Nadia skubbede døren til togvognen op og standsede et øjeblik. Det var sent, lyset var dæmpet, og vognen var næsten tom. Et par passagerer sad spredt længere nede. Hun gik ind, valgte en plads ved vinduet og satte tasken ved siden af sig.

Overfor hende sad en mand. Han kiggede op fra avisen, da hun satte sig. Gråt hår, tyndt i toppen, pænt klippet. Briller med tynde stel. Mørk jakke, lyseblå skjorte. Han så ud til at være i midten eller slutningen af tresserne.

Hun smilede kort. Han nikkede.

Toget rullede ud. Nadia kiggede ud i mørket. Hun havde haft vagt til klokken syv og var træt på den der særlige måde, hvor kroppen er færdig, men hovedet stadig kører. Hun havde skiftet på hospitalet. Kjole, strømpebukser, frakke over sædet. Ingen uniform. Bare hende.

Efter et kvarter kom højttaleren. Signalfejl. Forsinkelse på cirka tyve minutter.

Nadia sukkede.

Manden overfor kiggede på hende. “Endnu en aften med DSB,” sagde han. Stemmen var dyb og rolig, uden irritation.

Hun lo stille. “Ja. Det er næsten blevet en vane.”

“Hvor skal du hen?”

“København. Hjem. Du?”

“Samme sted. Jeg har været ude hos min søster. Hun bor et stykke ude.”

Det var nemt at svare. Måske fordi vognen var tom. Måske fordi forsinkelsen pludselig gav dem tid, de ellers ikke ville have brugt.

Hun fortalte, at hun var sygeplejerske. Aften- og nattevagter mest. Han nikkede, som om han kendte til det.

“Det er et hårdt job,” sagde han. “Min kone var det også. For mange år siden.”

Han stoppede. Nadia ventede.

“Hun døde for tre år siden. Kræft.”

“Jeg er ked af det.”

Han smilede lidt. “Tak. Det er okay. Man lærer at leve med det. Jeg hedder Søren.”

“Nadia.”

De trykkede ikke hænder. For langt imellem sæderne. Men navnene hang der.

Søren var 67, sagde han. Pensionist. Havde været bygningskonstruktør i mange år. Tegninger, beregninger, byggepladser i al slags vejr.

Nadia lyttede. Hun var vant til at lytte, men det her var anderledes. Han talte ikke for at fylde luften. Han spurgte ind.

Hun fortalte om vagterne. Om de gamle patienter, der mindede hende om, at tiden gik. Om de unge, der kom ind efter fester. Om hvor stille det kunne være, når man gik hjem klokken tre til en tom lejlighed.

“Du bor alene?” spurgte han.

Hun nikkede. “Ja. Har gjort det i et par år. Forholdet røg. Han var på min alder. Altid på vej et andet sted. Jeg tror, jeg blev for kedelig med mine vagter.”

Søren kiggede på hende. Længe, men ikke ubehageligt.

“Du ser ikke kedelig ud.”

Nadia mærkede varmen i kinderne. Hun kiggede ned, så op igen. Hans øjne var brune bag brillerne. Der var linjer omkring dem, men de var rolige.

Toget kørte langsomt. Forsinkelsen gav dem tid.

Samtalen gled. Hun spurgte, om han havde børn. Ja. En søn i Aarhus, en datter i København. Børnebørn. Han så dem, men ikke så ofte, som han ville.

Hun tænkte, at han var den slags mand, der lyttede. Der ikke afbrød. Der ikke prøvede at imponere med historier om, hvor vigtig han havde været.

Hun krydsede benene. Kjolen gled lidt op. Hun havde ikke tænkt over det. Nu mærkede hun det. Søren kiggede ikke åbenlyst. Men hun mærkede det alligevel. Eller måske forestillede hun sig det.

Hun kunne lide, hvordan han sad. Rolig. Hænderne på knæene. Store hænder, lidt stive, måske, men stærke.

“Hvad laver du, når du ikke er på hospitalet?” spurgte han.

Hun lo. “Sover. Eller prøver. Ser serier. Går ud med veninder en gang imellem. Men det er svært at finde nogen, der forstår vagterne.”

“Jeg læser,” sagde han. “Går ture. Laver mad til mig selv. Det er blevet bedre, end jeg troede.”

De talte om bøger. Hun læste krimier, når hun kunne holde sig vågen. Han læste biografier og historie.

Tiden gik. Toget begyndte at køre mere normalt. København nærmede sig.

Nadia mærkede det i maven. Hun ville ikke, at det skulle slutte. Ikke endnu. Hun havde ikke talt sådan med nogen i lang tid. Ikke med en mand, der så på hende, som om hun var interessant. Ikke bare ung og pæn.

Søren kiggede ud af vinduet, så tilbage på hende.

“Vi er der snart.”

“Ja.”

Stilhed. Ikke akavet. Bare fuld.

“Jeg har nydt det her,” sagde hun.

“Det har jeg også.” Han tøvede. “Nadia… jeg ved ikke, om det er for meget. Men jeg har ikke lyst til, at vi bare går hver til sit på perronen.”

Hun mærkede hjertet slå hurtigere.

“Hvad tænker du?”

“At vi kunne tage et glas vin. Eller kaffe. Jeg bor fem minutter fra Nørreport. Hvis du har lyst. Ingen pres.”

Hun kiggede på ham. Syttenogtres. Hun var tredive. Det var anderledes. Men hun var træt af mænd på hendes alder, der kiggede på telefonen, mens hun talte.

“Ja,” sagde hun. “Det har jeg lyst til.”

Toget kørte ind under taget. De samlede deres ting. Hun tog frakken på. Han ventede, til hun var klar.

De gik sammen ud på perronen. Folk skyndte sig forbi. De gik langsommere.

Ude i den kølige aftenluft gik de side om side. Gaderne var våde efter regn. Lygterne spejlede sig.

“Det er denne vej,” sagde han og pegede.

Nadia nikkede. Hun kunne mærke spændingen. Ikke bare i samtalen længere. I kroppen. I den måde, hun var bevidst om, hvor tæt han gik.

De talte videre, mens de gik. Små ting. Hvor længe hun havde boet i byen. At han havde boet i den samme lejlighed i over tyve år. At hun nogle gange cyklede hjem om natten og hadede det.

Hans bygning var ældre, pæn. Han låste op, holdt døren. De gik op ad trappen. Ingen elevator.

Lejligheden var rummelig, lidt gammeldags, men ryddelig. Bøger, et par lamper, ingen rod.

“Vin eller kaffe?” spurgte han, mens han hængte sin jakke.

“Vin. Rød, hvis du har.”

Han nikkede, gik ud i køkkenet. Nadia stod et øjeblik og kiggede sig omkring. Hun kunne høre ham åbne en flaske. Hun tog frakken af og lagde den over en stol.

Han kom tilbage med to glas. De satte sig i sofaen. Ikke helt tæt. Men tættere end i toget.

Hun smagte på vinen. Den var god. Hun var ikke vant til at sidde sådan. Ikke med en mand, han var. Ikke så sent. Ikke efter at have talt i over en time allerede.

Søren kiggede på hende over glasset.

“Du kan stadig fortryde,” sagde han stille. “Jeg kører dig hjem, hvis du vil.”

Hun rystede på hovedet. “Jeg vil ikke fortryde.”

Hun satte glasset fra sig. Han gjorde det samme.

Hun lænede sig lidt frem. Han gjorde det også. Deres knæ rørte hinanden.

Hun kunne mærke hans hånd, da den lagde sig på sofaen bag hende. Ikke på hende. Bare der.

Hun kiggede på hans mund. Så op i øjnene.

Så kyssede hun ham.

Det var langsomt. Usikkert i starten. Hans skægstubbe imod hendes hud. Hans læber var bløde. Han kyssede tilbage, forsigtigt, som om han ventede på, at hun skulle trække sig.

Hun gjorde ikke.

Hun lagde hånden på hans bryst. Skjorten var varm. Hun mærkede hjerteslaget.

Hans hånd kom op og rørte hendes kind, så halsen, så ned ad hendes ryg. Over kjolen.

De kyssede længere. Dybere. Hun flyttede sig tættere. Hendes lår imod hans.

Hun trak sig lidt tilbage for at trække vejret. Panden imod hans.

“Det her er sindssygt,” hviskede hun.

“Ja,” sagde han. “Men jeg har ikke lyst til at stoppe.”

“Det har jeg heller ikke.”

Hun kyssede ham igen. Hans hånd gled ned og fandt hendes hofte. Hun mærkede varmen gennem stoffet. Hun gled tættere, næsten op i hans skød.

Kjolen var krøllet op. Hun var ligeglad.

Hans hånd gled ind under kanten, op ad hendes lår, over strømpebukserne. Hun gispede stille imod hans mund.

Hun begyndte at knappe hans skjorte op. Fingrene rørte hans bryst. Gråt hår. Varm hud. Hun kunne mærke, at han var i form for sin alder. Ikke ung. Men til stede.

Han hjalp hende med at få skjorten af. Hun trak sin kjole op over hovedet. Sad der i bh og strømpebukser.

Han kiggede på hende. Ikke grådigt. Bare åbent.

“Du er smuk,” sagde han.

Hun smilede, lidt rød. “Du behøver ikke sige det.”

“Jeg mener det.”

Hun lænede sig ind og kyssede ham igen, mens hans hænder gled over hendes ryg, fandt bh-låsen, åbnede den. Hun lod den glide af.

Hans mund fandt hendes hals, så ned. Hun lagde hovedet tilbage. Fingrene i hans hår.

Hun mærkede hans hænder på hendes bryster, forsigtigt, så mere sikkert. Hun gispede.

Hun strakte sig efter hans bælte. Åbnede det. Lynlåsen. Han hjalp. Hun mærkede ham gennem boksershortsen. Hård. Varm.

Hun kiggede op på ham. Han nikkede.

Hun gled ned på knæ foran sofaen. Trak boksershortsen ned. Tog ham i hånden. Kiggede på ham, mens hun førte ham til munden.

Han lagde hånden i hendes hår. Ikke hårdt. Bare der.

Hun suttede langsomt. Mærkede ham. Smagen. Varmen. Hans åndedræt, der blev tungere.

“Nadia…”

Hun blev ved. Hun kunne lide det. Kunne lide at høre ham. Kunne lide, at han ikke skyndte sig.

Efter et stykke tid trak han hende op. Kyssede hende. Smagen af ham i munden.

“Kom,” sagde han stille.

De gik ind i soveværelset. Sengen var redt. Han tændte en lampe, dæmpet.

Hun lagde sig. Han hjalp hende af med strømpebukserne og trusserne. Kyssede hendes mave, hendes lår. Længere ned.

Hun spredte benene. Hans mund fandt hende. Langsomt. Grundigt. Hun lagde hånden i hans hår og holdt ham der.

Hun kom først. Stille, men kroppen rystede. Han blev ved, til hun trak ham op.

Han lagde sig mellem hendes ben. Hun mærkede ham imod sig. Hun nikkede.

Han gled ind. Langsomt. Hun var våd. Hun gispede. Han fyldte hende.

De lå stille et øjeblik. Pande mod pande.

Så begyndte han at bevæge sig. Dybe, rolige stød. Hun slog benene om ham. Neglene i hans ryg.

Det varede. Ikke som med de unge, der var færdige på tre minutter. Han tog sig tid. Skiftede tempo. Kyssede hende. Talte stille til hende. Hendes navn.

Hun kom igen, strammere om ham. Han fulgte efter kort efter. Hun mærkede ham komme inde i hende. Varmen.

De lå der. Åndedrættet langsomt.

Han kyssede hendes tinding.

Nadia smilede imod loftet.

Hun havde ikke lyst til at gå nogen steder.

Han flyttede sig ud af hende og lagde sig tæt ind til hendes side. Hun vendte sig med det samme. Hendes hoved fandt plads på hans skulder, som om de havde ligget sådan før. Hans hud var varm. Hun kunne høre hjertet, stadig lidt for hurtigt.

“Det er længe siden, jeg har ligget sådan,” sagde han.

“Hvor længe?”

“Siden min kone. Ikke bare sex. Det her.”

Nadia strøg ham over brystet. Det grå hår var blødt under fingrene. “Jeg havde ikke forventet det her, da jeg satte mig i toget.”

Han lo stille. “Det havde jeg heller ikke. Jeg kiggede op og tænkte, at du ville sætte dig så langt væk som muligt.”

“Jeg overvejede det. Så gjorde jeg det ikke.”

Hun løftede hovedet. Uden briller så han anderledes ud. Blødere. Øjnene lidt røde i kanten, munden stadig mørk efter kyssene.

“Passer det dig?” spurgte hun. “At jeg er tredive.”

“Det passer mig, at du er dig.” Han tøvede. “Men jeg tænker også på, hvad du tænker. Jeg er gammel nok til at være din far. Næsten din bedstefar, hvis man skal være ærlig.”

“Jeg ved det godt.” Hun kyssede hans kraveben. “Jeg har været sammen med mænd på min alder i årevis. De skynder sig. De kigger på telefonen, mens man taler. De vil have, at man er nem og færdig og videre. Du sad derovre og lyttede. Det var det første.”

Hans hånd gled ned ad hendes ryg, langsomt, som om han lærte formen. Hun mærkede det helt ned i maven igen. Ikke færdig. Langt fra.

Fingrene fandt ind mellem hendes ben.

“Du er våd stadig,” mumlede han.

Hun åbnede sig for ham uden at sige noget. Hans fingre var tykke, lidt ru, men forsigtige. Han strøg hende, fandt klitoris, cirklende, uden at haste. Hun åndede ud imod hans hals.

“Søren…”

“Sig til, hvis jeg skal stoppe.”

“Stop ikke.”

Han blev ved. Ikke for at få hende til at komme med det samme. Bare for at mærke hende. Hun bevægede hoften imod hans hånd. Hendes egen hånd gled ned og fandt ham. Han var allerede på vej igen. Ikke stenhård endnu, men levende, varm, tykkere i hendes greb, jo mere hun strøg.

Hun smilede imod hans hud. “Okay. Det havde jeg ikke regnet med.”

“Hvad?”

“At du kunne igen.”

“Giv mig et øjeblik. Og dine hænder.”

Hun lo stille og gled ned ad ham. Kyssede hans mave, den bløde linje under navlen, den varme hud, der lugtede af sæbe og sved og vin. Så tog hun ham i munden igen. Langsommere end før. Hun havde tid nu. Hun slikkede langs undersiden, tog hovedet mellem læberne, sænkede sig, trak sig op, igen.

Han lagde armen under hovedet og kiggede ned på hende. Hun kiggede op, mens hun suttede. Det gjorde noget ved ham. Hun kunne mærke det i den måde, han spændte på, i den lyd han ikke kunne holde tilbage.

“Kom herop,” sagde han efter et stykke tid. Stemmen var hæs.

Hun slap ham, kravlede op og satte sig overskrævs. Hun tog ham i hånden, førte ham hen til sig og sænkede sig. Begge gispede.

Hun sad stille et øjeblik. Vænede sig. Han fyldte hende anderledes i den her vinkel. Dybere. Hun kunne mærke ham helt oppe.

Hans hænder lagde sig på hendes hofter. Tommelfingrene strøg huden. Hun begyndte at bevæge sig. Langsomt først. Små cirkler. Så op og ned, så hun mærkede hver centimeter.

Lampen lyste på hendes bryster. Han rejste sig halvt og tog en brystvorte i munden. Hun holdt ham om nakken, fingrene i det tynde hår.

“Fuck,” hviskede hun. Hun sværgede sjældent under sex. Nu kom det alligevel.

Han nappede blidt, så suttede. Skægstubbene imod hendes hud. Hun red ham hårdere. Sengen knagede. Hendes lår begyndte at ryste.

“Kig på mig,” sagde hun.

Han gjorde. Brune øjne. Rynker. Ingen maske. Hun kom, mens hun kiggede på ham, med ham dybt i sig, og det var anderledes end før. Længere. Det gik gennem maven, gennem lårene. Hun rystede, bøjede sig frem, pande mod hans, og blev siddende, pulserende om ham.

Han vendte dem om, stadig inde i hende. Nu lå hun under ham igen. Han tog hendes hånd og flettede fingrene sammen oppe ved puden. Stødte dybt, jævnt, uden at miste rytmen.

Hun slog det frie ben om ham. “Sådan. Bliv der.”

Han blev. Hver bevægelse ramte det rigtige sted. Hun var overfølsom nu, næsten for meget, og alligevel ville hun have mere. Hun knugede hans hånd.

“Jeg kommer,” advarede han. Åndedrættet var ujævnt mod hendes øre.

“Kom. Jeg vil mærke det.”

Han stødte et par gange mere, dybere, og kom med en lav lyd imod hendes hals. Hun holdt om ham, benene om hans ryg, mærkede ham pulserende inde i sig, varmen, det våde mellem dem, til han blev stille.

De blev liggende. Svedige. Hendes fingre tegnede cirkler på hans skulderblad.

Efter et stykke tid trak han sig ud og lagde sig ved siden af hende. Hun vendte sig ind til ham igen. Mellem hendes lår var det klistret og varmt. Hun var ligeglad.

“Jeg skal på arbejde i morgen,” sagde hun. “Sen vagt. Ikke før eftermiddag.”

“Så kan du sove her.”

“Det havde jeg tænkt mig.”

Han trak dynen op over dem. Rakte ud og slukkede lampen. I mørket fandt hans hånd hendes.

Nadia lå og lyttede til hans åndedræt, der blev langsommere. Udenfor kørte en bil forbi på den våde gade. Hun tænkte på togvognen. På højttaleren. På forsinkelsen. På at hun næsten havde sat sig et andet sted.

Hun klemte hans hånd.

Han klemte igen, allerede halvt i søvn.

Hun smilede ind i mørket og lukkede øjnene.

Hun vågnede ved, at lyset faldt ind ad siden af gardinet. For et øjeblik vidste hun ikke, hvor hun var. Så mærkede hun varmen bag sig, en arm over hendes talje, åndedræt i nakken.

Søren sov stadig.

Hun lå stille og kiggede på væggen. En reol. En billederamme, hun ikke kunne se tydeligt. Hans hånd var tung og tryg på hendes mave. Hun kunne mærke ømheden mellem benene, den gode slags, og duften af ham i puden.

Han rørte sig.

“Du er her stadig,” mumlede han imod hendes hår, uden at åbne øjnene endnu.

“Jeg er her stadig.”

Han kyssede hendes skulder. Ikke for at starte noget. Bare fordi hun var der.

De blev liggende sådan et stykke tid. Ingen af dem sagde noget om, at det var mærkeligt. Det var det. Og det var det ikke.

Da hun senere stod i hans køkken i hans skjorte og drak kaffe, kiggede han på hende over kanten af sit krus, med brillerne på igen, håret i uorden.

“Jeg ved ikke, hvad det her bliver,” sagde han. “Jeg skal ikke love dig noget, jeg ikke kan holde.”

“Det har jeg heller ikke bedt om.” Hun satte kruset. “Men jeg har dit nummer. Og du har mit. Og jeg har ikke lyst til, at toget skal være det sidste.”

Han nikkede. Smilet kom langsomt.

I døren kyssede han hende. Længere end et farvel, kortere end en ny begyndelse.

Nede på gaden var luften kølig. Nadia gik mod Nørreport med hænderne i lommerne og mærkede stadig hans mund. Toget om aftenen havde været forsinket.

Hun tænkte, at hun for en gangs skyld var glad for DSB.