Jakob stod på altanen med en øl, der allerede var blevet lunken i hånden. Gårdhaven nedenunder var tom. Det var den næsten altid på det her tidspunkt. Han kiggede alligevel ikke ned.
Overfor, tre etager oppe, stod lyset tændt bag det store vindue.
Sara.
Han havde vænnet sig til at tænke navnet, selvom de aldrig havde talt sammen. Det stod på postkassen i opgangen overfor. Han havde set det en eftermiddag, hvor en pakke var blevet sat forkert, og han havde stået og ventet, uden at hun kom. 40 år. Høj. Fyldig. Langt sort hår, der nogle aftener hang løst ned over skuldrene, andre var sat op i en slags knude, der alligevel ikke holdt.
Hun gik gennem stuen med en kop. Løs t-shirt. Mørke bukser. Hun standsede ved vinduet, som hun gjorde det. Ikke hver aften. Ofte nok til, at det ikke længere kunne kaldes tilfældigt.
Jakob flyttede vægten over på det andet ben. Han løftede ikke hånden. Han smilede heller ikke med det samme. Det var blevet en slags regel mellem dem, uden at nogen af dem havde sagt det. Først blikket. Så den, der holdt længst.
Hun så over.
I de første uger havde han kigget væk. Nu gjorde han det ikke. Han var 44, single, almindeligt bygget, med mørkt hår der for længst havde trukket sig tilbage i panden og efterladt en begyndende måne, han ikke brugte tid på at skjule. Han vidste, hvordan han så ud i det her lys. Han vidste også, at hun blev stående.
Hendes mund bevægede sig. Ikke et rigtigt smil. Mere en anerkendelse. Så kiggede hun ned i koppen, vendte sig og gik ind i køkkenet, hvor han ikke kunne se hende.
Han blev stående alligevel.
Det var det, der irriterede ham mest. Ikke at han kiggede. Men at han blev stående, efter hun var gået. Som om vinduet stadig skyldte ham noget.
Næste eftermiddag stod hun tre meter fra ham i den lokale butik.
Han så hende først ved kølemontren. Høj, sort hår sat op, mørk jakke, en kurv på armen. Hun tog en pakke smør og lagde den ned, og i det sekund hun løftede blikket, ramte de hinanden.
Ingen af dem lod, som om de ikke vidste det.
Sara trak vejret ind gennem næsen. Så nikkede hun. Ikke stort. Bare nok.
«Hej,» sagde hun.
Stemmen var dybere, end han havde forestillet sig. Ikke hæs. Bare rolig.
«Hej.» Jakob flyttede indkøbskurven over i den anden hånd, som om den pludselig vejede noget. «Du bor overfor.»
«Ja.» Hun smilede skævt. «Det ved du jo.»
«Ja.»
En mand med en barnestol kom imellem dem og mumlede undskyld. Sara trådte en halv meter til siden. Jakob gjorde det samme. De stod nu ved yoghurt og koldskål, og det var det dummeste sted i hele butikken at have den her samtale.
«Jakob,» sagde han.
«Sara.» Hun sagde det, som om hun godt vidste, at han allerede kendte navnet. «Jeg har set dig på altanen.»
«Jeg har set dig i vinduet.»
Hun lo lavt. «Det var ærligt.»
«Det var meningen.»
Hun kiggede ned i sin kurv, så op igen. Øjnene var mørkebrune. Der var lidt mascara, der havde sat sig i kanten. Ingenting opsat. Hun så ud, som om hun var gået ned efter mælk og var endt i noget andet.
«Hvor længe har vi egentlig stået og kigget?» spurgte hun.
«For længe til, at det stadig er tilfældigt.»
«Det synes jeg også.» Hun tog en karton mælk uden at kigge på den. «Jeg tænkte først, at du bare var en af dem, der står og kigger, fordi der er lys i et vindue.»
«Det var jeg også. I starten.»
«Og nu?»
Jakob trak på skulderen. «Nu ved jeg, at du kigger tilbage.»
Sara nikkede langsomt. En kasseåbner lavede larm et sted bag dem. En teenager lo. Ingenting af det ramte rigtigt.
«Jeg skal bare have den her,» sagde hun og løftede kurven en anelse. «Og så går jeg.»
«Jeg også.»
De sagde det samtidig, og det gjorde det værre. De gik alligevel hver sin vej ned gennem butikken, som om de skulle bevise, at de kunne. Jakob tog kaffe og øl, han ikke havde brug for. Ved kassen stod hun to personer foran ham. Han så nakken, det sorte hår, den måde jakken strammede hen over ryggen, fordi hun var fyldig og høj og ikke forsøgte at gemme nogen af delene.
Udenfor regnede det ikke. Det havde det gjort om morgenen, og asfalten var stadig mørk. Sara stod med posen i hånden og kiggede på sin telefon, men hun låste den med det samme, da han kom ud.
«Vi går jo samme vej,» sagde hun.
«Ja.»
De gik.
Ikke tæt. Ikke med vilje langt fra hinanden heller. Ved den første sidegade sagde hun:
«Det er mærkeligt at høre din stemme. Jeg havde en anden i hovedet.»
«Hvad slags?»
«Dyb. Lidt mere… jeg ved det ikke. Tv-agtig. Du lyder bare som et menneske.»
«Det er jeg også.»
Hun kiggede sidelæns på ham. «Det kan man jo ikke vide, når man bare står og kigger.»
Gårdhaven lå, som den plejede. Hans opgang til venstre. Hendes til højre. De standsede ved fliserne, hvor stierne delte sig, og for første gang siden butikken vidste ingen af dem, hvad der var det næste naturlige.
Sara skiftede posen over i den anden hånd.
«Jeg har vin,» sagde hun. «Åben, ovenikøbet. Hvis det ikke er for mærkeligt.»
«Det er mærkeligt.»
«Ja.»
«Men ja.»
Hun smilede med det samme, som om hun havde holdt det tilbage. «Kom.»
Hendes opgang lugtede af vaskepulver og gamle trapper. Tredje sal. Hun låste op med albuen, fordi hun havde posen, og Jakob tog den uden at spørge. Inde i entréen stod der sko i to rækker. En spejl. En jakke på en knage.
Stuen var den, han havde kigget ind i.
Det ramte ham først, da han stod midt på gulvet. Vinduet. Hans egen altan overfor, med den billedløse stol og det lille bord, han aldrig tog ind. Fra den her side så det ud, som om nogen havde forladt det i en fart.
Sara gik ud i køkkenet. «Rød. Det er det, der er åbent. Du må sige, hvis du hader det.»
«Jeg hader det ikke.»
Han hørte glas. Hun kom tilbage med to, havde smidt jakken, og t-shirten under var sort og lidt for stor, så den hang ned over hoften. Hun var fyldigere tæt på, end hun havde været gennem glasset. Brede hofter. Bryster, der bevægede sig, når hun gik. Langt hår, der nu var begyndt at glide ned fra knuden.
Hun rakte ham glasset. Deres fingre rørte hinanden. Ingen af dem tog hånden væk med det samme.
«Så,» sagde hun. «Nu er du herinde.»
«Nu er jeg herinde.»
De drak. Vinen var okay. Det var ikke det, det handlede om. Sara gik hen til vinduet og stillede glasset på karmen, som om hun skulle pege, men hun pegede ikke.
«Der står du,» sagde hun. «Om aftenen. Med en øl. Nogle gange med telefonen. De fleste gange uden.»
«Du tæller.»
«Du tæller også.» Hun vendte sig. «Jeg så, at du blev stående i går. Efter jeg var gået.»
Jakob mærkede varmen i ansigtet, men han lod den være. «Ja.»
«Hvorfor?»
«Fordi du smilede. Og så gik du. Og så stod jeg der som en idiot.»
Sara kiggede på ham et par sekunder. Så satte hun glasset fra sig.
«Jeg smilede, fordi jeg kunne mærke, at du ventede på det.» Hun tog et skridt nærmere. Ikke op i ham. Bare nok til, at han kunne lugte hendes parfume, noget varmt og næsten væk. «Jeg har tænkt på, hvordan du ser ud tæt på. Det var det, jeg stod og lavede. Ikke noget større.»
«Og nu?»
«Nu ser du ud, som jeg havde tænkt.» Hun løftede hånden og rørte ved kanten af hans hår ved tindingen, der hvor det var tyndest. Det var så konkret, at han holdt vejret. «Månen. Den er der. Jeg kunne se den om aftenen også. Jeg havde bare ikke tænkt, at jeg ville røre ved den.»
«Du må gerne.»
Hun gjorde det igen. Fingrene var varme. Jakob satte glasset fra sig på spisebordet uden at kigge. Hans hånd fandt hendes talje, yderst på t-shirten, og hun rørte sig ikke væk. Hun var blød der. Varm. Høj nok til, at han ikke skulle bøje sig meget, da hun lænede sig ind.
Kysset kom ikke som i film. Det kom, fordi hun allerede stod for tæt, og fordi han havde kigget på hendes mund i uger gennem et vindue. Hun smagte af vin. Hun lavede en lille lyd, da hans hånd gled længere om på ryggen, og så tog hun fat i hans trøje med begge hænder og kyssede ham igen, hårdere.
De ramte kanten af sofaen. Sara lo ind i munden på ham.
«Vent,» sagde hun, men hun ventede ikke. Hun trak trøjen op ad ham, og han hjalp, og så stod han i t-shirt, og hendes hænder gled op under den med det samme. Almindelig mave. Hun spredte fingrene, som om hun ville mærke det ordentligt.
«Du er varm,» sagde hun.
«Det er fordi du står der.»
Hun trak sin egen t-shirt af i én bevægelse. Sort bh. Fyldige bryster, der lå tungt i skålene. Jakob kiggede, fordi han havde lyst, og fordi hun lod ham. Han lagde hænderne om hende, tommelfingrene langs kanten af bhen, og hun trak vejret ind, da han kyssede hende på halsen.
«Jeg har tænkt på det her,» sagde hun lavt. «Ikke pænt. Bare konkret.»
«Hvor konkret?»
Sara tog hans hånd og lagde den på sit bryst, uden på stoffet. «Sådan.»
Han mærkede hendes brystvorte gennem skålen. Hun var allerede spændt. Han skubbede stoffet ned, og munden fandt hende, og Sara lagde hovedet tilbage og holdt ham fast i håret, der hvor der stadig var noget at holde i.
Udenfor var der stadig lys i gården. Hans altan stod tom overfor. Ingen af dem kiggede den vej.
Hun åbnede hans bælte selv. Fingrene var rolige, indtil de ikke var det. Hun gled ned ad lynlåsen og ind, og Jakob pressede panden mod hendes skulder, da hun fandt ham.
«Okay,» hviskede hun. «Sådan ser du også ud tæt på.»
Hun strøg ham gennem boksershortsene, langsomt, som om hun havde tid. Han havde ikke tid. Han havde kigget for længe. Han kyssede hende igen, klodsede, og hans hånd gled ned ad maven, ind under linningen på hendes bukser, og hun spredte benene en anelse, så han kunne komme til.
Hun var våd. Varm. Hun lavede den der lyd igen, da han fandt klitoris, og hendes hånd om hans pik blev fastere.
«Sofaen,» sagde hun. «Eller jeg falder.»
De ramte den. Sara på ryggen, han over hende, bukserne halvvejs nede, hendes bh skæv. Hun trak ham ned. Hans mund på hendes bryst, hendes hånd mellem dem, og gården udenfor var ligeglad.
Hun fik hans bukser længere ned med fødderne. Han fik hendes af. Trusserne var mørke. Han trak dem med, og så lå hun der, høj og fyldig og åben, med sort hår spredt ud over puden, og kiggede på ham, mens han rørte ved hende.
«Kom,» sagde hun.
Han lagde sig ind mellem hendes lår. Hun var blød overalt, og da han gled ind i hende, åbnede hun munden uden lyd først. Så kom lyden. Dyb. Som stemmen i butikken, bare ødelagt.
Jakob holdt stille et sekund. Hun pulsede om ham. Hendes negle i hans ryg.
«Kig på mig,» sagde hun.
Det gjorde han.
Fra sofaen kunne man se vinduet, hvis man ville. Ingen af dem ville. Endnu.
Han begyndte at bevæge sig. Sara løftede hoften imod ham, og det blev med det samme mindre forsigtigt, end han havde tænkt. Hun ville have det. Det kunne mærkes. Hendes bryster bevægede sig for hver stød, og hun holdt ham i nakken og sagde hans navn, som om hun prøvede det af.
«Jakob.»
«Sara.»
Hun smilede et kort sekund, det samme smil som i vinduet, og så var det væk igen, fordi han ramte hende rigtigt, og hun knyttede benene om ham.
Han stødte ind i hende igen, og sofaen rykede et par centimeter hen ad gulvet. Sara lo kort, så blev det til et suk, da han ramte hende dybt. Hun var blød under ham, om ham, overalt. Hendes bryster lå tunge op ad brystkassen, og hver gang han bevægede sig, fulgte de med.
Jakob støttede sig på den ene arm. Den anden hånd gled ned mellem dem, hen over hendes mave, videre, der hvor de hang sammen. Hun var våd ned ad indersiden af lårene. Han fandt hende med to fingre, og hun spændte i maven.
«Ja,» sagde hun. «Hold den der.»
Han holdt den der. Stødene blev kortere. Mere præcise. Sara kiggede op i loftet, så på ham, så lukkede hun øjnene. Munden stod åben. Der var en tynd streg sved i halsen.
«Du er større tæt på,» sagde hun uden at åbne øjnene. «End jeg havde tænkt.»
«På en god måde?»
«På en måde, der gør, at jeg kommer til at gå mærkeligt i morgen.»
Han smilede ind i hendes hals og gik langsommere, fordi hun sagde det. Hun kunne ikke lide det. Hun greb hans røv og trak ham ind.
«Ikke nu,» sagde hun. «Ikke langsomt nu.»
Så blev det hårdere. Hud mod hud. Sofaen, der gav sig. Hendes lyd for hver gang. Jakob mærkede det samle sig for tidligt og trak sig næsten ud, holdt stille, åndede mod hendes kraveben.
«Hvad laver du?»
«Venter.»
«Lad være.» Hun bevægede hoften selv og tog ham ind igen. «Jeg vil have, at du kommer. Bare ikke endnu. Først mig.»
«Sig til.»
Hun tog hans hånd og pressede den fast mod sig. «Der. Rundt. Ikke væk.»
Han gjorde, som hun sagde. Hendes lår begyndte at ryste. Hun var fyrre og vidste, hvordan hendes krop virkede, og hun brugte ham til det uden undskyldning. Det tændte ham mere end alle aftenerne i vinduet.
«Jeg onanerede,» sagde hun pludselig, stemmen ødelagt. «Aftenen efter du blev stående. Op ad køkkenbordet. Jeg kunne stadig se din altan.»
«Sara.»
«Og du?»
«I sengen. Jeg kunne ikke engang vente, til jeg kom ind.»
Hun kom på det. Ikke voldsomt. En lang sammentrækning om ham, hovedet presset tilbage, en lyd hun bed i, som om naboerne stadig betød noget. Neglene i hans skulder. Så slappede hun af i bølger og lo igen, den der korte latter.
«Okay,» hviskede hun. «Okay. Nu dig. Eller vent.»
Hun skubbede til ham. «Op.»
Han satte sig tilbage i sofaen, pikken våd og stiv op ad maven. Sara kom op at sidde over ham, høj, fyldig, knæene på hver side. Hun tog ham med hånden og sænkede sig. Langsomt. De kiggede på hinanden, mens hun tog det hele.
Fra den her stilling kunne han se det hele. Maven. Brysterne. Det sorte hår, der faldt frem, da hun bøjede sig og kyssede ham. Hun begyndte at ride. Ikke pænt. Tunge, dybe bevægelser, hænderne på ryggen af sofaen bag hans hoved.
Hans hænder på hendes hofter. Tommelfingrene i det bløde. Han hjalp hende op og ned, og hun sagde hans navn igen, lavere.
Vinduet ventede.
Hun mærkede det også. Hun kiggede den vej over hans skulder, mens hun bevægede sig på ham.
«Vi skal derover,» sagde hun. «Før du kommer.»
«Nu?»
«Nu.»
Hun løftede sig af ham. Et øjeblik stod hun bare der, nøgen i stuen, med hans blik på sig, og så gik hun hen til vinduet, som hun havde gjort det hundrede gange i tøj.
Hun lagde håndfladerne på glasset.
«Kom.»
Jakob gik bag hende. Gården var begyndt at blive mørk. Hans altan var en mørk firkant. Stolen stod der. Han kyssede hendes ryg, ned ad rygsøjlen, og hun spredte benene uden at han bad om det.
Han bøjede hende lidt frem. Førte sig ind. Hun stødte åndedrættet ud mod ruden, hvor det blev til dug.
De kunne se hans stol. Det tomme bord. Det sted, han havde stået med den lunkne øl.
Han tog hende stående, først om brysterne, så om maven, så om hofterne. Hun skubbede sig tilbage i et jævnt tempo. Spejlingen viste hendes ansigt, hans bag hende, månen i håret, hendes åbne mund.
«Hvis der er nogen,» sagde hun.
«Så kigger de.»
«Ja.»
Det var ikke en fantasi længere. Det var ruden, gården, den samme vinkel som i uger. Bare med ham inde i hende.
Hun fik hånden ned og gned sig. Han kunne mærke fingrene, der hvor han gled. Han stødte dybere, og hun sagde noget, der ikke var ord. Kroppen spændte. Hun kom anden gang med panden mod glasset, og det tog ham med. Han holdt hende om maven, stødte ind, og kom i hende, længe, med ansigtet i hendes hår og øjnene på sin egen tomme stol.
Bagefter blev de stående, indtil hans ben begyndte at ryste. Han gled ud. Hun vendte sig i hans arme, ryggen mod karmen, og de kyssede, langsomt, klæge, færdige.
«Kom,» sagde hun til sidst. «Gulvet er koldt.»
De samlede tæppet. Satte sig i sofaen, hende med ryggen mod hans bryst, glassene glemt. Hendes hår lugtede af sved og shampoo. Han havde en hånd på hendes mave, og hun lod den ligge.
Overfor stod hans altan og lignede ingenting særligt. Og alligevel.
«Jeg vidste, at det var dig, i butikken,» sagde hun. «Før du sagde det.»
«Jeg også.»
«Godt.» Hun gned kinden mod hans kæbe. «Så er vi enige om, at vi er nogle idioter, der har brugt uger på at kigge, når det her var tre minutter væk.»
«Mere end tre minutter.»
«Du ved, hvad jeg mener.»
Han nikkede. De sad, indtil vinen var ligegyldig, og indtil gården var mørk nok til, at ruden mest viste dem selv.
Sara strøg ham hen over det tynde hår ved tindingen, samme sted som før.
«Når du går over,» sagde hun, «så tænd ikke lyset med det samme. Jeg vil gerne se dig stå der. Bare én gang. Nu hvor jeg ved, hvordan du føles.»
«Det kan jeg gøre.»
«Og så kan du komme tilbage. Eller jeg kan komme over. Vi bor jo ikke langt væk.»
Han lo stille. «Nej. Det gør vi ikke.»
Hun rakte ud og fandt hans hånd. Fingrene var stadig lidt klistrede. Ingen af dem nævnte det.
Udenfor var der stadig ingen på hans altan. Indenfor var der to, og spillet var slut, eller det var blevet til noget andet, og det var godt nok for i aften.
