Klokken var kvart i elleve, og studiet var stille på den måde, et sted bliver stille, når alle andre er gået. Kun skærmene lyste. To store monitorer, den ene med kontaktark, den anden med et enkelt billede i fuld størrelse.
Martin sad lænet frem. Skjorteærmerne var rullet op, det gråsprængte hår i uorden efter at han havde kørt hånden igennem det for mange gange. Signe stod bag ham. Ikke klistret ind til stolen, men tæt nok til at han kunne mærke varmen fra hende.
Billedet var af en kvinde i slutningen af tyverne. Hun lå på et krøllet lagen. Brysterne var bare. Den ene hånd hvilede lavt på maven. Hun kiggede lige ind i objektivet.
«Hun giver dig det, du vil have,» sagde Signe.
Martin drejede ikke hovedet. «Hun giver kameraet det, hun vil have. Der er forskel.»
«Er der?» Signe lænede sig frem. Han kunne lugte kaffe og noget svagt citrusagtigt. «Du har beskåret hende. Varmet skyggerne. Gjort blikket blødere, end det var.»
«Det er redigering. Det er mit job.»
«Det er magt. Du bestemmer, hvordan hun ser ud, når andre kigger.»
Han smilede kort, uden at det nåede øjnene. «Du er blevet skarp på tre måneder.»
«Jeg var skarp, da du ansatte mig. Du så det bare ikke, fordi jeg ikke lignede dine modeller.»
Nu vendte han sig. Brunt hår i en knude, der allerede var ved at glide. Fregner over næseryggen og ud over kinderne. En almindelig krop i en bluse, der sad, som tøj sidder på folk, der ikke poserer. Og det blik. Direkte. Uden anstrengelse.
«Jeg ansatte dig, fordi du kan se,» sagde han. «Ikke fordi du ligner nogen.»
«Det lyder pænt.» Hun pegede på skærmen. «Zoom ind på øjnene.»
Han gjorde det. Iris fyldte billedet. En lille spejling af et vindue. Og af ham selv, sløret, bag kameraet.
«Der er du,» sagde Signe. «Du står i hendes øje. Du tror, du kigger på hende. Hun har dig.»
Han mærkede noget i maven, som ikke havde med billedet at gøre. Stolen rullede en smule, og hans skulder kom tættere på hendes hofte.
«Du taler, som om du hader serien.»
«Jeg hader den ikke.» Hun gik rundt om stolen og satte sig på kanten af skrivebordet, mellem ham og den anden skærm. Benene hang. Almindelige jeans. «Jeg synes, den er ærlig på en måde, du ikke helt vil være. Du filer kanterne af, indtil kvinderne ser ud, som om de har inviteret dig indenfor. Men de har ikke. Du har bedt dem om at ligge der.»
«De er voksne. De har skrevet under. De får betaling.»
«Jeg ved det. Jeg har selv printet kontrakterne.» Hun kiggede på ham. «Jeg spørger, om du kan mærke forskellen, når nogen kigger tilbage, uden at du har bedt om det.»
En bil kørte forbi nede i gaden. Lyset fra skærmen lå i hans ansigt, i linjerne ved øjnene, i det grå ved tindingerne.
«Du kigger hele tiden,» sagde han.
«Ja.»
«Hvorfor?»
«Fordi du gemmer dig bag et kamera, så snart nogen kommer for tæt på. I aften er der ikke noget kamera mellem os. Der er Photoshop og en kvinde på et lagen, som du har gjort pænere, end hun var.»
Han burde have sagt, at de skulle holde sig til arbejdet. Han var niogfyrre. Hun var toogtredive. Han var hendes chef. Han havde gentaget den sætning for sig selv hele efteråret, hver gang hun havde lænet sig ind over et kontaktark og ramt for præcist.
Han sagde den ikke.
«Hvad vil du have, jeg skal gøre ved billedet?»
«Lad hendes blik være hårdt. Som det var. Stop med at redde hende. Og stop med at redde dig selv.»
Han trak skyderen tilbage. Kontrasten steg. Kvindens øjne blev mørkere. Mindre indbydende. Mere til stede.
«Bedre,» sagde Signe, og stemmen var lavere nu. «Nu ligner det, at hun ved, hvad du laver.»
Han lænede sig tilbage. Stolen knirkede. «Og hvad laver jeg, Signe?»
Hun smilede ikke. «Du tager noget. Du kalder det et portræt.»
«Og du? Hvad tager du?»
Hun holdt hans blik. Længe nok til at det blev pinligt, og så længere endnu.
«Jeg sidder her stadig. Så måske tager jeg også noget.»
Han gemte billedet. Skærmen skiftede til det næste. En anden kvinde på en taburet, håndklæde om hoften, ansigtet vendt væk.
Signe kiggede ikke på billedet. Hun kiggede på ham.
«Den her er nemmere for dig. Hun kigger ikke. Du kan gøre, hvad du vil.»
«Du er ikke særlig sød i aften.»
«Du ansatte ikke en sød assistent.» Hun hoppede ned fra bordet. Stod mellem hans knæ og skrivebordet, fordi der ikke var plads til andet. «Du ansatte en, der kunne sige, når et billede var løgn.»
Han måtte løfte hovedet for at se hende. For første gang i lang tid sad han ikke med overblikket. Blusen strammede let over brystet, da hun trak vejret. Fregner. Den lille fold ved mundvigen, som hun fik, når hun koncentrerede sig.
«Signe.»
«Ja.»
«Hvis vi bliver siddende sådan, er det ikke længere redigering.»
«Nej. Det er det ikke.»
Hun rettede hans krave, som om det var det, hun var kommet for. Fingrene blev. Tommelfingeren strøg hen over huden oven over nøglebenet.
«Du ryster,» sagde hun stille.
«Jeg ryster ikke.»
«Jo.» Hun bøjede sig. Munden tæt på hans øre. «Du er vant til at bestemme, hvor folk skal ligge. Du er ikke vant til, at nogen stiller sig her.»
Hans hånd landede på hendes hofte, udenpå jeansen. Varmen gik igennem stoffet. Hun trak ikke væk.
«Fortæl mig,» hviskede hun, «hvem der har magten, når du ikke har et kamera.»
Han svarede ikke med munden. Han drejede ansigtet, og så kyssede han hende.
Det var ikke et forsigtigt kys. Det var det, der havde ligget i rummet hele aftenen, og hun tog imod det med det samme. Hendes hånd gled op i hans hår, fast, som om hun holdt ham, hvor han var. Han mærkede hendes tænder et øjeblik, så hendes tunge, og stolen rullede baglæns, indtil den ramte et stativ med en blød dunk.
Hun satte sig overskrævs på ham. Jeans mod bukser. Vægten af hende var konkret, ikke poseret. Han greb om hendes røv med begge hænder, og hun lavede en lille lyd ned i munden på ham, ikke sød, mere som et ja.
«Kig på mig,» sagde hun, da hun rev sig løs. «Ikke på skærmen. Ikke på næste billede. På mig.»
Han gjorde det. Hendes pupiller var store i det kolde skærmlys. Fregner. En plet på halsen, han aldrig havde tilladt sig at stirre på.
«Du er vant til, at folk retter sig ind,» sagde hun. «Modeller, lys, beskæring. Jeg retter mig ikke ind.»
«Det har jeg opdaget.»
Hun trak sin bluse af. Ingen forestilling. En almindelig bh, lys, lidt vasket. Brysterne fyldte den uden at spille med. Hun tog hans hænder og lagde dem på sig, udenpå stoffet, og holdt dem der.
«Du rører, som om du stadig tager et billede,» sagde hun. «Slap af i hænderne.»
Han åndede ud og gjorde det. Tommelfingrene strøg over stoffet, fandt brystvorterne, der allerede var hårde. Hun lukkede øjnene et sekund, åbnede dem igen, som om hun nægtede at give ham det.
«Tag den af,» sagde hun.
Han gjorde det. Bh’en faldt ned mellem dem. Hendes bryster var bløde, med tydelige vorter, og huden havde den slags uregelmæssighed, kameraer ellers blev bedt om at sløre. Han bøjede sig og tog den ene i munden. Hun holdt ham i nakken, ikke blidt, og pressede ham tættere til, mens hun bevægede hoften langsomt mod ham.
Han var allerede hård. Hun mærkede det og lod ham mærke, at hun mærkede det.
«Der,» sagde hun stille. «Nu er det dig, der sidder og bliver set.»
Han slikkede hen over huden, op ad brystet, til halsen. Hun smagte af salt og parfume. Da han bed hende let, lige under kæben, trak hun vejret skarpt og greb hans skjorte op.
Knapperne gik for langsomt. Hun rev den op. En knap ramte gulvet. Hans slanke bryst, det grå hår der, den slags krop, der havde holdt sig i form uden at spille ung. Hun kørte neglene ned over hans mave, og han spændte.
«Op,» sagde hun.
Han rejste sig, og hun med ham. De stod klods op ad skrivebordet. Bag hende kørte skærmen stadig. Den halvnøgne kvinde på taburetten, ansigtet væk, som om hun ikke ville være vidne.
Signe åbnede hans bælte. Lynlåsen. Hånden indenfor, om ham, fast og uden tøven. Han stønnede mod hendes tinding.
«Du er våd allerede,» sagde han, da hans hånd fandt vejen ned i hendes jeans, under kanten af trussen. Hun var det. Varm. Åben, da han strøg mellem læberne.
«Selvfølgelig er jeg det. Jeg har stået her i en time og set dig lade, som om det her ikke ville ske.»
Han skubbede to fingre ind i hende. Hun spændte om dem og greb om kanten af bordet bag sig. Hendes pande landede mod hans. De stod og åndede ind i hinanden, mens han bevægede fingrene, langsomt først, så dybere, og hendes hånd pumpede ham i samme rytme, ikke pæn, ikke forsigtig.
«Hvis du kommer i bukserne nu,» hviskede hun, «så har du stadig ikke svaret på spørgsmålet.»
«Hvilket.»
«Hvem der har magten.»
Han trak fingrene ud, drejede hende om og pressede hende frem over skrivebordet. Hun lod ham. Kind mod den kolde plade, røven mod ham. Han fik jeansen og trussen ned om lårene. Hun var hvid der bagpå i skærmlyset, med et rødt mærke efter sømmen, og han strøg over hende, spredte hende, så hvor våd hun var.
Hun kiggede tilbage over skulderen. Stadig det blik.
«Hvis du tager mig sådan,» sagde hun, «så er det, fordi jeg lader dig. Ikke fordi du har besluttet det.»
Han stod med pikken i hånden, lige ved hende. «Jeg ved det.»
«Sig det.»
«Du lader mig.»
«Så tag mig.»
Han skubbede ind i hende. Langsomt, fordi hun var stram, og fordi han ville mærke det hele. Hun åndede ud i et langt, lavt støn, og hendes hånd ramte musen, så billedet på skærmen hoppede til næste frame. En mund. Et bryst. En mave. Så hendes eget spejlbillede svagt i den mørke skærmkant: fregner, åben mund, ham bag hende.
Han greb hendes hofter og begyndte at bevæge sig. Dybt. Roligt først, så hårdere, da hun pressede sig tilbage imod ham. Bordet rystede. En stak papir gled. Hendes bh lå stadig et sted på stolen.
«Kig,» sagde hun. «Ikke væk. Du skal se, hvad du gør.»
Han kiggede. Ned på stedet, hvor han gled ind og ud af hende. Op på hendes ryg, den lille fold over bh-stroppens sædvanlige plads, det brune hår der var faldet helt ned nu. Hun var ikke en af kvinderne på kontaktarket. Hun var tungere i hoften, mere til stede, og hun kneppede ham tilbage, som om hun nægtede at være et motiv.
Han bøjede sig over hende, en hånd om hendes bryst, den anden ned mellem hendes ben, på klitoris. Hun klemte om ham med det samme.
«Der,» pustede hun. «Bliv der. Ikke pænere. Ikke blødere.»
Han gjorde, som hun sagde. Fingrene i faste, små cirkler, pikken hårdt i hende, og hun begyndte at miste den skarpe stemme. Små lyde. Hans navn en gang, som om hun blev irriteret over at sige det.
Skærmen lyste dem op. Udenfor var gaden tom. Indenfor var der kun det våde, rytmiske smæld og hendes åndedræt mod bordpladen.
Han var tæt på. For tæt. Han sænkede farten, og hun mærkede det.
«Ikke endnu,» sagde hun. «Du kommer ikke, før jeg siger det.»
Han stoppede helt inde i hende, rystende, panden mod hendes skulderblad.
«Signe.»
«Jeg ved det.» Hun skubbede sig af bordet, af ham, vendte sig om med jeansen stadig nede om knæene. Kindernes røde. Fregnerne. Det direkte blik, nu sløret af noget andet, men stadig hendes. «Kom herhen. På gulvet. Jeg vil se dit ansigt.»
Han gik ned. Ikke elegant. Knæene ramte det hårde studiegulv mellem en kabelrulle og stolen, der stadig stod skævt. Signe fulgte med, trak jeansen og trussen helt af og smed dem hen mod skrivebordets ben. Hun var nøgen nu, almindeligt bygget, med bløde lår og den slags mave, der ikke var blevet holdt inde for et kamera. Fregnerne fortsatte ned over brystet. Det direkte blik var der stadig.
«Læg dig,» sagde hun.
Han gjorde det. Ryggen mod gulvet. Det kolde trængte igennem huden. Over ham stod hun med benene på hver side af hans hofter, og skærmlyset skar hende ud bagfra, så hendes ansigt var mørkere end kroppen. Han kunne se hende. Hele hende. Ikke beskåret.
Hun gik ned på knæ, tog ham i hånden og førte ham ind. Langsomt. Hun satte sig, indtil hun havde ham helt, og så blev hun siddende, åndede, kiggede.
«Der,» sagde hun. «Nu kan jeg se, når du prøver at gemme dig.»
Han lagde hænderne på hendes lår. Tommelfingrene i det bløde. «Jeg gemmer mig ikke.»
«Jo. Du lukker øjnene, når det bliver for meget. Du har gjort det i tre måneder, hver gang jeg har sagt noget, du ikke kunne redigere væk.»
Hun begyndte at bevæge sig. Ikke vildt. Tunge, rolige bevægelser, hvor hun løftede sig og tog ham ind igen, så han kunne mærke hvert centimer. Hendes bryster fulgte med. Han strakte sig efter dem, og hun lod ham. Da han rejste overkroppen for at tage en brystvorte i munden, holdt hun ham i håret og styrede ham.
«Du er god med munden,» pustede hun. «Det vidste jeg. Du bruger den bare aldrig til at sige det, du mener.»
Han slikkede, bed let, hørte hende trække vejret. Nede mellem dem var hun våd nok til, at det lød, hver gang hun satte sig. Han var så hård, at det næsten gjorde ondt, og hun vidste det. Hun smelede det i hofterne, strammede om ham, slap, strammede.
«Signe.»
«Jeg hører dig.»
«Hvis du bliver ved sådan…»
«Så kommer du. Ja.» Hun rettede sig op, hænderne på hans bryst, neglene i det grå hår der. «Men du kigger. Du lukker ikke.»
Han holdt øjnene åbne. Hendes ansigt var tæt, kinderne røde, munden åben. Der var ingenting poseret i hende. Ingen vinkel, hun tilbød ham. Hun tog det, hun ville have, og lod ham ligge under det.
Han greb hendes hofter hårdere og stødte op i hende. Hun støn nede i halsen og smilede næsten, som om hun havde ventet på, at han ville prøve.
«Godt,» sagde hun. «Tag noget. Bare ved, at jeg sidder her alligevel.»
De fandt en rytme, der ikke var pæn. Gulvet slog op i ham. Et stativ raslede, da hendes hånd ramte det. Hun bøjede sig frem, brysterne mod hans bryst, munden ved hans øre, og så var det ikke længere hende, der red, og ikke længere ham, der styrede. Det var bare to kroppe, der kneppede hinanden på et studiegulv, mens en fremmed kvinde stadig lå på skærmen bag dem og kiggede væk.
Hendes åndedræt blev ujævnt. Hun gned sig frem mod ham, klitoris mod hans mave, og han mærkede, da hun begyndte at miste grebet. Den skarpe stemme blev til lyde. Hun bed ham i skulderen, ikke for at gøre ondt, men for at holde sig fast.
«Bliv,» fik hun frem. «Der. Martin. Der.»
Han holdt rytmen. Hånden mellem dem, da hun løftede sig nok til, at han kunne nå. Hun kom med ansigtet vendt mod ham, øjnene åbne, munden åben, og hun klemte så hårdt om ham, at han måtte bide tænderne sammen for ikke at følge med. Det gik gennem hende i lange træk. Hun rystede, blev siddende, pusten mod hans mund.
Et øjeblik sagde hun ingenting. Så kiggede hun på ham, stadig med ham dybt i sig, og det direkte blik var sløret, men det var der.
«Nu,» sagde hun. «Nu må du.»
Han vendte dem. Ikke brutalt, men bestemt. Hendes ryg ramte gulvet. Han løftede et af hendes ben, skubbede ind igen, og nu kunne hun ikke styre tempoet. Hun tog imod det. Armene om hans nakke. Fregnerne tæt på. Han stødte hårdt, dybt, og hun mødte ham, sagde hans navn igen, denne gang uden irritation.
«Kig på mig,» hviskede hun. «Når du kommer.»
Han gjorde det. Det rev ham op. Han kom i hende med ansigtet åbent, uden at nå at trække sig ud, uden at spørge, og hun holdt ham, mens det gik. Hans pande mod hendes. Hans krop slank og spændt og så pludselig blød. Hun strøg ham i nakken, som om hun havde fået det, hun kom efter.
De lå. Gulvet var koldt. Et eller andet sted tickede en harddisk. Skærmen skiftede af sig selv til pauseskærm, så rummet blev mørkere.
Han trak sig ud. Det løb ned ad hendes lår, konkret, uredigeret. Hun lo lavt, ikke af ham, mere af situationen.
«Sådan ser magt ud, når man ikke kan Photoshoppe den,» sagde hun.
Han rullede over på ryggen ved siden af hende. Loftet var højt. En boomarm hang som et skelet over dem.
«Du planlagde det her,» sagde han.
«Nej.» Hun drejede hovedet. Håret var helt vildt nu. «Jeg vidste bare, at hvis vi blev siddende længe nok med de billeder, ville du enten smide mig ud eller kysse mig. Du smed mig ikke ud.»
«Jeg er din chef.»
«Det er du stadig. I morgen sidder jeg med kaffemaskinen og dine råfiler, og du sidder med kunder, der vil have pæne kvinder. Det her ændrer ikke kontrakten.» Hun pause. «Det ændrer bare, at vi ikke kan lade, som om vi ikke ved det.»
Han lagde en hånd på hendes mave. Hun lod den ligge.
«Dit blik,» sagde han. «Det er det, jeg ikke kan beskære.»
«Godt.» Hun rejste sig først. Nøgen i det svage lys, almindelig, konkret, med hans sæd på inderlåret, mens hun samlede bh og bluse op som om det var slutningen på en lang arbejdsdag. «Så lad være.»
Hun klædte sig på uden at vende ryggen til ham. Jeans. Bluse. Håret i en ny, løs knude, der allerede sad skævt. Han sad op, fandt skjorten, den manglende knap, bæltet.
Ved skrivebordet stoppede hun. Musen. Billedet af kvinden på lagenet kom tilbage. Det hårde blik. Den ubeskårne ærlighed.
«Gem den sådan,» sagde Signe.
Han kom hen og stod bag hende. Ikke klistret. Tæt nok. Han gemte filen uden at røre skyderne.
Hun vendte sig. Kiggede på ham en sidste gang, den slags blik, man ikke tager et portræt med, fordi det ikke stiller op.
«Godnat, Martin.»
«Godnat, Signe.»
Hun gik. Døren til opgangen klikkede. Han blev stående i det stille studie med de intime portrætter på skærmen og gulvet, der stadig var varmt, hvor de havde ligget. Han kiggede på kvinden i billedet. Hun kiggede tilbage. Denne gang filede han ingenting af.
