Klokken var kvart over to, og sneen faldt uden lyd udenfor de store glasdøre. Receptionen lå i det dæmpede gule lys fra lampen over disken. Julemusikken kørte stadig lavt fra højttaleren, selvom der ikke var nogen til at høre den.
Sara kom slentrende hen ad den tomme gang. Hættetrøjen var sort, ærmerne rullet op, så tatoveringerne på de slanke arme stod tydeligt. Det korte, sorte hår sad pjusket efter runden på etagerne. Hun stoppede ved disken og lænede sig frem på albuerne.
Marianne kiggede op. De elegante briller sad lidt nede på næsen. Hun skubbede dem på plads med pegefingeren, som hun altid gjorde.
«Stadig dødt,» sagde Sara.
«Tre gæster i huset. Alle sover. Eller lader som om.» Marianne’s stemme havde den der rolige, lidt tørre klang. Hun var fyldig i den mørke bluse, mørkt hår sat i en blød knold, der allerede var begyndt at glide. «Du har tjekket 304 igen.»
«Lyset er slukket. Ingen lyd.» Sara smilede skævt. «Du sidder bare her og lader som om du har travlt.»
«Jeg har travlt med at holde øje med dig, når du kommer slentrende med de arme.» Marianne kiggede ikke væk. Det var det, der var anderledes i nat. Normalt lo de det af. Normalt vendte samtalen tilbage til kaffen eller den gæst, der havde klaget over puden.
Sara bankede let med fingrene på disken. «Du har sagt det før. Om armene.»
«Fordi du ruller ærmerne op med vilje.»
«Måske.» Sara’s blik gled ned over Marianne’s bryst og op igen. «Du har også gjort noget med vilje. Den bluse. Den sidder sådan.»
Marianne trak vejret ind, men smilede. «Den sidder, som den sidder. Jeg er ikke 31.»
«Nej. Du er 49 og sidder der og ved præcis, hvad du gør ved mig, når du skubber de briller op.»
Stilheden blev længere end den plejede. Radiatoren tikkeede. Udenfor peb vinden i et hjørne.
Sara gik rundt om disken. Hun gjorde det aldrig. Personalereglerne var klare nok, og kameraerne sad deroppe i hjørnet. Marianne drejede stolen, men rejste sig ikke. Sara standsede tæt på. Tæt nok til at mærke varmen fra hende og den diskrete parfume.
«Hvis jeg sagde, at jeg har tænkt på det her, hver gang jeg kommer ned,» sagde Sara lavt. «På at tage de briller af. På at se, hvad der sker, hvis vi dropper drilleriet.»
Marianne kiggede op på hende. Uden at smile nu. «Så ville jeg sige, at du skulle holde op med at tale om det.»
Hun rakte hånden op og tog selv fat i brillestangen. Trak dem af. Lagde dem forsigtigt på disken ved siden af musen. Hendes øjne var mørkere uden glassene.
Sara bøjede sig og kyssede hende.
Det var ikke forsigtigt. Mundene ramte hinanden, og Marianne lavede en lille lyd, halvvejs i halsen, da Sara’s hånd gled ind i hendes hår og løsnede knolden. Håret faldt ned over skuldrene. Marianne’s hænder fandt Sara’s talje, under hættetrøjen, på den slanke, varme hud. Stolen drejede, da Sara pressede sig ind mellem hendes ben.
De kyssede, som om nogen kunne komme rundt om hjørnet. Ingen kom. Hotellet var tomt på den måde, vinternætter kunne være det.
Da de slap hinanden, var Marianne’s læber røde. Hun trak vejret hurtigt.
«Ikke her,» hviskede hun. «Kameraerne. Selv om nattevagten i overvågning sover halvdelen af tiden.»
Sara nikkede. Hjertet bankede hårdt. «12 er ledigt. Jeg har kortet. Jeg tjekkede det for en time siden.»
Marianne kiggede på hende et sekund. Så rejste hun sig. Hun var lavere, fyldigere, og hun tog brillene med sig, som om hun ikke kunne lade dem ligge.
De gik hen ad gangen uden at sige noget. Det tykke tæppe slugte trinene. Sara åbnede døren til 12 med et klik. Et almindeligt dobbeltværelse, sengetæppet stramt, den lille lampe ved sengen, der gav et varmt skær. Udenfor lå parkeringspladsen mørk under sneen.
Døren faldt i.
Sara trak hættetrøjen af og smed den på stolen. Tatoveringerne løb over underarmene og op over kravebenet. Marianne stod og kiggede. Rigtigt kiggede, uden at skjule det.
«Jeg har også kigget,» sagde hun. Stemmen var hæs. «Længe. Troede bare, det var noget, man ikke… gjorde. Ikke med en, der er så meget yngre. Og så slank. Og med det hår.»
«Nu gør vi det.» Sara trådte hen og begyndte at knappe Marianne’s bluse op. Fingrene var rolige, knap efter knap. Bh’en kom til syne, den fyldige barm, den bløde hud. Sara bøjede sig og kyssede lige over kanten, der hvor stoffet stoppede.
Marianne trak vejret skarpt ind. Hendes hænder fandt Sara’s korte hår og holdt fast, ikke hårdt, bare der.
Sara skubbede blusen af hendes skuldre. Den landede på gulvet. Hun gled hænderne ned over Marianne’s talje, over hoften, den bløde kurve. Marianne var varm gennem stoffet.
«Du er så blød,» mumlede Sara mod hendes hals. «Jeg har tænkt på, hvordan du føles. Hele tiden.»
Marianne lo lavt, næsten usikkert. «Og jeg har tænkt på dine hænder. Og at du sikkert er ligeglad med, at jeg ikke ser ud som…»
«Hold kæft.» Sara kyssede hende igen, dybere denne gang. Tungen, tænderne, den lille lyd Marianne lavede, da Sara’s hånd gled op og krøllede om hendes bryst uden på bh’en.
De bevægede sig mod sengen. Marianne satte sig på kanten. Sara stod mellem hendes knæ og trak sin egen t-shirt af. Den slanke overkrop, de små bryster, tatoveringerne der fortsatte. Marianne strakte hånden ud og lod fingrene glide over en af dem, den der gik om på skulderen.
«De er smukke,» sagde hun stille.
Sara knælede. Hun åbnede Marianne’s bukser, trak dem ned sammen med trusserne. Marianne løftede sig lidt, hjalp til. Den fyldige mave, de bløde lår. Sara kyssede indersiden af det ene, så det andet, langsomt, mens hun kiggede op.
Marianne havde øjnene halvt lukkede. Hun havde sat brillene på natbordet.
«Sara…»
«Jeg ved det.» Sara’s mund fandt hende. Tungen, læberne, den langsomme, bestemte bevægelse. Marianne’s hånd knugede i lagenet, så i Sara’s hår. Hun sprede benene mere, uden at tænke over det.
Lyden i rummet var bare deres vejrtrækning og den svage susen fra ventilationen. Sara holdt om hendes lår, mærkede dem ryste. Hun gik ikke hurtigt. Hun havde ventet for længe til at have travlt nu.
Marianne kom med en dæmpet, overrasket lyd, hoften løftede sig. Sara blev der, indtil det klingede af, indtil Marianne’s hånd slap hendes hår og bare lå der.
Sara rejste sig og tørrede munden med håndryggen. Hun smilede, lidt skævt, lidt åndeløs.
Marianne trak hende ned på sengen. De lå tæt, hud mod hud, den slanke krop mod den fyldige. Marianne’s hænder gled ned over Sara’s røv, ind under kanten af hendes bukser.
«Din tur,» sagde hun. «Jeg har også tænkt. På hvordan du smager. På at få de bukser af dig.»
Sara hjalp. Bukserne røg af. Marianne vendte dem, så hun lå ovenpå, den tunge, varme vægt. Hun kyssede Sara’s hals, brysterne, maven, og videre ned. Hendes mund var blød og sikker, som om hun havde gjort det før, eller som om hun havde øvet det i hovedet mange gange.
Sara greb i hovedgærdet. «Fuck… Marianne.»
Marianne stoppede ikke. Hun holdt om Sara’s hofter, holdt hende stille, da det begyndte at bygge. Sara kom med åben mund, næsten uden lyd, kroppen spændt under hende.
Bagefter lå de et øjeblik uden at sige noget. Sneen faldt stadig udenfor. Lampen lyste varmt på den rodede seng.
Marianne rakte ud og fandt sine briller. Satte dem på. Hun så mere sig selv ud igen, og alligevel ikke.
«Vi kan ikke blive her for længe,» sagde hun. Stemmen var hæs. «Nogen kan få brug for receptionen. Eller dig på gangene.»
Sara vendte hovedet og kiggede på hende. «Jeg ved det. Men vi er ikke færdige.»
Marianne’s mund krummede. «Nej. Det er vi ikke.»
Hun strakte hånden ud og lod fingrene glide over en tatovering på Sara’s overarm, langsomt, som om hun indprentede den.
Hendes fingre stoppede ved et lille ar, der skar igennem en af linjerne.
«Hvad er det?»
«Dumt fald. For mange år siden.» Sara smilede. «Du kan godt kigge. Du behøver ikke spørge om hver eneste centimeter.»
Marianne’s mund krummede. Hun lænede sig ind og kyssede arret, så videre op ad armen, til kravebenet. Brillerne ramte Sara’s kind. Hun trak dem af igen.
«Lad dem sidde,» sagde Sara.
Marianne kiggede på hende.
«Jeg kan lide dem. Og jeg kan lide, at du har dem på, når du kigger på mig.»
Marianne satte dem på. Langsomt. Som om hun testede, om Sara mente det. Hun mente det.
Sara skubbede hende om på ryggen. Den fyldige krop bredte sig i dynen. Sara lagde sig hen over hende, knæene på hver side af hofterne, den slanke vægt mod den bløde. Hun kyssede hende, mens hånden gled ned mellem dem, over maven, videre.
Marianne åbnede benene. Sara’s fingre fandt hende, stadig våd. To fingre, langsomt ind. Marianne’s åndedrag ramte hendes mund.
«Sådan har jeg tænkt på det,» hviskede Sara. «Når jeg gik forbi disken. At du sad der og vidste det.»
«Jeg vidste det.» Stemmen knækkede lidt. «Jeg sagde det bare aldrig.»
Sara bevægede fingrene. Tommelfingeren fandt klitten. Marianne’s hofter løftede sig. Hendes hænder gled op ad Sara’s ryg, ned igen, greb om hendes røv og trak hende tættere.
De lå tæt. Hud, varme, den svage duft af Mariannes parfume blandet med sved. Sara knælede op, stadig med hånden mellem hendes ben, og kiggede ned på hende. Brillerne, det mørke hår spredt over puden, den åbne bluse der aldrig var kommet helt af i starten, men nu var alt af.
«Du kigger,» sagde Marianne. Ikke som bebrejdelse. Mere som om hun vænnede sig til det.
«Ja.» Sara bøjede sig og tog en brystvorte i munden, suttede, mens fingrene blev ved. Marianne’s hånd fandt hendes korte hår og holdt fast. «Du er så våd. Har du været det hele aftenen?»
«Længere end det.» Marianne trak vejret skarpt, da Sara bøjede fingrene. «Siden du kom på nat sidste vinter. De ærmer. Den måde du læner dig over disken på.»
Sara smilede mod hendes hud. «Så du har siddet der og ladet som om, du tjekkede bookinger.»
«Nogen skulle.»
Sara lo lavt og kyssede hende. Fingrene gik dybere, langsommere, så hurtigere, da Marianne’s lår begyndte at ryste. Hun kom med ansigtet vendt ind mod Sara’s hals, en dæmpet, lang lyd, som hun prøvede at holde inde og ikke kunne.
Sara trak fingrene ud og strøg dem hen over Marianne’s læber. Marianne tog dem i munden uden at tøve. Hendes øjne bag glassene var mørke og helt vågne.
«Kom her,» sagde hun.
Hun vendte dem. Sara landede på ryggen. Marianne lagde sig mellem hendes ben, den tunge, varme krop, og gled to fingre ind i hende, mens munden fandt hendes bryst. Sara greb i lagenet.
«Marianne…»
«Sig det.»
«Der. Lige der.»
Marianne vidste det. Hun havde lagt mærke til det før, da hendes mund havde været dernede. Nu brugte hun det. Tommelfingeren, trykket, den rolige, stædige rytme. Sara’s slanke krop spændte under hende, hofterne søgte imod hånden. Tatoveringerne flyttede sig, når hun trak vejret.
«Jeg har tænkt på dine hænder også,» fik Sara frem. «Når du skubber de briller op. Jeg har siddet i personalerummet og… tænkt.»
«Og nu ligger du her.» Marianne kyssede hendes mund, stadig med fingrene i hende. «31 år. Nattevagt. Og du lader en receptionist på 49 gøre det her ved dig.»
«Jeg lader dig ikke. Jeg vil have det.»
Det slog igennem. Marianne’s bevægelser blev fastere. Sara kom med åbne øjne, kiggede op i hendes ansigt, i glassene, mens det gik igennem hende. Hun holdt om Marianne’s ryg, neglene i den bløde hud, og slap først, da det slap hende.
De lå stille et øjeblik. Vinduet var mørkt. Sneen havde lagt sig tykkere på parkeringspladsen. Et fjernt klik fra et rør i væggen.
Marianne hvilede panden mod Sara’s skulder. «Vi skal ned. Jeg kan ikke lade disken stå tom for længe. Og du har stadig runden klokken tre.»
«Jeg ved det.» Sara strøg hende over ryggen, ned over hoften. «Fem minutter.»
«Fem minutter bliver til tyve.»
«Så tyve.»
Marianne løftede hovedet. Der var et smil, træt og skarpt på samme tid. «Du er værre, end jeg havde regnet med.»
«Du havde regnet med det her?»
«Jeg havde regnet med, at jeg ville sige nej. Eller grine det væk. Som jeg plejer.» Hun satte en finger på Sara’s underlæbe. «Jeg havde ikke regnet med, at du ville kysse mig ved disken.»
Sara bed forsigtigt i fingeren. «Næste gang kysser jeg dig, mens der er folk i lobbyen. Bare for at se, hvad du gør.»
«Der bliver ingen næste gang, hvis nogen ser os i nat.» Marianne sagde det roligt, men hendes hånd blev liggende på Sara’s mave. «Tre gæster. Nattevagten i overvågning. Og personalet, der kommer klokken seks.»
«Så vi går ned. Og så kigger vi på hinanden resten af natten, som om det her ikke er sket.» Sara’s blik gled ned over hende. «Kan du det?»
Marianne tøvede. «Nej.»
«Godt.»
De rejste sig. Tøjet lå spredt. Sara fandt sine bukser, hættetrøjen. Marianne samlede blusen op fra gulvet og knappe den, lidt for hurtigt, så den øverste knap ramte forkert. Sara trådte hen og rettede den. Hendes fingre blev lidt for længe ved stoffet over brystet.
Marianne fangede hendes hånd. «Stop. Ellers kommer vi aldrig ud.»
«Værelset skal se urørt ud.»
«Jeg ved, hvordan man redder en seng, Sara.»
De gjorde det alligevel sammen. Lagenet strammes, puderne, sengetæppet. Det lignede et ledigt dobbeltværelse igen, bortset fra den varme i luften og den svage duft.
Ved døren standsede Marianne. Hun havde håret sat op igen, ikke pænt, men nok. Brillerne sad, som de skulle.
«Når vi kommer ned,» sagde hun, «er jeg receptionist. Og du er nattevagt. Indtil klokken seks. Forstået?»
Sara nikkede. Så lænede hun sig ind og kyssede hende alligevel, kort, hårdt, imod døren. Marianne’s ryg ramte træet. Hun lavede den der lille lyd igen.
«Forstået,» hviskede Sara. «Indtil klokken seks.»
De gik hver sin vej ud i gangen. Sara tog trappen til etagerne. Marianne gik mod receptionen, ryggen ret, skridtene rolige, som om hun bare havde været på toilettet.
Nede bag disken tændte hun skærmen. Julemusikken spillede stadig. Sneen faldt. Ingen havde ringet. Ingen havde stået og ventet.
Hun skubbede brillerne på plads. Hendes hænder rystede bare en lille smule.
Ti minutter senere kom Sara ned ad gangen igen. Sort hættetrøje, ærmerne rullet op. Hun stoppede ved disken, præcis som hun plejede, og lænede sig frem på albuerne.
«Stadig dødt,» sagde hun.
Marianne kiggede op. Deres øjne mødtes. Drilleriet var der, men det var ikke det samme længere. Det lå under, varmt og åbent, og ingen af dem smilede det væk.
«304 sover stadig,» sagde Marianne. Stemmen var næsten jævn. «Du har tjekket.»
«Jeg har tjekket.» Sara bankede let med fingrene på disken, der hvor de havde kysset. «Og 12 er ledigt.»
Marianne kiggede på hendes hænder. På tatoveringerne. På den mund, hun lige havde haft på sig.
«Klokken tre er om tyve minutter,» sagde hun. «Så skal du ud igen.»
«Jeg ved, hvad klokken er.»
«Så gå ned og hent kaffe. Til os begge. Og så sidder du her, indtil du skal.»
Sara rettede sig. «Er det en ordre, eller er det fordi du vil have mig tæt på?»
Marianne skubbede brillerne op med pegefingeren. Langsomt. Med vilje.
«Hent kaffen, Sara.»
Sara gik. Hun smilede, da hun vendte ryggen til.
Personalestuen lå bag receptionen, et lille rum med kaffemaskine, et slidt bord og den evige lugt af opvaskemiddel. Sara stod og ventede på, at maskinen var færdig. Hun kunne stadig mærke Marianne i kroppen. På læberne. Mellem benene. På de steder, hvor den fyldige vægt havde ligget.
Hun hældte op i to krus. Sort til sig selv. Marianne’s med lidt mælk, som hun vidste, hun tog den.
Da hun kom tilbage, sad Marianne stadig bag disken. Skærmen lyste i hendes briller. Hun kiggede op, da Sara satte kruset foran hende.
«Tak.»
Sara gik rundt om disken igen. Denne gang uden at spørge. Hun trak den ekstra stol hen og satte sig tæt. Knæene ramte næsten hinanden under kanten.
Marianne kiggede på afstanden. Sagde ingenting.
De drak. Julemusikken var gået i loop for tredje gang. Udenfor var sneen begyndt at lægge sig i driver hen over fortovet.
«Hvad sker der klokken seks?» spurgte Sara.
«Så kommer dagholdet. Så er jeg receptionist igen på den almindelige måde. Og du går hjem og sover.»
«Det var ikke det, jeg mente.»
Marianne drejede kruset mellem hænderne. «Jeg ved det.»
Stilheden var ikke tom. Den var fuld af det, de lige havde gjort. Af det, de stadig kunne mærke.
«Jeg er ikke ude efter noget pænt,» sagde Sara. «Jeg vil ikke have, at du skal sige, at det var en engangsforestilling, fordi du er ældre, eller fordi jeg er slank, eller fordi det er et hotel.»
Marianne kiggede på hende over brillestangen. «Du er temmelig direkte, når du først er begyndt.»
«Jeg har været indirekte i et år.»
Marianne’s mund krummede. Hun satte kruset fra sig. Under disken fandt hendes hånd Sara’s knæ. Ikke usikkert. Fast. Tommelfingeren strøg langs inderlåret gennem buksebenet.
«Jeg har en mand, jeg er skilt fra,» sagde hun lavt. «To voksne børn. Et hus i Vanløse. Og en nattevagt på 31, der sidder her og får mig til at glemme, at jeg har en runde klokken tre, som jeg skal sende hende ud på.»
Sara spredte benene en smule. Marianne’s hånd gled højere.
«Så send mig ikke.»
«Jo. For hvis nogen ringer, og du ikke er på gangene, så er det os begge to.» Hånden stoppede, men flyttede sig ikke væk. «Men når du kommer tilbage… så sidder du her igen.»
Sara nikkede. Hun kunne mærke varmen gennem stoffet. «Og så?»
Marianne lænede sig lidt ind. Parfumen var svagere nu, blandet med hende selv. «Så finder vi ud af, hvor stille man kan være bag den her disk.»
Sara trak vejret ind. «Du er værre, end jeg havde regnet med.»
«Det sagde du også før.»
«Det gælder stadig.»
Klokken tre gik Sara alligevel. Hun tog runden hurtigt. 201, 202, 304, de tomme gange, de slukkede lys. Sneen udenfor i de mørke vinduer. Hun tænkte på Marianne’s fingre. På brillerne. På den lyd, hun lavede, da hun kom.
Da hun kom ned igen, var receptionen stadig tom. Marianne havde slukket den værste belysning. Kun lampen over disken og skærmens skær.
«Alt i orden?»
«Alt sover.» Sara gik direkte rundt. Hun stoppede ikke ved stolen. Hun stillede sig mellem Marianne’s knæ, præcis som ved disken første gang, og kyssede hende.
Marianne’s hænder fandt straks hendes røv. Trak hende ind. Stolen drejede. De kyssede, som om de havde fået lov i fem minutter og ville bruge dem.
Sara’s hånd gled ned over Marianne’s bryst, ind under blusen, ind under bh’en. Den bløde, tunge varme. Hun knugede. Marianne stønede ind i munden på hende, dæmpet.
«Kameraet,» fik Marianne frem.
«Vinklen rammer disken forfra. Ikke hernede.» Sara var allerede på knæ. Hun åbnede Marianne’s bukser, trak dem ned nok. Trusserne med. Den fyldige mave, de bløde lår i det gule lys.
«Sara… for helvede.»
«Så vær stille.»
Hun tog hende med munden. Hurtigere end i værelse 12. Mere sulten. Marianne’s ene hånd knugede i det korte, sorte hår. Den anden greb kanten af disken, så hårdt at knoerne blev hvide. Stolen knirkede. Hun bidt sig i læben, da det kom, hoften løftede sig, og Sara holdt hende fast, indtil det slap.
Sara rejste sig, tørrede munden, og kyssede hende, så Marianne kunne smage sig selv.
«Din tur,» hviskede Marianne. Stemmen var ødelagt. «Bukserne. Nu.»
Sara åbnede. Marianne’s hånd gled ned, to fingre ind, tommelfingeren præcis der, hun havde lært. Hun arbejdede kort og sikkert, mens hun kiggede Sara i øjnene bag glassene. Sara holdt fast i stoleryggen bag hende, bøjede sig frem, åndede mod hendes hår.
«Kig på mig,» sagde Marianne.
Sara gjorde. Hun kom stående, med ansigtet tæt på Marianne’s, næsten uden lyd, kroppen rystede.
De fik tøjet på plads. Hænderne rystede begge to. Et par sekundlater lyste telefonen. En intern linje. Marianne tog den, stemmen næsten jævn.
«Receptionen, Marianne… Nej, det er i orden. Jeg sender nattevagten op.»
Hun lagde på. Kiggede på Sara.
«304. De kan ikke finde termostaten. Igen.»
Sara lo stille. «Selvfølgelig.»
«Gå. Og kom tilbage.»
Sara lænede sig ind, så læberne næsten ramte hendes øre. «Jeg kommer tilbage. Og så er vi ikke færdige, bare fordi det er en vinternat.»
Marianne skubbede brillerne på plads. Fingrene var ikke helt rolige.
«Gå, Sara.»
Sara gik hen ad gangen. Ærmerne var rullet op. Tatoveringerne var synlige under det gule lys. Hun kiggede ikke tilbage. Hun behøvede ikke.
Bag disken sad Marianne og kiggede på de tomme glasdøre, hvor sneen faldt og faldt. Hun tog en slurk kaffe. Den var blevet kold.
Hun smilede alligevel.
Sara tog trappen. Tredje sal lugtede af tæppe og gammel varme. 304 stod på klem. En ældre mand i hotel-slåbrok stod ved sengen og pegede på panelet, som om det havde fornærmet ham.
«Den varmer ikke.»
Hun trykkede, ventede, forklarede det samme, hun havde forklaret tre gange den vinter. Fem minutter. Han takkede. Hun smilede det smil, man smilede til gæster, og gik.
På vejen ned mærkede hun det stadig. Marianne’s fingre. Smagen. Den måde hun havde sagt kig på mig.
Receptionen var tom, da hun kom ned. Kruset stod. Stolen var drejet.
Lyset under døren til personalestuen.
Sara skubbede den op.
Marianne sad på kanten af det slidte bord. Blusen var lidt løs. Håret var løsnet igen. Brillerne sad på.
«Han fandt termostaten,» sagde Sara.
«Jeg ved det. Du var tre minutter.»
«Jeg skyndte mig.»
Marianne rakte hånden ud. Sara gik hen. De kyssede anderledes nu. Ikke det første chok. Noget der allerede kendte vejen. Marianne’s lår åbnede sig om hendes hofter, da Sara trådte ind mellem dem.
«Vi kan ikke bruge 12 igen,» hviskede Marianne mod hendes mund. «Ikke i nat.»
«Så her.»
Sara trak hættetrøjen af. Marianne’s hænder gled straks over de tatoverede arme, op over skuldrene, ned over de små bryster. Hun kiggede, mens hun gjorde det. Brillerne, det mørke blik bag glassene.
Sara åbnede Marianne’s bluse igen. Bh’en. Hun tog et bryst i munden, suttede, mens hun skubbede bukserne ned. Marianne løftede sig fra bordkanten, hjalp, og så sad hun der med bar røv på det kolde bord, de fyldige lår spredt, Sara stående imellem.
Sara gled to fingre ind i hende. Marianne’s pande ramte hendes skulder.
«Stille,» hviskede Sara. «Døren er ikke låst.»
Marianne nikkede ind i hendes hud. Hendes åndedrag kom i stød. Sara arbejdede langsomt, dybt, tommelfingeren præcis der, hun vidste. Den anden hånd i det mørke hår, holdt hendes ansigt, så hun kunne se hende.
«Du kigger stadig,» fik Marianne frem.
«Ja. Og du har brillerne på.»
Marianne lo, et kort, brudt åndedrag, og så kom hun. Hun bed sig i Sara’s skulder for ikke at lave lyd. Kroppen spændte, den bløde mave, de rystende lår. Sara holdt hende, indtil det slap.
Så vendte Marianne det. Hun skubbede Sara om, så ryggen ramte køleskabet. Det summede mod hendes skulderblade. Marianne gik på knæ, trak bukserne ned, og tog hende med munden, uforsigtigt, sultent, som om de havde for lidt tid og vidste det.
Sara’s hånd knugede i det mørke hår. Hun kiggede ned. Brillerne. Den fyldige kvinde på knæ i personalestuen mellem opvasken og kaffemaskinen. Det var det, der fik hende til at komme. Hurtigt, hårdt, med en lyd, hun ikke helt fik holdt inde.
De stod et øjeblik og trak vejret. Køleskabet summede. Udenfor faldt sneen stadig.
Marianne rejste sig. Hun tørrede munden med håndryggen, satte blusen nogenlunde, fandt bukserne. Hendes hænder var ikke rolige.
«Klokken er kvart i fire,» sagde hun. «Om to timer kommer de.»
«Så har vi to timer.»
«Hvor vi sidder pænt. Hvor jeg svarer telefonen. Hvor du går en runde mere, fordi det står i vagtplanen.»
Sara trak hættetrøjen over hovedet. «Og hvor vi lader som om, mine fingre ikke har været inde i dig bag den disk.»
Marianne kiggede på hende. «Jeg kan ikke lade som om det.»
«Godt.»
De gik ud. Receptionen lå som før. Det gule lys. De tomme glasdøre. Sneen.
Marianne satte sig. Sara satte sig ved siden af, tæt. Under disken fandt deres hænder hinanden. Fingrene flettedes. Det var næsten værre end det andet. Mere åbent.
«Hvad sker der i morgen?» spurgte Sara efter et stykke tid.
«Så møder jeg klokken to. Du møder klokken ti om aftenen.» Marianne strøg tommelfingeren over hendes knoer. «Og så sidder vi her igen. Og så skal vi finde ud af, om vi er nogle, der kan holde kæft om det her.»
«Jeg kan holde kæft.»
«Det kan jeg også. Jeg har øvet i mange år.» Hun kiggede frem mod sneen. «Det er ikke det, jeg er bange for.»
«Hvad så?»
Marianne tøvede. «At jeg kommer til at kigge på dig på en måde, andre kan se. At jeg allerede gør det.»
Sara løftede deres samlede hænder og kyssede hendes knoer. Kort. Skjult.
«Så kigger jeg tilbage. Og så må de tro, hvad de vil.»
Telefonen ringede ikke. Ingen kom. Klokken fem gik Sara alligevel en sidste runde, fordi vagtplanen sagde det. Gange, døre, det slukkede lys i 304. Hun tænkte på bordkanten. På brillerne. På Vanløse, som hun aldrig havde sat sine ben i.
Da hun kom ned, var himlen stadig sort, men sneen var blevet gråere.
De redede sig. Marianne satte håret op, pænt denne gang. Blusen rettet. Brillerne. Sara vaskede hænder, rettede hættetrøjen, rullede ærmerne ned for en gangs skyld. Så rullede hun dem op igen.
«Med vilje,» sagde Marianne uden at kigge op fra skærmen.
«Ja.»
Klokken seks kom dagholdet ind ad glasdørene med sne på skuldrene og kaffe i papkrus. En kvinde på Sara’s alder, en ældre mand. De sagde hej. Marianne svarede, som hun altid svarede. Stemmen var jævn. Hænderne var rolige.
Sara stod med jakken på. Hun nikkede til dem. Gik hen mod døren.
Bag disken skubbede Marianne brillerne på plads med pegefingeren. Langsomt. Bare en gang. Bare til hende.
Sara gik ud i sneen. Den knasede under støvlerne. Luften var skarp. Bag hende lå hotellet med det gule lys i receptionen, og en kvinde på 49, der allerede vidste, hvordan hun smagte.
Hun smilede ind i kulden og gik.
