Studiet lå bag en cykelforretning i en gammel murstensbygning. Niels havde kørt forbi to gange, før han parkerede. Børnene havde booket tiden og sendt ham adressen. En professionel portrætfotografering. Fødselsdagsgave. Han havde næsten skrevet, at han ikke kom.
Han trykkede på dørklokken med en tyk pegefinger.
Døren gik op. Hun var høj. Meget slank. Kort hår, sort med gråt i, der stod lidt ud. Sort t-shirt, mørke bukser, bare fødder indenfor. Hun smilede, som om hun allerede havde set ham udefra.
«Niels? Jeg er Eva. Kom indenfor.»
Han trådte ind og mærkede med det samme, hvor stor han var i rummet. Kraftig under den mørke skjorte. Gråt skæg. Ansigtet med de dybe linjer fra sol og vind. Hun så ud, som om hun vejede det halve.
«Sæt dig. Kaffe?»
«Nej tak.»
Hun nikkede og gik hen til kameraet. Grå baggrund. To lamper. En slitage sofa i hjørnet og en tøjstang med et par jakker.
«Dine børn sagde, at du ikke var vild med ideen.»
«De har ret.»
«Så tager vi det i dit tempo.»
Han satte sig stift. Hænderne på lårene. Hun begyndte at fotografere. Klik. Klik. Han smilede, da hun bad ham, og smilet sad forkert. Skuldrene oppe under ørerne.
Efter et kvarter sænkede hun kameraet.
«Du ser ud, som om du venter på, at det skal være overstået.»
«Det er jeg også.»
«Hvorfor?»
Han trak på skulderen. «Jeg kan ikke lide at se mig selv. Ikke sådan.» Han pegede vagt ned ad sig selv.
Eva kom tættere på. Hun satte sig på hug, så hun var i øjenhøjde.
«Hvor længe siden er det, din kone døde?»
Han kiggede på hende. «Tre år. Har de også sagt det?»
«De har sagt, at du er enkemand. Resten kan man se.»
Han lo kort og uden glæde. «Jeg er blevet tyk. Gammel. Det er ikke noget, man skal hænge på væggen.»
«Dine børn synes, du skal.»
«De synes en masse.»
Hun rejste sig. «Kan du tage jakken af?»
Han gjorde det. Skjorten strammede over maven og overarmene. Hun fotograferede igen. Han kunne mærke, at hun så ham. Ikke bare gennem linsen.
«Du har arbejdet ude,» sagde hun.
«Gjorde. Nu er det haven og lidt for børnebørnene.»
«Det kan man se. I hænderne. I ansigtet.»
Hun gik hen til ham uden kameraet. «Må jeg?»
Han vidste ikke, hvad hun mente, før hendes fingre lagde sig på hans skuldre og rettede dem. Varme, tynde hænder. Han stivnede.
«Slap af her,» sagde hun stille og trykkede. «Du løfter dem op, som om nogen skal slå.»
Hendes duft var sæbe og kaffe. Hun stod tæt. Den slanke krop næsten imod hans skulder.
«Bedre,» mumlede hun og trådte tilbage.
Han var blevet varm i ansigtet.
De tog flere billeder. Hun bad ham rejse sig. Læne sig op ad en pille. Se ud ad det høje vindue. Hver gang hun rørte ved ham for at rette en arm eller en kæbelinje, blev det sværere at trække vejret normalt.
«Du skammer dig over maven,» sagde hun pludselig.
«Er det så tydeligt?»
«Ja.»
«Så lad os lade den være i fred.»
«Eller også viser vi den. Ærligt. Det er det, et portræt er, hvis det skal ligne et menneske.»
Han rystede på hovedet. «Det er ikke det, de har betalt for.»
«De har betalt for, at jeg fotograferer dig. Ikke en udgave, du synes er acceptabel.»
Stilhed. En lastbil kørte forbi udenfor.
«Tag skjorten af,» sagde hun.
Det kom roligt. Ikke som en ordre.
«Eva…»
«Du behøver ikke. Men du holder vejret, hver gang stoffet strammer. Jeg kan se det.»
Han kiggede på hende. Kameraet hang ned. Ingen medlidenhed i ansigtet. Det var det, der gjorde det muligt.
Han begyndte at knappe op. Fingrene var grove og langsomme. Hun kiggede ikke væk. Da skjorten gled af, mærkede han luften mod huden. Brystkassen med gråt hår. Maven, blød og tung. Armene stadig kraftige.
Han stod der.
Eva sagde ingenting i nogle sekunder. Så løftede hun kameraet.
«Se på mig.»
Han gjorde det.
Klik.
«Igen. Ikke smile. Bare se.»
Klik. Klik.
Hun gik rundt om ham. Han kunne mærke sit eget åndedræt. Og at han var ved at få rejsning. Han håbede, bukserne skjulte det.
Hun sænkede kameraet.
«Du er smuk på en måde, du ikke selv kan se.»
«Det er du nødt til at sige. Du er fotograf.»
«Jeg er ikke nødt til at sige en skid.» Hun smilede skævt. «Må jeg røre ved dig igen?»
Han nikkede, før han havde tænkt.
Hendes hånd lagde sig fladt på hans bryst. Over hjertet. Hun stod tæt nu. Han kunne se de fine linjer ved hendes øjne. Det korte hår ved tindingerne. Hendes brystvorter tegnede sig svagt gennem t-shirten.
«Du ryster,» sagde hun.
«Det er længe siden, nogen har…» Han stoppede.
«Rørt ved dig.»
«Ja.»
Hendes tommelfinger strøg hen over hans brystvorte. Let. Han trak vejret ind gennem næsen.
«Hvis det her bliver for meget, siger du stop.»
«Jeg ved ikke, om jeg kan sige noget som helst.»
Hun lo stille. Så gik hun tættere på og kyssede ham.
Det var ikke et forsigtigt kys. Hendes mund var varm, og hun smagte af kaffe. Han greb om hendes talje og mærkede, hvor smal hun var. Hans store hænder næsten rundt om hende. Hun stønede imod hans mund, da han trak hende ind mod maven og det hårede bryst. Kameraet ramte ham i siden.
Hun trak sig en centimeter tilbage.
«Vi behøver ikke…»
«Jo,» sagde han. «Det gør vi.»
Hun nikkede, satte kameraet på et bord og kom tilbage. Hendes hænder gled ned ad hans sider, over den bløde mave, hen til bæltet. Hun kiggede op på ham, mens hun åbnede det.
«Sig det, hvis jeg skal lade være.»
Han rystede på hovedet.
Bukserne gled ned. Han stod i underbukser, tydeligt hård, og skammen kom tilbage et øjeblik – den store krop, den bløde mave over elastikken, den tykke pik, der strittede. Hun så på ham, som om der ikke var noget at skamme sig over.
«Hold op med at trække maven ind,» sagde hun. «Jeg vil se dig, som du er.»
Han slap. Hun gik ned på knæ. Hendes slanke skuldre, det korte hår. Hun trak underbukserne ned, og hans pik sprang fri. Hun tog om den med begge hænder. Varme, tynde fingre om noget, der pludselig føltes voldsomt.
«Fuck,» mumlede hun, næsten for sig selv, og slikkede hen over hovedet.
Niels greb efter kanten af stolen bag sig. Tre år. Længere, hvis han var ærlig. Hustruen havde været syg til sidst. Ingen havde rørt ham sådan. Evas mund var varm og våd, og hun tog ham dybere, som om hun havde besluttet sig for det, da han knappedeskjorten op. Han så ned på hende. Høj, slank kvinde på knæ foran hans mave og lår. Det var næsten for meget.
«Eva… jeg kan ikke holde…»
Hun slap ham med et smæld og rejste sig. Kyssede ham igen, så han smagte sig selv. Hun trak sin t-shirt af. Ingen bh. Små, faste bryster med mørke brystvorter. Ribbenene kunne ses, da hun åndede. Hun åbnede sine bukser og skubbede dem ned sammen med trusserne. Mørkt hår mellem benene, et smalt trekant. Lange ben.
«Sofaen,» sagde hun.
De gik derhen. Han satte sig, og hun satte sig bestridende over ham, men hun nåede ikke at sænke sig ned, før hun stoppede.
«Vent. Kondom. Skuffe.»
Hun strakte sig efter et lille skab ved sofaen, fandt et og rev det op med tænderne. Hendes hænder rystede en smule, mens hun rullede det på ham. Så førte hun ham hen til sig og sank ned.
Hun var stram. Våd. Han greb om hendes hofter og mærkede knoglerne under huden. Hun var så anderledes end ham. Hun begyndte at bevæge sig, langsomt først, hænderne på hans bryst, øjnene i hans.
«Se på mig,» sagde hun. «Ikke væk.»
Han gjorde det. Hver gang hun sank ned, gled maven imod hendes slanke mave. Han kunne høre sig selv. Lave, grove lyde. Hun bøjede sig frem og kyssede ham, mens hun kneppede ham i et tempo, hun selv satte. Hendes klitoris ramte ham, og hun stønede ind i munden på ham.
«Du er så… varm,» fik hun sagt. «Så blød og hård på samme tid.»
Han lo, hæst, og holdt fast i hendes røv. Store hænder om noget smalt. Hun reiste sig lidt og vendte sig, så hun sad med ryggen til ham, stadig på hans pik, og lænede sig tilbage mod hans bryst. Han kunne se ned over hende. Det korte hår i nakken. De små bryster. Der, hvor hans mave pressede sig op mod hendes lænd.
Han gled hånden ned mellem hendes ben og fandt hende. Hun spændte.
«Der. Bliv der.»
Han gned i små cirkler, mens hun bevægede sig på ham. Hendes åndedræt blev kort. Hun greb om hans lår.
«Niels… nu…»
Hun kom med åben mund og uden særlig lyd, bare en lang udånding og et ryk i den slanke krop. Han holdt om hende, mens hun pulserede om ham, og så kunne han ikke mere. Han stødte op i hende, groft, et par gange, og kom med ansigtet i hendes nakke.
De sad sådan. Hendes ryg mod hans mave. Hans skæg mod hendes skulder. Et kamera på bordet. Gråt lys fra vinduet.
Efter et stykke tid lo hun stille.
«Det var sgu ikke det, dine børn betalte for.»
«Nej,» sagde han. Stemmen var ru. «Det var det ikke.»
Hun løftede sig af ham, langsomt, og satte sig ved siden af på sofaen. Nøgen. Hun så ikke flov ud. Hun så koncentreret ud, som om hun stadig fotograferede, bare uden kamera.
«Har du det okay?»
Han kiggede ned på sig selv. Maven. Det grå hår. Kondomet. Hendes lange ben op ad hans.
«Jeg ved det ikke endnu,» sagde han. «Men jeg har det ikke dårligt.»
Hun nikkede. Strakte sig efter sin t-shirt, men tog den ikke på. Lægde den i skødet.
«Vi er ikke færdige med billederne,» sagde hun. «Hvis du vil.»
Han kiggede på hende.
«Hvilke billeder?»
Hun smilede skævt.
«De ærligste.»
Hun gik hen efter kameraet, stadig nøgen. Lange ben, smalle hofter, det korte hår i nakken. Niels blev siddende på sofaen med kondomet på og maven i skødet og en fornemmelse af, at han burde tage tøjet på. Han gjorde det ikke.
«Bliv der,» sagde hun. «Lige præcis sådan.»
Hun tændte den ene lampe igen. Lyset ramte ham skråt. Han så sin egen krop uden at ville det – det grå hår på brystet, den bløde mave, lårene, pikken, der stadig var tyk, men på vej ned. Hun knælede et øjeblik, justerede, og begyndte at fotografere.
Klik.
«Læg hånden på maven.»
«Eva.»
«Gør det.»
Han lagde den store hånd der, hvor han helst ville skjule sig. Hun tog tre billeder i træk. Så kom hun tættere på, uden at sige noget, og fotograferede hans hænder. Arene. De tykke fingre. Ringen, han stadig bar.
«Du kan tage den af, hvis du vil,» sagde hun stille. «Du behøver ikke.»
Han rørte ved ringen. Løsnede den. Lagde den på bordet ved siden af sofaen. Det føltes større, end det burde.
Hun nikkede og fotograferede ham igen.
«Rejs dig.»
Han gjorde det. Kondomet hang slapt. Han trak det af, knyttede det og kiggede sig omkring efter en skraldespand. Hun pegede med hagen. Han smed det og vendte sig. Hun stod med kameraet foran den nøgne, slanke krop og så på ham, som om han var noget, hun havde ledt efter.
«Gå hen til vinduet.»
Han gik. Det høje glas, det grå dagslys. Gården nedenunder. En cykel lænet op ad muren. Han stod med siden til, fordi han ikke kunne holde til at stå frontalt.
«Niels. Vend dig.»
«Folk kan se ind.»
«Ruden er spejlende udefra om dagen. Og du står tre meter inde. Vend dig.»
Han vendte sig. Hun fotograferede ham forfra. Maven. Pikken. Det grå skæg. Øjnene, der ikke vidste, hvor de skulle gøre af sig.
«Du ser ud, som om du skal til eksamen.»
«Det føles sådan.»
Hun sænkede kameraet. Gik hen til ham. Lagde flad hånd på hans mave, ikke for at rette, bare for at være der.
«Den her,» sagde hun og strøg. «Den er et liv. Den er ikke en fejl.»
Han slugte. Hendes hofte rørte ved hans lår. Hun var kølig på huden, han var varm.
«Hvis du siger stop, stopper jeg.»
«Jeg har ikke sagt stop endnu.»
Hun smilede ganske lidt og gik tilbage til kameraet. «Sæt dig på kanten af stolen. Benene fra hinanden. Håndleddene på lårene. Se ud ad vinduet, ikke på mig.»
Han satte sig. Stolen knagede. Han kiggede ud. Hun arbejdede. Klik. Klik. Han kunne mærke, at han blev hård igen. Bare af at sidde der og blive set. Det irriterede ham, og det gjorde det værre.
«Jeg kan se det,» sagde hun.
«Jeg ved det.»
«Det er fint.»
Hun kom ind i billedet. Stillede sig ved siden af stolen, stadig med kameraet, og tog et par billeder af dem begge i den mørke rude – hans store, lyse krop og hendes smalle, mørke. Så lagde hun kameraet fra sig på vindueskarmen.
«Nu uden.»
Hun gik ned mellem hans knæ. Han kiggede ned. Det korte sort-grå hår. De små bryster. Hun tog hans pik i munden, langsomt, og han greb fat i sædet. Hun suttede ham, mens han sad i lyset fra vinduet, og han hørte sig selv sige hendes navn, lavt, som om nogen kunne høre det udefra.
Hun slap ham og rejste sig.
«Kom.»
Hun førte ham hen til den grå baggrund. Stillede ham. Gik selv ind i billedet, vendte ryggen til ham, tog hans hænder og lagde dem om sin talje.
«Hold om mig. Som du gør, når du ikke tænker.»
Han holdt om hende. Store hænder på den slanke mave. Hans pik lå op ad hendes lænd. Hun strakte sig efter kameraet på et stativ, hun havde trukket tættere på, trykkede på en fjernudløser. Et klik. De stod nøgne sammen på det grå.
«Igen.»
Hun bøjede sig let frem. Han gled ned mellem hendes baller, ikke ind, bare dér. Hun trykkede igen. Så lagde hun fjernudløseren fra sig.
«Fuck billederne et øjeblik.»
Hun gik hen til skuffen, fandt et nyt kondom, vendte sig og rullede det på ham med begge hænder. Så stillede hun sig med hænderne på den grå baggrund, benene lidt fra hinanden, og kiggede over skulderen.
«Sådan her.»
Han gik ind i hende bagfra. Hun var stadig våd. Han måtte bøje knæene lidt for at ramme rigtigt, og da han var inde, stod han stille et sekund, fordi det var for skarpt, for tæt, for tydeligt – hans mave mod hendes røv, hans skæg mod hendes skulderblad, hendes ribben under hans hånd.
«Bevæg dig,» sagde hun.
Han gjorde det. Langsomt først. Hun pressede sig tilbage imod ham. Hendes hænder kørte på det grå papir, der knitrede. Han greb om hendes hofter og knæppede hende dybere, og hun stønede, ikke højt, men ærligt.
«Du behøver ikke passe på mig,» fik hun sagt. «Jeg knækker ikke.»
Han holdt hårdere. Stødte ind i hende, så hendes krop rykede. Hun gled en hånd ned mellem sine egne ben. Han kunne mærke hendes fingre, der hvor han gled ind og ud. Stolen bag dem. Kameraet på stativet. En bil ude i gaden.
«Niels.»
Han bøjede sig over hende, en arm om hendes bryst, den anden ned over hendes, og hjalp. Hun kom stående, med panden mod baggrunden, og klemte om ham, så han måtte bide tænderne sammen for ikke at komme med det samme. Han holdt ud, nogle stød mere, grove, og så kom han indeni hende med ansigtet i hendes korte hår.
De blev stående. Hans vægt imod hendes ryg. Hun trak vejret.
«Jesus,» mumlede hun.
Han trak sig ud. Hun vendte sig. Hendes kind var rød af papiret. Hun lo pludselig, kort, og strøg sig over ansigtet.
«Jeg har fotograferet i det her rum i ni år. Det er første gang, baggrunden har fået sved på sig.»
Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Han stod der med kondomet og den store krop og en mærkelig ro, han ikke havde regnet med.
Hun tog hans hånd.
«Kom. Jeg vil vise dig noget.»
Hun førte ham hen til en bærbar på et lille bord, sluttede kameraet til og bladrede. Han stod bag hende, nøgen mod nøgen, og så billederne komme frem.
Først de stive. Jakken. Smilede, der ikke sad rigtigt. Så skjorten. Så uden. Hans ansigt i vinduet. Hånden på maven. De to kroppe i ruden. Ham på stolen. Et enkelt af dem foran det grå, sløret, fordi hun havde rykket sig.
Han kiggede på sig selv.
«Jeg ligner en, der er her,» sagde han.
«Det er du også.»
Hun bladrede til et af de sidste. Ham forfra ved vinduet. Ikke smuk på den måde, han havde lært ordet. Men til stede. Kraftig. Gråt skæg. Øjne, der ikke flygtede helt.
«Dine børn får de første,» sagde hun. «De pæne. De her er dine. Hvis du vil have dem.»
Han nikkede. Han kunne mærke hendes skulderblad mod sit bryst.
«Og nu?» spurgte han.
Hun kiggede op på ham.
«Nu tager vi tøjet på. Eller også gør vi ikke. Uret er dit. Tiden er betalt til tre.»
Han kiggede på uret på væggen. Der var tre kvarter tilbage.
Han kiggede på uret igen, så på hende.
«Lad det ligge,» sagde han.
Hun nikkede, som om det var det, hun havde ventet. Gik hen til en lille vask i hjørnet, skyllede hænder og ansigt, rakte ham et rent håndklæde. De stod nøgne ved siden af hinanden og gjorde sig i orden uden at tale. Det var mærkeligt hverdagsagtigt. Det hjalp.
Bagefter satte hun sig i sofaen med benene trukket op, ryggen mod armlænet. Han satte sig for enden. Hans lår fyldte. Hendes var lange og smalle. Hun røg ikke, men hun havde fingrene, som om hun manglede noget at holde i.
«Du sagde tre år,» sagde hun. «Har der været nogen siden?»
«Nej.»
«Slet ikke?»
Han rystede på hovedet. «Jeg har ikke været noget sted, hvor det kunne ske. Og jeg har ikke set sådan ud, at jeg gik ud og ledte.»
«Du ser ud, som du ser ud.» Hun pegede med hagen mod ham. «Det er ikke det samme som at være usynlig.»
Han lo kort. «Det har føltes sådan.»
Hun strakte foden ud og satte den mod hans skinneben. Varm, let.
«Jeg er skilt,» sagde hun. «Syv år. Han syntes, jeg var blevet for skarp. For tynd. For optaget af at se på andre mennesker gennem et objektiv.» Hun trak på skulderen. «Måske havde han ret. Jeg er i hvert fald bedre til at kigge, end jeg er til at blive kigget på.»
«Du er smuk,» sagde han, og det kom klodset, som noget man sagde, fordi man skulle.
Hun smilede skævt. «Du behøver ikke betale tilbage.»
«Det er ikke det.» Han kiggede på hende. De små bryster. Ribbenene. Det korte hår, der stod ud over ørerne. «Du er… tydelig. Som om der ikke er noget i vejen. Jeg har gået og været i vejen i min egen krop.»
Hun flyttede sig tættere på. Satte sig hen over hans lår, ikke for at kneppe, bare for at sidde. Hendes numse mod hans hud. Hun tog hans ansigt mellem hænderne og strøg det grå skæg den forkerte vej, så det stod ud.
«Må jeg fotografere det her?»
«Os?»
«Dig. Tæt på. Ansigtet. Hænderne. Hvis du kan holde til det.»
Han nikkede.
Hun hentede kameraet, blev siddende på ham, og fotograferede hans mund, øjnene, det sted, hvor halsen mødte brystet. Han kunne mærke hendes vægt, hvor let den var, og at han blev hård under hende uden at nogen af dem gjorde noget ved det endnu. Hun sænkede kameraet, da han løftede hænderne og lagde dem på hendes ryg.
«Nu er det min tur til at kigge,» sagde han.
Hun blinkede. «Okay.»
Han strøg ned ad hendes ryg, over de skarpe skulderblade, hen til brysterne. Tommelfingrene over brystvorterne. Hun trak vejret ind. Han bøjede sig og tog den ene i munden. Hun smagte af hud og en smule sæbe. Hendes hånd fandt hans hår, det tynde, grå, og holdt fast, mens han suttede.
«Sofaen er for lille til dig,» mumlede hun.
«Så flytter vi os.»
De gik ned på det slidte tæppe foran sofaen. Han lagde hende på ryggen. For første gang i rummet var det ham, der var over hende, og han var bange for at knuse hende, indtil hun slog benene op om hans hofter og trak ham ned.
«Jeg sagde, jeg ikke knækker.»
Han kyssede hendes hals, brystet, maven, der var flad og varm. Længere ned. Hun spredte benene, da han kom til det mørke hår. Han havde ikke gjort det i årevis. Han gjorde det alligevel. Slog tungen ud, fandt hende, slikkede langsomt, mens hendes lår lukkede sig om hans hoved. Hun smagte salt og hud. Hun stønede mere åbent nu, uden at passe på studiet.
«Der… bliv… ja.»
Han holdt hendes hofter. Store hænder om noget, der næsten forsvandt i dem. Hun kom med knæene oppe og en hånd over munden, som om nogen i cykelforretningen kunne høre det. Han blev liggende med kinden mod hendes lår, skægget imod huden, indtil hun trak ham op.
«Kondom,» sagde hun hæst. «Samme skuffe.»
Han fandt et, satte det på, kom ind mellem hendes ben. Hun var åben og våd efter munden på ham. Han gled ind i én bevægelse og blev stille, panden mod hendes. Hun kiggede lige på ham.
«Du behøver ikke holde maven væk,» sagde hun. «Læg den på mig.»
Han gjorde det. Hans vægt. Hendes slanke krop under den. Hun åndede ud, som om det var det, hun ville have. Han begyndte at bevæge sig, dybt, ikke hurtigt. Hun holdt om hans røv og mødte ham. Gulvet var hårdt under hendes skulderblade. Han gled en arm ind under hende.
De sagde ikke meget. Bare åndedræt og det svage knitren fra et stykke baggrundspapir, der stadig hang skævt. Hun kom igen, mindre voldsomt, med øjnene i hans, og det var det, der fik ham til at komme – ikke tempoet, men at hun blev ved med at se. Han stødte ind i hende og holdt sig der, rystende, med ansigtet i sofaens kant.
Bagefter rullede han af hende, så han ikke lå ovenpå. Hun blev liggende. En arm over øjnene. Brystkassen, der gik op og ned.
«Fuck,» sagde hun til loftet. «Jeg havde en plan for den her session. Den involverede tre baggrunde og et halvt smil.»
«Undskyld.»
Hun tog armen væk og kiggede på ham. «Sig ikke undskyld. Jeg startede det.»
«Jeg knappe skjorten op.»
«Og jeg bad om det.» Hun vendte sig over på siden, støttede hovedet i hånden. «Har du det stadig okay?»
Han tænkte faktisk over det. Loftet. En plet. Hendes knæ mod hans mave.
«Jeg har det, som om jeg har været væk fra mig selv, og nu er jeg slået ind igen. Det er… meget.»
Hun nikkede. Strøg ham over brystet, gennem det grå hår.
«Dine børn får otte billeder. Jakke. Skjorte. Et enkelt, hvor du ser ud ad vinduet, og man kan se, at du er et menneske. Resten sletter jeg ikke, men de kommer ikke i nogen mappe, de åbner. Jeg lægger dem på et kort til dig. Du bestemmer, om du overhovedet kigger.»
«Jeg kigger,» sagde han.
Hun smilede, bare med øjnene.
Uret på væggen viste, at der var tyve minutter tilbage. Ingen af dem rejste sig med det samme. En lastbil skiftede gear udenfor. Hun lå med tæerne mod hans skinneben, og han mærkede for første gang i lang tid ikke trangen til at trække maven ind.
Hun strøg ham over maven med bagsiden af fingrene, som om hun stadig rettede på et portræt.
«Tyve minutter,» sagde hun. «Vi kan nå at blive mennesker igen.»
«Er det det, vi skal?»
«Det er det, uret siger.» Hun satte sig op. Hendes ryg var en lang, smal linje. «Og jeg skal have et lokale, der kan bruges i morgen. Der kommer et par klokken ti. De skal have pæne billeder til sølvbryllup.»
Han lo, lavt. «Så må vi hellere samle os sammen.»
De rejste sig. Gulvet havde sat mærker i hendes skulderblade og i hans knæ. Hun fandt deres tøj, stykke for stykke, uden at kaste det hen til ham. Hun rakte ham underbukserne først. Han tog dem på. Så bukserne. Bæltet. Hun stod stadig nøgen, mens hun hang t-shirten over en stol og gik hen til en lille dør.
«Der er et toilet. Spejl. Hvis du vil se, før du går.»
Han gik derind. Det var et rum på tre kvadratmeter. Spejlet var ærligt. Han så det grå skæg, det røde i kinderne, maven over bæltet, skjorten han endnu ikke havde fået på. Han knappe den. Langsomt. Han trak ikke maven ind. Ikke fordi han pludselig elskede den. Bare fordi det virkede forkert nu.
Da han kom ud, havde hun tøj på. Sort t-shirt, bukser, stadig bare fødder. Kameraet var slukket. Den grå baggrund hang skævt. Hun var i gang med at rulle et hukommelseskort ud af huset.
«Her.» Hun lagde det i hans hånd. «De pæne ligger i mappen, der hedder ‘Niels – familie’. De andre hedder bare tal. Ingen har adgang til min backup uden mig. Og jeg sender ikke noget til dine børn, de ikke har bedt om.»
«Tak.»
Hun nikkede. Kiggede på hans hånd.
«Ringen.»
Den lå stadig på bordet. Han tog den. Drejede den. Satte den på igen. Den sad, som den altid havde siddet. Det betød ikke, at intet var sket. Det betød bare, at han ikke var færdig med at være den, han havde været.
«Jeg tager den ikke af for at glemme hende,» sagde han.
«Det skal du heller ikke.» Eva tørrede kanten af et objektiv af med en klud, mest for at have noget at lave. «Du tog den af, fordi du var her. Det er noget andet.»
Han stod med kortet i lommen og vidste ikke, hvordan man gik fra et rum som det her.
Hun hjalp ham. Hun gik hen, rettede hans krave, som hun havde rettet hans skuldre i starten. De tynde fingre ved hans hals. Tæt. Kaffe og sæbe. Så kyssede hun ham, kort, på munden. Ikke som før. Som afslutning.
«Hvis du kigger på billederne og får det dårligt, så skriv. Eller lad være. Du skylder mig ikke en historie.»
«Og hvis jeg ikke får det dårligt?»
Hun smilede skævt. «Så har du i det mindste set dig selv.»
Han tog jakken. Ved døren vendte han sig.
«Eva.»
«Ja.»
«Det var en lortegave. Indtil det ikke var.»
«Det hører jeg oftere, end man skulle tro,» sagde hun. «Bare ikke på den her måde.»
Han gik ud. Trappen. Gaden. Cykelforretningen med klokken over døren. Luften var kølig. Han satte sig ind i bilen og startede den ikke med det samme. I bakspejlet så han sit eget ansigt. Kraftigt. Gråt. Præget. Det samme ansigt som i morges. Bare ikke helt.
Han kørte hjem ad den vante vej. Haven. Huset, der stadig var for stort. På køkkenbordet lagde han hukommelseskortet ved siden af frugtskålen, som om det var indkøb.
Om aftenen, da huset var stille, satte han det i computeren.
Først de pæne. Jakke. Skjorte. Et halvt smil, der næsten sad rigtigt. Børnene ville kunne hænge dem op.
Så de andre.
Ham uden skjorte. Hånden på maven. Vinduet. Sofaen. Et sløret billede, hvor man næsten kunne se to kroppe, og så alligevel ikke. Hans ansigt tæt på. Øjnene.
Han lænede sig tilbage. Stolen knagede, som stolen i studiet havde gjort. Han rørte ved skægget, der stadig lugtede svagt af hendes hud.
Han slettede ingenting.
Næste formiddag ringede datteren.
«Nå? Var det forfærdeligt?»
Han stod i køkkenet med kaffe og kiggede ud i haven.
«Det var… anderledes, end jeg havde troet.»
«Men du gjorde det?»
«Jeg gjorde det.»
«Godt. Vi vil gerne se dem, når de er klar.»
«I får dem,» sagde han. «De pæne.»
Hun lo. «Vi vil have dem, der ligner dig. Ikke et katalog.»
Han tænkte på Eva ved vinduet. På hånden, der ikke ville lade ham trække maven ind.
«Det gør de,» sagde han. «De ligner mig.»
Da de havde lagt på, stod han et øjeblik med telefonen i hånden. Han åbnede ikke en besked til Eva. Ikke endnu. Han gik i stedet ud i haven, den samme have som altid, og mærkede vinden i ansigtet, som den havde mærket ham i mange år.
Inde på køkkenbordet lå kortet.
Han vidste, at han ville kigge igen.
