengen i en kluntet omgang af bukser, slips og hendes trusser. Hun lagde sig tilbage, rødt hår ud over puden, lårene åbne. 51 år, stor, nogen, og uden at dække sig. Han stod et øjeblik og kiggede. Hun lod ham.

“Hvis du fortryder, så sig det nu.”

Han rystede på hovedet og knælede mellem hendes ben. Han kyssede indersiden af lårene, den bløde hud, og så hende. Hun var stadig våd fra haven, og da han slikkede hende, bøjede hun knæene op og stønede ordentligt for første gang.

“Fuck, Anders…”

Han tog sig tid. Hun havde ikke bedt om det ude under træerne. Nu gravede hun hænderne i sengetøjet og løftede hoften mod hans mund. Han suttede, stak tungen i hende, brugte en tommelfinger på klitten, indtil hendes lår rystede om hans ører.

Nede fra festen kom et brag af klapsalver. Hun lo, hæst, midt i det.

“De skærer sikkert kage. Og jeg ligger her og får slikkeri af brudens bror.”

Han kravlede op over hende. Hun førte ham ind med hånden, og han gled i til roden. Hun var åben og varm, og hun slog armene om hans ryg og trak ham ned, så hans slanke krop lå oven på hendes store.

“Langsomt først,” hviskede hun. “Jeg vil mærke, at du er her.”

Han bevægede sig langsomt. Hun kiggede ham i øjnene. Det var værre end haven. Tættere. Hendes bryster mellem dem, hendes mave mod hans, hendes ben slået om hans ranglete hofter. Hver gang han stødte, gik det gennem hende, og hun lod lyden komme.

“Din kone…” begyndte han.

“Min mand,” rettede hun. “Han ringer i morgen. Jeg tager den. Og jeg kommer ikke til at sige, at jeg har ligget med en mand på femogfyrre, mens hans søster blev gift.” Hun klemte om ham indefra. “Stød nu. Jeg er færdig med at være pæn.”

Han stødte hårdere. Sengen knagede. Hun mødte ham, kløede ham let i ryggen, bad ham om mere. Han tog en af hendes bryster i hånden, klemte, suttede, mens han knaldede hende ind i madrassen. Hun var højlydt nu. Navnet hans. Små bandeord. En dyb, mættet lyd, hver gang han ramte rigtigt.

Hun kom med åbne øjne, kiggede på ham, mens det gik gennem hende. Han holdt hende, mens hun klemte og rystede, og så vendte hun dem rundt med en styrke, han ikke havde ventet.

Hun satte sig over ham igen, som på bænken, men nu uden kjole og uden hastværk. Det røde hår faldt frem over brysterne. Hun red ham med lange bevægelser, hænderne på hans bryst, og kiggede ned på, hvor de hang sammen.

“Sådan ser du ud, når du bliver taget,” sagde hun. “Du glemmer at se skyldig ud.”

Han greb hendes hofter og hjalp hende. Hun var tung og blød og helt ude af den elegante gæst, hun havde været ved bordene. Hun kom igen, lænede sig frem, brysterne i hans ansigt, og den gang kom han med hende, dybt i hende, med et støn, han ikke kunne holde tilbage.

Hun blev siddende på ham bagefter. Sved. Åndedræt. Et ur tikkeede et sted i rummet. Musikken nede var blevet til noget langsomt.

Hun strøg ham over kinden med en tommelfinger.

“Du skal ikke sove her,” sagde hun stille. “Ikke hele natten. Det bliver for tydeligt.”

“Jeg ved det.”

“Men du skal ikke gå endnu.” Hun løftede sig af ham, lagde sig på siden, trak ham ind bag sig, så hans ranglete krop lå langs hendes ryg. Hans hånd fandt hendes bryst af sig selv. Hun lagde sin egen ovenpå.

“Ti minutter,” mumlede hun. “Så vil jeg have dig i munden igen. Og så kan du tage mig, som du vil, inden du kravler tilbage til dit pæne værelse.”

Han kyssede hendes nakke, der hvor de røde lokker var våde.

Nede fra gården kom der råb og latter. Et brudepar, der stadig fejrede. Heroppe lå han med en gift kvinde i armene og kunne mærke, at ti minutter ikke ville blive ti minutter.

Hun vendte hovedet og fandt hans mund.

“Anders,” sagde hun mod læberne. “Sig ikke, at det her ikke betyder noget. Sig bare ikke noget klogt. Rør mig.”

Hans hånd gled ned over hendes mave, mellem hendes ben. Hun åbnede dem. Hun var våd af dem begge, og hun stønede, da han fandt hende igen.

Uret gik. De lod det.

Han rørte hende langsomt, to fingre, tommelfingeren på klitten, indtil hendes åndedræt blev ujævnt igen. Hun vendte sig om i hans arme, skubbede ham over på ryggen og kravlede ned ad hans ranglete krop uden at sige mere om de ti minutter.

Hendes mund fandt ham blød og klistret af dem begge. Hun slikkede ham ren først, langsomt, som om hun havde tid. Så tog hun ham ind. Han blev hård i hendes hals, mens hun så op ad ham med det røde hår hen over hans mave. Hun brugte hånden om roden, munden om resten, og hun var ikke pæn ved det. Dybt. Vådt. Et lille støn, hver gang han ramte bag i halsen.

Han holdt hendes hår samlet. Kiggede ned. 51 år, gift, på knæ over ham i et gæsteværelse, mens festen stadig sang et sted under dem.

“Bettina…”

Hun slap ham med et smæld og strøg ham med tungen.

“Nu tager du mig, som du vil,” sagde hun. Stemmen var hæs. “Det var aftalen.”

Han trak hende op, vendte hende om på maven. Hun gik med det med det samme, trak puden ind under brystet, spredte lårene. Den store, bløde røv, den svaje ryg, det røde hår ud over siden. Han lagde sig over hende, slank og stiv, og stak ind i ét langt stød.

Hun pustede ud i puden. Højt.

Han holdt hende i hoften med den ene hånd og i håret med den anden, ikke hårdt, bare så hun mærkede det. Han knaldede hende ind i madrassen. Dybere end før. Hurtigere. Sengen slog imod væggen, og hun lod den. Hun skubbede sig tilbage imod ham, mødte hvert stød, og sagde hans navn, som om hun ville have det til at sidde fast.

“Hårdere.”

Han gav hende hårdere. Hans mave slog mod hendes røv. Han bøjede sig ned, en arm under hende, fandt hendes klit, mens han tog hende. Hun kom med et brudt støn, klemte om ham, og han holdt hende der, blev ved gennem det, indtil hun næsten græd det ud i puden.

Han trak sig ud, vendte hende på ryggen igen. Hun var rød i kinderne, brysterne tunge til siden, benene åbne. Han lagde hendes lår op over sine arme og gled i igen, så han kunne se hendes ansigt.

Hun kiggede på ham. Ingen elegance nu. Bare hende.

“Kom i mig,” sagde hun. “Jeg vil mærke det, når du går.”

Han stødte nogle gange mere, korte, dybe, og kom med panden mod hendes, et støn ned i hendes mund. Hun holdt om hans ryg, til det var ovre.

De lå stille. Sved. Hendes hjerte under hans. Nede var musikken holdt op. Bare stemmer og et enkelt glas, der klirrede.

Hun strøg ham over det grå i håret.

“Du skal gå snart.”

“Jeg ved det.”

Han gled ud af hende. Hun blev liggende, mens han sad på sengekanten og fandt skjorte og bukser i det svage lys. Hans hænder rystede lidt, da han knyttede bæltet. Hun rejste sig, tog en mørk kimono fra stolen, bandt den løst. Den skjulte ikke, hvor stor hun var. Den skulle heller ikke.

Hun kom hen og rettede hans slips, som om det var det, der var sket i aften.

“Hvis nogen spørger, har du været ude at gå.”

“Og du?”

“Jeg har hovedpine. Det har jeg tit.” Hun smilede skævt. “Det er ikke løgn. Bare ikke af den slags, de tror.”

Han kiggede på hende. Læberne var hævede. Håret var et rødt rod.

“Jeg fortryder det ikke,” sagde han.

“Det skal du heller ikke.” Hun lagde hånden på hans bryst, over skjorten. “Jeg går hjem til mit ægteskab i morgen. Du går hjem til dit tomme. Og i nat har vi været her.”

Hun kyssede ham. Ikke som i haven. Kortere. Blødere. Som en afslutning.

“Gå, Anders.”

Han gik. Døren lukkede stille bag ham. Gangen var tom. Tæpperne slugte hans skridt. Fra den anden ende af huset kom der stadig latter, men tyndere nu, som noget, der var ved at være ovre.

På sit eget værelse satte han sig på sengekanten uden at tænde lyset. Jakkesættet lugtede af hende. Han kunne mærke hende i kroppen, i hænderne, i det sted, hvor hun havde holdt ham.

Ude i mørket lå gården. Et sted i venstre fløj lå nummer 12. Gift. Elegant. 51.

Han lagde sig med tøjet på og stirrede op i loftet, mens festen døde ud under ham. Han var stadig bror til bruden. Hun var stadig gift.

Men grænsen var passeret, og den gik ikke tilbage.