Det var Hannes femogtresårsfødselsdag, og Birgitte havde næsten meldt afbud.
Fire år efter Eriks død gik hun stadig til den slags. Hun kom. Hun spiste. Hun hjalp med at bære fade ud i køkkenet. Og hun gik, før nogen fandt på at danse.
Hun stod ved køkkenbordet med et glas vand, da han kom ind efter vin.
«Er der mere rødvin, eller har Hanne gemt den?» sagde han.
Birgitte pegede på flasken ved vasken.
«Der.»
Han smilede, ikke det der milde, lidt sørgmodige smil, hun var blevet vant til fra mænd, der havde hørt, hun var enke. Han så på hende, mens han hældte op. Som om hun stod der som sig selv, ikke som en, man skulle tage hensyn til.
«Du er Birgitte. Hanne sagde, du ville komme.»
«Og du er Poul.»
«Den fraskilte Poul, ja. Hun har sikkert sagt det med det samme.»
«Hun har.»
Han lo lavt.
«Så er vi på plads.»
Han var tres. Gråt hår, kortklippet. En almindelig, bred krop i en mørkeblå skjorte, der ikke prøvede at skjule noget. Hænderne var store. Da han rakte hende glasset, hun ikke havde bedt om, rørte hans fingre hendes, og hun trak sig lidt for hurtigt.
«Jeg drak vand,» sagde hun.
«Så drik vand. Jeg tvinger ingen.»
Han blev stående. Ikke for tæt. Ikke forsigtig heller. De talte om Hanne, om villakvarteret, om at de begge to boede alene nu. Han spurgte ikke, hvordan Erik var død. Han spurgte, om hun stadig kørte selv, og om hun havde en have, hun kunne lide, eller en have, hun hadede.
«Jeg hader hækken,» sagde hun.
«Så klip den ned.»
«Sådan er det ikke.»
«Jo,» sagde han. «Sådan er det præcis.»
Hun lo, før hun nåede at holde det inde. Det irriterede hende bagefter. Hun kunne mærke varmen i ansigtet og skød det hen som vin og folk i huset.
De stod der for længe. Hanne kom ind og sagde, at de da godt kunne komme ud til de andre, men hun sagde det med et blik, Birgitte valgte ikke at se.
Da hun gik den aften, havde han hendes nummer. Hun kunne ikke huske, om hun havde givet det, eller om hun bare ikke havde sagt nej.
Tre dage senere skrev han:
Kaffe torsdag? Jeg kender et sted, der ikke spiller musik ind i øret på en.
Hun læste beskeden tre gange. Lå telefonen med skærmen nedad. Tog den op igen.
Det var bare kaffe. Folk drak kaffe. Enker drak kaffe med alle mulige.
Hun skrev ja.
Caféen lå i en sidegade til gågaden. Små borde, ingen plastiksæder, duften af ristet kaffe og gammelt træ. Poul var der først. Han rejste sig, da hun kom, uden at gøre et nummer ud af det.
«Du kom,» sagde han.
«Jeg sagde ja.»
«Folk siger ja og bliver hjemme.»
«Jeg gør, hvad jeg siger.»
«Det kan jeg lide.»
Hun hængte jakken over stolen og fortrød straks den bluse, hun havde valgt. Den var almindelig nok. Mørkegrøn, pæn i halsen. Men hun havde stået for længe foran spejlet om morgenen, og det irriterede hende, at hun overhovedet havde gjort det.
De talte om hækken. Om hans datter, der boede i Aarhus og ringede, når hun havde tid. Om at være alene uden at synes, det skulle se ud som noget, man havde valgt.
«Min kone gik for seks år siden,» sagde han. «Ikke med et brag. Bare væk. Jeg var ved at vænne mig til at være den, der blev tilbage. Så opdagede jeg, at jeg var træt af at blive behandlet, som om jeg var færdig.»
Birgitte rørte i kaffen, selv om der ikke var sukker i den.
«Folk mener det godt.»
«Folk mener, man skal pakkes ind,» sagde han. «Jeg gider ikke pakkes ind. Og du ser ikke ud, som om du gider det heller.»
Hun løftede blikket.
«Jeg er treogtres.»
«Jeg kan se det. Det var ikke et spørgsmål.»
Der skete noget i hende da. Ikke en stor, dramatisk ting. Bare det, at hendes lår pludselig var der. At hun mærkede stoffet fra nederdelen mod huden. At hun blev bevidst om sin egen mund, mens hun drak.
Hun tænkte: Det er kaffen. Det er fordi jeg har sovet dårligt.
Hun tænkte det flere gange på vej hjem.
I lejligheden hang hun jakken op og stod stille i entreen. Spejlet over kommoden viste en kvinde med kort, askefarvet hår, fine linjer om munden, en krop, der havde fået lov at blive blødere. Hun havde vænnet sig til den. Den skulle bare fungere. Gå til lægen. Gå i Netto. Gå i seng.
Nu mærkede hun den.
Hun gik ind og skiftede tøj, som om det kunne hjælpe. Om aftenen lå hun og stirrede op i loftet og nægtede at lægge hånden derned, hvor det bankede svagt. Det var pinligt. Det var barnligt. Det var ikke noget, en kvinde på hendes alder skulle ligge og mærke efter en mand, hun havde drukket kaffe med.
Hun sov alligevel uroligt.
Næste uge skrev han igen. Hun havde allerede kigget på telefonen to gange, før beskeden kom, og det gjorde hende rasende på sig selv.
Samme sted? Eller skal vi prøve bageren, hvis du hader at sidde stille?
Hun svarede: Bageren.
Hun skrev det, før hun kunne overveje det.
Bageren var værre. Der sad folk tæt. Poul tog jakken af og rullede ærmerne op, og hun så underarmene, hårene, den gamle ar ved håndleddet. Hun hørte næsten ikke, hvad han sagde om et køkken, han var ved at male.
«Du hører ikke efter,» sagde han.
«Jo.»
«Nej.»
Han sagde det uden at smile den her gang. Bare konstaterede det.
«Jeg tænkte på noget andet.»
«På hvad?»
«Det ved jeg ikke.»
Det var løgn. Hun tænkte på, hvordan hans mund havde set ud, da han drak kaffe i torsdags. Hun tænkte på, om han ville røre ved hende, hvis hun sad stille længe nok. Hun tænkte på, at hun var for gammel til den slags tanker, og at de alligevel ikke gik væk.
«Du bliver rød,» sagde han.
«Det er varmt herinde.»
«Det er det ikke.»
Hun tog tasken op fra skødet, som om hun skulle til at gå. Hun gjorde det ikke.
«Jeg er ikke vant til det her,» sagde hun.
«Til kaffe?»
«Til at sidde over for en mand, der kigger sådan.»
«Hvordan kigger jeg?»
«Som om jeg ikke er færdig.»
Poul lænede sig lidt frem. Ikke nok til at det blev et nummer. Bare nok til, at hun kunne lugte hans efterbarbering og brød.
«Du er ikke færdig, Birgitte. Hvis nogen har fået dig til at tro det, har de taget fejl.»
Hun slugte.
«Du kender mig ikke.»
«Jeg er i gang.»
Hun gik derfra med en pose rugbrød, hun ikke havde brug for. I bilen sad hun med begge hænder på rattet, før hun startede. Mellem benene var der en varme, hun ikke havde mærket i årevis. Ærligt. Ikke som et vagt minde. Som noget, der skete nu.
Hun hviskede: «Hold op.»
Til sig selv. Til kroppen. Til det hele.
Kroppen hørte ikke efter.
Derhjemme gik hun i bad, selv om hun havde været i bad om morgenen. Det varme vand ramte brysterne, maven, det bløde parti under navlen. Hun støttede panden mod fliserne og lod hånden glide ned ad sig selv, kort, næsten vredt, som om hun bare skulle have det overstået.
Det var Poul, hun så. Ikke Erik. Det slog hende midt i det, og hun standsede.
Bagefter tørrede hun sig hårdt og tænkte, at det ikke måtte ske igen.
Det skete igen to nætter senere.
De mødtes en tredje gang uden at kalde det noget. En onsdag eftermiddag, da hun «alligevel skulle i byen». Han ventede uden for boghandlen, hænderne i lommerne, og da hun kom hen til ham, kiggede han på hendes mund, før han kiggede hende i øjnene.
«Vil du med hjem og få en rigtig kaffe?» sagde han. «Min er bedre end bagerens. Og der er ingen, der sidder og lytter.»
Birgitte hørte sit eget ja, før hun havde besluttet det.
Hans hus lå ti minutter uden for byen. Rødt murværk, en hæk, der faktisk var klippet. I entreen lugtede der af træ og kaffe og noget mandligt, hun ikke havde lugtet tæt på i fire år.
«Jakken kan du bare hænge der,» sagde han.
Hun hang den op. Hendes hænder rystede ganske svagt. Hun hadede det.
Køkkenet var lyst. Han satte vand over og talte om malingen på væggen, som om det var det, de var kommet for. Hun stod med ryggen mod bordet og så på ham. På nakken. På skuldrene under skjorten.
«Poul.»
Han vendte sig.
«Jeg ved ikke, hvad jeg laver her.»
«Du drikker kaffe.»
«Det er ikke det, jeg mener.»
Han tørrede hænderne af i et viskestykke og kom hen til hende. Stadig uden at røre.
«Så sig, hvad du mener.»
Hun kunne ikke. Ordet tiltrækning lå i munden som noget pinligt. Lyst var værre. Hun var treogtres og enke, og hun stod i en fraskilt mands køkken og mærkede sine bryster mod bh’en, som om hun var femogtyve og dum.
«Jeg har ikke gjort det her i mange år,» sagde hun.
«Hvilket her?»
«Det her. At være tæt på nogen.»
Han nikkede.
«Så går vi langsomt. Eller du går hjem. Begge dele er i orden.»
Det var det, der gjorde det. At han ikke behandlede hende som skrøbelig. At han heller ikke greb. Han stod bare der og lod hende være voksen.
Birgitte rakte hånden ud og lagde den på hans bryst. Skjorten var varm. Hun kunne mærke hjertet.
«Bliv stående,» sagde hun.
«Det gør jeg.»
Hun flyttede hånden op til hans hals. Hans hud var tør og varm. Han lugtede af kaffe og sæbe. Da hun løftede ansigtet, kyssede han hende ikke med det samme. Han ventede, indtil hun selv kom den sidste centimeter.
Munden på ham var blødere, end hun havde troet. Et rigtigt kys. Ikke et klap på kinden. Ikke noget, man gav en enke ved en dør. Hans hånd landede på hendes hofte, tung og rolig, og hun lavede en lyd, hun ikke kendte som sin egen.
Hun brød kysset.
«Gud.»
«Ja.»
«Jeg havde glemt det.»
«Det kan jeg mærke.»
Hun lo, kort og usikkert, og så kyssede hun ham igen, hårdere. Hans skægstubbe strammede om hendes mund. Hans hånd gled om på hendes ryg, ned over det sted, hvor bh’en sad, og hun pressede sig ind mod ham, før hun nåede at tænke, at hun ikke skulle.
Hun mærkede ham. Gennem bukserne. Tydeligt. Mod maven.
Det skulle have fået hende til at trække sig. I stedet stod hun stille og åndede imod hans hals, mens det bankede mellem hendes ben, åbent og umuligt at lyve om længere.
«Birgitte,» sagde han lavt. «Sig, hvis jeg skal stoppe.»
Hun rystede på hovedet.
«Ikke endnu.»
Han kyssede hende igen, langsommere nu. Hendes ryg fandt køkkenbordets kant. Hans hånd blev liggende på hendes hofte, tommelfingeren strøg hen over stoffet, som om han ventede på, at hun skulle flytte sig væk.
Hun gjorde det ikke.
«Jeg ved ikke, om jeg kan det her,» sagde hun ind i munden på ham.
«Du gør det allerede.»
«Det er noget andet.»
«Hvad er det så, du ikke kan?»
Hun lukkede øjnene. Det ville have været nemmere, hvis han havde taget over. Hvis han bare havde trukket i hende og gjort det til hans beslutning. Så kunne hun bagefter sige, at det var sket. At hun ikke havde valgt det.
«At sige det,» hviskede hun.
«Så lad være med at sige det.»
Hans mund flyttede sig til hendes kæbe, ned ad halsen. Hun lagde hovedet tilbage, og det irriterede hende, hvor let hendes krop gav efter. Fire år. Hun havde gået i bad og klædt sig på og sovet på sin side af sengen, som om den anden side stadig betød noget. Nu stod hun med skørtet krøllet mellem hans hånd og hendes hofte, og hun var våd. Rent faktisk våd. Hun kunne mærke det, da hun skiftede vægt.
«Poul.»
«Mm.»
«Mine bryster er ikke, som de har været.»
Han løftede hovedet og så på hende.
«Mine hænder er det heller ikke. Skal vi holde op af den grund?»
«Nej.»
«Godt.»
Han knappeede den øverste knap i hendes bluse op og ventede. Hun nikkede, et lille, vredt nik, mere til sig selv end til ham. Næste knap. Næste. Blusen gled til siden, og hun stod i en hudfarvet bh, hun havde købt, fordi den var pæn nok til at have på under tøj, ikke fordi nogen skulle se den.
Han så på hende. Ikke som en, der vurderede skader. Som en, der kunne lide det, han så.
«Må jeg?»
Hun svarede ved at tage hans hånd og lægge den på sig. Gennem skålen var hendes bryst tungt og varmt. Da hans tommelfinger strøg over vorteområdet, strammede det til, og hun trak vejret ind mellem tænderne.
«Det der,» sagde hun. «Det havde jeg glemt.»
«Så husker vi det.»
Han kyssede hende, mens han rørte ved hende. Den anden hånd gled ned ad hendes ryg, fandt bh-lukningen, og hun stivnede et sekund.
«Den er bare en bh, Birgitte.»
«Jeg ved det.»
«Så lad mig tage den af, eller tag den selv af. Du skal ikke stå og holde den, som om den er det sidste, du har.»
Hun lo, kort, næsten hidsigt, og så rakte hun hænderne tilbage og åbnede den selv. Det var lettere end at bede ham. Bh’en gled ned ad armene, og hun stod med blusen åben og brysterne bare i hans køkken, treogtres år, mærker og tyngde og vorter, der allerede var spændte.
Han bøjede sig og tog det ene bryst i munden. Varmt. Vådt. Hans skægstubbe strammede. Hun greb ham i håret, ikke for at styre, bare for at holde fast, og en lyd kom ud af hende, dyb og ufrivillig.
«Gud, Poul.»
Han suttede langsomt, skiftede side, klemte blidt med hånden, mens munden arbejdede. Hun kunne mærke det hele vejen ned. Som en streng, der var blevet trukket. Benene var ikke helt med hende.
«Jeg bliver nødt til at sætte mig,» sagde hun.
«Kom.»
Han tog hende i hånden, som om de skulle ud at gå. Stuen lå ved siden af. En sofa i mørkt stof, et lavt bord, et tæppe, der var slået skævt. Hun satte sig, og han satte sig ved siden af hende, vendt imod hende. Blusen hang stadig åben. Hun overvejede at trække den sammen. Gjorde det ikke.
«Du kigger,» sagde hun.
«Ja.»
«Det er uvant.»
«Væn dig til det. Eller sig stop.»
Hun tog hans ansigt mellem hænderne og kyssede ham, så hun ikke skulle svare. Hans hånd gled op under skørtet. Langsomt, langs indersiden af låret. Hun spredte benene et par centimeter, før hun tænkte over det, og så var hans fingre der, udefra, gennem trussen, præcis der, hvor hun var våd.
Hun ramte hovedet tilbage mod sofaen.
«Der,» fik hun frem.
«Jeg kan mærke det.»
Han strøg hende gennem stoffet, faste, rolige bevægelser, ikke som en, der skulle bevise noget. Hun løftede hofterne imod hånden. Skamfuldt. Åbent. Hendes egen trusse var blevet et problem, et stykke stof, hun pludselig hadede.
«Tag den af,» sagde hun.
Han kiggede på hende.
«Sig det igen.»
Hun slugte. Kindernes varme var pinlig, men hun var for langt henne til at lade, som om det handlede om kaffe.
«Tag trussen af. Jeg vil have, at du rører ved mig.»
Det var sagt. Groft og tydeligt og hendes.
Han trak skørtet op. Hun løftede sig, og han fik trussen med ned ad lårene, knæene, af. Hun var bar forneden i en fraskilt mands stue om eftermiddagen, med dagslys i gardinerne, og hun kunne lugte sig selv.
Hans hånd vendte tilbage. Hud mod hud. Hun var blød og åben, og hans langfinger gled mellem kønslæberne, fandt det sted, der havde holdt hende vågen om natten. Han cirklade der, langsomt, og hun greb hans underarm.
«Ikke for hurtigt.»
«Jeg har ikke travlt.»
Han kyssede hendes bryst, mens fingeren arbejdede. Af og til gled den længere ned, samlede det våde, kom tilbage. Hun begyndte at bevæge sig i en rytme, hun ikke styrede. Åndedrættet blev kort. Hun hørte sig selv sige hans navn, og så noget, der lignede et ja, gentaget, som om hun stadig skulle overbevise nogen.
«Jeg vil gerne have fingrene inden i,» sagde hun, og stemmen var hæs. «Hvis du vil.»
Han vil. Hun mærkede det, da han langsomt skubbede en finger ind i hende. Det strammede, ikke af smerte, bare af tid. Af noget, der ikke havde været brugt. Hun åndede ud, og han ventede, indtil hun selv bevægede sig imod ham, før han gled dybere.
«Okay?»
«Ja. Gud, ja.»
To fingre. Hun var våd nok. Hans tommelfinger blev udenpå, mod klitoris, mens fingrene arbejdede inde i hende, langsomt, bøjet, præcist nok til at hun kunne mærke, at han lyttede. Sofaen knirkede. Hendes skørt var en krøllet stribe om livet. Hun kiggede ned og så sin egen mave, blød, og hans hånd mellem hendes lår, og det skulle have været for meget.
Det var det ikke.
«Jeg kommer, hvis du bliver ved,» sagde hun.
«Så kom.»
«Det er længe siden. Det kan se mærkeligt ud.»
«Birgitte. Kom.»
Hun holdt ham fast, da det begyndte. Ikke en pæn, stille ting. Det rullede op gennem maven, slog ud i lårene, og hun klemte om hans fingre, mens hun stønede ind i hans skulder, råt og åbent, uden at kunne nå at være flov. Han blev ved, blidere, indtil hun skubbede til hans hånd, for det var for meget.
Hun lå med åbne øjne og stirrede op i loftet. Hjertet hamrede. Mellem benene pulserede det, vådt og ømt.
«Jeg gjorde det,» sagde hun.
«Du gjorde.»
«Jeg har siddet og nægtet det i tre uger.»
«Jeg ved det.»
Hun vendte hovedet og så på ham. Hans mund var rød. Bukserne spændte tydeligt.
«Du har ikke fået noget.»
«Jeg har fået ganske meget.»
«Det mener jeg ikke.»
Hun rakte ned og lagde hånden på ham, udenpå. Han var hård, varm, og han lukkede øjnene et sekund, da hun trykkede.
«Må jeg?» spurgte hun.
«Ja.»
Hun åbnede hans bælte. Lynlåsen. Hånden ind under boxershortsen. Han var tyk i hånden, varm, og huden var silkeagtig over stivheden. Hun strøg ham, usikkert først, så fastere, da han åndede ud imod hendes tinding.
«Sådan,» sagde han. «Du behøver ikke være forsigtig.»
«Jeg er rusten.»
«Du er her. Det er nok.»
Hun arbejdede ham med hånden, mærkede det slime ved spidsen, spredte det. Hans hofte stødte svagt imod hende. Hun kyssede ham, mens hun gjorde det, og tænkte, at hun gerne ville have ham i munden. Tænkte det klart. Sagde det ikke endnu.
«Jeg vil gerne ind i soveværelset,» sagde hun i stedet. «Hvis du har et, der ikke ligner et gæsteværelse.»
Han smilede, kort, og hjalp hende op. Hendes trusse lå på gulvet. Hun lod den ligge. Skørtet faldt ned om de bare lår, da hun gik, og hun mærkede luften dér, hvor hans fingre havde været.
Soveværelset var enkelt. Gråt sengetæppe. Et vindue med rullegardin, der var trukket halvt ned. Eftermiddagslys nok til, at hun kunne se sig selv, hvis hun kiggede.
Hun kiggede.
Så vendte hun sig mod ham og begyndte at tage blusen af helt.
«Hvis du fortryder, når du ser resten, skal du sige det nu.»
Poul rystede på hovedet, trak sin egen skjorte op over hovedet og smed den. Brystet var gråt i håret, maven blød, et almindeligt mandeliv.
«Så kig du også,» sagde han. «Jeg er tres, Birgitte. Ikke en brochure.»
Hun gik hen og åbnede hans bukser færdigt. De gled ned. Hun tog ham i hånden igen, nu med ham stående foran sig, og bøjede sig.
«Jeg ved ikke, om jeg kan huske det her.»
«Så gør det, som du har lyst.»
Hun tog ham i munden. Forsigtigt først, læberne om spidsen, tungen imod det salte. Han lagde hånden i hendes hår uden at presse. Hun sank dybere, så meget hun kunne, og mærkede ham mod ganen. Det var uvant og kendt på samme tid. Hun suttede, langsomt, og hans stønnen kom lavt, som om han også havde holdt noget tilbage.
Hun slap ham, tørrede munden med håndryggen og så op.
«Jeg vil have dig. Inde i mig. Jeg gider ikke lade, som om jeg kun kom for kaffen længere.»
Han trak hende op og kyssede hende, og hun kunne smage sig selv på hans mund fra før og ham på sin egen.
«Læg dig,» sagde han.
Hun lagde sig på ryggen. Skørtet kom af. Strømpebukserne havde hun slet ikke haft på. Hun lå bar, blød over maven, lårene åbne, og hun holdt ikke hænderne for sig.
Poul kom ind mellem hendes ben. Han strøg sig selv en gang mod hende, vådt mod vådt, og så hende i øjnene.
«Stadig ja?»
«Ja, Poul. Nu.»
Han skubbede sig ind. Langsomt. Hun var stram, og han var tyk, og hun åndede gennem det, indtil han var inde, dybt, og hun kunne mærke ham helt oppe. Panden mod hendes. Hans mave mod hendes mave.
«Hold kæft,» hviskede hun.
«Ja.»
Han begyndte at bevæge sig. Ikke hårdt. Lange, rolige stød, så hun kunne mærke hver centimeter. Hun slog benene op om ham. Hendes negle fandt hans ryg. Sengen sagde imod, og lyset lå på hans skulder, og hun var ikke færdig. Hun var treogtres og fuld af ham, og hun kunne mærke, at hun ville komme igen, hvis han ramte rigtigt.
«Der,» sagde hun. «Lige der. Bliv ved.»
Han ramte det sted igen, og hun holdt fast i hans ryg, som om hun ellers gled væk fra sig selv. Hvert stød skubbede luften ud af hende i små, åbne lyde. Hun havde glemt, at sex kunne være sådan her. Ikke en forestilling. Bare krop mod krop, hans mave mod hendes, hans ånde mod hendes kind.
«Se på mig,» sagde han.
Hun gjorde det. Det var sværere end at ligge med lukkede øjne. I lyset kunne han se hende. Hun kunne se ham. Tres år. Treogtres. Sved i hårgrænsen. Almindelige kroppe, der arbejdede.
«Jeg har tænkt på det her,» fik hun frem. «Siden kaffen. Før kaffen. Jeg har bare ikke villet sige det.»
«Så sig det nu.»
Hun slugte, mens han bevægede sig i hende.
«Jeg vil have dig. Jeg har lyst til dig. Det er det. Jeg er ikke færdig.»
Han kyssede hende, dybt, og stødte fastere. Hun mødte ham. Lårene rystede. Den bløde hud på hendes mave klaskede imod ham, og hun kunne høre, hvor våd hun var. Det skulle have fået hende til at spænde op. I stedet åbnede hun benene mere.
«Vend om,» sagde hun pludselig. «Jeg vil op.»
Han standsede.
«Du?»
«Ja. Jeg. Nu.»
Han rullede med hende, forsigtigt, uden at glide ud. Hun satte sig over ham, klodset først, en hånd på hans bryst, den anden om hans pik, mens hun fandt ham igen og sænkede sig. Dybden tog hende på en anden måde. Hun åndede ud, lang, og blev siddende et øjeblik med ham helt inde.
«Okay?» spurgte han. Hans hænder lå på hendes hofter. De styrede ikke. De holdt.
«Hold kæft, hvor er du dybt.»
Hun begyndte at bevæge sig. Langsomt, søgende, indtil hun fandt en rytme, der ramte hende foran. Brysterne tungede med. Hun skammede sig et sekund over, hvordan de så ud, mens hun red ham. Så så hun hans ansigt. Han så ikke væk. Han så på hende, som om det var præcis det, han ville se.
«Du er smuk, når du tør,» sagde han.
«Jeg tør ikke.»
«Jo. Du sidder jo her.»
Hun lo, hæst, og så bøjede hun sig frem, så hendes bryster ramte hans bryst, og hun gned sig imod ham, klitoris mod hans krop, ham inde i hende. Det byggede hurtigere den her gang. Hun kunne mærke det i lænden, i lårene, i den skamfulde, åbne varme.
«Poul. Jeg kommer igen.»
«Så kom på mig.»
Hun gjorde det. Sammenkrøbet over ham, med ansigtet i hans hals, mens hun klemte om ham i bølger. Hun hørte sig selv, og hun kunne ikke gøre noget ved det. Hans hænder strøg hendes ryg, hendes numse, det bløde, mens hun kom.
Hun blev siddende og rystede.
«Jeg kan ikke mere,» hviskede hun. «Altså. Jo. Men jeg ryster.»
«Så lad mig.»
Han vendte hende om på siden, trak hendes lår op over sin hofte og skubbede ind igen fra siden. Nært. Langsomt. Hun kunne se ham i øjnene hele tiden. Hans bevægelser blev kortere, dybere. Hun mærkede ham spænde.
«Inde i mig,» sagde hun. «Hvis du vil. Jeg vil mærke det.»
«Birgitte.»
«Ja.»
Han stødte et par gange mere, hårdt nu, uden at gøre hende til noget skrøbeligt, og så kom han. Varmt, pulserende, med et stønnen imod hendes mund. Hun holdt om ham, mens det skete, mærkede ham tømme sig i hende, og tænkte et kort, klart øjeblik: Det skete. Jeg gjorde det. Jeg ville det.
De lå stille. Hans pik blev blødere i hende, men han trak sig ikke ud med det samme. Hendes hånd lå på hans nakke. Sveden kølede på hendes ryg.
«Jeg har nægtet det her,» sagde hun efter et stykke tid. Stemmen var almindelig igen, bare hæs. «Hver gang jeg kørte hjem. Hver gang jeg lå i sengen. Jeg har tænkt, at det var pinligt. At jeg var for gammel. At enker ikke ligger og bliver våde over en mand, de har drukket kaffe med.»
«Og nu?»
Hun trak vejret.
«Nu har jeg lige siddet oven på dig og sagt, at jeg vil have dig. Så det er lidt sent at lade, som om det ikke passer.»
Han smilede imod puden.
«Godt.»
«Du behandlede mig ikke, som om jeg kunne gå i stykker.»
«Du kan heller ikke. Du er treogtres. Ikke af glas.»
Hun lo, og det gjorde ondt i maven på en god måde. Han gled ud af hende, og hun mærkede det løbe varmt mellem lårene. Hun burde have rejst sig med det samme, fundet tøjet, sagt noget fornuftigt om klokken. I stedet blev hun liggende.
Han strøg hendes skulder med tommelfingeren, frem og tilbage.
«Du kan blive,» sagde han. «Eller du kan køre. Begge dele er i orden. Jeg inviterer dig ikke ind i et liv, du ikke har bedt om. Jeg vil bare gerne se dig igen.»
Hun kiggede op i loftet.
«Jeg vil også se dig igen.»
«Kaffe?»
«Ikke kun kaffe.»
«Nej,» sagde han. «Ikke kun kaffe.»
Hun vendte hovedet og kyssede ham, blødt, uden den der sult fra før. Bagefter rejste hun sig alligevel. Ikke fordi hun flygtede. Fordi hun ville hjem til sit eget badeværelse og mærke det, hun havde gjort, uden at nogen kiggede på hende, mens hun gjorde det.
Hun fandt skørtet, blusen, bh’en. Trussen lå stadig i stuen. Hun tog den på ude ved sofaen, med benene lidt klinede, og det fik hende til at ryste på hovedet ad sig selv.
Poul kom ud i underbukser og skjorte, der hang åben.
«Du ryster stadig,» sagde han.
«Det går over.»
«Behøver det?»
Hun tog jakken.
«Nej. Det behøver det faktisk ikke.»
I entreen kyssede han hende ved døren. Ikke et afskedsklap. Et rigtigt kys, med hånden i siden, som om hun stadig var den kvinde, han lige havde haft inde i sig. Hun mærkede det i knæene.
«Skriv, når du kommer hjem,» sagde han.
«Jeg skriver, når jeg tør sige, at jeg har lyst til at komme igen.»
«Så skriver du i aften.»
Hun kørte hjem i eftermiddagslyset med begge hænder på rattet. Mellem benene var hun øm og våd, og hver gang hun skiftede gear, mærkede hun det. I spejlet ved et rødt lys så hun sit eget ansigt. Rødt. Levende. Ikke en kvinde, der var færdig.
Hjemme i lejligheden hang hun jakken op og stod igen foran spejlet over kommoden. Den samme krop. Askefarvet hår. Blød midje. Mærker. Men nu lugtede hun af ham, og hun kunne stadig mærke, hvor han havde været.
Hun tog telefonen frem, før hun kunne begynde at forklare det væk.
Jeg er hjemme. Jeg har lyst til at komme igen.
Hun sendte det.
Svaret kom, mens hun stadig stod med skoene på.
Godt. Så er vi to.
Birgitte lagde telefonen. I køkkenet satte hun vand over, ikke fordi hun skulle bruge kaffen, men fordi hænderne skulle lave noget almindeligt, mens resten af hende langsomt holdt op med at nægte.
Den intime del af hendes liv var ikke slut. Den havde bare ventet på, at hun turde sige det.
