Mia havde timet det med vilje. Hun kom, når de fleste allerede var gået. De slanke, de stramme, dem med de rigtige linjer i spejlene. Hun var fyrre, stor og stærk, med brede hofter, der fyldte hendes træningstights, og mørkt hår samlet i en tyk knold i nakken. Hun kunne presse mere på benene end de fleste af pigerne i de små shorts, men hun følte sig alligevel som den, der var kommet ind i det forkerte rum.

Daniel låste hoveddøren og kom hen gennem den tomme sal. Han var otteogtredive, lav og kompakt, med en krop, der var tæt pakket med muskler uden at ligne noget fra fitnessmagasinerne. Ingen lange, strømlinede linjer. Bare en mand, der så ud til at kunne holde til det, han lavede.

«Du er den sidste,» sagde han. «Som sædvanlig.»

Mia smilede skævt og slap kablet. «Det er nemmere, når der ikke er nogen til at kigge. Jeg ved godt, jeg ikke ligner dem på plakaterne.»

Han stoppede op foran hende. «Du og jeg begge to. Jeg har været instruktør i ti år, og folk spørger stadig, om jeg er den nye praktikant, fordi jeg ikke er en meter femogfirs og trimmet som en greyhound.»

Hun lo. Det var første gang, nogen herinde sagde det højt.

«Jeg hader de plakater,» sagde hun. «De får det til at se ud, som om man skal se ud på en bestemt måde for at have ret til at være her.»

Daniel nikkede. «Jeg har prøvet at tage dem ned. Ledelsen vil have dem. Inspiration, kalder de det. Jeg kalder det reklame for noget, de fleste af os aldrig bliver.»

Han kiggede på hendes flaske. «Vil du have, jeg bliver? Jeg skal alligevel rydde op. Vi kan tage et par øvelser uden publikum.»

Mia tøvede kun et sekund. «Okay. Men kun hvis du lover ikke at rette mig, som om jeg er en af de der lette piger.»

«Jeg retter dig, som om du er en, der faktisk kan løfte. Der er forskel.»

De startede med knæbøjninger. Han stod bag hende, tæt nok til at spotte. Da hun gik ned, lagde han hænderne let på hendes hofter for at guide.

«Her,» sagde han. «Du har bredden. Brug den. De andre kæmper for at holde balancen, fordi de ikke har noget at stå på. Du har fundamentet.»

Hun mærkede hans hænder. Faste, varme, ikke tøvende. Det var instruktørhænder, men de blev lidt længere, end de behøvede.

«De fleste videoer siger, at hofter som mine er et problem,» mumlede hun, da hun kom op.

«Videoerne er lavet af folk, der aldrig har løftet noget tungt i deres liv. Dine hofter er det, der gør dig stærk. Jeg kan lide dem.»

Ordene hang der. Jeg kan lide dem.

Han rettede det med det samme. «Jeg mener… de virker. Funktionelt.»

Mia kiggede på ham over skulderen. «Du behøver ikke rette det.»

De skiftede til bænk. Hun lå ned, han stod over hende, klar til at tage stangen, hvis det blev for tungt. Fra den vinkel kunne hun se, hvor kompakt han var. Brede skuldre, tæt brystkasse, arme, der så ud til at kunne holde. Ikke det klassiske. Bare der.

Hun pressede. Han talte lavt. Da hun satte stangen, blev han stående et øjeblik for længe.

«Du er stærkere, end du tror,» sagde han.

«Det er det, jeg siger til spejlet hver gang. Det tror bare ikke på det.»

Han rakte hende hånden og hjalp hende op. De stod tæt. Hun var højere end ham. Det var hun ikke vant til.

«De fleste kvinder herinde er mindre end mig,» sagde hun. «Det er også en af grundene til, at jeg kommer sent.»

Daniel kiggede op på hende. «Jeg er vant til at kigge op. Det gør ikke noget. Jeg kan bedre lide at have noget at kigge op på.»

Hun mærkede det igen. Den der lille forskydning, hvor det ikke længere kun handlede om træning.

De tog vand. Sad på kanten af en bænk, skulder ved skulder.

«Hvad laver du, når du ikke er her?» spurgte hun.

«Sover. Spiser. Prøver ikke at tænke på, hvor mange der dropper ud, fordi de ikke ser resultater på fire uger. Og du?»

«Arbejder. Kommer her. Prøver at huske, at jeg ikke er forpligtet til at ligne nogen anden.»

Han vendte flasken i hænderne. «Jeg lagde mærke til dig for måneder siden. Du kommer, du arbejder, du går. Ingen drama. Ingen billeder i spejlet. Bare arbejde. Det er sjældent.»

«Jeg tager ikke billeder, fordi jeg ikke kan lide, hvad jeg ser.»

«Så kigger du forkert,» sagde han stille.

Det blev stille. Ventilationsanlægget summede.

Mia mærkede hans lår mod sit. Tæt. Kompakt.

«Vil du have, jeg viser dig en anden måde at gøre hofteløft på?» spurgte han. «En, der ikke kræver, at man ser ud, som om man vejer halvt så meget.»

Hun nikkede.

De gik hen til måtterne. Han satte sig, hun skulle sidde foran, ryggen mod hans bryst, for at han kunne guide hoften.

Det var tæt. Meget tæt. Hun kunne mærke hans åndedræt i nakken, varmen fra hans krop gennem tøjet.

«Slap af her,» sagde han og lagde hænderne på hendes hofter igen, denne gang mere sikkert. «Skub op. Brug det, du har.»

Hun gjorde det. Han fulgte med, hænderne holdt, styrede. Hun kunne mærke ham bag sig, den faste, kompakte krop.

Efter et par gentagelser stoppede hun. Vendte hovedet. Deres ansigter var tæt.

«Det her er ikke længere bare træning, vel?» spurgte hun.

Daniel rystede ikke på hovedet. «Nej. Ikke helt.»

Hun kunne mærke hans hjerte. Eller sit eget.

Han flyttede en hånd, langsomt, op ad hendes side, under kanten af toppen, bare lidt, hvor huden var varm og svedig.

«Sig fra, hvis det er for meget.»

Hun sagde ikke fra. Hun lænede sig bare en anelse tilbage mod ham.

Hans mund var tæt ved hendes øre. «Jeg har tænkt på det her i et stykke tid. På dig. På at du kommer sent, og at jeg bliver, og at ingen af os passer ind i det billede, de hænger oppe ved indgangen.»

Mia vendte sig lidt mere. Hendes hofte pressede mod hans lår. «Jeg har også tænkt. Jeg troede bare, det var fordi du var den eneste, der ikke kiggede på mig, som om jeg fyldte for meget.»

«Du fylder rigtigt,» sagde han. Stemmen var lavere nu. «Det er det, der er forskellen.»

Hun mærkede hans hånd glide længere ind under toppen, hen over den bløde, faste hud ved hendes talje, der hvor den gik ud i hoften. Ikke famlende. Bare der.

Hun løftede hånden og lagde den på hans lår. Kompakt, hårdt under stoffet.

De sad sådan et øjeblik i det tomme center. Spejlene var mørke i den ene ende. Kun den midterste række lamper lyste stadig.

Daniel kyssede hende først på siden af halsen, der hvor sveden sad. Så vendte hun hovedet, og deres munde mødtes.

Det var ikke forsigtigt. Det var to mennesker, der havde holdt det inde for længe, og som pludselig ikke behøvede at lade, som om det kun handlede om form og gentagelser.

Hans hånd gled op og knugede hendes bryst gennem stoffet. Hun stønede lavt ind i munden på ham. Hun var stor der også, og han mærkede det uden at trække sig.

«Fuck, du er lækker,» mumlede han mod hendes læber. «Jeg er så træt af at lade, som om jeg ikke synes det.»

Mia vendte sig helt, så hun sad overskrevs på hans lår. Hun var tungere end de fleste, han sikkert havde haft der, men han holdt hende uden besvær. Hans hænder gled ned og tog fat i hendes hofter, de brede, stærke, og trak hende tættere ind.

Hun kunne mærke ham. Hård under træningsbukserne.

«Her?» hviskede hun.

«Her,» svarede han. «Der er ingen. Jeg har låst.»

Hun trak sin top over hovedet. Hendes bryster var tunge, i en almindelig sports-bh, der havde gjort sit. Han kiggede på hende uden at skjule det.

«Du er så langt fra det, de hænger op på væggene,» sagde han. «Og det er det bedste ved det.»

Hun trak hans t-shirt af. Hans krop var kort, tæt, med hår på brystet og en mave, der var fast uden at være skåret. Hun lagde hænderne på den.

«Du heller ikke,» sagde hun. «Heldigvis.»

De kyssede igen, dybere. Hans hænder gik ind under hendes bh og løftede den af. Han bøjede sig og tog en brystvorte i munden, suge, bid lidt. Hun stønede og pressede sig mod ham.

Hun rejste sig på knæene og hjalp ham med at få hendes tights ned over hofterne. Det tog et øjeblik. De var stramme, og hun var bred. Han grinede lavt, ikke af hende, men med hende.

«Se, det er derfor, de andre øvelser er designet forkert,» sagde han.

Hun lo, lidt forpustet. «Hold kæft og hjælp.»

Han hjalp. Så lå hun på måtten, nøgen fra livet og ned, og han mellem hendes ben, stadig med bukserne på, kyssende hendes inderside, op ad de tykke, stærke lår.

Hun lagde en hånd i hans hår. Det var kort. Hun kunne mærke hans skuldre, de kompakte, mens han slikkede hende. Langsomt først, så mere sikkert, som om han havde tænkt på præcis det her.

Mia bøjede nakken tilbage. Spejlene på den anden side af salen var slukkede, men hun kunne stadig se en svag refleksion af sig selv, stor, spredte ben, og ham mellem dem.

Hun kom første gang med hans mund på hende, stille, fordi det stadig føltes som om nogen kunne høre det, selvom stedet var tomt.

Han kravlede op. Hun hjalp ham af med bukserne. Han var tyk, ikke særlig lang, kompakt ligesom resten af ham. Hun tog om ham med hånden.

«Kom her,» sagde hun.

Han lagde sig mellem hendes ben. Hun var våd, og han gled ind uden besvær, men det fyldte. Hun åndede ud.

De lå stille et sekund. Så begyndte han at bevæge sig. Korte, faste stød, hans krop tæt på hendes, maven mod hendes, hans hænder under hendes røv, løftede hende lidt, så vinklen blev dybere.

Mia slog armene om ham. Han var ikke den type, man så på plakaterne. Han var den type, der kunne holde hende, mens han knaldede hende på en måtte i et tomt fitnesscenter efter lukketid.

«Du er så fucking varm,» gispede han. «Jeg har tænkt på de her hofter, hver gang du lavede squat.»

Hun grinede ind i hans hals, så stønnen, da han ramte rigtigt.

De skiftede. Hun kom ovenpå. Hendes lår på hver side af ham, hendes vægt på ham. Han holdt hendes hofter og lod hende sætte tempoet. Hun bevægede sig langsomt først, så hårdere, brysterne gyngede, sveden løb mellem dem.

Han kiggede op på hende hele tiden. Ikke væk. Ikke som om han ville have en slankere version.

«Fuck, Mia.»

Hun kom igen, denne gang med ham inde i sig, og hun knugede om ham, så han fulgte med, stødte op i hende et par gange mere og kom med et lavt, undertrykt lyd.

De lå der bagefter. Hende ovenpå, ham under, begge forpustede. Måtten var varm. Centret var stille.

Daniel strøg hende over ryggen, ned over den brede hofte.

«Vi bliver nødt til at gøre det her igen,» sagde han.

Mia løftede hovedet og kiggede på ham. «Efter lukketid?»

«Efter lukketid,» svarede han. «Når der ikke er nogen til at fortælle os, hvordan vi burde se ud.»

Hun smilede og lagde kinden mod hans bryst.

De blev liggende et stykke tid endnu, nøgne på måtten under de få lamper, der stadig var tændt. Så rejste de sig, hjalp hinanden med tøjet, og han gik med hende ud til hendes cykel, mens han slukkede det sidste lys.

På parkeringspladsen kyssede han hende igen, kort, før hun satte sig op.

«Samme tid i morgen?» spurgte han.

Hun nikkede. «Samme tid. Og lad være med at hænge de plakater op igen.»

Han lo. «De kommer aldrig op igen, hvis jeg kan gøre for det.»

Hun kørte hjem med sveden, der stadig sad i tøjet, og en krop, der for første gang i lang tid ikke føltes malplaceret.

Hjemme stod Mia længe under det varme vand og mærkede stadig aftrykket af hans hænder om hofterne. Spejlet over vasken løj mindre i aften. Hun tørrede sig, tog en stor t-shirt på og sendte ham en besked, hun ellers aldrig ville have sendt.

Jeg grinende af de plakater hele vejen hjem.

Svaret kom hurtigt.

Lad dem hænge. Vi ved bedre. I morgen.

Hun faldt i søvn med den sætning.

Næste aften kom hun kvart i ti. Der var stadig en enkelt på løbebåndet. Daniel nikkede til hende, ganske almindeligt, som om ingenting. Først da den sidste gæst var ude, og nøglen var drejet om, kom han hen.

«Jeg var ikke sikker på, du kom,» sagde han.

«Jeg var ikke sikker på, jeg turde.» Hun stillede tasken ved spejlet. «Det er nemmere at være fornuftig, når der er fremmede i lokalet.»

«Og nu?»

«Nu har jeg tænkt på det hele dagen. På at du sagde, jeg fyldte rigtigt. Og på at jeg sad på dig på en måtte, som om det var det mest naturlige i verden.»

Han smilede skævt. «Det var det. I hvert fald for mig.»

De gik ind i det lille strækkerum bagved, der hvor lyset var blødere, og hvor man ikke kunne se ind fra gaden. Han lukkede døren. Ikke med dramatik. Bare så de havde rummet.

«Jeg har en ex, der syntes, jeg skulle tage vækst og blive højere,» sagde han pludselig, mens han satte sig på kanten af den brede bænk. «Som om det var en indstilling, man kunne skrue på. Jeg lo af det dengang. Bagefter var det ikke så sjovt.»

Mia satte sig ved siden af ham. Deres lår rørte.

«Jeg har skiftet center tre gange, fordi jeg blev træt af at se mig selv ved siden af piger, der vejede det halve. Her kom jeg sent, så jeg kunne lade, som om jeg ikke sammenlignede. Så begyndte du at blive.»

«Jeg blev, fordi du blev.»

Hun kiggede på ham. «Det er det, der er sket, ikke? Vi har fundet hinanden i det, vi ikke er.»

Han nikkede. Lagde hånden på hendes lår, fast, uden at spørge denne gang. Hun var i de samme stramme tights. Hofterne fyldte bænken.

«Må jeg se dig igen?» spurgte han. «Ikke fordi vi skal præstere. Bare fordi jeg godt vil.»

Hun trak trøjen af. Sports-bh’en bagefter. Han kiggede på hende i det gule lys, på de tunge bryster, maven, den stærke krop, der ikke lignede noget fra indgangen.

«Du kigger stadig,» sagde hun stille.

«Jeg har tænkt på at kigge siden i går.»

Hun rejste sig og fik tightsene ned. Det var nemmere i aften. Hun stod foran ham, nøgen, fyrre år, bred og varm, og han trak hende ind mellem sine knæ og kyssede hende midt på maven, ned ad den bløde linje, hen over hoften, der hvor hun ellers gemte sig.

Mia lagde hænderne i hans hår. «Daniel.»

Han slog bukserne af, stadig siddende. Hun satte sig overskrevs igen, men langsommere end i går. Hun tog om ham, førte ham ind, og de åndede ud samtidig, da hun sank ned.

Denne gang sagde de næsten ingenting. Hun bevægede sig på ham, hans hænder om hendes røv, op ad ryggen, ind i det mørke hår, der var begyndt at løsne sig. Han kyssede hendes bryst, bed let, holdt hende, mens hun tog det, hun ville have.

Da hun kom, knugede hun ham om nakken og pressede ansigtet ned i hans skulder, så lyden blev derinde. Han fulgte med kort efter, stødte op i hende, kort og hårdt, og holdt hende, mens det kørte gennem ham.

De blev siddende. Svedige. Hendes lår om hans. Hans mund mod hendes kraveben.

«Vi kan ikke blive ved med at gøre det her på arbejdet,» mumlede han.

«Nej,» sagde hun. «Men vi kan blive ved med at lukke af.»

Han lo lavt. «Jeg har nøglerne.»

«Jeg har cyklen.»

De hjalp hinanden i tøjet igen, langsommere end i går. Ude i salen slukkede han det sidste lys. På vejen ud stoppede han hende ved de store plakater – de slanke kroppe, de umulige linjer.

«De får aldrig ret,» sagde han.

Mia kiggede på dem, så på ham, lav og kompakt i den slidte hættetrøje, og på sig selv i glasset ved siden af. Stor. Stærk. Stadig svedig.

«Nej,» sagde hun. «Det har de aldrig haft.»

Han kyssede hende ved døren, kort, som om nogen kunne komme. Ingen kom.

Ude ved cyklen tog han hendes styrthjelm og rakte den til hende.

«Samme tid, når du har lyst. Ikke som træning. Som os.»

Hun nikkede, satte foden på pedalen og kørte ud på den mørke cykelsti med kroppen fuld af ham og hovedet mærkeligt roligt.

For første gang i årevis havde hun ikke travlt med at ligne nogen anden.