Karen stod med ryggen til spejlet og trak håndklædet tættere om sig, selvom rummet allerede var varmt. Hun havde booket timen for tre uger siden, da ryggen igen var begyndt at stramme. En kollega havde sagt, at Jesper var dygtig og rolig. Ikke en af dem, der snakkede hele tiden.

Nu stod hun her alligevel og mærkede maven presse mod stoffet. Den tunge krop, hun ellers gik rundt med uden at tænke så meget over den, føltes pludselig meget synlig. Kort brunt hår i nakken. Hun smilede ikke. Det nervøse smil, hun ellers brugte, da hun mødte nye mennesker, sad fast.

Der blev banket let.

“Klar?”

Jespers stemme var lav. Hun mumlede ja og gik ind i rummet med brikse og dæmpet lys. Han stod ved siden af, bredskuldret, gråt hår, hænderne afslappede ned langs siden. 48 år. Rolig på en måde, der næsten irriterede hende, fordi hun selv var det stik modsatte.

“Læg dig på maven. Håndklædet kan du have hen over hoften. Sig til, hvis noget er for hårdt.”

Hun gjorde det. Vendte ansigtet mod hullet i brikse. Mærkede, hvordan hendes lår og mave fyldte mere, end hun brød sig om. Da hans hænder lagde sig på hendes skuldre, spændte hun med det samme.

“Du er meget spændt,” sagde han stille. Ikke bebrejdende. Bare en konstatering.

“Jeg ved det. Jeg er ikke så god til det her.”

“Det er okay. Vi tager det i dit tempo.”

Olien var varm. Hans hænder arbejdede sig ned langs ryggen med faste, rolige tryk. Hun stirrede ned i gulvet og tænkte på, hvordan hun så ud. Hudfolderne i siderne. Den bløde mave, der pressede ned mod brikse. Brysterne, der hang. Hun havde taget BH’en af, som han havde sagt, og nu kunne hun mærke, at håndklædet ikke dækkede det hele, når han arbejdede langs ribbenene.

Hun holdt vejret, hver gang hans tommelfingre kom tæt på.

“Du kan ånde,” sagde han. “Jeg mærker det, når du holder det inde.”

Hun pustede ud. Et kort, genert smil, som han ikke kunne se.

Hans hænder var store. Varme. De gled ned over lænden, ud til hoften, hvor hendes krop var tungest. Hun mærkede, at han ikke sprang noget over. Ikke trak sig. Han arbejdede, som om hendes krop bare var en krop. Men hun kunne mærke den alligevel. Hver centimeter. At hun blev set, også selvom hun lå med ansigtet nedad.

“Har du ondt her?” Han trykkede let ved siden af hoftekammen.

“Lidt. Det er der, det sidder.”

Han arbejdede videre. Længere nede. Hun mærkede håndklædet glide et stykke, da han skulle have fat i den nederste del af ryggen. Hun rakte automatisk ned for at trække det op igen.

“Det er okay,” sagde han. “Jeg dækker dig.”

Han gjorde det. Men hun havde allerede mærket luften mod huden. Den bløde bund, hun ellers gemte. Hun rødmede ind i puden.

Minutterne gik. Hun slap ikke. Hver gang hun prøvede at lade skuldrene synke, kom der en ny tanke: at han kunne mærke, hvor blød hun var. At han sammenlignede. At hun burde have tabt sig, før hun bookede.

“Du tænker meget,” sagde han pludselig.

Hun lo kort. “Er det så tydeligt?”

“Ja.”

Han sagde ikke mere. Arbejdede videre ned ad den ene side, så den anden. Da han bad hende vende sig om, tøvede hun.

“Jeg kan lade håndklædet ligge hen over dig.”

Hun vendte sig. Holdt det fast med hånden over brysterne, selvom det var fjollet. Han så ikke ned. Han så på hendes ansigt et øjeblik, roligt, og begyndte så på forsiden af skuldrene og brystkassen, uden at gå ind over det, hun holdt.

Hun stirrede i loftet. Mærkede hans hænder langs siderne af maven. Den tunge, bløde mave. Hun spændte igen.

“Karen.”

Hun kiggede på ham.

“Du behøver ikke holde så hårdt fast. Jeg er her for at arbejde med spændingerne. Ikke for at vurdere dig.”

Hun nikkede. Slækkede grebet en smule. Håndklædet lå stadig, men hun kunne mærke, at han så hende alligevel. Ikke på den måde, hun var bange for. Bare… så hende.

Da timen var slut, sad hun på kanten af brikse med håndklædet viklet rundt om sig. Han havde vendt sig, mens hun fik tøj på bag et forhæng.

“Hvordan har du det?”

“Øm. Og… lidt underlig.” Hun smilede genert. “Jeg er ikke vant til at ligge sådan.”

“Det bliver nemmere. Hvis du kommer igen.”

Hun betalte, takkede og gik. Ude på gaden trak hun jakken tættere om sig, selvom det ikke var koldt. Hjertet sad stadig højt. Hun havde ikke slappet af. Ikke rigtigt. Men hun kunne stadig mærke hans hænder.

En uge senere stod hun i kø i bageren tre gader fra klinikken. Det var lørdag formiddag. Hun havde ikke tænkt på at møde nogen.

“Karen?”

Hun vendte sig. Jesper stod bag hende med en pose under armen. Uden den hvide kliniktrøje. Bare en mørk sweater, der sad stramt over skuldrene. Gråt hår. Samme rolige blik.

“Hej. Jeg… ja.” Hun smilede det der nervøse smil, hun ikke kunne styre.

“Jeg troede, det var dig. Hvordan går det med ryggen?”

“Bedre. Lidt.” Hun kiggede på hylderne, så på ham igen. “Jeg har tænkt på at booke en tid mere. Jeg var bare… det var lidt meget.”

Han nikkede, som om han forstod præcis, hvad hun mente, uden at hun skulle sige det.

“Det er der mange, der synes første gang. Især hvis man ikke er vant til at blive rørt ved.”

Køen flyttede sig. De kom til at stå ude på fortovet bagefter, begge med poser. Hun burde have sagt farvel. I stedet blev hun stående.

“Det var ikke selve massagen,” sagde hun, før hun kunne stoppe sig selv. “Det var det med at ligge der. At du… ja.”

“At jeg så dig.”

Hun rødmede. Nikkede.

Han kiggede ikke væk. “Du behøver ikke skamme dig over det. Det er en krop. En rigtig en.”

Hun lo lavt, usikkert. “Det er nemt at sige.”

“Måske. Men jeg mener det.” Han justerede posen. “Jeg skal den her vej. Hvis du går mod stationen, kan vi gå sammen et stykke.”

Hun kunne have sagt nej. I stedet gik hun ved siden af ham.

De talte om ingenting først. Vejret. At bageren havde fået nye boller. Så spurgte han, om hun boede i nærheden, og hun fortalte, at hun havde en lejlighed to stop længere nede, alene nu, børnene var flyttet. Han lyttede, uden at fylde hullerne ud.

Ved lyskrydset stoppede de.

“Jeg har tid tirsdag eftermiddag,” sagde han. “Hvis du vil. Samme sted. Eller… hvis det føles for meget med klinikken, kan vi tage en kop kaffe først. Uden briks.”

Hun kiggede på ham. Det nervøse smil kom igen, men det sad anderledes nu.

“Kaffe,” sagde hun. “Det tør jeg godt.”

Han nikkede. “Tirsdag. Klokken tre. Derovre på hjørnet.”

Hun gik hjem med posen og mærkede stadig hans stemme i ørerne. Det var ikke længere bare en massør. Og hun vidste allerede, at hun ville møde op.

Tirsdag sad hun ved vinduesbordet et kvarter for tidligt. Hun havde taget en bluse, der ikke strammede så meget, og alligevel mærkede hun kroppen, som hun sad der. Da han kom, rejste hun sig halvt, satte sig igen.

“Hej, Karen.”

Han satte sig overfor. Ingen klinik. Bare ham. Bredskuldret, gråt hår, hænderne om koppen.

“Jeg har tænkt på det, du sagde,” begyndte hun. “Om at det er en rigtig krop.”

“Og?”

“Jeg tror dig. Jeg er bare ikke vant til, at nogen siger det, uden at det lyder som… trøst.”

Han så på hende. Længe nok til, at hun måtte kigge ned i koppen.

“Det er ikke trøst. Du har en krop, der fylder. Den er blød. Den er tung nogle steder. Det er det, jeg mærkede. Jeg har ikke travlt med at lade som om, den er noget andet.”

Hun slugte. Fingrene om koppen.

“Det var det, der gjorde det svært. At slappe af. Fordi jeg kunne mærke, at du faktisk… var der.”

“Jeg var der.”

De drak. Talte videre. Om hendes arbejde på kontoret, om at han havde klinikken alene, om at hun altid havde været den, der smilede genert og gik videre. Han spurgte ikke ind til, om hun var sammen med nogen. Hun sagde det alligevel.

“Det er længe siden, der har været nogen. Og jeg har ikke… vist mig. Sådan.”

Han nikkede. “Du viste dig alligevel. På brikse.”

Hun rødmede igen, men denne gang smilede hun med.

Da de gik, stod de lidt foran caféen. Folk gik forbi. Han rørte ikke ved hende. Men afstanden var mindre end ude på fortovet lørdag.

“Kommer du ind til en tid?” spurgte han. “Eller vil du hellere holde det her?”

Hun kiggede på hans hænder. Mærkede stadig, hvordan de havde ligget på hendes ryg.

“Begge dele, tror jeg. Men ikke som sidst. Jeg vil gerne… prøve at slappe af. Hvis du stadig vil.”

“Jeg vil.”

Hun bookede selv senere samme aften. Torsdag. Sen eftermiddag. Sidste tid.

Torsdag eftermiddag stod hun igen i omklædningen. Håndklædet. Spejlet. Den samme tunge krop. Men noget var forskudt. Hun vidste, at han ikke længere kun var massøren. At de havde siddet overfor hinanden og talt. At han havde sagt, at hendes krop var rigtig, uden at pakke det ind.

Hun gik ind, før han nåede at banke.

Han så op. Rolig. Men øjnene blev et øjeblik længere på hende, end de havde gjort første gang.

“Hej.”

“Hej.” Hun smilede. Genert. Men hun trak ikke håndklædet helt op til halsen.

“Samme som sidst,” sagde han. “Eller vil du ligge på ryggen først?”

“På maven. Jeg skal lige… nå derhen.”

Hun lagde sig. Håndklædet over hoften. Denne gang trak hun det ikke op, da hans hænder lagde sig på hendes skuldre.

Olien. Varmen. De store hænder.

Hun spændte stadig. Men hun åndede.

“Bedre,” mumlede han.

Hans tommelfingre arbejdede sig ned. Langs ryggen. Ud over den bløde side. Hun mærkede, at han ikke sprang noget over. At han tog den tunge hofte med, som den var. Da håndklædet gled et stykke, lod hun det ligge.

Luften mod huden. Hans hånd, der rettede det, men langsommere denne gang. Fingrene, der blev et øjeblik for længe i overgangen mellem ryg og balde.

Hun sluttede øjnene.

“Sig til, hvis jeg skal stoppe,” sagde han lavt.

Hun rystede på hovedet mod puden. “Ikke stop.”

Han fortsatte. Dybere. Tættere. Hun mærkede varmen samle sig, ikke kun i ryggen. I maven. Længere nede. At hun blev set, og at hun denne gang ikke løb fra det.

Da han bad hende vende sig, gjorde hun det uden at holde så hårdt fast. Håndklædet lå hen over brysterne, men det dækkede ikke maven. Hun lod det være. Hans blik gled et øjeblik ned, roligt, uden at haste væk, og så op på hendes ansigt igen.

“Okay?”

“Ja.”

Hans hænder på forsiden af skuldrene. Ned langs siderne. Hen over den bløde mave, hvor hun ellers spændte. Hun spændte stadig lidt. Men hun trak ikke væk.

“Du er her,” sagde hun stille.

“Jeg er her.”

Fingrene gled lavere, stadig professionelt, men grænsen var tynd nu. Hun mærkede det. Han mærkede det. Da han kom til overgangen ved hofterne, stoppede han.

Hun åbnede øjnene. Kiggede på ham.

“Jesper.”

Han nikkede, som om han havde ventet på, at hun sagde navnet.

Hun løftede hånden og skubbede håndklædet lidt til siden. Ikke det hele. Bare nok til, at han kunne se mere af hende. Den tunge, bløde krop. Det genert smil, der denne gang sad, mens hun lå der.

Han lagde hånden på hendes mave. Fladt. Varmt. Ikke som massør.

Hun åndede ud.

Hun mærkede varmen fra hans hånd brede sig. Ikke et greb. Ikke teknik. Bare hånden, der lå midt på den mave, hun ellers holdt inde, som om den kunne skjules, hvis hun spændte hårdt nok.

“Sig det,” sagde han. “Ikke bare ligge stille.”

Hun slugte. Kiggede på loftet, så på ham. Det genert smil kom, skævt, og blev hængende.

“Jeg vil have, at du ser mig. Rigtigt. Ikke som kunde.”

Han nikkede. Fjernede hånden kun længe nok til at trække håndklædet længere ned, langsomt, så hun kunne nå at stoppe ham. Hun stoppede ham ikke. Stoffet samlede sig hen over skødet. Maven lå fri. De bløde sider. Den fold, hun hadede i spejlet. Brysterne, tunge, med BH’en allerede væk fra første gang.

Han så. Ikke et hurtigt blik, han kunne trække tilbage. Han så hende.

Hun mærkede varmen stige i ansigtet. Armen røg halvt op for at dække, og hun tvang den ned igen.

“Det er svært,” hviskede hun.

“Jeg ved det.” Hans stemme var den samme som ude på fortovet. Rolig. “Du er smuk på den måde, du faktisk er. Blød. Tung. Ikke en, man skal gøre mindre.”

Hun lo lavt, usikkert, og det gik over i et åndedrag, da han lagde hånden på maven igen. Tommelfingeren strøg langs en fold. Ikke væk fra den. Hen ad den.

“Jesper…”

“Mm.”

Han bøjede sig. Kyssede hende ikke på munden først. Kyssede huden under brystet, der hvor hun var blødest, og hun løftede hånden og fandt hans grå hår. Fingrene strammede, da hans mund tog brystvorten. Varm. Langsom. Hun mærkede det trække helt ned i maven, ned mellem benene, og skammede sig et øjeblik over, hvor tydeligt hun blev våd, bare af det.

Han mærkede det alligevel. Hånden gled ned over hoften, ind under kanten af håndklædet, og hun spredte lårene et stykke, før hun nåede at tænke.

“Okay?” spurgte han mod huden.

“Ja. Bare… bliv ved med at se på mig. Ellers løber jeg ind i hovedet igen.”

Han løftede ansigtet. Kiggede hende i øjnene, mens fingrene fandt ind mellem hendes ben. Hun var allerede glat. Han strøg uden at presse, som om han stadig havde tid, og hun lukkede øjnene et sekund, åbnede dem igen, fordi hun havde lovet sig selv ikke at forsvinde.

“Der er du,” sagde han.

Hun nikkede. Det nervøse smil var der, men munden stod åben. Hans finger gled ind, tyk, rolig, og hun løftede hofterne lidt, den tunge krop, der ellers altid skulle gøres usynlig. Her kunne den ikke. Brikse knirkede. Hun hørte sin egen vejrtrækning, for høj i det stille rum.

Han arbejdede hende op med samme tålmodighed, som han havde masseret ryggen med. Ingen hast. Tommelfingeren mod klitoris, fingeren inde, og blikket på hendes ansigt, hver gang hun prøvede at vende det væk.

“Karen.”

Hun kiggede.

“Du behøver ikke pæn. Du må gerne lyde.”

Et lille, flovt “fuck” slap ud af hende, og hun lo af det selv, rød i kinderne, mens hun kom tættere. Maven spændte. Lårene rystede. Hun greb hans underarm, den brede, og holdt fast, da det gik igennem hende. Ikke en pæn orgasme. En, der pressede lyde ud, hun ikke kendte, og efterlod hende med tårer i øjenkrogen, hun blinkede væk.

Han trak hånden til sig, men blev hos hende. Kyssede hende så. Endelig. Smag af kaffe og noget varmt. Hun kyssede tilbage klodset, sultent, med hånden i hans sweater.

“Kom herop,” mumlede hun. “Jeg vil mærke dig. Ikke kun… hænderne.”

Han tøvede et øjeblik. “Her?”

“Sidste tid. Du sagde det.” Hun smilede genert. “Og jeg har allerede ligget nøgen foran dig to gange. Det her er ærligere.”

Han trak sweateren af. Den brede brystkasse, gråt hår på brystet, maven, der ikke var flad. Bukserne. Hun så ned, slughalsen, og mærkede det gamle generthed, blandet med noget andet. Han var hård. Tyk. Virkelig. Hun rakte ud og tog om ham, usikkert, og han åndede ud gennem næsen.

“Du behøver ikke,” sagde han.

“Jeg vil.” Hun kiggede op. “Jeg vil se, at du også… at det ikke bare er mig, der ligger her og bliver kigget på.”

Han nikkede. Løftede sig op over hende, mellem hendes lår. Hun mærkede vægten, varmen, den bløde mave mod hans. Det var tæt. Uden luft imellem. Hun kunne have bedt ham slukke lyset. Hun gjorde det ikke.

“Hvis det bliver for meget,” sagde han.

“Så siger jeg til.”

Han skubbede ind. Langsomt. Hun var våd, men det fyldte alligevel, og hun holdt vejret, så pustede ud, da han var inde. Panden mod hendes. Hans øjne åbne.

Hun mærkede det hele. Hvordan hendes krop tog imod. Hvordan hun så ud under ham, brysterne til siden, maven imellem dem, lårene bløde om hans hofter. Han bevægede sig. Dybt. Roligt. Ikke som en, der skulle nå et sted hen. Som en, der var der.

“Gud,” hviskede hun. “Jeg kan mærke, at du ser.”

“Jeg ser.” Han kyssede mundvigen. “Du er her. Du er blød. Du tager mig.”

Hun stønede ind i hans skulder. Neglene i hans ryg. Han tog hendes ene ben lidt op, ikke for at folde hende sammen, bare for at komme tættere, og hun lod ham. Brikse slog blødt. Olien på hendes hud. Hans hånd under hendes nakke, den anden på hendes hofte, fingrene i det bløde.

Hun kom igen, mere stille, med ansigtet i hans hals, og han fulgte med kort efter, med et lavt, ru åndedrag, og blev liggende i hende, tung, varm, uden at trække sig med det samme.

De lå. Hendes korte brune hår klistret i tindingen. Hans grå mod hendes kind.

“Jeg slappede af,” sagde hun til loftet. Overrasket. Næsten latter.

Han lo stille. “Ja.”

Hun strøg ham over skulderen. “Det var det, jeg ikke kunne første gang. Ikke ryggen. Det her. At blive set, uden at jeg skulle gøre mig mindre.”

Han løftede hovedet. Kiggede på hende. Kyssede hende igen, blødere.

“Så er vi ikke på klinikken længere,” sagde han. “Ikke på den måde.”

Hun nikkede. Mærkede ham glide ud, det våde mellem dem, og hun trak ikke håndklædet op. Ikke endnu.

“Hvad så nu?” spurgte hun. Stemmen var lille, men den rystede ikke.

Han strøg hendes mave med bagsiden af hånden, som om den stadig bare var en mave.

“Nu tørrer jeg dig. Og så går vi herfra. Og så… ringer jeg. Hvis du vil have, at jeg ringer.”

Hun smilede. Genert. Ægte.

“Jeg vil.”

Han hentede et rent håndklæde fra hylden, varmt fra skabet, og tørrede hende med samme ro, som han ellers brugte på ryggen. Maven. Hofterne. Indersiden af lårene, hvor det var vådt af dem begge. Hun lå stille og lod ham. Det nervøse smil kom, da stoffet strøg hen over en fold, hun ellers ville have drejet sig væk fra.

“Du behøver ikke gøre det pænt,” mumlede hun.

“Jeg gør det, fordi jeg har lyst,” sagde han. “Ikke for at rydde op efter en fejl.”

Hun slugte. Nikkede.

Han hjalp hende op at sidde. Brikse var kold under lårene nu. Hun tog imod sit tøj bag forhænget, men trak det ikke for helt. Han vendte sig alligevel, indtil hun sagde hans navn.

“Du må godt se. Jeg er færdig med at gemme mig i tre minutter og så fortryde.”

Han så hende tage trusserne på, BH’en, blusen, der satte sig hen over den tunge barm. Almindeligt tøj. En 55-årig kvinde, der skulle ud på gaden igen. Han rakte hende jakken.

De sagde ikke så meget, mens han skiftede papir på brikse og vaskede hænder. Klinikken skulle ligne sig selv. Det vidste de begge.

Ude i gangen stoppede hun ved døren til venteværelset.

“Hvis nogen havde siddet derude…”

“Så havde vi ikke gjort det,” sagde han. “Sidste tid er sidste tid. Men det her må ikke ske her igen. Ikke fordi jeg fortryder. Fordi jeg ikke vil have, at du skal sidde og spekulere på døren.”

Hun kiggede på ham. “Så det var engang?”

“Nej.” Han rystede på hovedet. “Det var her. Resten skal være et andet sted. Hvis du vil have en rest.”

Hun smilede skævt. “Jeg vil. Jeg vil bare ikke hjem og lade som om, det her var en behandling, jeg kan booke i systemet.”

“Det kan du ikke. Jeg sletter den ikke, men jeg tager ikke flere tider med dig. Ikke som kunde.”

Det lettede hende mere, end hun havde ventet. Grænsen var væk. Den skulle bare ikke lade som om, den stadig var der.

De gik ud. Aftenlys på fortovet. En cykel raslede forbi. Hun stod med nøglerne i hånden og mærkede stadig ham mellem benene, olien i håret, det ømme i hoften.

“Karen.”

Hun vendte sig.

Han rørte hendes kind med tommelfingeren, kort, ude i det åbne. “Du slappede af. Husk det, når du kommer hjem og begynder at pakke det ind igen.”

“Jeg ved det.” Hun lo lavt. “Jeg kan mærke det i hele kroppen. Også det, jeg ikke kan sige pænt.”

“Så lad være med at sige det pænt.”

Hun nikkede. Kyssede ham selv, stående, et rigtigt kys, ikke et afskedskys man kunne forklare væk. Hans sweater under hendes hænder. Hendes mave mod ham. Folk kunne se. Hun lod dem.

“Ring,” sagde hun mod hans mund. “Ikke i morgen tidlig, som om du skal nå at fortryde. Ring når du har lyst.”

“I aften,” sagde han. “Når du er hjemme.”

Hun gik mod stationen. Kort brunt hår i vinden. Jakken åben. Hun smilede, genert, for sig selv, og denne gang løb hun ikke fra det.

Hjemme i lejligheden satte hun tasken, tændte lampen og stod et øjeblik foran spejlet i entreen. Samme krop. Tung. Blød. Kort hår. Rød i kinderne. Hun trak ikke maven ind.

Telefonen lå på køkkenbordet. Hun lavede te og ventede ikke længe.

Den ringede.

Hun tog den med det smil, hun ikke længere prøvede at skjule.