Regnen trommede uafbrudt på autocamperens tag. Ude på pladsen var de store lamper slukket over den nærmeste scene, men basen fra et telt længere væk gik stadig gennem jorden. Jørgen skubbede døren i og stod et øjeblik med hånden på grebet, som om han skulle vænne sig til varmen.

Han var gennemblødt. Den lave, tætte krop fyldte mellemgangen. Sølvgråt skæg dryppede på trøjen.

Poul sad på den nederste køje med et håndklæde om nakken. Det glatte, hvide hår var slået ned i panden. De runde briller sad skævt.

«Du skulle have taget jakken,» sagde Poul.

«Jakken er ligeså våd.» Jørgen trådte ud af støvlerne. «De havde kun slatten øl tilbage. Jeg lod dem ligge.»

«Godt. Jeg har den anden flaske.»

Jørgen skulle forbi ham for at nå skabe. Hofterne ramte hinanden. Pouls knæ. Et mumlet undskyld fra dem begge, for hurtigt. De havde delt plads i fyrre år. Telt på Bornholm. Bilen til Tyskland. Sofaen efter Ingers begravelse. Aldrig så lidt luft mellem dem som her.

Jørgen trak trøjen af. Huden var rødlig af kulde, brysthårene sølvgrå, maven blød, armene stadig kraftige. Han mærkede, at Poul så på ham. Da han kiggede op, var Poul i gang med at pudse brillerne, grundigt, som om glassene var det eneste i verden.

«Øverste køje er din,» sagde Poul. «Jeg vender mig alligevel ti gange.»

«Du har altid sagt, jeg snorker.»

«Det gør du.» Et lille smil. «Siden vi var på Roskilde i treogfirs.»

Jørgen hang de våde bukser over stolen. Han stod i underbukser og strømper. Det var latterligt, tænkte han. To gamle mænd i en lejet vogn. Og alligevel sad det i ham. Den samme uro, han havde slået hen i årevis, hver gang Poul lo med hovedet tilbage, hver gang en hånd landede for længe på hans skulder.

Poul rejste sig og knæppede skjorten op. Han var spinkel. Kravebenene tydelige. Et gammelt ar på underarmen efter et hegn, Jørgen huskede det, en sommer i halvfjerdserne. Poul vendte sig lidt væk, da han skiftede til en tør T-shirt. Jørgen så alligevel linjen af ryggen, de smalle hofter.

De satte sig ved bordet. Whisky i to plastickrus. Regnen. Varmen fra den lille blæser, der stod og svingede.

«Vi kunne have taget et hotel,» sagde Jørgen.

«Du var den, der ville have vogn.» Poul skævede til ham. «Du sagde, det var ligesom i gamle dage.»

«Det er det ikke.»

«Nej.»

Stilheden var ikke tom. Den var fuld af alt det, de plejede at fylde med sludder. Fodbold. Børnebørn. Politik. Jørgen drak. Varmen sank ned.

Poul sad med fingrene om kruset. «Jeg tænkte på det i dag. Da vi stod derude i mudderet og hørte det band, du kunne lide. Du stod foran mig, fordi du er lavere, og jeg kunne lugte dig. Regn og øl og dig. Og jeg tænkte, at jeg har gjort det i et halvt liv. Stået bag dig. Og aldrig rørt.»

Jørgen mærkede det i halsen. «Poul. Du behøver ikke.»

«Jo. For vi gør det her hvert år nu. Og hver gang kører jeg hjem og tænker, at næste år siger jeg det. Og så gør jeg ikke.» Han tog brillerne af. Uden dem så han ældre ud, blødere. «Inger vidste det, tror jeg. Ikke klart. Men hun vidste, at der var et rum, hun ikke kom ind i. Og din Hanne… hun sagde det jo til sidst, da I blev skilt. At der altid havde været noget, hun ikke kunne nå.»

Jørgen stirrede på bordet. «Hanne sagde mange ting.»

«Var hun forkert på den?»

Jørgen rystede på hovedet, meget lidt. «Nej.»

Pouls stemme var næsten uden lyd. «Hvorfor sagde vi aldrig noget?»

«Fordi jeg var bange for at miste dig,» sagde Jørgen. Det kom uden omsvøb, grovere end han ville. «Du var det mest stabile, jeg havde. Hvis jeg havde sagt det, og du havde trukket dig… så var der ikke noget tilbage, der gav mening.»

Poul rakte ud og lagde hånden over Jørgens. De kraftige fingre. De tynde.

«Jeg giftede mig, fordi jeg ikke turde andet,» sagde Poul. «Jeg elskede hende. Det skal du vide. Men der var altid det andet. Dig. Fra vi var unge. Jeg har båret det, til det er blevet en del af ryggen. Og nu sidder vi her, og jeg er nioghalvtreds, og du er toogtres, og jeg tænker, at hvis ikke nu, så er det bare resten.»

Jørgen vendte hånden og holdt om Pouls. Tommelfingeren strøg over knoerne. Han kunne ikke finde et vittigt svar. Han ville det heller ikke.

«Kom her,» sagde han.

Der var ikke plads til at komme her. De rejste sig alligevel. Jørgen stod lidt foroverbøjet under det lave loft. Poul midt i mellemgangen. Jørgen lagde hånden på hans kind. Huden var tør, varm. Han strøg ned langs kæben, der hvor han selv havde skæg, og Poul ikke havde.

Poul lukkede øjnene. Åbnede dem igen.

Kysset var kort først. Læber, der mødtes, som om de skulle spørge om lov midt i det. Jørgens skæg imod Pouls mund. En usikkerhed, der gjorde det mere virkeligt. Pouls hånd fandt Jørgens nakke, de fine, korte hår i nakken.

De skiltes. Åndede.

«Okay?» spurgte Jørgen.

«Ja.» Pouls stemme var hæs. «Gør det igen.»

Andet kys var dybere. Poul åbnede munden imod ham. Der var whisky og tandpasta og noget, Jørgen havde kendt uden at kende. Hans store hænder gled ned ad Pouls ryg, under T-shirten, over den varme, magre hud. Poul stødte et åndedrag ind i munden på ham og pressede sig tættere.

De ramte kanten af køjen. Jørgen satte sig tungt. Poul kom med, næsten i skødet, spinkel mellem hans lår. Jørgen kunne mærke sin egen rejsning mod Pouls lår, pinligt tydelig i underbukserne. Han ville have trukket sig. Poul holdt ham.

«Jeg mærker det,» hviskede Poul. «Det er i orden.»

Han tog Jørgens hånd og lagde den på sit eget skød. Der var også hårdt under stoffet. Tyndere, men tydeligt. Jørgen lavede en lyd, han ikke kendte som sin egen. Hans tommelfinger strøg langs linjen, langsomt, som om han stadig kunne fortryde. Poul rystede.

«Jørgen…»

«Sig stop, hvis…»

«Jeg siger ikke stop.»

Jørgen kyssede ham igen, mere sultent nu, og hånden gled ind under linningen. Varm hud. Blødt hår. Pouls pik var slank, stiv, og da Jørgens finger sluttede om den, bøjede Poul sig sammen imod ham og pressede ansigtet ned i hans skulder.

Regnen blev ved. Ude fra pladsen kom et enkelt huj. Inde i vognen var der kun deres åndedræt og lyden af Jørgens hånd, der bevægede sig, forsigtigt, uvant, som om han lærte noget, han burde have lært for længe siden.

Pouls fingre fandt ham også. Gennem underbukserne først, så indenfor. Jørgen var tykkere, tungere. Pouls hånd var kølig og usikker og præcis nok. Jørgen stønnede lavt og bed sig i læben, fordi han pludselig var bange for, at nogen udenfor kunne høre. Det var latterligt. Og det gjorde det kun værre.

De sad sådan, to gamle venner i en lejet autocamper, og rørte ved hinanden, som om verden udenfor var skruet fra.

Poul løftede ansigtet fra skulderen. Uden brillerne så han blødere ud, næsten forvirret. Han smilede alligevel, et lille skævt smil, der ramte Jørgen et sted under brystbenet.

«Vi ligger og fumler som to drenge,» hviskede han.

«Vi er præcis gamle nok til det,» sagde Jørgen.

Han trak T-shirten op over Pouls hoved. De smalle skuldre kom til syne, det sparsomme hvide brysthår, kravebenene, han havde kendt i årtier uden nogensinde at have lov til at lægge munden der. Han gjorde det nu. Huden smagte af sæbe og regn. Poul rystede og greb fat i Jørgens nakke.

«Tag dine af,» sagde Poul.

Jørgen skubbede underbukserne ned. Han mærkede et kort stik af skam. Maven, den bløde midte, den tykke pik, der stod ud, mørkere end resten af ham, pungen tung. Han havde skjult den krop for alle mulige. Poul så ikke væk.

«Du er smuk,» sagde Poul stille. «Du har altid været det. Bare på en måde, jeg ikke måtte sige.»

Jørgen trak Pouls underbukser ned. Poul løftede hoften, hjælpsomt, næsten høfligt, og det fik Jørgen til at trække på smilebåndet. Den slanke pik sprang frem, lys, med en tydelig åre. Jørgen sluttede hånden om den, nu uden stof, og Poul åndede ud som om nogen havde trykket luften ud af ham.

Der var ikke plads. De gled alligevel ned på den nederste køje. Knæene ramte skabet. En albue ramte væggen. Jørgen lo, kort og lavt, og Poul lo med, pande imod pande, indtil latteren blev til et kys igen.

Jørgen gled ned på knæ på gulvmåtten. Det lave loft tvang ham til at bøje nakken. Tanken ramte ham midt i bevægelsen: toogtres år, og han havde aldrig haft en mand i munden. Han kiggede op. Poul så ned på ham, hånden i det sølvgrå hår, fingrene usikre.

«Du behøver ikke,» sagde Poul.

«Jeg vil.»

Han slikkede først langs undersiden, usikkert, som om han stadig kunne fortryde. Smagen var salt, varm hud, Poul. Han tog mere ind, forsigtigt, fordi han ikke vidste, hvor meget han kunne, og fordi han pludselig var bange for at gøre det forkert. Poul stødte et støn frem og bed det i sig. Udenfor gik basen stadig. Indenfor var der kun Pouls lår under Jørgens hænder, de tynde muskler, det fine hår.

«Jørgen… kom op. Jeg vil have dig herop.»

Jørgen rejste sig tungt. Knæene protesterede, ærligt. De lo igen. Så lå de på siden, ansigt mod ansigt, maven imod maven, pikke imod hinanden. Jørgen spyttede i hånden og sluttede om dem begge, så godt de tykke fingre kunne. Poul stødte imod ham, små ujævne bevægelser, og kyssede ham åbent, sløvt, som om han ikke længere kunne holde styr på munden.

Det varede ikke længe. Det behøvede det ikke. Poul kom først, med ansigtet presset ind i Jørgens hals, en lyd der var tættere på gråd end på noget andet. Varmen mellem dem, klistret, virkelig. Jørgen fulgte med, tungt, med et dybt åndedrag ned i Pouls hvide hår, hånden stadig om dem, indtil det blev for ømt.

De lå stille. Regnen. Blæseren, der svingede. Et fjernt huj fra pladsen.

Jørgen tørrede dem af med kanten af dynen, klodset, næsten flov. Hans hånd rystede. Poul mærkede det og tog fat i den.

«Er du okay?» spurgte Jørgen.

«Jeg har ventet,» sagde Poul. Stemmen var hæs. «Jeg vidste bare ikke, at det ville føles som at komme hjem.»

Jørgen kyssede ham på øjenlåget. Skægget kildede. Poul smilede uden at åbne øjnene.

De blev liggende. Huden kølede. Jørgen trak dynen op over dem begge. Pouls spinkle krop passede ind mod hans, ryggen mod brystet, som om den altid havde gjort det. Jørgen lagde en arm om ham, hånden fladt på brystet, hvor hjertet stadig gik for hurtigt.

«Jeg har aldrig… med en mand,» sagde Jørgen ind i hans hår. «Du skal vide det. Ikke fordi det ændrer noget. Bare så du ikke tror, jeg ved, hvad jeg laver.»

Poul vendte sig lidt. «Det har jeg heller ikke. Ikke rigtigt. En gang, for mange år siden, i mørke, med en, jeg aldrig så igen. Det talte ikke. Det her tæller.»

Jørgen strøg ham over maven, langsomt, uden at det skulle føre nogen steder hen endnu. Fingrene fandt det gamle ar på underarmen. Han kyssede det.

«Du husker det,» mumlede Poul.

«Jeg husker det hele. Jeg har bare ladet som om, jeg ikke gjorde.»

Poul vendte sig helt om, så de lå ansigt til ansigt igen. Han strøg Jørgen over skægget, ned ad halsen, hen over det bløde bryst. Hånden stoppede ikke. Den gled lavere, spurgende. Jørgen var stadig øm, men noget i ham rørte sig alligevel, langsomt, som en krop, der ikke var færdig med at sige ja.

«Vi behøver ikke mere i nat,» sagde Jørgen.

«Jeg ved det.» Pouls fingre sluttede om ham, blidt. «Jeg vil alligevel. Hvis du vil. Ikke for at bevise noget. Bare fordi jeg endelig må.»

Jørgen nikkede. Han kunne ikke finde ord, der ikke blev for store.

Poul gled ned ad ham. Det var trangt, køjen var for smal, og Poul måtte ligge skævt, et knæ i madrassen, den anden fod i gulvet. Han tog Jørgen i munden, forsigtigt, uvant, og Jørgen lagde en hånd i det glatte hvide hår og holdt den der uden at styre. Han så ned. Pouls læber om ham. De runde briller lå stadig på bordet. Det var det mest uvirkelige og det mest rigtige, han havde set.

«Poul…»

Poul släppede ham et øjeblik. «Sig det.»

«Kom herop. Jeg vil se dig.»

Poul kravlede op. De kyssede, og smagen af Jørgen sad i Pouls mund. Jørgen vendte ham blidt om, så Poul lå på ryggen, og lagde sig hen over ham, støttet på albuerne, den tunge krop omhyggelig, fordi han var bange for at knuse ham. Poul spredte benene, tog imod ham, og deres pikke gled imod hinanden igen, våde, langsommere nu.

«Jeg vil have mere,» hviskede Poul. «Ikke fordi vi skal. Fordi jeg har tænkt på det. På dig. I årevis.»

Jørgen stoppede. «Her? Nu? Vi har ikke…»

«Handskerummet,» sagde Poul, og der kom farve i kinderne. «Der er creme. Til hænderne. Jeg så den, da vi pakkede. Jeg tænkte ikke… jo. Jeg tænkte.»

Jørgen stirrede på ham. Så lo han, stille, rystende, og kyssede ham hårdt.

«Du er vanvittig.»

«Jeg er nioghalvtreds og træt af at lade være.»

Jørgen rejste sig, nøgen, lav under loftet, og rodede i handskerummet med ryggen til. Han fandt tuben. Da han vendte sig, lå Poul stadig på køjen, spinkel, åben, og så på ham uden at skjule sig. Jørgen mærkede halsen stramme.

Han satte sig mellem Pouls ben. Smurte fingrene. Poul trak vejret ind, da den første finger fandt ham, langsomt, spørgende. Jørgen så ham i øjnene hele tiden.

«Sig til.»

«Det gør jeg. Bliv.»

Det tog tid. Pouls krop var stram, uvant, og Jørgen havde kun tålmodighed og de kraftige hænder, der pludselig kunne være milde. En finger. Så to. Poul bed sig i underlæben, greb Jørgens underarm, det gamle ar imod Jørgens hud. Udendørs slog regnen hårdere et øjeblik, som om nogen hældte spande over taget.

«Nu,» sagde Poul. «Langsomt.»

Jørgen smurte sig selv, klodset, og lagde sig hen over ham igen. Han styrede sig ind, bare det yderste, og stoppede. Varmen. Modstanden. Pouls øjne, der var vidt åbne.

«Okay?»

«Ja. Gud. Ja.»

Han skubbede. Centimeter. Poul åndede i stød imod hans mund. Jørgen holdt stille inde i ham, rystende, panden mod Pouls, og tænkte, at han kunne dø her, og at det ville være i orden.

Han rørte sig. Bare det mindste. Poul greb ham om ryggen, fingrene i det bløde kød under skulderbladene, og åndede ud imod hans mund, som om luften skulle deles.

«Mere,» hviskede Poul. «Jeg falder ikke fra.»

Jørgen skubbede igen. Langsomt. Køjen knirkede. Hans knæ ramte madrassens kant, og han måtte støtte sig på en albue for ikke at lægge hele vægten på den spinkle krop under sig. Poul spredte benene mere, trak ham ind med hælene mod lænden. Der var stramhed, varme, og så pludselig en blødere eftergivenhed, der fik Jørgen til at stønne ned i Pouls hals.

«Der,» sagde Poul. Stemmen var brudt. «Bliv der. Gud, Jørgen.»

De fandt en rytme, der passede til rummet og til alderen. Ikke vild. Ikke noget, der skulle se ud. Bare frem og tilbage, tæt, med skæg imod kind og Pouls åbne mund imod Jørgens øre. Udenfor slog regnen i flader. Indenfor duftede det af creme, sved og whisky.

Jørgen løftede sig lidt for at se. Pouls hvide hår var i panik over puden. Brystkassen hævede sig hurtigt. Den slanke pik lå stiv mellem dem, gnubbet af Jørgens mave ved hvert stød. Jørgen spyttede i hånden og sluttede om den, i takt med sig selv.

Poul slog øjnene op. De var våde i kanten.

«Kig på mig,» sagde han. «Jeg vil have, at du ser, at det er mig.»

«Jeg ser dig.» Jørgens stemme var grov. «Jeg har set dig i fyrre år.»

Han skubbede dybere. Poul buede ryggen og ramte skabet med en hånd, søgte noget at holde i, fandt Jørgens nakke i stedet. Deres pande mødtes igen. Sved. Ånde.

«Jeg kan ikke holde,» hviskede Poul. «Det er for meget. Du er for…»

«Så lad være med at holde.»

Poul kom med et stumt skrig imod Jørgens mund, kroppen stram om ham, sæd varmt mellem deres maver. Jørgen holdt stille inde i ham, rystende, mens Pouls efterrystelser gik gennem dem begge. Han kyssede ham gennem det, klodset, igen og igen, indtil Poul slappede af under ham og lo et lille, ødelagt grin.

«Bliv i mig,» sagde Poul. «Tag det, du skal.»

Jørgen bevægede sig igen. Kortere stød nu, tyngre, ansigtet i Pouls hals. Skægget kradede. Pouls hænder gled ned over hans ryg, ned til den bløde bagdel, og holdt ham, som om han ville have ham længere ind, end anatomien tillod. Jørgen kom med et dybt, næsten forbavset støn, presset helt ind, hoften låst, og tømte sig i ham i pulser, der fik ham til at lukke øjnene så hårdt, at der kom lys bag lågene.

Han styrtede næsten. Albuerne gav efter. Han nåede at vælte til siden i sidste øjeblik, stadig delvist i Poul, stadig forbundet, indtil han gled ud med et vådt, ærligt sug. De lå og pustede. Madrassen var for smal. En arm hang ud over kanten.

Jørgen lo først. Det kom som et pust, så som rigtig latter, lav og træt.

«Hvad?» mumlede Poul.

«Vi har ødelagt dynen. Og sandsynligvis lejekontrakten.»

Poul vendte hovedet. Smilet var skævt, øjnene halvlukkede. «Så køber vi dynen.»

Jørgen fandt T-shirten på gulvet og tørrede dem, så godt det lod sig gøre. Klodset, omhyggeligt mellem Pouls ben, over sin egen mave. Poul lod ham. Så trak Jørgen dynen op, den tørre ende, og samlede Poul ind mod sig. Ryg mod bryst gik ikke. De lå ansigt til ansigt, knæene flettet, Jørgens store hånd fladt på Pouls hofte.

Regnen havde lagt sig til en jævn tæppelyd. Basen udefra var væk. Et sted på pladsen gik nogen forbi i gummistøvler, stemmer, så stilhed.

«Det gjorde ondt lidt,» sagde Poul stille. «I starten. Og så gjorde det ikke. Så var det bare dig.»

Jørgen strøg ham over hoften med tommelfingeren. «Jeg var bange for at gøre det forkert.»

«Du gjorde det rigtigt.» Poul rørte ved hans skæg, fulgte kæbelinjen. «Jeg kan mærke dig stadig. Indeni. Det er… mærkeligt. Godt.»

De lå uden at fylde det med mere. Jørgens åndedræt blev langsommere. Pouls også. En gang imellem kyssede den ene den anden, kort, som for at tjekke, at det ikke var forsvundet.

«Hvad siger vi i morgen?» spurgte Jørgen til sidst.

«Til hvem?»

«Til os.»

Poul tænkte. Jørgen kunne se det, den lille fure mellem brynene, den samme han havde kendt siden de stod i skolegården.

«Vi siger, at vi er her,» sagde Poul. «At vi ikke skal hjem og lade som om. Resten kan vi finde ud af, når regnen holder op. Eller når den ikke gør.»

Jørgen nikkede. Han kunne mærke søvnen komme, tung, ærlig. Han kyssede Pouls pande, der hvor det hvide hår var klæbet lidt fast.

«Sov,» mumlede han.

«Du snorker.»

«Det ved du.»

«Jeg ved det.» Poul smilte imod hans bryst. «Jeg har altid vidst det.»

De sov. På et tidspunkt vendte Jørgen sig i søvne og trak Poul med, så den spinkle krop lå halvt hen over hans, et ben mellem hans lår, en hånd på hans mave. Udenfor blev natten ved med at være våd. Indenfor var der kun varmen og den uregelmæssige lyd af to mænd, der endelig lå, hvor de skulle.

Da Jørgen vågnede, var lyset gråt gennem de duggede ruder. Regnen var blevet til støvregn. Poul sad allerede oppe i den anden ende af køjen med brillerne på, håret i alle retninger, Jørgens tørre T-shirt hængende løst på den smalle ramme. Han havde sat vand over på det lille blus. Duften af kaffe var tynd og for stærk på samme tid.

«Hej,» sagde Poul, da han mærkede blikket.

Jørgen rømmede sig. Stemmen var ødelagt af søvn. «Hej.»

De så på hinanden. Et kort øjeblik, hvor alt det gamle kunne være kommet tilbage – flovheden, forklaringen, det praktiske. Det kom ikke. Poul rakte ham et plastickrus. Fingrene mødtes om det, og Poul lod dem blive.

«Kroppen er øm,» sagde Poul. «På den rigtige måde.»

Jørgen satte sig op, dynen om hoften, den tætte krop foldet sammen under det lave loft. Han drak. Kaffen var forfærdelig. Han smilede alligevel.

«Kom her,» sagde han.

Poul satte kruset fra sig og kravlede hen. Kysset smagte af kaffe og morgentænder og ingenting, der skulle bevises. Jørgens hånd fandt Pouls nakke, Pouls hånd fandt Jørgens skæg.

Udenfor begyndte nogen at råbe om teltdug og øl. Indenfor i den lejede vogn sad to gamle venner tæt sammen på en for smal køje og lod støvregnen blive ved, så længe den ville.