Det var tredje dag, og hun kom ind i køkkenet, som om gulvet tilhørte hende. Det gjorde det også.

“Sovsen er for tynd,” sagde Isabella.

Alexander rørte rundt, smagte og vendte sig. Han tørrede tommelfingeren af i forklædet.

“Den er, som den skal være.”

Opvaskeren holdt op med at skramle. Isabella stod i døren med armene over kors. Sort skjorte, sort pagehår klippet skarpt ved kæben, høj og slank på en måde, der fik det lille køkken til at se rodet ud. Hun var niogfyrre og vant til, at folk rettede ind, før hun var færdig med sætningen.

Alexander var femogtredive, kraftig, skægget, med et ansigt der ikke solgte noget som helst. Han så på hende, som om hun havde sagt noget, der kunne diskuteres.

“Jeg har smagt den,” sagde hun.

“Så har du smagt den forkert.”

Hun blinkede. Bare én gang.

“Du har været her tre dage.”

“Ja.”

“Og du mener, du ved bedre.”

“Jeg ved, hvordan den her skal være. Du har en opskrift. Den her er den.”

Hun gik hen til komfuret. For tæt. Parfume og stegefedt. Hun tog teskeen, smagte, og han så det i øjnene, før hun sagde noget. Hun havde ret i at være irriteret. Hun havde forkert i sagen.

“Fin,” sagde hun. “Så den er fin.”

Døren ramte karmen lidt for hårdt.

Opvaskeren fløjtede lavt.

“Hun fyrer folk for mindre.”

“Så fyrer hun mig,” sagde Alexander og vendte sig tilbage til gryden.

Resten af servicen kom hun forbi passet oftere end nødvendigt. Hun sagde ingenting. Hun kiggede. Han arbejdede videre og lod som om varmen i køkkenet kom fra komfuret alene.

Næste aften kom hun tre gange.

Første gang for at rette en bestilling, der allerede var rigtig. Anden gang for kartoflerne, som var skåret, som hun selv havde skrevet det. Tredje gang sagde hun ingenting. Hun stod bare i døren, mens han platerede, og hendes blik blev hængende for længe.

Han tørrede hænderne.

“Skal jeg lave noget om?”

“Nej.”

“Så er der noget andet.”

Hendes øjne gled ned over hans bryst og mave og op igen. Hun opdagede det for sent.

“Du er den første i lang tid, der står og siger nej til mig i mit eget køkken.”

“Jeg siger ikke nej for at sige nej.”

“Det ved jeg. Det er derfor, det er irriterende.”

Han nikkede langsomt.

“Kun irriterende?”

Masken kom på. Ryggen rettede sig.

“Du tager forklædet af, når vi lukker. Jeg skal bruge dig til optælling.”

“Optælling er tjenernes.”

“I aften er det din.”

Hun gik, før han svarede.

Restauranten var tom ved elleve. Stole oppe på bordene ude i lokalet. Køkkenet stadig varmt. Alexander hang forklædet og vaskede hænder, da hun kom tilbage. Hun havde skjorteærmerne rullet op. Hendes underarme var slanke, årerne synlige. Hun satte en notesblok på stålbordet.

“Fisk,” sagde hun. “Kød. Fløde. Gå skabet igennem.”

Han åbnede køleren. Hun blev stående bag ham. Ikke tæt nok til at røre. Tæt nok til, at han kunne mærke, at hun ikke gik.

“Du kan stå et andet sted,” sagde han uden at vende sig.

“Jeg kan stå, hvor jeg vil. Det er mit køkken.”

“Så kig. Men stå ikke og ånde mig i nakken, mens jeg tæller torsk.”

Hun lo. Kort. Overrasket over sig selv.

“Du taler til mig, som om vi er ligemænd.”

“Vi er ikke ligemænd. Du ejer stedet. Jeg laver maden. Det er to forskellige ting.” Han noterede tal på blokken. “Men du behøver ikke at stå der for at minde mig om den første.”

Isabella flyttede sig en halv meter. Ikke mere.

“Folk synes, jeg er skarp.”

“Du er skarp.”

“Folk synes også, jeg er urimelig.”

“Det er du også. Nogle gange.” Han lukkede køleren og så på hende. “Ikke i aften. I aften er du bare nysgerrig.”

Hun holdt notesblokken hårdere.

“Pas på.”

“For hvad? At jeg siger det højt?”

Hun gik rundt om stålbordet, så det stod mellem dem. Det hjalp ikke. Hun var stadig for nær, og han var stadig den eneste i rummet, der ikke så væk.

“Hvorfor sagde du ja til jobbet?” spurgte hun.

“Fordi jeg skulle bruge et køkken. Og du skulle bruge en, der ikke går i panik.”

“Jeg skulle bruge en, der kan følge en linje.”

“Du fik en, der kan lave maden. Linjen kan vi tage i morgen.”

Hun bankede en negl mod stålet. Korte negle. Ingen lak.

“Du er ikke min type,” sagde hun pludselig.

Han hævede øjenbrynene.

“Okay.”

“Det var ikke et kompliment, jeg manglede.”

“Jeg ved det. Du sagde det alligevel.”

Farven kom op i hendes hals. Hun hadede det. Han kunne se det.

“Du er kraftig. Du går med det skæg. Du ser ud, som om du sover i tøjet. Og så står du her og retter mig, som om det er det mest naturlige i verden.”

“Og du kan ikke slippe det.”

“Nej.” Hun sagde det rent. Uden pynt. “Jeg kan ikke slippe det.”

Køkkenuret tikkede. Et køleskab sprang i gang.

Alexander lagde pennen.

“Så hvad skal der ske nu? Skal jeg fyres, eller skal vi tælle fløden færdig?”

Isabella så på hans hænder. Brede. Ar på den ene kno. Hun så op i ansigtet.

“Fløden kan vente.”

Hun gik rundt om bordet. Denne gang stoppede hun først, da der var en håndsbredde mellem dem. Hun var høj. Han mærkede det nu. Hun lugtede af sæbe og køkken og noget dyrt under.

“Hvis du rører mig,” sagde hun lavt, “så er det fordi jeg siger, du må.”

Han nikkede.

“Og hvis jeg ikke rører dig?”

Hun trak vejret ind.

“Så står du her alligevel og vinder.”

Han smilede med øjnene.

“Jeg vinder ikke. Jeg flytter mig bare ikke.”

Hendes hånd landede på hans bryst. Flad. Kontrolleret. Hun mærkede varmen gennem skjorten og lod den blive der et sekund for længe.

“Optælling,” sagde hun. Stemmen var stadig hendes. Næsten.

“Ja.”

“I morgen.”

“I aften er du den, der kom.”

Hun tog hånden væk, som om stålet havde brændt. Gik hen til døren. Vendte sig med hånden på karmen.

“Du møder kvart i ti. Ikke ti. Og du siger ikke et ord om det her til nogen.”

“Der er ikke noget at sige. Endnu.”

Hun holdt hans blik.

“Endnu,” gentog hun, og så var hun væk.

Alexander stod alene i varmen og kiggede på den tomme dør. Han kunne stadig mærke trykket af hendes hånd. Han tændte for vasken og skyllede ansigtet i koldt vand.

I morgen ville hun være skarpere. Det vidste han.

Han glædede sig næsten til det.

Næste morgen var hun der før ham. Sort bluse, hænderne i dejen, selvom hun ellers aldrig rørte brødet.

“Kvart i ti,” sagde hun uden at se op.

“Som du sagde.”

“I dag laver du menuen, som jeg har skrevet den. Ingen rettelser.”

Han hængte jakken og tog forklædet.

“Hvis noget er forkert, siger jeg det.”

Hun kiggede op. Øjnene prøvede at være kolde.

“Så fyrer jeg dig.”

“Så fyrer du mig.”

Han gik i gang. Hun blev stående for længe ved bænken. Da han skulle forbi efter persille, flyttede hun sig ikke. Hans arm ramte hendes. Hun trak ikke væk.

“Undskyld,” sagde han.

“Det var ikke en undskyldning, jeg bad om.”

“Hvad bad du om?”

Hun vendte sig mod dejen.

“At du passer dit arbejde.”

Formiddagen gik i små stik. Hun rettede saltet. Han smagte og satte det tilbage. Hun flyttede hans knive. Han flyttede dem uden kommentar. Tjeneren gik udenom køkkenet, når hun var derinde.

Ved ellevetiden trak hun ham ind på det lille kontor bag passet. Døren gik i. Der var knap plads til dem begge. Papirer, en gammel stol, kaffe og hendes parfume.

“Du gør det med vilje,” sagde hun.

“Hvad?”

“Står fast. Siger imod. Ser på mig, som om jeg er et problem, du har lyst til at løse.”

“Du er ikke et problem.”

“Så hvad er jeg?”

Hun havde lukket døren selv. Hun stod med ryggen til den, som om rummet stadig var hendes.

“Du er en kvinde, der ikke kan lide, at jeg ikke bøjer af. Og som i går lagde hånden på mig alligevel.”

Hun trådte frem.

“Jeg sagde, du ikke rører mig, medmindre jeg siger det.”

“Jeg har ikke rørt dig.”

“Du rører mig hele tiden. Bare uden hænder.”

Kontoret var for småt.

“Så sig, hvad du vil have.”

Hendes kæbe spændte.

“Jeg vil have, at du holder kæft i otte timer og laver den mad, jeg beder om.”

“Det er løgn.”

Hun greb hans skjorte ved brystet og kyssede ham, som om det var en ordre. Munden var fast. Ingen blødhed først. Han stod stille et sekund, så kyssede han tilbage, langsommere end hende. Det gjorde hende rasende. Hun bed ham i underlæben. Ikke hårdt nok til blod. Hårdt nok til at mærkes.

Hun slap ham.

“Det der skete ikke.”

“Det skete.”

“Service om tyve minutter.”

Hun åbnede døren og gik, som om kontoret aldrig havde rummet andet end papir.

Han stod med smagen af hende og et mærke i læben.

Servicen blev skarp. Hun stod oftere i passet, end hun behøvede. Når han sendte en tallerken, kiggede hun på den, som om den kunne være forkert, og sendte den videre alligevel. En enkelt gang sagde hun “for meget persille”. Han tog tallerkenerne tilbage, fjernede tre blade og satte dem frem igen.

“Tak,” sagde hun.

“Det var ikke for meget.”

“Jeg ved det.”

Hendes stemme var lav. Kun til ham.

Efter lukketid var lokalet tomt igen. Opvaskeren var gået. Isabella kom ind, mens han skrubbede stålbordet. Hun havde taget skjorten ud af bukserne. Det var det mest uordnede, han havde set hende.

“Kontoret,” sagde hun.

“Nej.”

Hun stoppede.

“Hvad sagde du?”

“Ikke kontoret. Her. Hvis det skal være, så her, hvor du hele tiden kommer og retter.”

Hun stirrede på ham. Et sekund så hun ud, som om hun ville smide ham ud. Så gik hun hen til ham, langsomt, som om hvert skridt stadig var hendes beslutning.

“Hænderne ned,” sagde hun.

Han lod hænderne hænge.

Hun åbnede hans skjorte. En knap. To. Hun så på brystet, på maven, på det, der ikke var slankt og pænt, og hendes åndedræt blev ujævnt alligevel. Hun lagde flad hånd der, hvor hun havde rørt i går, og klemte.

“Du er ikke det, jeg plejer at tage med hjem.”

“Du tager mig ikke med hjem.”

“Nej.” Hun så op. “Jeg tager dig her.”

Hun kyssede ham igen. Denne gang længere. Hendes tænder fandt læben, hvor hun allerede havde bidt. Hans hænder blev, hvor hun havde sagt. Hun mærkede det og hadede, at hun kunne lide det.

“Du må røre mig nu,” sagde hun mod hans mund.

“Hvor?”

“Der, hvor jeg ikke har bedt nogen om det længe.”

Han lagde hænderne på hendes hofter. Faste. Hun var slank under stoffet, spændt. Hun pressede sig ind imod ham, som om hun stadig ville styre vinklen. Hans skæg strøg hendes hage. Hun trak i det, kort, afprøvende.

“Hvis du tror, du bestemmer nu, tager du fejl,” hviskede hun.

“Jeg bestemmer ikke. Jeg stopper bare ikke, fordi du bliver usikker.”

Hun stivnede.

“Jeg er ikke usikker.”

Han skubbede hende blidt tilbage mod køkkenbordet. Hun lod det ske og så, at hun lod det ske. Det stod i ansigtet på hende som noget, hun ville straffe ham for senere.

“Løft,” sagde hun.

Han løftede hende op at sidde. Hun var lettere, end hun så ud til. Hendes ben kom om ham, ikke fordi hun gav sig, men fordi hun ville holde ham dér. Hun trak ham ind mellem knæene.

“Skjorten af,” sagde hun.

Han tog den af. Hun så på ham uden at pynte det. Kraftig. Behåret. Varm. Hun kørte neglene ned over brystet, ikke hårdt, bare for at mærke, at han var der.

“Du skulle have sagt nej til jobbet,” mumlede hun.

“Du skulle have fyret mig i går.”

“Jeg ved det.”

Hun åbnede sit eget bælte med hænder, der næsten var rolige. Han hjalp ikke, før hun nikkede. Så trak han bukserne ned, langsomt nok til, at hun kunne nå at stoppe det. Hun stoppede det ikke.

Hendes underbukser var sorte. Enkle. Hun trak vejret, da hans tommelfingre ramte huden over hoften.

“Se på mig,” sagde hun.

Han gjorde det.

“Hvis du går ind i mig, er det fordi jeg vil det. Ikke fordi du har vundet en diskussion om sovs.”

“Jeg har ikke vundet noget.”

“Jo,” sagde hun. “Det har du. Og jeg hader det. Og jeg vil have det alligevel.”

Hun trak ham tættere. Hendes hånd fandt ham gennem bukserne, fast, som om hun stadig talte i ordrer. Hun lavede en lyd, hun ikke havde tænkt sig at lave.

Ude fra gaden gik en bil forbi. Køkkenuret tikkede.

“Døren,” sagde han.

“Jeg har låst.”

Hun havde låst. Hun havde planlagt det, mens hun rettede persillen.

Han kyssede hendes hals. Hun lagde hovedet tilbage, pagehåret faldt væk fra kæben, og for et øjeblik var den kontrollerede kvinde bare en krop, der ville mærkes. Hun hadede det synligt. Hun holdt fast i hans nakke alligevel.

“Videre,” sagde hun.

Han trak underbukserne til siden. Hun var allerede våd. Det rystede hendes ansigt et sekund, før hun fik det væk. Hun styrede ham med hånden. Satte ham, hvor hun ville. Ikke brat. Bestemt.

“Langsomt,” sagde hun.

Han skubbede ind. Hun var stram, varm, og hendes neglene gravede sig ind i hans skulder. Hun åndede ud gennem tænderne, som om hun nægtede at give ham lyden.

“Kig på mig,” sagde han.

“Du giver ikke ordrer.”

“Så kig alligevel.”

Hun gjorde det. Øjnene var mørke og vrede og sultne på samme tid. Han bevægede sig i hende, langsomt, som hun havde sagt, og hun mødte ham alligevel, hofte mod hofte, som om hun ikke kunne lade være.

“Hårdere,” sagde hun pludselig.

“For et øjeblik siden var det langsomt.”

“Nu er det hårdere. Fordi jeg siger det.”

Han tog fat om hendes hofter og gav hende det. Bordet rystede. En teske ramte vasken. Hun bed sig i læben, så i hans skulder, og lyden kom alligevel, lav og brudt.

“Fuck,” hviskede hun. “Du skulle ikke kunne det her.”

“Hvad?”

“Få mig til at miste grebet i mit eget køkken.”

Han bøjede sig ind til hendes øre.

“Så tag det tilbage.”

Hun greb hans hår, trak hovedet tilbage og kyssede ham, mens hun strammede benene om ham. Hun styrede rytmen et stykke. Så mistede hun den. Så fandt hun den igen. Hendes pande ramte hans.

“Jeg kommer, hvis du bliver der,” sagde hun, næsten vred over at sige det.

“Så bliver jeg.”

Hun kom med ansigtet i hans skæg, én hånd knuget i hans nakke, den anden slået fladt i stålet bag hende. Hun rystede igennem det, forsøgte at holde det stille og kunne ikke. Da det slap, åndede hun, som om hun havde løbet.

Hun slap ikke med det samme.

“Du er ikke færdig,” sagde hun.

“Nej.”

“Så gør det færdigt. Her. Mens jeg kigger.”

Han tog hende hårdere. Hun holdt hans blik, tvang sig selv til det, og da han kom, klemte hun om ham, som om hun stadig ville eje det sidste. Han stønnerede ind i hendes mund. Hun tog det.

Et stykke tid sad de bare. Hendes ben hang løst om ham. Hans pande mod hendes skulder. Køkkenet duftede af sex og opvaskemiddel.

Isabella rettede pagehåret med en hånd, der rystede ganske lidt.

“Det her,” sagde hun, “ændrer ikke, at du møder til tiden.”

Han lo lavt.

“Og det ændrer ikke, at sovsen ikke var for tynd.”

Hun kiggede på ham. Så smilede hun, kort, ufrivilligt, og skubbede ham væk.

“Bukser på. Og så går du. Jeg rydder selv.”

Han klædte sig på. Hun sad stadig på bordet, bar fra livet, høj og rumpleret og alligevel i gang med at samle masken.

I døren vendte han sig.

“I morgen?”

Hun trak vejret.

“I morgen laver du menuen, som jeg har skrevet den.”

Pause.

“Og efter lukketid kommer du ind på kontoret. Ikke fordi du har vundet. Fordi jeg siger det.”

Han nikkede.

“Ja, chef.”

Hendes øjne blinkede ved ordet. Hun kunne lide det. Hun ville aldrig indrømme det først.

“Gå,” sagde hun.

Han gik. Bag ham hørte han hende trække vejret, dybt, én gang, før hun hoppede ned på gulvet og begyndte at gøre sit køkken til sit igen.

Næste morgen lå menuen allerede printet på stålbordet. Ingen hilsen. Isabella gik igennem køkkenet, som om natten ikke havde fundet sted.

Alexander læste listen. Fulgte den. Salt, persille, plettering. En enkelt gang ville han have ændret en sauce. Han lod den stå.

Hun lagde mærke til det alligevel.

“Du kan godt,” sagde hun, da tjeneren var ude.

“Jeg kan. I dag gør jeg det, du har skrevet.”

“Hvorfor?”

“Fordi du sagde det. Og fordi jeg ikke behøver at vinde hver eneste gang.”

Hendes mund blev en streg.

“Du tror stadig, det handler om at vinde.”

“For dig gør det.”

Hun gik, før svaret blev for ærligt.

Servicen var tæt. Hun stod i passet med stemmen skarp, øjnene på tallerkenerne, aldrig for længe på ham, når der var andre i nærheden. En gang, da han rakte en tallerken frem, ramte hendes fingre hans. Hun trak ikke væk med det samme. Det varede et halvt sekund for længe. Så var hun chef igen.

“Bord fire venter.”

“De får den nu.”

Opvaskeren kiggede mellem dem og sagde ingenting.

Da de lukkede, sendte hun de andre hjem hurtigere end sædvanligt. Stolen kom op på bordene. Lyset ude i lokalet blev slukket. Køkkenet blev stående i den gule aftenlampe over vasken.

Isabella stod i døråbningen til kontoret.

“Nu.”

Han tørrede hænderne og gik ind. Rummet var uændret. For småt. Stolen. Papirerne. Lugten af kaffe, der var blevet for gammel. Hun lukkede døren og drejede nøglen om. Lyden var bevidst.

“Bliv stående.”

Han blev.

Hun gik rundt om ham, langsomt, som om hun optalte en vare. Ikke rørende. Bare tæt.

“I går mistede jeg grebet,” sagde hun. “Det sker ikke to gange.”

“Okay.”

“Du siger ikke okay. Du siger ja.”

Han så på hende.

“Ja.”

“Ja hvad?”

Pause. Han kunne have gjort det til en joke. Han gjorde det ikke.

“Ja, chef.”

Hun stoppede bag ham. Han mærkede hendes ånde i nakken, så hendes håndflade midt på ryggen. Fast. Ikke kærlig.

“Tag skjorten af.”

Han gjorde det. Foldede den ikke. Lagde den på stolen. Hun gik foran ham igen. Sort bluse. Pagehåret skarpt. Hendes blik gik over brystet, maven, bæltet, uden at hun lod som om hun ikke kiggede.

“Bukserne bliver på, indtil jeg siger noget andet.”

“Ja.”

Hun nikkede, tilfreds med ordet, irriteret over at være det. Hun trak sin egen bluse op over hovedet. BH’en var sort, enkel, som underbukserne i går. Hun var slank på den stramme måde, ribbenene antydet, brysterne små. Hun så ikke væk, mens han så.

“Du må røre. Der.” Hun tog hans hånd og lagde den på sin talje. “Ikke andre steder endnu.”

Huden var varm. Han mærkede hendes åndedræt ændre sig, fordi han bare stod der og ikke greb mere, end hun gav.

“Du er irriterende,” sagde hun lavt.

“Jeg ved det.”

“Hold kæft.”

Hun kyssede ham. Kontrolleret først. Så mindre. Hendes tænder fandt den samme læbe som i går, som om mærket stadig var hendes. Hun trak i skægget, styrede hovedet, og han lod hende, indtil hun selv blev utålmodig over, at han ikke kæmpede.

“Rør mig ordentligt,” sagde hun.

“Hvor?”

“Du ved det.”

“Så sig det.”

Hendes øjne smalnede.

“Mellem benene. Nu.”

Han åbnede hendes bukser. Hun hjalp, utålmodigt, og skubbede dem ned. Hans hånd gled ind. Hun var allerede våd igen, og lyden hun lavede var kort og vred. Hun greb hans håndled og holdt det, ikke for at stoppe, men for at bestemme tempoet.

“Der. Ikke hurtigere.”

Han fulgte hende. Hendes pande ramte hans skulder. Hun stod med benene lidt fra hinanden i det for små rum, én hånd i hans nakke, den anden kringet om hans håndled, som om hun stadig ejede bevægelsen.

“Du gjorde det her ved et køkkenbord,” hviskede hun. “Som om jeg var en, man bare tager.”

“Du sagde løft.”

“Jeg ved, hvad jeg sagde.” Hun klemte om hans håndled. “I aften er det mig, der tager.”

Hun skubbede ham tilbage, indtil hans lænder ramte kanten af skrivebordet. Der var knap plads. Hun gik ned på knæ foran ham, stadig med hagen løftet, som om det ikke var underkastelse, men en beslutning. Hun åbnede hans bukser selv. Tog ham ud. Kiggede op én gang, skarpt, før hun tog ham i munden.

Alexander trak vejret ind gennem tænderne. Hendes mund var varm, bestemt, uden at spørge. Hun holdt hans hofter, så han ikke kunne støde. Nåede kun det, hun gav. Da han løftede en hånd, stoppede hun.

“I håret. Ikke styr. Bare hold.”

Han lagde hånden i det sorte pagehår. Hun lavede en lyd om ham, da fingrene lukkede sig, og sugede dybere. Kontoret var stille bortset fra det. En bil ude på gaden. Hendes neglene i hans lår.

Hun slap ham, før det blev for meget, og rejste sig. Munden rød. Øjnene mørke.

“Sæt dig.”

Han satte sig i hendes stol. Den knirkede. Hun smed BH’en, steg op og spændte over ham, bar, høj, med knæene på hver side af hans lår i det smalle sæde. Hun styrede ham ind. Satte sig ned i ét langt træk, indtil hun havde det hele, og holdt stille der, kæben spændt.

“Kig ikke væk,” sagde hun.

“Det gør jeg ikke.”

Hun begyndte at bevæge sig. Kort. Tæt. Hendes hænder på hans skuldre, hans på hendes hofter, fordi hun ikke havde forbudt det. Stolen knirkede i takt. Hun havde stadig skoene på. Hælen ramte hjulet under stolen.

“Sig det,” pustede hun.

“Hvad?”

“At det er mit køkken. Min stol. Min beslutning.”

Han så hende i øjnene, mens hun red ham.

“Det er dit køkken. Din stol.” Han holdt hendes hofte fast, da hun sank ned igen. “Men det her gør du, fordi du vil. Ikke fordi jeg bøjede af.”

Hun slog ham. Ikke hårdt. En åben hånd mod brystet. Mere chok end smerte. Hun kom næsten af det, rystede, bed sig i læben og nægtede at give ham den lyd igen så hurtigt.

“Hold kæft og hold mig.”

Han holdt hende. Løftede hofterne imod hende, så hun mistede rytmen og fandt en vildere. Hendes bryster tæt på hans ansigt. Han tog en brystvorte i munden, og hun greb hans skæg og holdt ham der. Pagehåret faldt frem. Masken var væk et øjeblik ad gangen og kom igen, hver gang hun huskede, hvor de var.

“Jeg fyrer dig, hvis du fortæller nogen det her,” stønnerede hun.

“Jeg fortæller ikke nogen.”

“Jeg fyrer dig måske alligevel.”

“Så fyrer du mig.”

Hun lo, brudt, og kyssede ham, mens hun kom. Kroppen strammede om ham, lårene rystede, neglene i hans skuldre. Hun pressede ansigtet ned i hans hals for at skjule det og mislykkedes alligevel. Lyden sad i det lille rum bagefter.

Hun blev siddende på ham, åndede, svedig langs hårlinjen.

“Du er ikke færdig,” sagde hun hæst.

“Nej.”

“Så tag det. Men kig på mig, mens du gør det.”

Han greb hendes hofter og stødte op i hende fra stolen. Kort. Dyb. Hun holdt hans ansigt mellem hænderne, tvang blikket, og da han kom, sagde hun ja imod hans mund, som om hun kvitterede en ordre, hun selv havde givet.

Bagefter var der kun deres åndedræt og køleskabet ude i køkkenet, der sprang i gang.

Isabella løftede sig af ham med et lille ansigtstræk, hun ikke kunne styre. Hun satte sig hen på kanten af skrivebordet, nøgen, benene samlet, og strøg håret på plads med begge hænder, indtil pagehåret igen lignede en beslutning.

“Tøj på,” sagde hun.

Han gjorde det. Hun blev siddende et øjeblik længere, som om tøjet var det, der ville gøre hende til ejer igen.

“I morgen er det en ganske almindelig dag,” sagde hun. “Du kommer til tiden. Du laver maden. Du siger imod, hvis noget er forkert. Ikke fordi vi har kneppet. Fordi det er dit job.”

Han knyttede bæltet.

“Og efter lukketid?”

Hun kiggede på ham. Længe.

“Det bestemmer jeg fra dag til dag.”

Hun rakte ham nøglen.

“Lås os ud. Og Alexander…”

“Ja.”

“Sig ikke chef til mig ude foran de andre. Det ord er ikke til dem.”

Han drejede nøglen om. Døren gik op til det tomme køkken.

“Kun til dig,” sagde han.

Hun nikkede en gang, kort, og begyndte at klæde sig på med ryggen til, som om det kunne gøre det hele mindre sandt.

Næste morgen lå der kaffe til ham. Ingen kop med navn. Bare en, der stod der, da han kom kvart i ti.

Isabella var allerede i sort. Pagehåret skarpt. Stemmen skarpere.

“Fisken er dårlig,” sagde hun.

Han åbnede kassen, lugtede, skar et stykke.

“Ja. Send den tilbage.”

“Jeg har allerede sagt ja til leverandøren.”

“Så sig nej nu. Den her kommer ikke på tallerkenen.”

Tjeneren stod i døren med en bestilling og gik igen, da hun vendte hovedet. Isabella trådte tættere på ham ved skærebrættet.

“Du retter mig foran huset.”

“Jeg retter fisken. Huset kan godt tåle det.”

Hun holdt hans blik tre sekunder for længe. Så nikkede hun.

“Ring. Du ringer. Og du siger, det er mig, der har besluttet det.”

“Det er også dig. Jeg har bare sagt det først.”

Hendes mund rørte sig, næsten et smil, næsten et bid.

“Gå i gang.”

Formiddagen blev almindelig på den måde, der ikke var det. Hun rettede en plettering, han rettede den tilbage, hun lod den stå. Når nogen var i nærheden, var hun kun chef. Når køkkenet var tomt et øjeblik, gik hendes blik ned over hans hænder, som om hun huskede, hvor de havde siddet.

Ved tre-tiden kom hun ind, mens han rørte i en fond.

“Du lugter af i går,” sagde hun lavt.

“Det gør du også. Du har bare parfume ovenpå.”

“Hold kæft.”

“Ja, chef.”

Ordet ramte hende, som det skulle. Hun kiggede hurtigt ud mod lokalet. Tomt. Hun greb hans forklæde ved brystet, trak ham en halv meter ind bag reolen med gryder og kyssede ham hårdt og kort. Salt, kaffe, kontrol.

“Ikke her,” sagde hun mod hans mund, mens hun stadig holdt fast.

“Du startede.”

“Jeg ved, hvad jeg startede.” Hun slap ham og strøg skjorten glat. “Efter lukketid. Hvis jeg stadig vil.”

“Og hvis du ikke vil?”

“Så går du hjem og sover på det.”

Han nikkede og vendte tilbage til gryden. Hænderne var rolige. Resten af ham var det ikke.

Servicen blev lang. Et selskab ved bord to, der blev siddende. Isabella smilede ude i lokalet, høj og slank og umulig at læse. I køkkenet var hun kort for hovedet med alle. Kun med ham var der noget andet under. En tallerken, han sendte, holdt hun en ekstra gang.

“For lidt sauce,” sagde hun.

“Der er nok.”

“Jeg sagde for lidt.”

Han tog skeen, lagde en klat mere på, så hende i øjnene.

“Nu er der for meget. Men den går ud, fordi du sagde det.”

Hun sendte tallerkenen. Da tjeneren var væk, sagde hun:

“Du skal ikke blande jobbet med det andet.”

“Det gør du.”

“Jeg ejer stedet.”

“Ja. Og du kom alligevel bag gryderne og kyssede mig.”

Hun åbnede munden. Lukke den. Gik.

De lukkede først ved midnat. Opvaskeren gik. Tjeneren gik. Isabella slukkede ude i lokalet og kom tilbage med nøglerne i hånden.

“Du kan gå,” sagde hun.

Alexander hang forklædet.

“Okay.”

Han tog jakken. Gik mod døren. Hun lod ham nå karmen.

“Alexander.”

Han vendte sig.

Hun stod ved passet, én hånd på zinken, den anden om nøglerne, så hårdt, at knoerne var hvide.

“Jeg sagde, du kan gå. Jeg sagde ikke, at du skulle.”

Han kom tilbage. Stoppede en meter fra hende.

“Så hvad er det, du siger?”

“At jeg hader, at jeg står her og venter på, at du bliver.” Hun satte nøglerne fra sig. “At jeg i tyve år har kunnet sende folk hjem med én sætning. Og så kommer du. Kraftig. Skægget. Rolig. Og jeg mister nattesøvn over en sovs og en hånd på et bryst.”

“Du kan stadig sende mig hjem.”

“Jeg ved det.” Hun trådte ind i meteret. “Jeg gør det ikke.”

Hun vendte sig med ryggen til ham, hænderne i zinken, som om hun stadig kunne være chef, hvis hun bare kiggede ud i det mørke lokale.

“Bukserne ned. Ikke mere.”

Han åbnede bæltet, skubbede bukser og underbukser ned på lårene. Hun kiggede ikke endnu. Hun åbnede sit eget, trak nederdelen op, underbukserne til siden, og så først bagud, da hun var klar.

“Her. Stående. Og du siger stadig imod i morgen, hvis maden er forkert. Ellers er det her ingenting.”

“Det gør jeg.”

“Så kom.”

Han tog hendes hofter. Hun var slank under hænderne, spændt, varm. Han skubbede ind i hende udefra, langsomt, og hun bøjede sig frem over passet med et åndedrag, hun ikke fik gjort til en ordre. Hendes pagehår faldt frem. Han samlede det, så han kunne se hendes profil.

“Lad det være,” sagde hun.

Han lod det være. Hun ville ses alligevel. Hun skubbede tilbage imod ham, bestemt, og zinken ramte hendes hofter i en dump lyd. En gaffel røg ned. Ingen af dem samlede den op.

“Hårdere.”

“Du sagde langsomt i forgårs.”

“I forgårs var i forgårs. Nu er det hårdere, fordi jeg har ladet et selskab sidde en time for længe, så jeg kunne få dig alene.”

Han tog hende hårdere. Hun stønnerede ud i det tomme lokale, lavt, og greb kanten, som om restauranten stadig kunne holde hende oppe. Hans mave ramte hendes bagdel. Skægget strøg hendes skulderblad, da han bøjede sig ind.

“Sig det,” pustede hun.

“Hvad?”

“At du ikke er bange for mig.”

“Jeg er ikke bange for dig.”

“Igen.”

“Jeg er ikke bange for dig, Isabella.”

Hun kom næsten af navnet. Kroppen strammede. Hun holdt det tilbage med vilje, vredt, og nåede det alligevel, da han ramte hende dybt og blev dér, præcis som hun hadede, at han kunne. Hun rystede frem over zinken, én hånd slået ud efter ingenting, og sagde hans navn imod stålet, som om det var en fejl, hun begik med åbne øjne.

Han holdt hende, mens det gik igennem. Slippe hende ikke.

“Tag det,” sagde hun hæst. “Nu. I mig.”

Han stødte færdigt imod hende, pande i hendes ryg, og kom med et støn, han ikke orkede at holde. Hun skubbede tilbage, tog det, klemte om ham, som om hun stadig ville have det sidste ord i kroppen.

De blev stående. Bukser om hans lår. Hendes nederdel oppe. Køkkenuret. En dryppende hane.

Isabella rettede sig langsomt. Hun trak tøjet på plads, før hun vendte sig. Mascaraen var ikke slået, men munden var. Hun så på ham, femogtredive, kraftig, skægget, stadig med bukserne nede, og rystede ikke på hovedet.

“Tøj på.”

Han gjorde det. Hun vaskede hænder, koldt, længe, og rakte ham håndklædet bagefter.

“I morgen kommer leverandøren igen,” sagde hun. “Hvis fisken er dårlig, siger du det. Foran mig. Foran hvem som helst.”

“Ja.”

“Og efter lukketid spørger du ikke. Du bliver, indtil jeg siger gå. Eller indtil jeg siger bliv.”

Han tørrede hænderne.

“Det kan jeg.”

Hun tog nøglerne.

“Det her gør os ikke til et par.”

“Nej.”

“Det gør os heller ikke til en fejl, jeg kan feje ud med en vagtplan.” Hun låste køkkenet indefra, så de kunne gå ud ad bagdøren. “Du er den første i lang tid, der siger nej til mig, uden at det er pjat. Jeg vil ikke miste det. Heller ikke fordi jeg har haft dig inden i mig over mit eget pas.”

Han nikkede.

“Så fyrer du mig ikke.”

“Ikke for sovsen. Ikke for det her.” Hun åbnede bagdøren. Kold luft. “Kun hvis du begynder at sige ja, når du mener nej.”

De gik ud i gården. Hun låste. Lyset over døren faldt på hendes pagehår og hans skæg og ingenting, der lignede en modelkampagne.

“Godnat, Alexander.”

“Godnat, chef.”

Hun kiggede på ham i mørket. Ordet blev mellem dem. Ikke til de andre. Så gik hun mod sin bil, høj og slank og rumpleret ét sted under skjorten, som kun han vidste.

Han gik den anden vej. Hænderne i lommerne. Munden stadig fuld af hendes navn.

I morgen var der fisk. Og menu. Og en kvinde på niogfyrre, der ville bestemme, indtil han roligt sagde imod.

Han ville sige imod.

Hun ville blive.