Regnen stod som et tæppe udenfor, da Anette trådte ind i entreen. Hendes røde hår klistrede sig vådt til kinderne, og den høje, slanke krop var tydelig under den gennemblødte frakke.
«Hold kæft, det pisser ned,» sagde hun og lo, inden hun krammede Birgitte.
Krammet varede for længe. Birgittes bløde, runde krop pressede sig ind mod Anettes. Thomas stod bag dem med tasken og mærkede det med det samme. Noget i luften. Noget, der ikke bare var gammel venskab.
Han var femogfyrre, bredskuldret, med det grå, der var begyndt at sætte sig i skægget. Birgitte var otteogfyrre, kort mørkblondt hår, blød om hoften og maven på den måde, han stadig kunne lide at tage fat i. Anette var seksogfyrre og så ud, som om hun aldrig rigtig var holdt op med at være den, der turde.
De spiste i køkkenet. Gryderet, rødvin, regn mod ruden. Samtalen gik let nok. Job, gamle fælles bekendte, Anettes lejlighed i byen. Men under bordet rørte Anettes fod Birgittes. Først som om det var tilfældigt. Så blev den liggende.
Birgitte trak den ikke væk.
Thomas hældte mere vin op og kiggede på sin kone. Hun lo lidt for højt. Hun rødmede, når Anette kiggede på hendes mund.
Senere sad de i stuen. Brændeovnen knasede. Anette havde slået de lange ben over hinanden i lænestolen. Den våde bluse var skiftet ud med en tynd strik. Ingen bh, så vidt Thomas kunne se.
«Husker du lejligheden på Nørrebro?» sagde Anette pludselig.
Birgitte stivnede et øjeblik.
«Den med det lille køkken. Ja.»
«Og den latterligt smalle seng.»
Thomas kiggede op.
«I boede sammen, ikke?»
«Et års tid,» sagde Birgitte. For hurtigt.
Anette smilede. Ikke uskyldigt.
«Vi var ret tætte dengang.»
Birgitte rejste sig.
«Jeg henter mere vin.»
I køkkenet stod hun med begge hænder på bordpladen og trak vejret. Anette kom ind bag hende. Tæt. For tæt.
«Du har stadig ikke fortalt ham det, har du?»
Birgitte rystede på hovedet uden at vende sig.
«Det er tyve år siden.»
«Og alligevel rødmer du, når jeg rører ved dig.»
Anettes hånd lagde sig på Birgittes hofte. Blød, rund, varm gennem kjolen. Birgitte lukkede øjnene.
«Ikke nu.»
«Hvornår så?» hviskede Anette. «Vi er tre voksne mennesker. Regnen holder os her hele weekenden.»
Birgitte vendte sig. Deres ansigter var få centimeter fra hinanden. Anette lugtede af vin og vådt hår og noget, Birgitte havde prøvet at glemme.
Ude fra stuen råbte Thomas:
«Er I okay?»
Birgitte trak sig væk, for hurtigt.
«Ja. Vi kommer.»
De gik tilbage. Thomas kiggede fra den ene til den anden. Han var ikke dum. Han havde været gift med Birgitte længe nok til at se, når hun holdt noget tilbage.
De drak videre. Anette fortalte en historie om et fælles bekendtskab, der var blevet skilt. Birgitte lo, men hendes hånd rystede lidt, da hun løftede glasset. Thomas mærkede en uro i kroppen, der ikke kun handlede om jaloux. Der var noget andet. Noget, der sad i måden, Anette kiggede på hans kone.
De gik i seng ved ellevetiden. Anette fik gæsteværelset. Døren blev lukket.
I deres soveværelse lagde Thomas hånden på Birgittes runde mave, som han plejede.
«Hvad er det med jer to?»
«Gamle minder,» sagde hun. «Bare gamle minder.»
Han kyssede hendes skulder.
«Du rødmede, da hun nævnte den seng.»
Birgitte vendte sig ind mod ham. I mørket kunne han mærke, at hun var varm. Varmere end ellers.
«Vi var unge,» sagde hun. «Det er længe siden.»
Han ventede. Hun sagde ikke mere. Han pressede ikke. Men han faldt ikke i søvn med det samme. Han lå og lyttede til regnen og tænkte på Anettes hånd på Birgittes hofte, som han ikke havde set, men alligevel vidste var der.
Birgitte kunne heller ikke sove. Hun lå med ryggen til ham og tænkte på den smalle seng. På Anettes mund mellem hendes ben. På hvor let det havde været at give efter dengang, og hvor svært det havde været at stoppe, da hun mødte Thomas.
Hun havde valgt ham. Det sikre. Det, man kunne fortælle til andre. Anette havde taget det pænt. For pænt. De var blevet veninder. Årlige opkald. En gang imellem et besøg. Aldrig alene for længe.
Nu var hun her. I huset. I regnen. Og Birgitte kunne stadig mærke hånden på hoften.
Lørdag morgen var lyset gråt og vådt. Regnen var ikke holdt op. Anette kom ned ad trappen i en stor, slået t-shirt og tilsyneladende ingenting under. Lange, slanke ben. Rødt hår i en rodet knold. Hun bevægede sig i køkkenet, som om hun havde boet der i årevis.
«Kaffe?» sagde hun og smilede til Thomas.
«Gerne.»
Birgitte kom ned i morgenkåbe, blød og varm, kort hår i alle retninger. Hun kiggede på Anettes ben og væk igen.
De spiste morgenmad. Brød, ost, kaffe. Fødderne rørte under bordet igen. Thomas så det denne gang. Birgittes tå mod Anettes ankel. Ingen af dem flyttede sig.
«Hvad skal I lave i dag?» spurgte han.
«Regnen bestemmer,» sagde Anette. «Vi bliver her. Drikker. Snakker. Keder os på den rigtige måde.»
Hun kiggede på Birgitte, da hun sagde det.
Formiddagen gik i stuen. Avis. Mere kaffe. Anette sad med benene oppe i sofaen. T-shirten gled op ad låret, hver gang hun rørte sig. Thomas prøvede ikke at kigge. Han kiggede alligevel.
Birgitte sad i den anden ende af sofaen. For tæt på Anette til, at det var tilfældigt.
«Fortæl ham det,» sagde Anette stille, da Thomas gik ud for at hente mere brænde.
Birgitte rystede på hovedet.
«Det ødelægger det.»
«Eller også ødelægger det ingenting. I har været gift i snart tyve år. Han er ikke et barn.»
«Det er ikke ham, jeg er bange for.»
Anette lagde hånden på Birgittes lår. Oven på morgenkåben. Tommelfingeren strøg frem og tilbage.
«Hvem så?»
Birgitte kiggede ned på hånden. Hun burde fjerne den. Hun gjorde det ikke.
«Mig selv,» hviskede hun.
Thomas kom ind med brænde. Han så hånden. Anette fjernede den ikke med det samme. Først efter et sekund. Et bevidst sekund.
Han lagde brændet i kurven og rettede sig op. Bredskuldret i den gamle t-shirt. Skægget lidt ru efter natten.
«Okay,» sagde han. «Nu siger I, hvad det er.»
Birgitte åbnede munden. Lukke den igen.
Anette kiggede på ham. Rolig.
«Birgitte og jeg var kærester. Dengang i lejligheden. I et år. Hun dumpede mig, da hun mødte dig. Jeg blev. Som veninde. Det er hemmeligheden.»
Stuen var stille, bortset fra regnen.
Thomas kiggede på sin kone. Birgitte havde tårer i øjnene, men hun græd ikke. Hun nikkede bare.
«Det er rigtigt,» sagde hun. «Jeg har aldrig fortalt det. Jeg troede, det var færdigt.»
«Er det færdigt?» spurgte han.
Ingen svarede med det samme.
Anette trak vejret.
«Ikke for mig. Aldrig rigtig.»
Birgitte kiggede på ham. Bange. Også noget andet. Han kendte det blik. Det, hun fik, når hun var tændt og ikke ville indrømme det.
Thomas gik hen til sofaen og satte sig på kanten af sofabordet over for dem. Han var ikke vred. Det overraskede ham selv. Han var… nysgerrig. Og kropsligt påvirket på en måde, han ikke havde regnet med.
«Så I har…»
«Sovet sammen. Elsket. Meget,» sagde Anette. «Hun var den bedste, jeg har haft. Bagefter mødte hun dig og blev anstændig.»
«Anette,» sagde Birgitte.
«Hvad? Det er sandt. Du blev den, der lavede mad og havde et ægteskab. Jeg blev den, der stadig tænker på din smag.»
Birgitte lukkede øjnene. Hendes bryster hævede sig under morgenkåben.
Thomas slugte.
«Og nu sidder I her og rører ved hinanden under bordet, mens jeg er i rummet.»
«Ja,» sagde Anette. «Fordi hun stadig vil. Hun tør bare ikke sige det.»
Birgitte åbnede øjnene og kiggede på ham.
«Jeg elsker dig,» sagde hun. «Det her… det er ikke i stedet for. Det er noget, der aldrig rigtig døde.»
Han nikkede langsomt. Hans bukser var blevet for stramme. Han skammede sig ikke over det. Ikke rigtig.
«Hvad vil du have, jeg skal gøre?» spurgte han.
Birgitte rakte hånden ud og tog hans. Hendes hånd var fugtig.
«Bliv,» sagde hun. «Bare… bliv.»
Anette smilede. Lidt skævt. Lidt blødt.
Hun lænede sig ind og kyssede Birgitte.
Ikke et forsigtigt venindekys. Et rigtigt. Åbent. Langsomt. Birgitte stønede ind i munden på hende, som om hun havde holdt det tilbage i tyve år. Thomas sad et halvt meter væk og så sin kones bløde krop give efter. Anettes slanke hånd gled ind under morgenkåben og fandt et bryst. Birgitte buede ryggen.
Han burde sige stop. Han sagde ingenting.
Kysset blev dybere. Birgittes hånd fandt Anettes nakke, fingrene i det røde hår. Morgenkåben gled op ad låret. Anette skubbede den yderligere til side og strøg op ad det bløde, lyse kød.
«Fuck,» mumlede Thomas.
Anette trak sig et øjeblik fra munden og kiggede på ham, mens hendes fingre stadig lå på Birgitte.
«Du må gerne kigge,» sagde hun. «Det er en del af det. For hende. For mig også, tror jeg.»
Birgitte vendte ansigtet mod ham. Læberne var røde, øjnene mørke.
«Kom her,» sagde hun.
Han rejste sig og gik rundt om bordet. Satte sig ved siden af dem i sofaen. Birgitte tog hans hånd og lagde den på sin egen lår, oven på Anettes. Tre hænder. Varm hud.
Anette kyssede Birgitte igen, mens Thomas mærkede sin kones lår spænde. Han strøg højere op. Hun havde ikke trusser på under kåben. Hun var allerede våd.
«Jesus, Birgitte,» sagde han stille.
«Jeg ved det,» hviskede hun. «Jeg kan ikke lade være.»
Anette trak t-shirten af. Ingen bh. Små, faste bryster, lysebrune vorter, slank mave. Hun tog Birgittes hånd og lagde den der. Birgitte krammede, som om hun huskede præcis, hvordan. Som om kroppen aldrig havde glemt det.
Thomas åbnede Birgittes morgenkåbe helt. Hendes bløde, runde krop lå bar mellem dem. Store bryster, blød mave, den mørkeblonde trekant. Anette bøjede sig ned og tog en brystvorte i munden. Birgitte stønede højt. Hendes hånd fandt Thomas’ skridt udefra og klemte.
Han åbnede bukserne. Hun tog ham frem, varm og hård, og strøg, mens Anette suttede på hende.
Regnen blev ved udenfor. Indenfor var der kun åndedræt og det våde lyd, da Anettes mund gled længere ned. Hun spredte Birgittes lår og lagde sig mellem dem, rødt hår mod lys hud, og slikkede hende, som om hun havde ventet tyve år på at få lov igen.
Birgitte holdt Thomas’ pik og hans nakke på samme tid. Hun kiggede ham i øjnene, mens hun kom første gang. Hurtigt. Hårdt. Lårene rystede omkring Anettes hoved.
«Undskyld,» gispede hun.
«Hold kæft,» sagde han og kyssede hende.
Anette rejste sit ansigt. Munden skinnede. Hun kiggede på dem begge to.
«Sofaen er for lille,» sagde hun. «Soveværelset.»
De rejste sig. Birgitte gik forrest op ad trappen, morgenkåben slæbende, røv blød og bar. Anette bag hende, slank og nøgen. Thomas sidst, med pikken ud af bukserne, hjertet i halsen.
I soveværelset faldt de ind på den brede seng. Regnlyset lå gråt over dynen. Anette lagde sig på ryggen og trak Birgitte ind over sig, så de kyssede med bryster mod hinanden, blødt mod slankt. Thomas stod et øjeblik og kiggede. Hans kone. Hendes gamle elskerinde. De bevægede sig sammen, som om kroppen huskede koreografien.
Birgitte vendte hovedet.
«Kom ind bagved mig,» sagde hun. «Jeg vil mærke jer begge to.»
Han gik op på sengen. Knælede bag hende. Hun var på alle fire over Anette, munden mellem Anettes ben nu, slikkende, sulten. Han tog fat i hendes hofter, de bløde, runde, og stødte ind i hende. Hun var så våd, at han gled i uden modstand.
Hun stønede ind i Anette. Anette buede ryggen og greb fat i Birgittes hår.
De fandt en rytme. Thomas stødte. Birgitte slikkede. Anettes lange ben lå over Birgittes skuldre. Huset var stille, bortset fra dem og regnen.
Han holdt den længe, fordi han ikke ville, at det skulle være slut. Fordi han ville se sin kone komme igen med en andens smag i munden. Hun gjorde det. Klemte om ham, rystede, slikkede videre alligevel, indtil Anette også kom, slank krop stram, et højt, kort skrig.
Først da trak han sig ud, vendte Birgitte om på ryggen og kom mellem hendes bryster og på maven, mens Anette kyssede hende gennem det.
De lå bagefter. Tre kroppe. Varme. Åndedrættet langsomt ned.
Birgitte havde en arm om ham og en om Anette. Hun grinede pludselig, lavt, næsten vantro.
«Det her skete.»
«Ja,» sagde Anette. «Det gjorde det.»
Thomas strøg sin kone over det korte hår.
«Er du okay?»
Hun nikkede. Øjnene var våde, men hun smilede.
«Jeg er mere end okay. Jeg er… lettet. Og totalt ødelagt på den rigtige måde.»
Anette vendte sig på siden og kiggede på dem. Rødt hår ud over puden. En finger tegnede cirkler på Birgittes bløde mave, gennem det, han havde efterladt.
«Regnen er der stadig,» sagde hun. «Vi skal ingen steder.»
Birgitte kiggede på Thomas. Et stille spørgsmål.
Han kyssede hende.
«Vi skal ingen steder,» sagde han.
Anette lænede sig ind og kyssede ham også. Første gang. Hendes mund var anderledes end Birgittes. Tyndere læber, mere direkte. Han vænnede sig til det på tre sekunder. Birgitte så på og strøg dem begge, som om hun endelig måtte have det hele i samme rum.
Hånden gled ned. Hun fandt ham igen, allerede på vej til at blive hård. Hun fandt Anette, der åbnede lårene uden tøven.
«Endnu en gang,» hviskede Birgitte. «Mens vi stadig tør.»
De gjorde det langsommere denne gang. Anette red Birgittes lår, våd mod våd, mens Thomas lå bag Anette og tog hende, slank ryg, rødt hår i hans ansigt. Birgitte kiggede op på dem og ramte sin egen klit med fingrene, indtil hun kom igen, stille, med åben mund.
Bagefter krøb de sammen under dynen, fordi rummet var køligt, og regnen blev ved. Ingen sagde, at det var en fejl. Ingen skyndte sig at forklare det væk.
Birgitte lå i midten. Hun havde altid ligget i midten, indså Thomas. Hun havde bare ikke fået lov til at sige det.
Han kyssede hendes tinding.
«Vi taler om det bagefter,» mumlede han.
«Ja,» sagde hun. «Bagefter.»
Anette smilede mod puden, øjnene allerede halvt lukkede.
«Der er masser af bagefter. Det er kun lørdag.»
Udenfor hamrede regnen videre mod taget. Indenfor lå de tre og mærkede hinandens hud, stadig varme, stadig tæt, som om hemmeligheden endelig havde fået den plads, den hele tiden havde krævet.
De lå der et stykke tid uden at sige noget. Birgittes fingre tegnede langsomme cirkler på Thomas’ bryst. Anettes slanke ben lå hen over dem begge, varm hud mod dynen.
«Du er ikke rasende,» sagde Birgitte stille.
«Nej.» Han tænkte over det, mens han kiggede op i loftet. «Jeg burde måske være det. Jeg er bare… tændt. Og rystet. Du har gået med det i tyve år.»
«Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det. Det lød som noget, man fortæller, inden man bliver gift. Ikke bagefter. Ikke når det stadig kan røre ved mig.»
Anette åbnede øjnene.
«Du blev gift. Du valgte. Jeg sagde, det var okay. Det var det også. Indtil jeg så jer i entreen i går, og din krop stadig reagerede, som den gjorde i den smalle seng.»
Birgitte vendte ansigtet mod hende.
«Jeg har elsket ham hele tiden. Det her er ikke et valg imellem jer.»
«Det ved jeg.» Anette strøg hende over kinden med tommelfingeren. «Jeg beder heller ikke om at flytte ind. Jeg beder om, at du holder op med at lade, som om jeg bare er veninden, der kommer på besøg.»
Thomas’ hånd lå på Birgittes bløde mave.
«Hvad er det så, du vil?»
Anette kiggede på ham over Birgitte.
«Lige nu? At blive i den her seng. At hun ikke skynder sig at fortryde, når hun står op. At du ikke gør det til noget, hun skal undskylde for.»
Han nikkede.
«Det gør jeg ikke.»
De kyssede igen, langsommere. Først Birgitte og ham. Så hende og Anette. Så, næsten forsigtigt, ham og Anette, mens Birgitte så på og holdt dem begge i nakken, som om hun endelig måtte have det hele i samme rum.
Sulten kom til sidst. De fandt tøj nok til at gå ned. Anette i en af Thomas’ skjorter, der stoppede midt på de lange lår. Birgitte i en slået sweater, ingenting under. Ham i boxershorts.
I køkkenet stod de for tæt. Regnen hamrede stadig. Anette stillede sig bag Birgitte ved komfuret og kyssede hendes nakke, mens æggene stegte. Thomas skar brød og kiggede. Hans kones bløde krop lænede sig bagud mod den slanke.
«I to er umulige,» mumlede han.
«Du er med,» sagde Birgitte og rakte hånden tilbage, fandt ham gennem stoffet og klemte.
De spiste stående ved køkkenøen. Anettes skjorte gled op, da hun rakte sig efter saltet. Birgitte puttede hånden op under den, åbenlyst nu, strøg den slanke røv, mens Thomas så på og mærkede det i maven.
Efter frokosten gik de i bad. Bruseren var for lille til tre, så de skiftedes og alligevel ikke. Birgitte vaskede Anettes røde hår. Sæbe løb ned ad den slanke ryg, over hoften, mellem lårene. Thomas stod først udenfor og så dem gennem det duggede glas. To kvinder. Hans kone og hendes fortid. Så gik han ind alligevel.
Varmt vand. Hænder. Han tog Birgitte udefra, stående, fast greb i de bløde hofter, mens Anette kyssede hende forfra og holdt hendes bryster. Birgitte kom med ansigtet presset mod Anettes kraveben, vand i det korte hår, et dybt støn, der forsvandt i bruserens sus.
De tørrede hinanden med de samme håndklæder. Gik tilbage i soveværelset, ikke fordi de skulle sove, men fordi sengen var det eneste sted med plads nok.
Lørdag eftermiddag. Gråt lys over dynen. Denne gang lod Birgitte dem være sammen, mens hun selv sad op ad sengegærdet med puten i ryggen og hånden mellem benene. Anette på ryggen, lange ben om Thomas’ hofter. Han stødte ind i hende og kiggede skiftevis på Anettes ansigt og på sin kone.
Birgitte så på med mørke øjne, mund lidt åben, fingrene våde.
«Hun er strammere end mig,» sagde hun hæst. Ikke jaloux. Nysgerrig. Tændt af det.
«Hold kæft,» gispede Anette og lo, og så stønede hun, da han ramte rigtigt.
Han holdt Anettes slanke håndled op over hovedet et øjeblik. Hun buede ryggen. Birgitte kom, da Anette kom, lårene samlede om sin egen hånd, blikket fast på dem.
Bagefter kravlede Birgitte ned og slikkede dem begge, langsomt, som om hun ville smage det hele. Først ham, så Anette, så frem og tilbage, indtil Anette trak hende op og kyssede sin egen smag ind i munden på hende.
De lå spredt. Åndedræt. Regn.
«Hvad sker der, når det holder op med at regne?» spurgte Thomas.
Anette strøg Birgitte over det korte, mørkblonde hår.
«Så kører jeg hjem. Mandag, som aftalt. Jeg kræver ikke mere, end I giver.»
Birgitte rystede på hovedet.
«Jeg ved ikke, hvad vi giver. Jeg ved bare, at jeg ikke vil lade, som om det her ikke skete.»
«Så lad være,» sagde han.
Hun kiggede på ham.
«Er det så enkelt?»
«Nej. Men det er det, vi har lige nu.»
Aften kom tidligt, fordi lyset var så gråt. De tændte brændeovnen igen. Anette lavede pasta i køkkenet i skjorten. Birgitte stod bag hende og krammede hende om maven, kinden mod ryggen. Thomas hældte vin op og tænkte, at huset lugtede anderledes. Af mad og vådt hår og sex.
De spiste i sofaen. Fødder i hinanden. Anette fortalte om et job, hun havde sagt nej til, fordi det ville flytte hende for langt væk. Birgitte lyttede med hånden på Anettes lår, som om den hørte til der.
«Jeg har tænkt på dig,» sagde Birgitte pludselig. «Ikke hele tiden. Men nok. Når Thomas var på arbejde. Når jeg var i bad. Når jeg kom. Jeg har tænkt på din mund.»
Anette slugte.
«Du kunne have ringet.»
«Og sagt hvad? Kom og knald min mand og mig i et ægteskab, du blev valgt fra i?»
«Ja,» sagde Anette. «Det kunne du.»
Thomas lo lavt, overrasket over sig selv.
«I er begge to sindssyge.»
«Du er den, der sad og kiggede, mens jeg slikkede din kone,» sagde Anette og kiggede på ham over glasset. «Så du er med i klubben.»
Han nikkede.
«Fair.»
Vin. Varme. Birgitte gled ned på knæ mellem Anettes ben, stadig i sweateren, og skubbede skjorten til side. Hun slikkede hende der i sofaen, langsomt, mens Thomas sad i den anden ende og så sin kones bløde røv og det korte hår mellem Anettes lår. Anette holdt ham i hånden, klemte, da hun kom, stille, med tænderne i underlæben.
Bagefter tog Birgitte ham i munden, stadig på knæ, mens Anette strøg hendes ryg. Han kom hurtigere, end han ville, fordi billedet var for meget. Hun slugte og tørrede munden i sweaterærmet og smilede skævt op på ham.
«Der er stadig søndag,» sagde hun.
Anette lænede hovedet tilbage mod sofaen.
«Søndag tæller også.»
De gik op ad trappen ved ellevetiden, tre i stedet for to. Gæsteværelset stod urørt. Sengen i soveværelset var stor nok, hvis de lå tæt. Birgitte i midten igen. Anette med ansigtet i hendes nakke. Thomas med hånden på den bløde mave, der hævede og sænkede sig.
Regnen blev ved. Ingen sagde godnat, som om det ville gøre det for almindeligt.
Søndag morgen var lyset stadig gråt, men regnen var blevet tyndere. Thomas vågnede først. Birgitte lå med ryggen mod ham, Anettes arm slået hen over hendes talje, rødt hår spredt over puden og Birgittes skulder.
Han lå stille. Det burde føles som et brud. Det føltes mere som noget, der havde ligget under gulvet i årevis og nu endelig var kommet op.
Birgitte rørte sig.
«Er du vågen?» hviskede hun.
«Ja.»
Hun trak hans hånd om sig, så den lå på hendes bløde mave, oven på Anettes.
«Fortryder du?»
Han tænkte, før han svarede.
«Nej. Gør du?»
Hun rystede på hovedet.
«Jeg er bange for mandag. Ikke for i går.»
Anette mumlede uden at åbne øjnene:
«Mandag kører jeg. I behøver ikke løse hele jeres ægteskab, før jeg har fået kaffe.»
Birgitte lo stille. Anette smilede med lukkede øjne.
De blev liggende. Ingen havde travlt. Anettes hånd gled ned ad Birgittes mave, langsomt, som om hun stadig tjekkede, om hun måtte. Birgitte åbnede lårene en smule. Ikke inviterende på den sultne måde fra i går. Bare åben.
Thomas mærkede det gennem hendes ryg, da hun spændte. Han kyssede hendes nakke og lod hånden blive, hvor den var, mens Anettes fingre fandt længere ned.
Birgitte åndede ud mellem tænderne.
«Sådan,» hviskede hun. «Bare sådan.»
Det var stille sex. Ingen, der rejste sig. Ingen, der skiftede stilling for at vise noget. Anette strøg hende, indtil hun rystede, kort og tæt, med ansigtet i puden. Bagefter vendte Birgitte sig og tog fat i Thomas, førte ham ind i sig, stadig liggende på siden, Anette tæt på, mund mod Birgittes mund.
Han kom, mens hun holdt ham inde. Ingen store lyde. Bare tre kroppe, der ikke længere lod, som om de ikke vidste, hvad de lavede.
Først da gik de ned.
Køkkenet var køligt. Anette lavede kaffe i Thomas’ skjorte igen. Birgitte sad på køkkenbordet i sweateren, bar under, og drak af hans kop. Han stod mellem hendes knæ, fordi der var plads, og fordi hun trak ham derhen.
«Vi skal tale om det,» sagde hun.
«Ja.»
«Ikke som en krise. Som det, det er.»
Anette vendte sig med kanden.
«Og hvad er det?»
Birgitte kiggede på dem skiftevis.
«At jeg har elsket jer begge to. På forskellige måder. Og at jeg i går fik lov til ikke at vælge.»
Thomas nikkede.
«Jeg bliver. Det her gør mig ikke til en, der ser til fra gangen. Men jeg vil heller ikke lade, som om jeg ikke så, hvor meget du stadig vil hende.»
Anette satte kanden. Hendes stemme var roligere, end han havde ventet.
«Jeg flytter ikke ind. Jeg ringer, når jeg har lyst. Jeg kommer, hvis I siger ja. Jeg går, hvis I siger nej. Det er det, jeg kan tilbyde uden at ødelægge det, I har.»
Birgitte rakte hånden ud. Anette tog den.
«Det er mere ærligt end det, vi har gjort i tyve år,» sagde Birgitte.
De drak kaffen. Fødderne rørte hinanden under bordet, uden at nogen gemte det.
Formiddagen gik i stuen. Avisen blev slået op og ikke læst. Anette lå med hovedet i Birgittes skød. Thomas strøg Anettes lange skinneben, som om han øvede sig i, at hun også var der.
«Fortæl ham det, du aldrig har sagt,» sagde Anette op til Birgitte.
Birgitte kiggede på ham.
«Jeg dumpede hende, fordi jeg blev bange. Ikke fordi jeg holdt op med at ville hende. Jeg mødte dig og tænkte: ham kan jeg bygge et liv med. Hende kan jeg kun brænde op med. Jeg valgte livet. Og så har jeg gået og savnet ilden alligevel.»
Han slugte.
«Og nu?»
«Nu vil jeg have begge dele. Hvis du kan holde til det.»
Han var stille længe nok til, at hun blev bleg.
«Jeg kan,» sagde han så. «Ikke hver weekend. Ikke som et cirkus. Men jeg kan holde til, at du ikke er færdig med hende.»
Anette drejede hovedet og kyssede Birgitte på maven, gennem sweateren.
«Så tag sweateren af,» sagde hun.
Birgitte gjorde det. I dagslyset så hun ældre ud end i går. Blødere. Mere sig selv. Anette rejste sig på knæ mellem hendes ben og slikkede hende, mens Thomas holdt hendes hånd. Birgitte kiggede på ham hele tiden. Ikke for at undskylde. For at dele det.
Hun kom med et lavt, brudt støn og trak Anette op og kyssede hende med åben mund.
«Din tur,» sagde hun og skubbede Anette om på ryggen.
Thomas tog Anette, mens Birgitte sad over hendes ansigt, vendt mod ham, så han kunne se dem begge. Anettes hænder på Birgittes hofter. Hans hænder på Anettes slanke lår. Birgitte kom igen, næsten med det samme, og Anette fulgte, da han stødte dybere.
Bagefter lå de på gulvet foran brændeovnen, fordi sofaen var for smal, og tæppet var varmt. Støvregnen strøg ruden.
«Når jeg kører i morgen,» sagde Anette, «skal I ikke sende beskeder, I fortryder. Send dem, I mener.»
«Okay,» sagde Thomas.
Birgitte nikkede med kinden mod hans skulder.
De blev dernede det meste af eftermiddagen. En gang imellem en hånd. Et kys. Ikke for at starte forfra. For at holde fast i, at det stadig var rigtigt, mens det varede.
Da mørket kom, gik de op igen. Gæsteværelset stod stadig tomt. De lå i den store seng, Birgitte i midten, som om det var den eneste plads, der gav mening.
Udenfor var regnen næsten hørt op.
«Søndag er ved at være færdig,» hviskede Birgitte.
«Ja,» sagde Anette. «Men vi er her endnu.»
Hun lagde benet over dem begge. Thomas slukkede lyset. Ingen sagde, at det var sidste nat. De vidste det alligevel.
Natten var stille på en anden måde end lørdag. Regnen var næsten væk. Kun dryp fra tagrenden og deres åndedræt.
Birgitte vendte sig ind mellem dem. Hun kyssede Thomas først, langsomt, som om hun ville have ham med hele vejen. Så Anette. Hendes hånd fandt Anettes slanke hofte, den anden Thomas’ nakke.
«Jeg vil have jer tæt,» hviskede hun. «Ikke vildt. Bare tæt.»
De gjorde det i mørket. Anette foran hende, mund mod mund, bryst mod blødt bryst. Thomas bagved, ind i sin kone, armene omkring dem begge. Han kunne mærke Anettes mave under sin hånd, når han strakte sig. Birgitte stønede stille ind i Anette, hver gang han stødte.
Det varede længe, fordi ingen havde lyst til at være færdige. Da Birgitte kom, klemte hun om ham og holdt Anettes ansigt mellem hænderne. Han fulgte. Anette kom bagefter, med Birgittes fingre mellem de lange lår og Thomas’ mund i hendes nakke.
De faldt i søvn uden at rykke fra hinanden.
Mandag morgen lå der et blegt, vasket lys over soveværelset. Himlen var stadig grå, men ruden var tør. Anette vågnede først. Hun lå og kiggede på Birgittes runde skulder og Thomas’ gråsprængte skæg mod puden, inden hun listede sig ud.
Da de andre kom ned, stod hun i køkkenet i sit eget tøj. Den våde frakke fra fredag hang tør ved døren. Kaffen var lavet. Tasken stod i entreen.
Birgitte stoppede i døråbningen. Kort mørkblondt hår i alle retninger. Blød krop i morgenkåben. Hun så tasken og sagde ingenting.
Thomas gik hen og hældte kaffe op. Hans stemme var hæs.
«Du behøver ikke køre med det samme.»
«Jo,» sagde Anette. «Ellers bliver det noget andet, end det var.»
De drak stående. Ingen sad. Det var, som om stolen ville gøre afskeden for lang.
Birgitte satte koppen.
«Jeg mener det, jeg sagde. Du skal ikke vente tyve år igen.»
Anette nikkede.
«Så skriv, når du mener det. Ikke når du er bange for at mene det.»
Hun kiggede på Thomas.
«Og du. Hvis det her kun var weekenden, så sig det nu.»
Han rystede på hovedet.
«Det var weekenden. Det er også det, der ligger bagefter. Jeg ved ikke præcis hvordan. Men jeg står ikke og lader, som om jeg ikke var med.»
Anette smilede, lille og rigtigt.
«Godt.»
I entreen tog Birgitte fat i hende. Krammet var det samme som fredag, bare uden løgnen. Anette kyssede hende i munden, kort, åbent. Så kyssede hun Thomas på kinden, tæt ved munden, og lod det blive der et sekund.
«Pas på hende,» sagde hun.
«Det gør jeg,» sagde han. «Du må også gerne.»
Anette lo lavt, tog tasken og åbnede døren. Luften udenfor var kølig og våd, men det regnede ikke. Hun gik ud til bilen uden at vende sig, før hun sad inde. Så løftede hun hånden. Birgitte løftede sin.
Bilen kørte. Lyden forsvandt ned ad vejen.
De stod tilbage i entreen. Huset var pludselig for stille. Thomas lukkede døren. Birgitte lænede panden mod hans bryst. Han holdt om hende, om den bløde ryg, det korte hår under hagen.
«Er vi okay?» spurgte hun.
Han tænkte på sofaen, sengen, bruseren, hemmeligheden, der ikke længere var en hemmelighed.
«Ja,» sagde han. «Vi er anderledes. Men vi er okay.»
Hun nikkede ind mod ham.
«Jeg elsker dig.»
«Jeg elsker dig også.» Han kyssede hendes tinding. «Og jeg ved, at der er en del af dig, der også elsker hende. Jeg gider ikke bruge de næste tyve år på at lade, som om jeg ikke ved det.»
Birgitte trak vejret dybt, som om noget endelig fik plads.
De gik ind i køkkenet. Opvasken stod derfra i går. Tre kopper. Tre tallerkener. Hun begyndte at rydde op. Han hjalp. Deres hænder rørte hinanden ved vasken, ganske almindeligt, og alligevel ikke.
Senere sad de i stuen. Brændeovnen var slukket. Det grå lys lå over sofaen, hvor det hele var begyndt. Birgitte havde telefonen i hånden. Hun skrev ikke med det samme. Hun kiggede bare på skærmen, så på ham.
Han nikkede.
Hun skrev:
Kom igen. Når du har lyst. Vi mener det.
Hun sendte det. Lagde telefonen. Krøb ind til ham i sofaen, blød og varm, med hovedet på hans skulder.
Udenfor var weekenden slut. Indenfor var hemmeligheden det ikke længere. Den lå mellem dem som noget, de havde valgt at holde, ikke noget, de længere skulle gemme.
