Julie havde allerede fået jakken på, da hun mærkede den tomme lomme.

“Fuck,” sagde hun stille.

Søren gik et par skridt foran hende ude på parkeringspladsen. De fleste fra festen var kørt. Der hang stadig stemmer ude fra restauranten, men kontorbygningen overfor lå mørk og lukket.

“Hvad?” spurgte han og vendte sig.

“Min telefon. Jeg tror, den ligger på mit skrivebord.”

Han kiggede på hende. Ikke længe. Bare længe nok til, at hun mærkede det.

“Så går vi ind og henter den.”

Hun kunne have sagt, at hun godt kunne selv. Hun sagde det ikke.

Nøglekortet virkede i døren med et lille klik. Receptionen var slukket. Kun nødlyset lyste langs gulvet. Deres sko lød for højt på klinkerne. Julie hørte sin egen vejrtrækning, som om bygningen havde trukket alt andet væk.

I elevatoren stod de tættere, end de plejede. Hun kunne lugte ham. Ikke den cologne, han havde haft på ved velkomsten, men varme, øl og den skjorte, han havde gået rundt i hele dagen. Han var lavere end hende. Hun havde altid vidst det, men her, uden skriveborde og kaffemaskiner imellem dem, blev det pludselig tydeligt. Hans skuldre fyldte. Hendes knold sad skævt efter festen. Et par lyse lokker var gledet ned ad nakken.

“Det er mærkeligt,” sagde hun.

“Hvad?”

“At være her nu. Det ligner slet ikke arbejde.”

Han smilede lidt.

“Fordi der ikke er nogen, der kigger.”

Døren gik op på tredje. Deres etage. Det åbne kontorlandskab lå i mørke, kun lidt lys fra gaden udefra. Skærme slukket. Stole skubbet ind. En flaske vand glemt ved printeren.

Julies skrivebord stod inde ved vinduet. Hun gik derhen. Telefonen lå der, sort og stille. Hun tog den op, men hun puttede den ikke i lommen med det samme.

Søren var blevet stående ved gangen mellem reolerne.

“Du kunne have ladet mig gå alene,” sagde hun uden at vende sig.

“Jeg ved det.”

Hun vendte sig alligevel. Kjolen fra festen var sort og sad tæt. Hun havde danset. Ikke med ham. Næsten med ham. Der havde været et punkt ude på dansegulvet, hvor hans hånd havde ligget i hendes lænd et sekund for længe, og hun ikke havde flyttet den.

“Du kiggede på mig i aften,” sagde hun.

Han trak på skulderen, men han benægtede det ikke.

“Det gør jeg også om mandagen. Jeg er bare bedre til at skjule det der.”

Hun grinede stille. Det lød nervøst i det store rum.

“Det her er en dårlig idé.”

“Ja.”

Han gik tættere på. Ikke meget. Nok til at hun kunne se, at hans skjorte var krøllet, og at den øverste knap var åben. Mørkt hår. Et par år ældre i ansigtet, end hun normalt lagde mærke til, når de stod ved kaffemaskinen. Treogfyrre. Hun vidste det fra kage i kantinen og fra et personalemøde, hun egentlig ikke havde lyttet til.

“Søren.”

“Julie.”

Hun kunne have taget telefonen og gået. I stedet satte hun den fra sig på skrivebordet igen.

Da han kyssede hende, var det ikke forsigtigt. Det var, som om aftenen havde ligget og ventet på det. Hun bøjede sig lidt ned til ham, og hans hænder fandt hendes talje med det samme. Hun var slank under kjolen. Han mærkede det. Hun mærkede, at han mærkede det.

Kontoret, der ellers lugtede af tæpper og printertoner, lugtede pludselig af hende. Af vin. Af hans mund.

Hun stødte ind i kanten af skrivebordet. En stak papirer gled. Ingen af dem samlede dem op.

“Hvis nogen kommer,” hviskede hun mod hans mund.

“Der kommer ingen.”

Hans hånd gled op ad hendes ryg og fandt lynlåsen. Han trak den ned et stykke. Ikke hele vejen. Nok til at hun trak vejret skarpt, og at kjolen løsnede sig over skulderbladene.

Hun løsnede hans bælte uden at tænke over det. Fingrene kendte bevægelsen alligevel.

“Vi kan ikke gøre det her,” sagde hun, mens hun gjorde det.

“Nej,” sagde han og kyssede hendes hals.

Knolden gled yderligere. Lyst hår ned over den ene skulder. Hun var høj. Han måtte løfte ansigtet. Det gjorde noget ved hende, at han gjorde det uden at tøve.

Hun skubbede ham en smule væk, bare for at se på ham. Hans mund var rød. Hans øjne mørke.

“Ikke herude,” sagde hun. “Mødelokalet.”

Han nikkede.

De gik gennem det mørke landskab uden at tænde lys. Mødelokalet havde glasvægge. Om dagen kunne hele etagen se ind. Nu var der kun gadens lys, og glasset spejlede dem svagt, som to mennesker, der ikke burde være der.

Julie lukkede døren. Den gik i med et blødt klik, der lød højt i stilheden.

Hun stod med ryggen mod bordet. Det lange, blanke mødebord, hvor de ellers sad med kaffe, referater og dårlige jokes om deadline.

Søren gik hen til hende. Hun trak ham ind mellem sine ben, da hun satte sig op på kanten. Hendes kjole gled op. Hans hænder landede på hendes lår. De var varme. Lidt ru. Ikke en chefs hænder. Bare hans.

“Jeg har tænkt på det her i måneder,” sagde han.

“Jeg også.”

Hun kyssede ham igen, dybere. Hans bredde mellem hendes slanke ben. Hendes hænder i hans mørke hår. Hun kunne mærke, at han allerede var hård mod hende, og det sendte et sæt gennem maven, der ikke havde noget med alkoholen at gøre.

Lynlåsen gik resten af vejen. Kjolen faldt ned om hendes talje. Sort bh. Hun havde ikke planlagt det her, men undertøjet var alligevel det, hun havde taget på til festen. Han så på hende et sekund for længe, som om han stadig var ved at forstå, at det var hende.

Han kyssede ned ad hendes hals, ned over kravebenet, ned til kanten af bhen. Hun lænede hovedet tilbage. Loftet var hvidt og kedeligt. Det gjorde det værre på en eller anden måde. At det var så almindeligt. At det var deres arbejde.

“Søren,” sagde hun igen, denne gang anderledes.

Hans mund fandt hendes bryst gennem stoffet. Hun greb kanten af bordet. En af hans hænder gled højere op under kjolen, ind mellem hendes lår, og hun åbnede dem uden at lade som om, hun overvejede det.

Han rørte hende udenpå trussen først. Bare tryk. Bare varme. Hun trak vejret ind mellem tænderne.

“Du er våd,” sagde han stille, næsten overrasket.

“Jeg har været det siden dansegulvet,” svarede hun. “Så sig det ikke, som om du ikke vidste det.”

Han smilede mod hendes hud og skubbede stoffet til side. Hans fingre fandt hende direkte, langsomt, som om han stadig var bange for at ødelægge noget, der allerede var ødelagt. Hun løftede hoften imod ham. Det blanke bord var koldt under hendes lår. Hans hånd var det modsatte.

Hun åbnede hans bukser. Tok ham ud. Han var tyk i hånden, varm, og hun mærkede sit eget greb blive fastere, da han stødte svagt frem. Han lukkede øjnene et øjeblik. Panden mod hendes skulder.

“Julie.”

Hun strøg ham langsomt, mærkede ham blive endnu hårdere, mens hans fingre gled ind i hende. To. Hun var stram om dem. Hun kunne høre den våde lyd i det stille rum, og det gjorde hende både flov og mere tændt.

“Hvis du stopper nu,” hviskede hun, “så hader jeg dig om mandagen.”

“Jeg stopper ikke.”

Han trak trussen ned. Hun løftede sig, så han kunne få den af. Den landede et sted på gulvet ved en af de sorte kontorstole. Kjolen hang stadig om hendes talje som noget, hun havde glemt at gøre færdigt. Han knælede.

Det syn gjorde noget ved hende. Ham på knæ mellem hendes ben, bred, mørkhåret, med skjorten stadig på, ude af stand til at nå hendes mund uden at rejse sig. Hun var den, der sad oppe på mødebordet. Hun var den, der kunne se ud gennem glasset, ud over de tomme skriveborde, hvor de i morgen igen ville være kolleger.

Hans mund landede på hende.

Julie greb hans hår. Ikke hårdt først. Så hårdere. Hans tunge var varm og præcis, og hun måtte bide sig i læben for ikke at lave for meget lyd. Det var latterligt. Der var ingen. Alligevel føltes det, som om etagen stadig havde ører.

Han slikkede hende langsomt, så fastere, fingrene tilbage i hende, mens han sugede om klitten. Hun sprede benene mere. Hendes høje krop foldede sig frem over ham. Knolden var næsten gået op. Lyst hår i ansigtet. Hun blæste det væk og kiggede ned.

“Kig på mig,” sagde hun.

Han gjorde det. Mørke øjne mellem hendes lår, munden våd, hånden stadig i arbejde. Det var det, der fik hende til at ryste. Ikke kun tungen. At han turde se på hende, mens han gjorde det. Her. I det lokale, hvor hun sidst havde siddet og nøkket til et budget.

Hun kom hurtigere, end hun ville indrømme. Det byggede sig skarpt, næsten vredt, og hun holdt ham fast, da det gik igennem hende. Hendes lår spændte om hans skuldre. Hun hørte sig selv sige hans navn, for højt, og bagefter lo hun stille, fordi det lød så forkert i glasvæggenes ekko.

Han rejste sig. Munden skinnede. Bukserne hang åbne. Hun tog fat i hans skjorte og trak ham ind igen.

“Kom her.”

Hun styrede ham mod sig. Hans pik gled langs hende, våd af hende, og hun nikkede, før han spurgte. Han skubbede ind. Langsomt. Tykt. Hun åbnede munden uden lyd, mens han fyldte hende, og hendes hænder fandt hans røv og trak ham det sidste stykke.

“Fuck,” åndede han.

Hun kunne mærke hans mave mod sin. Hans bredde. At hun var slankere, højere, og at han alligevel var den, der stod mellem hendes ben og holdt om hendes hofter, som om bordet ikke var nok.

Han begyndte at bevæge sig. Ikke vildt først. Dyb. Kontoret knirkede svagt under dem, som om mødebordet havde en mening om det. Hver gang han stødte ind, gled hun en centimeter tilbage, og han trak hende frem igen.

Julie kiggede ud over hans skulder. De tomme skriveborde. Hendes egen stol et stykke væk. Telefonen, hun havde glemt, lå derude i mørket.

Hun smilede ind i hans hals.

“Vi skulle aldrig være gået ind.”

“Jo,” sagde han og stødte hårdere. “Det skulle vi.”

Han stødte ind i hende igen, hårdere, og mødebordet gav en lille lyd, som om det protesterede. Julie slog benene om ham. Hendes lår var slanke mod hans bredere hofter, og hun kunne mærke, hvordan han fyldte hende helt, hver gang han gled ind.

“Hold kæft, hvor er du stram,” åndede han.

“Så lad være med at snakke så meget.”

Hun smilede, da hun sagde det, og han svarede ved at tage et fastere greb i hendes røv og trække hende ud til kanten, så han kunne komme dybere. Kjolen sad stadig krøllet om hendes talje. Bhen var skubbet ned under brysterne. Det så rodede ud. Det passede til resten.

Hun kiggede til siden. I glasset så hun dem. Ham mellem hendes ben. Hende med det lyse hår i ansigtet, munden åben. Bag spejlingen lå etagen i mørke, skriveborde som sorte klodser. Hvis nogen kom ud af elevatoren nu, ville de se det hele. Glassene var ikke matte. De var bare mørke nok.

Det burde have fået hende til at stoppe.

I stedet knugede hun ham tættere.

“Vend mig om,” sagde hun.

Han trak sig ud. Tomheden efter ham var kort og irriterende. Hun hoppede ned, vendte sig og lænede sig frem over bordet. Hænderne fladede ud på den blanke plade. Hun kunne se sin egen refleksion svagt, og bag den de tomme stole.

Søren stod bag hende. Lavere. Hun mærkede det, da hans mave ramte hendes røv, og hans mund fandt et sted mellem hendes skulderblade, hvor han ellers ikke ville have kunnet nå, hvis hun havde stået helt oprejst. Han skubbede kjolen op. Hænderne om hendes hofter. Så gled han ind i hende igen, ét langt stød, og hun pustede ud mod bordet.

“Jesus, Søren.”

Han holdt hende, mens han begyndte at knalde hende. Ikke forsigtigt længere. Stolen bag ham ramte glasset med et lille bump. Hun spredte benene mere, sænkede ryggen, og hver gang hans hofter ramte hendes, gled hun frem mod midten af bordet. En kuglepen rullede og faldt på gulvet.

Hun kiggede ud. Hendes eget skrivebord. Den sorte skærm. Stolen, hun om mandagen ville sidde i med kaffe og inbox. Nu stod hun bar nedentil i mødelokalet og tog imod ham, mens hendes knold gik helt op, og lyst hår faldt ned i øjnene.

“Du kigger derud,” sagde han bag hende, lidt forpustet.

“Ja.”

“Tænder det dig?”

Hun tøvede et halvt sekund.

“Ja.”

Hans hånd gled rundt om hendes mave og ned mellem hendes ben. Fingrene fandt klitten, mens han blev ved med at støde. Hun bed sig i underarmen. Lyden, hun ellers ville have lavet, blev til noget klemt og hæst. Hans fingre var grove. Hans pik var tyk. Kombinationen gjorde hende blød i knæene.

“Søren… hold nu kæft og… der. Der.”

Han fandt rytmen. Hun kom igen, denne gang stående, med kinden næsten i bordet og øjnene åbne ud mod kontoret. Det gik i bølger, mindre skarpt end før, men længere, og hun klemte om ham, så han stønede højt bag hende, som om han selv var tæt på at ryge med.

Han stoppede op. Stadig inde i hende. Hans pande mod hendes ryg.

“Hvis jeg fortsætter nu…”

“Så kom,” sagde hun.

“Inde i dig?”

Hun nikkede mod glasset.

“Jeg er voksen. Gør det.”

Han greb hendes hofter igen. Stødene blev kortere, dybere, mindre kontrollerede. Hun pressede sig tilbage imod ham, mødte ham, og da han kom, holdt han hende hårdt, næsten klodset, og hun mærkede det varme, det pulserende, hans åndedrag mod hendes hud. Han sagde hendes navn, lavt, som om det stadig var forbudt at sige det sådan.

De blev stående et øjeblik. Ham inde i hende. Hende foroverbøjet. Etagen udenfor stadig død.

Så trak han sig langsomt ud. Hun mærkede det løbe ned ad indersiden af låret og rejste sig. Benene var usikre. Hun grinede stille, mere af sig selv end af ham.

“Det her er vanvittigt.”

“Ja.”

Hun vendte sig. Hans skjorte var svedig. Bukserne nede om lårene. Han så ikke ud som den Søren, der sendte mails med “venlig hilsen”. Hun så sikkert heller ikke ud som den Julie, der kom til tiden og havde styr på kalenderen.

Hun fandt sin trusse på gulvet og puttede den i lommen i stedet for at tage den på. Kjolen trak hun op over skuldrene og fik lynlåsen halvt i. Bhen sad skævt. Hun rettede den, mens han spændte bæltet.

Ingen af dem tændte lyset.

Hun gik hen til glasset og kiggede ud. Stadig tomt. En gadelygte udefra. Hendes spejlbillede oveni.

“Vi kan ikke lade, som om det her ikke skete,” sagde hun.

“Det havde jeg heller ikke tænkt.”

Hun kiggede på ham. Han stod ved bordet, bred, mørkhåret, lidt rød i ansigtet, med hånden i håret.

“Hvad så om mandagen?”

“Så sidder vi herinde til statusmøde,” sagde han. “Og jeg prøver ikke at tænke på, at du kom, mens du kiggede ud på dit eget skrivebord.”

Hun trak på smilet.

“Du skal ikke sige sådan noget, hvis du vil have, at jeg går herfra.”

“Vil du det?”

Hun gik hen til ham. Kyssede ham en sidste gang, langsommere nu, uden den første sult. Hans hånd landede i hendes lænd, præcis der, hvor den havde ligget på dansegulvet. Denne gang flyttede hun den heller ikke.

“Jeg skal hente min telefon,” sagde hun mod hans mund. “Det var derfor, vi kom.”

“Selvfølgelig.”

De gik ud i landskabet. Julie tog telefonen fra skrivebordet. Skærmen lyste op i mørket. To beskeder fra festen. En fra en veninde, der spurgte, hvor hun blev af.

Hun låste den uden at svare.

I elevatoren stod de igen tæt. Hendes lår klistrede svagt. Hun kunne mærke ham på sig, i sig, stadig. Han kiggede straight frem, men hans hånd fandt hendes, kort, indtil dørene gik op i stuen.

Ude på parkeringspladsen var der kun deres to biler tilbage. Luften var kølig. Hun havde jakken over armen.

“Julie.”

“Hvad?”

Han kiggede op på hende. Forskellen i højde var der igen, almindelig, ude i det åbne.

“Det var ikke bare festen.”

“Nej,” sagde hun. “Det var det ikke.”

Hun gik hen til sin bil, åbnede døren og kiggede tilbage. Han stod stadig ved bygningen, med nøglekortet i hånden, som om han overvejede at gå ind igen og slukke for et eller andet, der allerede var slukket.

“Sov,” sagde hun. “Vi ses mandag.”

“Vi ses mandag.”

Hun satte sig ind. I bakspejlet så hun ham gå hen til sin egen bil. Kontoret bag dem var mørkt. Professionelt. Offentligt. Som det altid havde været.

Bare ikke for dem. Ikke længere.