Det var Sofie, der havde presset hende.

«Det er privat, Maja. Ingen kender dig. Kostume på, tre drinks, og så kan du smutte. Du har siddet derhjemme længe nok.»

Maja havde sagt ja, mest for at lukke munden på hende. Nu stod hun i den store stue i villaen ude nord for byen med en sort halvmaske, der klemte let ved tindingerne. Kjolen var sort, kort og åben i ryggen. Hendes tatoveringer var umulige at skjule. De sorte linjer på armene, det store stykke hen over skulderbladene, den lille rose lavt på hoften, som kjolen næsten afslørede. Sort hår sat op, nakken bar. Hun var 32, spinkel, og følte sig forkert blandt de gennemførte kostumer og den dæmpede jazz.

Hun tog et glas gin og tonic fra en bakke og gik hen mod et hjørne tæt ved et højt vindue.

«Du kigger efter udgangen,» sagde en stemme bag hende.

Hun vendte sig.

Han var et hoved højere. Gråsprængt hår kæmmet tilbage under en mørk, elegant maske, der dækkede øjnene og den øverste del af ansigtet. Mørkt jakkesæt, hvid skjorte åben i halsen, ingen slips. Munden var synlig. Fast. Rolig. Han så ud, som om han hørte til her.

«Måske,» sagde hun.

«Jeg hedder ikke noget i aften,» sagde han. «Og du hedder heller ikke. Vi lader maskerne sidde. For sjov. Er det i orden?»

Maja kiggede på ham. Det var et mærkeligt forslag. Og alligevel det eneste, der pludselig gav mening.

«Hvorfor?»

«Fordi det er nemmere at være ærlig, når ingen rigtig ser én. Og fordi jeg har lyst til at tale med dig uden det sædvanlige spil.»

Hun nikkede. «Okay. Maskerne bliver på.»

De stod lidt væk fra de andre. Musikken var baggrund. Nogen lo ude i køkkenet.

«Hvad ville du egentlig have ud af aften, hvis du turde sige det?» spurgte han.

Hun lo lavt. «Ret direkte.»

«Det er pointen.»

Maja kiggede ud i mørket et øjeblik. «Jeg ville have, at nogen rørte ved mig, som om de faktisk så det hele. Ikke bare det pæne. Tatoveringerne. At jeg er spinkel. At jeg ikke er nem.»

«Og du?»

Han tøvede ikke. «Jeg ville have en kvinde, der ikke spiller uskyldig. En, der har noget på kroppen, der fortæller, at hun har levet. Og jeg ville kunne sige, hvad jeg har lyst til, uden at det bliver akavet i morgen.»

«Hvad har du lyst til?»

Han så på hende bag masken. «At tage dig med et sted her i huset, hvor vi kan være alene. At du bliver stående med masken på, mens jeg rører ved dig. At du fortæller mig, hvad du kan lide, mens jeg gør det. Og at vi stopper, hvis en af os siger det.»

Maja mærkede varmen samle sig lavt i maven. Det var for hurtigt. Og alligevel ikke.

«Hvad kan du lide?» spurgte hun.

«Kontrol. At se en kvinde give slip, fordi hun har lyst, ikke fordi hun skal. At høre hende sige det højt. Jeg kan lide, når det bliver lidt råt, men aldrig uden at hun er med. Og jeg kan lide, at det er hemmeligt.»

«Jeg kan lide at blive set,» sagde Maja. Stemmen var mere rolig, end hun følte. «Ikke af mange. Af én, der kigger, som om han mener det. Jeg kan lide hænder på mine tatoveringer. Jeg kan lide, når nogen er ældre og ved, hvad de vil. Jeg kan lide at blive holdt. Ikke hårdt. Bare holdt, mens det sker.»

«Grænser?»

«Ingen navne. Maskerne på. Ingen billeder. Jeg siger fra, hvis det bliver for meget.»

«Samme her. Jeg rører ikke, før du siger, at jeg må.»

De stod tættere nu.

«Må jeg?» spurgte han.

Maja nikkede.

Hans hånd lagde sig på hendes nakke. Tommelfingeren langs kanten af masken, så ned over det blottede stykke ryg, hvor tatoveringen sad. Hun mærkede det hele vejen.

«Der er et gæsteværelse ovenpå,» sagde han lavt. «Første dør til venstre. Ingen låser. Hvis du kommer, kommer du. Hvis ikke, venter jeg ti minutter og går.»

Han slap hende og gik.

Maja stod med glasset. Hun kunne gå. Hun skulle måske gå.

Hun satte glasset fra sig og gik op ad trappen.

Værelset var enkelt. Seng, spejl, dæmpet lampe. Han stod ved vinduet, stadig med masken på.

«Du kom,» sagde han.

«Jeg kom.»

De stod over for hinanden.

«Sig, hvad du vil have nu.»

«Jeg vil have, at du rører ved mig. Over tøjet først. Og at du bliver ved med at se på mig.»

Han trådte hen. Hænderne på hendes hofter, op under kjolen et øjeblik, så op ad siderne, over brysterne uden at tage tøjet af. Hun trak vejret ind.

«Dine tatoveringer,» sagde han. «Fortæl om dem, mens jeg rører.»

Hun begyndte at tale. Om den første på underarmen, da hun var toogtyve. Om den på ryggen efter et brud, hun ikke ville glemme. Stemmen rystede lidt, mens hans hænder fandt hen over stoffet, så under det. Kjolen blev skubbet op. Han stod stadig. Fingrene gled ind mellem hendes ben, over trusserne.

«Du er våd,» sagde han. Ikke som en sejr. Som en konstatering.

«Ja.»

«Hvad vil du have, jeg gør?»

«Tag dem af. Rør ved mig. Maskerne bliver på. Begge to.»

Han gjorde det. Langsomt. Hun lænede sig tilbage mod væggen, benene lidt fra hinanden. Hans fingre fandt hende, cirklende, så ind. Hun greb om hans jakke.

«Kig på mig,» sagde hun.

Han gjorde. Selv bag masken kunne hun mærke det.

De talte stadig. Hun sagde, når hun ville have det hårdere. Han spurgte, før han gik videre. Det var mærkeligt ærligt. Ingen af dem prøvede at lyde seje.

Da han løftede hende op på kanten af sengen, kjolen oppe om livet, trusserne væk, og han selv stadig næsten påklædt, var det, som om maskerne gjorde det muligt at blive ved.

«Jeg vil have dig i mig,» sagde hun. «Nu. Men langsomt.»

Han nikkede. Åbnede bukserne. Der var et kondom. Hun havde ikke tænkt på det. Han havde.

Han skubbede ind i hende, mens de stadig så på hinanden. Maskerne rørte næsten. Hun stønede lavt. Han holdt hendes hofter.

«Sig, hvis jeg skal stoppe.»

«Ikke stoppe. Bare hold mig.»

Han gjorde. Armene om hende, hendes ben om hans talje, stadig siddende på kanten. Han bevægede sig langsomt først, så dybere, da hun nikkede. Hun kunne mærke hvert skub. Hans skjorte var stadig på. Hendes kjole krøllet op. Maskerne sad.

«Hårdere,» sagde hun efter et stykke tid. «Jeg vil mærke det.»

Han gav hende det. Ikke vildt. Kontrolleret. Hun holdt fast i hans skuldre, hovedet tilbage, men øjnene åbne bag masken.

«Du kan komme, når du vil,» sagde han lavt. «Jeg holder dig.»

Hun gjorde. Kroppen spændte, hun pressede ansigtet mod hans skulder for ikke at være for høj, mens det gik gennem hende. Han fulgte efter kort efter, stille, kæben spændt, hænderne stadig om hende.

De blev siddende et øjeblik. Åndedrættet faldt til ro. Maskerne var stadig på. Ingen af dem tog dem af.

«Det var… mere ærligt, end jeg havde troet,» sagde hun.

Han nikkede. Trak sig langsomt ud, sørgede for kondomet, hjalp hende ned på gulvet igen. Kjolen faldt på plads. Trusserne fandt hun selv.

«Vi kan blive her lidt,» sagde han. «Eller gå ned igen hver for sig. Som om intet.»

Maja rettede håret. Hendes krop summende stadig.

«Jeg vil gerne vide én ting,» sagde hun. «Ikke navnet. Bare… om du gør det her tit.»

«Nej,» sagde han. «Det gør jeg ikke.»

Hun smilede bag masken. Et rigtigt smil.

«Godt.»

De stod der et øjeblik længere. Uden at røre hinanden nu. Anonymiteten holdt stadig. Og alligevel var der noget, der var blevet sagt, som ingen af dem normalt ville have sagt højt.

Hun gik hen til spejlet. Masken sad skævt. Hun rettede den uden at tage den af og kiggede på sit eget ansigt, eller det, der var tilbage af det.

«Du kan stadig gå,» sagde han.

«Jeg ved det.»

Hun vendte sig. «Jeg har ikke lyst til at gå ned endnu. Derovre skal jeg smile og lade som om, jeg bare er til fest.»

«Så bliv.»

Han tog jakken af og lagde den over stolen. Skjorten blev på. Masken blev på. Han satte sig på kanten af sengen.

«Kom herhen.»

Ikke en ordre. Et tilbud.

Hun gik hen og blev stående mellem hans knæ. Hans hænder fandt hendes talje, tommelfingrene over kjolen, så op under den, hen over huden.

«Fortæl noget, du aldrig siger til nogen, du lige har mødt,» sagde hun.

Han lo stille. «Det har jeg jo allerede gjort.»

«Så sig noget mere.»

Han kiggede op på hende. «Jeg kan lide at se en kvinde komme, mens hun stadig har tøjet på. Halvt. Som om hun ikke havde planlagt det. Jeg kan lide stemmen, når hun glemmer at lyde pæn. Og jeg kan lide, når hun siger stop til det, hun ikke vil, uden at undskylde.»

Maja slugte. «Jeg kan lide at blive talt til. Ikke beskidt for at være beskidt. Bare konkret. Hvad du vil. Hvor. Jeg kan lide, når nogen slikker mig og holder mine hofter, så jeg ikke kan vride mig væk. Jeg kan lide at give slip på det. Og jeg kan lide, at vi ikke kender hinanden.»

«Det er ikke forkert,» sagde han. «Det er bare ærligt.»

«Måske.»

Hans mund rørte ved hendes mave, over kjolen, så kjolen blev skubbet op. Hun trak vejret ind, da hans læber fandt huden over hoftekammen, hen over rosen.

«Den her. Hvornår?»

«For tre år siden. Efter jeg droppede et job, jeg hadede.»

Han kyssede den. Langsomt. Hun lagde hænderne i hans hår, forsigtigt, uden at røre masken.

«Må jeg smage på dig?»

«Ja.»

Han trak hende med sig, så hun kom til at sidde på kanten, ham på knæ foran hende. Kjolen oppe. Ingen trusser. Han spredte hendes ben, kiggede først, så lagde munden til.

Maja greb fat i sengekanten. Det var anderledes end før. Langsommere. Hans tunge var præcis, ikke for ivrig. Han holdt hendes hofter, som hun havde sagt. Hun kunne mærke det lette skæg mod indersiden af lårene.

«Der,» sagde hun. «Lige der.»

Han blev. Hun prøvede at holde øjnene åbne og se ned på den maskerede mand mellem hendes ben. Det gjorde det værre. Bedre. Hun kom igen, hurtigere denne gang, med en lyd, hun ikke kunne holde tilbage. Han slækkede ikke, før hun skubbede let til hans skulder.

«Stop. For meget.»

Han stoppede med det samme. Tørrede munden i håndryggen. Satte sig tilbage på hælene.

«Okay?»

«Mere end okay.» Hun lo, lidt forpustet. «Du lytter faktisk.»

«Det var aftalen.»

Hun trak ham op. De stod tæt. Hun kunne mærke ham hård igen gennem bukserne. Hendes hånd lagde sig der, så standsede hun.

«Må jeg?»

«Ja.»

Hun åbnede hans bukser og tog ham i hånden. Han stod stille, kæben lidt spændt, mens hun strøg. Hun gik ned på knæ uden at det var blevet sagt. Kiggede op. Masken. Hans mund.

«Sig fra, hvis…»

«Jeg siger fra, hvis jeg skal. Fortsæt.»

Hun tog ham i munden. Ikke dybt med det samme. Han lagde en hånd i hendes hår, men styrede ikke. Hun kunne høre hans åndedræt. Da hun tog ham dybere, kom der et lavt «fuck» fra ham, det første grimme ord hele aftenen, og det fik hende til at smile omkring ham.

Efter et stykke tid trak han hende op.

«Jeg vil gerne i dig igen,» sagde han. «Hvis du vil. Anderledes. Dig ovenpå. Så jeg kan se dig.»

Hun nikkede.

De kom af med mere tøj denne gang. Ikke det hele. Hans skjorte åben. Hendes kjole over hovedet, så hun kun havde masken og BH’en, som hun selv tog af. Han så på tatoveringerne på brystkassen, på ribbenene. Rørte ved dem med fingerspidserne, som om han læste.

Hun satte sig over ham. Førte ham ind. Satte sig ned langsomt. Begge stønede.

Hun bestemte tempoet. Hans hænder på hendes hofter, op ad ryggen, ned igen. De talte mindre nu, men ikke tavse.

«Du er smuk,» sagde han.

«Du kan næsten ikke se mig.»

«Jeg kan se nok.»

Hun lænede sig frem. Maskerne rørte. Hun kunne have trukket hans af. Fingrene var allerede ved kanten. Hun lod dem falde.

«Ikke endnu,» hviskede hun.

«Nej.»

Hun kom, da han gned tommelfingeren mellem dem, mens hun red. Han fulgte med, holdt hende nede, ansigtet i hendes hals.

Bagefter lå de på ryggen. Loftet. Musikken nedenunder, sløret. Hans hånd fandt hendes, bare et øjeblik.

«Hvis vi tager dem af,» sagde hun, «bliver det til noget andet.»

«Ja.»

«Så lader vi dem sidde.»

Han vendte hovedet. «Resten af aftenen?»

«Resten af aftenen.»

Hun smilede. «Du sagde det før. Om at det skulle være hemmeligt. Er det fordi du har nogen?»

Stilhed. Ærligheden virkede stadig.

«Jeg har været skilt i to år. Ingen kæreste. Bare vane. At holde ting for sig selv.»

«Jeg har heller ingen. Ikke rigtigt. Ikke sådan.»

«Okay.»

Hun rejste sig på albuen. «Jeg vil gerne ned igen. Med masken på. Vide, at vi har det her, mens de andre drikker vin.»

«Din egen hemmelighed.»

«Måske.»

Han nikkede. «Så går vi ned. Ikke sammen. Og hvis du får lyst til at finde mig igen, så finder du mig.»

«Og hvis jeg ikke gør?»

«Så har vi haft det her.»

Maja satte kjolen på. Fandt trusserne. Rettede masken i spejlet. Hendes læber var røde. Hun så ud, som om hun havde været et sted, de andre ikke kendte.

Hun gik til døren. Stoppede med hånden på grebet.

«Jeg kommer til at finde dig,» sagde hun.

Så gik hun ud på gangen, ned ad trappen, tilbage til lyset og stemmerne, med hans smag stadig i munden og masken siddende, præcis hvor den skulle.

Stuen var blevet tættere. Varmere. Flere kroppe, mere latter, musikken skruet en tak op. Maja mærkede kjolen mod brysterne med det samme. Hun havde ikke fået BH’en på igen. Det kunne mærkes, hver gang hun gik.

Hun tog et glas fra et bord, ikke for at drikke. Hænderne skulle bare have noget at lave.

Sofie dukkede op ved hendes albue, rød kjole, forgyldt maske.

«Jeg troede, du var smuttet.»

«Jeg skulle lige op. Luft.»

Sofie kiggede på hende. «Du er helt rød. Og du smiler mærkeligt.»

«Det er gin.»

«Det er ikke gin.» En mand i kappe trak i Sofie, og hun lod sig trække. «Vi snakkes ved,» nåede hun. Så var hun væk. Maja var taknemmelig.

Hun gik langs væggen, som om hun kiggede på malerierne. Fandt ham ved kaminen. Jakken var på igen. Glasset i hånden. Som om han aldrig havde været andet sted. En kvinde i sølvmaske stod foran ham og talte for tæt.

«Nikolaj, du glemmer ikke søndag, vel? Din søster bliver rasende.»

«Jeg glemmer det ikke.»

Navnet satte sig fast. Nikolaj. Hun havde gættet ham til midt i fyrrerne. Nu havde han et navn, hun ikke skulle have.

Han så hende over kvindens skulder. Inget smil. Bare et kort blik, der gik lige igennem kjolen.

Kvinden gik. Maja standsede tre skridt fra ham, vendt halvt mod rummet, som om de tilfældigt stod det samme sted.

«Biblioteket,» sagde han lavt. «Anden dør i den venstre fløj. Ingen tænder det store lys.»

«Jeg hørte dit navn.»

«Så har du et forspring.»

«Jeg giver det ikke. Endnu.»

«Godt.»

Hun gik først. Ikke for hurtigt. Gennem en gang med gamle fotografier, ind i et rum, der lugtede af papir og træ. Hylder til loftet. En skrivebordslampe tændt i det fjerneste hjørne. Ellers mørkt.

Hun ventede ved skrivebordet. Kort efter kom han ind og lukkede døren uden at låse.

«Hvis nogen kommer,» sagde hun.

«Så er vi to gæster, der kiggede på bøger.»

«Med mine trusser i lommen, eller hvad?»

Han lo stille. «Du er skarpere nu.»

«Anonymiteten virker stadig. Selv når jeg ved, du hedder Nikolaj.»

Han trak sig ikke. «Så brug det, hvis du har lyst. Eller lad være.»

Hun satte glasset fra sig. «Jeg vil have, at du tager mig her. Stående. Bagfra. Og at du bliver ved med at tale. Konkret. Som før.»

«Grænser stadig de samme?»

«Ja. Maskerne på. Jeg siger fra, hvis det er for meget. Du stopper, hvis jeg siger det.»

«Og hvis jeg holder dig lidt hårdere denne gang?»

Hun nikkede. «Det må du. Jeg sagde, jeg kunne lide at blive holdt.»

Han kom hen bag hende. Hænderne om hendes talje, op over maven, over brysterne uden BH. Hun trak vejret ind. Han klemte let om hendes brystvorter gennem stoffet.

«Du gik ned uden den på,» sagde han ved hendes øre. «Jeg kunne se det.»

«Jeg vidste, at du ville.»

Han skubbede hende frem mod skrivebordet. Kjolen op. Trusserne ned. Hun trådte ud af dem. Hans hånd mellem hendes ben, to fingre. Hun var stadig åben fra før.

«Du har gået dernede sådan her,» sagde han. «Imellem alle de andre.»

«Ja.»

«Hvad tænkte du på?»

«På din mund. På at du stadig kunne smage mig, mens du stod og snakkede pænt med den kvinde.»

Han åbnede bukserne. Kondom igen. Hun hørte folien. Så hans hånd i hendes nakke, ikke voldsomt, bare fast, og han skubbede ind i hende i ét langt tryk.

Hun greb kanten af bordet. En lyd kom ud af hende. Hun bed den i sig.

«Sig det,» sagde han.

«Dybere. Hold mig.»

Han gav hende det. Hofterne mod hendes. En hånd i nakken, den anden om hendes hofte, fingrene i tatoveringen der. Hårdere end ovenpå. Stadig kontrolleret. Hun kunne se døren i øjenkrogen.

«Hvis nogen åbner,» hviskede hun.

«Så ser de en kvinde, der bliver taget, mens hun stadig har masken på. Er det et problem?»

«Nej. Det er det, jeg tænker på.»

Han stødte ind i hende. Bordet rykede en centimeter. Hun kom næsten for hurtigt, pressede sig tilbage mod ham, hans navn i munden uden at hun sagde det højt. Nikolaj. Hun holdt det inde.

«Kom,» sagde han. «Nu. Jeg vil mærke det.»

Hun gjorde, med panden mod det kølige træ, hans hånd over hendes mund, da lyden blev for stor. Han holdt hende, præcis som hun havde bedt om. Kort efter kom han selv, stille, kroppen spændt mod hendes ryg.

De blev stående. Ham stadig i hende. Åndedrættet faldt langsomt.

«Du brugte ikke navnet,» sagde han.

«Det ville gøre det til noget andet.»

«Maja?» Sofies stemme ude i gangen. Fjern, spørgende.

De stivnede.

Stemmen gik forbi. En dør længere henne gik op og i.

Maja lo, næsten lydløst, panden stadig mod bordet. «Fuck.»

«Ja.»

Han trak sig ud. Hjalp hende med kjolen. Hun samlede trusserne og puttede dem i hans inderlomme.

«Så har du dem. Resten af aftenen.»

Han kiggede på hende bag masken. «Du er farligere, end du ser ud til.»

«Det er masken.»

Hun rettede håret med begge hænder. Benene var usikre. Hun kunne mærke ham stadig, som et ekko.

«Vi går ikke ud sammen,» sagde hun.

«Nej.»

«Men jeg vil ikke hjem endnu.»

«Så gå ned. Find et sted at stå. Jeg kommer om fem minutter. Hvis du stadig har lyst til at se på mig, mens de andre ikke ved en skid, så gør du det. Hvis ikke, går jeg min vej, og du beholder hemmeligheden.»

Maja nikkede. Hånden på dørgrebet.

«Nikolaj,» sagde hun alligevel. Bare det. Prøvede ordet.

Han blev stående helt stille.

«Det var ikke et navn,» sagde hun. «Det var en test.»

Så åbnede hun døren og gik ud i gangen, uden trusser, med masken på, og med hjertet i halsen, som om hun stadig blev set.

Hun gik ned ad trappen ét trin ad gangen. Kjolen klistrede sig til lårene. Hver gang hun satte foden, mærkede hun luften mellem benene, som om hele huset kunne se det, selvom ingen kunne.

Stuen var blevet højere i stemmen. Nogen dansede nu, tæt, maske mod maske. Et par i hjørnet kyssede uden at skjule det. Maja fandt et sted ved et lavt bord med udsigt til kaminen og til trappen. Satte sig på kanten af en sofa, benene slået over kors, som om det var tilfældigt. Det var det ikke.

Hun talte minutterne.

Han kom ned præcis, som han havde sagt. Jakken glat. Masken på plads. Som om biblioteket aldrig havde fundet sted. Deres øjne mødtes et sekund. Han puttede hånden i inderlommen, kort, som om han tjekkede noget. Hun vidste, hvad der lå der.

En mand i hvidt maske stoppede ham. De talte. Nikolaj nikkede, lo lavt, den pæne latter. Maja sad og så på hans mund. Hun kunne stadig mærke, hvor hans hånd havde ligget over hendes, da hun kom.

Sofie kom forbi med to glas.

«Der er du. Jeg ledte efter dig før. Jeg var sikker på, jeg hørte dig oppe i fløjen.»

«Jeg kiggede på billederne.»

Sofie kiggede hende op og ned. «Du er mærkelig i aften. På en god måde. Hvem er han?»

«Hvem?»

«Den høje. Ham du ikke kigger på.»

«Jeg kender ham ikke.»

«Okay,» sagde Sofie, og det lød, som om hun ikke troede det. «Bare sig, hvis du smutter. Jeg vil ikke stå og lede.»

«Jeg smutter ikke endnu.»

Sofie gik. Maja mærkede hjertet. Løgnen var tynd. Og hun kunne lide, at den var tynd.

Han løsrev sig og gik hen mod terrassedøren, som stod på klem. Han kiggede ikke på hende. Han behøvede ikke.

Hun ventede, til tre mennesker var gået forbi. Så rejste hun sig og fulgte efter.

Terrassen var mørk og kold i forhold til stuen. En enkelt udendørslampe lyste gult ned i et hjørne. Haven bagved var sort. Han stod ved rækværket med ryggen til huset, cigaret mellem fingrene. Hun havde ikke set ham ryge før.

«Du ryger ikke,» sagde hun.

«Kun når jeg skal have hænderne til at se rolige ud.»

Hun stillede sig ved siden af ham, ikke for tæt. Inde bag glasset bevægede folk sig stadig.

«Sofie ved noget.»

«Sofie ved, at du er rød og smiler mærkeligt. Det er ikke det samme.»

«Hun sagde mit navn i gangen.»

Han trak ind. Røgen gik ud til siden, væk fra hende. «Jeg hørte det.»

«Så har vi begge et forspring.»

«Maja.» Han sagde det lavt. Prøvede det, som hun havde gjort. «Det ændrer ikke maskerne. Medmindre du vil have, at det gør.»

Hun rystede på hovedet. «Jeg vil have, at du siger det, mens du rører ved mig. Ikke som om vi kender hinanden. Som om du har fået fat i noget, du ikke skulle have.»

Han slukkede cigaretten i et askebæger på muren. Vendte sig. Stod mellem hende og huset, så hun var skærmet.

«Herude?»

«Herude. De kan se silhuetter. Ikke mere.»

Hans hånd gled ind under kjolen fra siden, op ad indersiden af låret. Hun åbnede benene en anelse. Hans fingre fandt hende med det samme. Hun var stadig våd. Øm. Åben.

«Maja,» sagde han ved hendes øre. «Du har gået derinde uden noget på. Og nu står du her og lader mig gøre det her, mens de danser tre meter væk.»

Hun greb om rækværket. «To fingre. Langsomt.»

Han gjorde det. Hendes åndedræt blev ujævnt. Hun holdt ansigtet roligt, vendt mod haven, som om de bare stod og fik luft.

«Hvis nogen kommer ud,» hviskede hun.

«Så tager jeg hånden væk, og vi taler om vejret. Indtil da kommer du, mens du står op.»

Hun lo, et kort, utroligt lille åndedrag. «Du er blevet frækkere.»

«Du har gjort mig det. Anonymiteten. Og så det, at du puttede dine trusser i min lomme og gik.»

Hans tommelfinger fandt klitoris. Hun spændte i lårene. Inde i stuen klirrede glas. En kvinde lo højt.

«Sig mit navn, når du kommer,» sagde han. «Ikke højt. Bare så jeg kan høre det.»

Hun nikkede. Øjnene halvvejs i. Hans krop tæt bag hende, jakken mod hendes ryg, fingrene i et tempo, der var hensynsløst præcist. Hun kom med ansigtet vendt væk fra lyset, munden åben, og hans navn kom ud som luft.

«Nikolaj.»

Han holdt hende, da knæene svigtede et øjeblik. Fingrene blev, til det var for meget, så trak han dem langsomt ud. Tørrede dem af i sit lommetørklæde, som om det var det mest almindelige i verden.

Hun rettede kjolen. Hænderne rystede.

«Jeg hader, at det virker så godt,» sagde hun.

«Gør du?»

«Nej.»

De stod stille. En mand åbnede terrassedøren, kiggede ud, så dem og nikkede, som man nikkede til to gæster, der tog luft. Gik ind igen.

«Vi er usynlige, så længe vi ser rolige ud,» sagde Nikolaj.

«Jeg ser ikke rolig ud.»

«Du ser ud, som om du har en hemmelighed. Det har halvdelen herinde også. De aner bare ikke, at din er bedre.»

Hun kiggede på ham. Masken. Munden. Det gråsprængte hår.

«Jeg vil se dig uden den,» sagde hun. «Ikke nu. Ikke her. Men før jeg går. Bare et øjeblik. Og du må se mig. Så ved vi, hvem vi har gjort det her med. Og så kan vi stadig lade, som om vi ikke gør.»

Han var stille længe nok til, at hun troede, han ville sige nej.

«Når festen tynder ud,» sagde han. «Gæsteværelset igen. Døren på klem. Hvis du kommer, tager vi dem af. Ti sekunder. Ikke mere. Så sætter vi dem på igen og går hver til sit.»

«Ti sekunder.»

«Ellers bliver det til morgen og telefonnumre og alt det, vi ikke har lyst til at lyve om.»

Hun nikkede. Det var præcist. Det passede til hele aftenen.

«Så går jeg ind først. Du kommer om lidt. Og du beholder det, du har i lommen, indtil jeg skal bruge det.»

«Til du skal bruge det,» gentog han.

Hun gik ind i varmen igen. Musikken ramte hende. Hendes ben var bløde. Hun tog et glas champagne, hun ikke ville have, og stillede sig, hvor hun kunne se døren til trappen.

Hun vidste, at hun ville gå op, når huset blev stille nok.

Og hun vidste, at ti sekunder ville være både for lidt og for meget.

Festen tyndede ud, som han havde sagt.

Først gik de, der havde børn derhjemme. Så dem, der allerede havde fundet nogen at tage med. Musikken blev skruet ned. I køkkenet stod tre mænd og delte en flaske rødvin uden masker. Det så pludselig almindeligt ud.

Sofie kom med jakken over armen.

«Jeg tager med Marcus. Du er okay?»

«Jeg tager en taxa om lidt.»

Sofie kiggede på hende igen, den samme mistænksomme blødhed som før, men hun pressede ikke. Et kys på kinden, lugt af parfume og vin, og så var hun ude ad døren.

Maja ventede, til hun hørte bilen køre. Gik op ad trappen uden at skynde sig. Gæsteværelset. Døren stod på klem, præcis som aftalt. Den lille lampe var tændt. Sengen var rede igen, som om intet var sket der.

Hun gik ind og lukkede næsten i. Blev stående midt på gulvet.

Han kom tre minutter senere. Lukkede døren stille. De stod over for hinanden med maskerne på, som de havde gjort første gang, bare med tre timer og tre rum imellem.

«Ti sekunder,» sagde han.

«Ti sekunder.»

Ingen af dem rørte ved hinanden først. Det var mærkeligere end alt det andet.

Hun løftede hænderne og tog fat i snoren bag sit hoved. Masken slap. Luften ramte huden omkring øjnene. Hun blinkede. Holdt den i hånden.

Han gjorde det samme. Langsomt. Som om han også var bange for, at ansigtet ville ødelægge det.

Han var 46. Det kunne man se nu. Fine linjer ved øjnene, et ansigt, der havde været smukt længe og stadig var det, bare på en anden måde. Mørke øjne. Grå ved tindingerne, mere end masken havde vist. Munden var den samme.

Hun stod der med sort hår, der havde løsnet sig, tatoveringerne synlige på kraveben og arme, kjolen krøllet. Spinkel. 32. Øjnene mørke. Læberne stadig lidt hævede.

De så på hinanden.

Ingen sagde «hej». Ingen sagde «du er smuk». Det ville have været for lille.

Hans blik gik over hendes ansigt, ned over halsen, tilbage til øjnene. Hendes gik over hans. Det var værre end at blive rørt ved. Mere nøgent.

Hun tog et skridt frem. Løftede hånden og lagde fingerspidserne langs hans kindben, der hvor masken havde siddet. Han lukkede øjnene et øjeblik. Åbnede dem igen.

«Maja,» sagde han.

«Nikolaj.»

Det var hele samtalen.

Han bøjede hovedet. Panden mod hendes. De stod sådan. Åndedrættet blandede sig. Hun kunne have kysset ham. Hun gjorde det ikke. Det ville have været starten på noget, de havde aftalt ikke at starte.

Han trak sig tilbage først. Satte masken på igen. Snoren. Hænderne rolige.

Hun satte sin på. Verden blev smallere. Tryggere. Værre.

«Det var ti,» sagde hun. Stemmen var hæs.

«Det var mere.»

«Ja.»

Han tog hendes trusser op af inderlommen og lagde dem i hendes hånd. Varme af hans jakke.

«Så du kan tage hjem som et menneske,» sagde han.

Hun lo, lavt. «For sent.»

De stod der et sidste øjeblik. Maskerne på. Alt det, de havde sagt, lå stadig i rummet. Fantasier. Grænser. Navne, de ikke skulle have haft. Kroppe, de havde brugt, som om de var anonyme, selv da de ikke længere var det.

«Hvis vi mødes på gaden,» sagde hun.

«Så kender vi hinanden ikke.»

«Eller også gør vi. Et sekund. Og så går vi videre.»

Han nikkede. «Det kan jeg holde.»

Hun åbnede døren. Kiggede tilbage én gang. Han stod ved vinduet igen, som da hun kom første gang. Elegant. Maskeret. 46. En mand, hun nu havde set.

Hun gik ned. Huset var næsten tomt. En pige i køkkenet samlede glas. Maja fandt sin jakke, gik ud i natten og fik en taxa uden at vende sig.

I sædet, med byen der gled forbi, tog hun masken af og lagde den i skødet. Ansigtet i ruden var hendes eget. Lidt vildt. Lidt roligt.

Hun kunne stadig mærke hans hænder. Biblioteket. Terrassen. De ti sekunder.

Hun tænkte ikke på telefonnumre. Hun tænkte på, at hun for første gang i lang tid havde sagt præcis, hvad hun ville have, og fået det, og at det var masken, der havde gjort det muligt — og at det alligevel var ham, hun havde sagt det til.

Taxaen stoppede. Hun betalte, gik op, låste sig ind.

I entreen stod hun et øjeblik med ryggen mod døren, kjolen stadig på, trusserne i lommen, og smilede ind i mørket, alene, uden at nogen skulle se det.

Aftenen var slut.

Det, de havde gjort, var ikke.