Det var efter ni, og kontoret i den gamle ejendom tæt på Åboulevarden lå næsten mørkt. Gangen var slukket. Printeren nede i hjørnet stod og summede lavt. Kun skærmene og den ene loftslampe over mødebordet var tændt.

Camilla stod bag Jonas’ stol og pegede på et slide.

“Der. Den graf skal op. Ellers holder talen ikke.”

Hun hørte selv, at stemmen var strammere, end den behøvede. Ikke fordi han havde lavet en fejl. Fordi hun stod for tæt.

Han havde smøget ærmerne op. Hun kunne se senen i underarmen, hver gang han scrollede. Han lugtede af sæbe og noget varmt, hun ikke kunne placere. En slags hud og vaskemiddel og arbejdsdag.

Hun var 36. Hun oplærte. Hun havde styr på det.

Og alligevel havde hun de sidste tre aftener læst den samme sætning tre gange, fordi han flyttede sig på stolen.

Jonas drejede hovedet en anelse. Ikke nok til at kigge hende direkte i øjnene. Bare nok til at hun mærkede det.

“Skal jeg flytte den hen før konklusionen?”

“Ja.” Hun nikkede, selvom han ikke så det. “Og så den der sætning ud. Den er for pæn.”

Han slettede den uden at argumentere. Det irriterede hende lidt, at hun kunne lide det.

Hun gik rundt om bordet og satte sig overfor ham, som om afstanden kunne hjælpe. Blusen klistrede let i ryggen. Hun havde haft jakken på hele dagen og først taget den af, da de andre var gået. Håret var sat op i morges. Nu sad det løsere.

Jonas kiggede op.

“Du er skarp, når du bliver træt,” sagde han.

“Jeg er skarp i det hele taget.”

Han smilede. Ikke stort. Bare med den ene side af munden.

“Det har jeg lagt mærke til.”

Hun burde have svaret noget tørt. I stedet tog hun en kuglepen og drejede den mellem fingrene.

De havde arbejdet sammen i tre uger. Først med de andre. Så, da deadlinen rykkede tættere på, bare dem to. Mandag. Tirsdag. Onsdag. Nu torsdag. Hver aften det samme: kaffe, tal, slides, og den der stille fornemmelse af, at rummet blev mindre.

Han var 29. Ny. Hurtig i hovedet. Lidt for afslappet i stolen. Skjorte, der ikke var strøget helt. Lyst hår, der faldt ned i panden, når han bøjede sig. Hun havde fortalt sig selv, at hun lagde mærke til det, fordi hun oplærte ham. At man lagde mærke til folk, man sad tæt på.

Det var løgn, og hun vidste det.

“Kaffe?” spurgte han.

“Ja. Men jeg laver den.”

Hun rejste sig for hurtigt. I køkkenet ude i siden stod hun med ryggen til døren og ventede på, at maskinen var færdig. Hendes hænder var varme. Hun skyllede dem under koldt vand, som om det hjalp.

Da hun vendte sig, stod han i døråbningen.

“Jeg kunne også have lavet den,” sagde han.

“Jeg ved det.”

Han kom ind alligevel. Rummet var for lille til to. Han rakte ud efter en kop i skabet over hende, og hun kunne have flyttet sig. Hun gjorde det ikke med det samme. Hans overarm strøg hendes skulder. Et sekund. Måske to.

Hun mærkede det hele vejen ned i maven.

“Undskyld,” sagde han lavt.

“Det er fint.”

Det var det ikke. Hun hældte kaffe op og gik foran ham tilbage. Hun kunne mærke, at han gik bagefter. Ikke tæt. Bare der.

De arbejdede videre. Halv ti. Ti. Hun forklarede en struktur, han rettede, hun rettede ham igen. En gang imellem kiggede hun op og fandt ham allerede kigge. Så kiggede han væk. Så gjorde hun.

“Arbejder du altid så sent?” spurgte han uden at se op fra skærmen.

“Kun op til de her ting. Ellers går jeg hjem klokken fire ligesom alle andre.”

“Og hjemme venter der…?”

Hun tøvede.

“Ingen. Altså. Ikke på den måde.”

Han nikkede, som om han allerede havde gættet det.

“Samme her,” sagde han. “Derfor sagde jeg ja til aftenerne. Det er nemmere, når der ikke er nogen, der sidder og kigger på uret.”

Hun smilede skævt.

“Det er en kedelig grund.”

“Det er en ærlig grund.”

Hun kunne have stoppet samtalen der. I stedet sagde hun:

“Jeg troede, du havde en kæreste. Du ser ud som en, der har.”

Han kiggede op. Øjnene var mørkere i det gule lys.

“Hvordan ser man ud, når man har?”

“Som om man bliver hentet.”

Han lo stille.

“Det gør jeg ikke.”

Stilheden bagefter var for lang. Hun gik tilbage til dokumentet, men hun læste ikke rigtigt. Hun kunne mærke sit eget åndedræt. Hun kunne mærke, at han sad med benene lidt fra hinanden, at hans skjorte var åben i den øverste knap, at han trommede let med fingrene, når han tænkte.

Hun var ikke vant til det her. Ikke til at miste tråden. Ikke til at tænke på en mund, mens hun rettede et regneark.

Klokken halv elleve rejste hun sig og gik om bag ham igen, fordi et tal sad forkert.

“Her,” sagde hun og bøjede sig.

Hendes bryst ramte næsten hans skulderblad. Hun skulle have rettet sig op. Hun blev et øjeblik for længe. Hans ryg spændtes. Hun hørte ham trække vejret ind.

“Camilla.”

Bare navnet. Ikke et spørgsmål.

Hun rettede sig. For langsomt.

“Tallet,” sagde hun. “Det skal være 14, ikke 41.”

“Jeg ved det.” Han drejede stolen. Nu kiggede han op på hende. “Du behøver ikke stå så tæt for at sige det.”

Hun skulle have svaret, at hun ikke stod tæt. I stedet stod hun bare.

“Gør jeg det?”

Han nikkede én gang.

“Ja.”

Hun mærkede varmen i kinderne. Irritation. Eller noget andet.

“Så sig det.”

“Jeg synes, det er i orden,” sagde han. “Jeg synes bare, du skal vide, at jeg kan mærke det.”

Hun slugte.

“Jonas.”

“Ja.”

“Vi har en deadline.”

“Jeg ved det.”

Hun gik tilbage til sin stol. Satte sig. Åbnede den forkerte fil. Lukkedе den. Åbnede den rigtige.

De sagde ikke mere i et stykke tid. Tasterne. En bil ude på gaden. Hendes puls, som ikke faldt.

Da hun senere rakte ud efter en bunke print, ramte deres hænder hinanden. Ingen af dem trak væk med det samme. Hans fingre var varmere end hendes. Hun mærkede ruheden ved tommelfingeren. Et lille ar.

Så slap hun.

“Jeg tager dem,” sagde hun.

“Okay.”

Klokken elleve lukkede hun computeren, før hun var færdig. Hun vidste det godt.

“Vi stopper. I morgen.”

Han nikkede og gemte filen.

De gik ud sammen. Lyset i gangen tændte automatisk. Hun låste yderdøren, mens han stod og ventede med jakken over armen. Udenfor var luften kølig. Aarhus om aftenen. En cykel. En taxa.

“Skal du til fods?” spurgte han.

“Ja. Det er ikke langt.”

Han tøvede.

“Jeg kan gå med et stykke.”

“Det er ikke nødvendigt.”

“Jeg ved det.”

Hun kiggede på ham. Han kiggede tilbage. Der var ingen spøg i det længere.

“Gå med et stykke så,” sagde hun.

De gik uden at sige meget. Ved hjørnet stoppede hun, fordi det var der, hun skulle til venstre, og han til højre, hvis han skulle mod banegården.

“Camilla.”

Hun vendte sig.

Han stod for tæt igen. Eller hun gjorde. Hun vidste ikke, hvem der havde rykket.

“I morgen,” sagde han. “Hvis du vil have, jeg holder afstand, så gør jeg det.”

Hun skulle have sagt ja. At det var bedst. At hun oplærte ham. At kontoret var lille.

I stedet sagde hun:

“Jeg ved ikke, om jeg vil have det.”

Han nikkede, som om det var svar nok.

Hun gik hjem med hænderne i lommerne og mærkede stadig hans fingre på sine. I lejligheden tændte hun ikke lyset med det samme. Hun stod i entreen og tænkte på hans mund, da han sagde hendes navn. På den åbne knap. På at hun havde mistet en hel side i præsentationen, fordi han havde strakt sig.

Hun sov dårligt.

Næste aften var de der igen.

Fredag. De andre havde sagt god weekend og var gået tidligt. Deadlinen var mandag. Camilla havde taget en mørk bluse på, som hun ellers sparede til møder. Hun havde fortalt sig selv, at det var tilfældigt. Hun troede ikke på det.

Jonas kom ind med to kopper kaffe, som om de allerede havde en aftale.

“Jeg gættede,” sagde han.

“Du gættede rigtigt.”

De satte sig. Arbejdet gik langsommere. Ikke fordi de ikke kunne. Fordi de begge hele tiden ventede på, at den anden skulle sige noget, der ikke handlede om slides.

Halvvejs inde i et afsnit lagde hun pennen.

“Det her er dumt,” sagde hun.

“Hvad?”

“At jeg sidder og tænker på noget andet.”

Han lænede sig tilbage.

“Hvad tænker du på?”

Hun kiggede på ham. Længe nok til at det blev tydeligt.

“Dig.”

Han sagde ikke noget med det samme. Så rejste han sig, gik rundt om bordet og standsede ved hendes stol. Han bøjede sig ikke ned. Han ventede.

Hun kunne have skubbet stolen tilbage. I stedet løftede hun ansigtet.

Da han kyssede hende, var det ikke forsigtigt på den måde, folk er forsigtige, når de er bange. Det var langsomt. Som om han havde tænkt på det. Hun mærkede hans hånd på kanten af stolen, ikke på hende endnu. Hendes egen hånd fandt hans skjorte. Stoffet. Varmen under.

Hun trak ham tættere. Stolen drejede. Han kom ned i højde med hende, og kysset blev dybere. Hun hørte en lyd fra sin egen hals, som hun ikke kendte. Hans mund smagte af kaffe. Hans skægstub strøg hendes hage.

Da de slap, blev deres pander næsten mod hinanden.

“Okay,” hviskede hun.

“Okay?”

“Ikke okay. Bare… okay.”

Han smilede stille.

“Vi kan stoppe.”

Hun rystede på hovedet.

“Ikke nu.”

Hun rejste sig. De stod op ad hinanden mellem stolen og bordet. Hans hænder fandt hendes talje. Hun mærkede tommelfingrene over blusen, lige over buksekanten. Hun kyssede ham igen, hårdere. Hendes krop gik ind mod hans, og hun kunne mærke, at han allerede var påvirket. Det sendte et stød gennem hende.

Hun tænkte et kort sekund på gaden udenfor. På at nogen kunne komme. På at hun var hende, der oplærte.

Så skubbede hun tanken væk og greb ham i skjorten.

Hun trak ham ind mellem sig og bordkanten. Kysset blev ujævnt, fordi hun allerede havde hænderne inde under skjorten. Hans hud var varm. Hun mærkede ribbenene, da han trak vejret ind, og den fine stribe hår ned ad maven, da fingrene gled lavere.

Han greb hendes hofter og løftede hende en anelse op, så hun kom til at sidde på kanten af mødebordet. Papirerne knøvlede under hende. Hun var ligeglad. Hun spredte benene, så han kunne komme tættere, og mærkede ham hård mod indersiden af låret.

“Camilla,” sagde han mod hendes mund. “Sig det, hvis—”

“Hold kæft,” hviskede hun og trak ham ind i et nyt kys.

Det var hende, der åbnede hans bælte. Fingrene var ikke helt rolige, og det irriterede hende et kort sekund, indtil han hjalp. Hun gled hånden ned og om ham. Han var tyk og varm i hendes greb, og han stødte et stille åndedræt ud mod hendes hals.

Hun strøg ham langsomt, som om hun ville mærke det ordentligt. Han knyttede hånden i hendes bluse.

“Fuck,” mumlede han.

Hun smilede ind i hans hud. Det var det. Den lyd. At hun kunne få ham til det.

Hans hænder gik op under blusen. Han fandt hendes bryster gennem BH’en, klemte, strøg tommelfingrene over brystvorterne, indtil de spændte. Hun bøjede ryggen. Han skubbede blusen op, trak BH’en ned, og tog den ene brystvorte i munden. Varm. Våd. Hun greb ham i håret.

Udenfor kørte en bil forbi. Lyset fra gaden strøg hen over loftet et øjeblik. Hun tænkte på vinduerne. På at gardinerne i mødelokalet kun var halvt trukket for. På at gangen stadig var mørk.

Hun skubbede ham alligevel tættere.

“Tag den af,” sagde hun om blusen.

Han trak den over hovedet på hende. Håret faldt ned. BH’en fulgte. Hun sad der på bordet i bukser og strømpebukser, bar overkrop, og han kiggede på hende, som om han havde ventet på det i tre uger.

Hun kunne ikke holde det blik. Hun trak ham ind igen.

Han åbnede hendes bukser. Hun løftede sig, så han kunne få dem ned sammen med strømpebukserne. De hang om den ene ankel. Han gled hånden ind mellem hendes ben. Hun var allerede våd. Hans fingre fandt hende uden at lede, strøg, gled ind, langsomt først, så dybere, da hun åbnede sig om ham.

Hun holdt ham om nakken og stødte imod hånden.

“Sådan,” hviskede hun. “Der.”

Han knælede. Hun havde ikke bedt om det. Hun havde heller ikke tænkt sig at stoppe ham. Han spredte hendes lår og slikkede hende, mens to fingre stadig var inde i hende. Hun lagde hovedet tilbage. Loftlampen. Den hvide loftsflade. Hans mund varm og præcis.

Hun kom hurtigere, end hun ville have gjort derhjemme. Det ramte hende i bølger, og hun knugede kanten af bordet, så neglene blev hvide. En lyd kom ud af hende, for åben, og hun bed sig i læben bagefter, som om kontoret stadig kunne høre det.

Han rejste sig. Munden skinnede. Hun trak ham ind og kyssede ham og smagte sig selv.

“Kondom,” sagde hun. Stemmen var hæs. “Taske. Side—”

“Jeg har,” sagde han.

Hun lo stille, næsten vantro.

“Selvsikker.”

“Håbefuld,” rettede han.

Han fandt det i jakkelommen. Hun så ham rulle det på, og det gjorde noget ved hende, hun ikke havde tid til at analysere. Hun trak ham ind mellem sine ben igen.

Da han skubbede ind i hende, gik hun stille i ét. Fyldt. Langsomt, fordi hun var stram efter at være kommet, og fordi han lod hende mærke det. Hun lagde panden mod hans skulder.

“Hold fast,” mumlede hun.

Han gjorde det. Hofterne. Hendes røv mod bordkanten. Han trak næsten ud og stødte ind igen, dybere. Hun viklede benene om ham. Papirerne faldt ned på gulvet. En kuglepen rullede.

Hun tænkte et sekund på mandag. På præsentationen. På at hun oplærte ham.

Så stødte han ind i hende igen, og tanken forsvandt.

Hun kom anden gang med ham inde i sig, med ansigtet i hans hals, med hænderne knyttede i hans skjorte, som stadig hang åben på ham. Han fulgte kort efter, stødte hårdt, holdt hende fast, og hun mærkede ham spænde i hele kroppen.

De blev stående sådan. Åndedrættet. Hans pande mod hendes. Bordet koldt under hendes lår.

Et sted i bygningen klikkede et rør.

Hun lo pludselig, lavt.

“Hvad?” spurgte han.

“Vi sidder i mødelokalet.”

“Du sidder,” sagde han. “Jeg står.”

Hun gav ham et klap på armen, svagt, uden rigtig at mene det. Han trak sig langsomt ud. Hun mærkede tomheden med det samme og hadede, at hun gjorde.

De samlede tøjet op uden at sige så meget. Hun fandt blusen under stolen. Han bandt posen og gik ud på toilettet. Hun stod og rettede håret i den mørke rude, så sit eget ansigt og tænkte, at hun ikke lignede sig selv.

Da han kom tilbage, havde hun bukserne på igen. BH’en sad skævt. Hun rettede den, mens han så på.

“Du behøver ikke kigge,” sagde hun.

“Jo,” sagde han.

Hun rullede med øjnene, men smilede.

De samlede papirerne. En slide var krøllet. Hun strøg den flad med hånden, som om det hjalp.

“Vi skal stadig nå det her,” sagde hun.

“Jeg ved det.”

Hun kiggede på ham. Skjorten var knappegjort forkert. Hun gik hen og rettede den, to knapper, uden at spørge. Hans brystkasse hævede sig under hendes fingre.

“Camilla.”

“Hm.”

“Det her… var det kun fordi det er sent, og vi er alene?”

Hun lod hænderne falde.

“Nej.” Hun tøvede. “Men det gør det ikke mindre dumt.”

“Dumt hvordan?”

“Jeg oplærer dig. Vi sidder her mandag. De andre kommer.”

Han nikkede.

“Jeg kan være professionel.”

“Kan du?”

“Kan du?”

Hun åbnede munden. Lukkedе den. Satte sig ved computeren igen, som om skærmen kunne redde noget.

“Vi laver de sidste tre slides,” sagde hun. “Så går vi.”

De arbejdede. Det gik faktisk. Mærkeligt nok. Hendes krop summede stadig, og hun kunne mærke ham, hver gang han flyttede sig, men hun kunne også tænke. Næsten.

Klokken var over midnat, da de gemte filen. Hun slukkede loftslyset. De gik ud i gangen. Hun låste.

Udenfor stod de igen på fortovet. Natten var køligere nu. Hun krydsede armene.

“Jeg bor den vej,” sagde hun og nikkede.

Han stod stille.

“Må jeg spørge om noget?”

“Ja.”

“Vil du have, at jeg kommer med?”

Hun kiggede på ham. På den åbne gade. På at hun kunne sige nej og gå hjem og lade det være en aften, de aldrig talte om.

Hun sagde:

“Ja. Men kun i aften.”

Han nikkede, som om han hørte både ja’et og begrænsningen.

De gik. Hendes lejlighed lå ti minutter væk. Trappen. Nøglen, der drillede i låsen, fordi hendes hænder stadig ikke var helt rolige. Inde i entreen tændte hun lyset, og så stod han der i hendes gang, for stor til rummet, med jakken i hånden, og kiggede på hendes sko på stativet, som om det var det mest private, han havde set.

Hun tog jakken fra ham og hang den op.

Så kyssede hun ham igen, denne gang uden kontorets vægge omkring sig, og det var anderledes. Langsommere. Som om de begge vidste, at der ikke var nogen, der kunne komme ind ad døren.

Hun trak ham med ind i stuen. Ikke soveværelset først. Sofaen. Hun satte sig overskrævs på ham, stadig med tøjet på, og mærkede ham blive hård under hende igen, mens hun kyssede ham.

“Du er ikke færdig,” mumlede han.

“Det er du heller ikke.”

Hun trak sin bluse af for anden gang den aften. Hans hænder gled op ad hendes ryg, åbnede BH’en, og hun pressede sig imod ham, bar hud mod skjorte, indtil hun blev utålmodig og fik skjorten af ham også.

De kom af med resten undervejs. Hendes bukser endte over lampen. Hun lo, da hun så det, og så lo han, og så var det ikke sjovt længere, fordi hun havde ham i hånden og førte ham hen, hvor hun ville have ham.

Denne gang uden bordkant. Hun sank ned over ham. Dybt. Hun holdt ham nede i sofaen med hænderne på hans bryst og bevægede sig, som hun havde lyst, langsomt først, så hårdere, mens han kiggede op på hende, som om han ikke turde blinke.

Hun kom med hovedet tilbage og munden åben. Han holdt hendes hofter og stødte op i hende, indtil han også kom, med et greb, der ville sidde som mærker i morgen.

Bagefter lå hun hen over ham. Hans hjerte under hendes øre. Hendes lår rystede svagt.

“Kun i aften,” sagde han stille, ikke som et spørgsmål, mere som om han lagde sætningen mellem dem, så den ikke forsvandt.

Hun strøg en finger hen over hans kraveben.

“Mandag sidder vi der igen,” sagde hun. “Med de andre.”

“Jeg ved det.”

Hun løftede hovedet og kiggede på ham.

“Så skal du ikke kigge på mig på den måde.”

“Hvilken måde?”

“Den der.”

Han smilede.

“Jeg kan prøve.”

Hun lagde sig ned igen. Udenfor kørte en natbus. I lejligheden var der kun deres åndedræt og den slukkede tv-skærm, der spejlede loftlampen svagt.

Hun tænkte på præsentationen. På kaffen i mødelokalet. På at hun havde siddet på det bord, hvor de andre mandag ville sætte kaffekopper.

Hun burde have fortrudt.

Hun gjorde det ikke.

Hun rejste sig, da benene kunne bære det, og rakte hånden ned efter ham.

“Kom.”

Soveværelset lå ind mod gården. Hun tændte kun lampen på natbordet. Lyset var lavt og gult. Han fulgte efter, nøgen, og standsede et sekund ved sengen, som om den var et skridt længere end sofaen. Mere privat. Mere besluttet.

“Du kan stadig gå,” sagde hun.

“Vil du have, at jeg går?”

Hun rystede på hovedet.

De kom ind under dynen. Huden var anderledes her. Uden bordkant. Uden gaden udenfor. Hun lagde sig på siden og strøg ham fra brystet ned over maven. Han blev hård i hendes hånd igen, langsomt, og hun mærkede et stik af tilfredshed over, at hun kunne det. At hun, der ellers holdt styr på deadlines og oplæring, nu lå her og havde ham sådan.

Han kyssede hendes hals. Hendes kraveben. Ned over brysterne, hvor han tog sig tid, tungen om brystvorten, indtil hun krummede tæerne. Hun greb ham i håret, da han gik videre ned over maven.

“Jonas—”

Han så op et øjeblik. Øjnene mørke i lampelyset.

“Sig stop, hvis du vil.”

Hun spredte benene i stedet.

Han slikkede hende langsomt. Ikke som på kontoret, hvor det havde været sultent og for hurtigt. Her lyttede han. Hun mærkede det. Når hun løftede hofterne, blev han der. Når hun trak vejret skarpt, gik han blødere. Hun kom med lårene om hans hoved og en hånd over munden, selvom der ikke var nogen at skjule det for.

Han kravlede op og kyssede hende. Hun smagte sig selv igen og vendte ham om med et skub, der var mere beslutsomt, end hun havde tænkt.

“Min tur.”

Hun kyssede hans bryst, hans mave, og tog ham i munden. Han bandede stille. Hun kunne lide lyden. Hun tog ham dybere, langsomt, med hånden om roden, og mærkede hans lår spænde. Hans hånd fandt hendes hår, men han tvang hende ikke. Det gjorde det værre. Eller bedre.

“Camilla. Jeg kan ikke—”

Hun slap ham og kravlede op. Satte sig over ham. Førte ham hen og sank ned, centimeter for centimeter, indtil hun havde ham helt. Hun holdt stille et øjeblik og kiggede ned på ham. Hans hænder lå på hendes lår. Han kiggede på hende, som om han stadig ikke helt troede på, at hun sad der.

“Du ødelægger min koncentration,” sagde hun hæst.

Han smilede skævt.

“Det var meningen.”

Hun begyndte at bevæge sig. Først langsomt. Så hårdere, da hun fandt vinklen. Hendes hænder i madrassen. Hans greb om hendes hofter. Sengen knagede. Hun kom med hovedet tilbage og munden åben, og han stødte op i hende gennem det, indtil han selv kom med et greb, der ville sidde som svage mærker.

Bagefter faldt hun hen over ham. Sved. Åndedræt. Hans hånd i hendes hår, løst nu, ikke sat op.

“Kun i aften,” mumlede hun ind i hans hud, mere til sig selv end til ham.

“Jeg hørte det,” sagde han.

Hun sov alligevel.

Hun vågnede af lys. Gardinerne var for tynde. Lørdag morgen. Hans arm lå tung over hendes talje. Hun lå stille et øjeblik og mærkede det hele: ømheden mellem benene, den tomme BH på gulvet, hans åndedræt i hendes nakke.

Hun var 36. Hun oplærte folk. Hun gik ikke i seng med den nye.

Og alligevel.

Hun listede ud under armen og fandt en T-shirt i skuffen. I køkkenet satte hun kaffe over. Spejlet over vasken viste hår, der ikke kunne reddes, og en rødlig skægstub på halsen. Hun rørte ved den med to fingre.

Han kom ud i boxershorts, håret i alle retninger, og lænede sig i døråbningen.

“Jeg kan gå,” sagde han. “Hvis det er nemmere.”

Hun hældte kaffe op i to kopper.

“Drik først.”

De sad ved hendes lille køkkenbord. Det var mærkeligt. For almindeligt. Han kiggede på hendes køleskabsmagneter, som om de fortalte ham noget, hun ikke havde tænkt over.

“Præsentationen er færdig nok,” sagde hun. “Jeg kigger den igennem i morgen. Mandag klokken ni.”

Han nikkede.

“Jeg kommer til tiden.”

“Det gør du altid.”

Stilheden satte sig mellem kopperne.

“Camilla.” Han drejede koppen. “Jeg siger ikke noget. Til nogen.”

“Det ved jeg.” Hun så ned i kaffen. “Det er ikke det.”

“Hvad er det så?”

“At jeg gerne vil have, at du bliver. Og at jeg ikke kan have, at du bliver.”

Han kiggede på hende længe.

“Så går jeg efter kaffen.”

Hun nikkede.

De drak. Han fandt sit tøj i stuen, skjorten med de forkerte knapper fra i går, som hun havde rettet. I entreen tog han jakken. Hun stod i T-shirt og bare ben og holdt døren.

Han kyssede hende. Ikke dybt. Bare munden. Et sekund for længe.

“Mandag,” sagde han.

“Mandag er arbejde.”

“Jeg ved det.”

Da døren var lukket, lænede hun panden mod den. Trappen. Gadedøren nedenunder. Så var han væk.

Hun gik ind og samlede deres aften op fra gulvet. Hendes bluse. Hans ene sok, som hun lagde på kommoden, før hun flyttede den ned i skuffen, som om den ellers kunne ses udefra.

Lørdagen gik. Hun vaskede sengetøj. Rettede to sætninger i præsentationen. Drak vin for tidligt. Tænkte på hans mund mellem hendes ben og på mødebordet, der mandag ville være dækket af kaffekopper og notesbøger.

Søndag aften skrev hun til ham, slettede, skrev igen:

*Slides ligger i mappen. Vi mødes klokken otte, hvis du vil køre den igennem.*

Svaret kom hurtigt.

*Jeg er der.*

Ikke mere. Hun stirrede på telefonen og hadede, at hun havde håbet på mere.

Mandag morgen tog hun jakkesættet på. Håret sat op. Den kontrollerede version. Spejlet sagde, at det sad. Kroppen sagde noget andet. Hun var stadig øm, når hun gik.

Kontoret lugtede af kaffe og printer, som det altid gjorde. De andre kom ind med tasker og smalltalk. Jonas sad allerede ved sit skrivebord. Skjorte. Ærmerne nede. Han kiggede op, da hun kom.

Et sekund.

Så nikkede han, professionelt, og vendte sig mod skærmen.

Hun nikkede tilbage.

Hænderne rystede ikke. Det var næsten værre.

Klokken ni sad de otte mennesker om det bord, hun stadig kunne mærke i lårene.

Camilla stillede kanden midt på, præcis hvor papirerne var faldet om fredagen. Hun så det. Hun var sikker på, at han også så det. Ingen af dem rørte kanten.

Chefen nikkede. “Camilla kører den. Jonas har været med på tallene.”

Hun rejste sig. Clickeren sad for glat i hånden. Hun begyndte alligevel.

Stemmen var hendes. Den kontrollerede. Den, de andre kendte. Slide ét. Slide to. Grafen, han havde flyttet. Konklusionen, hun havde skåret til.

Hun kiggede ud over rummet og ramte hans blik et halvt sekund for længe. Han sad med pennen i hånden, ærmerne nede, ansigtet neutralt. Kun øjnene. Den samme måde som i køkkenet. Som i sofaen.

Sætningen forsvandt.

Hun drak vand. Vendte sig mod skærmen, som om hun tjekkede et tal, hun kendte udenad.

“Som I kan se, holder marginen, hvis vi rykker lanceringen.”

Det sad. Lene nikkede. Thomas stillede et spørgsmål, Jonas svarede kort og præcist, uden at kigge på hende. Professionel. Hun hadede, hvor godt han var til det. Hun hadede, at hun blev våd af at høre ham sige “kvartalsprognose” i det rum.

Da mødet var slut, klappede chefen hende let på skulderen.

“Skarpt. Godt klaret, begge to.”

“Tak,” sagde hun.

Jonas sagde det samme. De stod for tæt ved døren, da de andre filtrerede ud. Hans skjorteærme strøg hendes jakke. Ingen undskyldte.

Hun gik direkte på toilettet, låste, og holdt fat i vasken, indtil spejlet holdt op med at ryste. Håret sad. Jakkesættet sad. Indeni sad ingenting, som det plejede.

Formiddagen gik med e-mails og et opkald, hun kun halvt hørte. Hun kunne mærke ham ude i rummet. Tasterne. Stolen, der rullede. En gang lo han af noget, Lene sagde, og Camilla stirredе for længe på sin skærm.

Ved printeren mødtes de uden at have planlagt det. Maskinen spyttede handouts ud. De andre sad med frokostmadder ved skrivebordene.

“Du mistede den,” sagde han lavt. Ikke anklagende. Bare sandt.

“Jeg fik den igen.”

“Jeg ved det.” Han tog stakken. “Du kiggede på bordet.”

“Hold kæft, Jonas.”

Han smilede næsten ikke.

“Jeg prøvede.”

“Prøvede hvad?”

“Ikke at kigge på dig på den måde.”

Hun tog den øverste side fra ham, bare for at have noget i hænderne.

“Det virkede heller ikke for mig,” sagde hun.

Printeren bippede færdig. Lene råbte efter toner ude fra gangen. De gik hver til sit.

Efter frokost var deadlinen reelt overstået. Der var opfølgning, mails, et par rettelser. Ingenting, der krævede aftener. Rummet blev almindeligt igen. For almindeligt.

Klokken fire begyndte de andre at pakke sammen. God weekend, selvom det var mandag. En indforstået joke, fordi de havde overlevet. Camilla smilede rigtigt et øjeblik. Så så hun Jonas tage jakken på, og smilet satte sig fast.

Han kom hen til hendes bord med USB’en.

“Den ligger også i mappen,” sagde han.

“Jeg ved det.”

De andre var ved yderdøren. Nøgler. En cykelhjelm. Døren smækkede.

Så var de to.

Ikke som om aftenen. Dagslys. Skriveborde. En åben pose bolsjer, nogen havde glemt.

Hun skulle have sagt, at han kunne gå. I stedet sagde hun:

“Kom med ind.”

De gik ind i mødelokalet. Hun lukkede døren, ikke på klem. Gardinerne var trukket fra. Gaden nedenunder. Hun stod med ryggen mod glasset og korslagde armene, som om det kunne holde noget ude.

“Fredag sagde jeg kun i aften.”

“Jeg hørte det.”

“Det var løgn.”

Han nikkede. Langsomt.

“Jeg ved det.”

“Vi kan ikke gøre det her.” Hun pegede rundt på rummet, på bordet, på den ridse i lakken. “Ikke her. Ikke når de andre er fem meter væk.”

“Nej.”

“Og jeg kan ikke oplære dig, hvis jeg sidder og tænker på din mund, hver gang du rækker hånden op.”

Han tog et skridt nærmere. Ikke hele vejen.

“Så sig, hvad du vil have.”

Hun trak vejret ind. Jakkesættet var for varmt.

“Jeg vil have, at du ikke kommer med hjem i dag.” Stemmen var jævn. “Og jeg vil have, at du gør det alligevel, og det er derfor, det her er et problem.”

Han smilede skævt, uden at det blev sjovt.

“Camilla. Jeg er 29, ikke dum.”

“Det sagde jeg heller ikke.”

“Du er min oplærer. Du er den, der retter mine slides. Og du er den, jeg tænkte på hele søndag.” Han holdt en pause. “Hvis du vil have afstand på kontoret, så får du det. Rigtig afstand. Ikke den der, hvor vi printer ting på samme tid med vilje.”

Hun lo stille, overrumplet.

“Gjorde du det med vilje?”

“Ja.”

Hun rystede på hovedet, men armene faldt.

“Og udenfor?” spurgte hun.

“Udenfor bestemmer du.” Han kiggede på hende. “Jeg går ikke rundt og venter ved din dør. Men hvis du skriver, så kommer jeg.”

Hun gik hen til bordet og lagde håndfladen på den kolde plade. Fredag sad der stadig et sted under huden.

“Jeg skriver ikke i dag,” sagde hun.

“Okay.”

“Måske i morgen.”

Han nikkede.

“Okay.”

De stod der. Dagslyset. Den lukkede dør. Hun kunne have kysset ham. Hun kunne mærke, at han ventede på, om hun ville. I stedet strøg hun en usynlig fold af sin jakke og gik hen og åbnede.

“Vi skal ud, før det ser mærkeligt ud.”

“Det ser allerede mærkeligt ud,” sagde han. “Du er rød på halsen.”

Hun løftede hånden, stoppede den.

“Gå.”

Han gik. Hun slukkede lyset i mødelokalet og blev stående et sekund i døråbningen, indtil rummet bare var et rum igen.

Udenfor på gaden skiltes de, som de skulle. Han til højre. Hun til venstre. Ingen, der gik med et stykke.

Hun gik hjem med hænderne i jakkelommerne og mærkede telefonen mod låret. Den vibrerede ikke. Hun havde ikke skrevet.

I lejligheden hang jakkesættet over en stol. Hun lavede te, hun ikke drak. Satte sig i sofaen, hvor de havde siddet, og tænkte på mandag formiddag, på grafen, på hans stemme, der reddede hendes pause, uden at nogen andre opdagede det.

Kontrollen kom ikke tilbage, bare fordi deadlinen var ovre. Det havde hun godt vidst, allerede da hun sagde kun i aften.

Hun tog telefonen. Skrev.

Slettede.

Skrev igen.

*Ikke i dag. Men kig ikke væk i morgen, når jeg kommer ind. Jeg hader det.*

Tre prikker. Så:

*Jeg kigger. Professionelt.*

Og et øjeblik senere:

*Nogenlunde.*

Hun lagde telefonen ned, smilede ind i den tomme stue og lagde hovedet tilbage. I morgen sad de fem meter fra hinanden med Lene imellem sig. Hun ville miste koncentrationen alligevel.

For første gang i lang tid gjorde det hende ikke rasende.

Det gjorde hende vågen.