Grethe slap rattet og sukkede. Motoren havde givet op med et sidste, tørt hik, lige som hun rullede ind på pladsen foran det lille værksted ude ved omfartsvejen. Hun havde hørt den klapre i uger. Nu var den færdig.

Hun var treogtres, lille og kraftig, med kort sølvgråt hår, der stod i alle retninger efter kørslen. Smilelinjerne sad der, også nu, hvor hun egentlig var irriteret. Indkøbsposen lå stadig på bagsædet, som om mælk og rugbrød kunne redde situationen.

Porten stod åben. Der lugtede af olie, varm gummi og koldt beton.

»Er der nogen?«

Han kom ud fra under en hævet bil med en klud i hånden. Høj. Senet. Mørkt hår ned i panden. Tatoveringer hen ad underarmene, der forsvandt ind under den opkrammede ærme. Han kiggede først på bilen, så på hende, og blev kiggende et øjeblik for længe.

»Den lyder, som om den har sagt farvel,« sagde han.

»Den har sagt farvel tre gange på vejen herhen. Jeg ignorerede det.«

Han smilede. Ikke det der trætte kunde-smil. Øjnene var mørke og rolige.

»Jeg er Tobias. Kom ind. Så kigger jeg på den.«

Kontoret var et lille rum med en kaffemaskine, en stol med et hul i betrækket og en kalender, der hang skævt. Han vaskede hænder, men olien sad stadig i sprækkerne på fingrene.

»Hvad hedder du?«

»Grethe.«

Han gentog navnet, som om han lagde det et sted. »Sæt dig. Kaffe?«

»Sort. Tak.«

Han stillede koppen foran hende. Da han bøjede sig, kom hun tæt på duften af sæbe, sved og metal. Hun rykkede stolen en centimeter uden at tænke over det.

»Hvor gammel er den?« nikkede han ud mod bilen.

»Ældre end den burde være. Ligesom ejeren.«

Han lo lavt.

»Ejeren ser fint ud.«

Hun smilede det smil, hun brugte, når folk var venlige af pligt.

»Du er sød. Men du behøver ikke.«

»Behøver ikke hvad?«

»Det der. Flirte. Jeg ved godt, hvordan det er. Man er høflig ved kunderne.«

Han lænede sig op ad dørkarmen. Tatoveringerne flyttede sig, da han spændte underarmen.

»Jeg er ikke særlig høflig ved kunderne. De fleste irriterer mig.«

»Nå. Så er jeg heldig.«

»Du er noget andet,« sagde han.

Hun rystede på hovedet og drak. Kaffen var for stærk. Det passede til rummet.

Han gik ud og åbnede motorhjelmen. Hun blev siddende et øjeblik, så rejste hun sig alligevel. Hun brød sig ikke om at sidde og vente, som om hun var til eftersyn.

Han stod bøjet ind over motoren. Ryggen var lang. T-shirten klistrede lidt fast mellem skulderbladene.

»Startmotoren er træt. Der er også noget med tændingen. Jeg kan lappe det, så du kan hive den herfra, men den skal have dele, hvis den skal holde.«

»Hvor lang tid?«

»I morgen tidlig. Du kan lade den stå. Jeg kører dig hjem, hvis du vil.«

Hun kiggede på ham.

»Du kører kunder hjem?«

»Nej,« sagde han. »Men jeg kører dig.«

Hun lo kort.

»Tobias. Hvor gammel er du?«

»Syvogtyve.«

»Så. Og jeg er treogtres. Du skal ikke stå der og være charmerende. Det er spild.«

Han tørrede en finger af på kluden og så direkte på hende.

»Det er ikke spild.«

Hun mærkede varmen i kinderne og blev irriteret over det. Hun var for gammel til at rødme på et værksted.

»Du er høflig. Det er fint. Lad os holde det der.«

Han nikkede langsomt, som om han tog imod noget, hun ikke havde ment som en opgave.

»Okay. Så lader jeg bilen stå. Og så kører jeg dig alligevel.«

Hun skulle have sagt nej. I stedet sagde hun:

»Jeg bor i den anden ende. Det er omvejen.«

»Jeg har tid.«

De kørte i hans varevogn. Sædet var for højt. Hendes fødder nåede næsten ikke. Radioen stod lavt. Han kørte med én hånd på rattet, den anden på gearstangen. Tatoveringerne var tættere på nu. Linjer, et par tal, et stykke skrift hun ikke kunne læse uden at stirre.

»Du kigger,« sagde han uden at tage øjnene fra vejen.

»Dine arme. Det er svært ikke at.«

»Du må gerne.«

Hun vendte hovedet ud mod ruden.

»Du bliver ved,« mumlede hun.

»Ja.«

Hendes lejlighed lå på første sal i en ældre boligblok. Han bar posen op, selvom hun sagde, at hun godt selv kunne. Foran døren stod de lidt for længe. En nabo gik forbi med en hund. Tobias rørte hende ikke. Han bare stod der, høj og rolig, og lod være med at fylde tavsheden ud med noget billigt.

»Tak for turen.«

»Jeg henter dig i morgen. Ti-tiden. Så er delene der.«

»Jeg kan tage bussen.«

»Jeg henter dig,« sagde han igen, blødere, men uden at vige.

Hun nikkede til sidst, mest for at få ham til at gå, før hun sagde noget, hun ikke kunne tage tilbage.

Inde i lejligheden satte hun posen fra sig og stod midt i køkkenet. Hjertet gik for hurtigt. Det var latterligt. En mekaniker på syvogtyve. Professionel. Lidt fræk, fordi han var ung og vant til, at folk smilede tilbage.

Hun lavede te og tændte ikke fjernsynet.

Næste morgen skiftede hun tre gange, hvilket hun hadede sig selv for. Til sidst en mørkeblå bluse, der sad pænt over barmen, og bukser, der ikke strammede unødigt over maven. Hun var kraftig. Det havde hun været i årevis. Smilelinjerne kunne hun ikke gøre ved. Det sølvgrå hår faldt hun i med fingrene og lod det være.

Han stod nede ved varevognen præcis klokken ti. Solen lå i det mørke hår. Han smilede, da han så hende komme ned ad trappen, og det smil ramte et sted, hun havde lukket.

»Godmorgen, Grethe.«

»Du behøver ikke sige mit navn, som om det er noget særligt.«

»Det er det.«

Hun rystede på hovedet og kravlede op i varevognen.

På værkstedet var der stille. Ingen andre biler oppe. Ingen stemmer i baggrunden.

»Arbejder du alene i dag?«

»Lørdag. Jeg tager kun det, jeg har lyst til.«

»Og du havde lyst til min gamle bil.«

Han kiggede på hende over motorhjelmen.

»Jeg havde lyst til at se dig igen.«

Hun åbnede munden og lukkede den.

»Tobias. Stop.«

»Hvorfor?«

»Fordi det ikke passer. Du kan få piger i din egen alder. Rigtige. Uden…« Hun lavede en kort bevægelse ned langs sin egen krop, irriteret over sig selv. »Uden det her.«

Han kom rundt om bilen. Ikke for tæt endnu. Tæt nok til, at hun skulle løfte hovedet for at se ham i øjnene.

»Jeg har set piger i min egen alder. Jeg står her alligevel.«

»Du er høflig.«

»Jeg sagde det i går. Jeg er ikke høflig.«

Han tog hendes hånd. Olie under neglene. Varme fingre. Hun skulle have trukket den til sig. Hun gjorde det ikke.

»Grethe. Jeg synes, du er smuk. Ikke på en sød-kunde-måde. På en måde, der har siddet i maven siden i går.«

Hun lo usikkert.

»Du øver dig.«

»Nej,« sagde han. »Jeg prøver at få dig til at høre det.«

Hun kiggede ned på deres hænder. Hans var store. Hendes var små, med knopper på knoerne og en gammel vielsesring, hun stadig bar af vane, selvom ægteskabet var slut for år siden. Han mærkede ringen med tommelfingeren, men spurgte ikke.

»Hvis jeg hører det,« sagde hun stille, »så skal jeg gøre noget ved det. Og jeg ved ikke, om jeg tør.«

»Du behøver ikke turde det hele på én gang.«

Han slap hendes hånd, men blev stående. Afstanden mellem dem var blevet for lille til at være tilfældig og for stor til, at hun kunne lyve den væk.

»Jeg skal skifte de dele,« sagde han. »Det tager et par timer. Du kan gå ned efter kaffe. Eller du kan blive.«

»Hvis jeg bliver, kigger du på den måde.«

»Ja.«

Hun trak vejret ind.

»Så bliver jeg,« sagde hun. »Men hvis du leger med mig, Tobias, så stopper jeg det.«

Han nikkede.

»Jeg leger ikke.«

Han gik i gang. Hun satte sig på en skammel ved væggen og så på ham arbejde. Det var lettere end at se ham i øjnene. Armene. Skuldrene. Måden han bankede let på et emne og lyttede, som om bilen var et dyr, han kendte. Af og til kiggede han op. Hver gang holdt han blikket, indtil hun var den, der vendte sig.

Efter en times tid kom han hen med en flaske vand og satte sig på hug foran skamlen, så deres ansigter var i samme højde. Det var værre. Så kunne hun ikke skjule sig bag højdeforskellen.

»Du sidder og finder argumenter,« sagde han.

»Jeg sidder og er fornuftig.«

»Hvordan går det?«

»Dårligt.«

Han smilede skævt. En streg olie sad ved kæben. Uden at tænke rakte hun hånden frem og tørrede den væk med tommelfingeren. Huden under var varm. Hun froze, da hun opdagede, hvad hun havde gjort.

Han greb ikke chancen groft. Han vendte bare hovedet en anelse, så hendes fingre kom tættere på munden.

»Der,« hviskede han. »Nu hørte du det også med hænderne.«

Hun trak fingrene til sig, men langsomt.

»Du er 27.«

»Du sagde det i går.«

»Jeg har en krop, der har levet. Maven. Brysterne. Det hele hænger, hvor det vil.«

»Jeg har set dig,« sagde han. »Jeg kiggede, da du gik foran mig op ad trappen i går. Jeg kiggede, da du kom ned i morges. Jeg kigger nu. Det er ikke høflighed, Grethe. Det er det, jeg vil.«

Hun mærkede det i maven, tungt og uønsket og ønsket på samme tid.

»Hvis du kysser mig,« sagde hun, »så kan jeg ikke bagefter late, som om det var en vittighed.«

Han rejste sig ikke. Han blev på hug, tæt på, og lod hende nå.

»Så late vi ikke,« sagde han.

Hun bøjede sig frem først. Det overraskede hende selv. Munden på ham var varm, og han kyssede, som om han havde ventet på tilladelsen, ikke som om han tog den. En hånd fandt hendes nakke, store fingre i det korte, sølvgrå hår. Hun lavede en lyd, hun ikke kendte, et lille åndedrag midt i kysset.

Da de slap, blev hans pande mod hendes.

»Stadig høflig?« spurgte han.

Hun rystede på hovedet.

»Nej,« sagde hun. »Nu er du bare ude i noget, du ikke kan trække tilbage.«

»Godt.«

Han kyssede hende igen, dybere. Hendes ryg ramte væggen bag skamlen. Hans krop kom tættere, senet og varm gennem tøjet, og hendes hænder fandt af sig selv fat i hans T-shirt. Hun var lille over for ham. Kraftig. Åndeløs på en måde, hun ikke havde været i årevis.

Et værktøj faldt et sted ude i hallen, da han ramte det med hoften. De froze et sekund, lo begge, lavt og forpustet.

»Lågen,« mumlede hun.

»Jeg lukker.«

Han gik hen og træk porten ned. Lyset blev dæmpet. Støvet dansede i en stribe sol fra et højt vindue. Da han kom tilbage, stod hun stadig ved skamlen, med hånden på læberne, som om kysset sad der endnu.

»Du kan sige stop,« sagde han.

Hun kiggede på ham. På armene. På det mørke hår. På den måde han ventede, uden at presse, men uden at gemme sig.

»Jeg har sagt stop hele vejen,« svarede hun. »Det hjalp ikke.«

»Fordi du ikke mente det.«

Hun slugte.

»Kom her.«

Han gjorde det. Denne gang rørte hans hænder hendes talje, fandt den bløde linje under blusen, og hun stivnede kort – ikke af nej, men af det at blive rørt der, hvor hun selv oftest trak tøjet rigtigt. Han mærkede det og stoppede ikke, men blev heller ikke hård. Tommelfingrene strøg langsomt, som om han lærte hende udefra.

»Du er blød,« sagde han ved hendes øre. »Det kan jeg lide.«

Hun lukkede øjnene.

»Du skal ikke sige ting, du tror, jeg vil høre.«

»Jeg siger det, fordi jeg står med hænderne på dig og er hård i bukserne. Er det tydeligt nok?«

Hun åbnede øjnene igen. Kiggede ned. Så op.

»Ja,« hviskede hun. »Det er tydeligt.«

Han kyssede hende igen, denne gang uden at spørge med munden først. Hendes ryg fandt væggen. Hans krop pressede blidt ind, høj og senet, og hun mærkede ham tydeligt gennem bukserne, hård og varm mod maven. Hun lavede den der lyd igen, den hun ikke havde styr på.

Hans hænder gled op under blusen. Hun stivnede.

»Vent.«

Han stoppede med det samme. Fingrene lå stille på hendes hud, lige over bukselinningen.

»For meget?«

»Nej. Bare…« Hun kiggede ned mellem dem. »Der er ikke noget stramt og pænt under tøjet. Du skal ikke blive skuffet midt i det.«

Han trak blusen op et stykke, langsomt nok til, at hun kunne have taget den ned igen. Hun gjorde det ikke. Den lyse hud under var blød, maven rund, et par folder, der kom frem, når hun stod sådan. Han så på det. Ikke væk. Ikke hurtigt hen over. Han så.

»Jeg bliver ikke skuffet,« sagde han. »Jeg har tænkt på det her siden i går. På det her.« Han strøg hen over maven med flad hånd, varmt, uden at rette noget til. »På dig.«

Hun slugte.

»Du er 27, Tobias.«

»Og jeg står her med pikken i halsen over en kvinde på treogtres, der lugter af sæbe og stadig tror, jeg er høflig. Kan du mærke, om jeg er høflig?«

Han tog hendes hånd og lagde den uden på sine bukser. Hun trak den næsten til sig af refleks, så lod hun den ligge. Han var tyk og hård under stoffet. Ærlig på en måde, der ikke kunne misforstås.

»Nej,« hviskede hun.

»Så lad være med at forklare min krop væk.«

Hun nikkede, lille og kort. Han trak blusen op over hovedet. Hun løftede armene, fordi det var for sent at gemme sig, og stod der i BH’en, kraftig, med bryster der fyldte skålene og gik ud over kanten, huden varm. Smilelinjerne sad også ved øjnene nu, fordi hun næsten lo af nerver.

»Hold kæft,« sagde han stille.

»Det er ikke et kompliment.«

»Jo. Det er.«

Han bøjede sig og kyssede halsen, så knoglen over BH’en, så det bløde parti, hvor stofranden skar ind. Hans hænder gik om ryggen og åbnede spændet. BH’en gled af. Hun krydsede armene et sekund. Han tog fat i hendes håndled og førte dem ned, ikke hårdt, bare bestemt.

»Lad mig se.«

Hun gjorde det. Brysterne var tunge, brune vorter, huden lidt løsere, end den havde været for tyve år siden. Han tog dem i hænderne, løftede, strøg med tommelfingrene, og hun trak vejret ind, skarpt. Munden fandt den ene vorte. Varm. Våd. Hun greb ham i det mørke hår.

»Jesus,« mumlede hun.

Han sugede blidt, så lidt fast. Hendes knæ gav efter. Han holdt om hendes talje, store hænder i det bløde, og skubbede hende ikke væk fra væggen, bare støttede. Hans tunge arbejdede langsomt. Hun kunne mærke, at han ikke skyndte sig videre, som om brysterne var noget, man skulle overstå.

»Du kan godt lide dem,« sagde hun, mere som en konstatering end et spørgsmål.

Han slap munden længe nok til at sige:

»Jeg kan li’ hele lortet. Maven. Brysterne. Det korte hår. Måden du står og prøver at se fornuftig ud, mens du bliver våd.«

Hun rødmede helt ned på brystet.

»Du ved ikke, om jeg er våd.«

Han smilede skævt, olien stadig som en skygge ved kæben, og åbnede hendes bukser. Lynlåsen gik. Han gled hånden ned, ind under kanten af trusserne, gennem det korte hår, og fandt hende. Fingrene gled let.

»Jo,« sagde han. »Det ved jeg.«

Hun pressede baghovedet mod væggen og lukkede øjnene. En finger strøg hende, langsomt, frem og tilbage, uden at presse ind endnu. Hun var våd nok til, at lyden var tydelig i det stille værksted. Det gjorde hende næsten flov. Så gjorde det hende det modsatte.

»Tobias…«

»Sig det.«

»Det er længe siden, nogen har… sådan. Med vilje.«

Han kyssede hende, mens fingrene blev ved. »Så står jeg her med vilje.«

Han gled en finger ind i hende. Hun klemte om ham, varm og stram, og lavede en lyd, der ramte betonloftet og kom tilbage. Han stønede lavt mod hendes mund, som om det gik ind i ham. En anden finger kom til. Tommelfingeren fandt klitten, cirklede, ikke for hurtigt.

Hendes hænder rystede, da hun åbnede hans bælte. Han hjalp hende. Bukserne gled ned om hoften. Han havde ingenting under. Pikken sprang fri, mørk, stiv, med en tyk åre hen ad siden, og hun stirrede, fordi det var umuligt ikke at. Hun var lille. Han var det ikke.

»Du kan stadig sige stop,« sagde han, hæs.

Hun rystede på hovedet og tog om ham. Hånden rakte ikke hele vejen rundt. Han var varm, silkeblød i huden, stenhård under. Hun strøg ham en gang, to, og han spændte i underarmene, tatoveringerne flyttede sig.

»Fuck, Grethe.«

Hun kunne lide at høre sit navn i den stemme. Ikke høfligt. Ikke kunde. Bare ham.

Han trak hendes bukser og trusser ned om lårene. Hun skulle have tænkt på, hvordan hun så ud, stående halvt afklædt på et værksted, mave, lår, det hele fremme i det dæmpede lys. I stedet tænkte hun på hans fingre, der stadig var i hende, og på, at porten var nede, og at hun ikke ville hjem.

Han gik på knæ.

»Hvad laver du?«

»Det, jeg har tænkt på, siden du tørrede olien af min kæbe.«

Han trak bukserne helt af, løftede den ene fod fri, og lagde hendes lår op over sin skulder. Hun var åben foran ham, og hun ville have lukket benene af gammel skam, men hans hænder holdt hende. Han kiggede. Så slikkede han.

Hun greb hans hår med begge hænder. Tungen var varm, flad først, så spids, hen over klitten, ned, ind, op igen. Hun kunne høre sig selv. Små, ødelagte lyde. Hans ene hånd sad i det bløde kød på hendes hofte, den anden gled op og fandt et bryst, klemte.

»Tobias… gud… du kan ikke… dernede…«

Han slikkede hende langsommere, som svar, og sugede blidt. Hendes lår rystede mod hans ører. Værkstedet, olien, den gamle bil, det hele faldt væk. Der var kun hans mund og det, at en mand på syvogtyve knælede foran hende, som om hun var det, han ville have.

Hun kom, før hun var klar. Det rev igennem maven, tungt og langt, og hun holdt ham fast, for hårdt, mens hun stønede ud i rummet. Han blev ved, blidere, indtil hun skubbede svagt til hans pande.

Han rejste sig. Munden var våd. Øjnene mørke.

»Stadig høflighed?« spurgte han, forpustet.

Hun rystede på hovedet. Græd næsten, men lo i stedet, et kort, rystet latter.

»Kom her,« sagde hun. »Og tag tøjet af. Hvis du mener det, så skal jeg også se dig.«

Han trak T-shirten over hovedet. Skuldrene var bredere, end hun havde troet. Brystkassen senet, en smal stribe hår ned ad maven, tatoveringer der fortsatte op ad den ene overarm og forsvandt om på ryggen. Han sparkede skoene af og trådte ud af bukserne. Nøgen foran hende var han endnu højere. Pikken stod skråt op, mørk i hovedet, og han lod hende kigge uden at posere.

»Nå,« sagde hun. Stemmen var hæs. »Du mener det.«

»Jeg har ment det hele tiden.«

Hun rakte hånden frem og strøg hen over maven, ned, om ham igen. Han trak vejret ind gennem tænderne. Hun gik tættere, lille og kraftig og nøgen, og hans hænder fandt hendes røv, løftede lidt, mærkede vægten, som om han kunne lide, at der var noget at holde i.

»Der er et tæppe bagest,« mumlede han. »Eller her.«

Han tørrede hænderne af på den samme klud, så løftede han hende. Hun lavede en lyd af protest, der blev til noget andet, da han satte hende op på kanten af et arbejdsbord. Det kolde metal ramte huden. Han skubbede en jakke ind under hende, ru stof, og stillede sig mellem hendes ben.

Hun kiggede ned. Der var for stor forskel. Hendes lår var bløde mod hans hofter. Maven lå i folder, når hun sad sådan. Han så det hele og strøg alligevel hen over hende med flad hånd, ned mellem benene, ind i det våde.

»Sig det, hvis det går for stærkt,« sagde han.

»Det går ikke for stærkt.« Hun slugte. »Det er bare… længe siden. Og du er stor.«

Han nikkede, som om han hørte det uden at gøre det til et problem. Han spyttede i hånden, strøg sig selv, og lagde hovedet imod hende. Varmen var tydelig. Han gled frem og tilbage, våd mod våd, uden at presse ind endnu.

Hun greb ham i overarmene. Tatoveringerne var glatte under fingrene.

»Gør det,« hviskede hun.

Han skubbede ind. Langsomt. Hun åbnede munden uden lyd først, så kom lyden alligevel, dyb og ufrivillig. Han fyldte hende, centimeter for centimeter, og hun mærkede, hvordan hun strammede om ham, hvordan hun måtte vænne sig. Hans pande fandt hendes. Han rystede i skuldrene.

»Fuck, du er varm.«

»Hold kæft og… bare…« Hun trak ham tættere med hælene. »Kom ind.«

Han gled resten af vejen. Hun var fuld. For fuld, næsten, og så præcis det. Han blev stille et øjeblik, inde i hende, store hænder om hendes hofter, og hun kunne mærke hans puls.

»Okay?« spurgte han.

Hun nikkede, øjnene fugtige uden at hun græd.

»Okay. Gud. Bevæg dig.«

Han gjorde det. Korte stød først, så længere, dybe, så bordet gav en lille lyd mod væggen. Hun holdt om hans nakke. Det korte, sølvgrå hår klistrede i panden. Hver gang han gik ind, ramte han et sted, der fik maven til at trække sig sammen. Hendes bryster bevægede sig mellem dem. Han bøjede sig og tog en vorte i munden, uden at stoppe hoften, og hun stønede lige ud i det dæmpede rum.

»De kan høre os udefra,« fik hun frem.

»Porten er nede.« Han stødte hårdere, som om det var svaret. »Og jeg er ligeglad.«

Hun lo, et brudt latter, der blev til et støn. Han løftede hendes ene ben højere, åbnede hende mere, og hun så ned mellem dem, så sig selv tage ham, så den tykke, våde glidning. Det var obskønt. Det var det, hun havde sagt, han ikke kunne mene. Nu stod han og kneppede hende på sit eget værksted, med olien i sprækkerne på fingrene og hendes navn i munden.

»Grethe.«

»Ja.«

»Kig på mig.«

Hun gjorde det. Hans øjne var mørke, kæben spændt. Ingen høflighed. Ingen kunde-smil. Bare en ung mand, der arbejdede sig ind i hende, som om han havde ventet på det.

Hun kom igen, uventet, med et ryk, der gik fra klitten og ud i lårene. Hun klemte om ham, hårdt, og han stønede gennem tænderne, blev ved, stødte hende gennem det, indtil hun skubbede svagt til hans bryst.

»Vent… vent lidt…«

Han stoppede, stadig inde i hende, rystende. Hun lagde panden mod hans kraveben og åndede.

»Du er ikke færdig,« sagde hun.

»Nej.«

»Så tag mig ordentligt. Ikke som om jeg går i stykker.«

Han kiggede på hende. Så nikkede han. Hænderne strammede om hendes hofter, og han begyndte igen, dybere, fastere. Bordet ramte væggen i en jævn rytme. Hun holdt fast i kanten bag sig, brysterne hoppede, maven blød under hans greb. Det var råt på den rigtige måde. Ikke ondt. Bare ærligt.

»Sådan,« fik hun frem. »Der. Bliv der.«

Han ramte det sted igen og igen. Hendes stemme gik i stykker. Hun hørte sig selv sige hans navn, for højt, og så noget, der ikke var ord. Han bøjede sig over hende, bryst mod bryst, og kneppede kort og hårdt, ånden varm ved hendes øre.

»Jeg kommer,« sagde han. »Hvor…«

»I mig.« Det kom ud, før hun havde tænkt. »Bare i mig.«

Han stødte ind, dybt, og kom med en lav, revet lyd. Hun mærkede det, varmt, pulserende, og holdt om hans ryg, mens han rystede. Hans vægt lagde sig tungt ind over hende. Tatoverede arme på hver side af hendes krop. Det korte, sølvgrå hår klistrede til hans mund, da han kyssede hendes tinding.

De blev liggende sådan. Bordet var hårdt. Jakken hjalp kun lidt. Hun mærkede ham blødgøre i sig, langsomt, og alligevel ville hun ikke have, at han trak sig ud.

»Stadig i live?« mumlede han.

Hun lo svagt.

»Jeg ved ikke, om jeg kan gå ned fra det her bord.«

»Så bliver du siddende.« Han kyssede hendes smilelinjer, en efter en, som om han havde lagt mærke til dem hele tiden. »Jeg har tid.«

Hun strøg ham over det mørke hår. Fingrene rystede stadig lidt.

»Du har lige kneppet en kvinde på treogtres på et arbejdsbord, Tobias.«

»Jeg ved det.« Han løftede hovedet og så på hende. »Det var det, jeg ville.«

Hun kiggede på ham længe. Eftersæden sad i lårene. Hans sæd var varm mellem hendes ben. Der var ingen vej tilbage til historien om høflighed.

»Okay,« sagde hun stille. »Så tror jeg dig.«

Han trak sig ud langsomt. Hun mærkede tomheden med det samme, og det varme, der løb efter. Han stod stadig mellem hendes ben, forpustet, og strøg hende med flad hånd hen over det indre lår, som om han ikke var færdig med at røre, bare færdig med at tage.

»Vent,« sagde han. »Jeg henter noget.«

Hun blev siddende på bordet, nøgen, med jakken krøllet under sig. Køligheden fra metallet krøb ind, hvor hans krop havde været. Hun kiggede ned på sig selv. Maven. De bløde lår. Det sølvgrå hår i panden. Sæden mellem benene. For et døgn siden havde hun kørt med en klaprende motor og tænkt på mælk. Nu sad hun her.

Han kom tilbage med en ren klud og varmt vand i en lille skål, som om det var det mest naturlige i verden. Han vaskede hende forsigtigt, uden at grine, uden at kigge væk. Hun holdt ham i håret, mens han gjorde det, mere for at have fat i noget end fordi det gjorde ondt.

»Du behøver ikke,« mumlede hun.

»Jeg vil.«

Da han var færdig, hjalp han hende ned. Benene var usikre. Hun var lille ved siden af ham, og han holdt om hendes talje, indtil hun stod fast. De samlede tøjet op fra betonen. Hun fandt BH’en først, så blusen. Han rakte hende bukserne uden kommentar. Det var næsten værre end at blive klædt af. Nu skulle hun pakke det hele ind igen og lade som om, hun kunne gå ud på gaden.

Han trak selv bukserne på, men lod T-shirten ligge. Tatoveringerne var tæt på, mens hun knyttede sit bælte. Hun kiggede på hans arme, så op i ansigtet.

»Jeg antog det,« sagde hun. »Fra første sekund. At du var venlig. At unge mænd siger den slags, fordi det koster dem ingenting.«

»Det kostede mig ikke ingenting.« Han tog hendes hånd og lagde den på sin bar overkrop, lige over hjertet, der stadig gik for hurtigt. »Jeg har tænkt på dig hele natten. På smilelinjerne. På stemmen. På at du rystede på hovedet, hver gang jeg sagde noget ægte. Jeg ville ikke have, at du kørte herfra og stadig troede, det var service.«

Hun slog øjnene ned.

»Det er svært at tro på, når man ser sig selv i spejlet.«

»Så kig på mig i stedet.«

Hun gjorde det. Han kyssede hende, langsomt, uden at det skulle føre nogen steder hen. Bare mund. Bare det, at han stadig stod der, efter at han havde fået det, hun troede, han egentlig var ude efter.

»Bilen,« sagde hun efter et stykke tid, fordi hun ellers sagde noget, hun ikke kunne bære.

Han lo lavt.

»Den er næsten færdig. Jeg skal bare spænde de sidste ting. En halv time.«

»Så arbejder du. Jeg sidder ude i kontoret. Hvis jeg bliver herinde, kigger jeg på dig, og så…« Hun rystede på hovedet. »Så kommer jeg til at tro, jeg er treogtyve.«

»Du skal ikke være treogtyve.« Han strøg hende hen over det korte hår. »Jeg vil have hende, der kom ind i går med en død bil og en indkøbspose.«

Hun gik alligevel ud i kontoret. Satte sig på stolen med hullet. Drak koldt kaffe, der smagte af ingenting. Hun kunne høre ham ude i hallen. Metal. En skralden. En lav sang, han næppe vidste, han lavede. Hun rørte ved munden. Den var hævet. Mellem benene sad der en øm, tydelig erindring.

Da han kom ind, havde han T-shirten på igen og olie på fingrene, som i går. Forskellen var øjnene. De gik direkte på hende.

»Den starter. Jeg har kørt den varm. Du kan tage den med. Den holder, hvis du ikke ignorerer den næste gang, den klaprer.«

»Jeg ignorerer ting,« sagde hun. »Det har du opdaget.«

»Jeg har opdaget, at du stopper, når man bliver ved.«

Hun rejste sig. Nøglerne lå på skrivebordet. Hun tog dem, men gik ikke.

»Tobias. Det her… i morgen sidder du med en anden kunde. Jeg ved godt, hvordan uger ser ud.«

Han kom tættere. Ikke som på bordet. Bare tæt.

»Jeg vil gerne se dig igen. Ikke fordi din bil går i stykker. Fordi jeg gerne vil. Aftensmad. Eller kaffe, der ikke smager af det her sted. Eller du kan komme herhen en lørdag, hvor porten er nede, og jeg ikke skal lade som om, jeg kun kigger på motorer.«

Hun trak vejret ind.

»Jeg er treogtres.«

»Jeg har været inde i dig, Grethe. Jeg ved, hvor gammel du er. Jeg spørger alligevel.«

Hun smilede, rigtigt, så smilelinjerne tog over.

»Så kan du ringe. Ikke i aften. Jeg skal hjem og sidde i min egen sofa og finde ud af, at det skete. Men du må ringe.«

»I morgen,« sagde han.

»I morgen er for hurtigt.«

»I morgen,« gentog han, blødere.

Hun nikkede til sidst.

Han gik med hende ud til bilen. Solen stod højt. Pladsen var tom. Han åbnede bildøren for hende, og hun kravlede ind, lille bag rattet. Motoren startede i første forsøg, jævn, uden hik.

Hun sænkede ruden.

»Tak for… bilen.«

Han lænede sig ind, en hånd på kanten af døren, og kyssede hende kort, midt på pladsen, som om han ikke skjulte det.

»Det var ikke for bilen,« sagde han.

Hun kørte. I bakspejlet stod han stadig foran værkstedet, høj, senet, med de tatoverede arme langs siden, indtil hun svingede ud på omfartsvejen.

Hjemme i lejligheden satte hun nøglerne fra sig. Indkøbsposen fra i går stod stadig på køkkenbordet. Hun gik ind på badeværelset og så sig selv i spejlet. Kort sølvgråt hår. Smilelinjer. En mund, der havde været kysset. En krop, der havde været holdt.

Hun rørte ved sin egen hals og lo stille, alene.

Telefonen lå i tasken. Hun lagde den fremme på bordet, med skærmen opad.

I morgen, havde han sagt.

Hun troede ham.