Premieren var ovre.
Applauset hang stadig i væggene, da Freja kom ned fra lysbroen med headsettet slæbende om halsen. Showet havde kørt rent. Ingen fejl. Ikke én. Nede i kulissen lugtede der af sved, hårspray og gammel maling. Resten af holdet var allerede på vej ud ad sidedøren. Der var efterfest på caféen overfor. Nogen råbte efter hende. Hun viftede dem væk uden at vende sig.
«Jeg lukker lyset. Gå I bare.»
Hun ville have fem minutter uden mennesker.
Marianne stod stadig i kostumet foran spejlet i det lille omklædningsrum bag scenen. Mørkt hår med tydelige grå striber, sminken slået i kanten, den fyldige krop presset ind i kjolen fra tredje akt. Hun så sig selv an, som hun altid gjorde bagefter. Ikke forfængeligt. Kontrollerende.
Hun havde hørt Freja ude i kulissen.
De havde skændtes i tre uger.
Om cues. Om timing. Om at Marianne trådte et skridt for langt frem i monologen, så hun ramte det forkerte lys. Om at Freja sad oppe i mørket og talte i headsettet, som om skuespillerne var lamper, man bare kunne justere.
«Du kan ikke bare stå der og glo,» sagde Freja fra døråbningen, uden at banke på. «Jeg skal slukke herinde om et øjeblik.»
Marianne vendte sig langsomt.
«Du kunne prøve at banke. Eller er det også for meget at forlange af lysafdelingen?»
«Lysafdelingen har lige reddet din scene i anden akt. Igen.»
«Min scene var fin.»
«Din scene var foran tre. Du stod i skygge i fire sekunder. Publikum så en mund, der bevægede sig. Ikke et ansigt.»
Marianne trak vejret ind. Hun var lav og fyldig, tooghalvtreds, og hun hadede den måde, Freja stod der på. Høj. Meget slank. Barberet i den ene side, mørkt hår faldet ned over den anden. Tatoveringer op ad halsen og ned ad den bare arm. Sort T-shirt. Som om hun ejede rummet, bare fordi hun kunne tænde og slukke for det.
«Du er utrolig,» sagde Marianne. «Tre uger. Hver eneste prøve. Som om jeg ikke har stået på en scene, siden du gik i gymnasiet.»
«Du har stået på en scene. Du har bare glemt at tjekke, hvor lyset faktisk rammer.»
«Og du har glemt, at der er mennesker under dine lamper.»
De stod for tæt.
Freja skulle have trukket sig. Hun gjorde det ikke.
«Du bliver altid sådan,» sagde hun. «Når du ikke kan svare på det, jeg siger, går du efter alderen.»
«Når du ikke kan svare, går du efter arbejdet. Det er ikke finere.»
Marianne tog et skridt frem. Hun nåede Freja til skulderen. Det havde irriteret hende fra første prøve. Den slanke krop. Den måde Freja lænede sig op ad gelændere og dørkarme, som om hun aldrig rigtig var i vejen, og alligevel fyldte hun det hele.
«Du kigger, når vi skændes,» sagde Marianne stille.
Freja blinkede.
«Hvad?»
«Du kigger. Ikke på mine hænder. Ikke på min mund, når jeg siger replikker. På mig. Hele tiden. Og så bliver du skarp i stemmen bagefter, som om det er min skyld.»
«Du er skuespiller. Du tror, alting handler om dig.»
«Gør det ikke?»
Freja trak på smilebåndet. Det var ikke venligt.
«Du står i den kjole og venter på, at jeg skal sige undskyld for at have gjort mit arbejde.»
«Jeg venter på, at du skal holde op med at lade, som om du ikke har lagt mærke til det samme som jeg.»
Der blev stille.
Ude fra caféen kom der fjern latter. En dør smækkede. Så ingenting. Teatret var tomt. Bare de to, et spejl med pærer rundt om, og et kostume, der stadig lugtede af scene.
Freja mærkede det i maven, før hun ville indrømme det. Den samme varme, hun havde skubbet væk under prøverne. Hver gang Marianne havde hævet stemmen. Hver gang hun selv havde svaret for hårdt. Hver gang hun havde siddet oppe i mørket og fulgt den fyldige krop gennem lyset, længere end hun behøvede.
«Det her er en dårlig idé,» sagde hun.
«Ja,» sagde Marianne. «Det har det været i tre uger.»
Freja rakte hånden frem og tog fat i kjolens udskæring. Ikke voldsomt. Bare fast. Hendes fingre ramte den varme hud ovenover brysterne.
Marianne trak vejret ind, men hun gik ikke tilbage.
«Du er treogtyve år yngre end mig.»
«Syvogtyve,» sagde Freja. «Og du har sagt værre ting til mig end det.»
Så kyssede hun hende.
Det var ikke blødt. Det var det skænderi, de ikke havde fået sagt færdigt. Marianne greb fat i Frejas T-shirt med begge hænder og trak hende ned, fordi hun ikke kunne nå ellers. Munden smagte af læbestift og noget metallisk fra sminken. Freja pressede hende tilbage mod sminkebordet, så en æske pudder væltede og spredte et fint lag ud over bordpladen.
«Pas på,» mumlede Marianne mod hendes mund.
«Du sagde det samme, da jeg flyttede din markering.»
«Og du gjorde det alligevel.»
«Ja.»
Marianne greb hende i nakken, der hvor håret var barberet væk, og det fik Freja til at give en lyd, hun ikke havde tænkt sig at give. Huden dér var kort og ru. Mariannes fingre var varme og sikre, som om hun havde ventet på præcis det sted.
«Du kan lide det,» sagde Marianne.
«Hold kæft.»
«Nej.»
Freja trak kjolen ned over Mariannes skuldre. Stof spændte over den fyldige barm, så hun måtte hive i det. BH’en var sort og stram. Freja kiggede ned på hende. På den korte krop. På maven, der ikke var flad. På de bløde arme. På håret med de grå striber, der nu var i uorden.
Hun havde kigget for længe. Det vidste hun godt nu.
«Sig det,» sagde Marianne. Stemmen var hæs. «Hvis det er for meget. Hvis jeg er for meget. Så sig det, og så går vi hver til sit, og i morgen lader vi, som om det her ikke skete.»
Freja rystede på hovedet.
«Du er ikke for meget. Du har bare været i vejen i tre uger.»
Hun bøjede sig og kyssede hende igen, langsommere denne gang, mens hun fik BH’en af. Mariannes bryster var tunge og varme i hendes hænder. Freja gned tommelfingrene over brystvorterne, indtil Marianne spændte i maven og måtte støtte sig til bordkanten.
«Jesus, Freja.»
«Du kan godt sige mit navn uden at lyde, som om du skælder ud.»
«Det er ikke sikkert.»
Freja smilede imod hendes hals og bed let. Marianne greb hende hårdere i den barberede side af hovedet. Det gjorde næsten ondt. Det var fint.
Kjolen gled ned om hoften. Freja hjalp den det sidste stykke, indtil Marianne stod i trusser og strømpebukser foran spejlet. Pærerne rundt om glasset lyste hende op uden nåde. Freja så hende i spejlet, mens hun selv stod bagved, høj og slank, hænderne om den bløde mave.
Marianne mødte hendes blik.
«Du behøver ikke stirre, som om du tager stilling.»
«Jeg har allerede taget stilling,» sagde Freja. «Ellers stod jeg ikke her.»
Hun gled med hånden ned under kanten af strømpebukserne. Marianne var våd. Det kom ikke som en overraskelse, men det ramte alligevel. Freja holdt hånden stille et øjeblik, bare mærkede varmen, mens Marianne åndede ud gennem næsen og lænede sig tilbage mod hende.
«Det har siddet i dig hele forestillingen,» sagde Freja.
«Du skal ikke analysere mig. Du er ikke instruktør.»
«Nej. Jeg er den, der har set på dig, når du troede, lyset handlede om andet.»
Marianne vendte sig i hendes arme. Hun fik Frejas T-shirt op og af. Så den slanke overkrop. Tatoveringerne over kravebenet, ned ad ribbenene, en linje af sort blæk langs hoften. Hun rørte ved dem, som om hun skulle lære dem, før hun måtte gå videre.
«Du er så tynd,» sagde hun. Ikke som en fornærmelse. Bare som en konstatering, der havde ligget derhjemme i tre uger.
«Og du er blød,» sagde Freja. «Det har irriteret mig. At jeg lagde mærke til det.»
«Godt.»
De kyssede igen, klodsede, stående, med Mariannes ryg mod sminkebordet. Freja fik strømpebukserne ned. Marianne hjalp, utålmodig nu, uden den kontrol hun ellers bar på scenen. Da Frejas fingre fandt hende igen, åbnede hun benene uden at blive bedt om det.
«Der,» hviskede hun. «Ikke så… ja. Der.»
Freja gned langsomt, så hurtigere, da Marianne begyndte at bevæge sig imod hånden. Spejlet viste det hele. Den lave, fyldige krop, der gled frem. Den høje, slanke bagved. Frejas mund ved hendes øre.
«Du har skreget ad mig for mindre end det her,» sagde Freja.
«Så giv mig noget at skrige over.»
Freja stak to fingre ind i hende. Marianne greb bordkanten, så hårdt at en læbestift rullede ned på gulvet. Hun var stram og varm, og hun knugede om fingrene, hver gang Freja bøjede dem. Freja brugte tommelfingeren udefra samtidig. Ingen finesse i starten. Bare det, de havde sparet op.
«Kig på mig,» sagde Marianne.
Freja gjorde det. I spejlet. Direkte.
Marianne kom med åbne øjne, med en lyd hun ellers aldrig ville have sluppet i det hus, mens hun holdt Freja fast i håndleddet, så hun ikke flyttede hånden for tidligt. Det gik gennem hende i ryk. Maven, lårene, stemmen. Bagefter hang hun lidt forover, åndede, med Frejas fingre stadig i hende.
«Fuck,» sagde hun.
Freja trak langsomt ud og tørrede hånden af i sin egen bukselinning, som om det var det mest naturlige i verden.
Marianne rettede sig op. Kindernes rødme sad uden på sminken. Hun så på Freja, på de stramme bukser, på det tydelige, at hun ikke var færdig.
«Kom herned,» sagde hun.
«Jeg er allerede hernede. Du er bare kort.»
«Freja.»
«Hvad?»
Marianne trak hende ned i et kys, der var langsommere nu, og fik fat i hendes bælte.
«Nu skal du holde kæft et øjeblik,» sagde hun. «Og så skal du op på det bord.»
Freja lo stille, men hun satte sig op på sminkebordet alligevel. Den kolde kant ramte bagsiden af lårene, og en pensel rullede ned og landede ved siden af læbestiften.
«Du er stadig fuld af instruktioner,» sagde hun.
«Du er stadig fuld af indvendinger,» svarede Marianne og trak lynlåsen ned. «Løft.»
Freja løftede hoften. Bukserne og trusserne gled af i én bevægelse. Hun var høj, selv siddende. Slanke ben hang ned ad bordkanten. Tatoveringen langs hoften lå helt fremme i det gule spejllys. Marianne stod mellem hendes knæ og så på hende uden at skynde sig. Det var det, der gjorde det værst. Ikke sulten. Vurderingen.
«Sig det,» sagde Freja.
«At du er smuk? Det gør jeg ikke. Du ville bare bruge det imod mig i morgen.»
«Sig det andet så.»
Marianne lagde hænderne på hendes indersider og spredte dem. «At jeg har tænkt på det her, hver gang du har rettet på mit lys. At jeg har været ved at miste en replik, fordi du sad deroppe og kiggede, som om du allerede vidste, hvordan jeg så ud uden tøjet.»
«Det vidste jeg ikke.»
«Nu gør du.»
Marianne kyssede hendes mave, nedad, uden at spørge. Freja spændte. Fingrene fandt den barberede side af Frejas hoved igen, et fast greb, mens munden fandt hende. Varm. Sikker. Ingen tøven.
Freja greb kanten af bordet. Hendes hoved faldt tilbage, så hun så loftet og de gamle rør, og så alligevel spejlet skævt, hvor Mariannes mørke hår med de grå striber bevægede sig mellem hendes ben. Det så forkert ud. Det så rigtigt ud.
«Jesus,» fik hun frem.
Marianne svarede ikke. Hun slikkede langsomt først, som om hun havde tid, og så fastere, da Frejas lår begyndte at ryste. En hånd holdt hende åben. Den anden gled op ad den slanke mave, fandt et bryst, klemte.
Freja prøvede at holde stemmen nede. Det lykkedes ikke. En kort lyd slap ud, skarp, næsten irriteret, som om kroppen havde vundet en diskussion, hun stadig gerne ville have.
«Der,» mumlede hun. «Bliv der.»
Marianne gjorde det. Hun sugede, slikkede, pressede tungen fladt, og da Freja begyndte at skubbe imod hendes mund, stak hun to fingre ind i hende uden varsel. Freja bøjede sig sammen om det. Hendes hånd landede i Mariannes hår og knugede, ikke forsigtigt.
«Du kan godt holde fast,» sagde Marianne imod hende, stemmen ru. «Jeg falder ikke fra hinanden.»
«Det gør jeg måske.»
«Godt.»
Det kom hurtigt. For hurtigt, syntes Freja, og hun hadede at det gjorde det, og hun kunne ikke stoppe det. Maven spændte. Benene lukkede sig om Mariannes skuldre. Hun kom med åbne øjne, stirrede ind i spejlet, så sig selv, høj og slank og helt blottet, og den fyldige kvinde mellem hendes lår, der ikke flyttede sig, før det var ovre.
Freja åndede. Hendes lår rystede stadig.
Marianne rejste sig langsomt. Munden var blank. Hun tørrede den af i håndryggen, som om det var sminke, og så på Freja med et udtryk, der ikke passede til tre ugers skænderier.
«Så,» sagde hun.
Freja slugte. «Så.»
«Du ser mindre skarp ud.»
«Giv mig et øjeblik. Så skal jeg nok finde på noget.»
Marianne smilede. Det var det første rigtige smil, Freja havde set på hende uden scene. Hun rakte hånden frem og strøg Freja over knæet, videre op ad det indre lår, bare fordi hun kunne.
«Kom ned herfra, før du vælter hele bordet.»
Freja gled ned. Hun var højere igen med det samme, nøgen nu, og Marianne stod stadig kun i den åbne kjole om hoften, strømpebukserne samlet om anklerne. De så hinanden an. Uden tøj var forskellen endnu tydeligere. Den slanke krop. Den bløde. Toogtyve centimeter og femogtyve år imellem dem, og alligevel ingen af dem gik.
Freja bøjede sig og kyssede hende. Hun smagte sig selv i Mariannes mund. Hendes hænder gled om den fyldige røv, klemte, trak hende ind. Marianne stødte ind i hende med maven, blød og varm, og åndede ud mod hendes kraveben.
«Gulvet er koldt,» mumlede hun.
«Så står vi.»
Freja vendte hende mod spejlet. Hun stod bagved igen, men nu uden tøj imellem. Hendes slanke krop pressede sig ind i Mariannes ryg. Hun gled en hånd ned mellem hendes ben, fandt hende stadig våd, og begyndte at gnide i langsomme cirkler, mens hun så dem i glasset.
Marianne lagde hovedet tilbage mod hendes skulder.
«Du kan ikke lade være med at instruere, vel?»
«Kig,» sagde Freja. «Det er det eneste, jeg siger.»
Marianne kiggede. Hun så sin egen krop, kort og fyldig, brysterne tunge, maven blød, og Freja bagved, tatoveringerne, det barberede hår, hånden mellem hendes lår. Det fik hende til at åbne munden uden lyd.
Freja stak fingrene ind i hende igen. Langsommere denne gang. Dybere. Hun kyssede hende i nakken, bed i huden, mens hun knækkede leddene inde i hende. Marianne greb spejlets kant. Pærerne varmede hendes fingre.
«Freja…»
«Jeg er her.»
«Jeg ved det. Det er derfor, det… fuck.»
Hun kom ikke med det samme. Freja holdt hende på kanten. Bevidst. Hver gang Marianne begyndte at presse sig bagud, lettede hun presset, gled ud, strøg kun udefra, indtil Marianne svor af hende.
«Du er et røvhul.»
«Du har sagt det før.»
«Ikke sådan.»
«Sådan her, så.»
Freja gik i knæ bag hende. Hun spredte hende med hænderne og slikkede hende bagfra, stående, mens Marianne hang i spejlet. Den fyldige røv, den våde varme, smagen. Freja holdt om hendes hofter, så hun ikke kunne undvige. Marianne prøvede alligevel, et lille ryk, og så gav hun op og skubbede sig imod munden.
«Der. Der. Bliv.»
Freja blev. Hun slikkede hende, til Mariannes lår begyndte at give efter, og så førte hun hånden med igen, fingre og tunge på samme tid. Marianne kom stående, med panden mod glasset, et sløret aftryk af hud og ånde. Hun rystede så længe, at Freja måtte holde hende, da knæene svigtede.
De stod sådan et øjeblik. Bare åndedræt. Spejlet. Det væltede pudder.
Så lo Marianne. Lavt, næsten vantro.
«Vi er stadig i mit omklædningsrum.»
«Jeg havde tænkt mig at slukke lyset,» sagde Freja mod hendes ryg. «Det nåede jeg ikke.»
«Nej. Det gjorde du ikke.»
Marianne vendte sig. Hun tog Frejas ansigt mellem hænderne, kyssede hende langsomt, og skubbede hende baglæns, indtil Frejas ryg ramte den smalle sofa i hjørnet. Den gamle ting, hvor skuespillerne ellers lagde kostumer.
«Sæt dig.»
«Nu igen med ordrerne.»
«Sæt. Dig.»
Freja satte sig. Marianne gik ned på knæ foran hende, mellem hendes lange ben, og så op. Sminken var smurt. Håret i uorden. De grå striber stod frem i lyset. Hun så ikke yngre ud. Hun så ud, som hun var. Tooghalvtreds. Og hun åbnede Frejas lår, som om hun havde ret til det.
«Jeg er ikke færdig med dig,» sagde hun.
Freja lagde hovedet tilbage mod sofaen og trak vejret ind, da munden fandt hende igen. Langsommere nu. Vådere. Mariannes hænder holdt om hendes slanke hofter, tommelfingrene i tatoveringen, og Freja gled en hånd ned og lagde den over Mariannes, ikke for at styre. Bare for at mærke, at hun var der.
Ude i huset knækkede et bræt. En fjern dør. Så stilhed igen.
Ingen af dem stoppede.
Marianne mærkede Freja spænde, længe før lyden kom. Den slanke krop var ærlig, når den først havde givet op. Ingen scene. Ingen timing. Bare lår, der lukkede sig om hendes hoved, og en hånd, der knugede for hårdt i håret.
«Marianne—»
Det var det. Ikke en ordre. Et navn, sagt, som om det var det eneste, der var tilbage.
Freja kom med hoften løftet fra sofaen, stille først, så med en brudt lyd, hun bid i sin egen underarm for at holde nede. Det hjalp ikke. Det rullede gennem hende alligevel, skarpt, og Marianne blev, indtil Frejas hånd slap, og benene faldt åbne igen, rystende.
Et par sekunder. Bare det.
Så trak Freja hende op.
«Kom her. Jeg kan ikke… du skal op.»
Marianne kravlede op mellem hendes ben, klodset på den smalle sofa. Den fyldige krop fandt ikke plads, som den skulle. Et knæ ramte kanten. Freja grinede hæst og hev hende ind alligevel, så de lå skævt, halvdelen af Marianne oven på hende, maven blød mod Frejas mave, brysterne tunge mellem dem.
«Du er for lang,» mumlede Marianne.
«Du er for bred til den her lorteso fa.»
«Så flyt dig.»
«Nej.»
De kyssede klodset. Sminke, sved, det hele. Frejas hænder gled ned over Mariannes røv og holdt fast, som om hun stadig var bange for, at den ældre kvinde ville rejse sig og gå tilbage til at være den, der skældte ud over cues.
Marianne mærkede det. Hun løftede hovedet.
«Jeg går ingen steder. Ikke nu.»
«Godt. For jeg er ikke færdig med at være irriteret på dig.»
«Det kan jeg mærke.» Marianne gled en hånd ned mellem dem, fandt Freja igen, stadig overfølsom, og strøg bare, langsomt, indtil Freja spændte og bed hende i skulderen. «Du kan ikke lide at miste kontrollen.»
«Du kan ikke lide at give den fra dig.»
«Falsk. Jeg har givet den fra mig tre gange i aften.»
«Tæl ikke.»
«Jeg tæller altid.»
Freja vendte dem. Det tog et ryk, og sofaen knagede, men så lå Marianne under hende, kort og blød, håret spredt ud over det slidte betræk. Freja sad overskrevs, høj og slank, tatoveringerne mørke i det gule lys. Hun så ned. Marianne så op. Ingen af dem smilede rigtigt.
«Det her,» sagde Freja. «Når vi skændes. Det har siddet i maven. Hver gang. Jeg blev skarp, fordi jeg ellers ville have gjort noget idiotisk midt i en prøve.»
«Som hvad?»
«Som det her.»
Hun bøjede sig og tog et bryst i munden. Marianne trak vejret ind og greb hende i den barberede side af hovedet, fast, præcis dér, hvor det hele startede. Freja sutte de, bed let, gled over på det andet, mens hun gned sig ned mod Mariannes lår. Vådt mod hud. Ingen haste nu. Bare det, de havde ladet ligge i tre uger.
Marianne førte en hånd ned og fandt hende. To fingre. Freja stødte imod dem med det samme, kort, og så igen, langsommere, mens hun holdt Mariannes blik.
«Du kigger stadig,» sagde Marianne.
«Du bad mig om det.»
«Jeg bad dig om at kigge, mens du havde fingrene i mig. Ikke om at sidde deroppe og æde mig med øjnene i fjorten dage.»
«Du lagde mærke til det.»
«Jeg er skuespiller, Freja. Jeg lever af at mærke, når nogen kigger.»
Freja stødte hårdere. Mariannes fingre gled dybere. De fandt en rytme, der ikke lignede deres skænderier, og alligevel gjorde den. Frem og tilbage. Give og tage. Freja lænede sig frem, pande mod pande, og kom igen, tættere, mere stille, med Mariannes navn imod hendes mund.
Bagefter blev hun liggende. Hele den lange krop oven på den korte. Marianne pustede under hende og klappede hende i siden.
«Du vejer ingenting. Og alligevel kan jeg ikke trække vejret.»
«Så sig til.»
«Jeg har lige gjort det.»
Freja rullede til siden, så de lå ansigt til ansigt på kanten. Et ben hang ud over. Mariannes hånd lå på Frejas hofte, tommelfingeren i blækket dér.
Det var det punkt, hvor en af dem burde have sagt, at det var en fejl.
Ingen sagde det.
«Hvis nogen kommer tilbage,» sagde Marianne til sidst.
«Så hører vi dem. Der er tre døre.»
«Du har talt dørene.»
«Jeg arbejder her. Jeg ved, hvor folk går.»
Marianne lo stille. «Selvfølgelig gør du det.»
Hun strøg Freja over det barberede hår, langsommere nu, uden det hårde greb. Freja lukkede øjnene et øjeblik. Det var værre end det andet. Blødere. Sværere at skændes med.
«Hvad sker der i morgen?» spurgte Freja uden at åbne øjnene.
«Vi har pause. Ingen prøve.»
«Det var ikke det, jeg spurgte om.»
Marianne var stille. Hendes fingre blev ved huden.
«I morgen kan vi lade, som om det var premieren, der gjorde os skøre. Eller vi kan lade være.»
Freja åbnede øjnene. «Jeg er dårlig til at lade, som om.»
«Det har jeg lagt mærke til. Du er også dårlig til at banke på.»
«Du er dårlig til at stå i dit lys.»
«Kom ikke i gang.»
«Jeg er allerede i gang.»
Marianne kyssede hende for at få hende til at tie. Det virkede i tre sekunder. Så smilede Freja ind i munden på hende, og hånden gled ned over den bløde mave igen, ikke for at starte forfra, bare for at mærke, at hun måtte.
Ude i salen var huset stadig tomt. Pærerne rundt om spejlet brændte videre, som om nogen havde glemt, at forestillingen var slut.
Freja lod hånden blive liggende. Ikke for at starte forfra. Bare fordi maven under den var varm, og fordi Marianne ikke flyttede den.
«Du tænker,» sagde Marianne.
«Du kan ikke vide det.»
«Jo. Du får den der fure. Lige her.» Hun strøg Freja mellem øjenbrynene med en finger, der stadig lugtede af dem. «Samme fure som når jeg rammer forkert i monologen.»
«Den monolog er for lang.»
«Den monolog er derfor, folk køber billet.»
Freja åbnede munden. Lukked e den igen. Marianne så det og smilede skævt.
«Der. Du ville have sagt noget skarpt. Og så lod du være.»
«Fordi du ligger her uden tøj. Det er snyd.»
«Det er konsekvens.»
De lå stille. Sofaen var for smal. Frejas lange ben hang ud over kanten, Mariannes ryg var krummet ind mod rygstøtten. Et sted i huset tikkede et gammelt ur, som ingen havde sat. Spejlet lyste videre, ligegyldigt, som om det stadig ventede på en skuespiller, der skulle pudre næsen.
«Jeg hadede det,» sagde Freja til sidst. «At jeg lagde mærke til din mund, når du blev vred. Ikke replikkerne. Munden.»
Marianne kiggede på hende. Sminken var smurt under øjnene. De grå striber i håret klæbede lidt til tindingen.
«Og jeg hadede, at du blev højere i stemmen, jo tættere du kom. Som om volumen kunne dække over det.»
«Dækkede det?»
«Nej.»
Freja skubbede sig tættere. Hendes slanke lår gled ind mellem Mariannes. Hud mod hud, uden at nogen af dem skyndte sig. Hun kyssede hende langsomt, og Marianne svarede uden kamp. Det var det mærkeligste ved det hele. At skænderiet kunne ligge stille og alligevel være der, under huden, som varme.
Marianne førte hånden ned mellem Frejas ben igen. Freja trak vejret ind, overfølsom, og greb hendes håndled.
«Jeg kan næsten ikke.»
«Så sig stop.»
Freja sagde det ikke. Hun holdt bare fast, mens Marianne strøg hende, let, næsten kun med fingerspidserne. Det var værre end før. Langsommere. Uden noget at skjule det bag. Freja pressede panden mod Mariannes skulder og åndede derned, korte, ujævne træk, indtil det samlede sig i hende igen, blødere denne gang, uden det skarpe. Hun kom med lukkede øjne og Mariannes navn et sted i det, næsten uden stemme.
Marianne kyssede hende i håret, der hvor det var barberet, og lod hånden blive, indtil Freja selv flyttede den.
«Okay,» hviskede Freja. «Nu er jeg færdig med at være skarp et øjeblik.»
«Skriv det i kalenderen.»
«Hold kæft.»
«Der er hun.»
De lo begge to, lavt, træt. Marianne strakte sig efter Frejas T-shirt på gulvet og ramte den ikke. Freja måtte næsten rulle af sofaen for at samle tøjet op. Kulden ramte huden med det samme. Hun rakte kjolen til Marianne uden kommentar.
De klædte sig på klodset. Ikke som folk, der skyndte sig at skjule noget. Mere som folk, der pludselig huskede, at der fandtes lynlåse og seler og et hus, der ikke var bygget til det her. Marianne fik BH’en på skævt og svor. Freja hjalp hende, fingrene sikre i ryggen, og de stod for tæt igen, mens spændet smækkede.
«Du er stadig for høj til det her rum,» mumlede Marianne.
«Du er stadig i vejen i mit lys.»
«Dit lys. Hør hende.»
Freja trak T-shirten over hovedet. Tatoveringerne forsvandt under stoffet, én efter én. Hun så på Marianne i spejlet, mens hun selv spændte bæltet. Den fyldige krop i den halvt lukkede kjole. Håret i uorden. Ikke en rolle. Bare hende.
«Jeg slukker pærerne,» sagde Freja.
«Gør det. De har set nok.»
Freja gik hen og drejede kontakten. Spejlet blev mørkt. Det gule forsvandt, og rummet faldt tilbage til det rigtige bakscenelys: en nøgen pære i loftet, kulissen udenfor, lugten af støv og tørt træ. Marianne stod i det og så pludselig ældre ud. Ikke dårligere. Bare tydeligere. Tooghalvtreds. Grå striber. En krop, der havde stået på et gulv i mange år.
Freja kunne lide det. Hun sagde det ikke. Hun gik hen og rettede kjolens udskæring alligevel, som om det var en cue.
«Der er efterfest,» sagde Marianne. «De venter sikkert.»
«Jeg sagde, jeg lukkede lyset.»
«Og det gjorde du. Til sidst.»
«Kommer du?»
Marianne tog sin jakke over stolen. Hun tøvede med den i hånden, ikke med blikket.
«Til efterfesten? Eller med dig?»
Freja stod med headsettet slæbende om halsen igen, som da hun kom ned fra broen. Det føltes mærkeligt at have det på nu.
«Jeg går ikke over på caféen og lader, som om jeg har siddet og lukket dæmpere i en halv time.»
«Nej,» sagde Marianne. «Det ville du være elendig til.»
Hun gik hen til Freja. Løftede sig på tæerne og kyssede hende én gang, kort, fast, uden at det skulle blive til mere her. Læbestiften var væk. Munden var bare mund.
«Jeg tager hjem,» sagde hun. «Mine fødder er færdige, og jeg har ikke tænkt mig at stå i en bar og smile til anmeldere.»
«Så går jeg med til døren.»
«Du bor den anden vej.»
«Jeg ved, hvor døren er. Jeg arbejder her.»
«Freja.»
«Hvad?»
Marianne rystede på hovedet, men hun smilede. «Du skal ikke følge mig hjem. Ikke i nat. Så bliver det til noget, vi skal forklare, før vi selv ved, hvad det er.»
Freja nikkede. Det irriterede hende, at det var fornuftigt. Det irriterede hende, at hun var enig.
De gik ud gennem kulissen. Det store tæppe hang tungt. Scenegulvet var mørkt, kun sikkerhedslyset i hjørnerne. Freja så automatisk op mod broen. Tom. Hendes pulte slukkede. Forestillingen var ovre.
Ved sidedøren stoppede Marianne. Aftenen udenfor var kølig. Der kom stemmer fra caféen overfor, latter, et glas.
«I mandags,» sagde Marianne. «Da du råbte ned til mig, at jeg skulle tage et skridt tilbage.»
«Du stod i skygge.»
«Jeg ved det. Jeg gjorde det alligevel. Fordi du kiggede.»
Freja lænede sig med skulderen i dørkarmen. «Så var det ikke kun lyset.»
«Nej. Det har det ikke været længe.»
De stod der. Ingen af dem rakte hånden ud. Det var ikke nødvendigt. Det var allerede sket.
«Når vi ses til næste forestilling,» sagde Freja, «så skal du stadig ramme dit mærke.»
«Og du skal stadig lade være med at tale til mig, som om jeg er en lampe.»
«Det gør jeg ikke.»
«Jo. Det gør du. Bare med en anden lyd i stemmen nu.»
Marianne åbnede døren. Kulden kom ind. Hun så på Freja et sidste sekund, lav, fyldig, jakken slået over det ødelagte kostume, og så gik hun ud i gaden uden at vende sig.
Freja blev stående, indtil døren faldt i. Så gik hun tilbage gennem mørket, op ad den smalle trappe til lysbroen, og slukkede det sidste, hun havde glemt. Huset lå stille. I omklædningsrummet lugtede der stadig af pudder og hud.
Hun tog headsettet af og lagde det på pulten.
Næste forestilling var om tre dage. Marianne ville træde et skridt for langt frem. Freja ville sige det. Og ingen af dem ville længere kunne lade, som om det bare handlede om lys.
