Vinen sad stadig i benene, da de gik fra den lille bar. Klokken var et stykke over midnat, og Berlin var blevet blødere. Færre stemmer. Længere mellem lygterne. Pia havde hænderne i jakkelommerne og mærkede den runde mave under frakken, den velkendte tyngde, hun for længst var holdt op med at trække ind.

Dorthe gik ved siden af hende. Altid med de lange skridt. Høj, ranglet, grå hestehale, der var gledet løs i nakken. De havde kendt hinanden i over tredive år. Skolefester. Dårlige ægteskaber. Sygedage. Fødselsdage. To uger næsten hvert år, hvor de tog afsted, bare dem.

I aften havde Dorthe været stille på en anden måde.

“Du kører i tomgang,” sagde Pia og stødte skulderen let ind i hende. “Er du træt, eller er du blevet filosofisk af rødvinen?”

Dorthe smilede skævt uden at se på hende.

“Jeg har tænkt.”

“På hvad? På at vi skulle have taget taxa?”

“På dig.”

Pia lo, som man gør, når en sætning lander forkert.

“Jamen det gør du jo altid. Du tænker på, om jeg har husket min medicin, og om jeg spiser for sent.”

Dorthe stoppede ved et rækværk over kanalen. Vandet lå sort og næsten stille. Hun lagde de lange fingre om jernet og åndede ud, som om hun havde båret noget op ad en trappe.

“Mine følelser for dig har aldrig kun været venskabelige, Pia. Ikke engang i starten.”

Der kom en bil et sted bag dem. Pia hørte den, men så den ikke. Hun stod med munden halvt åben og mærkede pludselig kulden om anklerne.

“Hvad siger du?”

Dorthe vendte sig. I gadelampen så hun ældre ud. Ikke slået. Bare bar.

“Jeg har elsket dig. Og jeg har villet dig. I årevis. Jeg har siddet overfor dig til frokost og tænkt på din mund. Jeg har hørt dig grine i telefonen og fået ondt i brystet af det. Og jeg har ladet, som om det var venskab, fordi jeg var bange for at miste det, vi har.”

Pia rørte ved sit korte, blonde hår, som hun altid gjorde, når hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af hænderne.

“Dorthe. Vi er… vi er os. Vi har været os i tredive år.”

“Jeg ved det.”

“Du kan ikke bare sige sådan noget ved en kanal i Berlin.”

“Jo,” sagde Dorthe stille. “Det kan jeg åbenbart.”

Pia kiggede på hendes ansigt. Den høje pande. De smalle læber. De grå lokker, der hang ned langs kinderne. Hun havde set det ansigt i alle versioner: fuld, vred, sørgende, solskoldet, med influenza. Hun havde aldrig set det sådan.

“Hvorfor nu?”

“Fordi jeg er femoghalvtreds, og jeg er træt af at lyve, når jeg ligger i sengen tre meter fra dig og hører dig trække vejret.”

Pia mærkede vinen igen. Ikke som sjov. Som varme, der steg op i halsen.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”

“Du behøver ikke sige noget rigtigt. Du må gerne blive sur. Eller flov. Eller sige, at jeg har ødelagt turen.”

Pia rystede på hovedet.

“Jeg er ikke sur.”

“Hvad er du så?”

“Jeg er… rystet. Og jeg kan mærke mine hænder. Det er mærkeligt.”

Dorthe lo lavt, næsten lettet.

“Det er hænderne, du mærker?”

“Hold kæft,” sagde Pia, men der var ingen gift i det. “Jeg har drukket. Og du står der og vælter hele vores… grej.”

De gik videre. Langsommere nu. Pia hørte sine egne skridt. Hun tænkte på alle de gange, Dorthe havde lagt en hånd i hendes nakke, når de lo. På de gange, de havde delt seng på billige pensionater, fordi det var nemmere. På Dorthes blik, når Pia kom ud af badeværelset i håndklæde. Hun havde kaldt det ingenting. Veninder. Bare os.

Hotellet lå i en sidegade. For lille til at være fint, for dyrt til at være trist. I elevatoren stod de for tæt. Dorthe lugtede af vin, koldt hår og den sæbe, hun altid stjal fra værelset. Pia kiggede på de runde knapper og tænkte, at hun kunne nå at sige: lad os glemme det. I morgen er det bare vinen.

Hun sagde ingenting.

Værelset var varmt, da de kom ind. To senge. Det beige tæppe. Pias kuffert åben som et skibbrud. Dorthe lukkede døren og blev stående med ryggen mod den.

“Jeg kan sove i sofaen nede i lobbyen, hvis det er nemmere.”

“Du skal ingen steder hen,” sagde Pia. Hendes stemme var tykkere, end hun brød sig om. “Tag jakken af. Du fryser jo.”

Dorthe tog jakken af. Under den havde hun en sort striktrøje, der hang løst på den ranglede krop. Hun var knogler og lange linjer. Pia var det modsatte. Blød om maven, brede hofter, bryster der tyngede i bh’en efter en lang dag.

De stod og kiggede på hinanden, som om møblementet var blevet væk.

“Jeg har ikke planlagt at… gøre noget,” sagde Dorthe. “Jeg skulle bare have det sagt.”

Pia satte sig på kanten af sin seng. Hun pillede ved en tråd på dynen.

“Har du tænkt på mig, når du… altså.”

Dorthe nikkede. Ingen dramatik. Bare ja.

“Længe?”

“Siden vi var i slutningen af tyverne. Første gang du græd i mit køkken, og jeg tænkte, at jeg ville kysse dig, indtil du holdt op.”

Pia slikkede sig om læben.

“Jeg har aldrig tænkt på kvinder på den måde. Ikke rigtigt. Måske lidt i fjernsynet. Ikke i virkeligheden. Ikke på dig. Eller… jeg har tænkt på, at du var den, jeg ringede til først. At jeg blev skæv i maven, hvis du havde en kæreste, der tog for meget af din tid. Jeg har bare kaldt det jalousi. Venindejalousi.”

Dorthe satte sig overfor hende, på den anden seng. Knæene næsten rørte.

“Og nu?”

Pia løftede blikket.

“Nu sidder jeg her og kigger på din mund. Det har jeg aldrig gjort bevidst.”

Der gik nogle sekunder, hvor ingen af dem rørte sig. Så rakte Dorthe hånden frem. Ikke til kinden først. Til Pias knæ. Den lange, kølige hånd oven på Pias nederdel, hvor stoffet var strammet hen over det runde lår.

“Sig stop, hvis du vil.”

Pia rystede ikke på hovedet. Hun lagde sin egen hånd oven på Dorthes. Tykkere fingre. Varmere.

“Jeg ved ikke, om jeg vil have, at du stopper.”

Dorthe rejste sig halvvejs, bøjede sig ind over mellemrummet mellem sengene og kyssede hende.

Det var ikke et forsigtigt mundhjørne. Det var læber, der havde ventet for længe, og som derfor rystede lidt. Pia lavede en lyd, hun ikke kendte. Noget lavt i halsen. Dorthes mund smagte af vin og tandpasta og kulde fra gaden. Pias hænder fandt af sig selv fat i den sorte strik. Hun mærkede ribbenene under. Den smalle ryg.

Da de slap, havde Pia røde kinder.

“Gud,” hviskede hun. “Det var…”

“For meget?”

“Nej. Det var, som om nogen havde åbnet et vindue, jeg ikke vidste var der.”

Dorthe smilede, og for første gang den aften så hun ung ud.

“Må jeg gøre det igen?”

Pia nikkede.

Andet kys var langsommere. Dorthe tog om Pias ansigt med begge hænder, som om hun var bange for, at hun ville trække sig. Pia åbnede munden. Tungen var en chokbølge, blød og utrolig konkret. Hun mærkede det mellem benene, en varme hun ellers kun kendte, når hun selv lå i mørket derhjemme med hånden under dynen og tænkte på mænd, hun ikke længere var gift med.

Dorthe gled ned på knæ foran hende. Ikke teatralsk. Bare fordi sengene var for langt fra hinanden, og hun ville tættere på. Hun skubbede nederdelen op, så den bunke af stof samlede sig om Pias hofter, og lagde munden på det bare lår.

Pia trak vejret ind.

“Dorthe…”

“Sig det.”

“Jeg er ikke… jeg er blød. Jeg er femoghalvtreds. Otteoghalvtreds. Jeg ser ikke ud som—”

“Du ser ud som dig.” Dorthe kyssede indersiden af låret, der hvor huden var varmest. “Jeg har kigget på dig i tøj, i badedragt, i nattøj. Jeg ved, hvordan du ser ud. Det er derfor, jeg sidder her.”

Pias hænder fandt det grå hår. Det var tørt og fint. Hun holdt fast, ikke for at styre, bare for at have noget.

Dorthe reiste sig igen, trak striktrøjen over hovedet og stod i en simpel beige bh, der var lidt for stor i skålene. Små bryster. Skulderblade som vinger. Hun rakte hånden frem.

“Kom.”

De endte på Pias seng, fordi den var tættest på. Pia blev hjulpet ud af jakken, så blusen. Hendes bh var hudfarvet, bred i stropperne, med den lille slitage hun aldrig viste nogen. Dorthe kiggede ikke væk. Hun kyssede kravebenet, den bløde overside af brystet, og så den runde mave, som Pia ellers altid trak tøjet ned over.

“Lad være med at holde vejret,” mumlede Dorthe. “Jeg kan mærke, at du gør det.”

“Jeg er vant til at… gemme den.”

“Ikke overfor mig.”

Bh’en gik op. Pias bryster faldt tunge og varme ud i Dorthes hænder. Dorthe lavede en lyd, der næsten var et stønn. Hun tog den ene brystvorte i munden, langsomt, som om hun smagte efter. Pia lagde hovedet tilbage. Loftet var hvidt og sløret. Hun mærkede Dorthes lange krop langs sin egen, knogler mod blødhed, og det passede på en måde, der gjorde hende våd i trusserne.

“Jeg ryster,” sagde Pia.

“Det gør jeg også.”

De fik resten af tøjet af i stykker. Nederdel. Strømpebukser, der blev rullet ned med lidt besvær. Dorthes bukser. Pias hudfarvede trusser, allerede mørke i skridtet. Dorthe rørte der med fingerspidserne, udefra, og Pia spændte i maven.

“Må jeg?”

“Ja. Gud, ja. Bare… vær lidt langsom. Det er nyt.”

Dorthe nikkede. Hun lagde sig ned langs Pia, kyssede hende, mens hånden gled ind under kanten. Varmen derinde fik hende til at lukke øjnene et øjeblik. Pia var våd. Blød. Behåret på den naturlige måde, hun aldrig havde vokset væk. Dorthe strøg gennem hårene, fandt kløften, og Pia åbnede benene, fordi kroppen gjorde det, før hun nåede at tænke.

“Der,” hviskede Pia, da fingrene ramte det rigtige sted. “Deroppe. Lidt… ja.”

Dorthe gned langsomt. Cirkler. Ikke for hårdt. Hun kiggede på Pias ansigt hele tiden, som om hun lærte et sprog. Pia holdt hende om nakken og stødte hoften op i hånden. Der kom små lyde ud af hende, flove og ærlige.

“Jeg kan ikke tro, det er dig,” sagde hun.

“Det er mig.”

“Så hold ikke op.”

Dorthe gled en finger længere ned, spurgte med øjnene, og Pia nikkede. Fingeren gled ind. Let. Varmt. Pia knugede lagenet. Dorthe knælede mellem hendes ben, skubbede lårene blidt fra hinanden og kiggede ned.

“Jeg har drømt om det her så mange gange, at jeg er bange for at gøre det forkert.”

“Så kig ikke så længe,” sagde Pia hæst. “Jeg bliver selvbevidst.”

Dorthe smilede ind i huden og satte munden på hende.

Pia slog hovedet tilbage. Tungen var våd og præcis og helt anderledes end en mands mund, anderledes end hendes egen hånd. Dorthe slikkede langsomt op gennem kløften, fandt klitoris, og blev der. Ikke sultent. Koncentreret. Pias runde mave hævede sig. Hun lagde en hånd på Dorthes hoved og turde næsten ikke trykke.

“Fuck,” hviskede hun, et ord hun sjældent brugte. “Dorthe. Det… det er godt.”

Dorthe nynnede mod hende, og vibrationen fik Pia til at spænde i lårene. Hun kunne høre den våde lyd. Hun kunne se de grå hår mellem sine knæ. Veninden. Dorthe fra arbejdet, fra festerne, fra alle de år. Nu med munden mellem hendes ben, som om det var det mest naturlige i verden.

Pia kom, før hun var parat til det. Det byggede sig hurtigt, næsten pinligt hurtigt, en stram bølge der startede under Dorthes tunge og ramte ud i maven. Hun trykkede lårene sammen om Dorthes hoved, stønnenede højt ind i puden og rystede.

Dorthe slap ikke med det samme. Hun slikkede blidere, indtil Pia skubbede svagt til hende.

“Stop, stop. Jeg kan ikke.”

Dorthe kravlede op og lagde sig ind til hende. Munden skinnede. Pia kiggede på hende og begyndte at grine, først småt, så hjælpeløst.

“Hvad?” spurgte Dorthe.

“Jeg kom. På tre minutter. Overfor dig. I Berlin. Jeg ved ikke, om jeg skal dø eller bede om en cigaret.”

Dorthe strøg hende over den korte, blonde pandehår.

“Du skal ikke dø.”

Pia vendte sig ind mod hende. Hendes hånd fandt Dorthes smalle hofte, den flade mave, og så længere ned. Dorthe trak vejret ind, da fingrene nåede det grove hår mellem de lange ben.

“Din tur,” sagde Pia stille. “Jeg aner ikke, hvad jeg laver. Men jeg vil mærke dig.”

Dorthe spredte benene. Pia rørte forsigtigt, fandt den samme slags våde varme, og så Dorthes ansigt ændre sig. Den kontrollerede veninde, den der altid havde styr på togetider og reservationer, lå med åben mund og så på hende, som om Pia var det eneste lys i rummet.

Pia holdt hånden stille et øjeblik, bare for at mærke det. Varmen. Det glatte. Det at det var Dorthe, der lå åben foran hende med de lange ben slået ud til siden, som om hun endelig havde sluppet kontrollen.

“Sig til, hvis jeg gør det forkert,” mumlede Pia.

“Du kan næsten ikke,” svarede Dorthe hæst. “Bare… bliv ved med at kigge på mig. Så ved jeg, at det er sandt.”

Pia strøg langsomt op gennem de grove hår. Hun fandt klitoris, en lille, fast kerne, og gned forsigtigt, som Dorthe havde gjort ved hende. Dorthes hofte rykede. En af de lange hænder greb fat i Pias overarm, hårdt, som om hun skulle holde sig fast i noget konkret.

“Der,” hviskede Dorthe. “Lidt hårdere. Jeg er ikke… porcelæn.”

Pia lo stille, nervøst.

“Du er knogler og vilje. Jeg har altid vidst det.”

Hun gned fastere. Fugtigheden samlede sig om fingrene. Pia bøjede sig ned og kyssede den flade mave, det lille ar ved hoften, hun havde set i årevis ved stranden uden at tænke over, at hun kunne få lov at røre det. Hun tog den ene lille brystvorte i munden, sugede blidt, og mærkede Dorthe spænde under sig.

“Pia.”

Navnet lød anderledes nu. Ikke som når Dorthe råbte efter hende i en lufthavn. Mere nøgent.

Pia gled længere ned. Hun lagde sig mellem de ranglede lår og kiggede. Det var mærkeligt og ikke mærkeligt. En kvindes køn, åbent, vådt, duftende af hud og lyst. Hun tænkte et kort sekund på, at hun var otteoghalvtreds og aldrig havde gjort det her. Så tænkte hun, at hun ville smage på sin veninde, og det vandt.

Hun slikkede forsigtigt først. Salt og varmt. Dorthe trak vejret ind gennem tænderne. Pia blev modigere. Hun brugte tungen, flad, så spids, fandt rytmen ved at lytte til de lyde, Dorthe ikke kunne holde tilbage. De lange lår rystede mod hendes ører. Pias egen krop reagerede igen, tung og våd mellem benene, som om den ikke var færdig.

“Jeg har forestillet mig din mund der i årevis,” stødte Dorthe frem. “Gud, Pia. Du… du gør det.”

Pia puttede en finger ind, langsomt, mens hun slikkede. Dorthe var stram og varm. Hun bøjede fingeren, usikker, og Dorthe nikkede vildt.

“Ja. Sådan. Endnu en, hvis du kan.”

Pia gjorde det. To fingre. Munden ovenover. Hun mærkede, hvordan Dorthe begyndte at miste den pæne måde at ligge på. Hofterne stødte op. Den grå hestehale var helt løs nu, håret spredt over puden. Pia kiggede op langs den smalle krop og så Dorthe med lukkede øjne og åben mund, og noget i brystet gjorde ondt på den gode måde.

Dorthe kom med en dyb, næsten overrasket lyd. Hun klemte Pias hoved mellem lårene, rystede, og sagde hendes navn tre gange, som om hun skulle huske, hvem der gjorde det. Pia blev, indtil Dorthe skubbede svagt til hendes skulder og trak hende op.

De lå tæt. Pias runde mave mod Dorthes flade. Sved. Ånde. Dorthe græd næsten uden tårer, bare et vådt skær i øjnene.

“Hey,” sagde Pia og strøg hende over kinden. “Er du okay?”

“Jeg er mere end okay. Jeg er bare… jeg har holdt det her inde så længe, at det føles, som om noget er gået i stykker. På den rigtige måde.”

Pia kyssede hende. Hun smagte sig selv og Dorthe i samme mundfuld og blev varm i ansigtet af det.

“Jeg vidste ikke, at jeg kunne det der,” sagde hun.

“Jo, det kunne du.” Dorthe smilede skævt. “Du er bare aldrig blevet bedt om det.”

De lå stille et stykke tid. Udenfor kørte en sporvogn eller en lastbil, et sløret nattelys hen over loftet. Pia mærkede Dorthes hånd vandre over hendes ryg, ned over den bløde numse, ind mellem lårene bagfra, bare hvilende der, som om hun havde ret til det nu.

“Gør det stadig mærkeligt?” spurgte Dorthe.

“Ja. Og nej. Det mærkeligste er, at det ikke føles som et fremmed menneske. Det føles som dig. Bare med tøjet af og sandheden ude.”

Dorthe nikkede.

“Jeg vil have mere. Ikke fordi jeg skal nå noget. Bare fordi jeg endelig må.”

Pia vendte sig om på ryggen og trak hende med. Dorthe lagde sig ovenpå, let, den ranglede vægt fordelt, så hun ikke trykkede Pias mave flad. De kyssede længe. Bryster mod bryster, forskelligt og tæt. Pia spredte benene, og Dorthe gled et lår ind mellem dem. Hun gned sig langsomt mod Pias våde skød, og Pia stønnenede op i munden på hende.

“Sådan,” hviskede Pia. “Bliv der.”

De fandt en rytme. Hud mod hud. Dorthes klitoris mod Pias, ikke præcist, men nok. Pias hænder på Dorthes numse, de smalle baller, der spændte. Dorthe sutte på Pias brystvorte, mens hun gned, og Pia kunne mærke en ny orgasme bygge sig, langsommere denne gang, dybere i maven.

“Kig på mig,” sagde Dorthe.

Pia gjorde det. Det var det, der væltede hende. Ikke bare gnidningen. Blikket. Tredive års venskab, der pludselig havde en krop.

Hun kom med ansigtet presset ind i Dorthes hals, lydsløret, rystende. Dorthe fulgte med kort efter, stødte et par gange mere og faldt sammen ovenpå hende, åndeløs.

“Jeg kvæler dig,” mumlede hun og rullede til siden.

“Du kvæler mig ikke. Du vejer ingenting.”

“Og du er varm som en ovn.”

Pia lo. Hun var rød, svedig, med kort hår klistret til tindingen, og hun kunne ikke finde på at trække dynen op over maven. Dorthe lå og kiggede på hende, åbenlyst, uden at lade som om.

“Hvad tænker du?” spurgte Pia.

“At jeg gerne vil sove i den her seng. Ikke i min. Og at jeg er bange for, at du i morgen siger, det var vinen.”

Pia vendte sig ind mod hende. Deres næser næsten rørte.

“Det var ikke vinen. Vinen fik det ud. Men det her…” Hun lagde hånden på Dorthes bryst, over hjertet. “Det her er os. Jeg ved bare ikke endnu, hvad det gør ved alt det andet.”

“Vi behøver ikke navngive det i nat.”

“Nej. Men jeg vil ikke lade, som om det ikke skete.”

Dorthe kyssede hendes pande, så munden, blidt.

“Så lad være.”

De slukkede ikke lyset med det samme. Pia gik ud og tissede, så sig selv i spejlet: nøgen, rund, med røde mærker ved halsen og et udtryk, hun ikke kendte. Da hun kom tilbage, havde Dorthe trukket dynen til side. Pia kravlede ind til hende, ryg mod mave først, så vendte hun sig, fordi hun ville have ansigtet.

Dorthes hånd fandt hendes bryst igen, ikke for at starte noget, bare for at have det. Pia lukkede øjnene og mærkede stadig efterklangen mellem benene.

Et stykke ude på natten vågnede hun, fordi Dorthe kyssede hendes skulder. Rummet var halvmørkt. Pias krop svarede med det samme, træt og villig på samme tid.

“Må jeg?” hviskede Dorthe.

Pia nikkede ind i puden.

Denne gang var det langsommere. Døsigt. Dorthe lå bag hende, en lang ske om en rund. Fingrene gled ned mellem Pias lår, fandt hende våd igen, og arbejdede i små, præcise cirkler. Pia holdt Dorthes hånd nede, styrede presset, stønnenede stille, så gæsterne ved siden af ikke skulle høre det.

Hun kom blødere, med Dorthes mund i nakken og de lange ben flettet om hendes. Bagefter vendte hun sig og tog Dorthe med hånden, klodset af søvn, indtil Dorthe spændte og bed hende i skulderen for ikke at lave lyd.

De faldt i søvn sådan. Nøgne. Tæt. Pias arm hen over Dorthes talje, som om hun hele tiden havde haft ret til at ligge der.

Lyset kom tidligt. Berlin-gråt, et slør hen over det beige tæppe og de to senge, hvor den ene stadig lå slået pænt op, urørt, som et bevis på, at natten havde valgt side.

Pia vågnede med en død arm og en krop langs sin, der ikke var en mands. For et sekund troede hun, hun var hjemme. Så mærkede hun Dorthes ånde i halsen og den smalle hånd, der stadig lå på hendes bryst, som om den var faldet i søvn midt i en sætning.

Hun lå stille og kiggede. Dorthes ansigt i søvn var blødere. Munden lidt åben. Det grå hår et rod over puden. Der sad et svagt rødt mærke på hendes hals, hvor Pia havde bidt uden at tænke.

Pia mærkede det mellem benene. En øm, brugt varme. Hun var nøgen. De var begge nøgne. Og det var ikke noget, hun kunne skubbe over på vinen.

Dorthe rørte sig.

“Du kigger,” mumlede hun uden at åbne øjnene.

“Ja.”

“Er det slemt?”

“Nej.” Pia slugte. “Jeg prøver at vænne mig til, at jeg må.”

Dorthe åbnede øjnene. I det grå lys så hun træt og bar ud. Ingen makeup. Fine linjer ved munden. Hun trak ikke hånden væk fra Pias bryst.

“Har du fortrudt?”

Pia rystede på hovedet.

“Jeg har ondt i hoften, jeg er tørstig, og jeg kan mærke dig over det hele. Men jeg har ikke fortrudt.”

Dorthe åndede ud, som om hun havde holdt det inde, siden hun vågnede.

“Jeg var bange for, at du ville sidde op og sige, at vi skulle tale om det som voksne mennesker og så pakke det ned.”

“Vi er voksne mennesker,” sagde Pia. “Det er derfor, det er så voldsomt. Hvis vi var treogtyve, kunne man kalde det en fuld nat. Nu er det… rigtigt.”

Hun strøg Dorthe over kinden med den hånd, der stadig virkede. Tommelfingeren over det høje kindben. Dorthe vendte ansigtet ind i palmen, kyssede den, og noget i Pia faldt på plads med et lille ryk.

“Jeg skal tisse,” sagde Pia. “Og så kommer jeg tilbage. Du skal ligge der.”

“Kommanderer du?”

“Lige nu gør jeg.”

På badeværelset skyllede hun munden, tissede, vaskede hænderne. I spejlet så hun sig selv: kort blondt hår i alle retninger, røde kinder, bryster tunge og mærkede, maven blød og ærlig. Hun trak ikke maven ind. Der var ingen grund. Dorthe havde haft munden på den.

Da hun kom tilbage, havde Dorthe sat sig op mod hovedgærdet. Dynen lå om hoften. Den ranglede overkrop var nøgen, de små bryster, det lille ar. Hun kiggede på Pia, mens Pia gik hen over tæppet, og det blik var ikke venindeblikket. Det var sult, der havde fået lov.

Pia stoppede ved sengekanten.

“Hvis du bliver ved med at kigge sådan, kommer jeg ikke ind under dynen. Så bliver jeg stående her og bliver flov.”

“Så kom her,” sagde Dorthe. “Og vær flov ude af vejen.”

Pia kravlede ind til hende. Hud mod hud igen, nu i dagslys, hvilket var værre og bedre på samme tid. Hun kunne se det hele. Dorthes kraveben. De lange lår. Det grå hår mellem benene. Sin egen runde hofte op ad Dorthes skarpe.

De kyssede langsomt. Morgentørre læber, der blev våde. Pia tog mere denne gang. Hun rullede Dorthe over på ryggen og lagde sig halvt ovenpå, mærkede den smalle krop give efter under hendes vægt.

“Jeg kvæler dig,” mumlede hun.

“Gør du ikke. Bliv.”

Pias hånd gled ned. Hun kendte vejen nu, ikke som en ekspert, men som en, der havde været der om natten og huskede det. Dorthe var allerede våd. Pia gned i små, faste cirkler, kyssede hendes hals, og Dorthe spredte benene uden at blive bedt.

“Jeg vil have fingrene,” hviskede Dorthe. “Og jeg vil have, at du ser på mig, mens du gør det.”

Pia nikkede. To fingre, langsomt ind. Dorthe var varm og stram om dem. Pia bøjede, søgte, fandt et sted, der fik Dorthes mund til at åbne sig uden lyd. Hun arbejdede i en rolig rytme, tommelfingeren udefra mod klitoris, og kiggede. Det var det sværeste. At holde øjenkontakt, mens hendes bedste veninde blev skilt ad under hendes hånd.

“Pia…” Dorthes stemme var tynd. “Jeg har elsket dig så længe, at jeg ikke ved, om jeg kommer af hånden eller af, at det er dig.”

“Så kom alligevel.”

Dorthe gjorde det med hoften løftet, hænderne i lagenet, blikket sløret og fast på Pia, indtil det knækkede. Hun rystede længe. Pia holdt stille inde i hende, indtil det slap, og trak så fingrene ud og kyssede hende på munden, klodset og ømt.

Dorthe lo stille, åndeløst.

“Din tur. Læg dig på ryggen. Jeg vil gøre det ordentligt i lyset.”

“Dorthe—”

“Jeg har set dig i tre årtier. Lad mig se dig nu.”

Pia lagde sig. Hun mærkede varmen stige i ansigtet, da Dorthe skubbede dynen helt væk. De korte, blonde hår. Den runde mave. De brede lår. Det mørke, våde mellem dem. Dorthe satte sig mellem hendes ben, strøg med begge hænder op ad indersiden, og bøjede sig ned.

Munden var varm. Tungen præcis. I dagslyset kunne Pia se det grå hoved mellem sine knæ, se Dorthes lange fingre holde hendes lår fra hinanden, se sig selv åbne. Hun lagde en hånd i Dorthes hår og turde trykke denne gang.

“Der,” stødte hun frem. “Bliv der. Fuck, bliv der.”

Dorthe puttede to fingre i hende, mens hun slikkede, og Pia mistede den pæne måde at ligge på. Hun stødte op, brysterne gyngede, maven spændte, og hun kom med en dyb, ærlig lyd, der slet ikke passede til hotelvæggene. Dorthe slikkede hende gennem det, blidere, indtil Pia trak hende op i et sløret kys.

De lå svedige i det grå lys. Et sted ude i gården startede en lastbil. En dør smækkede. Verden var begyndt, uden at spørge dem.

Pia strøg Dorthe over ryggen, langs de skarpe skulderblade.

“Hvad gør vi nu?”

“Nu ligger vi her lidt endnu,” sagde Dorthe. “Og så drikker vi vand. Og så tager vi tøj på, når vi gider. Ikke før.”

“Jeg mente… os.”

Dorthe løftede hovedet. De grå lokker faldt ned om ansigtet.

“Jeg vil ikke have, at du bliver min hemmelighed, og jeg vil ikke være din. Vi kan kalde det, hvad vi vil, når vi kommer hjem. Men jeg er færdig med at sidde overfor dig og lade, som om jeg ikke vil have min mund på dig.”

Pia nikkede langsomt.

“Jeg kan ikke love, at jeg ved, hvordan man er… kærester. Eller hvad det er. Jeg ved, at jeg ikke vil miste dig. Og jeg ved, at jeg vil have dig igen. I dag. Og når vi kommer hjem. Og at det skræmmer mig, fordi det er dig, der er det vigtigste, jeg har.”

Dorthe kyssede hendes pande, så mundvigen.

“Så er vi enige om det vigtigste.”

Pia trak dynen op over dem begge, ikke for at gemme kroppen, bare for varmen. Dorthe lagde sig ind til hendes side, hovedet på den bløde overarm, en lang ben flettet mellem Pias.

“Sig det igen,” mumlede Pia efter et stykke tid.

“Hvad?”

“Det du sagde ved kanalen.”

Dorthe smilede mod hendes hud.

“Mine følelser for dig har aldrig kun været venskabelige.”

Pia lukkede øjnene. Mærkede hånden på sin mave. Den runde, ærlige mave, som ingen gemte længere.

“Godt,” hviskede hun. “Så er vi to om det nu.”

Udenfor blev lyset stærkere. Indenfor blev de liggende. To senge i rummet, og kun den ene brugt. Pia tænkte, at hun senere ville huske vinen, kanalen, den sorte striktrøje på gulvet. Men mest ville hun huske Dorthes mund i mørket, og at venskabet ikke var gået i stykker. Det havde bare endelig sagt det, det hele tiden havde ment.