Klokken var et stykke over midnat, da Charlotte gik ud på den store terrasse. Musikken fra festsalen på godset drev stadig ud, blandet med latter og klirrende glas, men hun havde brug for luft. Niecen så lykkelig ud. Det var et smukt bryllup. Alligevel sad der noget i hende, som ikke passede til champagne og taler.

Hun lænede sig mod stenen og kiggede ud i mørket. Haven gik ned mod søen. Lanternerne lyste svagt. Hun var 51, single, og hun havde smilet hele aftenen, indtil smilet begyndte at gøre ondt.

“Charlotte?”

Stemmen kom bagfra. Lav, lidt ru, helt umiskendelig.

Hun vendte sig.

Henrik stod der. Jakkesæt, slipsen trukket ned, håret grånet ved tindingerne, men stadig tykt. Han var blevet ældre. Selvfølgelig var han det. 55. Tiden havde sat sig, men øjnene var de samme. Det blik, der altid havde ramt hende midt i maven.

Hun mærkede det med det samme. Mere end 25 år.

“Henrik.” Hendes stemme var stillere, end hun havde tænkt.

“Jeg vidste ikke, du var her.” Han tog et skridt nærmere. “Jeg er slægtning til brudgommen. Fjern onkel. Jeg så dig inde i salen og var sikker. Så gik jeg ud.”

“Jeg er moster til bruden.” Hun smilede svagt. “Lille verden.”

“Meget lille.”

De stod og kiggede. Ingen af dem sagde noget i flere sekunder. Hun kunne mærke det i brystet, den gamle uro, som aldrig rigtig var forsvundet. Den, hun havde pakket væk og kaldt nostalgi.

“Du ser godt ud,” sagde han.

“Du lyver pænt.”

“Jeg lyver ikke.” Han rystede på hovedet. “Du er stadig dig.”

Charlotte lo stille. “Og du er stadig den, der siger sådan noget, som om det er det mest naturlige i verden.”

De gik hen til rækværket. Skulder ved skulder, men uden at røre. Endnu. Inde bag dem skiftede musikken til noget langsommere.

“Hvad er der sket med dig?” spurgte hun. “I alle de år.”

“Gift. Skilt. Et par forhold, der ikke holdt. Arbejde. Nu single.” Han kiggede på hende. “Og du?”

“Næsten det samme. Gift i elleve år. Skilt for fem. Børnene er voksne. Nu alene. Og til bryllup, hvor alle spørger, om jeg har nogen med.”

Han nikkede. “Jeg har tænkt på dig. Ikke hver dag. Men oftere, end jeg ville indrømme over for nogen. Især om natten. Det er pinligt at sige.”

Hun kiggede på ham. “Jeg også. Især i starten. Jeg fortrød, at jeg ikke sagde mere. At jeg bare tog afsted, som om det var det nemmeste.”

“Du skulle til London.”

“Ja. Job. Jeg var 25 og bange for, at det vi havde, var for meget. For hurtigt. For rigtigt, på en måde der skræmte mig. Vi havde kendt hinanden i uger, og alligevel føltes det som om…”

“Som om det allerede var for sent at lade som ingenting,” sagde han.

Hun nikkede.

Henrik vendte sig mod hende. “Jeg ville have bedt dig blive. Eller tage med. Jeg sagde det aldrig. Jeg stod der og smilede, da du kørte, og indeni skreg jeg. Jeg var bange for at virke for ivrig. For at du skulle synes, jeg var for meget.”

Der. Det, de aldrig fik sagt.

Charlotte rørte ved hans ærme. Fingrene på stoffet. Han var varm under jakken.

“Jeg ville have sagt ja. Dengang. Hvis du havde spurgt. Jeg ventede næsten på, at du skulle gøre det. Og da du ikke gjorde, fortolkede jeg det som, at det bare havde været en affære for dig.”

“Det var aldrig bare en affære for mig.” Hans stemme var lav. “Det var det, jeg aldrig fik sagt.”

Hun mærkede hans hånd over hendes. Store, varme, lidt ru. Som hun huskede. Hendes krop reagerede, før hovedet nåede at nå. Varme i maven. Mellem benene. Som om 25 år var en parentes.

Musikken inde var langsom nu. Et par gæster kom ud på terrassen længere nede, grinede, tændte cigaretter. Ingen kiggede deres vej. Endnu.

“Charlotte,” sagde han. “Hvis jeg kysser dig nu, er det så for sent? Eller er det præcis det rigtige tidspunkt?”

Hun svarede ved at løfte ansigtet.

Kysset var først forsigtigt. Så ikke. Hans læber, den lette skægstub, smagen af whisky og ham. Hendes krop huskede. Hun greb fat i hans jakke. Han pressede hende blidt tilbage mod rækværket, så hun kunne mærke ham. Hård. Allerede. Hun stønede stille ind i kysset.

“Ikke her,” hviskede hun mod hans mund. “Der er folk.”

“Så kom.”

De gik ind. Ikke gennem festsalen. En sidedør, en lang gang med gamle malerier og dæmpet belysning. Tæpperne dæmpede deres skridt. Henrik prøvede et par døre. Den tredje gik op. Et lille rum. Bogreoler, en bred sofa, et skrivebord, mørkt træ. Gæsteværelse eller gammelt kontor. Han lukkede døren og drejede nøglen om.

Så vendte han sig.

Charlotte stod midt i rummet. Hjertet hamrede. Hun kunne stadig høre musikken svagt gennem væggene. Festen fortsatte. Herinde var der kun dem.

“Jeg har tænkt på det her,” sagde hun. “På hvordan du rørte ved mig. På hvordan det føltes, da du var inden i mig. Jeg har tænkt på det, når jeg har været alene. Flere gange, end jeg vil tælle.”

Han kom hen til hende. Hænderne på hendes talje. Tommelfingrene strøg over stoffet.

“Jeg også. Jeg har været sammen med andre og tænkt på dig. Det er pinligt. Men det er sandt. Din lyd. Din måde at kigge på, når du vil have mere.”

Hun trak ham ned i et nyt kys. Dybere. Hans hænder gled ned over hendes røv, samlede kjolen op, så han kunne mærke hendes hud gennem trusserne. Hun pressede sig ind mod ham, mærkede ham hård mod maven.

Han fandt lynlåsen i ryggen. Den gled ned. Kjolen løsnede sig. Hun hjalp den af. Stod i sort blonde-BH og matchende trusser. Hun havde taget det på, fordi det var fest. Ikke fordi hun havde tænkt på ham. Nu var det for ham.

Henrik kiggede. Ikke som en ung mand kigger. Som en, der ved, hvad han ser. Hendes bryster, stadig fyldige, lidt tungere. Maven, der ikke var flad. Hofterne. Lårene. 51 år. Kvinde.

“Du er smukkere nu,” sagde han. “Mere kvinde. Mere… dig.”

Hun trak hans slips helt af, åbnede skjorten. Hans bryst, hår, den lette mave. Hun kyssede ham der, mærkede hans hud mod læberne. Hans hænder gled ind under BH’en, løftede, fandt hendes brystvorter, der allerede var hårde. Hun sukkede.

“Henrik…”

Han knælede ikke. Endnu. Han kyssede hendes hals, ned over brystet, sugede blidt, mens hans hånd gled ned mellem hendes ben, udenpå trusserne. Hun var våd. Havde været det siden kysset ude. Han mærkede det, stønede lavt.

“Allerede,” hviskede han. “Du er allerede så våd.”

“Jeg har været det, siden jeg så dig.” Hun trak ham op, kyssede ham igen, hånden ned, fandt ham gennem bukserne. Tykt, hårdt, varmt. Hun strøg ham. “Tag dem af.”

Han gjorde. Bukser og underbukser. Hun gik på knæ på tæppet. Tok ham i hånden, kiggede op. Så tog hun ham i munden.

Varm, salt, tyk. Hun suttede langsomt først, huskede, så dybere. Hans hænder i hendes hår, forsigtigt, fordi det stadig var opsat. Hun slikkede langs undersiden, tog ham så langt hun kunne, mærkede ham spænde.

“Charlotte… fuck. Jeg har savnet det her. Dig. Din mund.”

Hun slikkede, suttede, brugte hånden. Hun kunne mærke, hvor tæt han var, og hun stoppede, før han kom. Hun ville have mere. Hun rejste sig.

“Sofaen,” sagde hun.

De kom derhen. Hun satte sig, spredte benene. Han knælede mellem dem, trak trusserne til siden, slikkede hende. Direkte. Ingen forsigtighed. Hans tunge, flad, så spids, hans fingre der åbnede hende. Hun holdt hans hoved, bevægede hofterne mod ham.

“Der… ja. Henrik, der.”

Hun kom hurtigt. For hurtigt. 25 års spænding, der havde ligget og ventet. Hun rystede, bidt sig i hånden for ikke at råbe, mens han blev ved, slikkede hende gennem det.

Han rejste sig, kyssede hende, så hun kunne smage sig selv. Hun kunne mærke ham mod låret, hård, våd af hendes mund.

“Jeg vil have dig i mig,” sagde hun. “Nu. Uden noget. Jeg er… det er i orden. Bare tag mig.”

Han nikkede. Hun lagde sig tilbage på sofaen. Han førte sig ind. Langsomt. Tykt. Hun stønede, da han fyldte hende. Det var anderledes. De var ældre. Mere tid. Mere følelse. Han bevægede sig, dybt, langsomt først.

Hun slog benene om ham. Kys, hænder, hans mund ved hendes øre.

“Jeg har savnet at være i dig,” hviskede han. “At høre dig. At mærke, hvordan du strammer.”

“Så knæp mig. Hårdere. Jeg kan holde til det. Jeg vil mærke det i morgen.”

Han gjorde. Sofaen knirkede. Han stødte dybere, hårdere. Hun kom igen, strammere om ham, neglene i hans ryg. Han fulgte, stødte dybt, kom inde i hende med et støn, der lød som hendes navn.

De lå stille. Svedige. Hans vægt på hende, men han holdt sig oppe nok til, at hun kunne trække vejret. Hun strøg ham over ryggen.

Udenfor fortsatte festen. Herinde var der kun deres åndedræt og den gamle sofa.

Charlotte kiggede op i loftet et øjeblik, så på ham.

“Det her,” hviskede hun. “Det var det, vi aldrig fik sagt. At det ikke var slut.”

Han kyssede hendes tinding, stadig inde i hende, stadig lidt hård.

“Det er ikke slut,” sagde han.

Hun mærkede ham røre sig igen. Langsomt. Hendes krop svarede. Hun var 51. Han var 55. Og alligevel var det, som om de lige var begyndt.

Han gled næsten ud og så ind igen. Charlotte trak vejret skarpt. Hun var øm på den gode måde, og alligevel ville hun have mere. Hans hånd fandt hendes, flettede fingrene.

“Sig det,” sagde hun stille. “Det, du aldrig fik sagt dengang. Ikke bare det med at blive. Det andet.”

Han bevægede sig langsomt, mens han kiggede på hende. Panden mod hendes. Stemmen var ru.

“At jeg elskede dig. Allerede. Jeg turde ikke. Vi havde kendt hinanden i uger, og jeg tænkte, at hvis jeg sagde det, ville du løbe endnu hurtigere. Så jeg smilede i stedet. Og bagefter hadede jeg mig selv for det.”

Hun sluttede øjnene et øjeblik. Hofterne mødte hans.

“Jeg elskede dig også. Det var derfor, jeg tog afsted. Ikke fordi det var for lidt. Fordi det var for meget. Jeg var 25 og bange for at bygge et liv på noget, der føltes så stort så hurtigt.” Hun åbnede øjnene igen. “Jeg har sagt det til mig selv i 25 år. At det var klogt. Det var det ikke.”

Han kyssede hende. Dybt, uden hast. Hans stød blev lidt hårdere, som om ordene gjorde noget ved ham. Hun mærkede ham tyk og varm, stadig våd af dem begge. Hun strammede om ham, og han stønede lavt mod hendes mund.

“Vend dig,” hviskede han.

Hun gjorde. Knæene i sofaen, hænderne på ryggen. Kjolen lå et sted på gulvet. BH’en var stadig på, skubbet op. Han strøg over hendes ryg, ned over hofterne, og førte sig ind igen. Dybere fra den vinkel. Hun bøjede nakken og stødte tilbage.

Udefra kom der stemmer. Fodtrin i gangen. Latter. Nogen gik forbi døren. Henrik standsede et sekund, stadig inde i hende, hånden fast om hendes hofte. Hun holdt vejret. Hjertet hamrede, ikke kun af lyst.

Så gik stemmerne videre.

“De leder måske efter mosteren,” hviskede hun, næsten med et smil.

“Så må mosteren være optaget.” Han begyndte at bevæge sig igen. Hårdere nu. Hans hånd gled om og fandt hende foran, strøg hende, mens han knæppede hende. Hun pressede ansigtet ned i sofaens pude for ikke at give lyd.

Det var anderledes end før. Mindre forsigtigt. Mere sult. 25 år, der skulle ud. Hun kom med et kvalt støn, da hans fingre og hans pik ramte det rigtige på samme tid. Hun rystede, knæene svigtede næsten, og han holdt hende, stødte igennem det, indtil han selv kom igen, dybt, med et langt åndedrag mod hendes ryg.

De sank sammen. Hun på maven, han halvt over hende. Sved. Hans mund mod hendes skulder.

Et stykke tid sagde ingen noget. Musikken udefra var blevet sløvere. Festen var ved at klinge af, men den var der stadig.

Charlotte vendte sig om under ham, så de lå ansigt til ansigt på den smalle sofa. Hun strøg ham over brystet, gennem det gråsprængte hår.

“Vi burde gå ind igen,” sagde hun. “Nogen vil opdage, at vi er væk.”

“Ja.” Han rørte ved hendes mund. “Om lidt.”

Hun smilede. “Du sagde det samme dengang. Om lidt. Og så blev det morgen.”

“Jeg husker det.” Han kiggede på hende. “Hotelværelset. Du skulle tidligt afsted. Jeg lå og kiggede på dig, mens du sov, og tænkte, at jeg skulle sige det, når du vågnede. Så vågnede du, og jeg sagde ingenting.”

Hun nikkede. Det sad der stadig. Ikke som vrede. Som et hul, de endelig stod i.

“Hvad nu?” spurgte hun. Ikke som et krav. Som et ægte spørgsmål.

“Nu er vi her.” Han trak et tæppe ned fra sofaens ryg og lagde det over dem, så godt det nu kunne. “Begge single. Begge voksne nok til ikke at løbe, fordi det føles stort.”

Hun lo stille. “Voksne. Jeg har en datter på 24. Du har sikkert også…”

“En søn. 27. Han er ikke her. Bor i Aarhus.” Henrik strøg hendes hofte under tæppet. “Jeg har ikke tænkt på at fortælle ham, at jeg forsvandt fra et bryllup for at kneppe hans fjerne slægtnings moster i et kontor.”

“Klogt.” Hun kyssede ham. Blødere nu. “Jeg har heller ikke tænkt på at forklare min niece, hvorfor moster Charlotte kom tilbage med krøllet hår og et blik, som om hun havde set et spøgelse.”

Hans hånd gled langsomt over hendes mave, ned mellem hendes lår. Hun var stadig våd, øm, åben. Hun spredte sig lidt for ham, uden at tænke. Hans fingre gled ind. To. Langsomt. Hun sukkede.

“Henrik…”

“Jeg ved det. Vi skal ind.” Han kyssede hendes hals, blev ved. “Men jeg har 25 år at indhente. Og du er våd igen.”

Hun greb om hans håndled, ikke for at stoppe ham. For at styre ham. Viste ham, hvordan hun ville have det nu. Langsommere. Dybere. Tommelfingeren udepå. Hun kiggede ham i øjnene, mens han gjorde det.

“Jeg har masturberet til dig,” sagde hun stille. “Ikke tit. Men nok. Især de første år. Og så igen efter skilsmissen. Jeg har ligget i mørket og tænkt på din mund. På hvordan du sagde mit navn, da du kom.”

Hans øjne blev mørkere. Fingrene bevægede sig fastere.

“Jeg har gjort det samme. Til dig. Til den lyd, du lavede, første gang jeg gik ned på dig. Jeg kan stadig høre den.”

Hun kom igen. Ikke vildt. Tæt, rystende, med ansigtet mod hans hals, mens hans fingre blev ved, indtil hun skubbede hans hånd væk, for overfølsom.

De lå stille. Hendes åndedræt faldt til ro. Et eller andet sted i huset klirrede glas. En dør gik.

Charlotte rejste sig langsomt. Benene var usikre. Hun fandt trusserne, trak dem på, rettede BH’en, greb kjolen. Henrik sad på sofaen og kiggede på hende, stadig nøgen, stadig med det blik.

“Kom,” sagde hun. “Hvis vi bliver her, kommer nogen. Og jeg vil ikke have, at det her bliver til sladder ved et bryllup.”

Han nikkede, klædte sig på. Skjorten krøllet. Slipsen i lommen. Da han var færdig, tog han hendes ansigt mellem hænderne og kyssede hende en sidste gang, inden de åbnede døren.

Gangen var tom. De gik hver sin vej et øjeblik, som om de tilfældigt mødtes ved trappen. Hendes hjerte bankede stadig.

Inde i festsalen var lyset dæmpet. Nogle dansede endnu. Brudeparret var væk. En onkel snakkede for højt i baren. Charlotte tog et glas vand. Henrik stod et par meter derfra, talte med en fætter, men hans blik fandt hende.

Hun mærkede ham stadig. Inde i sig. På huden. I det usagte, der nu var sagt.

Efter et kvarter kom han hen. Tæt nok til, at kun hun hørte det.

“Der er værelser ovenpå. Til gæster, der ikke kører hjem. Mit er i den gamle fløj. 214. Hvis du… hvis det ikke er for meget.”

Hun kiggede på ham. 51 år. Single. Med minder, der ikke længere var pakket væk.

“Giv mig ti minutter,” sagde hun. “Så ingen ser os gå sammen.”

Han nikkede. Berørte kort hendes hånd, som om det var tilfældigt.

Charlotte gik ud på terrassen igen. Natten var køligere nu. Hun stod et øjeblik og mærkede kroppen. Øm. Våd. Levende på en måde, hun ikke havde været i lang tid.

Så vendte hun sig og gik ind, op ad den brede trappe, hen mod den gamle fløj.

Døren til 214 stod på klem. Charlotte kiggede begge veje ad den lange gang, før hun skubbede den op og gled ind. Nøglen drejede hun om med det samme.

Henrik havde tændt den lille lampe ved sengen. Jakkesættet hang over en stol. Skjorteærmerne var rullet op, og han stod barfodet på det gamle trægulv. Uden slips og jakke så han mindre ud som gæst og mere som den, hun huskede.

“Du kom,” sagde han.

“Jeg sagde, jeg ville.” Hun lænede sig et øjeblik op ad døren. “Hvis nogen banker på, er jeg på toilettet. Eller forsvundet. Jeg har ikke en god løgn parat.”

“Så lad være med at åbne.” Han kom hen til hende. Ikke sultent som nede. Langsommere. Hænderne på hendes talje, som om han stadig tjekkede, at hun var der. “Jeg har siddet og tænkt, at du måske ville fortryde, når du kom op ad trappen.”

“Jeg fortrød på trin tre. Og på trin syv. Og så gik jeg videre alligevel.” Hun rørte ved hans skjorte. “Det er det, der er sket de sidste 25 år. Jeg har fortrudt og gået videre. Bare den forkerte vej.”

Han kyssede hende. Blødere end i rummet nedenunder. Længe nok til, at hun mærkede, at hastværket var væk. Her var der en seng. En dør med nøgle. En nat, der ikke skulle presses ind mellem to døre, der kunne åbne.

Hun trak sig lidt tilbage og vendte sig. “Lynlås.”

Han trak den ned. Kjolen gled af hendes skuldre. Hun trådte ud af den, samlede den op og lagde den over stolen ved siden af hans jakke, som om orden stadig betød noget. I lampelyset kunne hun se sig selv i spejlet over kommoden. 51. Mave. Hofter. BH, der havde siddet skævt, siden han skubbede den op. Håret var ikke længere opsat, som da hun ankom.

Han stod bag hende og kiggede i spejlet med hende.

“Du kigger, som om du tæller forskellene,” sagde hun.

“Jeg kigger, fordi du er her.” Hans hænder gled om hendes mave, ikke for at skjule den. “Jeg er også anderledes. Mere. Gråt. En ryg, der siger fra, hvis jeg bilder mig ind, at jeg er 30.”

Hun lo stille og vendte sig. “Så må vi gøre det, som 51 og 55. Ikke som 25 og 29.”

“Det har jeg tænkt på hele vejen herop.” Han åbnede hendes BH, lod den glide. Kyssede hendes kraveben, ned, tog et bryst i munden, langsomt. Hun holdt hans hoved, mærkede skægget, varmen. Den første runde nede havde været sult. Det her var noget andet. Tid.

De kom hen til sengen. Det gamle sengetøj knugede, da de satte sig. Hun åbnede hans skjorte færdigt, skubbede den af. Hendes hænder over hans bryst, maven, ned til bæltet. Hun kneppede det op, trak bukserne af, mens han løftede hoften. Han var allerede hård igen. Hun strøg ham, kiggede op.

“Jeg glemte, hvor hurtigt du blev det,” sagde hun.

“Det er ikke hurtigt. Det er dig.”

Hun skubbede ham tilbage på sengetøjet og satte sig over ham, stadig med trusserne på. Gned sig mod ham gennem stoffet. Han greb hendes hofter, ikke for at styre, bare for at holde. Hun lænede sig frem, håret ned om hans ansigt.

“Dengang,” hviskede hun, “lå vi på det lille hotel og bildte os ind, at vi havde hele tiden. Vi havde tre nætter. Jeg tællede dem. Jeg sagde det bare ikke.”

“Jeg tællede også.” Hans tommelfingre strøg indersiden af hendes lår. “Jeg tænkte, at hvis jeg sagde, jeg elskede dig på nat to, ville nat tre blive farvel. Så jeg sparede det op. Og så blev det aldrig sagt.”

Hun trak trusserne til siden, førte ham hen, og sank ned over ham. Langsomt. Hun var øm efter før, og det gjorde det skarpere. Hun åndede ud, da han var helt inde. Hans hænder op ad hendes ryg.

De bevægede sig uden at have travlt. Sengen knirkede i et andet tempo end sofaen. Hun rejsede sig og sank, fandt en rytme, der passede til kroppen, som den var nu. Han løftede hovedet og kyssede hende, når hun kom tæt nok. Imellem kyssene kiggede de. Det var det, der var nyt. Ikke bare at gøre det. At se hinanden, mens de gjorde det.

“Sig mit navn,” bad hun.

“Charlotte.” Han stødte op i hende. “Charlotte.”

Hun kom med ansigtet mod hans hals, stille, rystende, med ham dybt i sig. Hun blev siddende, åndede, mærkede ham stadig hård.

“Du kom ikke,” sagde hun.

“Jeg vil være i dig lidt endnu.” Han strøg hendes ryg. “Nede var det, som om vi skulle nå det, før nogen kom. Her kan jeg mærke dig.”

Hun smilede mod hans hud. “Du taler stadig, mens du er i mig. Det havde jeg også glemt.”

“Bare når det er dig.”

Hun begyndte at bevæge sig igen. Mindre. Tættere. Hans hånd mellem dem, fingrene hvor hun havde brug for det. Hun var overfølsom og ville det alligevel. Da hun kom anden gang, strammede hun så hårdt om ham, at han fulgte med, greb hende, kom i hende med øjnene i hendes.

Efterpå blev hun liggende på ham. Sved. Hans hjerte under hendes øre. Et sted nedenunder kørte en bil væk på gruset. Festen var ved at være slut.

Charlotte rullede af ham efter et stykke tid, blev liggende på siden. Han trak dynen op over dem. Lampen blev stående tændt. Ingen af dem gad mørket endnu.

“Hvor bor du?” spurgte hun ind i puden.

“Odense. Ikke langt. En lejlighed, der er for stor, siden skilsmissen.” Han vendte hovedet. “Du?”

“København. Lejlighed, der er for lille, når børnene kommer, og for stor, når de ikke gør.” Hun tegnede med en finger på hans bryst. “To timer i tog. Det er ikke London.”

“Nej.” Han tog hendes hånd og kyssede fingrene. “Det er ikke London.”

De lå stille. Ikke fordi der ikke var mere at sige. Fordi det, der var sagt, skulle ligge et øjeblik.

Så rørte han hende igen. Ikke for at starte forfra med det samme. Hans mund ned over hendes mave, hendes lår, og hun åbnede sig, fordi hun ville mærke ham deroppe, langsomt, uden at nogen kunne komme forbi døren. Hun holdt puden, da hans tunge fandt hende, øm og våd af dem begge. Hun kom næsten uden lyd, med hælen mod hans ryg, og trak ham op bagefter, kyssede sig selv af hans mund.

“Bliv,” sagde hun. “I nat. Ikke om lidt. I nat.”

“Jeg går ingen steder.” Han lagde sig tæt ind til hende, armen over hendes talje. “Hvis nogen spørger i morgen, har jeg været træt. Og du har været træt. Og vi har begge to været dårlige til at lyve.”

Hun lukkede øjnene. Udenfor var godset ved at falde til ro. Indenfor var der hans åndedræt mod hendes nakke, og 25 år, der endelig ikke skulle bæres alene.

Hun sov ikke med det samme. Hun lå og mærkede hans hånd, tung og varm på hendes mave, og tænkte, at hun burde være fornuftig. Så strøg hun hans underarm og lod fornuften vente til det blev lyst.

Hun vendte sig om. Lampen var slukket. Hun vidste ikke, hvornår han havde gjort det. Hans ansigt var tæt på hendes i mørket, og hun kunne mærke varmen fra ham, som om natten stadig holdt fast.

“Du sover ikke,” hviskede han.

“Nej. Du heller ikke.”

“Jeg ligger og tænker på, at det bliver lyst. Og at nogen nedenunder vil savne mosteren ved morgenbordet.”

“De kan savne.” Hun strøg ham over kæben. Skægstubben var grovere nu. “Jeg vil bare ikke have, at du står op og smiler og siger farvel, som du gjorde dengang.”

“Det gør jeg ikke.” Han trak hende ind til sig. Hun mærkede ham mod låret, ikke hård endnu, bare varm og kendt. “Jeg har gjort det én gang. Det rækker.”

Hun kyssede ham. Langsomt. Uden den sult, der havde siddet i dem nede i rummet med sofaen. Hans hånd gled over hendes røv, op ad ryggen, ned igen, som om han tegnede hende op, så han ikke glemte hende denne gang. Hun løftede låret over hans hofte og mærkede ham blive hård mellem dem.

“Igen?” spurgte hun stille.

“Kun hvis du vil.”

“Jeg vil.” Hun greb om ham, førte ham hen. Hun var øm, våd af natten, og da han gled ind, åndede hun ud mod hans mund. Det var tæt. Næsten uden bevægelse først. Bare ham i hende, og hendes pande mod hans.

De gjorde det langsomt. Ingen sofa, der knirkede for højt. Ingen fodtrin i gangen. Bare sengefjedre, der gav sig blidt, og hans hånd mellem dem, da hun havde brug for det. Hun kom stille, med ansigtet i puden ved siden af hans hoved, og han fulgte kort efter, dybt, uden at sige hendes navn højt denne gang. Han sagde det ind i hendes hud.

Bagefter blev de liggende sådan. Han gled ud af hende efter et stykke tid. Hun mærkede det og holdt alligevel fast i hans arm.

“Sov,” sagde han.

“Om lidt.”

Hun sov alligevel.

Da hun vågnede, var der lys bag gardinerne. Ikke skarpt. Den slags grå fynske morgenlys, der kom ind ad sprækkerne. Et sted ude på gårdspladsen gik en bil. En dør smækkede. Godset var ved at vågne, som huse gør efter en fest: langsomt, med tømmermænd og opvask.

Henrik lå på ryggen. Munden lidt åben. Armen stadig hen over hendes talje, som om han havde holdt fast i søvne. Hun kiggede på ham. Rynker ved øjnene. Det grå ved tindingerne. Den bløde mave. 55. Ikke den mand, hun havde forladt. Den mand, han var blevet.

Hun skulle tisse. Hun listede ud af sengen, fandt badeværelset, satte sig, mærkede ømheden mellem benene og lo næsten stille. Moster Charlotte. Til bryllup. Med sæd, der var løbet ned ad låret i løbet af natten.

Da hun kom tilbage, var han vågen. Han kiggede på hende, nøgen i døråbningen, uden at lade som om han ikke gjorde det.

“Godmorgen,” sagde han. Stemmen var ru af søvn.

“Godmorgen.” Hun kravlede ind under dynen igen, tæt på ham, fordi det føltes dumt at begynde at være blufærdig nu. “Jeg har ingen tøj, der ser rigtige ud om morgenen. Bare en kjole, der lugter af fest.”

“Så lugter vi begge to af fest.” Han kyssede hendes skulder. “Der er morgenmad nede fra ni. Jeg hørte nogen sige det i går. Vi behøver ikke gå sammen.”

“Nej.” Hun tegnede en streg på hans bryst. “Men jeg vil ikke sidde og lade som om, jeg ikke kender dig. Jeg har ladet som om i 25 år.”

Han nikkede. “Så lad være.”

De blev liggende et kvarter endnu. Ikke for at starte forfra. Bare fordi sengen var varm, og gangen udenfor endnu ikke var fuld af gæster. Hans hånd strøg hendes hofte. Hun strøg hans underarm. Det var næsten mere intimt end det, de havde gjort.

Så rejste de sig.

Hun tog trusser og BH på. Kjolen føltes forkert i dagslys. For fin. For krøllet. Hun rettede håret så godt, hun kunne, uden hårnåle. I spejlet så hun en kvinde, der havde været vågen for længe, og som ikke så ud til at fortryde det.

Henrik knyttede slipsen, tog den af igen og smed den i tasken.

“Hvis nogen spørger,” sagde han, “har jeg sovet dårligt. Det er ikke engang løgn.”

Hun smilede. “Jeg har været ude at gå. Eller jeg har siddet og tænkt. Moster-ting.”

Han kom hen, tog hendes ansigt mellem hænderne og kyssede hende. Morgenkys. Tandpasta, de ikke havde delt. Hud, der lugtede af sex og lagner.

“Charlotte.” Han sagde det, som om han øvede sig på ikke at miste det. “Jeg vil se dig. Ikke om 25 år. Om en uge. Eller to dage. Jeg kører til København. Eller du kommer til Odense. Vi kan starte med kaffe, hvis det føles for stort. Men jeg gider ikke lade som om, det her var et gensyn, man pakker ned sammen med gavepapiret.”

Hun nikkede. Hjertet slog, men det var ikke panik. Ikke som da hun var 25.

“Jeg vil også se dig.” Hun fandt sin telefon i tasken, som hun havde slæbt med op uden at tænke over det. “Skriv dit nummer. Og så skriver jeg, når jeg sidder i toget. Ikke om tre måneder. I dag.”

Han slog nummeret ind. Hun ringede, så hans telefon lyste. Så var det gjort. Småt og voksent og uden drama.

Hun åbnede døren først. Gangen var tom. Hun kiggede tilbage. Han stod der i skjorten, med håret til alle sider, og kiggede på hende, som han havde gjort på terrassen. Bare uden 25 år imellem.

“Gå,” sagde han blødt. “Jeg kommer om fem minutter.”

Hun gik.

Nedenunder lugtede der af kaffe og brød. Nogle gæster sad allerede i den store stue med solbriller indenfor. Niecen kom hen i joggingtøj og slået hår op, krammede hende og spurgte, om hun havde sovet.

“Dårligt,” sagde Charlotte. “Men godt.”

Niecen lo, som om det gav mening, og gik videre.

Henrik kom ind et par minutter senere. Han nikkede til nogen, hentede kaffe, satte sig tre stole fra hende. Ikke skjult. Ikke ovenpå hinanden. Deres blikke mødtes over kanderne. Hun mærkede det i maven igen. Ikke som i nat. Som noget, der kunne holde til dagslys.

Da hun senere stod ude ved bilerne med kufferten, kom han hen. Ingen kys foran de andre. Bare hans hånd, der kort rørte hendes, da han hjalp hende med tasken.

“Skriv,” sagde han.

“Det gør jeg.” Hun kiggede på godset bag ham, på terrassen, hvor det var begyndt. “Det, vi aldrig fik sagt… vi fik det sagt. Nu skal vi bare ikke glemme at sige det næste.”

Han smilede. Det gamle smil, med mere i øjnene.

“Så sig det næste i toget.”

Hun nikkede, satte sig ind, og da bilen kørte ned ad alléen, kiggede hun tilbage én gang. Han stod der stadig. Hun tog telefonen frem, inden de nåede hovedvejen, og skrev:

Jeg sidder i bilen. Jeg fortryder ikke. Heller ikke det, vi gjorde. Især ikke det.

Svaret kom, før de var ude ved asfalten.

Heller ikke jeg. Kør forsigtigt. Jeg ringer, når du er hjemme.

Charlotte lænede hovedet tilbage og smilede ud ad ruden. Festen var slut. Godset blev mindre bag hende. Det, der var begyndt for 25 år siden, var det ikke.