Det var onsdag aften, og huset var tomt.
Nanna stod midt på den mørke scene med hænderne i siderne og en gammel, slidt direktørstol trukket frem fra rekvisitlageret. Kun arbejdslyset over orkestergraven var tændt. Det lagde gult skær ned over hendes blonde fletning og de tætte tatoveringer på underarmene, hver gang hun pegede. Hun var seksogtredive, høj og muskuløs på den måde, man bliver det af at slæbe truss og tårne i ti år. Hun lugtede af snøre og håndcreme.
Malik kom ind fra venstre med et coil kabel over skulderen, selvom de ikke skulle bruge det. Enogtredive, blød over maven, mørk hud, tætklippet hår og det overskæg, hun havde kigget for længe på i ugevis. Han stillede kablet og kiggede på hende, som om han allerede vidste, at øvelsen var ved at skifte karakter.
Personalefesten var om fredagen. Nogen i administrationen havde fået den idé, at teknikken skulle lave et lille improviseret nummer. Den strenge instruktør og den stakkels tekniker. Billig latter. De havde øvet tre gange, og det var blevet for godt.
»Tag den forfra,« sagde Nanna. »Og smil ikke, når jeg skælder ud.«
»Jeg smilede ikke.«
»Jo. I øjnene.«
Han pustede ud. »Du er for skrap. Folk skal tro, det er sjovt.«
»Måske er det ikke kun sjovt.«
Hun havde ment det som en spydighed. Det landede midt imellem dem og blev liggende.
De tog scenen. Hun gik tæt på. For tæt til en sketch. Hun rettede hans skulder med hele hånden, ikke bare fingrene, og lod den blive et sekund for længe. Da hun sagde, at han skulle på knæ og samle det fiktive stik op, gjorde han det uden at blinke. Knæene ramte scenegulvet med et blødt dunk. Han kiggede op. Ikke som en tekniker, der spillede med. Som en mand, der ventede på næste sætning.
Nanna mærkede det i maven, lavt og tydeligt.
»Stop,« sagde hun.
Han blev siddende.
»Rejs dig.«
Han rejste sig. Deres ansigter var for tæt på hinanden. Hun kunne se sveden i hårgrænsen og det lille træk ved munden, han brugte, når han tænkte for meget.
»Det der var ikke øvelse,« sagde hun.
»Nej.«
De gik ud i kulissen. Det lugtede af støv, gammel røgvæske og maling. Nanna lænede sig op ad en stige og krydsede armene, så tatoveringerne strammede.
»Jeg vil lave en privat version,« sagde hun. »Med rigtige grænser. Og vi skifter. Jeg gider ikke bare være hende, der bestemmer, og du skal ikke bare være ham, der bukker. Men jeg vil gerne prøve begge dele. Med dig. Hvis du vil.«
Malik kiggede på hendes hænder, så på hendes mund, så i øjnene.
»Hvor privat?«
»Her. I aften, hvis du har lyst. Ingen andre. Ting, vi siger ja til på forhånd. Stopord. Og så ruller vi, indtil en af os siger fra.«
Han nikkede langsomt. Ikke forskrækket. Koncentreret, som når han hængte en lampe, der ikke måtte ramme nogen.
»Ja,« sagde han. »Men vi gør det ordentligt.«
De satte sig på kanten af scenen med benene ude over orkestergraven. Nanna fandt en spritpen i lommen og skrev på bagsiden af et gammelt køreseddelark, fordi det var det, hun havde.
Stopord: sort.
Ingen blod. Ingen mærker, der ikke kunne skjules under en t-shirt. Ingen billeder. Ingen andre involveret. De måtte røre, klæde af, binde med det, der lå i rummet – snøre, gaffatape over tøjet, et tørklæde, hvis det kom så vidt. Sex var tilladt, hvis det opstod. Anal kun hvis den, der tog imod, bad om det. De skiftede, når den, der styrede, sagde skift, eller når den anden bad om det. Efter hver runde tjek.
»Jeg vil kunne sige skift, også hvis jeg er den, der ligger ned,« sagde Malik.
»Ja.«
»Og du må gerne være hård i munden. Bare ikke nedladende på den kedelige måde.«
Nanna smilede skævt. »Det kan jeg godt skelne.«
»Hvad med dig?«
»Jeg vil gerne mærke, at du tør, når det er din tur. Ikke spille. Tør. Og jeg vil have, at du siger fra, hvis jeg rammer forkert. Ikke trække den.«
»Okay.«
De sad stille et øjeblik. Et køretøj kørte forbi ude på gaden. Indenfor var der kun blæseren i loftet.
»Hvem starter?« spurgte han.
»Jeg,« sagde Nanna. »Du har allerede været på knæ en gang. Så tager jeg den første. Bagefter er det din.«
Han nikkede.
De gik bagom til teknikerrummet. Det var deres rum: arbejdsbord, værktøjstavle, en udslidt toperssofa, der havde overlevet tre forestillinger for meget, og et slør af støv i lamperne. Nanna låste døren. Nøglen ramte metallet med et lille, klart klik, der lød højere, end det burde.
Hun vendte sig.
»Fra nu af er det ikke en sketch,« sagde hun. Stemmen var den samme som på scenen, bare langsommere. »Du svarer, når jeg spørger. Du rører, når jeg siger det. Du kigger på mig, medmindre jeg siger noget andet. Hvis det bliver for meget: sort. Forstår du?«
»Ja.«
»Ja, hvad?«
Han slugte. Der gik et halvt sekund, hvor han kunne have grinet det væk. Han gjorde det ikke.
»Ja, Nanna.«
Hun mærkede varmen slå op i brystet. Ikke fordi ordet var specielt. Fordi han sagde det uden at spille.
»Kom her.«
Han kom. Hun var næsten et hoved højere, når hun rettede ryggen. Hun tog fat i hans t-shirt foran brystet og trak ham ind, indtil maven ramte hendes. Han var blød dér, varm, og hun kunne mærke hans åndedræt mod halsen.
»Hænderne bag ryggen.«
Han gjorde det. Hun lod sin hånd glide op ad hans hals, tommelfingeren langs kæben, indtil den ramte overskægget. Hun havde tænkt på den mund i uger. Nu holdt hun den.
»Du må gerne være nervøs,« sagde hun. »Du må bare ikke gemme det.«
»Jeg er nervøs.«
»Godt.«
Hun kyssede ham. Ikke blidt. Munden åbnede sig med det samme, og han svarede, stadig med hænderne bag ryggen, som om han var bange for at ødelægge det ved at røre for tidligt. Hun bed ham let i underlæben og mærkede ham trække vejret ind. Hendes anden hånd gled ned over hans mave, under t-shirten, hen over den bløde hud. Han var ikke stram. Han var varm og ægte, og det gjorde hende våd på en måde, hun ikke havde planlagt at sige højt endnu.
Hun trak trøjen op. Han løftede armene, da hun tillod det. Brystet var mørkt, med lidt hår, maven blød. Hun lod neglene køre hen over ham, ikke for at rive, bare for at han skulle mærke, at hun var der.
»Bukserne,« sagde hun. »Langsomt.«
Han åbnede bæltet. Hænderne rystede en anelse. Hun så det og sagde ingenting. Jeansen gled ned. Boxershorts. Han var allerede halvstiv, og han kiggede væk et sekund, som om det var pinligt at blive set på den måde af en kollega.
»Kig på mig.«
Han gjorde det.
»Det der er tilladt,« sagde hun. »Det er faktisk meningen.«
Hun skubbede ham blidt, indtil han ramte kanten af sofaen og satte sig. Hun blev stående. Trak sin egen hættetrøje af. Under den havde hun en sort tanktop, der sad tæt. Skuldrene var brede, armene markerede, fletningen faldt frem over den ene. Hun så ham sluge, da hans blik gled over hende.
»Du må røre mine lår. Ikke højere. Endnu.«
Hans hænder landede på hendes jeans. Store, varme, usikre. Hun trådte tættere, så hans ansigt var ud for hendes mave, og hun tog fat i hans hår. Kort, ru. Hun holdt ham der.
»Åbn munden.«
Han gjorde det. Hun trak tanktoppen op nok til, at han kunne kysse huden over bukselinningen. Hans overskæg kradede. Hun mærkede det hele vejen ned. Et lille, ufrivilligt åndedrag slap ud af hende.
»Sådan,« sagde hun. »Du er god, når du lytter.«
Han kiggede op. Øjnene var mørke og helt vågne.
»Må jeg sige noget?«
»Ja.«
»Jeg har tænkt på det her længere, end jeg vil indrømme.«
Nanna smilede, men det var ikke et vittigt smil. Det var det smil, hun brugte, når en løftestrop sad rigtigt første gang.
»Så tænker vi det samme.«
Hun gik ned på hug foran ham. Ikke underdanigt. Praktisk, som når hun skulle se en bolt i øjnene. Hun trak hans boxershorts ned. Hans pik var mørkere end resten af ham, tung, allerede våd i spidsen. Hun tog den ikke i munden med det samme. Hun holdt om den, tommelfingeren hen over hovedet, og så ham spænde i maven.
»Du rører ikke mit hoved, medmindre jeg tager din hånd derned. Du siger, hvis du er tæt på. Du kommer ikke, før jeg siger det. Forstår du?«
»Ja, Nanna.«
Hun slikkede ham. Langsomt, fra rod til spids, og tog ham så i munden. Han stønede lavt, et råt, ærligt lyd, der slet ikke hørte til i et teknikerrum. Hun kunne mærke ham dirre. Hendes fletning faldt frem, og hun skubbede den tilbage med den tatoverede underarm, uden at slippe ham.
Hun arbejdede ham med mund og hånd, ikke for at gøre det færdigt, men for at sætte tempoet. Hver gang han spændte, stoppede hun og kiggede op. Han bandede stille. Hun smilede med læberne stadig tæt på ham.
»Du hader det,« sagde hun.
»Jeg hader, at jeg kan lide det.«
»Det er okay. Du skal nok få din tur.«
Hun rejste sig, tørrede munden med håndryggen og begyndte at åbne sine egne bukser. Malik sad med pikken blank og våd og hænderne knyttet i sofaen, som om han hele tiden skulle huske reglerne.
Nanna skubbede jeansen og trusserne ned og trådte ud af dem. Hun var bar nedertil, muskuløs i lårene, med lyst hår mellem benene. Hun var allerede våd. Hun så ham se det.
»Spørg,« sagde hun.
Han rømmede sig. »Må jeg røre dig?«
»Ja. Fingrene. Langsomt. Og du kigger på mig, mens du gør det.«
Han rakte ud. Fingrene fandt hende, varme og usikre i starten, så mere sikre, da hun åndede ud og spredte benene lidt. Han gled ind mellem læberne, fandt hendes klit, og hun tog fat i hans skulder, hårdt, ikke for at styre ham væk, men for at holde sig selv.
»Der,« sagde hun. »Bliv der. Cirkler. Ikke for hurtigt.«
Han gjorde, som hun sagde. Han var bedre, end hun havde turdet håbe. Måske fordi han lyttede. Måske fordi han havde tænkt på det. Hun stod med den ene fod på sofaen ved siden af ham, åben, og lod ham arbejde, indtil hendes lår begyndte at ryste.
»Stop.«
Han stoppede med det samme. Fingrene blev liggende, våde.
Nanna bøjede sig ned og kyssede ham igen, dybt, og hun kunne smage sig selv på hans mund, da hun slap.
»På gulvet,« sagde hun. »På ryggen. Puden under hovedet.«
Han gled ned på det slidte linoleum. Hun smed sofaens pude efter ham. Så stillede hun sig over ham, et ben på hver side, og sænkede sig, indtil hun næsten rørte hans mund.
»Nu bruger du tungen. Du stopper, når jeg siger det. Du er ikke færdig, før jeg er det. Og du holder dine hænder nede, indtil jeg giver dig dem.«
Malik kiggede op på hende fra gulvet. Overskæg, mørke øjne, blød krop mod det kolde gulv. Han nikkede.
»Ja, Nanna.«
Hun sænkede sig.
Hendes varme mødte hans mund. Malik stivnede et sekund, så strakte han tungen op. Hænderne blev liggende ved siden af kroppen, knyttet, som om han fysisk holdt sig selv i skak.
Nanna åndede ud, tungt. Hun greb kanten af sofaen med den ene hånd og hans korte hår med den anden. Fletningen faldt frem over skulderen. Hans overskæg kradede, ru og præcist, og det sendte et stød op gennem maven på hende.
»Langsomt,« sagde hun. »Hele vejen. Du slikker, hvor jeg sætter dig.«
Han gjorde det. Ikke vildt. Ikke som en, der skulle bevise noget. Han fulgte hendes hofter, da hun rullede dem frem, fandt hendes klit og blev der, da hun strammede grebet i hans hår. Lyden fra ham var dæmpet, våd, og hun kunne mærke, at han stønede ind i hende.
»Sådan. Du er ikke i gang med at redde noget. Du er i gang med at lytte.«
Hun sænkede sig tungere. Lårene, de muskuløse, ramte hans ører. Hun var tung på den måde, hun var det i virkeligheden, og hun lod ham mærke vægten. Malik’s hænder rykede, som om de ville op ad hendes lår. Han stoppede dem selv.
Nanna så det.
»Godt,« sagde hun hæst. »Du husker det.«
Hun brugte ham. Ikke brutalt. Bestemt. Små bevægelser, så hans tunge ramte det rigtige sted igen og igen. Varmen samlede sig lavt, skarpt. Hun bøjede nakken tilbage og kiggede op i det støvede loft, hvor en gammel arbejdslampe hang skævt.
»Kig ikke væk, når jeg kigger ned,« sagde hun og sænkede hovedet igen.
Han kiggede. Øjnene var blanke. Munden travl. Hun holdt ham fast og kom sådan, med åbne øjne, med et lavt, sammenbidt støn, der ikke lød som noget, hun havde øvet. Lårene rystede. Hun släppede hans hår, men blev siddende et øjeblik, mens efterrystelserne gik gennem hende.
»Stop.«
Han stoppede. Læberne skinnede. Han pustede imod hendes inderside, varmt.
Nanna løftede sig, stadig svimmel, og satte sig over hans hofter i stedet. Hans pik lå hård og våd op ad hendes mave. Hun tog den i hånden og gled frem og tilbage over den, uden at tage ham ind endnu.
»Du har været dygtig,« sagde hun. »Så nu får du at mærke, hvad det koster.«
»Nanna—«
»Jeg har ikke spurgt.«
Hun smilede skævt, ikke ondskabsfuldt, mere som om hun kunne lide, at han næsten sagde hendes navn forkert. Hun førte ham hen til sig og sænkede sig. Langsomt. Han fyldte hende, tyk og varm, og hans mund åbnede sig uden lyd.
Hun lagde hænderne på hans bryst. Den bløde mave under hende. De tatoverede underarme, når hun støttede sig. Hun red ham i et tempo, hun selv satte. Ikke et show. Tæt. Hofterne slog imod ham, og sofaen var for langt væk til at være til nogen hjælp, så det var bare gulv, krop og den låste dør.
»Hænderne på mine hofter,« sagde hun. »Du styrer ikke. Du holder.«
Hans hænder landede. Store, varme, usikre i grebet, indtil hun nikkede. Han holdt. Hun bøjede sig ned og kyssede ham, smagte sig selv, bed ham i underlæben igen. Han stønede op i munden på hende.
»Du er tæt på,« sagde hun imod hans mund. Det var ikke et spørgsmål.
»Ja.«
»Sig det ordentligt.«
»Jeg er tæt på, Nanna.«
Hun rettede sig, tog hans hånd og førte den ind mellem dem, hen på hendes klit.
»Cirkler. Samme som før. Du kommer, når jeg siger det. Ikke et sekund før.«
Han nikkede, kort, koncentreret, kæben spændt. Fingrene fandt rytmen, mens hun bevægede sig på ham. Hun kunne se kampen i ham. Den bløde krop under hende, der spændte, slap, spændte igen. Hun kunne også mærke sig selv bygge op for anden gang, mere dump, mere dyb.
»Kig på mig.«
Han gjorde det. Der var ikke noget sketch tilbage i det blik.
»Nu,« sagde hun.
Han kom med et råt, brudt åndedrag, hofterne løftet fra gulvet, hænderne krampende om hende. Hun blev på ham, tog imod det, og lod sin egen orgasm følge med, mindre skarp end den første, men længere. Hun bøjede sig forover og hvilede panden mod hans, mens de pustede hinanden i ansigtet.
Der gik et stykke tid, hvor ingen sagde noget. En radiator tikke et sted bag værktøjstavlen. Nanna rullede af ham og satte sig op ad sofaen med ryggen mod kanten. Malik blev liggende et øjeblik, så satte han sig op, nøgen, med puden stadig under nakken, som om han ikke rigtig vidste, hvor han skulle gøre af armene.
»Tjek,« sagde hun. Stemmen var hæs, men klar. »Sort?«
»Nej.« Han rystede på hovedet. »Det var… meget. Men nej.«
»Kroppen?«
Han kiggede ned på sig selv, næsten lattermild et sekund. »Gulvet er koldt. Ellers fint.«
»Hovedet?«
Han tøvede. »Jeg havde ikke tænkt, at det ville føles så… rigtigt. At du sagde det. Og at jeg bare gjorde det.«
Nanna nikkede. Hun trak tanktoppen ned, ikke for at dække sig, mere som en pause. Fletningen var blevet løs. Hun samlede den automatisk, som hun plejede, når hun skulle tænke.
»Mig heller ikke,« sagde hun. »Jeg mente det med at skifte. Hvis du stadig vil.«
Malik kiggede på hende. Ikke som den, der havde ligget under hende. Som den, der vejede noget.
»Jeg vil. Men så er det ikke en sketch, jeg laver ovenpå det her. Så tør jeg.«
»Det er det, jeg bad om.«
Han rejste sig. Langsommere, end hun havde gjort. Han var stadig blød over maven, stadig med overskægget vådt, stadig Malik. Men han gik hen til værktøjstavlen og tog et stykke sort snøre ned, det de brugte til at binde kabler op med. Han vendte det i hænderne.
»Kom herhen,« sagde han.
Nanna mærkede det i nakken. Ikke frygt. Et skift.
Hun rejste sig. Hun var stadig den højeste. Det ændrede ikke noget, da han pegede på sofaen.
»Sæt dig. Hænderne frem.«
Hun satte sig. Rakte hænderne frem, håndleddene samlet. Han bandt dem, ikke for stramt, men så hun kunne mærke det. Knuden var en rigtig knude. Selvfølgelig var den det.
Han stod foran hende. Kiggede ned. Der gik et øjeblik, hvor hun kunne se ham finde stemmen, ikke låne den.
»Fra nu af svarer du, når jeg spørger,« sagde han. Lavt. Stabilt. »Du rører, når jeg siger det. Hvis det bliver for meget: sort. Forstår du?«
Nanna slikkede sig om munden. Hun kunne stadig smage ham.
»Ja.«
Han ventede.
Hun trak vejret ind.
»Ja, Malik.«
Noget i hans ansigt ændrede sig. Ikke et smil. Noget tættere.
Han tog fat i hendes fletning, ikke hårdt, bare nok til at løfte hendes ansigt. Tommelfingeren strøg hen over hendes underlæbe.
»Du har styret længe nok,« sagde han. »Nu skal du mærke, at jeg har hørt efter.«
Han trak hende op at stå. Fletningen i hans hånd var et fast greb, ikke et vildt. Hun måtte følge, selvom hun var den højeste. Deres kroppe ramte hinanden: hendes stramme mave mod hans bløde, hendes bundne håndled mellem dem.
Han kyssede hende langsomt. Ikke for at efterligne hende. For at sætte sit eget tempo. Nanna åbnede munden, da hans tunge ramte hendes, og de bundne hænder knugede sig ind i hans brysthår.
»Du rører her,« sagde han imod hendes mund. »Ikke lavere. Endnu.«
»Ja, Malik.«
Han smilede næsten. Bare i øjnene. Han slap fletningen og tog fat i kanten af hendes tanktop. Hun løftede de bundne arme, så han kunne trække den af. Brysterne var faste, lyse, med små brune vorter, der allerede stod. Han kiggede, uden at skynde sig. Hænderne gled op over hendes ribben, hen over tatoveringerne på underarmene, tommelfingrene hen over vorterne, indtil hun trak vejret ind mellem tænderne.
»Du kan lide at blive set på,« sagde han.
»Af dig. Ja.«
»Godt. Så kigger jeg.«
Han bøjede sig og tog en vorte i munden. Overskægget kradede. Hun spændte i skuldrene, de bundne hænder landede i hans korte hår, og han lod dem blive. Han suttede, bed let, skiftede side. Den anden hånd gled ned mellem hendes ben, hvor hun stadig var våd efter før. To fingre gled ind uden videre. Hun var åben. Han mærkede det og stønede lavt imod hendes bryst.
»Stille,« sagde han, da hun begyndte at bevæge hofterne imod hans hånd. »Du får det. Du får det, når jeg siger det.«
Nanna frøs hofterne. Det kostede hende noget. Han kunne se det i kæben.
»Sådan.«
Han arbejdede hende med fingrene, langsomt, bøjet, tommelfingeren udefra på klitten i korte tryk. Hun stod med spredte ben på linoleumet, høj, muskuløs, bundet, og han kunne mærke hendes lår dirre. Han rettede sig og kiggede hende i øjnene, mens han blev ved.
»Sig, hvad du vil have.«
Hun slikkede sig om munden. »Dig. Indeni. Men du skal ikke spørge, som om du er i tvivl.«
»Jeg er ikke i tvivl.«
Han trak fingrene ud, viste hende dem, og hun tog dem i munden uden at blive bedt om det. Han trak vejret ind.
»Ned. Sofaen. På knæ, vendt væk fra mig. Albuerne i sædet, hvis du kan med hænderne.«
Hun gjorde det. Det så mærkeligt rigtigt ud: den høje krop foldet frem, den blonde fletning hen over den ene skulder, de tatoverede underarme samlet, røven i vejret. Malik stod et øjeblik bare og så på hende. Så gik han tæt på, lagde hænderne på hendes hofter og strøg tommelfingrene hen over de små huller i lænden.
Han gik ned på hug bag hende og slikkede hende. Fra klit og bagud, langsomt, indtil hun stønede ind i sofaens betræk. Han holdt hendes hofter fast, da hun ville presse sig tilbage.
»Du bliver,« sagde han. Stemmen var hæs nu. »Du åbner. Du tigger ikke. Du venter.«
»Malik—«
»Jeg hørte dig.«
Han rejste sig. Hans pik ramte hendes inderside, glat, varm. Han førte sig selv hen, gled ind i ét langt tryk, indtil hoften sad tæt mod hende. Nanna åndede ud, et langt, brudt åndedrag. Han blev stille inde i hende. Hænderne om hendes talje, den bløde mave mod hendes røv.
»Mærker du det?«
»Ja.«
»Sig det.«
»Jeg mærker dig. Hele vejen.«
Han begyndte at bevæge sig. Ikke vildt i starten. Dybt. Hver stød skubbede hende frem i sofaen, så hun måtte spænde i armene. Snøret om håndleddene strammede, da hun greb betrækket. Han lagde en hånd i hendes fletning og løftede hendes hoved, ikke for at gøre ondt, for at hun skulle være åben i nakken.
»Du styrede mig på gulvet,« sagde han tæt ved hendes øre, mens han stødte. »Nu er det mig, der tæller. Du kommer, når jeg vil have det. Du siger, hvis du er tæt på. Du gemmer det ikke.«
»Jeg er allerede—« Hun afbrød sig selv med et støn, da han ramte anderledes. »Tæt. Fuck. Malik.«
»Ikke endnu.«
Han slap fletningen, lagde sig tungere over hende, den bløde krop dækkede hendes ryg. En hånd gled rundt om hende, fandt klitten, og han gnubbede i samme rytme som hofterne. Sofaen knirkede. Nanna pressede panden ned i sædet. Hun var våd ned ad lårene. Han kunne høre det.
»Du er så fucking våd,« sagde han, og det lød ikke som en replik. Det lød som noget, han ikke kunne lade være med at sige.
»Fordi du tør,« fik hun frem. »Endelig.«
Han stødte hårdere. Hånden på klitten blev fastere. Hun spændte om ham, og han bandede stille ind i hendes skulder.
»Nu,« sagde han. »Kom. Jeg vil mærke det.«
Hun kom med et råt, åbent lyd, kroppen slået i bølger under ham, de bundne hænder krampede. Han holdt hende igennem det, blev ved, indtil hun rystede og prøvede at trække sig lidt frem. Han slap klitten, greb hofterne og stødte sig selv i mål med tre, fire dybe bevægelser. Han kom inde i hende, stille i starten, så med et brudt støn imod hendes nakke, maven spændt, hænderne fast om hende.
De blev sådan. Ham over hende. Hende med kinden mod sofaen. Åndedrættet synkroniserede langsomt.
Han kyssede hende mellem skulderbladene, én gang, og løsnede knuden. Snøret faldt. Nanna rullede håndleddene, mærkede blodet, og han tog hendes hænder og gned om dem, automatisk, som man tjekker et strop.
»Tjek,« sagde han lavt. »Sort?«
»Nej.« Hun vendte hovedet nok til at se ham i øjenkrogen. »Det var rigtigt. Du var rigtig.«
»Håndleddene?«
»De er fine. Du bandt som en tekniker.«
Han pustede noget, der næsten var et grin, og gled ud af hende. De endte siddende på gulvet med ryggen op ad sofaen, nøgne, klistrede, med teknikerrummets støv i lungerne. Nanna lagde den tatoverede underarm hen over hans lår. Malik lod den blive.
»Skift,« sagde hun efter et stykke tid. Ikke skarpt. Afprøvende. »Hvis du har mere i dig. Ikke fordi det mangler. Fordi jeg gerne vil se, om vi kan gøre det uden at det bliver en kamp om, hvem der vinder.«
Han kiggede på hende. Sved i hårgrænsen. Overskægget rodet.
»Så er det ikke din tur eller min,« sagde han. »Så er det os, der tager hinanden.«
»Ja.«
Hun kravlede over i hans skød, stadig høj, stadig muskuløs, og han tog imod hende. De kyssede anderledes nu. Mindre kommando. Mere sult. Hans hænder gled op ad hendes ryg. Hendes fingre fandt hans nakke.
Nanna løftede sig og tog ham ind igen, langsomt, mens hun kiggede på ham. Han var ikke helt stiv endnu, men han blev det i hende. Hun bevægede sig i små, tætte ryk. Han mødte hende nedefra. Ingen sagde ja Nanna eller ja Malik. De bare åndede, stødte, holdt.
»Der,« hviskede hun, da hans tommelfinger fandt hendes klit igen.
»Jeg ved det.«
Det byggede langsommere. Tættere. Hun kom først, med ansigtet i hans hals, tænderne imod hans hud, uden at bide hårdt nok til at sætte mærke. Han fulgte med, hænderne i hendes fletning, hoften løftet, et langt støn, der døde ud imod hendes hår.
Bagefter blev de siddende i hinanden. Et kabelhus tikke svagt ude fra væggen. Nanna strøg ham over den bløde mave med bagsiden af fingrene.
»Personalefesten,« sagde hun. »Sketchene. Det bliver mærkeligt.«
»Det bliver en sketch,« sagde Malik. »Det her er ikke.«
Hun nikkede. Kyste ham én gang til, kort, på munden, og hvilede panden mod hans.
De blev siddende, indtil åndedrættet ikke længere var arbejde.
Nanna mærkede hans hjerte under kinden, da hun flyttede sig lidt. Malik’s hånd lå i hendes nakke, tommelfingeren stille, som om han stadig tjekkede, at hun var der. Rummet var det samme: værktøjstavle, støv, den udslidte sofa, den låste dør. Alligevel var det, som om lyset havde skiftet farve.
»Jeg skal op,« sagde hun. »Benene sover.«
Han hjalp hende, uden at gøre det til en scene. Hun satte sig på sofaen. Han gik hen til vasken i hjørnet, den der altid løb lidt, og kom tilbage med et par papirhåndklæder, der lugtede af billig sæbe. Ingen af dem sagde noget pinligt. Han rakte hende et. Hun tog det. De tørrede sig, praktisk, næsten som efter et slæb, bare langsommere.
Nanna rullede håndleddene igen. Der var et svagt mærke, rødt, som ville være væk inden morgen. Hun kiggede på det og så, at han også kiggede.
»Det må gerne være der i nat,« sagde hun. »Bare ikke i morgen på arbejde.«
»Jeg ved det. Vi skrev det.«
Han samlede snøret op fra gulvet, rullede det pænt og hængte det tilbage på tavlen, præcis hvor det havde siddet. Gestussen ramte hende hårdere end den burde. Som om han lagde legen fra sig uden at slette den.
Hun fandt sin tanktop og trak den over hovedet. Jeansen lå i en bunke ved sofaen. Hun tog den på uden trusser, fordi hun ikke gad lede. Malik gik i boxershorts og t-shirt. Overskægget var stadig rodet. Hun række ud og strøg det på plads med to fingre, uden at spørge.
Han blev stille under hånden.
»Det der,« sagde han. »Det med at skifte. Jeg troede, det ville føles som at bytte job. Som at den ene havde ret, og så den anden. Men det gjorde det ikke.«
»Hvad gjorde det så?«
Han tænkte. Kiggede på hendes mund, så væk, så tilbage.
»Som om vi begge to blev set. Også da jeg lå på gulvet. Også da du var på knæ i sofaen. Jeg var bange for, at jeg ville spille den hårde, når det blev min tur. Eller at du ville lade, som om du gav slip, uden at gøre det.«
Nanna trak vejret ind gennem næsen. Fletningen hang løs nu. Hun lod den.
»Jeg gav slip,« sagde hun. »Det var det, der overraskede mig. Jeg er vant til at bære. Tårne. Folk. Stemningen i et rum. Jeg havde ikke tænkt, at det ville være… rart. At du tog det. Og at jeg kunne mærke, at du ikke gjorde det for at vinde over mig.«
»Jeg ville ikke vinde.«
»Jeg ved det nu.«
De sad med et mellemrum mellem lårene, nok til at det ikke var sex længere, for lidt til at det var kolleger. Et lastbil bakkede et sted ude i gaden. Indenfor var der kun blæseren.
»Hvis vi gør det igen,« sagde Malik, »så vil jeg stadig have stopordet. Og skift. Jeg vil ikke have, at det bliver noget, vi skylder hinanden efter en lang dag.«
»Enig.« Nanna nikkede. »Og ikke her, hvis huset ikke er tomt. Jeg gider ikke kigge over skulderen.«
»Nej.«
Hun smilede skævt. »Du sagde ja for hurtigt i aften. På scenen. Jeg havde forberedt mig på, at du ville trække på smilebåndet og sige, at det var for mærkeligt.«
»Det er mærkeligt.« Han kiggede på sine hænder. »Det er også det, jeg har tænkt på, når du retter mine skuldre, og din hånd bliver et sekund for længe. Jeg har bare kaldt det noget andet.«
»Hvad da?«
»At du er skrap. At jeg er langsom. At vi arbejder godt sammen.« Han løftede blikket. »Det var løgn. I hvert fald en del af det.«
Nanna mærkede varmen igen, ikke skarp, mere som efter en forestilling, når lyset er slukket, og man stadig kan høre salen i kroppen.
Hun lænede sig ind og kyssede ham. Blødt. Hans overskæg kradede. Han kyssede tilbage, uden at tage styringen, uden at give den. Da de slap, blev deres pander ved med at røre hinanden et øjeblik.
»Kom,« sagde hun. »Vi skal ikke sove her.«
De gjorde rummet nogenlunde. Sofaen trukket på plads. Papir i skraldespanden. Nanna låste op. Nøglen ramte metallet igen, det samme klik som før, bare omvendt. De gik ud i kulissen. Det lugtede stadig af støv og gammel røgvæske. Scenen lå mørk, undtagen arbejdslyset over orkestergraven.
Malik standsede ved kanten. Nanna også. Direktørstolen stod der stadig, hvor hun havde trukket den frem.
Ingen af dem satte sig.
»Fredag,« sagde hun. »Sketchene. Jeg kan godt spille instruktøren, der skælder ud. Men jeg kigger ikke på dig, som jeg gjorde i aften.«
»Gør det alligevel lidt,« sagde han. »Bare ikke så det kan ses fra salen.«
Hun pustede ud, næsten et grin. »Du er værre, end du ser ud.«
»Det sagde du også med munden fuld.«
»Pas på.«
Han smilede. Rigtigt, denne gang. Hun skubbede ham let i armen med den tatoverede underarm, og han skubbede igen, blødere. De gik ned ad siden, gennem den tomme foyer, ud ad den dør, teknikken altid brugte.
Natten var kølig. Gaden var næsten tom. Nanna låste porten. Malik stod med hænderne i lommerne og kiggede på hende, mens hun drejede nøglen.
»Nanna.«
»Ja.«
»Tak fordi du sagde det højt. På scenen. I stedet for at lade det ligge.«
Hun puttede nøglerne i lommen. Kiggede på ham under gadelampen. Den høje krop, den blonde fletning, ham med den bløde mave og det tætklippede hår, stadig med noget af hende i øjnene.
»Tak fordi du ikke smilede det væk,« sagde hun.
De gik hen mod cyklerne. Ingen kys på fortovet. Ingen aftale skrevet ned. Bare to voksne, der havde fået mere, end en personalefest havde brug for, og som begge vidste, at de ville finde et tomt hus igen, når det var rigtigt.
Nanna satte foden på pedalen, vendte sig og kiggede tilbage. Malik nikkede. Hun nikkede igen.
Så kørte de hver sin vej, med det samme rum i kroppen, og med snøret hængende pænt på tavlen, som om ingenting var sket.
Noget var.
