Butiksdøren var låst, og skiltet vendt. Udenfor kørte en enkelt bil forbi. Inde på værkstedet hang der stadig lugt af gummi, kædeolie og den kaffe, Allan havde stillet hen at koge midt på eftermiddagen.

Signe samlede de sidste inderslanger og lagde dem i kassen under bordet. Hun var lav og almindeligt bygget, med mørkt krøllet hår, der for længst var sluppet ud af elastikken. De små sølvøreringe blinkede, hver gang hun bøjede nakken.

Allan kom ind fra butikken med nøglerne. Ranglet, grånende skæg, den skæve fortand, som man altid lagde mærke til, når han smilede. Han så ud, som om han hørte til mellem hjulgafler og eger.

»Du behøver ikke blive,« sagde han.

»Jeg ved det.« Signe holdt en slange op. »Men jeg vil gerne lære at lappe ordentligt. Ikke bare det, man klistrer på og håber.«

Han kiggede på hende et sekund for længe.

»Så kom.«

De stod ved det store arbejdsbord under lysstofrøret. Allan lagde slangen ud, fandt lappesættet og en skål vand. Hans hænder var store, med olie i sprækkerne. Han stod tæt, fordi der ikke var plads til andet.

»Først finder du hullet. Luften ud, ned i vandet, så ser du boblerne.«

Hun bøjede sig ind over bordet. Hendes skulder rørte hans arm. Hun mærkede varmen fra ham og at han lugtede af værksted og billig sæbe.

»Der,« sagde hun.

»Godt. Nu ruffer du. Det skal være rent, ellers holder det ikke.«

Han rakte hende sandpapiret. Deres fingre rørte hinanden. Ingen af dem trak sig.

Signe gnubbede gummi. Allan stod stadig lige ved siden af, en hånd på bordkanten, den anden hængende tæt ved hendes hofte.

»Du er ret stædig,« sagde han. »De fleste vil bare hjem om lørdagen.«

»Jeg kan godt lide at gøre det færdigt.« Hun kiggede skråt op. »Og du er ikke så farlig, som du tror.«

Han smilede, og den skæve tand kom frem.

»Er jeg ikke?«

»Nej.«

Køleskabet ude i køkkenet summede.

»Du har sagt et par gange, at du ikke er bange for noget herinde,« sagde Allan. Stemmen var lavere nu. »At du godt kan klare det.«

»Det kan jeg også.«

»Så vis mig det.« Han lænede sig nærmere. »Vis mig, hvor modig du egentlig er, når vi er alene.«

Signe mærkede det i maven. Ikke som forskrækkelse. Mere som noget, der havde ligget og ventet mellem drillerierne og de lange blikke over reservedele.

Hun lagde sandpapiret. Vendte sig med ryggen til bordet og ansigtet opad, fordi han var så meget højere.

»Hvad vil du have, jeg skal gøre?«

Allans blik gled fra hendes mund til øreringene og ned ad halsen.

»Kom herhen.«

To skridt. Han lagde en hånd i siden af hendes talje, grov og varm gennem trøjen. Hun lagde sin egen på hans bryst og mærkede det slanke, rangledede under skjorten.

Så kyssede han hende.

Det var ikke forsigtigt. Det smagte af kaffe og af et kys, der ikke spørger først. Signe åbnede munden, greb fat i hans skjorte, og han pressede hende tilbage mod kanten, så hun næsten sad. Hans skæg strøg hendes hud. Hun kunne mærke den skæve tand, da hun mødte hans mund.

Værkstedet var stille, bortset fra deres åndedræt og et dryp fra vandhanen ved vasken.

Allans hånd gled ned på hendes hofte, videre bagud, og samlede hendes røv gennem bukserne. Hun lavede en lyd ind i kysset, ikke fordi hun ville stoppe, men fordi det var så direkte.

»Er det her modigt nok?« mumlede hun.

»Vi er lige begyndt.«

Han kyssede hende igen. Hånden fandt vejen ind under trøjen, op ad den bløde mave, til bh’en. Hun var almindeligt bygget, blød, og han palmede hendes bryst gennem stoffet, tommelfingeren over brystvorten, indtil den spændte.

Signe skød hoften frem og mærkede, at han allerede var hård bag lynlåsen.

»Allan…«

»Sig, hvis du vil stoppe.«

Hun rystede på hovedet. Krøllerne rørte hans kæbe.

»Jeg stopper ikke.«

Han trak trøjen op. Den landede på en bunke slanger. Bh’en var simpel og lys. Han kiggede på hende i det hårde lys, og hun lod ham. Så bøjede han sig og tog en brystvorte i munden. Skægget imod huden. Signe greb ham i håret, det grå og det mørkere blandet.

Hendes ben var på hver side af hans lår. Han åbnede hendes bukser med en hånd, der stadig havde slibestøv på fingrene, og gled ned i trusserne.

Hun var allerede våd. Han mærkede det og lavede en lav lyd.

To fingre, langsomt, mens han stadig suttede. Signe lænede hovedet tilbage, kiggede op i de nøgne rør i loftet og åbnede benene mere.

»Fuck,« hviskede hun.

»Sådan.« Hans mund var imod hendes bryst. »Du er sgu ikke så pæn, som du ser ud i hverdagen.«

Hun lo kort, afbrudt, fordi hans fingre fandt den rigtige vinkel.

»Du heller ikke.«

Han smilede imod huden og arbejdede hende med en ro, der afslørede, at han ikke havde travlt. Tommelfingeren på klitoris, fingrene indenfor, den anden hånd i hendes krøller.

Det var mærkeligt at gøre det her under lysstofrøret, med cykler på stativer bag ham og en åben kasse med ventiler ved hoften. Det gjorde det skarpere.

Signe kom med lukkede øjne og et greb i hans skjorte, der næsten rev en knap af. Han holdt hende, indtil det slap, og kyssede hende blødere.

»Stadig modig?«

Hun trak vejret. Bukserne hang åbne. Hun rakte ned og mærkede ham udenpå.

»Ja. Nu er det din tur.«

Hun gled ned på knæ på den lidt klamme beton. Allan lænede sig tilbage mod bordet og kiggede ned, mens hun åbnede bælte og lynlås.

Han var lang, som resten af ham. Hun tog ham i hånden først, så i munden. Han pustede ud gennem næsen. En hånd landede i hendes krøller, ikke hårdt, men fast.

Signe suttede ham der på værkstedsgulvet. Øreringene rørte halsen, hver gang hun bevægede hovedet. Hun kiggede op. Han kiggede ned. Den skæve tand viste sig, da han trak vejret skarpt.

»Signe…«

Hun tog ham dybere, langsomt, indtil hun mærkede, at han spændte i lårene. Hans hofte rykede en gang, som om han stoppede sig selv. Hun slap ham med et smæld, tørrede munden med håndryggen og rejste sig.

»Ikke færdig,« sagde hun.

»Nej.« Han vendte hende om, så hun stod med hænderne på bordet, røven imod ham. Bukser og trusser gled ned om hendes lår. Han strøg en hånd mellem hendes ben, mærkede, hvor våd hun stadig var, og stillede sig tæt.

Hun kiggede skråt tilbage over skulderen. Arbejdsbordet var koldt under håndfladerne. Foran hende lå lappesættet, sandpapiret og den halvt lappede slange, som om de stadig var i gang med lektionen.

Allan førte sig ind i hende i ét langt tryk. Signe åndede ud. Han fyldte hende, dybt, og hans hænder fandt hendes hofter, fast, som om han holdt et stativ.

»Okay?« spurgte han.

»Ja. Bliv ved.«

Han begyndte at bevæge sig. Ikke forsigtigt. Lange stød, der fik bordet til at knirke og en æske med eger til at rykke sig. Hendes krøller faldt frem i ansigtet. Hun skubbede tilbage imod ham, mødte ham, og hver gang han ramte dybt, lavede hun en lyd, hun ikke ville have lavet, hvis der havde været kunder ude i butikken.

Hans skæg strøg hendes nakke, da han bøjede sig ind over hende. En hånd gled frem og fandt hendes klitoris igen. Den anden holdt hende i hoften.

»Du er sgu vild,« mumlede han imod hendes øre. »Hele dagen har du gået og kigget.«

»Du også,« fik hun frem. »Troede bare… du var… ligeglad.«

Han stødte hårdere, som svar.

Signe greb kanten af bordet. Beton under fødderne, hans lår imod hendes, lyden af hud og af hans åndedræt. Hun kom igen, mere uventet, med et kvælet »Allan«, og han holdt hende oppe, mens hun strammede om ham.

Han stoppede ikke. Han tog hende videre, lidt råt nu, som om han havde ventet længe nok, og hun lod ham. Hun ville mærke det. Hun ville have det her, på det her gulv, med den skæve tand i nakken og værkstedet tomt omkring dem.

Han stoppede ikke. Hofterne slog imod hende, og bordet knirkede i en ujævn rytme. En æske med ventiler røg ud over kanten og klirrede hen ad betonen. Signe greb fastere, krøllerne i øjnene, og skubbede tilbage, så han ramte hende dybt hver gang.

»Hold kæft, du er våd,« mumlede Allan imod hendes nakke. Stemmen var ru nu. Ikke værkfører-stemmen. Noget andet.

Hun lo kort, afbrudt af et stød.

»Det er din skyld.«

Han trak sig næsten ud og gled ind igen, langsommere, som om han ville mærke det. Hånden på hendes klitoris blev mere præcis. Signe mærkede det samle sig igen, for hurtigt, og rystede på hovedet.

»Vent… jeg kan ikke…«

»Jo,« sagde han. »Det kan du.«

Hun kom med åben mund og et greb i den halvt lappede slange, der stadig lå der. Gummiet var koldt og ru i hånden. Allan holdt hende, mens hun strammede om ham, og hans stød blev kortere, mere ujævne.

Så stoppede han. Stadig inde i hende. Åndedrættet varmt i hendes hår.

»Vend dig om.«

Hun gjorde det klodset, med bukserne om knæene og trøjen et sted bag dem. Han hjalp hende op at sidde på kanten. Bordpladen var kold under låret. Foran hende stod han med skjorten åben nedad, ranglet og hård, skægget i uorden, den skæve fortand synlig, fordi han trak vejret med åben mund.

Signe tog om hans nakke og trak ham ind mellem sine ben.

»Jeg vil se dig,« sagde hun.

Han nikkede, førte sig ind i hende igen, ansigt til ansigt. Det var tættere. Langsommere. Hun kunne se øjnene. Se, hvordan han kiggede ned mellem dem, der hvor han gled ind i hende, og så op igen.

Hendes små sølvøreringe rørte hans skæg, da hun bøjede sig ind og kyssede ham. Han stødte op i hende, hænderne under hendes røv, og løftede hende næsten af bordet. Hun slog benene om ham, så godt hun kunne med bukserne i vejen.

»Allan…«

»Sig det.«

»Du føles fucking god.«

Han smilede imod hendes mund, skævt, og tog hende fast. Lysstofrøret summede over dem. Udenfor kørte der stadig biler et sted nede ad vejen. Inde var der kun dem, olie og gummi og lyden, når han ramte hende.

Hun gled en hånd ned mellem dem og rørte sig selv, mens han fucked hende. Han kiggede ned og så det. Kiggede på hendes almindelige krop i det hårde lys, de bløde lår, maven, brysterne, der bevægede sig, og han så ikke ud til at ville have noget andet.

»Sådan,« sagde han lavt. »Bliv ved.«

Signe kom igen med panden imod hans, øjnene halvt lukkede, og denne gang holdt han ikke igen. Han stødte hårdt, et par gange mere, og trak sig ud med et støn. Kom over hendes mave og det nederste af brysterne, varmt, i lange ryk, med et greb i kanten af bordet, der gjorde, at træet knagede.

De stod sådan et øjeblik. Ham mellem hendes ben. Hende siddende med rødt i kinderne og hans sæd på huden.

Allan pustede. Så lo han stille, næsten vantro.

»Fuck.«

»Ja.« Signe kiggede ned på sig selv, så op på ham. »Du sagde, jeg skulle vise det.«

»Det gjorde du.« Han strøg en tommelfinger hen ad hendes hofte, nænsommere nu. »Du er sgu ikke til at tage fejl af.«

Hun hoppede ned. Benene var usikre et sekund. Hun fandt et stykke værkstedspapir ved vasken og tørrede sig, uden at gøre et stort nummer ud af det. Han rettede sig, trak bukserne op, men lod skjorten være åben.

Lappesættet lå stadig midt på bordet. Sandpapiret. Slangen med det lille, rene felt, hun aldrig fik klistret.

Signe trak trusser og bukser op. Fandt trøjen mellem en bunke slanger. Krøllerne var helt vilde. En ørering havde sat sig skævt. Hun rettede den, mens hun kiggede på ham.

»Vi fik aldrig lappet den.«

»Nej.« Allan kiggede på slangen, så på hende. »Den kan vente til mandag.«

Der var et lille hul i luften efter det. Mandag. Arbejde. Kunder. Han som værkfører, hun som hende, der hjalp til om lørdagen.

Signe lænede sig op ad bordet igen, denne gang med tøjet på.

»Fortryder du det?« spurgte hun.

Han rystede på hovedet med det samme.

»Nej. Gør du?«

»Nej.« Hun smilte. »Det var… ret konkret.«

»Det var meningen.«

Han gik hen til vasken, vaskede hænder, skænkede den sidste kaffe på kanden over i to krus, der stod der fra om eftermiddagen. Den var næsten kold. Han rakte hende et alligevel. De stod og drak det i det skarpe lys, med cyklerne på stativerne som et slags publikum, der ikke kunne sige noget.

»Du ved,« sagde han efter et stykke tid, »jeg har kigget. Længe. Men jeg tænkte, at det var…«

»For gammelt? For mærkeligt?«

»Begge dele.« Han pegede vagt på sig selv, på det grå i skægget. »Og du er…«

»Syvogtyve og godt klar over, hvad jeg laver.« Hun satte kruset. »Du bad mig om at være modig. Så var jeg det.«

Allan nikkede. Kiggede på hendes mund, som om han stadig kunne mærke den.

»Kom her.«

Det næste kys var langsommere. Ikke mindre sikkert. Hun smagte kaffe og ham. Hans hånd i hendes krøller, hendes fingre i hans skjorte. Da de slap, blev hun stående tæt.

»Jeg skal hjem,« sagde hun. »Min roomie tror, jeg er til træning.«

»Sådan en træning.«

»Noget i den dur.«

Han gik med hende ud gennem butikken. Låste den inderste dør. Ude i mørket foran værkstedet var gaden næsten tom. En cykel lænede op ad ruden. Skiltet sagde stadig LUKKET.

Signe stak hænderne i jakkelommerne. Kiggede op på ham.

»Hvis jeg kommer forbi i ugen… er det så bare dæk og kæder?«

Allan stod med nøglerne i hånden. Den skæve tand kom frem, da han svarede.

»Det er op til dig. Men døren er låst efter lukketid. Og jeg er her ofte alene.«

Hun nikkede. Ikke som et løfte. Som noget, der allerede lå mellem dem.

»Så ses vi, Allan.«

»Ses vi, Signe.«

Hun gik ned ad fortovet. Han blev stående, indtil hun var om hjørnet, og gik så ind igen for at slukke lysstofrøret over det bord, hvor slangen stadig ventede.