Solen var allerede nede, men luften over Lisboas tage var stadig varm og tør. Nora stod barfodet på terrassen og tændte de to lanterner ved rækværket. Nede i gaderne kørte en sporvogn. Et sted længere nede spillede nogen guitar, svagt, som om det kom indefra et åbent vindue.
Kenji kom ud med to glas. Han havde skiftet træningstøjet ud, men skjorten sad stadig løst, øverste knap åben, håret lidt krøllet af sved og brusebad. 27 år. Danser. Kroppen var slank og præcis på den måde, kun folk der bruger den hver dag, har den.
Hun var 41 og havde tegnet taghuset selv. De åbne rum, terrazzoen, de store skydevinduer, der gik helt ud til terrassen. Det var hendes sted. I aften var det også hans.
De havde kendt hinanden tre uger. Mødt til en fernisering, hvor han havde danset. Hun havde set på ham for længe. Han var kommet hen bagefter og havde spurgt, om hun var arkitekten. Hun var. De havde drukket vin. Så var han begyndt at komme.
Nu stod han der med glassene og så på hende, som om han allerede vidste, at aftenens tone var en anden.
«Du er stille,» sagde han.
Nora tog sit glas, satte det fra sig igen uden at drikke og rørte ved hans håndled.
«Jeg har tænkt på noget hele dagen.»
Han smilede usikkert. «Hvad da?»
Hun så ham direkte i øjnene. Ikke skarpt. Bare tydeligt.
«Jeg vil tage dig. Bagfra. I aften.»
Kenji blinkede. Vinen rystede i glasset.
«Tage mig?»
«Ja. Med sele. Langsomt. Hvis du har lyst.»
Han slugte. Hun kunne se det hele på ham på én gang: nysgerrighed, nervøsitet, den der danseragtige måde at holde kroppen på, selv når den rystede indeni.
«Jeg har aldrig…» begyndte han.
«Det ved jeg.» Hun strøg ham over kinden med tommelfingeren. «Derfor. Vi tager det i dit tempo. Du kan sige stop når som helst. Eller vent. Eller langsommere. Jeg hører efter.»
Han nikkede. Først næsten usynligt. Så tydeligere.
Inde i soveværelset stod vinduerne åbne. En svag brise kom ind og rørte ved det hvide lagen. Nora tændte kun den lave lampe ved sengen. Lyset var varmt og gult.
Kenji stod midt i rummet, da hun kom hen til ham. Hun kyssede ham først. Langsomt, som hun altid gjorde med ham. Hans mund var blød og en anelse usikker. Hun mærkede ham spænde, da hendes hænder gled ind under skjorten, over den glatte hud, de lange muskler i ryggen, det lille hul i lænden.
Hun knappeede skjorten op. Han hjalp, lidt klodset, fingrene rystede. Da den faldt til gulvet, stod han der i sine bukser, brystet bart, de brune brystvorter, den slanke talje, den der næsten androgyne elegance, dansere nogle gange har.
Nora gled ned på knæ et øjeblik og kyssede ham på maven, lige over bukselinningen. Han trak vejret ind, skarpt.
«Slap af,» mumlede hun mod huden. «Vi har tid. Der er ingen, der skynder på os.»
Hun åbnede hans bukser og trak dem ned. Han var allerede halvstiv. Hun tog ham i munden et kort øjeblik, varmt og langsomt, bare for at give ham noget at holde fast i, noget der var kendt. Hans hænder fandt hendes hår, men de rystede.
Hun slap ham igen og rejste sig.
Hun trak sin egen kjole af. Under den havde hun ingenting. 41 år, bryster der stadig sad, hofter, den slags krop en kvinde får, når hun arbejder, går, lever. Ikke en dansers krop. En anden slags.
Kenji så på hende. Altid den der blanding af ærefrygt og lyst.
Hun gik hen til kommoden, åbnede den nederste skuffe og tog seletøjet frem. Sort, enkelt, godt syet. Og dildoen. Ikke den største. Den, hun havde valgt, fordi hun vidste, at det her var første gang. Glidecreme. En hel tube.
Kenji så på det. Hans pik rørte sig, men hænderne rystede tydeligere nu. En fin tremor i lårene.
«Kom herhen,» sagde hun blidt.
Hun lagde ham først på maven på sengen med en pude under hoften, så han lå godt, ryggen let svajet, ballerne blottede. Hun strøg ham over ryggen, over de faste danserballer, ned ad lårene.
«Du er smuk,» sagde hun. «Jeg skal nok passe på dig.»
Hun smurte en stor klat creme på fingrene. Først masserede hun ham udenpå. Langsomt, i cirkler, med flad hånd, indtil hans åndedræt begyndte at blive dybere, indtil noget af spændingen i sædemusklerne gav efter.
Så en finger. Bare spidsen. Han spændte med det samme, hele kroppen.
«Pust ud,» sagde hun. «Jeg venter. Jeg rykker ikke, før du er klar.»
Han pustede. Hun ventede. Da han slap en lille smule, gled hun ind. Langsomt. En finger. Hun blev derinde, bevægede den næsten ikke, bare lod ham vænne sig til følelsen af at være fyldt. Hendes anden hånd gled rundt under ham og tog fat i hans pik, strøg den i samme rolige, næsten kedelige tempo.
Kenji lavede en lyd. Halvvejs et støn, halvvejs noget, der lignede overrumpling.
«Godt,» hviskede hun. «Du klarer det fint. Bare sådan.»
Hun tog sig tid. Længe. Hun talte lavt imens, ikke fordi hun skulle fylde stilheden, men fordi hun kunne mærke, at hans krop lyttede bedre, når hendes stemme var der. At han var smuk. At hun havde lyst til ham. At der ikke var nogen rigtig måde at gøre det her på, kun deres.
Efter et stykke tid to fingre. Forsigtigt. Mere creme. Altid mere creme. Hun saksede dem næsten ikke, bare lod ham åbne sig omkring dem. Han rystede stadig, men det var anderledes nu. Spænding og nydelse i samme klump. Hans pik var helt stiv i hendes hånd.
Da hun syntes, han var så klar, som han kunne blive, rejste hun sig og spændte seletøjet på. Det sad stramt om hendes hofter. Hun smurte dildoen grundigt, langsomt, så han kunne se det, så der ikke kom nogen overraskelser.
Hun knælede bag ham på sengen.
«Sig til, hvis det er for meget. Eller hvis du vil have, jeg trækker mig.»
Han nikkede ind i puden. Et lille, skarpt nik.
Hun satte spidsen mod ham. Trykkede. Ingenting først. Så lidt. Han spændte hårdt, så hårdt at hun kunne mærke det gennem seletøjet.
«Slap af i maven,» sagde hun. «Pust. Jeg rykker ikke. Jeg bliver bare her.»
Hun holdt helt stille. Kun det konstante, milde tryk. Hun strøg ham på ryggen hele tiden, tommelfingrene i de små huller ved hofterne. Minutter, måske. Ude fra terrassen kom lyden af byen: en knallert, stemmer langt væk, den evige varme.
Så gled det. Bare hovedet. Kenji stønneede skarpt og greb fat i lagenet med begge hænder. Nora froze. Blev der. Hendes hænder på hans hofter, helt stille.
«Du har det,» sagde hun. «Bare det. Ikke mere endnu. Pust.»
Han rystede. Hele kroppen, en fin, uafbrudt tremor. Men han pressede ikke væk. Han blev.
«Fortsæt,» fik han frem. Stemmen var tynd, næsten væk.
Hun gled en centimeter mere. Stoppede. Ventede. Hans åndedræt var ujævnt, højt i den stille stue. Hun bøjede sig frem og kyssede ham mellem skulderbladene, mærkede sveden der allerede.
«Jeg er her,» sagde hun. «Vi gør det her sammen. Du bestemmer tempoet. Jeg følger.»
Hun blev der, med bare det lille stykke inde i ham, og strøg ham, talte, ventede, indtil hans rysten ændrede karakter. Indtil noget i ham slap. Først da gled hun en lille smule dybere. Stoppede igen. Ventede igen.
Kenji pressede ansigtet ned i puden og lavede en lyd, hun ikke havde hørt fra ham før.
[FORTSÆTTES – skriv FORTSÆT]
Nora blev stille. Hun rørte ham kun med flad hånd midt på ryggen, tommelfingrene i det lille hul over halebenet, og ventede, til lyden i ham havde lagt sig.
«Jeg er her,» sagde hun. «Jeg rykker ikke. Du bestemmer.»
Kenji nikkede ind i puden. Et kort, stødende nik. Hans skuldre gik op og ned. Sveden perlede allerede i nakken, små, klare perler i det gule lampelys. Hun kunne mærke tremoreren gennem seletøjet, den fine, uafbrudte rysten, der gik fra hans lår op i ballerne og videre ind i hende, som om hans krop talte, før han selv kunne.
Hun strøg ham. Lange, rolige strøg fra skulderbladene ned til hoften. Ingen rytme endnu. Bare hud.
«Pust ud gennem munden,» sagde hun. «Ikke hold det. Giv det slip.»
Han pustede. Lyden var ujævn, næsten som efter en forestilling, når kroppen stadig kører, selvom musikken er stoppet. Nora bøjede sig frem og kyssede ham mellem skulderbladene. Hendes bryster ramte hans ryg. Hun blev der et øjeblik, varm, tung, tålmodig, og mærkede, hvordan hans åndedræt langsomt fandt en slags bund.
Først da gled hun en centimeter mere. Stoppede. Ventede.
Kenji lavede den samme lyd igen, men lavere. Hans fingre knugede lagenet, så knoerne blev hvide. Hun så det. Hun sagde ingenting om det. Hun gled hånden ind under ham i stedet og fandt hans pik, stadig stiv, stadig varm, og strøg den langsomt, i samme tempo som ingenting.
«Du er så stram,» hviskede hun. «Det er i orden. Det er første gang. Jeg skal nok vente på dig.»
Han slikkede sig om læberne. Stemmen kom tynd, men tydelig:
«Det… det er meget.»
«Jeg ved det.» Hun kyssede ham igen, lavere, lige over det sted, hvor hans ryg svajede. «Sig, hvis jeg skal trække mig. Eller bare blive. Jeg kan blive her længe.»
«Bliv.» Ordet faldt næsten uden luft. «Bare… langsomt.»
«Langsomt,» gentog hun. «Kun langsomt.»
Hun smurte mere creme omkring det sted, hvor de mødtes, koldt først, så varmt. Hun gled en lille smule dybere. Stoppede. Hans krop spændte, slap, spændte igen. Nora talte ham igennem det, lavt, som man taler til nogen, der skal lande.
«Du åbner dig. Mærk det. Du behøver ikke gøre noget. Du skal bare være her.»
Minutter gik. Ude fra terrassen kom en knallert, så stilhed igen, så en fjern latter. Vinden rørte ved det åbne vindue og løftede et hjørne af lagenet. Nora mærkede ham omkring sig, varm, tæt, rystende, og hun holdt hofterne helt stille, indtil rystelsen ændrede sig. Indtil den ikke længere kun var nervøsitet, men noget, der begyndte at blande sig med lyst.
Hun gled dybere. Ikke meget. Bare nok til at han kunne mærke, at hun var derinde, at hun fyldte ham, at det ikke længere kun var spidsen.
Kenji stønneede. Lyden kom fra maven. Hans lår rystede synligt nu. Hun strøg dem, indersiden, den slanke dansermuskel, der spændte og slap i små ryk.
«Godt,» sagde hun. «Sådan. Du tager mig. Du klarer det.»
«Nora…»
«Jeg er her.»
Hun bøjede sig helt ind over ham, så hendes mund var ved hans øre, og hun blev der, inde i ham, uden at støde, bare nærvær, mens hendes hånd arbejdede langsomt om hans pik.
«Hvordan er det?» spurgte hun.
Han slugte. Det tog tid, før han svarede.
«Det brænder. Og så… så er det som om jeg ikke kan tænke. Som om du er overalt.»
«Jeg er overalt,» sagde hun stille. «Men jeg skynder mig ikke. Du må ryste. Du må lyde. Du må sige alt, du har brug for.»
Han pressede sig en smule tilbage imod hende. Bare en millimeter. Nora mærkede det med det samme og froze, så hun ikke tog mere, end han selv bød.
«Var det bevidst?» spurgte hun.
Han nikkede. Ansigtet stadig i puden. Et lille, skamfuldt, lystent nik.
«Så tager jeg lidt mere,» sagde hun. «Kun det, du giver.»
Hun gled. Langsomt, jævnt, indtil hun var et stykke inde i ham. Kenji rystede hårdere nu, en lang bølge gennem hele kroppen, og han lavede en lyd, der næsten var et gråd, men ikke af smerte alene. Hun stoppede. Hendes hofter lå stille mod hans. Hun strøg ham og strøg ham, indtil hans åndedræt fandt sig igen.
«Du har det meste nu,» hviskede hun. «Ikke det hele. Men det meste. Jeg bliver her, til du vænner dig.»
Han vendte ansigtet til siden. Hun kunne se hans profil, den åbne mund, de fugtige øjenvipper, den røde kind.
«Jeg ryster,» sagde han.
«Jeg ved det. Jeg kan mærke det. Det er okay. Du er tryg. Du er i min seng. Ingen ser os. Ingen skynder.»
Hun blev i ham. Længe. Hendes hånd på hans pik var næsten doven, bare nok til at holde ham i lysten, ikke nok til at sende ham over. Hun ville have ham her, i det her, i følelsen af at blive taget, uden at det blev overstået.
Da hun endelig bevægede sig, var det kun et lille udtræk og et endnu mindre ind. Næsten ingenting. Kenji stønneede højt og greb efter hendes hånd på hoften. Hun flettede fingrene med hans.
«Sig til.»
«Igen,» fik han frem. «Men… sådan. Ikke mere.»
Hun gjorde det igen. Samme lille bevægelse. Hans ryg svajede. Danserkroppen, der ellers kunne alt, var her reduceret til rysten og åndedræt og den åbne, nye fornemmelse af at blive fyldt bagfra.
Nora så ned på sig selv, på seletøjet, på det sted, hvor hun gik ind i ham, på hans stramme, rystende baller. 41 år. Hans 27. Hun mærkede varmen i kinderne, tyngden i underlivet, den dybe, rolige lyst ved at tage ham sådan, ved at han lod hende.
«Du er så smuk, når du ryster,» sagde hun. «Jeg kunne blive her hele natten.»
Han svarede ikke med ord. Han pressede sig tilbage igen, en anelse mere denne gang, og Nora mødte ham, stadig langsomt, stadig uden at stjæle tempoet.
Inde i ham var han varm og stram og levende. Udenpå rystede han, som om kroppen endnu ikke havde besluttet, om den skulle flygte eller åbne sig helt.
Nora holdt ham. Ventede. Gled. Stoppede. Talte. Smurte. Kyssede hans ryg. Lod ham ryste, så længe han havde brug for det.
[FORTSÆTTES – skriv FORTSÆT]
Hun mærkede det, da noget i ham endelig gav efter. Ikke med ét. Bare en lille, varm åbning, som om hans krop til sidst troede hende.
Nora gled dybere. Jævnt. Uden at stjæle. Kenji stønneede ind i puden, en lang, brudt lyd, og hans lår slog et enkelt ryk, som om han ville trække sig sammen og åbne sig på samme tid.
«Du tager det,» sagde hun stille. «Hele vejen, hvis du vil. Jeg stopper, når du siger.»
Han svarede ikke. Han pressede ansigtet ned og pustede, skarpt, og så, næsten umærkeligt, skubbede han hoften tilbage imod hende.
Nora mødte ham. Langsomt. Centimeter for centimeter, indtil seletøjet lå tæt mod hans baller, indtil hun var inde i ham. Helt.
Kenji rystede. Voldsomt. En fin, uafbrudt tremor, der gik fra hænderne i lagenet op gennem armene, ryggen, ballerne. Hun kunne mærke ham omkring dildoen, stram, pulserende, levende. Hendes egne hofter var helt stille. Hun lagde sig ind over ham, brystet mod hans svedige ryg, munden ved hans nakke.
«Du har mig nu,» hviskede hun. «Hele mig. Jeg bevæger mig ikke. Bare mærk det.»
Hans åndedræt var uregelmæssigt. Hun kunne høre ham sluge. Hans pik var stenhård i hendes hånd, og hun holdt den bare, varm, uden at trække.
«Det er fyldt,» fik han frem. Stemmen var hæs. «Jeg kan mærke dig inde i maven. Det er mærkeligt. Det er…»
Han stoppede. Rystede.
«Sig det.»
«Det er godt. Fuck. Det er godt, og jeg ryster alligevel.»
«Du må gerne ryste.» Hun kyssede ham i nakken, smagte salt. «Du ligger i min seng og lader mig tage dig. Selvfølgelig ryster du.»
Hun blev der. Længe. Byen udenfor fortsatte. En sporvogn et sted nede. Vinden i det åbne vindue. Lanternerne ude på terrassen, det gule skær gennem glasset.
Kenji begyndte at bevæge sig selv. Små, usikre skub tilbage. Nora holdt imod, lod ham bruge hende, lod ham finde ud af, hvordan det føltes at have hende i sig og selv styre det.
«Sådan,» mumlede hun. «Tag, hvad du har brug for.»
Da hun endelig begyndte at bevæge hofterne, var det korte, milde udtræk. Ikke hele vejen ud. Bare nok til at skabe friktion, nok til at han kunne mærke sig åbne og lukke om hende. Kenji stønneede hver gang. Hans ryg svajede. Danserkroppen, der kunne kontrollere hvert led, var her blød og rystende og åben.
Nora holdt et jævnt, næsten kedeligt tempo. Hun ville ikke rive ham op. Hun ville have ham til at blive i det. Hun smurte mere creme, når det blev tørt, stoppede, når han spændte, ventede, når han rystede for hårdt, gled igen, når han pustede ud.
«Nora…»
«Ja.»
«Du kan… lidt mere.»
Hun smilede imod hans hud. «Lidt mere. Ikke meget mere.»
Hun tog ham lidt dybere i bevægelsen, stadig langsomt, og han lavede en lyd, der kom helt nede fra. Hans hånd fandt hendes på hoften og klemte.
Hun kneppede ham. Der var ikke noget andet ord for det. Langsomt, tålmodigt, bagfra, i hendes eget taghus over Lisboa, med en 27-årig danser, der rystede under hende og tog det alligevel.
Sveden løb i en tynd stribe ned ad hans ryg. Hun fulgte den med tungen, op mellem skulderbladene, og mærkede ham spænde om hende hver gang hendes hofter mødte hans. Hendes egen krop var varm, tung i underlivet, seletøjet stramt om hoften. Hun kunne mærke hvert lille ryk i ham gennem læderet.
«Kig op,» sagde hun efter et stykke tid.
Han løftede hovedet med besvær. Kinderne var røde. Munden åben. Øjnene blanke.
«Jeg vil se dig, mens jeg tager dig.»
Han nikkede, usikkert, og hun hjalp ham op på knæene uden at glide ud. Puden blev skubbet væk. Han støttede sig på albuerne, ryggen i et dybt svaj, ballerne løftet. Danseren i ham fandt stillingen med det samme, selv mens han rystede.
Nora satte hænderne om hans hofter og så ned. Så sig selv gå ind i ham. Så hans krop tage imod.
«Hold den,» sagde hun blidt. «Jeg skal nok holde dig.»
Hun begyndte igen. Samme langsomme stød. Nu kunne hun se det hele: hvordan han åbnede sig, hvordan han rystede i lårene, hvordan hans pik hang stiv og dryppende under ham. Hun strakte en hånd frem og tog fat i den, strøg i takt med hofterne.
Kenji stønneede højt. Lyden fyldte rummet. Han pressede sig tilbage imod hende, mere sikkert nu, som om kroppen havde lært lektien.
«Der,» fik han frem. «Der. Bliv ved.»
«Jeg bliver ved,» sagde hun. «Jeg tager dig, indtil du ikke ryster af nervøsitet længere. Kun af det her.»
Hun kneppede ham jævnt, dybt, uden at haste. Hver gang han spændte, ventede hun et åndedrag. Hver gang han slap, gled hun hjem. Hendes tommelfingre gravede sig blødt ind i hans hofter. Hun talte ikke hele tiden. Hun lod ham høre sig selv, høre, hvordan han lød, når han blev taget.
Kenji rystede stadig. Men det var anderledes. Det kom i bølger nu, i takt med hendes stød, som nydelse der ikke kunne holdes inde i en krop, der aldrig havde været åbnet sådan før.
«Nora,» sagde han. «Jeg kan mærke det overalt.»
«Det skal du,» svarede hun. «Det er meningen.»
Hun bøjede sig ind over ham, brysterne mod hans ryg, og tog ham tættere, kortere stød, stadig langsomme, stadig tålmodige, mens hendes hånd arbejdede om hans pik, og Lisboa lå varm og åben uden for de store vinduer.
[FORTSÆTTES – skriv FORTSÆT]
Hun mærkede det i hofterne, før hun hørte det i ham. Han skubbede sig tilbage med mere vilje nu. Ikke vildt. Bare tydeligt. Som om kroppen havde forstået, at hun ikke ville tage noget, han ikke selv bød, og derfor begyndte at byde.
Nora mødte ham. Samme dybe, langsomme stød. Hendes bryster gled mod hans svedige ryg. Seletøjet klaskede blødt mod hans baller hver gang hun gled hjem. Lyden var lille og obskøn i det store rum.
Kenji stønneede i takt. Hæst. Åbent. Hans pik var våd i hendes hånd, og hun strøg ham stadig uden at jage ham. Tommelfingeren over hovedet, langsomt, som om hun holdt ham fast i lysten, mens hun fyldte ham bagfra.
«Du tager det bedre nu,» sagde hun ved hans øre. «Mærker du det?»
«Ja.» Ordet kom i stød, brudt af hendes hofter. «Det er… det sidder anderledes. Dybere. Jeg kan mærke dig, når du… når du rammer der.»
Hun ændrede vinklen en anelse. Ikke mere kraft. Bare vinkel. Han reagerede med det samme. En skarp lyd, knæene, der gled en centimeter udefter på lagenet, ryggen, der svajede dybere.
«Der,» fik han frem. «Fuck, der.»
«Jeg ved det.» Hun holdt vinklen. Gled hjem i den. Stille, jævnt, igen og igen. «Det er derfor jeg tager dig sådan. Så du kan mærke det rigtigt.»
Han rystede stadig. Lårene især. Den fine tremor var ikke væk. Den var bare blevet en del af bevægelsen, som om nydelsen selv fik ham til at sitre. Nora strøg indersiden af hans lår med den ledige hånd, mærkede muskelen spænde og give efter, spænde og give efter.
Hun rettede sig op uden at glide ud. Hænderne om hans hofter igen. Hun ville se det. Ville se den slanke ryg, det dybe svaj, det sted, hvor hun gik ind i ham, de rystende baller, den stive pik under ham.
41 år. Hans 27. Hendes sele. Hans første gang.
Hun tog ham. Roligt. Tålmodigt. Som hun havde lovet.
Kenji kiggede tilbage over skulderen. Øjnene var mørke og blanke. Munden åben. Der var stadig nervøsitet i blikket, men der var også noget andet nu. Hunger. Overraskelse over sig selv.
«Kig på mig, mens jeg gør det,» sagde hun.
Han gjorde det. Svært, fordi hun stødte, fordi han rystede, fordi det var for meget at holde øjenkontakt og blive fyldt på samme tid. Men han gjorde det.
Nora gled næsten hele vejen ud og hele vejen ind. Langsomt. Han så det på hendes ansigt, da hun forsvandt ind i ham. Han lavede en lyd, der næsten var et hulke.
«Du… du tager mig,» sagde han, som om han først nu rigtig hørte ordene.
«Jeg tager dig.» Hun nikkede, stadig i bevægelse. «Bagfra. I mit hus. Og du ligger her og ryster og tager imod alligevel.»
Han pressede sig tilbage, hårdere denne gang. Nora mødte ham, men hun stjal ikke tempoet. Hun lod ham banke sig selv tilbage på hende i små, desperate skub, mens hun holdt den dybe vinkel.
«Må jeg… lidt hårdere?» spurgte han. Stemmen var tynd af skam og lyst.
Hun smilede, kort, varmt. «Lidt. Ikke fordi jeg glemmer, at det er første gang. Men fordi du beder.»
Hun gav ham det. Tydeligere stød. Stadig kontrollerede. Stadig med pause, når han spændte for hårdt. Men mere kød. Mere lyd. Seletøjet ramte ham nu med en blød, rytmisk lyd, og Kenji stønneede højt nok til, at hun kort tænkte på de åbne vinduer, på Lisboa, på at nogen måske kunne høre en ung mand blive taget i et taghus.
Hun rørte sig ikke ved tanken. Hun gled en hånd frem og knugede hans pik fastere, strøg i samme tempo som hofterne.
«Du er tæt på,» sagde hun. Ikke som spørgsmål.
«Ja. Jeg… jeg ved ikke, om jeg kan holde…»
«Så hold ikke.» Hun bøjede sig ind over ham igen, munden ved hans nakke, stødene kortere, dybere. «Kom, mens jeg er i dig. Kom, mens du ryster. Jeg vil mærke det.»
Han rystede voldsommere. Hele kroppen. En bølge, der ikke længere kunne skilles i nervøsitet og orgasme. Hans albuer gav efter, brystet sank mod sengen, ballerne blev løftet til hende, åbne, givende.
Nora holdt ham. Hofterne i den jævne, tålmodige rytme. Hånden om hans pik. Den anden hånd spredt midt på hans ryg, som om hun ville holde ham samlet, mens han gik i stykker.
«Nora…» Han sagde hendes navn, som om det var det eneste, han havde tilbage. «Nora, jeg…»
«Jeg har dig,» sagde hun. «Kom.»
[FORTSÆTTES – skriv FORTSÆT]
Han kom.
Det skete ikke pænt. Det skete som et brud. Kenji stødte sig tilbage mod hende med et skarpt, brudt støn, og så gik det igennem ham i bølger, der ikke lignede noget, Nora havde set på ham før. Det kom indefra. Dybt. Som om hun havde ramt et sted, han ikke vidste, han havde.
Han spændte om hende. Hårdt. Rytmisk. Nora stod stille i ham og mærkede hvert klem gennem seletøjet, mens hans pik sprang i hendes greb og tømte sig ud over hendes fingre og det hvide lagen. Han rystede så voldsomt, at knæene gled udefter, og hun måtte følge med, holde ham i hoften, blive i ham, ikke glide ud midt i det.
«Sådan,» hviskede hun tæt ved hans øre. «Sådan. Jeg er i dig. Kom bare.»
Han kunne ikke svare. Han hulkede næsten, en lyd af overvældelse, og kom stadig, efterdønninger, små ufrivillige ryk i hoften, mens hun holdt sig dybt i ham og strøg ham langsomt gennem det sidste. Hans ryg var glat af sved. Skulderbladene gik, som om han dansede selv nu, uden musik, uden kontrol.
Da det slap, sank han sammen. Brystet i madrassen. Ballerne stadig løftet, fordi hun var derinde. Tremoren var blevet til noget større, en efterrysten, der gik gennem lårene i lange, ukontrollerede bølger.
Nora bøjede sig ind over ham uden at bevæge hofterne. Hendes hånd, klistret, slap hans pik og lagde sig fladt på hans mave, varm, rolig.
«Du er her stadig,» sagde hun. «Du er okay. Jeg rykker ikke.»
Kenji lavede en lyd ind i lagenet. Ikke ord. Hun ventede. Strøg hans side. Mærkede hjerteslaget under huden, hurtigt, slået ud af kurs.
«Bliv,» fik han frem til sidst. Stemmen var ødelagt. «Bare et øjeblik. Hvis du tager den ud nu, så…»
«Så tager jeg den ikke ud.» Hun kyssede ham mellem skulderbladene. Salt. Varme. «Jeg bliver. Så længe du vil.»
Hun blev. Minutter. Hans krop klemte stadig om hende i små, ufrivillige spasmer. Hun talte lavt, ikke for at fylde rummet, men fordi hun kunne mærke, at han landede bedre med hendes stemme.
«Du kom, mens jeg tog dig. Første gang. Du rystede hele vejen. Du var så god.»
Han lo, kort, næsten grædende. «Jeg kunne ikke… det var for meget. Det sad et sted, jeg ikke kendte.»
«Det ved jeg.» Hun smilede mod hans hud. «Derfor tog jeg det langsomt.»
Ude fra terrassen kom en sporvogn. Vinden rørte ved det åbne vindue. Lanternerne kastede det samme gule skær ind over gulvet. Nora mærkede sin egen krop, tung, varm, seletøjet stadig stramt, men hun jagtede ingenting. Hun havde taget ham. Det var det, hun havde villet.
Da hans åndedræt var blevet dybere, da klemmen om hende var blevet blødere, spurgte hun:
«Nu trækker jeg mig ud. Langsomt. Sig til, hvis det er for skarpt.»
Han nikkede ind i lagenet.
Hun smurte lidt mere creme omkring kanten, så det ikke blev tørt, og gled ud centimeter for centimeter. Kenji stønneede, en tynd, overfølsom lyd, og rystede igen, da hovedet gled fri. Hun lagde dildoen fra sig med det samme, spændte seletøjet op, og lod det falde ned ved siden af sengen.
Han lå stadig på maven, som om han ikke turde vende sig. Hun strøg hans hår væk fra panden. Kindernes rødme. De fugtige øjenvipper.
«Kom herhen.»
Han vendte sig med besvær. Øjnene var røde i kanten. Han så på hende, som om han ikke vidste, hvor han skulle gøre af sig selv. Nora trak ham ind. Hans ansigt mod hendes bryst, hendes ben om hans, hånden i hans krøllede hår. Han rystede stadig, finere nu, efterchok.
«Jeg er klistret,» mumlede han.
«Det er du.» Hun lo stille. «Det er mit lagen. Det er min skyld.»
Han trykkede ansigtet ind mod hende. Hun mærkede hans mund mod huden, ikke et kys, bare nærvær. Hans krop var slank og varm og stadig i stykker på den gode måde.
«Har du ondt?» spurgte hun.
«Ømt. Som om jeg er åben. Og tom. Og…» Han søgte. «Som om jeg stadig kan mærke dig.»
«Det kan du sikkert et stykke tid.» Hun strøg hans ryg i lange, rolige drag. «Det er normalt. Første gang. Du gjorde det godt. Du sagde til. Du pustede. Du lod mig vente.»
Han var stille længe. Hun kunne mærke, når en ny bølge gik gennem ham, en lille rysten, der kom uden varsel. Hun holdt ham, indtil den lagde sig.
«Jeg troede, jeg ville stoppe,» sagde han til sidst. «Da du satte den ind. Jeg rystede så meget, at jeg troede, jeg ville sige nej.»
«Men du sagde bliv.»
«Ja.» Han slugte. «Fordi du ikke rykede. Fordi du bare blev. Jeg har aldrig haft nogen, der ventede sådan.»
Nora kyssede ham i håret. Hun mærkede en dyb, rolig tilfredshed, ikke den skarpe slags, men den, der sidder i brystet.
«Jeg havde lyst til at tage dig. Ikke til at overrumple dig.»
Han løftede hovedet og så på hende. Der var stadig usikkerhed i blikket, men også noget åbent, næsten blødt.
«Gør det igen,» sagde han. Lavt. «Ikke nu. Jeg kan ikke. Men igen.»
Hun nikkede. «Når du vil. Når du er klar. Samme regler. Du siger stop. Jeg hører.»
Han lagde sig ned igen. Hun blev liggende med ham, indtil rystelsen næsten var væk, indtil hans hånd fandt hendes og holdt fast.
Efter et stykke tid rejste hun sig alligevel. Forsigtigt, så hun ikke rev ham ud af det. Hun gik ud i køkkenet barfodet, hældte vand i to glas, tog et rent håndklæde og kom tilbage. Kenji lå på siden nu, blikket lidt fraværende, som efter en forestilling, når kroppen stadig kører.
«Drik,» sagde hun.
Han rejste sig på albuen og drak. Hånden rystede stadig en anelse om glasset. Nora satte sig ved ham og tørrede ham med håndklædet, maven, lårene, det klistrede på huden, blidt, uden at gøre det til noget nyt. Han lod hende. Så på hende, mens hun gjorde det.
«Du er 41,» sagde han pludselig, som om han lige huskede det.
«Ja.»
«Og du tog mig.»
«Ja.»
Han rystede på hovedet, et lille, vantro smil. «Jeg ryster stadig.»
«Jeg kan se det.» Hun strøg ham over knæet. «Så lig stille. Du skal ingen steder.»
[FORTSÆTTES – skriv FORTSÆT]
Han blev liggende. Nora lagde sig på siden over for ham, tæt, så deres knæ rørte hinanden. Hun tog glasset, da han var færdig, og satte det på gulvet. Håndklædet blev liggende krøllet mellem dem.
Kenji så på loftet et øjeblik. Så på hende. Pupillerne var stadig store.
«Det var ikke, som jeg havde tænkt,» sagde han.
«Hvad havde du tænkt?»
«At det ville gøre ondt på en skarp måde. Eller at jeg ville blive lille. Eller at jeg ville grine det væk.» Han slog øjnene ned. «Jeg rystede, som om jeg var kold. Og jeg var det ikke.»
«Du var åben,» sagde hun. «Det er noget andet.»
Han nikkede. Fingrene fandt kanten af lagenet og drejede det rundt, en lille, rastløs bevægelse. Danserhænder, der ikke vidste, hvor de skulle gøre af sig, når der ikke var trin.
Nora tog hans hånd og lagde den på sin hofte. Han mærkede huden, den varme, den anden slags krop. Han åndede ud, som om det hjalp.
«Jeg kunne mærke, når du ventede,» sagde han. «Hver gang. Du rykkeede ikke. Det var det, der gjorde, at jeg ikke sagde stop.»
«Godt.» Hun strøg hans håndled med tommelfingeren. «Så virkede det.»
Han kom tættere. Kyssede hende. Først usikkert, så mere. Munden var blød og en anelse salt. Hun kyssede ham tilbage uden at åbne det op til noget nyt. Bare mund. Bare det, at han var der, og at hun havde været i ham.
Da han slap, lå hans pande mod hendes.
«Jeg er øm,» mumlede han. «Når jeg trækker vejret dybt, kan jeg mærke det.»
«Så træk vejret alligevel.» Hun smilede. «Det går over. I morgen er du øm på en anden måde. Om et par dage er det mest i hovedet.»
«I hovedet?»
«At nogen tog dig. At du lod det ske. At du kom af det.» Hun strøg ham over kinden. «Det sætter sig.»
Kenji lukkede øjnene. En lille rysten gik gennem ham igen, svagere, som en efterklang. Nora lagde armen om ham og trak dynen op over dem begge. Vinden fra det åbne vindue var blevet køligere. Lanternerne ude på terrassen brændte stadig.
De lå sådan. Hans ben mellem hendes. Hans åndedræt mod hendes hals. Hun mærkede sin egen krop, den rolige tyngde i underlivet, seletøjet, der lå på gulvet, den tomme varme efter at have taget ham. Hun havde ikke selv kommet. Det gjorde ikke noget. Det her havde været det, hun ville.
«Nora,» sagde han efter et stykke tid.
«Ja.»
«Hvis jeg falder i søvn, så… bliv.»
«Jeg bliver.»
Han nikkede mod hendes hals. Hånden på hendes hofte slap langsomt, ikke fordi han trak den væk, men fordi kroppen endelig begyndte at give efter. Rystelsen blev til små, uregelmæssige suk. Så til søvn, den slags, der kommer, når man er blevet tømt for mere, end man havde.
Nora lå vågen lidt endnu. Hun så på ham. 27 år. Danseren, der kunne styre hver muskel på et gulv, og som her havde rystet, så lagenet knugede sig i hans hænder. Hun strøg ham let over håret, en gang, og lod hånden blive.
Ude over Lisboa var der stadig liv. En knallert. En dør, der smækkede et sted nede i gaden. Tagene i mørke, lyset i vinduerne, den tørre varme, der aldrig rigtig forsvandt.
Hun tænkte på, at han havde sagt igen. Ikke nu. Igen. Hun havde sagt ja. Det var nok. Der skulle ikke mere til i aften.
Kenji rørte sig i søvne og trykkede sig tættere ind. Hun holdt ham. Taghuset var stille. Sengen lugtede af creme, sved og sex. Lagenet var ødelagt. Det kunne vaskes.
Nora lukkede øjnene. Hans krop var varm mod hendes, stadig en anelse urolig, som om rystelsen ikke helt havde forladt ham, selv i søvnen. Hun smilede i mørket, kort, for sig selv, og blev liggende, præcis hvor hun havde sagt, hun ville.
