Lageret var næsten tomt. De fleste var gået for timer siden, men en forsinket lastbil havde tvunget dem til at blive. Maria havde ikke bedt om hjælp. Hun havde bare trukket arbejdshandskerne på og sat i gang.

Daniel var blevet alligevel.

Han stod ved reolen med mappen under armen og skjorten, der stadig sad, som om han var på vej til et møde. Ærmerne var rullet præcist op. Han var kompakt, bred over skuldrene, men rakte hende ikke til skulderen. Det havde irriteret hende fra første dag. En chef, hun kunne se ned på, og som alligevel talte, som om han ejede rummet.

»Du kan ikke stille de paller der,« sagde han.

Maria vendte sig. Hestehalen slog hende i nakken. Hun var varm under den mørke T-shirt. Armene spændte efter løftet.

»Jo, det kan jeg. Det har jeg gjort, siden du sad et andet sted og lavede Excel.«

Han klemte mappen hårdere.

»Jeg er din chef, Maria.«

»Og jeg er den, der faktisk ved, hvordan det her sted fungerer.«

De havde kørt den samme samtale i tre uger. Små stik. Ordrer, hun ignorerede. Rettelser, han ikke kunne lade være med at give. Ingen af dem brød sig om at blive bestemt over. Det var det første, de havde opdaget ved hinanden.

Nu var der ingen andre.

Hun gik forbi ham. For tæt. Hendes skulder ramte næsten hans. Han røg ikke til side. Hun mærkede varmen fra ham, den rene duft af sæbe og stivelse, der ikke hørte hjemme mellem paller og støv.

»Flyt dig,« mumlede hun.

»Du skal lytte,« sagde han lavt.

Hun stoppede. Vendte sig. Kiggede ned på ham. Han kiggede op. Der var noget i hans øjne, der ikke bare var irritation. Noget, der havde ligget der hele tiden, under alle de skarpe bemærkninger.

Maria mærkede det i maven. En varme, hun ikke havde lyst til at give ham.

»Ellers hvad?«

Daniel tog et skridt frem. Nu stod han rigtig tæt. Hun kunne have skubbet ham væk med én hånd. Hun gjorde det ikke.

»Ellers bliver vi her, til du gør, som jeg siger.«

Hun lo kort. Det lød ikke som latter.

»Du er da ikke stor nok til at true mig.«

Hans kæbe spændte. Han lagde mappen fra sig på en kasse uden at kigge. Så greb han hendes overarm. Fast. Ikke hårdt nok til at gøre ondt, men hårdt nok til, at hun mærkede det.

Maria stirrede på hans hånd. Derefter på hans ansigt.

»Slip.«

»Nej.«

Det var det. Tre uger af stikpiller og stædighed, presset sammen i et tomt lager, hvor ingen kunne høre dem.

Hun rev sig løs – eller forsøgte. Han holdt fast. Hun var stærkere. Hun kunne have vredet sig fri. I stedet skubbede hun ham baglæns, ind mod reolen. Metal ramte hans ryg. Hans hænder fandt hendes talje, som om de havde ventet på det.

»Du er vanvittig,« hviskede hun.

»Du også,« svarede han.

Så kyssede han hende.

Det var ikke blødt. Det var det samme som alt det andet mellem dem. Et sammenstød. Hendes mund åbnede sig, fordi hun ikke ville tabe. Hans skægstubbe strøg hendes hud. Hun greb hans skjorte, krøllede det fine stof, trak ham tættere, selvom han allerede var oppe imod hende.

Hans hænder gled under hendes T-shirt. Varme, sikre. Hun var ikke vant til, at nogen rørte hende sådan på arbejdet. Slet ikke ham. Hun stønede ind i munden på ham, vred over, at lyden kom.

»Fuck,« mumlede hun, da de rev sig løs for at trække vejret.

Daniel så på hende. Hans slips var skævt. Hendes hestehale var begyndt at glide.

»Vi burde ikke,« sagde han.

»Så stop.«

Han stoppede ikke.

Hun pressede sig ind imod ham igen. Han var kompakt og tung, men hun havde kroppen til det. Hans mund fandt hendes hals. Hun lagde hovedet tilbage mod den kølige metalreol og lod ham. Et øjeblik. Bare et øjeblik, hvor hun ikke skulle have ret.

Så greb hun hans hår og trak ham op, så han måtte se på hende.

»Du bestemmer ikke det her alene.«

»Det har jeg aldrig troet,« sagde han, og der var noget i stemmen, der var mere ærligt end alle hans ordrer.

Hendes hænder gik til hans bælte. Hans til hendes bukser. De arbejdede hurtigt, vredt, som om det var endnu en opgave, de skulle nå, før nogen kom.

Ingen kom.

Maria mærkede hans hånd mellem sine ben, uden på det grove stof først, så indenunder. Hun var allerede våd. Det irriterede hende næsten mere end alt det andet. At hun havde gået rundt og været irriteret på ham i tre uger, og at det her havde ligget under hele tiden.

»Du har tænkt på det,« sagde han tæt ved hendes øre.

»Hold kæft.«

Han smilede. Hun mærkede det mod hendes hud.

Hun fik hans bukser åbnet. Han var hård. Kompakt som resten af ham. Hun sluttede hånden om ham, og hans åndedræt ramte hendes kraveben.

»Maria…«

»Ikke mit navn, som om du pludselig er venlig.«

Hun strøg ham alligevel. Fast. Han pressede hofterne frem. Hans fingre fandt ind under kanten af hendes trusser, strøg hende, trevlede hende op, mens hun stadig holdt ham.

De stod der mellem pallerne, halvt afklædte, stadig i arbejdssko, stadig med støv i luften, og det var det mest ærlige, de havde været over for hinanden.

Hun vendte sig om. Lænede sig frem mod reolen, hænderne om et metalrør. Kiggede tilbage over skulderen.

»Hvis vi gør det, så gør vi det. Ingen pæne taler bagefter.«

Daniel trådte ind bag hende. Hans hænder på hendes hofter. Han var lavere, så han måtte bøje sig lidt anderledes, men han fandt hende. Hun mærkede ham mod sig, varm og fast.

»Ingen pæne taler,« gentog han.

Så skubbede han ind i hende.

Maria trak vejret skarpt. Hendes pande ramte næsten metallet. Han var tykkere, end hun havde regnet med. Hun var våd nok. Det gjorde alligevel indtryk. Han holdt hendes hofter, som om han var bange for, at hun skulle gå. Hun gik ikke.

Han bevægede sig. Kort, hårdt, i takt med den irritation, der stadig hang i dem. Hun skubbede tilbage imod ham. Mødte ham. Lydene mellem dem var rå. Åndedræt, stof, hud, et støn hun ikke kunne holde tilbage.

»Hårdere,« sagde hun.

Han gjorde det hårdere. En hånd gled op ad hendes ryg, greb hestehalen, trak hendes hoved en anelse tilbage. Ikke for at styre hende. Mere som et svar. Hun knyttede hænderne om røret og lod ham.

Lageret summede. Udenfor kørte en bil forbi. Ingen standsede.

Maria mærkede det bygge. Hurtigt. For hurtigt. Hun hadede, at han kunne det. Hadede, at hun ville have mere.

Hun skubbede hoften tilbage imod ham, hårdere, som om hun stadig var i gang med at vinde. Reolen raslede. En tom kasse røg et par centimeter. Daniel stødte ind i hende, dybt, og grebet i hestehalen strammede, nok til at hendes nakke bøjede sig, nok til at hun mærkede ham overalt.

»Der,« pressede hun frem mellem tænderne. »Bliv der.«

Han ramte hende igen. Kort. Hårdt. Hans anden hånd klemte hendes hofte gennem det grove stof, der stadig hang om lårene. Maria knyttede kæberne, men lyden kom alligevel — lav, ru, ærlig. Hun kom stående, med panden næsten mod metallet, med åbne øjne, mens det slog igennem maven og ned i benene. Hun holdt fast i røret, så hun ikke sank.

Daniel stod stille inde i hende. Åndedrættet hamrede mod hendes ryg.

»Maria…«

»Ikke nu.« Hun trak vejret skarpt. »Du er ikke færdig.«

»Det er jeg snart.«

»Så hold det.«

Han pustede et kort, utroligt grin ud mod hendes skulderblad og begyndte at bevæge sig igen. Hun var overfølsom. Hver gang han ramte hende, gik det som strøm. Hun kunne have sagt stop. I stedet skubbede hun tilbage og tvang ham til at følge hendes tempo.

Hans hånd gled op under T-shirten, over den varme mave, til brystet. Hun var solid. Han klemte, ikke forsigtigt. Hun stønede, vred over, at hun kunne mærke ham så tydeligt.

Så strakte hun en arm bagud, fandt hans slips og trak.

»Ud.«

Han gled ud af hende. Hun vendte sig. Kindene var røde, bukserne nede, hestehalen skæv. Hun så ned på ham. Han så op. Skjorten var krøllet. Det fine ydre var ved at falde fra hinanden, og det klædte ham på en måde, hun ikke ville give ham.

Hun greb skjorten og skubbede ham ind mod reolen. Metal ramte hans ryg. Hun var den højeste. Hun kunne holde ham der.

»Nu står du stille,« sagde hun.

»Du glemmer, hvem der er chef.«

»Ikke her.« Hun tog fat om ham. Han var stadig hård, glat af hende. »Her er det mig.«

Hun gik på hug. Betonen var kold. Hun tog ham i munden uden advarsel, uden at gøre det blødt. Daniel ramte reolen med flad hånd. Åndedrættet brød sammen. Fingrene fandt hestehalen, men han tvang hende ikke. Han holdt bare.

Hun arbejdede ham med mund og hånd, samme stædighed som ved pallerne. Han mumlede noget, der ikke var en ordre. Hun slap ham, tørrede munden med håndryggen og rejste sig.

»Hvis du kommer, så er det, når jeg siger det.«

»Du er vanvittig.«

»Du kyssede først.«

Hun kyssede ham hårdt, smagte sved og støv og ham, og skubbede ham så ned på en lav palle. Han landede siddende mellem tomme kasser. Hun trak bukser og trusser af, sparkede dem væk og satte sig over ham. Sænkede sig. Langsomt, fordi hun ville mærke, at han mærkede det. Fordi hun ville se ham i øjnene, mens hun tog ham.

Daniel greb hendes lår. Musklerne under hans hænder var virkelige. Arbejdede. Ikke pynt.

Hun begyndte at bevæge sig. Først styret. Så mindre. Hans slips hang skævt. Hun tog det som et greb og holdt fast, red ham, T-shirten klistret til ryggen. Han fik den op, sports-bh’en op, munden på hendes bryst. Skægstubbe. Varme. Hun lagde hovedet tilbage et par sekunder, før hun trak ham op i slipset igen.

»Kig på mig.«

Han gjorde det. Kontrollen var væk.

»Du har tænkt på det her,« sagde hun.

»Lige så længe som dig.«

Hun bevægede sig hurtigere. Lagerhallen var stor og tom omkring dem. En ventilator tikkede et sted ude i mørket. Hun kom anden gang med ansigtet i hans hals, tænder mod huden, et støn hun ikke længere kunne gøre til irritation. Han stødte op i hende, et, to, tre gange, og kom med en lyd, der slet ikke passede til den sirligt klædte mand, hun havde skændtes med i tre uger. Hans hænder klemte hendes hofter, som om han stadig prøvede at holde fast i noget.

De blev siddende.

Hendes pande mod hans tinding. Hans åndedræt mod hendes kraveben. Mellem dem var det klistret og varmt og fuldstændig ude af kontrol.

Maria rejste sig først. Hun mærkede ham løbe ned ad låret, fandt T-shirten, trak den på. Samlede bukserne uden at kigge på ham.

Daniel sad stadig med åben skjorte og hår, der for første gang ikke sad, som det skulle.

»Pallerne står stadig forkert,« sagde han stille.

Hun kiggede på ham. Så lo hun. Kort, hæst, rigtigt.

»Du er håbløs.«

»Og du hører stadig ikke efter.«

Hun samlede håret og strammede hestehalen, som om hun kunne stramme resten af sig selv med. Han rejste sig, rettede bukserne, forsøgte at få skjorten til at se ud som før. Det kunne den ikke.

De stod et øjeblik mellem reolerne. Ingen pæn tale. Bare to voksne, der stadig ikke brød sig om at blive bestemt over, og som nu havde noget mellem sig, der var værre og bedre end alle ordrerne.

»I morgen er du stadig chef,« sagde hun.

»I morgen flytter du stadig pallerne, som du vil,« sagde han.

Hun nikkede. Samlede arbejdshandskerne op fra kassen. Gik hen mod porten. Stoppede.

»Daniel.«

Han så på hende.

»Det her skete. Vi lader det ikke ødelægge arbejdet. Og vi lader det heller ikke være, som om det ikke skete.«

Han nikkede én gang.

»Enig.«

De slukkede lyset over den bagerste del af lageret. Udenfor var luften kold. Maria låste. Han stod ved siden af hende, stadig lavere, stadig sirlig i det ødelagte, og for første gang siden hun var startet, sagde ingen af dem noget, der skulle vinde.

De gik hver til sit hen over den tomme parkeringsplads. Hestehalen slog hende i nakken. Hun mærkede ham stadig. Irritationen var der. Spændingen også. Den var bare ikke skjult længere.