Det var fjerde gang på tre uger, Amalie stod i Jørgens køkken.

Hun havde en kop kaffe mellem hænderne og sad på den ene køkkenstol, som om hun hørte til der. Skruetrækkeren, hun egentlig var kommet efter, lå urørt på bordet.

Jørgen lænede sig op ad køkkenbordet med armene over kors. Gråt hår, lidt tyndere i nakken, en gammel skjorte med ærmerne smøget op. Han var 68 og havde boet alene i otte år. Amalie var 29. Mørkt hår i en sløset knold, t-shirt uden tryk, jeans med et hul ved det ene knæ.

“Du kan godt sætte dig,” sagde hun og nikkede mod stolen overfor.

“Jeg står fint.”

Hun smilede skævt. “Du står, fordi du ikke ved, om du skal have mig til at gå.”

Han lo lavt. “Jeg ved godt, at du skal hjem. Du bor tre meter væk.”

“Så kan jeg jo blive.”

Der var en pause. Køleskabet brummede. Nede fra gården kom stemmer.

Jørgen satte sig alligevel. Han kunne mærke, at hun kiggede på hans hænder, da han tog koppen. Store hænder. Ar på den ene kno. Hun kiggede også, når hun troede, han ikke lagde mærke til det. Han lagde mærke til det. Han havde lagt mærke til det hver gang.

Første gang havde hun lånt et bor. Anden gang en hammer og et vaterpas. Tredje gang havde hun “bare kigget forbi”, fordi hun ikke kunne få et skab til at stå rigtigt. Hver gang var hun blevet længere. Hver gang havde han ladet hende.

“Hvor længe har du boet her?” spurgte hun.

“Siden Inger døde. Otte år i januar.”

Amalie nikkede. Ingen overdreven medfølelse. Bare et nøk. “Jeg flyttede, fordi jeg skulle starte forfra. Job, by, det hele. Min eks blev i Aarhus.”

“Og nu sidder du her.”

“Nu sidder jeg her og drikker kaffe med en mand, der kan sætte en hylde op uden YouTube.”

Han kiggede på hende. “Du er 29.”

“Jeg ved godt, hvor gammel jeg er.”

“Jeg siger det, fordi jeg kan mærke, at det her ikke bare handler om værktøj længere.”

Hun satte koppen fra sig. Fingrene var lidt urolige. “Nej. Det gør det ikke.”

Hun rejste sig ikke. Hun blev siddende og kiggede ham i øjnene, indtil det blev for langt, og så kiggede hun ned på bordet.

“Jeg kommer over og hænger den hylde op i eftermiddag,” sagde han. “Hvis du vil.”

“Jeg vil.”

Da hun var gået, stod han ved vinduet og hørte hende gå rundt ved siden af. En dør. Lav musik. Han tænkte på, hvordan hendes t-shirt havde siddet, og på at han ikke havde været med en kvinde i tre år. Det var et faktum, ikke selvynk. Alligevel sad det i kroppen, da han gik ind og fandt boret.

Om eftermiddagen bankede han på.

Amalie åbnede i den samme t-shirt. Ingen bh. Han så det med det samme, da hun vendte sig og gik foran ham ind i stuen. Kasser. Et tæppe i stedet for gardiner. Lugt af maling.

“Der,” sagde hun og pegede.

Han borede. Hun holdt hylden. Da hun rakte ham en skrue, rørte hendes fingre hans og blev et sekund for længe.

“Tak,” sagde hun tæt på.

Hylden sad. Han kunne være gået. Han gik ikke.

Hun kom tilbage fra køkkenet med to glas rødvin. “Jeg hader at drikke alene. Og jeg skylder dig.”

De sad på gulvet, fordi sofaen var fuld af tøj. Hun sad med benene i skrædderstilling. Han kunne se en stribe hud, hvor t-shirten var gledet op.

Hun spurgte om Inger. Han svarede kort. Et langt ægteskab. Kræft. Ikke mere end det. Hun lyttede med albuen på knæet og glasset i hånden.

“Jeg har aldrig været sammen med nogen, der var så meget ældre,” sagde hun pludselig. “Altså rigtigt. Ikke bare et sløset kys til en fest.”

Jørgen satte glasset fra sig. “Amalie.”

“Jeg ved det. Det er skævt. Jeg ved godt, hvordan det ser ud.”

“Det er ikke det. Det er, at jeg kan mærke, at jeg gerne vil. Og at jeg ikke ved, om jeg skal lade være.”

Hun kravlede tættere. Knæene rørte hans. “Du skal ikke lade være.”

Han rørte hendes hånd. Hun vendte den og flettede fingrene ind i hans. Hendes hud var varm.

Kysset kom langsomt. Hun smagte af vin. Han lagde hånden i hendes nakke, og hun lavede en lille lyd, som om hun havde ventet. De kyssede på gulvet mellem kasserne. Hendes t-shirt gled op. Hans hånd fandt huden under. Blød. Varm.

Hun trak sig lidt tilbage, åndede mod hans mund.

“Kom med ind.”

Soveværelset var det eneste rum, der var nogenlunde i orden. Seng. En lampe på gulvet. Hun trak t-shirten af uden at tøve. Brysterne var faste, brune vorter, der allerede var spidse. Hun kiggede på ham, mens hun åbnede sine jeans og skubbede dem ned.

Jørgen blev stående. Hænderne var ikke helt rolige, da han knæppede skjorten op. Maven. Det grå hår på brystet. Han var ikke ung, og han vidste det.

“Du behøver ikke have travlt,” sagde hun. “Jeg vil gerne se dig.”

Han klædte sig af. Hun gik hen og lagde hænderne på hans hofter, som om hun ville tjekke, at han var der. “Du er pæn,” sagde hun. Ikke høfligt. Bare ærligt.

De kom i sengen. Han kyssede hendes hals, hendes kraveben, hendes bryster. Hun stønede stille, da hans mund fandt den ene brystvorte og suttede. Hans hånd gled ned mellem hendes ben. Hun var allerede våd. Han strøg langsomt langs hende, og hun spredte benene uden at sige noget.

“Jørgen.”

Han gik ned. Tungen. Hun holdt ham i håret, ikke hårdt, bare fast. Hofterne løftede sig, da han fandt den rigtige rytme. Hun kom første gang med ansigtet vendt ind i puden og et kort, skarpt støn, som hun prøvede at holde tilbage.

Hun trak ham op. Kyssede ham. Smagte sig selv på hans mund.

“Jeg vil have dig i mig.”

Han lagde sig mellem hendes ben. Hun førte ham ind. Varm. Stram. Han stønede højt, før han kunne nå at bide det i sig. Hun smilede imod det.

“Det er okay. Jeg kan lide lyden.”

Han bevægede sig langsomt først. Hun holdt om hans ryg. Neglene. Han kunne mærke aldersforskellen i hendes krop under hans, i hvor let hun løftede sig imod ham, i hvor længe det var siden, han havde ligget sådan. Det gjorde det værre. Bedre.

Hun kom igen, strammere omkring ham, med panden mod hans skulder. Han holdt ud så længe, han kunne. Da han kom, var det med ansigtet i hendes hals og hendes navn i munden, lavt, som om nogen kunne høre det gennem væggen.

Bagefter lå de. Hun strøg hans bryst med to fingre, frem og tilbage over det grå hår.

“Det her,” sagde hun. “Det var ikke naboskab.”

“Nej,” sagde han. “Det var det ikke.”

Hun lo stille. Ikke fordi det var sjovt. Fordi det var sandt, og fordi hun stadig lå der.

Ude fra opgangen kom skridt. En nabo. En dør. Så blev der stille igen.

Amalie vendte sig ind mod ham. Benet over hans. “Bliver du lidt?”

Han nikkede. Han havde ikke tænkt på at gå.

Hun lå stille et stykke tid. Hendes åndedræt blev langsommere, men hånden på hans bryst blev ved med at bevæge sig, som om hun stadig tjekkede, at han var der.

“Du tænker,” sagde hun.

“Ja.”

“På at det var en fejl?”

“På at det ikke var.” Han drejede hovedet og kiggede ned på hende. “Og på, at jeg alligevel burde gå.”

Amalie løftede sig op på albuen. Håret var løsnet helt. Der sad en plet vin på hendes kind, hun ikke havde opdaget. “Så gå. Eller bliv. Men lad være med at ligge og regne det ud, som om jeg er et problem, du skal løse.”

Han lo lavt. “Du er treogtredive år yngre end mig.”

“Niogtredive. Og jeg ved det. Jeg har vidst det, hver gang jeg har stået i din dør.” Hun strøg ham over maven, ned mod hoften, uden at tage fat. “Jeg kom ikke efter en hammer.”

“Jeg ved det.”

“Gør du?”

Han vendte sig ind mod hende. Hånden fandt hendes lænd, den bløde fordybning over rumpen. “Jeg har vidst det, siden du sad i mit køkken og kiggede på mine hænder.”

Hun smilede. Ikke stort. Bare et nøk i mundvigen. Så bøjede hun sig og kyssede ham igen. Langsommere end før. Mindre sulten. Mere nysgerrig. Hendes tunge mødte hans, og hun kravlede halvt op på ham, så hendes bryster lå mod hans bryst. Huden var stadig varm.

Hans pik begyndte at blive hård igen mellem dem. Hun mærkede det og gned sig langsomt imod ham, uden at skynde sig.

“Allerede?” hviskede hun.

“Du ligger ovenpå mig.”

“Godt.”

Hun gled ned ad ham. Kyssede hans bryst, hans mave, det grå hår, arret ved ribbenene, han havde fået for tredive år siden, og som hun ikke spurgte til. Da hendes mund nåede ham, stønede han med det samme. Hun tog ham ind, langsomt, kun det øverste først, og kiggede op. Øjnene var mørke i lampelyset.

Han lagde hånden i hendes hår, men styrede hende ikke. Hun gjorde det selv. Våd mund. Tunge. Hun suttede, slap, tog ham dybere. Han kunne høre den lille lyd, hver gang hun gled ned. Hans lår spændtes.

“Amalie—”

Hun slap ham med et smask og kravlede op igen. “Jeg vil have dig liggende.”

Hun satte sig over ham. Førte ham ind med hånden. Sank ned. Begge stønede. Hun blev siddende et øjeblik, fyldt, og rullede hoften i en lille cirkel, som om hun vænnede sig til ham igen.

Så begyndte hun at bevæge sig. Ikke vildt. Tæt. Hun lænede sig frem, hænderne på madrassen ved hans hoved, og hamrede ikke. Hun gned. Klitoris mod ham. Brysterne hængende tæt på hans mund. Han tog den ene brystvorte mellem læberne og suttede, mens hun rode ham.

“Fuck,” pustede hun. “Du er tyk.”

Han greb hendes hofter. Tommelfingrene i den bløde hud. Hun kom tættere på, bevægelserne blev kortere, mere desperate. Han kunne mærke hende trække sig sammen omkring ham.

“Kig på mig,” sagde hun.

Han gjorde det. Hun kom med åben mund og øjnene halvt i, uden at vende ansigtet væk. Kroppen rystede. Hun sank sammen mod ham, stadig med ham inde i sig, og lo stille ind i hans hals, som om hun var overrasket over sig selv.

Han vendte dem om, mens hun stadig kom ned. Lagde hende på ryggen. Løftede det ene ben op mod hans skulder. Trak næsten ud og stødte ind. Hun gispede.

“For meget?”

“Nej. Bliv ved.”

Han stødte. Dybere. Madrassen slog let mod væggen. Hun holdt ham i underarmen, neglene i huden. Hendes bryster hoppede. Hun var våd nok til, at han kunne høre det. Han bøjede sig og kyssede hende sløset, ude af trit, mens han hamrede ind i hende.

Da han kom, var det hårdere end første gang. Han pressede sig ind til roden og holdt, stønnen lav og ru, og hun strøg ham over ryggen, indtil det slap.

De faldt fra hinanden. Sved. Lugt af sex. Hendes ene ben hang ud over sengekanten.

Amalie rakte ud efter dynen og trak den skævt op over dem begge. “Du bliver.”

Det var ikke et spørgsmål.

“Jeg har ikke en tandbørste.”

“Du bor ved siden af.” Hun vendte sig på siden og kiggede på ham. “Gå over og hent en. Eller lad være. Jeg er ligeglad med din ånde.”

Han lå og kiggede i loftet. En revne i malingen. “Hvis jeg går over nu, møder jeg måske nogen i opgangen.”

“Så møder du nogen.” Hun pillede ved håret på hans bryst. “Eller du bliver liggende, og så møder du nogen i morgen tidlig i stedet.”

Han smilede trods sig selv. “Du er slem.”

“Jeg er ærlig. Der er forskel.”

Han rejste sig alligevel. Fandt underbukser og bukser i mørket. Hun lå og kiggede på ham, nøgen under dynen, uden at dække sig.

“Jeg er tilbage om to minutter,” sagde han.

“Jeg tæller.”

Han gik ud i opgangen barfodet, nøglerne i hånden. Trappen var tom. Hans egen dør. Stilheden i lejligheden ramte ham anderledes end den plejede. Han fandt tandbørste, en t-shirt, og stod et øjeblik ved køkkenbordet, hvor hun havde siddet samme formiddag.

Så gik han tilbage.

Hun havde tændt lampen på gulvet. Lå stadig i sengen. Da han kom ind, løftede hun dynen op, som om det var det mest naturlige i verden.

Han lagde sig. Hun krøb ind til ham med ryggen, tog hans arm om sig, og pressede røven ind mod hans skød. Ikke for at starte noget. Bare for at ligge.

“Godnat, nabo,” mumlede hun.

Han kyssede hende i håret. “Godnat.”

Han sov uroligt. Vågnede en gang ved tre-tiden, fordi hun vendte sig, og igen ved fem, fordi lyset begyndte at komme ind under tæppet i vinduet. Hun sov med munden lidt åben og en hånd under kinden. Han kiggede på hende længere, end han ville indrømme.

Om morgenen vågnede han af, at hun ikke længere lå der. Kaffen lugtede udefra. Han fandt hende i køkkenet i hans skjorte, den han havde smidt på gulvet. Den gik til midt på hendes lår. Ingen trusser, så vidt han kunne se.

“Jeg har kun havregryn,” sagde hun. “Og kaffe, der er for stærk.”

“Det er fint.”

De stod ved køkkenbordet. Han i underbukser. Hun i hans skjorte. Det var mere nøgent end natten, på en anden måde.

Hun skubbede en kop over til ham. “Du skal ikke sige, at det her ikke må ske igen.”

“Jeg havde ikke tænkt mig det.”

“Godt.” Hun drak. Kiggede på ham over koppen. “For jeg kommer over i eftermiddag. Ikke efter værktøj.”

Han nikkede. Fingrene om koppen. “Så lad være med at banke, som om du låner en skruetrækker.”

Hun smilede. “Jeg banker, som jeg vil.”

Han gik hjem en time senere. I opgangen mødte han ingen. Inde i sin egen lejlighed kunne han høre hende gennem væggen. Vand i rørene. En skuffe. Så musik, lavt.

Han satte sig på stolen i køkkenet og kiggede på den tomme plads overfor.

Om eftermiddagen bankede hun. Ikke tre korte. Bare én gang, fast.

Da han åbnede, stod hun der i en kjole. Kort. Sommerlig. Ingen jakke. Hun gik ind forbi ham, som om hun havde gjort det i årevis, og vendte sig i hans entré.

“Jeg har tænkt på dig hele formiddagen,” sagde hun. “På hvordan du lød. På dine hænder. På at jeg stadig kan mærke det.”

Han lukkede døren. Låsen klikkede.

Hun tog hans ansigt mellem hænderne og kyssede ham op ad væggen, inden han fik sagt noget. Kjolen gled op, da han greb hendes lår. Ingen trusser. Hun var allerede våd, da hans fingre fandt hende.

“Jesus, Amalie.”

“Jeg sagde, jeg havde tænkt på dig.”

Han vendte hende om. Brystet mod væggen. Kjolen op om hoften. Lynlåsen. Han gned sig ind mellem hendes balder, fandt hende, og stødte ind i ét træk. Hun stønede højt, for højt til en opgang om eftermiddagen, og han lagde hånden over hendes mund. Hun slikkede hans håndflade og stødte sig tilbage imod ham.

Han kneppede hende stående i entreen. Kort. Rå. Hendes hænder flad mod døren. Han kunne se hendes ansigt i spejlet ved siden af. Åben mund. Øjne. Han kom, før han ville, presset ind i hende, med panden mod hendes nakke.

Hun lo, da han slap hendes mund. “Velkommen hjem til mig, eller hvad.”

Han trak ud. Hun vendte sig, rød i kinderne, kjolen stadig oppe.

“Kom ind,” sagde hun. “Nu skal du have mig rigtigt.”

Han tog hendes hånd og trak hende med ind i stuen. Solen stod skråt ind gennem de gamle gardiner. Avis. En skål med nøgler. Et foto på reolen, som hun kun kiggede på et sekund.

Hun stoppede midt på gulvet og trak kjolen af. Den landede over lænestolen. Nøgen i hans stue, midt på eftermiddagen, med sæd der allerede løb lidt ned ad indersiden af låret.

“Det er dit sted,” sagde hun. “Jeg vil se dig her.”

Jørgen gik hen til hende. Hans hænder fandt hendes hofter, tommelfingrene i den bløde linje ned mod skødet. Han kyssede hende langsommere nu. Hun smagte stadig af ham.

“Sofaen,” mumlede hun mod hans mund.

Han satte sig. Hun knælede mellem hans ben og åbnede hans bukser. Han var stadig halvt blød, klistret. Hun slikkede ham ren, uden at skynde sig, og han lagde hovedet tilbage mod ryggen. Loftet. Den revne, han havde kendt i årevis. Hendes mund omkring ham i hans egen stue.

Han blev hård igen i hendes mund. Hun slap ham, tørrede sig med håndryggen og kravlede op i hans skød, med ryggen mod hans bryst. Han førte sig ind i hende nedefra. Hun sank ned og åndede ud, som om hun endelig sad rigtigt.

“Sådan,” hviskede hun. “Hold om mig.”

Hans arme om hendes mave. Den ene hånd op til brystet, den anden ned mellem hendes ben. Hun red ham langsomt, næsten ikke, bare små bevægelser, mens han strøg hende. Klitoris. Brystvorten mellem to fingre. Hun lagde hovedet tilbage mod hans skulder.

“Du gør det bedre, når du ikke har travlt,” sagde hun.

“Jeg har travlt, når du kommer ind uden trusser.”

Hun lo. Det blev til et støn, da han trykkede hårdere med fingrene. Hun spredte benene mere ud over hans. Han kunne se det hele. Hende. Sig selv, der gled ind og ud. Det grå hår på hans underliv mod hendes glatte hud.

Hun kom siddende sådan, med hans hånd mellem benene og hans pik i sig, uden at råbe. Bare et langt, rystende åndedrag og neglene i hans lår. Han holdt hende, mens det kørte gennem hende.

Bagefter gled hun af ham og vendte sig. Kyssede ham. “Soveværelset. Jeg vil ligge i din seng.”

Hans soveværelse var mørkere. Tunge sengetæpper. Lugt af ham. Hun kravlede ind under dynen, som om hun testede den, og trak ham med.

De lå nøgne ovenpå hinanden et stykke tid uden at kneppe. Han kyssede hendes skuldre, hendes ryg, da hun vendte sig om på maven. Hun løftede hofterne, da hans mund gik lavere. Han spredte hende med hænderne og slikkede hende bagfra, langsomt, indtil hun greb puden.

“Jørgen. Fuck. Kom op.”

Han lagde sig over hende. Ind i hende fra siden, det ene af hendes ben løftet. Tæt. Hendes ansigt vendt mod ham på puden. Han kunne se hvert udtryk. Hun holdt ham i nakken og kiggede ham i øjnene, mens han stødte.

“Sig det,” sagde hun.

“Hvad?”

“At du vil have mig. Ikke bare at det sker.”

Han stødte dybere. “Jeg vil have dig. Jeg har villet have dig, siden du stod i min dør første gang.”

Hun smilede skævt, halvt ødelagt af det. “Så tag mig.”

Han gjorde det. Fast. Ikke voldsomt. Bare uden at holde igen længere. Sengen knagede. Hun kom igen med ansigtet i hans pude, og han fulgte med, presset ind til det sidste, med et støn han ikke kunne bide i sig.

De blev liggende i hans seng, mens lyset flyttede sig hen ad væggen.

Amalie strøg hans underarm. “Hvad siger du til dig selv lige nu?”

“At naboerne kan have hørt det.”

“Det er ikke det, du tænker.”

Han kiggede i loftet. “At jeg ikke ved, hvad det her bliver. Og at jeg alligevel ikke vil have, at du går.”

Hun nikkede. “Jeg går heller ikke. Ikke fordi vi skal love hinanden noget. Bare fordi jeg har lyst til at ligge her.”

Hun tav et øjeblik. “Min eks var min alder. Det var nemt på papiret. Og kedeligt i kroppen.” Hun vendte ansigtet mod ham. “Du er ikke kedelig.”

“Jeg er gammel.”

“Du er 68. Jeg er 29. Det forsvinder ikke, fordi vi knepper godt.” Hun lagde en hånd på hans kind. “Jeg er her alligevel.”

Han vendte hovedet og kyssede hendes håndflade. Det var mere ømt, end han havde tænkt det.

Ude fra køkkenet tikgede et ur. Gården var stille.

“Bliver du og spiser?” spurgte han.

“Ja. Men jeg skal hjem og hente tøj, hvis jeg skal sove her. Jeg gider ikke stå i din skjorte igen i morgen, når posten kommer.”

“Så gå over. Kom tilbage.”

Hun satte sig op. Håret var vildt. Der sad mærker fra hans skæg på hendes inderside af lårene, hun ikke kunne se. Hun fandt kjolen i stuen og smed den over hovedet.

I entreen standsede hun med hånden på døren. “Hvis du fortryder, mens jeg er væk, så sig det, når jeg kommer tilbage. Ikke bagefter. Ikke om tre dage.”

“Jeg fortryder ikke.”

Hun kiggede på ham. Nikkede. Gik.

Han stod alene i lejligheden. Hans seng var rod. Hendes lugt sad i dynen. Han gik ud i køkkenet og stillede vand over, mest for at have noget i hænderne.

Ti minutter senere bankede hun. Én gang. Fast.

Da han åbnede, havde hun en taske over skulderen og jeans på. Hun gik ind, satte tasken, og kiggede på ham.

“Jeg er tilbage,” sagde hun. “Hvad har du at spise?”

Han lo stille og gik ud i køkkenet. Hun fulgte efter med tasken, satte den ved døren til soveværelset, som om hun allerede havde besluttet, hvor den skulle stå.

“Æg,” sagde han og åbnede køleskabet. “Ost. Brød, der er lidt tørt. Og en rest suppe, jeg ikke tør love for.”

“Så laver vi æg.” Hun fandt en pande uden at spørge. “Du har smør?”

“I døren.”

De stod side om side. Hun brækkede æg. Han skar brød. Hendes albue ramte hans, hver gang hun vendte sig. Det var ikke tilfældigt længere. Ingenting var tilfældigt.

De spiste ved køkkenbordet. Samme stole som om formiddagen, dengang hun stadig havde kunnet lade som om, hun var kommet efter en skruetrækker. Nu sad hun i jeans og en tynd trøje, barfodet, med hans sæd stadig et sted i kroppen, og spiste, som om det var det mest almindelige i verden.

“Du kigger på stolen,” sagde hun.

“Jeg kigger på, at du sidder i den.”

“Væn dig til det.” Hun tørrede mundvigen med fingerspidsen. “Ikke hver dag. Jeg skal også være et andet sted nogle gange. Men jeg gider ikke lade som om, jeg kun kommer, når noget er i stykker.”

Han nikkede. Ostekniven lå mellem dem. “Folk kommer til at se det. Forskellen. Opgangen.”

“Så ser de det.” Hun skubbede tallerkenen fra sig. “Jeg er ikke flyttet hertil for at være usynlig. Og du er ikke et skab, jeg putter dig ned i, når det bliver pinligt.”

“Det er ikke pinligt.” Han rettede sig. “Det er bare… skævt. Jeg ved, hvordan det ser ud udefra. Gammel mand. Ung kvinde. Hun låner værktøj, og pludselig sover hun i hans seng.”

Amalie lænede sig frem. “Så lad dem tænke det. Det er også det, der sker. Forskellen er, at jeg vil det. Og at du vil det. Resten er støj.”

Han rakte hånden over bordet. Hun tog den. Ingen dramatik. Bare to hænder på et slidt køkkenbord.

De ryddede af sammen. Hun vaskede. Han tørrede. Da den sidste kop stod på stativet, stod hun stille med ryggen til ham, og han lagde hænderne på hendes hofter. Hun lænede sig tilbage mod ham uden at vende sig.

“Ikke i entreen,” sagde hun blødt. “Ikke op ad en dør. Jeg vil have din seng. Rigtigt.”

Han kyssede hende i nakken. “Så kom.”

I soveværelset trak hun trøjen af først. Så bh’en. Jeans og trusser i én bevægelse. Hun gik op i sengen og lå på siden og kiggede på ham, mens han klædte sig af. Ingen opvisning. Bare det, at hun ville se ham.

Han lagde sig overfor hende. De kyssede længe, langsommere end alle de andre gange. Hans hånd gled ned mellem hendes ben. Hun var våd igen, blød, åben. Han strøg hende, indtil hun begyndte at bevæge hoften imod fingrene, og så gik han ned.

Hun spredte benene for ham i hans egen seng. Han slikkede hende uden at have travlt. Tungen flad. Så spids. Hun holdt ham i håret og kom med et lavt, trukket støn, som hun ikke prøvede at skjule. Væggene kunne høre, hvad de ville.

Hun trak ham op. “I mig. Nu.”

Han lagde sig mellem hendes ben og gled ind. Hun omsluttede ham helt. De lå pande mod pande. Han bevægede sig langsomt, dybt, uden at hamre. Hun holdt om hans ryg og mødte ham. Hver gang han var inde til roden, åndede hun ud imod hans mund.

“Det her,” hviskede hun. “Det er det, jeg ville have. Ikke bare det vilde.”

“Jeg ved det.”

Han tog hendes ene ben op om sin hofte og gik lidt hårdere. Hun nikkede imod det. Øjnene åbne. Da hun kom, klemte hun om ham i lange, langsomme bølger, og han holdt sig i hende og kom kort efter, stille, med ansigtet i hendes hals, som om han ikke ville miste noget af det.

De blev liggende. Han gled ud. Hun trak dynen op. Uret i køkkenet tikker stadig. Et sted i opgangen smækkede en dør.

Amalie strøg hans bryst. “Jeg skal på arbejde i morgen. Tidligt. Så jeg går over og sover den sidste bit i min egen seng. Ellers kommer jeg for sent, og så skal jeg forklare en chef, at jeg lå hos naboen.”

Han smilede. “Det lyder som en dårlig undskyldning.”

“Det lyder som en god.” Hun kyssede ham på munden. Kort. “Jeg banker ikke på efter en hammer næste gang.”

“Hvad banker du så efter?”

Hun tænkte et sekund. “Efter dig.”

Hun rejste sig, fandt tøjet, og stod et øjeblik i døren til soveværelset med tasken. Nøgen under trøjen, håret vildt, læberne røde.

“Jørgen.”

“Ja.”

“Lad være med at sidde i køkkenet bagefter og gøre det her mindre, end det var.”

“Det gør jeg ikke.”

Hun nikkede. Gik. Han hørte hendes dør ved siden af. Nøglen. Stilhed. Så, svagt gennem væggen, vand i hanen.

Han lå i sin seng, der stadig var varm af hende. Den tre meter lange afstand mellem dem var den samme som i morges. Den betød bare noget andet nu.

Han slukkede lyset.

Næste eftermiddag, da han kom hjem med indkøbsposer, stod hun allerede i opgangen med en pose af sine egne. Ingen undskyldning. Ingen værktøj.

Hun smilede skævt.

“Jeg tænkte, du manglede noget,” sagde hun.

Han åbnede sin dør.

“Kom ind,” sagde han.

Hun gik forbi ham. Skulderen ramte hans bryst. Døren gik i. Låsen klikkede.

Ude i opgangen blev der stille.

Inde hos ham blev der ikke.