Dørene gled sammen med et blødt sug, og lyden fra firmafesten forsvandt som om nogen havde slukket for den.
Clara stod til venstre. Hugo til højre. Spejlet bag dem viste dem begge, lidt for tydeligt, i det gule elevatorlys. Hun havde stadig kjolen på fra festen, den mørkeblå, der sad tæt om hoften. Han havde løsnet slipsestikket og smøget ærmerne op. Ingen af dem var fulde. Det vidste hun. Det vidste han. De havde drukket, ja, men ikke nok til at kunne skyde det her ind under alkohol.
Etage tre lyste op.
Hun kiggede på knapperne, selvom hun allerede havde trykket på ni. Han havde trykket på elleve. To etager. Det var næsten komisk.
“Så du også flygtede?” spurgte hun.
Hugo smilede skævt.
“Hvis jeg skulle høre Jørgen fra økonomi fortælle den historie om golfbanen én gang til, var jeg gået amok.”
“Han fortæller den hver gang, der er åbent bar.”
“Jeg ved det. Jeg har talt efter.”
Det var den slags, de altid havde gjort. Små, skarpe bemærkninger hen over køkkenet på tredje. Et blik for længe ved printeren. En kommentar i Teams, der var en anelse for personlig til at være kollegial. I fem måneder havde de kredset. Aldrig rørt. Aldrig sagt det.
Nu stod de her.
Elevatoren rystede svagt, da den passerede fjerde. Clara mærkede hans parfume. Noget rent, træagtigt. Hun havde lagt mærke til den første gang i marts, da de sad over for hinanden til et statusmøde, hun egentlig ikke skulle have været til.
Hugo kiggede på hende i spejlet. Ikke på hendes ansigt. På hendes mund. Så op og mødte hendes blik.
“Clara.”
Bare navnet. Ikke et spørgsmål. Ikke en undskyldning.
“Ja.”
“Hvis jeg går af på elleve, og du går af på ni, så sidder vi deroppe hver for sig og later som om det her ikke skete.”
Hun mærkede varmen i kinderne. Ikke af flovhed. Af noget andet.
“Og hvad er det her, synes du?”
Han vendte sig imod hende. Afstanden i en elevator er ingenting. Hans skulder var ti centimeter fra hendes.
“Det, vi har ladet som om vi ikke har tænkt på, hver gang vi har mødt hinanden i kantinen.”
Hun kunne have grinet det væk. Hun havde gjort det før. Et lille smil, et skuldertrek, videre ned ad gangen. I aften gjorde hun det ikke.
“Jeg har tænkt på det,” sagde hun. “Længe.”
Hugo nikkede én gang, som om han havde brug for at få det bekræftet, før han rørte hende. Så lagde han hånden på hendes hofte. Ikke famlende. Ikke som en, der håbede. Som en, der havde ventet på tilladelse.
Clara trak vejret ind. Hans tommelfinger gled hen over stoffet, fandt kanten af kjolen, hvor den stoppede midt på låret.
“Hugo.”
“Sig stop, hvis du vil.”
Hun gjorde ikke.
Hun greb fat i hans skjorte og trak ham ind. Munden mødte hans, og det var ikke forsigtigt. Det var fem måneders opsparet noget, der endelig fik lov. Han smagte af vin og tandpasta. Hans hånd gled om i lænden og pressede hende ind mod ham, så hun mærkede ham gennem bukserne, hård allerede, uden at de havde gjort andet end at stå her.
Elevatoren bippe. Femte etage. Ingen steg på. Dørene lukkede igen.
Clara stønne stille ind i munden på ham, da hans hånd gled op under kjolen. Varme fingre på indersiden af låret. Hun spredte benene en anelse, nok til at han kunne mærke, at hun allerede var våd gennem trusserne. Han åndede ud mod hendes hals, et kort, ru åndedrag, som om det ramte ham.
“Fuck, Clara.”
“Du har tænkt på det også,” hviskede hun.
“Hver gang du kommer ind i det køkken med den der kaffe.” Hans fingre strøg hen over stoffet mellem hendes ben. “Hver gang du sidder med benene over kors til de møder og later som om du hører efter.”
Hun lo lavt, ustabilt, og bid ham let i underlæben.
“Jeg hører aldrig efter, når du er der.”
Hans pegefinger gled ind under kanten af trusserne. Hun spændte i maven. Spejlet bag dem viste hendes åbne mund, hans hånd under kjolen, hendes negle i hans skjorte. Hvis nogen steg på nu, var der ingen tvivl.
Sjette etage. Stadig ingen.
Hugo strøg hen over hende, langsomt, præcist, som om han havde øvet det i hovedet. Hun knugede hans skulder og pressede sig imod hånden.
“Ikke her,” sagde hun, men hun bevægede hoften alligevel. “Hvis dørene åbner…”
“Så lukker de igen.”
Han kyssede hende hårdere. To fingre gled ind i hende, let, og hun gispede. Hendes pande landede mod hans. Elevatoren kørte videre. Hun kunne høre sit eget åndedræt. Hans tommelfinger fandt klitten udenpå, mens fingrene inde i hende bevægede sig i et kort, tålmodigt tempo, der slet ikke passede til, hvor længe de havde ventet.
“Hugo, jeg mener det. Ikke færdig her.”
Han stoppede. Trak fingrene ud langsomt. Hun mærkede tabet med det samme. Han løftede hånden og så på hende, mens han puttede de to fingre i munden og slikkede dem rene, uden at blinke.
Clara slikkede sig om læben.
“Ni eller elleve?” spurgte hun.
“Min. Elleve. Medmindre du hellere vil din.”
“Din.”
Han trykkede ni ud. Kun elleve lyste nu. Elevatoren stoppede alligevel på ottende. Dørene åbnede. Et ældre par fra salgsafdelingen stod ude på gangen med isspande. Clara rettede kjolen ned. Hugo vendte sig en halv centimeter, nok til at skjule det, der stadig stod tydeligt i bukserne.
“Nå, I også herop?” sagde manden.
“Ja,” sagde Clara. Stemmen var næsten normal. “Vi er færdige for i aften.”
Kvinden smilede trætte, høfligt. De steg ikke på. De havde tydeligvis bare ventet på en anden elevator. Dørene lukkede.
Hugo kiggede på hende.
“Færdige for i aften.”
“Jeg løj.”
“Godt.”
De nåede ellevte uden flere stop. Da dørene gled op, gik han først ud. Hun fulgte efter ned ad den stille gang. Tæppet slugte deres skridt. Et sted længere nede lo nogen bag en dør. Ellers ingenting.
Han låste op med kortet. Lyset i rummet var slukket, bortset fra byen udenfor, der lå og blinkede gennem de halvt trukne gardiner. Døren faldt i bag dem.
Clara nåede ikke at sige noget. Hugo vendte sig, tog hendes ansigt mellem hænderne og kyssede hende igen, nu uden elevatorens risiko, nu med hele rummet bag sig. Hun skubbede jakken af ham. Han fandt lynlåsen i siden af hendes kjole og trak den ned i ét træk. Kjolen gled af hendes skuldre og samlede sig om hoften, inden den faldt.
Hun stod i bh og trusser. Sort. Hun havde taget dem på om eftermiddagen og tænkt, at det var til festen. Ikke til det her. Men hun havde tænkt på det alligevel. Det kunne hun ligeså godt indrømme nu.
Hugo kiggede på hende. Ikke som man kigger på en kollega. Som man kigger på en, man har holdt igen med for længe.
“Du er smukkere, end jeg havde bildt mig ind,” sagde han.
“Du har bildt dig det ind alligevel.”
“Hver uge.”
Hun gik ind til ham og begyndte at knappe hans skjorte op. Hendes fingre var rolige. Indeni var hun det ikke. Hun mærkede hans bryst under stoffet, varmt, med mørkt hår, og da hun nåede bæltet, stoppede hun og så op.
“Hvis vi gør det her, Hugo, så er det ikke bare i aften, vi skal se hinanden i øjnene bagefter. Det er mandag. Det er køkkenet. Det er møderne.”
Han nikkede.
“Jeg ved det.”
“Og du vil det stadig?”
“Jeg vil det mere, fordi jeg ved det.”
Hun åbnede bæltet. Lynlåsen. Hans bukser gled ned, og hun strøg ham udenpå underbukserne, mærkede tykkelsen, varmen, den måde han spændte på, da hun greb om ham. Han åndede ud gennem tænderne.
“Kom,” sagde han.
De ramte sengen uden at tænde lyset. Hun kravlede op over ham, kjolen var allerede væk, og han åbnede hendes bh med én hånd, lidt klodset, nok til at hun smilede imod hans mund.
“Til møder er du mere effektiv.”
“Til møder tænker jeg på det her i stedet.”
Hendes bryster kom fri. Han løftede hovedet og tog den ene vorte i munden, sugede, mens hans hånd knugede den anden. Clara lukkede øjnene. Hendes hofte gled hen over hans pik, stadig inde i underbukserne, og det våde stof mellem hendes ben strøg ham for hver bevægelse.
Hun trak trusserne til siden. Ikke af. Bare til siden. Hun ville mærke ham nu. Hud mod hud. Hun førte ham hen langs sig, våd og åben, og gned hovedet mod klitten, langsomt, indtil han greb hendes hofter.
“Clara. Hvis du bliver ved…”
“Så kommer du?”
“Så kommer jeg, før jeg er i dig. Og det gider jeg ikke.”
Hun smilede. Trak sig lidt tilbage. Kravlede ned ad ham. Hans underbukser kom af, og hun tog ham i hånden, varm, hård, med en perle væske i spidsen. Hun slikkede den op, så op på ham, og tog ham i munden.
Hugo lagde hovedet tilbage i puden. Hans hånd fandt hendes hår, ikke pressede, bare holdt. Hun bevægede sig langsomt først, vænnede sig til ham, til smagen, til den måde han fyldte munden på. Så dybere. Han stønne hendes navn, lavt, som om væggene var tynde, og de sikkert var.
Hun kunne have blevet der. En del af hende ville. Men det var ikke det, de havde kredset om i fem måneder. Det var ikke det, elevatoren havde sat i gang.
Hun slap ham, tørrede munden med håndryggen og kravlede op igen.
“Har du noget?”
Han nikkede mod natbordet.
“Toilettasken. Side.”
Hun fandt kondomet, rev det op, rullede det ned over ham med hænder, der rystede en anelse nu, hvor det var alvor. Han så på hende, mens hun gjorde det. Da hun var færdig, strøg han hendes kind.
“Kom herhen.”
Hun løftede sig, førte ham hen, og sænkede sig.
Det første stykke fik hende til at holde vejret. Han var tykkere, end hun havde regnet med, eller også var det bare fordi det var så længe siden, hun havde villet nogen sådan her. Hun tog ham stille, centimeter for centimeter, indtil hun sad helt nede, fyldt, med hænderne på hans bryst.
Hugo lå stille under hende. Hans kæbe var spændt.
“Okay?” spurgte han.
Hun nikkede. Bevægede sig. En lille cirkel først. Så op og ned. Kjolen lå et sted på gulvet. Byen lyste ind på hendes lår. Hun kunne se sig selv i spejlet over kommoden, hvis hun vendte hovedet, og det gjorde hun, et kort øjeblik: Clara fra marketing, treogtredive dage fra sin fødselsdag, der red sin kollega fra it på et hotel efter en firmafest, de begge havde overvejet at springe over.
Hun vendte ansigtet tilbage til ham og begyndte at bevæge sig rigtigt.
Hugo greb hendes hofter og mødte hende nedefra. Ikke vildt. Endnu. Som om han også ville have lov at mærke det, de havde spildt fem måneder på at lade være.
Clara lænede sig frem. Hendes hænder landede på madrassen ved hans hoved, og hendes bryster strøg hans bryst hver gang hun bevægede sig. Han kyssede hende mellem stødene, uordnet, og hun kunne mærke hans åndedræt blive kortere imod hendes mund.
“Det her,” sagde han. “Det har jeg siddet og bildt mig ind til statusmøder.”
“Du kigger altid på min kaffe.”
“Jeg kigger på dig, der hælder kaffe op, som om det er det mest interessante i rummet.”
Hun smilede og satte tempoet op. Han stønne, en kort, undertrykt lyd, og hans fingre gravede sig ind i hendes lår. Hun kunne mærke ham dybt, hver gang hun sank ned, og det gjorde noget ved hende, hun ikke havde regnet med ville ramme så hurtigt. Ikke bare lysten. Det, at det var ham. At hun kunne se ham. At han ikke lukkede øjnene og later som om hun var en tilfældig.
Hun rettede sig op igen, satte hænderne på hans bryst og red ham rigtigt. Hoften frem og tilbage, så han ramte det sted inde i hende, der fik hendes lår til at ryste. Hugo så på hende, mens hun gjorde det. Hans mund var åben. En hånd gled fra hendes hofte ind mellem dem og fandt klitten.
Clara gispede.
“Der,” hviskede hun.
“Jeg kan mærke det.”
Hans tommelfinger strøg i små, præcise cirkler, mens hun bevægede sig. Det blev for meget, for hurtigt, og hun hadede næsten, at hun var så tæt allerede. Fem måneder, og så var hun ved at komme, fordi han rørte hende rigtigt og sagde hendes navn, som om det betød noget.
“Hugo—”
“Kom.”
“Allerede?”
“Ja.” Hans stemme var ru. “Jeg vil se det.”
Hun bøjede sig frem igen, pande mod hans, og pressede sig ned om ham, mens hans finger blev ved. Det ramte hende i bølger, ikke pænt, ikke stille. Hun bed sig i læben for ikke at skrige, men der kom alligevel en lyd, lav og brudt, og hun klemte om ham indefra, mens hun rystede. Hans hånd på hendes lænd holdt hende nede, så hun tog ham hele vejen, mens hun kom.
Da det slap, blev hun siddende, åndedrættet ujævnt, kinden mod hans. Han strøg hende over ryggen, langsomt, og hun kunne mærke, at han stadig var hård i hende. Meget hård.
“Okay?” spurgte han.
Hun lo stille, næsten vantro.
“Du spørger, om jeg er okay, mens du ligger der og ikke er kommet.”
“Jeg har ventet fem måneder. Jeg kan vente tre minutter mere.”
Hun løftede hovedet og så på ham.
“Det skal du ikke.”
Hun begyndte at bevæge sig igen, blødere nu, våd og overfølsom, og han spændte under hende. Hun kunne se det i kæben, i den måde hans hænder knugede hendes hofter på.
Så vendte han dem.
Det skete hurtigt. En arm om hendes ryg, et ryk, og hun lå på ryggen med ham mellem benene. Han gled ind i hende igen med det samme, dybere i den vinkel, og Clara bøjede nakken tilbage i puden. Han tog hendes ene ben op om sin hofte og stødte ind i hende, jævnt først, så hårdere, som om han endelig slap det, han havde holdt igen.
Sengen knagede. Et sted ude på gangen gik nogen forbi. Hun hørte det, og det gjorde det værre på den rigtige måde. Firmafest. Hotel. Hans navn på døren nede i receptionen. Mandag sad de i samme kantine.
“Kig på mig,” sagde han.
Hun gjorde. Hans hår faldt ned i panden. Skjorten var et sted på gulvet. Der var et rødt mærke på hans skulder fra hendes negle i elevatoren.
“Det her kan vi ikke lade som om ikke skete,” sagde hun.
“Jeg har ikke tænkt mig at lade som om.”
Han stødte dybere. Hun greb om hans ryg. Hendes anden omgang byggede langsommere, tykkere, og hun kunne mærke, at han var tæt. Hans rytme blev ujævn. Han kyssede hende hårdt, næsten klodset, og hun løftede hoften imod ham.
“Clara.”
“Jeg ved det.”
Han kom med et stød, der pressede hende ned i madrassen, og hun holdt om ham, mens han rystede igennem det. Hans ansigt var i hendes hals. Hun mærkede hans åndedræt, varmt, og den måde hans krop spændte og slap på.
De lå stille.
Et ur tikke et sted i rummet. Byen udenfor lavede det der svage sus, man kun hører, når ingen siger noget.
Hugo trak sig ud af hende forsigtigt, tog kondomet af og gik ud på badeværelset. Hun hørte vand. Hun blev liggende, nøgen, med kjolen som en mørkeblå plet på gulvet og trusserne stadig viklet om den ene ankel, hun aldrig havde fået dem helt af.
Da han kom tilbage, havde han et håndklæde. Han satte sig på sengekanten og tørrede hendes lår, uden at gøre det til noget stort. Hun så på ham.
“Du er bedre til det her, end du burde være efter en firmafest.”
“Jeg har ikke gjort det her efter en firmafest før.”
“Gjort hvad? Sneget en kollega med op.”
Han kiggede på hende.
“Sneget dig med op.”
Clara skubbede sig op på albuerne. Hendes hår var ødelagt. Bh’en lå over en stol.
“Hvad sker der mandag?”
Hugo lagde håndklædet fra sig.
“Mandag henter jeg kaffe. Du kommer ind. Jeg kigger på dig for længe. Du ruller øjne. Og så skriver jeg til dig bagefter, om du vil spise noget, der ikke er kantine.”
Hun trak vejret.
“Ikke later som om.”
“Ikke later som om.”
Hun nikkede. Det var mere, end hun havde turdet bede om i elevatoren. Det var også mere, end hun havde turdet håbe på i køkkenet på tredje, de dage hun havde stået og rørt i sin kop og vidst, at han stod tre meter væk.
Han lagde sig om på siden ved hende. Fingrene strøg hendes mave, ikke hen mod noget, bare der.
“Bliver du?” spurgte han.
Clara kiggede op i loftet. Så på ham.
“Jeg har ikke tænkt mig at tage kjolen på og gå ned og sige hej til Jørgen fra økonomi.”
“Godt. For jeg er ikke færdig.”
Hun vendte hovedet.
“Du sagde, du kunne vente tre minutter.”
“Det kunne jeg. Nu er der gået flere.”
Hans hånd gled lavere. Hun var stadig våd, øm, åben, og da hans fingre strøg hen over hende, trak hun vejret ind mellem tænderne. Ikke fordi det gjorde ondt. Fordi det satte i gang igen, med det samme, som om kroppen ikke havde fået nok af at have ham tæt på.
“Hugo.”
“Sig stop.”
Hun spredte benene i stedet.
Han kyssede hende, langsommere nu, mens to fingre gled ind i hende. Hun var blød efter ham, og han fandt rytmen uden at lede. Hans tommelfinger lagde sig på klitten igen, lettere end før, og Clara lukkede øjnene.
“Jeg hadede dine mødeindkaldelser,” mumlede hun.
Han lo mod hendes mund.
“De var undskyldninger for at se dit navn i kalenderen.”
“Jeg ved det. Jeg sagde ja til dem alligevel.”
Hun løftede hoften imod hans hånd. Han gik dybere, bøjede fingrene, og hun greb fat i lagenet. Det byggede anderledes den her gang. Ikke den skarpe, første. Mere som noget, der samlede sig nede i maven og spredte sig.
Han gik ned ad hende.
Clara nåede at åbne øjnene, da hans mund erstattede hånden. Hans skuldre skubbede hendes lår fra hinanden, og så slikkede han hende, langsomt, hele vejen op, og tog klitten mellem læberne.
Hun slog hånden op for munden.
Det var for intime, for præcist, for ham. Hun havde forestillet sig det. Selvfølgelig havde hun. I badet. I bilen på vej hjem. Aldrig sådan her, med hans hænder om hendes lår og byens lys på loftet og hans navneskilt stadig et sted nede i jakken.
Han slikkede hende, som om han havde tid. To fingre inde i hende, munden udenpå, og hun kunne ikke holde den pæne lyd tilbage. Hendes hofte rykte. Han holdt hende nede.
“Hugo, jeg kommer—”
Han stoppede ikke. Han sugede, og fingrene bevægede sig, og hun kom med knæene trukket op, med hånden stadig for munden, med hans navn et sted i halsen, hun ikke fik ud.
Han blev ved, indtil hun skubbede svagt til hans pande.
“Stop. Stop. Jeg kan ikke.”
Han kyssede indersiden af hendes lår og kravlede op. Hans mund var våd. Hun trak ham ned og kyssede ham alligevel, smagte sig selv, og mærkede at han var hård igen mod hendes mave.
“Kondom,” sagde hun.
Han nikkede, rakte ud, fandt et til. Hun hørte folien. Hun lå med benene åbne og så på ham, mens han rullede det på, og tænkte, at hun aldrig ville kunne sidde over for ham til et kickoff igen uden at huske det her.
Han lagde sig mellem hendes ben og gled ind i ét langt stød.
Clara åndede ud.
Den her gang var det langsommere. Dybere. Han tog hendes hænder og flettede fingrene med hendes oppe over hovedet, og hun kunne mærke hele hans vægt, hele hans varme, og den måde han kiggede på hende på, som om elevatoren stadig kørte et sted i kroppen.
“Du er i mig,” hviskede hun, unødvendigt.
“Jeg ved det.”
Han bevægede sig. Lange stød. Hendes ben om hans ryg. Madrassen, der gav efter. Et fjernsyn, der kørte for lavt i værelset ved siden af.
Clara løftede hovedet og bid ham i skulderen, der hvor hun allerede havde sat mærker. Han stønne og stødte hårdere. Hun kunne mærke den tredje bygge, umulig, næsten irriterende, fordi hun var øm, og fordi han ramte rigtigt alligevel.
“Ikke så stille,” sagde hun.
“Væggene.”
“Jeg er ligeglad.”
Han slap hendes hænder, greb hendes lår og foldede hende mere sammen, så han kom dybere. Clara gav efter. Lyden af ham i hende fyldte rummet. Hun var våd nok til, at det lød tydeligt, og det gjorde hende rød i kinderne og mere tændt på samme tid.
Hugo bøjede sig ned til hendes øre.
“Når du går forbi mit kontor om mandagen,” sagde han, “så tænker jeg på det her.”
Hun kom omkring hans pik, uden hænder, bare af vinklen og stemmen og det, at han sagde mandag, mens han var i hende. Hun klemte, rystede, og han fulgte med kort efter, stødte igennem, holdt sig dybt inde, mens han kom anden gang, med ansigtet i hendes hår.
De faldt sammen.
I et stykke tid var der kun åndedræt. Hans ryg var svedig under hendes hænder. Hun strøg ham uden at tænke.
Efter et stykke tid rullede han af hende. De lå side om side og kiggede op. Clara kunne mærke sit eget hjerte. Hun lo pludselig, lavt.
“Hvad?” spurgte han.
“Vi trykkede på to forskellige knapper.”
Hugo drejede hovedet.
“Ni og elleve.”
“Hvis den ældre fra salg var steget på.”
“Så havde de fået et syn.”
Hun vendte sig ind mod ham. Hans arm kom om hende, naturligt, som om den havde gjort det før. Den havde ikke. Det var det, der gjorde det mærkeligt. Og rigtigt.
“Jeg skal tisse,” sagde hun.
“Romantisk.”
“Du har lige været tre gange i mig. Romantikken kan vente.”
Hun kravlede ud af sengen, nøgen, og gik ud på badeværelset uden at lukke døren helt. Spejlet dér var skarpere end elevatorens. Hun så sig selv: sminket, der var ved at give op, røde mærker på hoften, hår der ikke kunne reddes. Hun smilede alligevel. Ikke pænt. Bare fordi.
Da hun kom tilbage, lå han stadig der. Lampen på natbordet var tændt nu, svagt. Han havde trukket dynen halvt op. Hun gled ind under den.
“Hvor længe har du egentlig tænkt på det?” spurgte hun.
Hugo kiggede i loftet et sekund.
“Siden det møde i marts. Hvor du sagde, at min tidslinje var ‘optimistisk på en måde, der grænsede til fiktion’.”
Hun lo ind i puden.
“Det var den.”
“Den var. Jeg gik alligevel derfra og tænkte på din mund.”
Clara lagde en hånd på hans bryst.
“Jeg tænkte på dine hænder. Den dag du rettede kablet bag skærmen i mødelokalet, og skjorten gled op.”
“Så vi er begge to patetiske.”
“Ja.”
Han vendte sig og kyssede hende. Blødere. Uden at det skulle føre et sted hen med det samme. Hun kyssede igen. Hans ben flettede sig om hendes.
Udenfor kørte en elevator. Hun hørte den svage ding, langt væk, og mærkede et stik i maven, som om kroppen huskede dørene, der lukkede, og hans fingre under kjolen, og den måde han havde slikkede dem rene på, mens hun stod der og ikke kunne finde ud af, om hun skulle stoppe ham eller trække ham tættere.
Hun strøg ham ned over maven. Han var blød nu. Hun holdt om ham alligevel, ikke for at starte noget, bare for at have ham i hånden, konkret, ikke som en tanke i kantinen.
“Bliv til morgen,” sagde han.
Ikke som en ordre. Som et forslag, han godt vidste var større, end det lød.
Clara nikkede mod hans skulder.
“Jeg har ikke noget tøj til i morgen.”
“Så tager du kjolen på og ser ud, som om du har været til fest. Det har du.”
“Og så kører vi hver til sit.”
“Og så skriver jeg.”
Hun løftede hovedet.
“Hugo.”
“Ja.”
“Hvis det her bliver mærkeligt på arbejdet, så skal vi tale om det. Ikke bare undgå køkkenet.”
“Aftale.”
Hun lagde sig ned igen. Hans hånd tegnede cirkler i hendes lænd. Trætheden kom, men lysten lå der stadig under, som et lavt brum. Hun vidste, at hvis hun gled hånden lavere, ville han blive hård igen. Hun vidste også, at hun ville lade ham.
Et minut gik. Måske tre.
Clara kyssede hans kraveben, så længere ned, og tog hans brystvorte mellem tænderne, let. Han åndede ind.
“Jeg troede, du skulle sove,” mumlede han.
“Det skal jeg. Om lidt.”
Hendes hånd gled ned og fandt ham. Han spændte, voksede i hendes greb, og hun smilede imod hans hud.
“Patetisk,” sagde hun.
“Helt.”
Hun kravlede ned under dynen.
Hun fandt ham med munden, blød endnu, og slikkede ham langsomt, indtil han spændte og voksede imod tungen. Dynen lå over hendes ryg. Hun kunne høre ham trække vejret ovenover, afbrudt, hver gang hun gik dybere.
Hugo løftede stoffet, så han kunne se hende. Hun kiggede op, mødte blikket, og tog ham længere ind. Hans hånd landede i hendes hår, ikke styrende, bare der.
“Du behøver ikke,” sagde han, hæst.
Hun slap ham et øjeblik, strøg ham med hånden i stedet.
“Jeg ved det. Jeg vil.”
Hun arbejdede ham med mund og hånd, våd, jævn, indtil hans lår rystede. Hun kunne mærke, at han var tæt, og en del af hende ville have ham til at komme sådan. En anden del ville have ham i sig igen, en sidste gang, mens de stadig var det her og ikke kolleger i et køkken.
Hun slap ham, tørrede munden og kravlede op.
“Ikke færdig,” sagde han.
“Heller ikke jeg.”
Han kyssede hende, vendte hende om på siden, og hun mærkede ham hård i lænden. Hans hånd gled ned mellem hendes ben, to fingre, let, som om han tjekkede, om hun stadig kunne. Hun kunne. Hun var øm og åben og pressede sig tilbage imod ham alligevel.
“Vinduet,” sagde hun.
Han løftede hovedet.
“Hvad med det?”
“Jeg vil se byen, mens du er i mig.”
Hugo blev stille et sekund. Så nikkede han, fandt det sidste kondom i toilettasken, og hun hørte folien, mens hun gik hen til glasset. Gardinerne var kun halvt trukket. Ellevte etage. Gaden nedeunder var en stribe lys. Ingen kunne se ind udefra, ikke rigtigt, ikke med lyset slukket bag dem. Det føltes alligevel som om nogen kunne.
Hun lagde hænderne på vindueskarmen. Han kom ind bag hende, kyssede hendes nakke, og gled ind i hende langsomt, hele vejen, indtil hans mave lå tæt mod hendes ryg.
Clara åndede ud imod glasset. Der kom dug.
Han tog hende i en lang, dyb rytme. En hånd på hendes bryst, den anden nede mellem hendes ben, hvor hun allerede var for følsom. Hun spredte fødderne mere. Hans pik gled i hende, våd, tydelig, og hun så deres spejling svagt i ruden: hende bøjet frem, ham bagved, hans mund ved hendes øre.
“Det her tænker jeg på, når elevatoren bipper på tredje,” mumlede han.
Hun lo, brudt, og pressede sig tilbage.
“Så må du tage trapperne.”
“Det gør jeg ikke.”
Han stødte hårdere. Hendes bryster ramte den kolde rude. Hun gispede, greb karmen, og lod ham tage hende, indtil den sidste orgasme kom som noget ømt og uundgåeligt, mere en bølge end et knæk. Hun klemte om ham, rystede, og han holdt hende oppe, mens han kom kort efter, dybt, med panden mod hendes skulderblad.
De stod der et øjeblik. Hans arme om hendes mave. Hendes åndedræt på glasset.
Så gik de i seng.
Hugo smed kondomet ud. Clara krøb ind under dynen uden at lede efter tøjet. Han slukkede natbordslampen. I mørket fandt hans hånd hendes, helt almindeligt, som om det var det, der havde været svært hele tiden.
“Hvis jeg falder i søvn,” sagde hun, “så er det ikke fordi det her var en fejl.”
“Jeg ved det.”
“Godt.”
Hun lagde hovedet på hans skulder. Hans hud var varm. Et sted i bygningen kørte en elevator igen, den der fjerne ding, og hun smilede imod ham i mørket, træt, mæt, uden at have lyst til at forklare hvorfor.
“Mandag,” mumlede han.
“Du skriver.”
“Jeg skriver.”
Clara lukkede øjnene. Hans tommelfinger strøg langsomt over hendes, og hun tænkte på dørene, der gled sammen, på ni og elleve, og på at de endelig havde trykket rigtigt.
Søvnen kom, før hun fik sagt mere.
