Hækken var klippet skævt. Ikke bare lidt. Den så ud, som om nogen havde stået der med en hæksaks og et temperament.

Kirsten stod med hænderne i siden. Shorts, gammel t-shirt, kort lyst hår der sad i alle retninger efter formiddagen i haven. Hun var 62, rund og ikke i humør til at lade som om det her var i orden.

»Hallo?« råbte hun over stakittet.

Han kom frem mellem æbletræerne på den anden side. Kraftig mand, gråt fuldskæg, maven lidt for stor til den stramme t-shirt. Han så ud, som om han havde boet der i årevis, selvom flyttelasset kun var tre uger gammelt.

»Ja?«

»Det er min hæk.«

»Den voksede ind over skellet. Ind over min indkørsel, faktisk.«

»Så banker man på. Man går ikke amok med saksen.«

Han kiggede på hækken, så på hende. Der var noget i øjnene. Ikke undskyldende. Mere vurderende.

»Jeg hedder Allan.«

»Det gør det ikke bedre, Allan. Jeg hedder Kirsten, og den hæk har jeg passet i tyve år.«

»Så har du åbenbart passet den ind på min grund.«

Hun fnyste. Det var tæt på et smil, og det irriterede hende.

»Du er sgu da ikke til at holde ud.«

»Det hører jeg ofte.«

Han smilede. Skægget rørte sig. Hun hadede, at hun lagde mærke til det. Til maven også. Til de brede hænder, der hang og slængte, som om de var vant til at tage fat.

»Kom over og se, hvordan den skal se ud,« sagde hun. »Så kan du få kaffe, så du ikke dør af tørst, mens du ødelægger andres planter.«

»Er det en invitation eller en irettesættelse?«

»Begge dele. Skynd dig, før jeg fortryder.«

Han gik rundt om hækken og ind ad hendes haveport, som om han havde gjort det før. Hun holdt porten oppe med hoften. Han var større tæt på. Varmen fra ham ramte hende, før hun var klar.

De gik langs hækken. Der var knap plads. Hun kunne mærke hans t-shirt mod armen, hver gang hun pegede.

»Her. Der. Og der har du klippet ind til det døde. Det bliver hullet.«

»Du peger meget.«

»Du klipper meget.«

Han stoppede. Hun stoppede også, fordi der ikke var andre steder at gøre af sig. Hans mave rørte næsten hendes. Hun kiggede op. Han kiggede ned. Der var en pause, der var for lang til en hæk.

»Kaffe,« sagde hun og vendte sig.

På terrassen stod havestolene for tæt. Hun flyttede dem ikke. Kanden var allerede varm. Hun havde sat den over, før hun gik ud og skældte. Det tænkte hun ikke videre over.

Allan satte sig, så stolen knagede. Han tog imod koppen med begge hænder.

»Du bor alene,« sagde han.

»Det kan du se på hækken, eller hvad?«

»På haven. Den er passet. Men der er kun én kop i vasken derinde. Jeg kiggede, da jeg gik forbi køkkenvinduet.«

»Du kigger for meget.«

»Du inviterede.«

Hun skænkede i sin egen kop og satte sig overfor. Shortsen var krøbet op, da hun satte sig. Hun trak den ikke ned med det samme. Han så det. Hun så, at han så det.

»Hvad lavede du, før du flyttede herud?« spurgte hun.

»Kontor. Nu gider jeg ikke mere. Sådan cirka.«

»Så klipper du hække i stedet.«

»Kun din. Indtil videre.«

Hun rullede med øjnene, men smilede alligevel. Det var det, der var galt. Hun smilede for let.

De drak. Solen lå på terrassen. Hans t-shirt var mørk under armene. Hun kunne se brysthårene i halsudskæringen, grå som skægget. Hun kiggede væk og kiggede tilbage.

»Du kan komme i morgen og klippe den ordentligt,« sagde hun. »Hvis du spørger først.«

»Jeg spørger. Over kaffe.«

»Du skal ikke vænne dig til kaffe her.«

»Nej,« sagde han. Og blev siddende.

De sad en time mere. Talte om skelpæle og om naboen på den anden side, der aldrig klippede noget. Hun hentede kiks. Han rejste sig og hjalp med kanden, selvom hun ikke havde bedt om det. Da hun vendte sig ved bordet, stod han for tæt. Hans mave ramte hendes. Hånden landede på hendes overarm, som om han ville undskylde sammenstødet.

Den blev der et sekund for længe.

»Undskyld,« sagde han.

»Pas på kaffen,« sagde hun. Stemmen var for lav.

Han gik hjem ad haveporten. Hun stod og så efter ham, indtil han var væk bag hækken. Så gik hun ind og skældte ud på sig selv, mens hun vaskede kopperne.

Næste formiddag stod han allerede ved skellet med hæksaks og en pose kaffe.

»Jeg spørger,« sagde han. »Må jeg klippe?«

»Du har købt kaffe.«

»Jeg gider ikke tigge om din hver gang.«

»Kom ind. Og klip den, som jeg siger.«

De arbejdede side om side. Hun holdt grenene. Han klippede. Hun kunne mærke varmen fra ham, hver gang han strakte sig. Maven. Armen. Ånden, når han vendte hovedet. Hun var svedig i t-shirten. Den klistrede til ryggen og til det bløde under brysterne. Hun så ham kigge, da hun strakte sig efter en gren.

»Du kigger stadig for meget.«

»Du står i vejen.«

»Så sig det.«

»Så står du mindre i vejen.«

Hun lo. Det kom, før hun kunne nå at stoppe det. Han smilede ind i skægget og klippede videre, som om han havde vundet noget.

Bagefter sad de igen på terrassen. To kopper. Hans posekaffe var bedre end hun ville indrømme. Hun havde skiftet t-shirt. Den nye var også for tynd. Hun vidste det, da hun tog den på.

»Hvorfor bor du alene?« spurgte han.

»Fordi jeg gør. Hvorfor spørger du?«

»Fordi du inviterer en mand ind til kaffe to dage i træk og bander over en hæk, som om den er det eneste, der optager dig.«

Hun stirrede på ham.

»Du kan gå hjem, hvis du synes, jeg er for skrap.«

»Jeg synes, du er skrap. Jeg går ikke.«

Hun tog en slurk. Koppen skjulte munden. Hun kunne mærke, at kinderne var varme.

De blev siddende, til skyggen flyttede sig hen over bordet. Han hjalp hende med at slæbe en sæk haveaffald ned til skellet. Hun gik foran. Hun kunne mærke hans blik i nakken, på hoften, på det runde, der bevægede sig i shortsen. Hun gik ikke hurtigere.

Ved porten stoppede de.

»I morgen,« sagde han. »Hækken er ikke færdig.«

»Hækken er næsten færdig.«

»Den er ikke færdig.«

Hun nikkede. Kun én gang.

Da hun var alene, gik hun gennem haven og rettede på stole, der ikke skulle rettes. Hun stod længe ved hækken og kiggede over til hans side, selvom der ikke var noget at se.

Om eftermiddagen den tredje dag var hun ude, før han kom. Hun sagde til sig selv, at det var for at vande. Hun vandede de samme blomster to gange.

Han kom med hæksaksen over skulderen og et smil, der var for selvfølgeligt.

»Du venter.«

»Jeg vander.«

»Jorden er våd.«

»Hold kæft og klip.«

De stod igen for tæt. Denne gang røg hans hånd hen over hendes lænd, da han skulle forbi hende ved det smalle sted. Ikke et uheld. Ikke helt. Hun froze et øjeblik, så vendte hun hovedet.

»Allan.«

»Ja.«

»Hækken.«

»Jeg ved det.«

Hånden forsvandt. Hun manglede den med det samme, og det gjorde hende rasende.

Kaffen blev til vin den eftermiddag. Hun havde en flaske stående, hun ellers sparede på. Hun satte den på bordet uden at kommentere det. Han kommenterede det heller ikke. De drak i havestolene, mens solen gik ned bag tagryggen.

»Du er rund,« sagde han pludselig. Roligt. Som om han talte om hækken.

Hun kiggede på ham.

»Og du har for stor mave.«

»Jeg ved det.«

»Jeg ved det også. Om mig selv.«

»Det var ikke et klagepunkt,« sagde han.

Hun skulle have sendt ham hjem. I stedet skænkede hun mere vin.

Mørket kom langsomt. Naboerne på den anden side havde tændt køkkenlys. Haven var stadig deres. Insekterne var begyndt. Hans stol var rykket tættere. Hun havde ikke set ham gøre det.

»Hvorfor bliver du?« spurgte hun.

»Hvorfor smider du mig ikke ud?«

Hun havde ikke et svar, hun ville sige højt.

Han lagde hånden på armlænet af hendes stol. Tommelfingeren strøg hendes underarm. Hun lod den blive. Hjertet bankede, som om hun var tyve og ikke 62 og alene i et parcelhus med en nabo, hun havde skældt ud over en hæk.

»Kirsten.«

»Hvad.«

»Jeg gider ikke snakke mere om hækken.«

»Nej,« sagde hun. »Det gider jeg heller ikke.«

Hun vendte hånden. Fingrene mødtes. Hans hånd var varm og ru. Hun holdt fast.

Han rejste sig. Stolen skrabede. Hun rejste sig også, langsommere, fordi knæene og fordi nervøsiteten. Stående var han stadig for tæt. Maven mod hendes mave. Skægget, da han bøjede hovedet.

Kysset var ikke forsigtigt. Det var tørt vin og varme og tre dages drilleri, der endelig fik lov. Hun greb fat i hans t-shirt. Han tog om hendes ryg, ned over det bløde, ned til hoften, og pressede hende ind mod sig. Hun mærkede ham. Tydeligt. Gennem bukserne. Hun lavede en lyd ind i munden på ham, som hun ikke havde tænkt at lave.

De stod på terrassen, synlige fra hækken, hvis nogen kiggede. Ingen kiggede. Alligevel slap hun ham ikke.

»Inde,« hviskede hun.

»Eller her,« sagde han.

Hun kiggede sig omkring. Haven. Mørket. Det svage lys fra køkkenet.

»Her er for åbent.«

»Så lidt inde. Og så ud igen, hvis du vil.«

Hun trak ham med ind. Døren smækkede. De nåede ikke stuen. Gangen var mørk. Han trykkede hende op ad væggen ved knagerækken. Hendes ryg ramte jakkerne. Hans mund var ved halsen, skægget kradsede, hans hænder under t-shirten. Hun var blød over det hele. Han mærkede det, som om han havde ventet på det. Hun stønede, da han tog om hendes bryster gennem BH’en, klodset og sulten.

»Jesus, Allan.«

»Sig stop, hvis du vil.«

»Jeg har ikke sagt stop.«

Hun fik hans bælte op. Maven var i vejen, og hun kunne lide det. Det var en rigtig krop. Varm. Tung. Hun gled hånden ned og fandt ham hård. Han gispede ind i hendes hår.

»Ikke her i gangen,« sagde hun alligevel. »Sofaen. Eller sengen. Jeg er for gammel til at blive kneppet op ad en knagerække.«

Han lo. Lavt. Hun lo også, åndeløst, mens de vaklede ind i stuen.

Lyset var slukket. Hun tændte ikke. Sofaen tog imod dem. Hun landede på ryggen, han ovenpå, mellem hendes ben, så godt han kunne med maven og med hendes runde lår. Shortsen røg af. Hendes. Hans bukser. Hun hjalp. De var klodsede og utålmodige.

Han kyssede hende ned over maven, over det bløde, som hun ellers gemte. Hun spændte, så slap hun. Hans skæg kildede. Hans mund var varm. Da han trak trusserne til side og slikkede hende, løftede hun hofterne uden at tænke. Hun greb fat i hans hår. Kort. Gråt. Hun holdt fast.

»Allan… hold kæft… der…«

Han sagde ikke noget. Han blev, indtil hun rystede og trykkede hans hoved imod sig og kom med en lyd, hun ikke havde hørt fra sig selv i årevis.

Han kravlede op. Hun hjalp ham ind. Det tog et øjeblik. Så var han der, tyk og varm, og hun trak ham ned over sig, så maven lå mod maven, og skægget mod hendes kind.

»Fuck,« sagde han.

»Ja.«

De bevægede sig. Sofaen knagede. Hun havde benene om ham, så godt hun kunne. Han stødte, ikke elegant, men hårdt nok. Hun mødte ham. Hendes bryster bevægede sig. Han så på dem. Hun lod ham. Hun var våd og åben og ligeglad med, hvordan hun så ud i mørket.

»Hårdere,« sagde hun.

Han gav hende hårdere. Hun gravede neglene i hans ryg. Et billede ramte gulvet et sted. Ingen af dem samlede det op.

Da han kom, trykkede han sig dybt ind og stønede ned i sofaen ved siden af hendes hoved. Hun holdt om ham, mens han rystede. Hans vægt var tung. Hun ville ikke have, at han flyttede sig med det samme.

De lå. Åndedrættet faldt til ro. Et sted ude i haven peb en fugl for sent.

»Hækken er stadig ikke færdig,« mumlede han.

Hun lo ind i hans skulder.

»Du er ikke rigtig klog.«

»Jeg kommer i morgen.«

»Jeg ved det.«

Hun strøg ham over ryggen. Over det svedige. Hun tænkte på, at hun skulle sige, at det her ikke betød noget. At det var vinen. At de bare var naboer.

Hun sagde det ikke.

Han kyssede hende igen, langsommere. Hans hånd lå på hendes hofte, tommelfingeren i det bløde. Hun åbnede munden for ham.

Ude på terrassen stod to vinglas og en kaffekande, som ingen af dem havde ryddet af.

Hun mærke hans hånd glide fra hoften ind over maven. Ikke sky. Bare der. Hun trak vejret ind, da fingrene fandt det bløde under navlen, det hun ellers holdt ind, når hun gik forbi et spejl.

»Du behøver ikke,« mumlede hun.

»Behøver hvad?«

»Lade som om det er… pænt.«

Han løftede hovedet. I mørket kunne hun bare se konturen af skægget og øjnene.

»Jeg lader ikke som om noget. Du er blød. Jeg kan lide det.«

Hun skulle have svaret med et drilleri. I stedet åbnede hun benene en anelse, da hans hånd gled længere ned. Hun var stadig våd. Hans fingre fandt hende uden besvær. Hun bid tænderne sammen og slap dem igen, da han strøg langsomt, som om han havde tid nu.

»Allan…«

»Jeg hører dig.«

Hun greb hans håndled, ikke for at stoppe ham, mere for at styre. Han lod hende. To fingre. Tommelfingeren. Hun drejede hofterne imod ham og glemte sofaen, der stak hende i lænden, og billedet på gulvet.

Han kyssede hendes bryst, trak BH’en ned, tog om det med munden. Hun holdt ham der. Den anden hånd i hans hår. Hun kom igen, mindre voldsomt, mere dybt, med ansigtet vendt ind i puden, så lyden blev kvalt.

Bagefter lo hun stille.

»Hvad?« spurgte han.

»Jeg har skældt dig ud i tre dage. Og nu ligger jeg her.«

»Du kan skælde ud bagefter.«

»Det skal du tro.«

Hun skubbede ham om på ryggen. Det var ikke elegant. Sofaen var for smal, maven var i vejen, hendes lår var tunge, da hun kravlede op. Hun var ligeglad. Hun satte sig over ham, fandt ham med hånden, og sænkede sig ned.

Han gispede.

»Jesus, Kirsten.«

»Hold kæft.«

Hun bevægede sig langsomt først. Fandt en rytme, der passede til hendes knæ og til ham. Hans hænder lå på hendes hofter, store, varme, og hjalp. Hun kunne mærke sin egen mave mod hans. Brysterne bevægede sig foran ham. Han kiggede. Hun lod ham kigge. Det var for sent at gemme sig.

Lyset fra køkkenet faldt skævt ind gennem døren. Hun så sig selv udefra et kort øjeblik. 62. Rund. Astridt over naboen. Så gled tanken, fordi det føltes for godt.

»Der,« sagde han og trykkede hende ned, da hun rullede hofterne.

Hun kom ikke denne gang. Han gjorde. Hun mærkede det og blev siddende, indtil han slap grebet om hendes hofter. Så lagde hun sig hen over ham, svedig, åndeløs, med kinden mod hans skæg.

De sagde ikke noget i lang tid.

»Vinene står derude,« sagde hun til sidst.

»Jeg henter dem ikke.«

»Godt. Så bliver de stående.«

Hun rullede af ham og lå på siden, presset ind mod rygstøtten. Han vendte sig med. Hans mave lå mod hendes. En af hans ben mellem hendes.

»Du kan ikke sove her,« sagde hun.

»Hvorfor ikke?«

»Fordi så er det noget. Og det er det ikke.«

Han strøg hende over ryggen, ned til det bløde over numsen.

»Du lyver dårligt.«

»Jeg lyver fint. Du kender mig bare ikke.«

»Jeg kender din hæk. Og det her.« Hans hånd klemte blidt. »Det er et stykke ad vejen.«

Hun stak ham i siden.

»Gå hjem, Allan.«

Han kyssede hende på munden, kort.

»Jeg går. Når jeg gider.«

Han gik alligevel. Ikke med det samme. Først fandt de tøjet i mørket. Hun fik shortsen på uden trusser. Han fik bælte i, skævt. Ved hoveddøren stod de, som om de skulle sige noget fornuftigt.

»Hækken,« sagde hun.

»I morgen.«

»Ikke for tidligt.«

»Jo.«

Han gik gennem haven. Hun så ham fra køkkenvinduet, den samme rude, han havde kigget ind ad den første dag. Han stoppede ved hækken, rørte ved en gren, som om han tjekkede sit arbejde, og forsvandt ind på sin egen grund.

Hun skyllede glassene. Terrassen var mørk. Stolen, han havde siddet i, stod stadig for tæt på hendes.

Hun sov uroligt. Vågnede og tænkte på hans skæg mod maven. Vågnede igen og tænkte på, at hun var en idiot.

Han kom kvart over ni. For tidligt. Hun stod i køkkenet i morgenkåbe, da han bankede på havedøren med to kopper kaffe fra sin egen kande.

»Jeg sagde ikke for tidligt.«

»Jeg hørte det. Jeg ignorerede det.«

Hun slap ham ind. Kåben var tynd. Hun havde ingenting under. Det vidste hun, da hun åbnede. Han vidste det også. Blikket gled, stoppede, gled igen.

»Hækken,« sagde hun.

»Ja.«

De gik ud. Dug på græsset. Hun i kåbe og havehjemmesko. Han i de samme bukser som i går. De stod ved skellet, tæt, som de havde gjort tre dage i træk, bare med en anden slags tavshed nu.

Hun holdt en gren. Han klippede. Hans hånd ramte hendes, da han tog om saksen. Ingen af dem flyttede den.

»Naboen overfor kigger,« mumlede hun.

»Lad ham.«

»Jeg er i kåbe.«

»Jeg har lagt mærke til det.«

Hun kiggede på ham. Han smilede ind i skægget, den samme irriterende smil, og klippede videre, som om hækken var det eneste.

»Du er umulig.«

»Du åbnede døren.«

De arbejdede en halv time. Hun blev varm inde i kåben. Bæltestedet gled op. Hun rettede det. Han så det. Hun rettede det langsommere anden gang.

Da de satte sig på terrassen, var det med hans kaffe. Hun havde slået benene over kors. Kåben åbnede sig over knæet. Hun trak den ikke sammen.

»Vi skal ikke gøre det til en vane,« sagde hun.

»Kaffe?«

»Det andet.«

Han nikkede, som om han var enig. Øjnene sagde noget andet.

»Selvfølgelig ikke.«

»Godt.«

»Jeg kommer alligevel i morgen. Der er et stykke nede ved skuret, der hænger.«

Hun stirrede på ham.

»Der er ikke noget ved skuret.«

»Jo.«

»Du finder på det.«

»Måske.«

Hun lo. Kort. Rystede på hovedet. Drak kaffe og mærkede solen på de bare lægge.

Inde fra køkkenet kunne hun have hentet tøj. Hun gjorde det ikke.

Han satte koppen. Lænede sig frem. Hans hånd landede på hendes knæ, inde under kåben, varm mod huden.

»Allan. Det er dag. Og vi sidder ude.«

»Jeg ved det.«

Hånden gled ikke op. Den blev bare. Tommelfingeren tegnede en lille bue. Hun kiggede over hækken. Ingen. En bil et sted. En haveslange hos naboen.

Hun slugte.

»Du kan ikke sidde sådan.«

»Så sig, at jeg skal fjerne den.«

Hun åbnede munden. Lukke den. Hans hånd var tung og rolige, og hun kunne mærke varmen sprede sig op ad låret, selvom han ikke rørte mere.

»Fem minutter,« sagde hun. »Så går du hjem og lader mig være.«

»Fem minutter.«

De sad. Hans hånd under kåben. Hendes puls i halsen. En solsort i æbletræet. Hun kiggede på hans mund og tænkte på i går og hadede, at hun allerede vidste, at fem minutter ikke var det, hun mente.

Han fjernede hånden, da hun rejste sig. Hun stod foran ham. Kåben gik kun til midt på låret, når hun strakte sig.

»Nu går du.«

Han rejste sig. Tæt. Maven ramte hende igen. Hun bakkede ikke.

»I aften,« sagde han lavt. »Hvis du tænder lyset i køkkenet, kommer jeg over. Hvis ikke, bliver jeg hjemme.«

»Det er barnligt.«

»Det er tydeligt.«

Hun skulle have sagt, at lyset ville være slukket. I stedet stod hun og mærkede hans skæg, da han bøjede sig og kyssede hende, kort, midt på terrassen, midt i formiddagen.

Så gik han.

Hun blev stående med kaffen i hånden og kåben, der ikke ville lukke ordentligt, og kiggede på hækken, som om den kunne forklare noget.

Inde i køkkenet stillede hun koppen. Hun gik ikke ud og slukkede noget. Der var ikke tændt endnu.

Resten af dagen gik med ting, hun ikke huskede bagefter. Vask. En telefon, hun ikke tog. Hun stod længe ved hækken og klippede tre grene, der ikke fejlede noget, bare for at være der.

Da det blev aften, tændte hun lyset i køkkenet.

Hun tændte det bevidst. Den store loftslampe. Hun stod et øjeblik i det og tænkte, at hun kunne slukke igen. Så gik hun ud i haven med et glas vin og satte sig, som om hun bare fik luft.

Han kom gennem haveporten uden at banke. Hun havde vidst, at han ville.

»Du tændte det,« sagde han.

»Der var mørkt i køkkenet.«

»Der er tændt nu.«

»Jeg kan se det.«

Han satte sig. Stolen knagede igen. De drak af hendes glas, skiftevis, fordi hun kun havde taget ét med ud. Fingrene mødtes om foden.

»Vi er naboer,« sagde hun.

»Ja.«

»Det her bliver rod.«

»Sandsynligvis.«

»Så gå.«

Han tog glasset fra hende, satte det, og trak hende over på hans skød. Stolen klagede. Hun var tung. Han var bred nok. Kåben gled op ad lårene, da hun sprede benene for at sidde ordentligt. Hun mærkede ham med det samme, hård gennem bukserne, og hendes åndedrag ramte hans skæg.

»Allan, for helvede. Herude.«

»Hækken er høj nok.«

»Den er ikke.«

»Så må du være stille.«

Hun skulle have rejst sig. I stedet kyssede hun ham, dybt, og gned sig imod ham, mens hans hænder gled op under kåben og fandt hende bar. Han stønede ind i munden på hende, da han mærkede, at hun ikke havde noget under.

»Hele dagen?« spurgte han.

»Hold kæft.«

Han åbnede bukserne. Klodset, en hånd, den anden stadig på hendes numse. Hun løftede sig, styrede ham, og sænkede sig ned ude på terrassen, med køkkenlyset i ryggen og hækken tre meter væk.

Det var for åbent. Hun kunne høre en fjern tv-lyd. Hun bevægede sig alligevel, langsomt, så stolen ikke skreg. Hans ansigt var i hendes bryster, skægget kradsede, hans hænder holdt om det bløde på hendes hofter og hjalp hende op og ned.

»Stille,« hviskede han.

Hun bed ham i skulderen for ikke at lave lyd. Det gjorde ondt på ham. Hun kunne mærke det. Hun gjorde det igen.

Han stødte oppefra, korte, kontrollerede stød. Hun var våd og varm og kunne mærke luften på de bare lår. Hver gang hun sænkede sig, gik han dybt. Hun holdt om hans nakke og kiggede hen over hans hoved, mod hækken, mod det mørke hus på den anden side.

Ingen.

Hun kom med ansigtet begravet i hans hals, rystende, stille, næsten. Han fulgte med kort efter, pressede hende ned og holdt hende der, mens han tømte sig i hende ude i haven.

De sad. Stolen under dem. Hans bukser om knæene. Hendes kåbe åben. Et sted peb der stadig en fugl, der ikke kunne finde ud af, at det var aften.

»Hækken,« hviskede hun mod hans øre, fordi hun ikke havde andet, der ikke var for stort.

Han lo stille, åndeløst, og strøg hende over ryggen under kåben.

»Den er stadig ikke færdig.«

Hun lukkede øjnene og blev siddende.

Hun blev siddende, indtil låret begyndte at prikke. Stolen var for smal til dem begge. Hans hænder lå under kåben, varme om hendes hofter, som om han stadig var bange for, at hun ville rejse sig og fortryde det.

»Vi skal ind,« mumlede hun.

»Ja.«

Ingen af dem rørte sig.

En bil kørte forbi ude på vejen. Lysene strøg hen over hækken og væk igen. Hun spændte. Han holdt hende stille, indtil det var mørkt.

»Nu,« sagde hun.

De kom op, klodsede og stille. Hans bukser hang om knæene. Hun trak kåben sammen, for sent og for lidt. Vinglasset var væltet. En mørk plet bredte sig i træet på bordet.

Inde i køkkenet var lyset stadig tændt. For tændt. Hun slukkede det med et rap, som om nogen havde siddet og ventet på netop det.

»Vil du have tøj på?« spurgte hun.

»Vil du have, at jeg har tøj på?«

»Jeg vil have, at du ikke står i mit køkken med pikken ude, Allan.«

Han lo lavt og fik orden på bukserne. Hun stod med ryggen til, hænderne på køkkenbordet, og mærkede, at hun stadig rystede lidt i lårene. Kåben klistrede. Hun var våd mellem benene, hans og hendes, og det gjorde det hele mere virkeligt, end hun var klar til.

»Det her,« sagde hun, »er fordi vi er alene og dumme.«

»Tal for dig selv med det dumme.«

Hun vendte sig. Han var rød over skægget. Svedig. For stor i hendes køkken. Hun kunne lide billedet mere, end hun ville sige.

»Kom,« sagde hun.

Hun gik foran op ad trappen. Han fulgte efter. Trinene knagede. Hun tænkte på, at hun aldrig havde gået den vej med en mand i årevis, og at hun gik den nu i en kåbe, der ikke ville lukke, med naboen bag sig.

Soveværelset lå hen i det svage lys fra gaden. Hun tændte ikke. Hun droppede kåben ved sengen, før hun kunne nå at tænke sig om. Det var værre i det halve mørke. Blød. Rund. Brysterne tunge. Maven, hun ellers holdt ind.

Han sagde ingenting. Han tog tøjet af og kom hen til hende. Maven. Skægget. De brede hænder, der fandt hendes talje, som om de allerede havde lært den.

»Du kigger,« sagde hun.

»Ja.«

»Så kig.«

Han lagde hende ned. Langsommere denne gang. Munden på hendes hals, på brysterne, ned over maven, hvor hun spændte og slap igen. Han blev der. Kyssede det, hun gemte. Hun lagde hånden i hans hår og lod ham.

Da han kom ind i hende, var det dybt og roligt. Hun havde benene om ham. De bevægede sig uden at have travlt. Sengen knagede i en anden rytme end sofaen. Hun kunne høre sin egen vejrtrækning. Hans. Det våde mellem dem.

»Sig noget,« hviskede hun.

»Hvad?«

»Ikke hækken.«

Han stødte langsomt og kyssede hende.

»Du er varm,« sagde han mod hendes mund. »Og du lyver, hver gang du siger, at jeg skal gå.«

Hun gravede neglene i hans ryg i stedet for at svare. Han tog den som svar. Hofterne fandt hinanden. Hun kom med ansigtet vendt ind i hans hals, stille, længe, og holdt om ham, mens det kørte gennem hende. Han fulgte med, pressede sig ind og blev liggende.

Hans vægt var tung. Hun åndede under den og flyttede ham ikke.

»Du kan ikke sove her,« sagde hun efter et stykke tid. Stemmen var hæs.

»Jeg sover. Du kan smide mig ud om morgenen.«

»Allan.«

»Kirsten.«

Hun stak ham i siden, svagt. Han rullede af hende, men blev. Armen over hendes mave. Skægget mod hendes skulder. Hun stirrede op i loftet og lyttede til hans åndedræt, indtil det blev tungt.

Hun skulle have vækket ham. I stedet vendte hun sig ind mod varmen og sov.

Hun vågnede, fordi rummet var for lyst, og fordi der lå en mand i hendes seng.

Han sov på ryggen. Munden lidt åben. Maven under dynen. En arm ude over kanten. Hun lå og kiggede på ham længere, end hun havde tænkt.

Så stak hun ham.

»Ud.«

Han åbnede et øje.

»Godmorgen.«

»Ud. Før nogen ser din bil. Eller dig. Eller det her.«

»Jeg gik. Min bil står derhjemme.«

Hun blinkede.

»Så gik du gennem haven i går. I mørke. Med pikken i bukserne, der næsten ikke var lukket.«

»Du tændte lyset.«

Hun satte sig op. Dynen gled ned. Hun trak den op igen.

»Du skal hjem. Nu. Og du skal ikke komme væltende med kaffe i kåbe-tid.«

Han smilede ind i puden.

»Hækken ved skuret,« sagde han.

»Der er ikke noget ved skuret.«

»Jo. Den hænger.«

»Du finder på det.«

»Måske. Klokken ti.«

Hun kiggede på ham. På det grå skæg. På det, hun havde haft i munden og mellem benene og sovende op ad sig.

»Halv ti,« sagde hun. »Og du klipper, hvad jeg siger.«

Han rejste sig. Hun så ham samle tøjet op, den lidt for store mave, ryggen med mærker fra hendes negle. Ved døren vendte han sig.

»Kirsten.«

»Hvad.«

»Tak for kaffen.«

»Vi drak vin.«

»Jeg ved det.«

Så gik han. Hun hørte havedøren. Hun gik hen til vinduet, skjulte sig bag gardinet og så ham krydse haven, stoppe ved hækken, røre en gren, som om den faktisk fejlede noget, og forsvinde over på sin egen grund.

Hun stod der for længe.

Halv ti stod hun ude ved skuret i shorts og en t-shirt, der var tyndere, end vejret krævede. Jorden var tør. Hun vandede alligevel.

Han kom med hæksaksen over skulderen.

»Den hænger,« sagde han og pegede.

Der hang faktisk en gren. Én. Den havde hængt i tre uger.

Hun kiggede på den. Så på ham.

»Du er ikke rigtig klog.«

»Du står her alligevel.«

De gik ind i det smalle stykke mellem hæk og skur. Der var knap plads. Hun kunne mærke varmen fra ham med det samme. Hans t-shirt var allerede mørk i ryggen. Hun holdt grenene. Han klippede. Hver gang han strakte sig, ramte maven hende. Hver gang hun bøjede sig, vidste hun, at shortsen gled op.

»Naboen,« mumlede hun.

»Klipper sin egen. For en gangs skyld.«

Hun kiggede over. Den anden nabo var faktisk ude. Langt væk. Alligevel sænkede hun stemmen.

Hans hånd landede på hendes lænd, da han skulle forbi. Denne gang tog han ikke den væk.

»Allan.«

»Ja.«

»Vi står i skellet.«

»Jeg ved det.«

Hånden gled ned i shortsen. Ind under kanten. Hun froze, greb saksen, som han havde sat fra sig, og holdt den, som om den kunne forklare noget. Hans fingre fandt hende. Hun var allerede våd. Hun bed sig i læben og stirrede på hækken, på bladene, på ingenting.

»Du kan ikke,« hviskede hun.

»Sig det så.«

Hun sagde det ikke. Hun spredte benene en anelse i havehjemmeskoene og lod ham. Hans krop skærmede hende. Fra vejen så det ud, som om de stod og blev enige om en gren. Hans fingre arbejdede langsomt, præcist, inde i hendes shorts. Hun åndede gennem næsen. En fugl fløj op. Hun kom stående, med panden mod hans skulder, med et stille, kvalt åndedrag, og hans hånd blev, indtil hun skubbede den væk.

Hun rettede shortsen. Hænderne rystede.

»Klip den gren,« sagde hun. »Og hold kæft.«

Han klippede den. Den faldt ned mellem dem.

Ingen af dem samlede den op med det samme.

Hun bøjede sig og samlede grenen op. Shortsen strammede over det runde, og hun vidste, han kiggede. Hun rettede sig og stak ham den, som om den var hans problem.

»Sækken. Nu.«

Han tog den. Fingrene var stadig blanke. Han tørrede dem af i bukserne uden at sige undskyld. Hun vendte sig og gik ud af det smalle stykke, før hun gjorde noget dumt igen.

På terrassen stod hun med hænderne i siden, til han kom efter hende.

»Det må ikke ske derude,« sagde hun. »Folk kan se det.«

»Der var ingen tæt på.«

»Der var naboen. Og jeg stod med dine fingre i shortsen, Allan. Jeg er 62. Jeg bor i et parcelhus. Jeg skal ikke stå og komme op ad et skur klokken halv ti.«

Han nikkede. Alvorligt et øjeblik. Så det der smil i skægget, som hun var begyndt at kende.

»Men du gjorde det.«

»Hold kæft.«

Hun gik ind efter kaffe, mest for at få afstand. I køkkenet skyllede hun hænderne, koldere end nødvendigt, og så sig selv i den mørke rude i ovnlågen. Kort lyst hår til alle sider. Rød på halsen. Tynd t-shirt. Hun så ud, som om hun havde fået noget, hun ikke ville indrømme.

Da hun kom ud med to kopper, sad han, som om han hørte til der. Stolen tæt på hendes. Hun satte kopperne og satte sig alligevel.

De drak i tavshed. En hæksaks lå op ad skuret. En gren stak op af sækken. Haven så uskyldig ud.

»Kirsten,« sagde han.

»Ikke nu.«

»Hvornår så?«

Hun kiggede på hækken, fordi det var nemmere end at kigge på ham.

»Vi har kendt hinanden i tre uger. Vi har skældtes ud. Vi har drukket kaffe. Og nu har du været i min seng.«

»Og på din sofa. Og i din have. Og ved dit skur.«

»Det hjælper ikke, at du tæller op.«

»Jeg tæller ikke. Jeg siger, at du ikke behøver at lade, som om det kun er hækken.«

Hun stirrede på ham. Kindene blev varme på den måde, hun hadede.

»Jeg lader ikke som om noget.«

»Jo. Hver gang du siger, at jeg skal gå. Hver gang du finder en gren, der skal klippes. Hver gang du står ude og vander noget, der allerede er vådt.«

»Du kiggede i mit køkkenvindue den første dag. Du kan selv være stille.«

Han lo lavt. Hun skulle til at sige mere, da der lød en stemme over hækken.

»Godt I får styr på den hæk!«

Den anden nabo. For tæt. Kirsten rettede sig i stolen, som om hun havde siddet forkert. Allan tog koppen med begge hænder og så almindelig ud på et sekund.

»Den var blevet vild,« råbte Kirsten hen over bladene. Stemmen var for lys.

»I må da drikke kaffe, imens. Det er den rigtige måde.«

Han lo og gik videre med sine egne redskaber. Kirsten ventede, til hun hørte porten i den anden ende.

Så kiggede hun på Allan.

»Se.«

»Jeg så det.«

»Sådan ser det ud. To naboer. Kaffe. En hæk.«

»Og det er ikke det, det er.«

Hun slugte. Koppen var varm mod fingrene.

»Hvad er det så?« spurgte hun, før hun kunne stoppe sig.

Han satte koppen. Lænede sig frem. Ikke helt over på hende. Bare nok.

»Det er, at jeg ikke gider sidde i mit eget hus og lade, som om jeg ikke tænker på dig. Og at du ikke gider det heller.«

Hun skulle have afvist det. I stedet satte hun koppen og strøg sig over det korte hår, et vanegreb, når hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af hænderne.

»Jeg er vant til at være alene.«

»Det kan jeg se.«

»Det er ikke et angreb, Allan. Det er bare… jeg er ikke en, der falder i noget. Ikke i den her alder. Ikke med manden bag hækken.«

»Du faldt alligevel.«

Hun kiggede på hans mave. På skægget. På de hænder, der havde været på hende for åbent.

»Du er for sikker på dig selv.«

»Jeg er slet ikke sikker. Jeg kommer bare alligevel.«

Hun rystede på hovedet. Der var et smil i det, hun ikke kunne holde væk.

»Du skal hjem nu.«

»Skal jeg?«

Hun åbnede munden. Lukke den. Solen lå på terrassen. Hans knæ rørte hendes under bordet.

»Om en time,« sagde hun. »Så skal du hjem. Før det bliver til en hel dag.«

»En time.«

Han sagde det, som om de begge vidste, at timen var et påskud.

De blev siddende. Talte om småting, der ikke var småting. Om at hun hadede at slå græs. Om at han var flyttet, fordi det gamle sted var blevet for stille på en forkert måde. Hun lyttede og tænkte på, at hun kunne have sendt ham væk den første dag, og at hun ikke havde gjort det.

Da kopperne var tomme, rejste hun sig for at tage dem ind. Han fulgte efter. I køkkenet satte hun dem i vasken. Han stod bag hende, ikke helt rørende, bare der. Hun kunne mærke varmen.

»Allan.«

»Ja.«

»Hvis du bliver, så er det ikke bare i dag. Så ved jeg det.«

Hans hænder landede på hendes hofter. Store. Rolige. Hun lænede sig tilbage imod maven, før hun havde besluttet det.

»Jeg ved det også,« sagde han mod hendes hår.

Hun vendte sig i hans arme. Kysset var langsommere end de andre. Mindre sult. Mere det, hun ikke ville kalde ved navn. Hun tog om hans nakke. Han løftede hendes t-shirt nok til at få hænderne ind på det bløde. Hun stønede stille mod hans mund.

»Ikke her ved vinduet,« hviskede hun.

De gik ind i stuen. Gardinerne var halvt trukket. Sofaen tog imod dem igen, men det var anderledes. Mindre klodset. Hun fik hans t-shirt af. Strøg over brystet, over maven, over det, han heller ikke gemte. Han fik hendes t-shirt og BH af og kiggede, som han havde gjort i mørket, bare i dagslys nu. Hun lod ham. Hun var for langt forbi at holde maven ind.

Han trak shortsen af hende. Kyssede sig ned. Hun spredte benene og holdt ham, da hans skæg kildede indersiden af lårene. Hans mund fandt hende. Hun bøjede hovedet tilbage og lod det ske, uden at skynde på ham, uden at skjule lyden helt.

Da hun trak ham op, var han hård imod hendes mave. Hun hjalp ham ind. De lå tæt. Maven mod mave. Hun havde benene om ham og mødte hans stød, langsomt, dybt. Hans pande mod hendes. Hun kunne se ham. Det gjorde det værre og bedre.

»Kirsten.«

»Jeg er her.«

Han stødte fastere. Sofaen knagede. Hun kom med øjnene åbne, greb hans ryg, og han fulgte med, presset ind, stille og varmt, mens han holdt om hende, som om hun kunne forsvinde.

De lå længe. Et ur tikke et sted. Ude i haven peb der stadig noget.

»Din time er gået,« mumlede hun mod hans skulder.

»Jeg ved det.«

»Du er her stadig.«

»Ja.«

Hun strøg ham over det grå hår. Kort. Ærligt.

»Så skal du i det mindste hjælpe med at rydde sækken væk. Hvis vi nu alligevel skal lade, som om det handler om haven.«

Han lo ind i hendes hals.

»Vi kan lade, som om det. Ude fra vejen.«

»Inde fra sofaen er det sværere.«

»Ja.«

Hun skubbede ham ikke væk. Ikke med det samme. Først da varmen blev for meget, og hun skulle bruge et toilet og et glas vand og et øjeblik, hvor hun ikke lå nøgen med naboen i stuen midt på formiddagen.

De fandt tøjet. Hun i shorts og t-shirt igen. Han med skægget i uorden. I haven slæbte de sækken ned til skellet sammen. Hun gik ikke foran for at gemme sig. Hun gik ved siden af ham.

Ved porten stoppede de.

»Jeg kommer ikke i morgen og finder på en gren,« sagde han.

Hun kiggede på ham.

»Nej?«

»Jeg kommer og siger, at jeg kommer. Uden hækken.«

Hun nippede til en tør plet på underlæben.

»Så kom efter middag. Ikke i kåbe-tid. Og bank på som et almindeligt menneske.«

»Det kan jeg.«

»Det skal du.«

Han nikkede. Kyssede hende kort, ude ved porten, hvor hækken næsten skjulte dem. Næsten.

Så gik han over på sin egen grund.

Kirsten stod tilbage med hænderne i shortslommerne og kiggede på hækken. Den var klippet. Ikke skævt længere. Der var stadig et sted nede ved skuret, der kunne bruge en time.

Hun smilede, rystede på hovedet og gik ind efter en ny kande kaffe, som om det var det, hun havde tænkt hele tiden.

Hun satte kanden over og blev stående ved køkkenvinduet længere, end kaffen krævede. Haven lå stille. Hækken så næsten pæn ud. For pæn. Som om den havde gjort sit, og nu manglede hun en undskyldning.

Hun rede sengen. Vaskede kopper, der allerede var rene. Skiftede t-shirt, kiggede på sig selv i spejlet, skiftede tilbage igen og blev irriteret over det hele. Hun var 62 og gik og ventede på, at naboen skulle banke på. Det var latterligt. Det var også det, hun ville.

Efter middag bankede det. Ikke på havedøren. På hoveddøren.

Hun tøvede med hånden på grebet, åbnede alligevel.

Allan stod der uden hæksaks. En pose fra bageren. Skægget næsten redt. Den lidt for store mave i en ren t-shirt, som om han havde gjort sig umage og håbede, hun ikke lagde mærke til det.

»Jeg banker,« sagde han.

»Det kan jeg høre.«

»Jeg har ikke fundet på en gren.«

»Jeg kan se det.«

Hun trådte til side. De stod i gangen, den samme smalle gang som den første aften, bare uden jaget. Jakkerne hang der stadig. Hun kiggede på dem og så på ham.

»Du kommer altså bare.«

»Du sagde, jeg skulle.«

»Jeg sagde efter middag.«

»Det er efter middag.«

Hun rullede med øjnene og gik ud i køkkenet, før smilet blev for tydeligt. Han fulgte efter. I posen lå kanelsnegle, for søde og for åbenlyse. Hun satte dem på et fad alligevel og fandt to kopper.

De sad ved køkkenbordet. Gardinet var trukket halvt for. Hans knæ ramte hendes under bordet. Hun flyttede det ikke.

»Hvis nogen spørger,« sagde hun, »så drikker vi kaffe.«

»Det gør vi også.«

»Allan.«

»Kirsten.«

Hun så på ham. På det grå skæg. På hænderne om koppen. På det, hun allerede kendte, og det, hun stadig ikke havde sagt.

»Jeg gider ikke lade, som om det kun er haven mere.«

Han nikkede. Ingen sejrstone. Bare det.

»Godt. Jeg gider heller ikke.«

Hun lagde hånden på bordet. Hans fingre mødte hendes. Ru. Varme. De sad sådan, mens kaffen blev lunken, og en kanelsnegl blev delt uden kommentar.

Senere gik de alligevel ud. Ikke for at klippe. Bare for at sidde. Stolene stod, som de havde vænnet sig til, for tæt. Hun havde taget en kjole på, hun ellers næsten aldrig brugte i haven. Den sad tæt over det runde. Han kiggede, da hun satte sig, og hun trak den ikke ned.

»Du kigger stadig for meget,« sagde hun.

»Du har stadig ikke sagt, at jeg skal lade være.«

»Nej.«

En bil kørte forbi. Naboen overfor tændte en radio et sted. De blev siddende. Hans hånd fandt hendes på armlænet, tommelfingeren over hendes, som den første aften, bare uden vin og uden at lade som om.

»Du kan blive,« sagde hun, da skyggerne blev lange. »Hvis du vil. Ikke fordi noget hænger.«

»Jeg vil.«

De gik ind, før mørket kunne gøre det nemmere, end det var. I soveværelset trak hun gardinet for, ikke helt. Der skulle være lys nok til at se hinanden. Hun vendte ryggen til ham, mens hun fik kjolen af, så vendte hun sig alligevel. Blød. Rund. Kort lyst hår til alle sider. Hun holdt ikke maven ind.

Han sagde ingenting. Tog tøjet af og kom hen til hende. Maven mod hendes. Skægget, da han kyssede hende. Hænderne om det, han allerede havde lært.

De lagde sig. Langsommere end de andre gange. Hans mund på hendes hals, på brysterne, ned over maven. Hun åbnede benene, da han kom derned, og holdt ham, mens han slikkede hende uden at have travlt. Hun kom stille, med hånden i hans hår, og trak ham op, før hun var helt landet.

Han gled ind i hende. Dyb. Varm. Hun slog benene om ham, så godt hun kunne, og mødte ham. Deres maver lå mod hinanden. Hun kunne se ham. Det gjorde det sværere at gemme sig, og hun gemte sig ikke. Hun sagde hans navn imod hans mund, ikke som drilleri, bare som det var.

Han stødte fastere, da hun bad om det. Sengen knagede. Hun kom igen med ansigtet vendt mod hans, øjnene åbne, og holdt om hans ryg, mens han fulgte med og pressede sig ind og blev liggende.

Hans vægt var tung. Hun åndede under den og flyttede ham ikke.

»Du skal stadig ikke bare vælte ind,« mumlede hun efter et stykke tid.

»Jeg banker.«

»På havedøren er også en dør.«

Han lo stille ned i puden ved siden af hende. Hun smilede, træt, varm, med hånden på hans mave.

Ude lå hækken, klippet og næsten færdig. Ingen af dem gik ud for at tjekke den. Kaffen i køkkenet blev kold, og stolenes afstand ude på terrassen blev stående, som den var.