Butikken var lukket, og Nina havde allerede slukket det meste af lyset, da basen begyndte igen. Ikke øredøvende. Bare vedholdende, som en finger der blev ved med at banke i loftet. Hun stod med nøglerne i hånden og kiggede op, som om hun kunne stirre musikken væk.
Tre uger. Det var, hvad han havde boet deroppe. David. Kunstneren. Atelieret over butikken havde stået tomt i næsten et år, og hun havde vænnet sig til stilheden. Nu sivede der malinglugt ned ad trappen om dagen, og om aftenen den der musik, der aldrig rigtig stoppede, når hun selv var færdig.
Hun kunne have skrevet en seddel. Det ville have været mere hende. Kort. Kontrolleret. På afstand.
I stedet gik hun ud bagom, låste den lille dør til opgangen og gik op.
Trinene knirkede. På reposen lugtede der af terpentin og kaffe. Hun bankede hårdere, end hun havde tænkt.
Musikken blev skruet ned. Døren gik op.
Han var yngre, end hun havde forestillet sig, da hun hørte ham flytte ind. Femogfyrre, havde han skrevet på lejekontrakten. Mørkt hår, lidt for langt, skjorte med ærmerne smøget op, maling på den ene underarm. Han så på hende, som om han allerede havde besluttet sig for noget.
«Du må være Nina,» sagde han.
«Og du spiller for højt,» sagde hun. «Det er efter lukketid. Folk bor her. Jeg bor her.»
Han smilede ikke rigtig. Han trådte bare til side.
«Så kom ind og sig det ordentligt.»
«Jeg skal ikke ind. Jeg skal bare have stilhed efter ti.»
«Du har allerede banket på. Nu står du her. Kom.»
Det irriterede hende, at han sagde det, som om det var en selvfølge. Endnu mere irriterede det hende, at hun gik ind.
Atelieret var et stort rum med skråvægge, lærreder overalt, en gammel sofa med et lagen over, lamper på gulvet. Det var rod. Ikke skidt. Bare for meget. Ting midt i processen. Hun foldede armene, som hun plejede i butikken, når en leverandør blev for familiær.
«Jeg driver forretning nedenunder,» sagde hun. «Kunderne skal ikke høre det her. Og jeg skal ikke ligge og høre det, når jeg er færdig med at arbejde.»
«Du arbejder sent selv,» sagde han. «Lyset nede i butikken slukker sjældent før halv ti.»
«Det er min butik.»
«Og det her er mit arbejde.» Han gik hen til et stort lærred, der stod vendt lidt væk fra døren. «Vil du se, hvad der holder mig vågen, eller vil du bare skælde ud og gå?»
Hun burde være gået. Hun hørte sig selv sige:
«Fem minutter.»
Han vendte lærredet.
Det var en kvinde. Ikke nøgen på den billige måde. Stående. Ryggen ret. Hænderne foldet foran sig. Ansigtet var næsten færdigt, munden lukket, øjnene et sted mellem trods og træthed. Det sad i Nina et sted, hun ikke brød sig om.
«Hun ligner en, der aldrig tillader sig at tabe ansigtet,» sagde han. «Jeg kan ikke få hende til at give slip.»
«Så mal en anden.»
«Nej.» Han kiggede på Nina. Ikke på kjolen. Ikke på håret. På hende. «Du kom op med den der stemme. Butiksstemmen. Den, man bruger, når man har styr på det. Den virker ikke heroppe.»
«Du lejer af mig.»
«Jeg betaler til tiden. Det er ikke det samme som, at du bestemmer, hvordan jeg taler.»
Hun mærkede varmen i kinderne og hadede den. Syvoghalvtreds år, og hun reagerede som en, der var blevet sat på plads i sit eget hus.
«Jeg beder dig bare skrue ned.»
«Og jeg hører dig.» Han tørrede en pensel af i en klud. «Men du står stadig her. Du kunne have skrevet. Du kunne have sendt en sms. Du gik op ad trappen i stedet.»
«Fordi du ikke forstår almindelig hensyn.»
«Eller fordi du gerne vil se, hvem der sidder ovenpå og laver rod i din orden.»
Hun trak vejret ind for at svare og fandt ikke noget, der var skarpt nok. Han pegede på en skammel.
«Sæt dig. Så kan du klage, mens jeg arbejder. Eller du kan gå. Men hvis du bliver, så drop den der pæne tone. Den passer ikke til det, du har i ansigtet lige nu.»
«Du kender mig ikke.»
«Jeg kender typen,» sagde han roligt. «I styrer det hele, indtil nogen holder op med at spørge pænt.»
Nina blev stående. Hun kunne mærke sit eget åndedræt. Nedenunder ventede den mørke butik, nøglerne, den sædvanlige aften. Heroppe lugtede der af olie og støv, og han så på hende, som om fem minutter allerede var en løgn.
Hun satte sig.
Ikke fordi han havde ret. Fordi hun nægtede at lade ham tro, at han kunne jage hende ud.
Han nikkede, som om det var det, han havde ventet, og vendte sig mod lærredet igen. Penslen gik. Musikken var nu kun en tynd streg i baggrunden. Hun sad med ryggen ret og hænderne i skødet og hadede, at hun lagde mærke til hans underarme, den måde han stod på, den måde han ikke fyldte stilheden ud med undskyldninger.
«Du må godt tale,» sagde han uden at vende sig. «Du kom jo for at sige noget.»
«Jeg har sagt det.»
«Du har sagt det, som man siger det til en kunde, der er for højrøstet. Prøv igen. Uden at pynte på det.»
«Du er hensynsløs.»
«Bedre.» Han kiggede over skulderen. «Igen.»
«Det her er mit hus. Mit arbejde. Min ro. Du flytter ind og opfører dig, som om ingen andre findes.»
«Og det gør dig rasende,» sagde han. «Ikke bare irriteret. Rasende. Fordi du ikke kan styre det.»
«Hold op med at analysere mig.»
Han lagde penslen. Gik hen til hende. Ikke tæt nok til at røre. Tæt nok til, at hun skulle løfte hovedet.
«Så sig, at jeg tager fejl.»
Hun åbnede munden. Lukke den igen. Hans øjne var mørke og helt rolige.
«Du tager ikke fejl i, at det irriterer mig.»
«Det var ikke det, jeg sagde.»
Stilheden blev for lang. Hun kunne høre en knirk fra et rør i væggen. Hun rejste sig, fordi siddende føltes det som at acceptere noget.
«Jeg går nu. Skru ned efter ti. Det er ikke en diskussion.»
«Nina.»
Hendes navn i hans mund var for direkte. Ingen fru. Ingen distancering.
«Hvad?»
«Du ryster på hænderne,» sagde han. «Ikke af frygt. Af det andet. Bliv stående et øjeblik.»
«Du skal ikke sige, hvad jeg skal.»
«Jo. Heroppe skal jeg. Ellers går du ned og lader, som om det her ikke skete, og så kommer du op igen om tre dage med en ny undskyldning. Det gider jeg ikke.»
Hun lo kort. Det lød skarpt.
«Du er utrolig.»
«Og du er spændt som en bue. Kom herhen.» Han pegede ikke på sofaen. Han pegede på gulvet foran lærredet. «Se hende. Sig, hvad du ser. Ikke hvad der er pænt at sige.»
Hun burde have forladt rummet. I stedet gik hun hen til maleriet, fordi hun nægtede at lade ham stå med sidste ord. Kvinden på lærredet havde den samme lukkede mund, som Nina selv kunne mærke.
«Hun er stiv,» sagde Nina. «Hun holder fast. Hun ligner en, der hellere vil brække end bøje.»
«Ja.» Han stod bag hende nu. Ikke op ad hende. Tæt. «Og det keder mig. Jeg vil se, hvad der sker, når hun ikke længere får lov.»
Nina vendte sig. For tæt. Hun kunne lugte sæbe og maling på ham.
«Det er et maleri.»
«Det er et spørgsmål,» sagde han. «Du kan gå. Eller du kan blive, og så holder jeg op med at lade, som om vi taler om støj.»
Hendes hals var tør.
«Hvad er det, du tror, der sker her?»
«Det, der allerede er begyndt,» sagde han. «Du kom for at sætte grænser. Nu står du og venter på, at jeg overskrider en.»
Hun slog øjnene ned. Op igen. Han rørte hende stadig ikke.
«Du er grov.»
«Jeg er ærlig. Du kan tåle det. Det er derfor, du ikke er gået.»
Hun mærkede sit eget hjerteslag i halsen. Nedenunder var butikken hendes. Heroppe var der ingen disk at stå bag, ingen kasseapparat, ingen rolle, der holdt folk på afstand.
«Hvis jeg bliver,» sagde hun langsomt, «så er det ikke fordi du bestemmer.»
«Jo,» sagde han. «Lige nu er det præcis derfor. Og du hader, at det mærkes rigtigt.»
Han rakte hånden frem og tog hendes hage mellem to fingre. Ikke hårdt. Bare så hun ikke kunne vende ansigtet væk. Hun kunne have slået hånden væk. Hun gjorde det ikke.
«Der,» sagde han stille. «Det var det første.»
Nina stirrede på ham. Kontrolleret. Vred. Og et sted under det hele allerede for langt inde i rummet til at lade, som om hun kun var kommet på grund af musikken.
Hun kunne have trukket hovedet væk. Hans fingre var varme og let ru af arbejde. Hun blev stående.
«Slip,» sagde hun.
«Om lidt.» Han drejede hendes ansigt en anelse, som man vender et lærred i lyset. «Du siger det, fordi du er vant til at have sidste ord. Ikke fordi du vil ned ad trappen.»
«Du tager for meget for givet.»
«Jeg tager det, du allerede har givet.» Han talte lavt. «Du gik ind. Du satte dig. Du blev, da jeg rørte dig.»
Han slap. Luften mod hendes hage føltes pludselig forkert.
Nina rettede kjolen, en automatisk bevægelse, som om hun stod bag disken igen. Den mørkeblå kjole, hun havde haft på hele dagen. Praktisk. Pæn. Den slags, der signalerede, at hun havde styr på tingene.
«Du skal ikke røre ved mig.»
«Så sig det, når jeg gør det. Ikke bagefter, når du har ladet det ske.»
Han gik tilbage til lærredet, som om hun ikke var det vigtigste i rummet. Det irriterede hende mere end grebet. Hun blev stående, fordi at følge efter ville være at indrømme noget, og at gå ville være at tabe.
«Hvad vil du?» spurgte hun.
«At du holder op med at spille butiksejer i mit atelier.» Han dyppede penslen, satte et par strøg og lagde den. «Kom herover. Foran lærredet. Samme sted som før.»
«Jeg er ikke din model.»
«Ikke endnu.» Han så på hende. «Det var ikke et forslag.»
Hun lo, kort og skarpt.
«Du lejer et lokale. Du ejer ikke mig.»
«Nej. Men du står der og venter på en ordre, du kan blive rasende over. Så får du en.» Han pegede. «Herhen. Nu.»
Noget i hende spændte sig. Ikke bare vrede. Den anden ting, han allerede havde sat navn på. Hun gik hen, stift, som om hvert skridt var en protest.
Han stillede sig foran hende, mellem hende og maleriet.
«Armene ned. Du folder dem, når du vil have afstand. Ikke her.»
«David.»
«Ja.»
«Du kan ikke tale til mig sådan.»
«Jeg kan. Og du kan gå. Døren er bag dig.» Han ventede. Hun gik ikke. «Armene.»
Hun sænkede dem. Langsomt. Som om hun stadig kunne lade, som om det var hendes beslutning.
«Godt.» Ikke blidt. Anerkendende. «Kig på mig. Ikke på gulvet. Du kigger ned, når du er ved at miste grebet.»
Hun løftede blikket. Hans ansigt var tættere, end hun brød sig om. Munden var rolig. Øjnene var det ikke helt.
«Hvad ser du?» spurgte hun, skarpt, for at få noget tilbage.
«En kvinde, der har styret sit liv så længe, at hun ikke ved, hvad hun skal stille op, når nogen ikke køber den.» Hans blik gled ned over hendes hals, kraven, brystet under kjolen, uden at blive billigt. Bare ærligt. «Og en krop, der reagerer, mens munden stadig prøver at forhandle.»
«Hold din mund.»
«Nej.» Han tog hendes håndled. Tommelfingeren over pulsen. «Du er varm. Du siger nej med stemmen og ja med det her.»
Hun rev hånden til sig. Eller hun prøvede. Hans greb var ikke hårdt. Det var bare der, og hun stoppede midt i bevægelsen.
«Slip mit håndled.»
«Bed om det ordentligt.»
«Jeg beder ikke.»
«Så står vi her.»
Sekunderne trak ud. Hendes puls bankede imod hans tommelfinger. Nedenunder ventede den mørke butik. Heroppe var der kun ham, lærredet og den måde, han ikke rørte sig på.
«Slip,» sagde hun til sidst, lavere.
«Prøv igen. Uden at lyde som om du skælder en medarbejder ud.»
Hun slugte.
«Slip mit håndled. Please.» Ordet kom ud, før hun kunne stoppe det, og hun hadede det med det samme.
Han slap. «Der. Det kostede dig. Det kan jeg se.»
Nina trådte et skridt tilbage og ramte næsten kanten af et lærred. Hun mærkede rødmen i halsen, ned under kjolen.
«Det her er vanvittigt. Jeg kender dig ikke.»
«Du kender nok.» Han satte sig på skamlen, lænede sig frem med albuerne på lårene. «Tag skoene af.»
«Hvad?»
«Du kommer herop i butikssko og butiksholdning. Tag dem af. Så står du anderledes.»
«Jeg gør ikke, som du siger, bare fordi…»
«Jo. Lige nu gør du. Eller du går. Vælg.»
Hun kiggede på døren. På ham. På sine egne sko, sorte, fornuftige, med en lille hæl.
Hun bøjede sig og tog dem af. Strømperne var tynde. Gulvet var køligt. Uden hælen var hun lavere, og det mærkedes, som han havde vidst, at det ville.
«Kjolelynlåsen,» sagde han.
Hun rettede sig brat.
«Nu stopper du.»
«Jeg er ikke begyndt.» Han blev siddende. Det gjorde det værre, at han ikke rejste sig og tog den selv. Han lod hende gøre det. «Ikke af. Bare ned i nakken. Jeg vil se, hvad der sker med dig, når du ikke længere er helt lukket.»
«Du er ikke min… hvad end du bilder dig ind.»
«Jeg bilder mig ikke noget ind. Jeg ser det.» Han nikkede mod hendes hænder. «De ryster igen. Lynlåsen, Nina.»
Hendes navn. Igen. For tæt.
Hun rakte hånden tilbage. Fingrene fandt metallet. Det var en vanvittig lille lyd i det store rum, da hun trak den et stykke ned. Luften ramte hendes nakke.
Han rejste sig. Gik rundt om hende. Hun mærkede ham bag sig, ikke rørende endnu.
«Der,» sagde han mod hendes øre. «Du gjorde det. Og du står stadig.»
Hans fingre landede på hendes nakke, der hvor lynlåsen var åben. Bare huden. Hun rystede, synligt, og han lod hende mærke, at han havde set det.
«Du hader at blive set sådan her.»
«Ja.»
«Sig det igen.»
«Jeg hader det.»
«Og alligevel,» sagde han, munden næsten i hendes hår, «trækker du ikke lynlåsen op.»
Hun stod med hænderne nede, kjolen løs i nakken, barfodet på ateliergulvet, og kunne ikke finde den sætning, der satte hende tilbage i butikken.
Hans hånd gled frem langs hendes kæbe, drejede hendes hoved, og så kyssede han hende.
Ikke forsigtigt. Ikke spørgende. Et kys, der tog, som han havde talt. Hun stivnede først, munden lukket af trods, og så åbnede hun, fordi hun ellers ville tabe på den anden måde – ved at stå der og lade, som om hun ikke ville.
Hans hånd i hendes hår var fast. Den anden i hendes lænd pressede hende ind mod ham. Hun mærkede ham gennem tøjet, hårdt, uden undskyldning, og en lyd kom ud af hende, som hun ikke havde givet lov til.
Han slap munden, ikke kroppen.
«Der var den. Den lyd. Den passer ikke til kvinden nedenunder.»
«Fuck dig,» hviskede hun.
Han smilede næsten. «Det kommer. Men ikke fordi du swearing dig til at have kontrol igen.»
Han trak lynlåsen længere ned. Kjolen gled på skuldrene. Hun greb stoffet foran og holdt det oppe over brystet.
«Slip kjolen.»
«Nej.»
«Nina.» Roligt. Ufravigeligt. «Hænderne ned. Jeg vil se dig. Ikke den pæne udgave.»
Hun holdt fast. Han ventede. Ingen kamp om stoffet. Bare tid, der gjorde hendes greb til det, det var: det sidste, hun havde.
Langsomt, med et ansigt hun ikke brød sig om, sænkede hun hænderne.
Kjolen blev hængende et øjeblik, så gled den. Hun havde en sort bh på, almindelig, den hun havde taget på om morgenen uden at tænke. Hans blik gik over hende, over huden, maven, hoften, det, der var syvoghalvtreds og virkeligt, ikke maleri.
«Du er smuk på den måde, folk som dig aldrig tror, de er. Fordi I måler det i kontrol.»
«Sig ikke smuk. Det lyder som noget, man siger.»
«Så siger jeg det, jeg mener.» Han lagde hånden fladt på hendes mave. Varm. «Du er her. Du er blød, hvor du prøver at være skarp. Og du er våd, før jeg har rørt dig der, hvor du tror, det tæller.»
Hun trak vejret ind, skarpt.
«Du ved ikke…»
Hans hånd gled ned over stoffet på hendes underliv, uden at gå indendørs endnu, bare pres, og hendes hofter svigtede et øjeblik.
«Jo,» sagde han. «Det ved jeg.»
Nina greb hans skjorte, ikke for at kysse, for at have noget at holde i, mens han strøg hende udenpå, langsomt, som om han havde al tid i verden og hun ingen.
«Kig på mig, mens jeg gør det.»
Hun gjorde det. Øjnene brændte. Trods og noget andet, der allerede havde vundet mere, end hun ville indrømme.
Han tog hånden væk.
Hun kunne have slået ham. I stedet kom lyden igen, irritabel, næsten en protest, fordi han stoppede.
«Ikke endnu. Du får det, når du holder op med at lade, som om du ikke vil have det.»
«Hvad skal jeg sige? At du vinder?»
«Du skal sige, hvad du vil have. Uden at pakke det ind.»
Hun stod i bh og kjole, der hang om hoften, barfodet, pulsen i hele kroppen.
«Jeg vil have, at du rører mig,» sagde hun, hårdt, som en indrømmelse man spytter ud. «Og jeg hader, at jeg siger det.»
«Det ved jeg.» Han trak kjolen ned, så den faldt om anklerne. «Så gør vi det på mine betingelser. Knæl.»
Ordet ramte rummet.
Nina stirrede på ham.
«Du har ikke ret til…»
«Jeg har det, du giver mig. Knæl. Foran mig. Så ser vi, hvor meget kontrol du rent faktisk vil af med i aften.»
Gulvet var hårdt. Atelieret var stille. Nedenunder var hendes butik. Hun mærkede sine egne knæ, før hun havde besluttet det, som om kroppen allerede var på vej.
Hun knælede.
Ikke elegant. Ikke som noget, hun havde øvet. Knæene ramte det kølige gulv, og kjolen lå stadig i en bunke om anklerne, så hun måtte sparke den væk med den ene fod for ikke at sidde fast i den. Bh’en var stadig på. Hænderne vidste ikke, hvor de skulle være.
David stod og så på hende. Ingen ros. Ingen blødhed, hun kunne bruge som undskyldning.
«Hænderne på lårene. Åbne. Du skal ikke folde dem, som om du stadig sidder i et møde.»
Hun lagde hænderne fladt. Hendes åndedræt var for højt i rummet. Fra den her vinkel var han større, og det var præcis det, han ville.
«Se op.»
Hun gjorde det. Kindernes varme irriterede hende. Syvoghalvtreds, knælende i et atelier over sin egen butik, og hun kunne stadig mærke butiksstemmen et sted i halsen, klar til at sige, at det her var nok.
Den kom ikke ud.
«Du ser rasende ud,» sagde han. «Det passer dig. Bliv rasende. Bare bliv knælende, mens du er det.»
Han åbnede sit bælte. Lyden var lille og tydelig. Ingen teater. Han trak lynlåsen ned, tog sig frem, allerede hård, og hendes første tanke var, at hun skulle se væk. Hun gjorde det ikke.
«Du har styret samtaler hele dit liv,» sagde han. «Nu bruger du munden til noget andet. Åbn.»
«David…»
«Nina. Åbn.»
Hun åbnede munden, mere af trods end af blidhed, og han lagde hånden i hendes hår – ikke slæbende, bare fast – og førte sig imod hendes læber. Hun tog imod ham, først kun spidsen, og han ventede ikke på, at hun fandt en pæn rytme. Han skubbede dybere, langsomt nok til, at hun kunne følge, fast nok til, at hun ikke kunne lade, som om hun dikterede det.
Hun hostede et øjeblik, øjnene løb i vand, og hun greb hans lår. Han stoppede ikke. Han holdt hende, indtil hun fandt vejret om ham, og så begyndte han at bevæge sig.
«Der. Ikke pænt. Ikke dygtigt. Bare det.»
En lyd kom ud af hende omkring ham, vred og våd på samme tid. Hun hadede, at hun blev mere våd af det, af gulvet, af hans hånd i håret, af at han ikke spurgte, om det var okay hver femte sekund. Hun slikkede, tog ham dybere, fordi hun nægtede at virke lille, og han stønnen lavt, som om det var det, han havde ventet.
«Kig på mig, mens du gør det.»
Hun løftede blikket. Tårerne i øjenkrogene var ikke gråd. De var refleks. Han tørrede en af dem væk med tommelfingeren, uden at gøre det ømt på den forkerte måde.
«Du kan stadig gå,» sagde han stille. «Du kan rejse dig og tage kjolen på og låse dig ind nedenunder og lade, som om du aldrig har haft en pik i munden i dit eget hus. Eller du bliver. Vælg med kroppen. Ikke med en tale.»
Hun blev.
Hun tog ham dybere, hænderne fast om hans hofter nu, og han lod hende arbejde, indtil hendes kæbe begyndte at gøre ondt, og så trak han sig ud. Hun sad med åben mund, spyt på læben, og nåede at tænke, at han ville komme, at det i det mindste ville være en afslutning, hun kunne klassificere.
Han gjorde ikke.
«Op.»
Hun rejste sig klodset. Benene sov. Han drejede hende om, før hun havde balance, og førte hende hen til den gamle sofa. Lagenet var ru. Han satte hende ikke ned. Han bøjede hende frem over armlænet.
«Hænderne frem. Hold fast.»
«Du kan ikke bare…»
Hans hånd landede på hendes numse. Ikke et rigtigt slag først. Et fast smæk, der stoppede sætningen. Hun gispede.
«Jo. Når du knæler og suger og stadig prøver at forhandle, så kan jeg.» Endnu et, hårdere. Huden brændte. «Tæl ikke. Bed ikke om undskyldning. Tag det.»
Tre, fire, fem. Hun knugede stoffet, pusten stødvis, og mellem slagenes varme gled hans hånd ned mellem hendes ben, inden i trusserne, ind i det våde, hun ikke længere kunne benægte.
«Fuck,» sagde hun, og det var ikke butiksstemmen.
«Der er du.» To fingre, uden indledning, fyldte hende. Hun klemte om dem med det samme. Han knækkede dem inde i hende, fandt et sted, der fik hendes knæ til at svigte, og holdt hende oppe med den anden arm om hoften. «Du er så våd, at det er pinligt for den kvinde, der kom op for at klage over musik.»
«Hold kæft.»
Han smækkede hende igen, samtidig med at fingrene arbejdede. «Nej. Du får lov at komme, når jeg siger det. Ikke før. Og ikke ved at gnide dig imod min hånd, som om jeg ikke kan mærke det.»
Hun havde ikke opdaget, at hun gjorde det. Hun tvang hoften til at holde stille. Det gjorde det værre. Trykket byggede sig op, skarpt, næsten vredt, og hun hørte sig selv bede – ikke pænt, bare «kom så, for helvede» – og han trak fingrene ud.
Hun slår næsten bagud efter ham.
«David.»
«Trusserne ned.»
Hun fik dem af, klodset, stadig foroverbøjet. Bh’en åbnede han selv, et klik i ryggen, og så var hun bar i det kølige atelierlys, brysterne tunge, maven imod sofaens kant, og han stillede sig bag hende.
Hun mærkede ham mod sig, varm, våd af hendes mund. Han gned sig langs hende uden at gå ind. Hun pressede sig tilbage, og han holdt hendes hofte stille.
«Spørg.»
«Jeg spørger ikke.»
«Så venter vi.»
Hun bankede panden let mod sofaen. Latter og raseri i samme åndedrag.
«Så f
«Det er allerede en lektion.» Han bøjede sig over hendes ryg, munden ved øret. «Men du skal få det, du beder om.»
Han skubbede ind i hende i ét langt, fast tryk.
Nina lød, som hun ikke havde tilladt sig i årevis. Fuld. Åben. Han fyldte hende, tyk, dyb, og hun klemte om ham, fordi hun ikke kunne andet. Han blev stille et sekund, helt inde, hånden i hendes hår, og trak hendes hoved tilbage, så hendes ryg buvede.
«Sådan,» åndede han. «Det er hende, jeg ikke kunne male. Hun, der giver slip.»
Han begyndte at bevæge sig. Ikke forsigtigt. Gange, der skubbede hende ind i armlænet, hud mod hud, hans bækken imod hendes numse, og hun holdt fast, fordi der ellers ikke var noget, der holdt hende samlet.
«Sig, hvis det er for meget.»
«Det er for meget,» pressede hun ud. «Stop ikke.»
Han stoppede ikke.
Han stoppede ikke.
Hver stød skubbede hende ind i armlænet, og sofaen gav efter med en gammel, knirkende lyd, der ikke hørte til i hendes verden nedenunder. Hun holdt fast, knoerne hvide, og han tog hende i et tempo, der ikke spurgte, om hun stadig var den kvinde, der bankede på for at sætte grænser.
«Du klemmer,» sagde han ved hendes øre. «Som om du både vil have mig ude og længere ind.»
«Hold kæft og…» Hun mistede resten, da han ramte dybt og blev der et sekund, hofterne presset hårdt mod hendes. «Gud.»
«Ikke gud. Mig.» Hans hånd fandt hendes bryst, knugede, tommelfingeren over brystvorten, indtil hun vrængede sig. «Sig mit navn, når du mister det. Ikke andet.»
Han rettede vinklen, en hånd mellem hendes skulderblade, den anden om hoften, og så gik det hårdere. Hud mod hud. Hendes lår ramte stoffet. Hun var våd nok til, at det lød, og hun hadede den lyd, indtil hun ikke gjorde det længere, indtil den bare var sand.
Trykket samlede sig for hurtigt. Hun strakte sig efter det, jagende, og han mærkede det med det samme.
«Ikke endnu.»
«Jeg kan ikke…»
«Jo. Du kan. Du har holdt dig samlet i årevis. Du kan holde det her, indtil jeg siger.»
Han trak næsten ud og stødte ind igen, langsommere nu, ondskabsfuldt præcist, og hun bankede hånden i sofaen.
«David. For helvede.»
«Bedre.» Han gled hånden ned mellem hendes ben, fandt hende, strøg i små, faste cirkler, mens han blev ved med at tage hende. «Nu. Kom. Omkring mig. Uden at pynte på det.»
Det rev igennem hende. Ikke pænt. Ikke kontrolleret. Hun spændte, lød højt, en lyd hun ikke kendte som sin, og hun klemte om ham i bølger, mens han holdt hende oppe og arbejdede hende igennem det, indtil hun rystede og forsøgte at vride sig væk, fordi det blev for skarpt.
Han lod hende ikke.
«En mere.»
«Jeg kan ikke.»
«Jo.» Fingrene blev. Hans pik blev. Han talte lavt imod hendes nakke, ikke blidt, bare ufravigeligt. «Du er derude, hvor du ikke kan styre ansigtet. Bliv. Tag den.»
Den anden kom tættere på den første, næsten smerte, næsten raseri, og hun kom igen med ansigtet i lagenet, våd i øjnene, munden åben uden ord. Benene ville ikke bære. Han holdt hende, stødte stadig, og hun hørte ham miste noget af den rolige stemme, et stønnen, der endelig ikke var iscenesat.
«Nu tager jeg det, jeg vil,» pressede han ud.
«Så gør det.»
Han greb hendes hofter med begge hænder og tog hende færdig, hårdt, dybt, uden at lade hende samle sig. Hun mærkede ham spænde, høre ham sige hendes navn én gang, skarpt, og så kom han i hende, stød efter stød, indtil han bøjede sig over hendes ryg og åndede tungt mod hendes skulder.
Der var et par sekunder, hvor ingen af dem sagde noget. Kun åndedræt. Kun atelieret. En bil et sted nede i gaden.
Han gled ud af hende. Hun mærkede det løbe ned ad indersiden af låret og tænkte, kort og klart, at hun aldrig havde ladet nogen komme i sig sådan, ikke uden aftale, ikke uden kontrol. Hun rettede sig langsomt. Knæene var mærket af gulvet tidligere. Numsen brændte stadig svagt. Hun var nøgen i et rum, der lugtede af maling og sex.
David trak bukserne op, men lod skjorten være åben. Han rakte hende lagenet fra sofaen, ikke som en undskyldning, bare så hun havde noget.
Hun tog det ikke med det samme. Hun stod og mærkede luften på huden, som om hun skulle beslutte, hvilken kvinde hun var nu.
«Du kan godt tage det,» sagde han. «Jeg har allerede set det, jeg ville se.»
Hun slog lagenet om sig. Hænderne rystede stadig, men mindre.
«Det her…» Hun fandt ikke en sætning, der passede i butikken. «Det skulle ikke ske.»
«Jo. Det skulle. Du gik op ad trappen.»
Hun samlede kjolen op fra gulvet, trusserne, bh’en. Hun klædte sig på med ryggen til ham, lynlåsen halvt oppe, fordi hun ikke kunne nå den helt. Han kom hen og trak den op uden at gøre det til ømhed. Fingrene ramte hendes nakke et sekund for længe.
«Musikken,» sagde hun, og det lød næsten latterligt. «Efter ti.»
«Jeg skruer ned.» Han så på hende. «Når du er nedenunder. Ikke fordi du vandt. Fordi jeg hørte dig, før du gik ind i det andet.»
Hun satte skoene på. Hælen gav hende højden tilbage. Det hjalp kun delvist.
Ved døren vendte hun sig. Lærredet stod stadig der, kvinden med den lukkede mund. Nina kunne ikke lide, hvor meget hun lignede hende – og hvor lidt hun lignede hende nu.
«Hvis du tror, det her betyder, at du kan komme ned i butikken og…»
«Jeg kommer ikke ned og leger kæreste i din åbningstid,» sagde han. «Du hader det. Jeg ved det. Men du kommer op igen. Ikke med en klage. Med det ansigt, du havde, da du knælede.»
Hun åbnede munden for at sige nej. Det, der kom ud, var:
«Du er utålelig.»
«Og du er ikke færdig med at give slip.» Han nikkede mod trappen. «Gå ned, Nina. Lås din butik. Sov, hvis du kan. Døren heroppe er ikke låst for dig.»
Hun gik.
Trinene knirkede under hende. Nedenunder var det mørkt og kendt, lugten af papir og støv og hendes egen orden. Hun låste den lille dør til opgangen, stod et øjeblik med nøglerne i hånden og mærkede ham stadig imellem benene, slagenes varme, munden, der havde sagt hans navn.
Ovenpå blev musikken skruet ned. Næsten væk.
Nina gik ind i butikken uden at tænde lyset. Hun satte sig et øjeblik på stolen bag disken, kjolen glat, håret i uorden, og lo stille, kort, fordi hun ikke vidste, om hun var rasende eller lettet.
Hun vidste bare, at hun ikke ville skrive en seddel næste gang.
Og at hun allerede lyttede efter, om han stadig var vågen.
