Mathias parkerede varevognen foran det hvide hus på villavejen. Onsdag formiddag, stille, og opgaven var simpel: et vindue, der trak og ikke lukkede ordentligt. Han tog værktøjskassen og gik op ad fliserne.

Døren gik op, før han nåede at ringe anden gang. En kvinde stod der. Toogtres, havde hun sagt i telefonen, men det var ikke det, han tænkte først. Mørkt hår med sølv ved tindingerne, samlet i en løs knold. En mørkeblå bluse, der sad tæt nok til at vise figur, og jeans. Hun smilede, venligt, men med et strejf af noget andet.

«Mathias? Fra firmaet?»

«Ja. Hej.»

«Kom ind. Det er stuevinduet.»

Han fulgte hende gennem gangen. Huset lugtede af kaffe og noget rent, som vasketøj. Hun hed Marianne. Fraskilt, havde hun nævnt kort, da hun bookede.

Vinduet vendte ud mod haven. Han satte kassen, knælede, undersøgte rammen. Den var skæv, tætningen sluppet.

Marianne blev stående et øjeblik bag ham. «Skal du have noget, mens du arbejder?»

«Nej tak. Jeg tror, jeg er færdig inden for en time.»

Han gik i gang. Skruetrækker, ny tætning, justering. Hun kom ind et par gange. Første gang med et glas vand, som han takkede nej til. Anden gang bare for at se.

«Det tager længere, end jeg troede,» sagde hun.

«Rammen har sat sig. Men det bliver fint.»

Da han var færdig, havde der gået tre kvarter. Han tørrede hænderne i en klud.

Marianne stod i køkkenet, da han kom ud. «Så skal du da have en kop. Du har jo stået der og svedt. Kom.»

Han nikkede. «Gerne.»

Køkkenet var lyst, bordet af træ midt i rummet. Hun skænkede kaffe. Sort. Satte en kop foran ham og en til sig selv. Satte sig overfor.

«Så du kører rundt alene hele dagen?» spurgte hun.

«Ja. Mest vinduer, døre, småting.»

Hun så på ham over kanten af koppen. «Du er ung til det. Syvogtyve, sagde du i telefonen?»

«Ja.»

Hun lo stille, et kort, varmt grin. «Jeg er toogtres. Fraskilt i tre år. Huset er blevet stille. Nogle dage for stille.»

Mathias nikkede. Han kiggede på hende, mens hun talte. Hænderne om koppen. Halsen. Den måde blusen faldt.

«De fleste i din alder ville nok tænke, at jeg er en gammel dame, der sidder her og venter på, at nogen skal komme og fikse et vindue.»

Han rystede på hovedet. «Det tænker jeg ikke.»

Hun hævede øjenbrynet, drilsk. «Nå. Hvad tænker du så?»

«At du ikke er en gammel dame. At du ser godt ud. Rigtig godt.»

Marianne blev stille et sekund. Så smilede hun, men det nåede øjnene. «Du er ærlig. Det er der ikke mange, der er. De fleste unge mænd kigger den anden vej.»

«Ikke jeg.»

Han mente det. Da hun åbnede døren, havde han ikke tænkt alder først. Han havde tænkt, at hun havde noget. Kroppen, blikket, stemmen.

Samtalen gled videre. Hun spurgte til ham. Han var single, boede i en lejlighed i byen, havde været sammen med en pige i et par år, men det var slut. Hun fortalte om ægteskabet. Ingen store scener, bare at de var blevet fremmede for hinanden. Børnene var voksne og ude.

«Nu sidder jeg her,» sagde hun og drejede koppen. «Og så kommer der en fyr på syvogtyve og siger, at jeg ser godt ud.»

Hun drillede, men der var varme i det.

Mathias drak. «Jeg sagde det, fordi det er sandt. Jeg så dig ikke som nogens mor eller en ældre dame. Jeg så en kvinde.»

Hun rødmede lidt, mærkbart. «Du får mig til at føle mig… ikke treogtres. Det sker sgu ikke tit.»

Hun rakte ud over bordet og lagde hånden på hans. Kort, men hun trak den ikke væk med det samme. Fingrene var varme.

Han vendte sin hånd, så de rørte hinanden. Hun lod det ske.

Køkkenuret tikker. Haven udenfor var stille.

«Du behøver ikke haste videre,» sagde hun. Stemmen var lavere. «Medmindre du har næste opgave.»

«Jeg har tid.»

Hun rejste sig for at hente kanden. Da hun gik forbi hans stol, mærkede han duften. Parfume, hud, noget varmt. Hun skænkede, satte sig igen, tættere end før. Knæene næsten rørte under bordet.

«Femogtredive år,» sagde hun. «Nogle ville sige, det er for meget. At det er forkert.»

«Jeg synes ikke, det er forkert,» sagde Mathias. Han så hende i øjnene. «Jeg synes, du er tiltrækkende. Lige nu. Her.»

Marianne kiggede ned, så op igen. «Du ved, hvad du siger?»

«Ja.»

Hun lagde hånden på hans igen. Tommelfingeren strøg langsomt over hans hud, frem og tilbage.

Han mærkede det i maven, i skridtet. Han vendte stolen, så han sad mere overfor hende.

«Det er længe siden, jeg har siddet sådan her,» sagde hun. «Med en mand. Og slet ikke en så ung. Jeg havde glemt, hvordan det føles, når nogen kigger sådan.»

«Det gør ikke noget,» sagde han.

Hun smilede, først usikkert, så det drilske igen. «Så du ser mig ikke som din mors veninde, der har brug for hjælp til et vindue?»

«Nej. Jeg ser dig. Marianne.»

Hun lo stille. «Du huskede navnet.»

«Ja.»

Hun rejste sig. Gik rundt om bordet. Stod ved siden af hans stol.

Mathias rejste sig også. De stod tæt. Hun var lavere. Han så de fine linjer ved øjnene, munden, læberne, der var lidt tørre.

Hun lagde hånden på hans bryst, over T-shirten. Mærkede hjertet.

«Hvis du vil tage afsted, så sig det nu,» hviskede hun.

Han rystede på hovedet. Lænerede sig ned.

Kysset var først forsigtigt. Hendes læber bløde, lidt usikre. Så åbnede hun munden. Han mærkede tungen, varmen.

Hans hænder fandt hendes talje. Hun var blød der, kvinde, ikke pige. Hun stønede stille mod hans mund, en lille lyd.

Kysset blev dybere. Hun gled armene op om hans hals. Hans hænder op under blusen, mærkede huden på ryggen, varm, blød.

Da de slap, åndede hun hurtigt. «Hold kæft,» mumlede hun. «Det var…»

Han kyssede hende igen. Denne gang med mere. Hun svarede, pressede sig ind mod ham. Han mærkede hendes bryster mod brystet, maven.

Hendes hænder gled ned ad hans ryg, under T-shirten, negle let mod huden.

De stod i køkkenet og kyssede, som om det var det eneste, der fandtes.

Marianne trak sig lidt tilbage, så ham i øjnene. Kindene var røde. «Kom,» sagde hun. Stemmen var hæs.

Hun tog hans hånd. Førte ham ud af køkkenet, ind i stuen. Sofaen stod der, stor, mørk.

Hun vendte sig, trak ham ned. De faldt ned i den, hende halvt ovenpå ham. Kysset igen, vildere. Hendes lår over hans. Han mærkede varmen mellem hendes ben gennem jeansen.

Hans hænder op under blusen, fandt bh’en, knapperne. Hun hjalp, trak blusen af, smed den. Bh’en var sort, enkel. Han åbnede den. Hendes bryster var fyldige, med lidt tyngde, brune brystvorter, der allerede var spændte.

Han bøjede sig, tog den ene i munden. Hun stønede, højere nu, fingrene i hans hår.

«Mathias…»

Han suttede, slikede, tog den anden. Hun bevægede sig mod ham, skød hofterne.

Hun trak hans T-shirt af. Hendes hænder over hans bryst, mave, ned til bukserne. Hun åbnede dem, greb om ham gennem boxershortsene. Han var hård, allerede.

«Du er… sgu da…» hun lo stille, forpustet. «Ung og hård.»

Han trak hendes jeans ned. Hun løftede hoften, hjalp. Trusserne fulgte med. Hun var bar, mørkt hår, allerede våd, da hans fingre fandt hende.

Hun gispede, da han strøg over klitten, gled ind. To fingre. Hun var stram, varm, våd.

«Fuck,» hviskede hun. «Det er længe siden.»

Han kyssede hende, mens fingrene bevægede sig. Hun red på dem, stønede mod hans mund.

Hun skubbede ham tilbage, kravlede ned. Åbnede hans bukser helt, trak boxershortsene ned. Tog ham i hånden, så på ham, så op i øjnene.

Så tog hun ham i munden.

Varm, våd, tungen. Hun suttede, tog ham dybere, langsomt, som om hun nød det. Han lagde hovedet tilbage, stønede. Hendes hånd om roden, munden om ham.

Hun stoppede, slikkede langs undersiden. «Du smager godt.»

Han trak hende op, vendte hende, så hun lå på ryggen i sofaen. Spredte hendes ben. Kyssede indersiden af lårene, der var bløde, med lidt løs hud, men varme. Så tungen på hende.

Marianne greb fat i sofaen. «Åh… ja…»

Han slikede hende, langsomt først, så fastere, suttede på klitten, stak tungen ind. Hun bevægede sig mod ham, stønede hans navn.

Han blev ved, indtil hun rystede, kom, med et langt støn, lårene om hans hoved.

Da hun slap, trak han sig op. Hun så på ham, øjne mørke, mund åben.

«Kom her,» sagde hun. «Jeg vil have dig i mig.»

Han lagde sig mellem hendes ben. Hun greb om ham, styrede ham. Han gled ind. Langsomt. Hun var stram, våd, varm. Hun gispede, neglene i hans ryg.

Han begyndte at bevæge sig. Dybt, langsomt først. Hun mødte ham, løftede hoften.

«Hårdere,» hviskede hun. «Jeg er ikke skrøbelig.»

Han tog hende hårdere. Sofaen knirkede. Hendes bryster bevægede sig. Hun stønede, sagde ja, mere.

Han løftede hendes ben, gik dybere. Hun kom igen, strammede om ham, stønede højt.

Han holdt sig, blev ved. Vendte hende om, så hun kom på alle fire i sofaen. Tog hende bagfra. Hun skubbede tilbage mod ham, stønede ind i puden.

Hans hænder om hendes hofter, bløde, kvinde. Han knaldede hende, rytmen hårdere. Hun kom tredje gang, rystede.

Han kunne ikke holde længere. Han stødte dybt, kom i hende, stønede, holdt fast.

De faldt sammen. Hende under ham, ham ovenpå, stadig i hende. Åndedrættet tungt.

Marianne lo stille, forpustet. «Hold kæft, Mathias.»

Han kyssede hendes skulder, halsen.

Hun vendte hovedet, så ham. Drilleriet var der igen, men blødere. «Så du ser stadig ikke en gammel dame?»

Han smilede, rystede på hovedet. «Nej. Slet ikke.»

De blev liggende. Hans hånd på hendes hofte, hendes på hans arm.

Efter et stykke tid rejste hun sig, nøgen, gik ud i køkkenet. Kom tilbage med vand. Satte sig ved ham i sofaen, stadig bar.

«Det her,» sagde hun og pegede mellem dem. «Det var ikke det, jeg havde planlagt, da jeg ringede efter en håndværker.»

«Heller ikke jeg.»

Hun strøg ham over brystet. «Men jeg fortryder det ikke. Du… du fik mig til at føle mig levende. Det er længe siden.»

Han nikkede. Kyssede hende, blødt.

De sad der et stykke tid. Talte stille. Hun spurgte, om han skulle videre. Han sagde, at han havde tid.

Hun smilede. «Så bliv lidt. Sofaen er stor. Eller sengen er større.»

Hun rejste sig, rakte hånden. Han tog den.

De gik op ad trappen. Soveværelset var lyst, sengen redt.

Marianne vendte sig, trak ham ind. Kysset igen, langsommere nu, men med samme varme.

Hun lagde sig på sengen. Han fulgte. De kyssede, hænderne over hinanden igen. Hun var stadig våd, han blev hård igen.

Hun satte sig over ham. Tog ham i sig, langsomt, sænkede sig. Stønede, da han fyldte hende.

Hun red ham. Langsomt først, så fastere. Brysterne bevægede sig. Han holdt om hendes hofter, så op på hende. 62 år, og hun var smuk sådan, med kinderne røde, munden åben, øjnene lukkede.

«Du er så pæn,» sagde han.

Hun lo, stønede. «Hold kæft og tag mig.»

Han løftede hoften, mødte hende. Hun kom, lænede sig frem, hænderne på hans bryst.

Han vendte hende, lagde sig over hende. Tog hende dybt, langsomt, så hårdere. Hun slog benene om ham, neglene i ryggen.

De kom sammen denne gang. Ham i hende, hende om ham, stønende, holdende fast.

Bagefter lå de side om side. Hendes hoved på hans skulder. Hans hånd i hendes hår, der var sluppet.

Marianne strøg ham over maven. «Aldersforskellen,» sagde hun stille. «Den er der. Men lige nu… den betyder ikke en skid.»

«Nej,» sagde han.

Hun kyssede hans bryst. «Du kan blive, hvis du vil. Eller tage hjem. Jeg presser ikke.»

Han vendte hovedet, så hende. «Jeg bliver lidt endnu.»

Hun smilede. Drilleriet var tilbage, blidt. «Godt. For jeg er ikke færdig med at kigge på dig. Eller røre.»

Hendes hånd gled ned, fandt ham, blød nu, men hun strøg alligevel.

De blev liggende. Talte om småting. Hendes have. Hans næste job, som han kunne rykke. Hun lo, da han sagde, at vinduet var det bedste, han havde repareret i lang tid.

Solen flyttede sig udenfor. De kyssede igen, langsomt.

Marianne rejste sig til sidst, gik ud på badeværelset. Kom tilbage med et håndklæde, tørrede sig, satte sig på kanten af sengen.

«Du skal have mit nummer,» sagde hun. «Hvis du… hvis du vil. Ikke fordi jeg forventer noget. Men hvis du har lyst til kaffe igen. Eller mere.»

Han nikkede, tog sin telefon, tastede det ind.

Hun smilede. «Og Mathias… tak. Fordi du ikke så en gammel dame.»

Han trak hende ned, kyssede hende. «Jeg så dig.»

De blev liggende et stykke tid endnu. Nøgne, tætte, uden at have travlt.

Da han til sidst klædte sig på, stod hun i en slåbrok, så på ham fra døren.

«Vinduet er fikset,» sagde hun. «Og jeg også, lidt.»

Han smilede. «Jeg kommer gerne og tjekker det. Begge dele.»

Hun lo. Kyssede ham i døren, længe, før han gik ned ad trappen.

Udenfor var det stadig eftermiddag. Han satte sig i varevognen, kiggede op på huset. Vinduet, han havde repareret.

Han startede motoren, men smilede, mens han kørte.