Den sidste serie er taget i hans arbejdsværelse. Eftermiddagssolen ligger skråt ind ad de høje vinduer og rammer reolerne, så rygteksterne på bøgerne næsten ser ud som et mønster.

Laura står med kameraet foran ansigtet og tager tre billeder i træk. Henrik sidder ved skrivebordet, ikke i den positur hun bad om, men i den han alligevel faldt tilbage i. Den ene hånd om en kuglepen. Den anden i ro. Han har ikke rettet på håret. Han har ikke trukket maven ind.

“Kig ud ad vinduet et øjeblik,” siger hun.

Han gør det. Uden at spørge hvorfor.

Hun tager tre billeder mere og sænker kameraet.

“Det var den.”

“Allerede?”

“Jeg har det, jeg skal bruge. De rigtige. Resten ville bare være mere af det samme.”

Han tager brillerne af og gnider sig ved næseryggen.

“Det er første gang, en fotograf siger det. De fleste vil gerne have mig til at smile, som om jeg er i et katalog.”

“Du smiler ikke særlig overbevisende, når du tvinger det. Det så jeg før.”

Han kigger på hende. Kort. Præcist.

“Du er ærlig.”

“Det er mit job.”

Hun siger det, mens hun allerede ved, at hun ikke pakker sammen med det samme. Tasken står åben på gulvet. Objektiverne ligger i det bløde indlæg. Hun kunne være ude af døren på otte minutter.

I stedet går hun hen til den bærbare og bladrer gennem billederne. Ikke fordi hun er i tvivl. Fordi hun gerne vil blive.

Henrik rejser sig. Han er højere, end hun havde regnet med, da hun mødte ham i døren. Treogtres. Gråt hår, klippet kort, uden at nogen har forsøgt at få det til at se ud, som om det ikke er gråt. Skjorte, ærmerne rullet op. Hænderne er rolige. Ingen ur, der skal signalere noget.

“Er de brugbare?” spørger han og stiller sig ved siden af hende. Ikke tæt. Tæt nok til, at hun kan lugte sæbe og noget tørt, som papir.

“De er mere end brugbare. Du poser ikke. Det er det, der virker.”

“Jeg har aldrig forstået posering. Det føles som at lyve med kroppen.”

Hun smiler.

“De fleste af mine motiver lyver gerne.”

“De fleste af dine motiver er sikkert yngre.”

“Ja.”

Det hænger et sekund.

“Gør det noget?” spørger han.

“At de er yngre?”

“At jeg ikke er det.”

Hun kigger op. Han kigger ikke væk.

“Nej,” siger hun. “Tværtimod.”

Hun havde ikke tænkt at sige det. Det kom alligevel.

Han nikker, som om hun har afleveret en observation, ikke en indrømmelse. Så går han ud i køkkenet.

“Kaffe,” siger han. “Eller vin. Klokken er hvad den er.”

Hun kigger på uret. Halv fem. Den officielle tid er ovre.

“Vin,” siger hun.

Og hun ved, at hun har valgt at blive.

Arbejdsværelset er ikke pyntet til fotografering. Det er bare hans. Stakke af papirer, der ikke er blevet skjult. En jakke over stolen. En kop, der har stået for længe. Magasinet ville sikkert have foretrukket en renset baggrund. Laura foretrak det her.

Hun pakker langsomt. Låget på tasken bliver stående åbent. Et objektiv kommer i, så tager hun det op igen og tørrer det af, selvom det er rent.

Henrik kommer tilbage med to glas og en flaske, der allerede er åbnet. Han skænker uden at spørge, hvor meget hun vil have.

“Du bliver,” siger han.

Ikke som et spørgsmål.

“Jeg kigger billederne igennem. Så jeg ikke skal skrive bagefter, at lyset var forkert.”

“Lyset var ikke forkert.”

“Nej.”

Han rækker hende glasset. Deres fingre rører hinanden et øjeblik. Han trækker ikke hånden til sig i en overdreven gestus. Han lader det bare ske og slipper.

“Sæt dig,” siger han.

Hun sætter sig i lænestolen, hvor han sad før. Læderet er varmt efter ham. Han tager skrivebordsstolen og drejer den, så han sidder over for hende, ikke bag bordet.

“Du har et roligt ansigt,” siger hun. “De fleste i din alder –”

Hun stopper.

“De fleste i min alder hvad?”

“Forsøger. At se ud, som om de stadig er midt i noget andet. Du gør ikke.”

“Jeg er treogtres. Det er ikke en hemmelighed, jeg går rundt og bærer på.”

Han drikker. Kigger på hende over glasset.

“Du er otteogtyve, står der i mailen fra redaktøren. Det er heller ikke en hemmelighed.”

“Nej.”

“Og alligevel sidder du her.”

Hun mærker varmen i kinderne, men hun ser ikke væk.

“Jeg synes, du er interessant at kigge på. Det er mit job. Men det er også… andet.”

“Andet.”

Han smager på ordet, som om det er et dårligt oversat citat.

“Du behøver ikke pynte det. Jeg er gammel nok til at høre, når en kvinde bliver siddende, fordi hun har lyst. Ikke fordi hun mangler et bedre billede af mine hænder på et skrivebord.”

Laura griner. Kort. Overrasket over, at han siger det så rent.

“Du er tør.”

“Ja.”

“Det er en del af det.”

“Af hvad?”

Hun tøver. Så siger hun det.

“Af det, der gør, at jeg ikke er gået.”

Han sætter glasset. Læner sig ikke frem. Han rykker ikke i stolen. Roen i ham er det, der får hende til at mærke sig selv. Pulsen. Det sted under navlen, der ikke har noget med arbejde at gøre.

“Kom herhen,” siger han.

Ikke skarpt. Ikke blødt. Bare klart.

Hun rejser sig. Går de tre skridt hen til skrivebordet. Han bliver siddende. Hun står mellem hans knæ, tættere end hun ville have gjort for en time siden.

Han kigger op på hende.

“Hvis du bliver, er det ikke som fotograf.”

“Jeg ved det.”

“Så sig det.”

“Jeg bliver ikke som fotograf.”

Han rækker hånden frem og lægger den på ydersiden af hendes lår. Gennem jeansen. Fast. Ikke famlende. Som om han har besluttet det og derfor gør det.

Laura trækker vejret ind. Hun havde forestillet sig, at hun ville tøve mere. At der ville være en længere bro af smalltalk og endnu et glas. Der er ikke. Der er hans hånd, varmen fra den, og det faktum at hun ikke træder tilbage.

“Du er sikker,” mumler hun.

“Jeg er treogtres. Jeg spilder ikke tid på at lade som om jeg ikke ved, hvad jeg vil.”

Hun lægger sin hånd over hans. Ikke for at flytte den. For at holde den der.

Han rejser sig. Langsomt, så hun ikke skal vige. Nu er han tæt på. Skjorten. Den tørre lugt. Hans mund er tættere på hendes, end den har været på noget tidspunkt i eftermiddags.

“Hvis du fortryder, går du. Døren er der.”

“Jeg fortryder ikke.”

Han kysser hende.

Det er ikke et forsigtigt første kys, der spørger om lov i ti sekunder. Det er et kys fra en mand, der har hørt ja og tager det alvorligt. Hans hånd i hendes nakke. Den anden i hendes talje. Laura griber fat i hans skjorte, ikke pænt, og åbner munden mod hans.

Hun mærker det med det samme. Ikke bare kysset. Det, at hun har lyst. Tydeligt. Uden at skulle overtale sig selv med, at det er spændende i teorien.

Hans skægstubbe, der er så korte, at hun næsten ikke så dem, river let. Hans hånd glider ned og samler et stykke af hendes røv gennem bukserne. Hun laver en lyd ind i munden på ham, som hun ikke havde planlagt.

Han slipper hende et øjeblik og kigger på hende.

“Der,” siger han. “Så ved vi det.”

“Hvad?”

“At det ikke er et billede, du tager med hjem i hovedet. Det er det her.”

Hun nikker.

Han tager hendes glas og sætter det væk, så det ikke vælter. Så hendes. Små, praktiske bevægelser. Derefter er hans hænder på hende igen. Op under blusen. Hud. Hans tommelfingre langs kanten af hendes bh.

Laura trækker blusen af. Hun tænker et kort sekund på, at hun står i et arbejdsværelse med reoler og en professors kuglepenne, og at hun burde føle sig forkert. Hun gør ikke. Hun føler sig vågen.

Henrik kigger på hende. Ikke som man kigger på et magasin. Som man kigger, når man har tænkt sig at røre.

“Pæn,” siger han. Tørt. Som en konstatering.

“Det var det? Pæn?”

“Hvis jeg begynder at recitere, går du hjem og tror, jeg har øvet mig. Jeg har ikke.”

Hun griner igen, og grinet går i ét med det, da han bøjer sig og kysser hende på brystet, over kanten af bh’en, og så trækker koppen ned.

Hans mund er varm. Langsom. Han har ikke travlt på den måde, mænd på hendes alder ofte har, som om de skal nå et punkt før de selv bliver utålmodige. Han tager hendes bryst i munden, sutter, bruger tænderne bare nok til, at hun spænder i maven.

Hendes hænder finder hans hår. Gråt. Tæt. Hun holder fast, mens han skifter side.

“Henrik.”

Han giver en lyd, der betyder, at han hører hende, men ikke stopper.

Hun får hans skjorte op af bukserne og åbner knapperne skævt. Brystet under er ikke et fitnessbryst. Det er en mand, der har levet i sin krop. Lidt hår, gråt. Hun lægger flad hånd der, mærker varmen, og han trækker vejret dybere.

Han vender hende om, så hun har skrivebordet i ryggen. Løfter hende, ikke som en opvisning, bare nok til at hun sidder på kanten. Papirer skubbes. En bog falder ned på gulvet. Han kigger ikke.

Hun spreder benene, og han træder ind imellem dem. Hans erektion mærkes gennem bukserne, tydelig, presset mod hende, og hun gnaver sig imod den uden at tænke over, hvordan det ser ud.

“Du er våd,” siger han, ikke som en sejr. Som noget han har mærket og derfor siger.

“Ja.”

Han åbner hendes bukser. Lynlåsen. Hun løfter røven, så han kan trække jeansen og trusserne ned i én bevægelse til støvlerne. De bliver hængende der. Hun er blottet fra livet og ned, siddende på hans skrivebord, og han står stadig næsten påklædt.

Han kigger ned mellem hendes ben. Lægger to fingre imod hende. Glider. Finder klitten uden at lede længe.

Laura spænder. Hænderne i kanten af bordet.

“Der,” siger hun.

“Jeg kan mærke det.”

Han gnider i små, præcise bevægelser. Ikke et show. Han ser på hendes ansigt, mens han gør det, som om han justerer efter det, hun ikke siger.

Hun bliver mere åben. Vådere. Hans fingre glider nemt, og han fører en ind i hende. Så to. Tommelfingeren bliver på klitten.

“Fuck,” hvisker hun.

“Du kan sige det højt. Der er ikke nogen andre.”

Hun gør. Ikke et pænt ord. Et rigtigt. Han knækker munden i noget, der næsten er et smil, og bøjer sig så ned.

Hun når at tænke, at han ikke behøver. At mænd på treogtres i hendes hoved ikke bare –

Så er hans mund på hende.

Laura slår hovedet tilbage. En lyd, hun ikke kan holde. Hans tunge er bred, langsom, og han holder hendes lår ude med hænderne, så hun ikke kan lukke sammen. Han slikker hende, som om han har tid. Som om det ikke er en forret, han skynder sig igennem.

Hun kigger ned. Det grå hår mellem hendes lår. Hans øjne er lukkede et øjeblik, så åbner han dem og kigger op, mens tungen arbejder. Det er det, der får hende til at ryste. At han ser hende.

“Henrik – jeg –”

Han giver ikke slip. Fingrene igen. Tungen. Hun kommer med benene spændt om hans skuldre, en hånd i hans hår, den anden søgende efter noget at holde i på det rodede skrivebord. Det er ikke et pænt orgasme. Det er et, der får hende til at spænde, slippe, spænde igen, mens hun hører sig selv.

Han bliver, til det er for meget. Så rejser han sig, munden blank, og tørrer den med håndryggen. Uden blusel.

Laura sidder og trækker vejret. Jeansen hænger om støvlerne. Bh’en er trukket skævt.

“Op,” siger han stille. “Sengen er bedre end det her bord. Og jeg har tænkt mig at være i dig.”

Hun nikker. Hun kan mærke, at hun stadig pulserer.

Han hjælper hende ned. Hun får bukserne af helt, og støvlerne. Går gennem lejligheden i bh og ingenting, bag ham, gennem en stue hun kun har set i forbifarten, ind i et soveværelse med nedrullede gardiner og en bred seng, der ikke er redes til gæster.

Han tænder ikke det skarpe lys. Bare lampen ved sengen.

Så vender han sig og kigger på hende, stadig med skjorten åben, og begynder at tage resten af tøjet af uden at gøre det til et nummer.

Han trækker skjorten af skuldrene og lader den falde over stolen. Bukserne. Strømperne. Undertøjet. Ingen pause, hvor han venter på, at hun skal sige noget pænt.

Laura står og ser på ham. Det er det, hun gør bedst. Kigge.

Han er ikke bygget som de mænd, hun har haft i studiet med blødt lys og en stylist i baggrunden. Skuldrene er brede nok. Brystet har gråt hår. Maven er der, blødere, ærlig. Lårene er stærke på en anden måde. Hans pik står ud fra kroppen, mørkere, tyk, og han tager den ikke i hånden, som om den skal vises frem. Han lader hende bare se.

“Du kan sige det,” siger han.

“Hvad?”

“Hvis du havde forestillet dig noget andet.”

“Jeg havde forestillet mig, at jeg ville tænke mere.”

“Og?”

“Jeg tænker ikke så meget.”

Hun rækker bagom og åbner bh’en. Lader den glide af. Nu er hun også nøgen. Lampelyset ligger på hendes hud, på hans, og rummet er stille på den måde, lejligheder er stille, når der ikke længere er et kamera mellem dem.

Han kommer hen til hende. Hænderne om hendes talje, så op om brysterne. Tommelfingrene over brystvorterne, som allerede er spændte. Han kysser hende igen. Langsommere. Hun mærker hans pik mod maven, varm, og hun tager den i hånden.

Han trækker vejret ind gennem næsen. Et lille brud i roen.

“Sådan,” mumler han.

Hun stryger ham. Føler vægten. Huden. Han er hård, og hun kan mærke, at han har været det længe, allerede ude ved skrivebordet, mens hun stadig sad med smag af vin i munden.

Han får hende ind på sengen. Ikke kastet. Ført. Hun lander på ryggen, og han lægger sig hen over hende, en albue ved siden af hendes hoved, så hans vægt er der uden at klaske. Hun spreder benene om ham. Han gnider sig imod hende, glat, uden at være i hende endnu.

“Du er stadig våd.”

“Du har lige haft munden på mig.”

“Jeg ved det. Jeg kan smage det, når jeg kysser dig.”

Han gør det. Hun smager sig selv på ham. Det burde være for meget. Det er det ikke.

Hans hånd mellem dem. Han fører sig imod hende. Glider langs kanten. Venter et sekund. Kigger på hende.

“Ja,” siger hun.

Han presser ind.

Laura åbner munden. Det er tykkere, end hun havde regnet med. Langsomt. Han giver hende tid til at tage ham, men han stopper ikke og spørger, om hun er okay, som om hun er skrøbelig. Han kigger. Han mærker. Når han er inde, helt, bliver han stille et øjeblik.

Hun kan mærke ham dybt. Pulsen. Det fyldte. Hans skægstubbe ved hendes kæbe, da han bøjer sig.

“Hold fast,” siger han.

Hun slår armene om hans ryg. Han begynder at bevæge sig. Ikke vilde stød med det samme. Lange. Tydelige. Hver gang han trækker ud, mærker hun kanten. Hver gang han kommer ind, rammer han et sted, der får hendes lår til at ryste.

Sengen knirker. Ikke dramatisk. Bare en seng, der gør det, senge gør.

Laura graver neglene i hans ryg. Hun kan høre sig selv. Små lyde, så større. Han ændrer vinkel, løfter hendes ene ben, og pludselig er det dybere, skarpere.

“Der,” får hun frem.

“Jeg hørte det.”

Han holder den vinkel. Arbejder den. Hans åndedræt bliver tungere, men ansigtet er det samme. Koncentreret. Tilstede. Ingen grimasser, der skal overbevise hende om, hvor vildt det er.

Hun kommer næsten igen, for hurtigt, og hun prøver at holde det, fordi hun vil have mere af det her. Han mærker det alligevel.

“Lad være med at holde det.”

“Jeg vil have –”

“Du kan få mere bagefter. Kom.”

Det er den tørre stemme, der gør det. Ikke en kommando fra en, der leger. En konstatering. Hun kommer med ham inde i sig, klamrer sig, og han bliver ved gennem det, langsommere, så hun ikke bliver skubbet ud af det.

Når det letter, kysser han hende i håret, ved tindingen. Ikke blødt på en klistret måde. Bare der.

“Godt,” siger han.

Hun griner svagt, uden luft.

“Du siger godt, som om jeg har afleveret en opgave.”

“Du afleverede den fint.”

Hun slår ham let på skulderen. Han er stadig hård i hende. Han har ikke kommet.

“Du er ikke færdig.”

“Nej.”

Han trækker sig ud. Hun laver en lyd over det tomme. Han vender hende om på siden, lægger sig bag hende, løfter hendes ben og glider ind igen fra den vinkel. Hans arm om hendes talje. Hånden ned mellem hendes ben, fingrene på klitten, mens han støder.

Laura presser røven tilbage mod ham. Hun kan mærke hans mave, hans lår, den anden rytme. Hans mund ved hendes øre.

“Du blev hængende,” siger han.

“Ja.”

“Fordi du ville det her.”

“Ja.”

“Sig det.”

“Jeg ville have dig i mig. Ikke billederne.”

Han stønner lavt. Første rigtige lyd fra ham, der ikke er ord. Hånden bliver fastere. Stødene dybere. Hun er overfølsom efter orgasmen, og det er næsten for meget, og hun vil ikke have, at han stopper.

Hun griber hans hånd og holder den, hvor den er. Ikke for at styre ham. For at vise, at hun er med. Hans skæg river i hendes nakke. Hans mave klistrer let mod hendes ryg. Rummet lugter af hud og den vin, de ikke fik drukket færdig.

“Laura.”

Han siger hendes navn, som om han bruger det bevidst. Ikke som noget, man mumler i mørket. Hun mærker, at han nærmer sig. Rytmen mister den sidste rest af pænhed. Stadig ikke vild på den unge, ujævne måde. Bare mere. Tættere. Hans fingre glider for hurtigt, og hun spænder om ham, og han presser ansigtet mod hendes skulder.

“Jeg kommer i dig,” får han frem. Ikke som et spørgsmål, han allerede har svaret på, men som noget, han siger, fordi hun skal vide det.

“Gør det.”

Han støder ind, holder, støder igen, og så kommer han med en dyb lyd mod hendes hud, hånden hårdt om hendes hofte, pikken pulserende i hende. Hun mærker varmen. Fylden. Hun ligger og tager det, åben, og hendes eget åndedræt er fladt og hurtigt.

Han bliver i hende, mens det klinger af. Hans hånd letter på klitten, stryger i stedet over hendes mave, langsomt, som om han lander.

Ingen af dem siger noget i nogle sekunder.

Så trækker han sig ud. Forsigtigt. Hun mærker det løbe. Han rækker ud efter dynen og trækker den hen over dem, ikke som en afslutning, bare så hun ikke ligger og bliver kold.

Laura vender sig om mod ham. Hans ansigt er tæt på. Øjnene er de samme som ved skrivebordet. Rolige. Lidt mere trætte.

“Du kigger stadig,” siger han.

“Det er en dårlig vane.”

“Det er en ærlig vane.”

Hun lægger en hånd på hans bryst. Mærker hjertet, der stadig arbejder. Det grå hår under fingrene.

“Jeg havde ikke tænkt, at jeg ville ligge her,” siger hun.

“Det havde jeg.”

Hun kigger på ham.

“Havde du?”

“Fra det øjeblik, du ikke pakkede tasken. Folk, der er færdige, pakker. Du stod og tørrede et rent objektiv.”

Hun puster en latter ud.

“Så tydelig var jeg?”

“Ja.”

Han siger det uden skadefryd. Bare som et faktum. Hun skulle have været flov. Hun er det ikke. Hun er øm mellem benene og stadig lidt åben, og hans hånd ligger tung og varm på hendes hofte under dynen.

Hun glider tættere. Hans pik er blødere nu mod hendes lår. Hun kysser ham, kort, og han tager imod det uden at gøre det til en ny start med det samme.

“Bliv liggende,” siger han.

“Jeg havde ikke tænkt mig at smutte med kameraet under armen.”

“Godt. Jeg hader, når folk går, mens de stadig har tøjet i hænderne.”

Hun smiler ind i puden.

De ligger. Åndedrættet finder en anden takt. Udenfor er byen der, et sted under vinduerne, men herinde er der kun lampen og hans krop langs hendes.

Efter et stykke tid bevæger hans hånd sig. Ikke tilfældigt. Ned over hendes røv, ind mellem hendes lår bagfra, hvor hun stadig er våd af dem begge. To fingre, let. Hun trækker vejret ind.

“Allerede?” hvisker hun.

“Jeg sagde, du kunne få mere bagefter.”

Hun kigger på ham. Han er ikke hård igen endnu. Men hans fingre er der, og hans blik er det samme som før, da han bad hende komme hen til skrivebordet.

Laura åbner benene lidt. Nok.

Han gnider hende langsomt. Kender stedet nu. Hun mærker det samle sig igen, blødere, dybere, og hun lægger panden mod hans kraveben, mens han arbejder hende med hånden under dynen, som om der stadig er tid, og som om han ikke har tænkt sig at lade eftermiddagen være færdig, bare fordi han allerede har været i hende.

Hendes pande ligger mod hans kraveben. Hans fingre er langsomme, og hun er øm på den måde, der gør det skarpere, ikke mindre. Han glider i det, de begge har efterladt, og han siger det ikke pænt. Han siger det, som han siger det meste.

“Du er stadig åben.”

Hun nynner ind i hans hud. Hånden finder hans pik. Blød endnu, varm, klæbrig. Hun stryger ham, ikke for at tvinge noget, bare fordi han ligger der, og fordi hun vil mærke ham ændre sig.

Det tager tid. Han har ikke travlt med at lade som om, han er tyve. Fingrene bliver ved. Hun spreder sig mere, og han fører to ind i hende igen, tommelfingeren på klitten, præcis som før, bare blidere, fordi hun stadig ryster lidt under det.

“Henrik.”

“Jeg er her.”

Hun kommer ikke med et brag. Det samler sig lavt og trækker sig længe, og hun bider ham i skulderen, ikke hårdt, bare for at have noget. Han holder hånden, til hun skubber den væk.

“Stop. Ellers kan jeg ikke –”

Han stopper. Kysser hende i håret. Hans pik er tungere i hendes hånd nu. Ikke fuld hårdhed endnu. På vej.

Hun skubber dynen ned og kravler ned ad ham. Lampelyset rammer hans mave, det grå hår, hans lår. Hun tager ham i munden, smager sig selv og ham, og han trækker vejret ind, en hånd i hendes hår uden at styre.

“Laura.”

Hun sutter ham langsomt. Lader ham vokse i munden. Hans lår spænder. Hun kigger op, fordi hun vil se hans ansigt, mens hun gør det. Han kigger tilbage. Ingen lukkede øjne. Ingen teater.

Når han er hård nok, slipper hun ham og kravler op. Sætter sig over ham. Hans hænder på hendes hofter, ikke for at plante hende, bare for at have fat.

Hun fører ham ind. Sænker sig. Det er nemmere nu, og alligevel mærker hun ham tydeligt, fordi hun allerede har taget ham engang. Hun ånder ud, da hun sidder helt nede.

“Kig på mig,” siger han.

Hun gør. Hun bevæger sig. Ikke vildt. Hun har kameraet i kroppen, den vane at se, og nu er det ham, hun ser: treogtres, nøgen, i hende, rolig, kæben spændt, øjnene mørke i lampelyset. Hans mave under hendes hænder. Hans pik, hver gang hun løfter sig og tager ham igen.

“Du er smuk, når du ikke poser,” siger hun.

“Du taler for meget.”

Hun griner, og grinet går i stykker, da han løfter hofterne imod hende. Dybere. Hans tommelfingre ind mod hendes klit, mens hun rider. Hun læner sig frem, brysterne mod hans bryst, og han tager en brystvorte i munden, sutter, bider let.

Hun kommer med ham i munden på hende og ham i hende. Kroppen klapper sammen om ham. Hun bliver siddende og ryster, og han holder hende, indtil hun kan bevæge sig igen.

“Dig,” hvisker hun.

“Jeg er tæt.”

Hun rider ham færdig. Kortere bevægelser. Hans greb strammer. Han kommer med ansigtet i hendes hals, en lav lyd, hoften løftet, og hun tager det, mærker ham pulserer i sig anden gang, varmt, og hun stryger ham over nakken, mens det klinger af.

Bagefter glider hun af ham og lægger sig ved siden af. De er klistrede. Dynen er skæv. Et sted i lejligheden tikker et ur, hun ikke har lagt mærke til før.

Henrik ligger på ryggen og kigger i loftet et øjeblik. Så drejer han hovedet.

“Du skal ikke begynde at forklare det.”

“Det havde jeg ikke tænkt.”

“Godt. Forklaringer ødelægger de fleste fornuftige beslutninger.”

Hun smiler. Lægger en arm over hans bryst.

“Var det fornuftigt?”

“Nej. Det var klart.”

Hun kan mærke hans hjerte under hånden. Langsommere nu. Hun burde tænke på redaktøren, på filerne, på at hun har sperma mellem lårene og et magasinportræt i tasken. Hun tænker på hans mund ved skrivebordet. På stemmen, da han sagde kom herhen.

De ligger, til lampen begynder at føles for skarp. Hun rejser sig først. Går ud og finder badeværelset uden at spørge. Vandet er koldt, da hun vasker sig. Spejlet viser hendes mund, rød, håret ødelagt, et mærke ved kravebenet, hun ikke husker at have mærket, da det kom.

Hun tager hans håndklæde. Det lugter af den samme sæbe.

Da hun kommer tilbage, har han trukket bukserne på og sidder på sengekanten med skjorten åben. Han kigger på hende, nøgen i døråbningen, uden at gøre det til et nyt tilbud.

“Tøjet ligger i arbejdsværelset,” siger han. “Det meste.”

“Jeg ved det.”

Hun går derind. Gulvet er køligt. Jeansen, trusserne, blusen. Bh’en på gulvet ved stolen. Hun tager det på. Kameraet ligger, hvor hun lod det. Tasken stadig åben.

Henrik kommer efter i strømpesokker. Skænker det sidste i glassene, som om det stadig er en almindelig eftermiddag. Rækker hende det. Hun drikker stående, med smag af ham et sted bag vinen.

“Billederne er gode,” siger hun.

“Det sagde du, før du tog tøjet af.”

“De er stadig gode.”

Han nikker.

“Send de rigtige. Ikke dem, hvor jeg ser ud, som om jeg er blevet bedt om at være charmerende.”

“Det gør jeg ikke. Det er derfor, de er rigtige.”

Hun pakker. Nu pakker hun. Objektivet kommer i. Låget i. Hun tager jakken. Han står med glasset og ser på hende, og der er ingen scene i det. Bare to voksne, der ved, hvad der er sket.

Ved døren stopper hun.

“Hvis redaktøren spørger, om sessionen gik godt.”

“Så gik den godt,” siger han.

Hun kigger på ham. Han kigger tilbage. Samme ro.

“Jeg blev, fordi jeg havde lyst,” siger hun.

“Jeg ved det.”

Han åbner ikke for et kys, der skal gøre det til noget, det ikke er. Han lægger bare hånden et øjeblik på hendes arm, fast, og slipper.

“Pas på trappen. Lyset er lort derude.”

Hun trækker på smilet.

“Du er tør.”

“Ja.”

Hun går. Ned ad trappen med tasken over skulderen. Kroppen husker ham i hvert trin. Udenfor er luften køligere. Hun sætter tasken i cykelkurven, tjekker at låget sidder, og kigger et sekund op på de høje vinduer.

Lyset er tændt deroppe endnu.

Hun sætter sig op og cykler. Ikke væk fra noget. Bare videre, med billederne i hus og hans hænder stadig et sted under tøjet, og med den klare viden, at hun ikke blev hængende for lysets skyld.