Pernille drejede vinglasset og kiggede på Rikke, der stadig havde det lidt røde mærke i panden fra ansigtsmasken.

“Vi ligner to, der har overlevet noget,” sagde hun.

Rikke træk i smilet. “Vi har. To ægteskaber. Og nu sidder vi her i badekåbe og drikker vin, som om vi er 25.”

De havde booket spaweekenden, da det stod klart, at ingen af dem skulle tilbage. Pernille efter 19 år, Rikke efter 22. Ingen store scener. Bare to kvinder, der pludselig havde for meget plads i sengen og for lidt i kalenderen. Hotellet lå lidt uden for byen, stille, dyrt nok til at føles som en beslutning.

Baren var næsten tom. Dæmpet lys, træ, et par gæster i den anden ende. Pernille havde mørkt hår med sølv, hun ikke længere gemte. Rikke var den lyse, kortklippet, med den mund, der altid ramte først.

Mads sad tre stole fra dem. 46, mørkt hår, lidt skæg, skjorte ærmerne rullet op. Han kiggede ikke på dem, som om han ventede på noget. Han kiggede, som om han var der.

Da bartenderen gik, lænede han sig frem.

“Undskyld. I lyder som om I faktisk hygger jer. Det er sjældent hernede.”

Rikke smilede først. “Vi prøver. Spa og ingen, der skal passes. Nå, undtagen dig nu.”

Han lo. “Mads. Og jeg passer mig selv. Det er hele pointen med at være her.”

Samtalen gled, som om den havde ventet. De talte om, hvorfor man tager afsted alene, når man er midt i livet. Han var også single. Ikke dramatisk. Bare færdig med at fylde weekender med arbejde. Pernille mærkede varmen først, da han kiggede på hende, mens hun talte. Direkte, uden at stirre. Som om han hørte det, hun ikke sagde.

Rikke mærkede det anderledes. Hun kunne lide, hvordan han blev stille, da hun sagde, at hun var bange for at starte forfra. Han nikkede. Ikke med medlidenhed. Med genkendelse.

Flirten var munter. De grinede af de samme ting. Han købte en runde, de købte den næste. Ingen pressede. Men luften ændrede sig alligevel.

Da Pernille gik på toilettet, sad Rikke alene med ham et øjeblik.

“Hun kan lide dig,” sagde Rikke stille, halvvejs i sjov.

“Og du?”

Rikke tøvede. “Jeg ved det ikke endnu. Men jeg er ikke ligeglad. Det er det, der er problemet.”

Da Pernille kom tilbage, mærkede hun det med det samme. Noget var blevet sagt. Rikke kiggede på hende med det blik, de havde brugt i årevis, når de begge vidste, at de stod ved kanten af noget.

De blev siddende, indtil baren begyndte at tømmes. Udenfor var det mørkt. Hotellet stille.

Mads satte glasset fra sig.

“Der er et loungeområde oppe ved den indendørs pool. Åbent til sent. Hvis I har lyst til at fortsætte… uden at det bliver mærkeligt.”

Pernille kiggede på Rikke. Rikke kiggede tilbage. Der var et øjeblik, hvor de begge kunne have sagt nej, grinet det væk og gået hver til sit.

I stedet nikkede Rikke.

“Vi kommer.”

De gik gennem de stille gange. Pernille mærkede sit hjerte. Ikke panik. Mere som nysgerrighed, der var blevet konkret. Hun vidste, at Rikke mærkede det samme, bare på sin egen måde. Pernille ville røre ved ham. Rikke ville se, om de tre kunne holde det uden at ødelægge noget.

Loungeområdet var tomt. Kun lyden af vandet fra poolen et stykke væk, dæmpet belysning, store stole. De satte sig tættere, end de havde siddet nede i baren.

Mads kiggede på dem begge.

“Jeg vil ikke misforstå det her. I er veninder. Jeg gider ikke være den, der ødelægger det.”

Pernille trak vejret. “Vi er voksne. Og vi har talt om det. Ikke om dig specifikt. Men om at vi begge er nysgerrige. På en eller anden måde.”

Rikke smilede skævt. “Hun er mere direkte end jeg. Men hun har ret. Det her kan enten være en sjov aften, vi griner af bagefter. Eller det kan blive noget, vi faktisk gør.”

Stilheden var ikke akavet. Den var fyldt.

Pernille rakte hånden ud og lagde den på Mads’ underarm. Varm hud, hår der strittede lidt. Hun mærkede ham spænde, så slappe af.

Rikke gjorde det samme, lidt senere, på hans anden side. Hendes fingre var mere forsigtige. Som om hun stadig testede, om hun måtte.

Mads kiggede fra den ene til den anden.

“Så hvad vil I?”

Pernille svarede først. “Jeg vil ikke sidde og lade som om, jeg ikke mærker det. Jeg har siddet i 19 år og ladet som om. Jeg gider ikke mere.”

Rikke rystede let på hovedet, men smilede. “Jeg vil se, om det her ødelægger os. Eller om det gør det modsatte. Jeg er mere bange for det første. Men jeg er her alligevel.”

Han nikkede langsomt. Så lænede han sig frem og kyssede Pernille først. Ikke hårdt. Bare et kys, der spurgte. Hun svarede. Hendes hånd gled op ad hans arm, ind under ærmet.

Da de slap hinanden, vendte han sig mod Rikke. Hun tøvede et sekund, så mødte hun ham. Hendes kys var langsommere. Mere eftertænksomt. Pernille sad og kiggede. Det burde have føltes mærkeligt. Det gjorde det ikke. Det føltes som at se noget, hun allerede kendte, bare i en ny version.

Da Rikke trak sig tilbage, var hendes stemme lidt hæs.

“Okay. Så er vi der.”

Mads kiggede på dem. “Vi kan stoppe her. Eller vi kan gå et andet sted hen. Mit værelse er tæt på. Eller jeres. Jeg presser ikke.”

Pernille kiggede på Rikke. Denne gang var det Rikke, der tog beslutningen.

“Dit. Så er det neutralt. Og så kan vi stadig nå at fortryde, før nogen tager tøjet af.”

De rejste sig. Pernille mærkede, at hendes ben var lidt usikre. Ikke af vin. Af det, de var ved at gøre. Hun gik ved siden af Rikke, deres skuldre rørte hinanden et øjeblik.

“Du okay?” hviskede hun.

Rikke nikkede. “Jeg er bange for, at jeg bliver jaloux. Eller at du gør. Eller at vi begge to kan lide det for meget.”

“Så finder vi ud af det,” sagde Pernille. “Som vi plejer.”

Mads’ værelse var som de andre. Store senge, dæmpet lys, duften af rent linned og lidt sæbe. Han tændte kun den lille lampe ved siden af. Ingen af dem sagde noget i de første sekunder. De stod bare der, tre voksne mennesker i et hotelværelse, der pludselig ikke handlede om spa længere.

Pernille gik hen til ham først. Hun kyssede ham igen, denne gang med mere. Hendes hænder fandt knapperne i hans skjorte. Hun var ikke den type, der ventede. Ikke længere.

Rikke stod et øjeblik og kiggede. Så gik hun bag ham, lagde hænderne på hans ryg, mærkede ham gennem stoffet. Da skjorten gled af, rørte hun ved hans hud. Varm. Virkelig.

Mads vendte sig, så han kunne have dem begge. Den ene hånd i Pernilles hår, den anden om Rikkes talje. Han kyssede Rikke, mens Pernille åbnede hans bælte. Ingen af dem skyndte sig. Men ingen af dem stoppede heller.

Pernille mærkede, at hun rystede lidt. Ikke af tvivl. Af hvor konkret det var blevet. Hun kiggede på Rikke over hans skulder. Rikke kiggede tilbage. Der var et lille nik. Ikke en plan. Bare et ja.

De kom af med badekåberne. Nattøjet fulgte. Ingen af dem var 25. Hud, der havde levet. Mave, der ikke var flad. Bryster, der hang, som de skulle. Mads kiggede på dem, som om det var det, han ville se. Ikke en rettet version.

Han førte dem hen til sengen. Pernille lagde sig først, Rikke ved siden af. Han knælede mellem dem et øjeblik, hænderne på begge deres lår.

“Sig stop, hvis I vil,” sagde han.

Ingen sagde stop.

Han kyssede Pernille ned ad halsen, mens hans hånd gled ind mellem Rikkes ben. Rikke trak vejret skarpt. Pernille mærkede det i kroppen, som om det også skete med hende. Hun greb fat i hans hår, trak ham tættere.

Det var ikke kaotisk. Det var langsomt. De fandt en rytme, hvor den ene rørte, mens den anden kiggede, og så omvendt. Pernille kunne lide at se Rikke, når hun glemte at tænke. Rikke kunne lide, at Pernille ikke holdt igen.

Da han gled ind i Pernille først, holdt Rikke hendes hånd. Pernille kiggede op i loftet et sekund, så på Rikke, så på ham. Det føltes som at krydse en streg, de ikke kunne krydse tilbage. Hun bevægede sig imod ham. Rikke lænede sig ind og kyssede hende på munden. Første gang i alle de år. Det var kort. Det var nok.

Mads stoppede et øjeblik, mærkede dem begge. Så fortsatte han. Da han senere vendte sig mod Rikke, var Pernille den, der holdt hende. Hånden i hendes hår, munden ved hendes øre.

“Du er her,” hviskede hun. “Vi er her.”

Rikke nikkede, øjnene lukkede, munden åben. Hun kom først. Stille, men hele kroppen. Pernille mærkede det i hånden, hun holdt. Bagefter var det Pernilles tur igen, hårdere nu, som om noget var sluppet.

Da det var ovre, lå de tre i sengen. Sved. Ånde. Ingen sagde noget i lang tid.

Rikke var den første.

“Så. Det blev ikke en sjov fantasi, vi griner af.”

Pernille lo lavt. “Nej. Det blev det her.”

Mads strøg dem begge over armen, en efter en.

“Hvad nu?”

Pernille kiggede på Rikke. Rikke kiggede på loftet, så på dem.

“Nu sover vi. Og i morgen finder vi ud af, om vi fortryder. Eller om vi gør det igen.”

Ingen af dem flyttede sig.

De blev liggende. Ingen rullede ud til kanten. Pernille havde Mads’ arm under nakken og mærkede Rikkes knæ mod sit lår, varmt og virkeligt. Det var for tæt til at lade som om, det ikke var sket.

Rikke stirrede op i loftet. Hendes hjerte var stadig for hurtigt.

“Jeg troede, jeg ville have lyst til at flygte,” sagde hun stille.

“Har du?” spurgte Pernille.

“Nej. Det er det, der er værst.”

Mads lo lavt, uden at det blev til en joke. Hans hånd strøg hen over Pernilles mave, videre, indtil fingrene fandt Rikkes hofte. Han lod dem ligge der. Ikke som et krav. Som et sted at være.

“I behøver ikke beslutte noget i nat,” sagde han. “Jeg er her stadig i morgen. Og I kan stadig nå at sige, at det her var vin og spa og midtliv.”

Pernille vendte hovedet og kiggede på ham. “Det var det også. Men det var ikke kun det.”

Hun mærkede Rikke spænde et sekund, så slappe af igen. De kendte hinanden for godt til at skjule den slags. Pernille havde altid været den, der gik først. Rikke den, der mærkede efter bagefter. Det havde de gjort med ferier, med skilsmissepapirer, med den første aften alene i hver deres lejlighed. Nu lå det i sengen mellem dem, nøgent.

De faldt i søvn i stykker. Først Mads, åndedrættet tungt og jævnt. Så Pernille, med hånden stadig et sted på hans bryst. Rikke lå vågen længst. Hun kiggede på dem. På Pernilles mund, der var lidt åben. På den måde Mads’ hånd stadig rummede hendes hofte, selv i søvne. Hun tænkte på, om hun var jaloux. Svaret kom skævt: hun var det, og hun var det ikke. Hun var jaloux på den lethed, Pernille havde. Og samtidig havde hun selv kommet, mens Pernille holdt hende. Det kunne hun ikke putte i nogen kasse.

Om morgenen var lyset gråt gennem gardinet. Nogen havde været i bad. Duften af hotelshampoo hang i rummet.

Pernille sad i en af Mads’ T-shirts, for stor, og drak vand direkte fra flasken. Rikke havde slået dynen om sig. Mads kom ud med vådt hår og et håndklæde om hoften.

Ingen sagde godmorgen, som om det var en almindelig nat.

Rikke rømmede sig. “Okay. Jeg fortryder ikke. Jeg hader, at jeg skal sige det så hurtigt, men jeg fortryder ikke.”

Pernille satte flasken. “Jeg heller ikke. Jeg har lyst til at gøre det igen. Ikke fordi jeg skal bevise noget. Fordi min krop stadig kan mærke det.”

Mads lænede sig op ad døren til badeværelset. “Og mellem jer?”

Stilheden var længere denne gang.

Rikke kiggede på Pernille. “Jeg kyssede dig. Det havde jeg ikke planlagt.”

“Jeg ved det.” Pernille smilede skævt. “Det var kort. Det var også det, jeg tænkte mest på, da jeg vågnede. Ikke ham. Dig.”

Rikke blinkede. “Det gør det ikke nemmere.”

“Nej.”

Mads løftede hånden. “Jeg går ned og henter kaffe. Så kan I tale uden at jeg står her og fylder.”

Han tog tøj på uden at skynde sig, uden at gøre det til en scene, og gik. Døren klikkede.

Så sad de to alene.

Rikke trak dynen tættere. “Hvis vi fortsætter, er det ikke længere en sjov historie, vi kan lukke, når vi kører hjem søndag.”

“Det er det allerede ikke,” sagde Pernille. “Du ved det.”

“Jeg er bange for, at du vil have ham mere, end du vil have det her med mig.”

Pernille rystede på hovedet. “Jeg vil have ham. På en måde, der er ret simpel. Krop. Blik. At nogen rører ved mig, uden at det er vaner. Men jeg vil ikke miste dig for det. Og jeg kan lide, at du er med. Det er ikke et tillæg. Det er en del af det.”

Rikke trak vejret. “Jeg tiltrækkes af ham, fordi han ikke prøver at redde os. Og fordi han kiggede på os, som om vi ikke var et projekt. Jeg tiltrækkes også af, at du tør. Det irriterer mig. Og det tænder mig. Begge dele.”

De sad med det.

“Så hvad gør vi?” spurgte Pernille.

Rikke kiggede mod døren. “Vi drikker den kaffe. Vi går ned og er tre mennesker, der har knaldet. Og så ser vi, om det stadig holder, når vi har tøj på.”

De nåede at tage tøj på, inden han kom tilbage. Tre papkrus, for stærk kaffe, sukker i lommen. De drak stående, tæt, som om rummet stadig tilhørte natten.

Mads kiggede fra den ene til den anden. “I ser ud, som om I har besluttet noget.”

“Vi har besluttet ikke at løbe,” sagde Rikke. “Resten er ikke besluttet.”

Han nikkede. “Fair.”

De gik hver til sit for at skifte. På værelset, som Pernille og Rikke delte, var der stadig to uåbnede badekåber og en flaske vin, de aldrig fik åbnet. Pernille stod ved spejlet og så mærker på halsen, hun ikke havde lagt mærke til.

Rikke kom hen bag hende. “Vi ligner to, der har gjort noget.”

“Vi har.”

Rikke lagde hagen let mod Pernilles skulder. Det var ikke et kys. Det var tættere på venskab, og alligevel ikke.

“Hvis jeg bliver ked af det i dag,” sagde hun, “så sig det ikke væk. Bare hør det.”

“Okay.”

Nede i restauranten var der for mange mennesker og for meget belysning. Mads havde sat sig ved et bord ved vinduet. Han rejste sig, da han så dem. Ikke som en mand på date. Mere som en, der ikke ville lade dem stå og vælge.

Morgenmaden blev smalltalk i starten. Spaens åbningstider. Vejret. En kvinde ved nabobordet, der talte for højt i telefon. Så ramte Rikke det alligevel.

“Jeg kan lide, at du ikke rørte ved os, som om vi skulle takke.”

Mads satte koppen. “I skylder mig ikke noget. Jeg havde også en god nat. Det er ikke det samme som, at jeg ejer den.”

Pernille mærkede varmen igen. Den sad lavere nu, mere vågen. Hun kiggede på hans hænder om koppen og huskede dem et andet sted. Hun krydsede benene under bordet.

Rikke så det. Selvfølgelig så hun det.

“Du er allerede i gang,” mumlede hun, uden at det lød surt.

“Ja,” svarede Pernille. “Det er jeg.”

Mads kiggede på dem begge. “Hvad har I tænkt jer at lave i dag? Jeg mener… ud over at sidde her og lade som om, vi ikke ved, hvordan hinanden smager.”

Rikke lo, kort og ægte. “Vi har betalt for spa. Det ville være dumt ikke at bruge det.”

“Så brug det,” sagde han. “Jeg har booket en tid senere. Hvis I vil, kan vi mødes ved poolen. Offentligt. Med tøj. Eller håndklæder. Så kan I mærke, om det her kun virker i mørke.”

Pernille nikkede. “Det er faktisk klogt.”

De skiltes efter morgenmaden. Ikke dramatisk. Et kort tryk på armen, et blik, der varede for længe. I elevatoren sagde Rikke:

“Han tester os.”

“Eller sig selv,” sagde Pernille. “Begge dele.”

Spaen om formiddagen var varm luft, klor og dæmpet musik. De lå på hver deres briks med agurk på øjnene i tyve minutter, fordi det stod i programmet, og fordi det var nemmere end at tale. Bagefter i dampbadet sad de tæt. To ældre mænd kom ind og gik igen. Så var de alene.

Rikke tørrede sved af overlæben. “Jeg har lyst til at se ham røre ved dig. Ikke kun i nat. I dag. Hvor der er lys.”

Pernille vendte hovedet. “Og du?”

“Jeg vil have, at du ser på mig, mens han gør det. Jeg ved ikke, om det er for at holde fast i dig. Eller fordi det tænder mig.”

Pernille slugte. “Det kan være begge dele.”

De mødte ham ved den indendørs pool, som aftalt. Få gæster. Store vinduer, gråt vejr udenfor, vandet stille. Mads havde badetøj på, et almindeligt par shorts, brystkassen med det mørke hår, hun allerede kendte. Han så ikke yngre ud i lyset. Han så ud som 46. Det gjorde det bedre.

De satte sig på kanten med fødderne i vandet. Samtalen var lettere her. Kroppene var tæt på, men der var stadig regler. En familie kom forbi og gik igen. En mand læste avis i den anden ende.

Pernille lænede sig ind mod ham, som om hun justerede sit håndklæde. Hendes skulder ramte hans. Han blev siddende.

Rikke gik i vandet først. Hun svømmede et par tag, vendte, og kiggede op på dem fra vandet, håret klistret til panden.

“I to ser ud, som om I venter på tilladelse.”

Mads smilede. “Måske.”

Pernille skubbede sig i. Vandet var varmt. Hun kom op ved siden af Rikke, tæt. Mads fulgte efter. De tre stod i det lave, vandet til brystet, tættere end man står, når man bare er gæster.

Hans hånd fandt Pernilles ryg under vandet. Åbenlyst, hvis nogen kiggede efter det. Usynligt, hvis de ikke gjorde. Hun mærkede fingrene langs kanten af badedragten.

Rikke flyttede sig ind fra den anden side. Hendes ben rørte hans. Hun kiggede ikke væk.

“Det holder,” sagde hun stille. “Også med tøj på. Det er det, jeg var bange for.”

Pernille mærkede hjertet. “Så hvad så nu?”

Mads kiggede rundt i rummet, så tilbage. “Nu går vi herfra, før jeg gør noget, der får os smidt ud. Og så spørger jeg jer, om I vil med op på mit værelse igen. Ikke fordi natten skal kopieres. Fordi I begge to står her og kigger på mig, som om I stadig ikke er færdige.”

Rikke åbnede munden, lukkede den, nikkede.

Pernille sagde: “Ja.”

De kom op af vandet uden at skynde sig. Håndklæder, gange, elevator. En ældre kvinde smilede til dem, som om de var tre venner. Det var de også. Bare ikke kun.

Foran hans dør stoppede Rikke.

“Hvis vi går ind nu, er det et valg. Ikke et uheld.”

Pernille tog hendes hånd. Kort. Fast.

“Så vælger vi det.”

Mads låste op. De gik ind. Dagslyset var hårdere end nattens lampe. Det skjulte ingenting.

Han vendte sig, stadig med håndklædet om skuldrene.

“Sig, hvad I vil have anderledes.”

Pernille svarede først, stemmen lav. “Jeg vil have, at du tager mig, mens hun er tæt på. Og jeg vil røre ved hende. Ikke kun et kys.”

Rikke stod stille et sekund. Så trak hun lynlåsen i sin badedragt ned, langsomt, uden at se væk.

“Og jeg vil ikke være den, der bare kigger,” sagde hun. “Ikke i dag.”

Rikke lod badedragten glide ned om hoften og videre. Lyset var nådesløst og ærligt. Hud, der havde levet. En mave, der ikke var flad. Bryster, der hang, som de skulle. Hun stod alligevel stille og lod dem se.

Pernille gik hen til hende først. Ikke til ham. Hun lagde hånden fladt på Rikkes mave, mærkede varmen og den lille spænding under huden.

“Sig, hvis det er for meget,” sagde hun.

Rikke rystede på hovedet. “Det er for meget. Gør det alligevel.”

Pernille kyssede hende. Længere end i nat. Ikke et forsøg. En mund, hun kendte som veninde, og nu som noget andet. Rikke svarede langsomt, så med mere. Hendes hænder fandt Pernilles ryg, trak i det våde stof.

Mads blev stående et øjeblik og kiggede. Ikke som en, der ventede på tur. Som en, der forstod, at det her også handlede om dem.

Så kom han ind bag Pernille, løsnede hendes badedragt, kyssede hende i nakken, mens hun stadig havde munden på Rikkes. Pernille mærkede begge dele på én gang. Hans skæg mod huden. Rikkes bryster mod sine.

De kom ind på sengen uden at nogen kommanderede. Dagslyset lå hen over lagnerne. Ingen kunne gemme sig.

Pernille lagde sig mellem dem, vendt mod Rikke. Hun rørte ved hende, som hun havde sagt, hun ville. Hånden mellem Rikkes ben, munden ved hendes bryst. Rikke trak vejret skarpt og greb fat i lagenet, så i Pernilles hår.

“Kig på mig,” sagde Pernille.

Rikke gjorde det. Øjnene var våde, ikke af gråd. Af det, hun ikke længere kunne pakke ind.

Mads strøg Pernille bagfra, åbnede hende med fingrene, ventede, indtil hun pressede sig tilbage imod ham. Da han gled ind i hende, stødte hun frem mod Rikke i samme bevægelse. Rikke stønede ind i hendes mund.

Det var anderledes end om natten. Mindre forsigtigt. Mere valgt. Pernille kunne se hver reaktion i Rikkes ansigt. Den lille rynke mellem øjenbrynene. Munden, der åbnede sig uden lyd. Hun kunne lide det. Hun kunne lide, at Rikke ikke bare lå der og var med.

Rikke skubbede sig op på albuerne, trak Pernille tættere og gled selv en hånd ned mellem dem, fandt Pernille, mens Mads bevægede sig i hende. Pernille mistede rytmen et sekund.

“Fuck,” hviskede hun, mere åndet end sagt.

Mads standsede ikke. Hans hånd fandt Rikkes hofte, holdt dem begge, så de ikke gled fra hinanden. Sengen knirkede. Udenfor et sted gik nogen forbi i gangen. Ingen af dem sænkede stemmen.

Da Pernille kom, kom hun med ansigtet mod Rikkes hals, tænderne i huden, uden rigtig at bide. Rikke holdt om hende, indtil det slap.

Så skiftede det. Rikke ville ikke vente. Hun trak Mads til sig, spredte benene, kiggede på Pernille, mens han gled ind. Pernille satte sig tæt, kyssede hende, rørte ved hendes bryster, talte lavt ind i øret. Ikke pæne ting. Ting, der fik Rikke til at klemme øjnene i og sige ja.

Rikke kom med mere lyd end i nat. Som om hun var færdig med at være den forsigtige. Pernille mærkede det i hele kroppen, som om det også var hendes. Mads fulgte efter kort efter, panden mod Rikkes skulder, hånden stadig i Pernilles.

De blev liggende i lyset. Sved. Røde mærker. Ånde, der langsomt faldt til ro.

Rikke lo pludselig, hæst.

“Nu kan vi ikke længere kalde det en sjov fantasi.”

Pernille strøg hende over kinden med tommelfingeren. “Nej. Nu er det noget, vi har gjort to gange. Med åbne øjne.”

Mads vendte sig over på ryggen, kiggede i loftet, så på dem.

“Og hvad er det så?”

Stilheden var ikke tom. Den var præcis.

Rikke svarede først, fordi hun plejede at tøve, og hun var træt af det.

“Det er ikke et forhold. Ikke endnu. Måske aldrig. Men det er heller ikke noget, jeg vil pakke ned og glemme, når vi tjekker ud.”

Pernille nikkede. “Jeg vil se dig igen,” sagde hun til Mads. “Og jeg vil ikke gøre det bag ryggen på hende. Hvis det her fortsætter, fortsætter det med, at vi tre ved, hvad vi gør.”

Han kiggede på dem længe.

“Jeg er ikke ude efter at blive jeres løsning. Jeg kan lide jer. Begge. Forskelligt. Jeg kan også lide det, I har med hinanden, og jeg gider ikke ødelægge det. Hvis I vil mødes igen, efter I er kørt hjem, så sig det. Hvis I vil have, at det her dør på hotellet, så respekterer jeg det også.”

Rikke rakte hånden ud og lagde den på hans bryst, derefter på Pernilles.

“Jeg bliver jaloux. Det gør jeg. Men jeg blev det ikke på den måde, jeg var bange for. Jeg blev jaloux på letheden. Ikke på, at du rørte ved hende. Jeg vil hellere mærke det og blive end lade som om, jeg er fin.”

Pernille slugte. “Så er vi der. Ikke som en hemmelighed. Som et valg.”

De lå lidt endnu. Ingen pakkede. Ingen flygtede ind i en joke, der kunne gøre det mindre.

Senere tog de tøj på uden at vende ryggen til hinanden. Pernille fandt sit ur. Eftermiddagen var stadig derude. Spaweekenden var ikke slut, men den handlede ikke længere om ansigtsmasker.

Rikke stoppede i døren, vendte sig.

“I aften spiser vi. De tre. Ikke for at forhandle. Bare for at se, om vi kan sidde over for hinanden med tøj på og stadig mene det, vi lige har sagt.”

Mads smilede skævt. “Jeg kan det.”

Pernille tog Rikkes hånd et sekund, pressede den, slap den igen.

“Så gør vi det.”

De mødtes i restauranten klokken syv. Ikke i badekåbe. Pernille i en sort kjole, hun næsten havde glemt, at hun havde pakket. Rikke i skjorte og bukser, håret stadig lidt vådt i nakken. Mads havde barberet sig lidt, ikke helt. Det gjorde ham ikke pænere. Bare tydeligere.

Bord i siden, dæmpet lys, servietter der var foldet for pænt. En tjener spurgte til vin. De sagde ja, som om det var det, man gjorde, når man sad tre og vidste for meget om hinanden.

I starten var det næsten almindeligt. Brød. Vand. En bemærkning om menuen. Så ramte virkeligheden alligevel, da Pernille krydsede benene og mærkede ømheden mellem dem. Hun kiggede op. Mads havde set det. Rikke også.

“Så,” sagde Rikke og satte glasset. “Vi kan sidde her. Med tøj på. Og jeg mener stadig det, jeg sagde oppe på værelset.”

Pernille nikkede. “Jeg også. Jeg har ikke brug for at gøre det om til noget større, end det er. Men jeg vil heller ikke gøre det mindre.”

Mads lænede sig tilbage. “Hvad er det så, I vil have af mig, når I kører herfra?”

Det var det rigtige spørgsmål. Ikke romantisk. Ikke koldt.

Pernille svarede først, fordi hun kunne mærke, at Rikke samlede sætningen.

“Jeg vil kunne skrive. Eller ringe. Ikke for at tjekke, om du er blevet vores hemmelighed. For at sige, hvis vi har lyst til at ses. Og så skal hun være med i det. Eller i hvert fald vide det.”

Rikke drejede sit glas. “Jeg vil ikke deles med i smugl. Hvis du ser Pernille, vil jeg vide det. Hvis jeg får lyst til dig, vil hun vide det. Jeg er for gammel til at lege, at jalousi forsvinder, fordi man er voksen. Den gør ikke. Men den behøver ikke styre.”

Han kiggede fra den ene til den anden.

“Det kan jeg. Jeg er ikke god til at love mere, end jeg kan holde. Jeg kan holde det der.”

Maden kom. De spiste. Ikke meget. Pernille mærkede hans knæ et øjeblik under bordet, bevidst, så væk igen. Rikke så det og rystede ikke på hovedet. Hun satte bare sin egen fod let mod Pernilles. Et stille: jeg er her.

Efter hovedretten blev der stille på en anden måde.

“Jeg var bange for, at det her ville ødelægge os,” sagde Rikke. “At jeg ville se dig med ham og tænke, at jeg var blevet overskud.”

“Og nu?” spurgte Pernille.

“Nu tænker jeg, at jeg ville have været mere alene, hvis vi havde ladet som om, vi ikke ville.” Hun trak på smilet. “Det er ikke det samme som, at det er nemt.”

Pernille rakte hånden over bordet og tog Rikkes. Kort. Tydeligt. Ikke skjult for ham.

“Vi ødelægger det ikke ved at ville noget. Vi ødelægger det, hvis vi begynder at lyve.”

Mads nikkede. “Så lad være med at lyve. Heller ikke for mig. Hvis en af jer pludselig kun vil være to, så sig det. Jeg går ikke amok. Jeg bliver bare færdig med at gætte.”

Det slog ned i Pernille som lettelse. Ikke fordi hun ville skære Rikke fra. Fordi hun var træt af mænd, der gjorde tavshed til dybde.

De skippede desserten. Udenfor restauranten stod hotellet stille igen. En reception, der smilede af rutine. En elevator, der kom for hurtigt.

Rikke trykkede på knappen til deres etage, ikke hans.

“Ikke i nat,” sagde hun. “Ikke fordi jeg ikke har lyst. Fordi jeg vil mærke, at vi kan sige stop, uden at det hele falder.”

Pernille mærkede skuffelsen et sekund. Den var ærlig. Den var også i orden.

Mads smilede skævt. “Det er faktisk det mest voksne, nogen har sagt til mig i lang tid.”

Foran deres dør stod de tre alligevel for tæt. Han kyssede Pernille først, langsomt, uden at tage den videre. Så Rikke. Hun holdt ham et øjeblik i skjorten, slap.

“Søndag tjekker vi ud,” sagde hun. “Før det vil jeg have dit nummer. Ikke som et løfte. Som en dør, vi kan åbne, hvis vi tør.”

Han nikkede, tog sin telefon frem. De byttede. Tre navne i tre lister. Nøgne, næsten latterlige i deres enkelhed.

Da døren gik i efter ham, stod Pernille og Rikke alene i det værelse, de havde booket som veninder.

Rikke satte sig på kanten af sengen. “Jeg har stadig lyst til ham.”

“Jeg også.”

“Og til dig. På en måde, jeg ikke havde et navn for i fredags.”

Pernille satte sig ved siden af hende. Deres skuldre rørte. Ingen kys denne gang. Bare to kvinder, der havde krydset noget og stadig sad der.

“Så er fantasien færdig,” sagde Pernille. “Resten er noget, vi vælger.”

Rikke lagde hovedet let mod hendes skulder. “Så vælger vi at sove. Og i morgen siger vi farvel, uden at lade som om, det her ikke skete.”

De gjorde det. Lyset slukket. To senge, der alligevel blev én, fordi Rikke kom over efter et kvarter, uden at sige noget. Pernille gjorde plads. De faldt i søvn med ryggen mod hinanden, hænderne tæt nok til at det betød noget.

Om morgenen var der kufferter og den der hotelstilhed, der altid kommer, når weekenden er ved at være regnskab. De mødte Mads i lobbyen. Ingen stor scene. En kop kaffe, der blev kold.

Han kiggede på dem begge.

“I skal køre. Jeg bliver til i eftermiddag.”

Pernille rakte hånden frem, så ombestemte hun sig og krammede ham. Rigtigt. Rikke gjorde det bagefter, lidt stivere, så blødere.

“Vi skriver,” sagde Pernille.

“Gør det kun, hvis I mener det,” svarede han.

Rikke smilede. “Vi mener det. Vi ved bare ikke endnu, hvad det bliver til. Det er fair nok, ikke?”

“Det er mere end fair.”

Udenfor var luften kølig. Pernille startede bilen. Rikke spændte selen og kiggede ud ad ruden, indtil hotellet blev mindre.

“Hvis du fortryder i næste uge,” sagde hun, “så sig det. Ikke om tre måneder.”

Pernille rystede på hovedet. “Jeg fortryder ikke, at vi gjorde det. Jeg er bare ikke sikker på, hvor langt jeg tør tage det. Men jeg tør mere med dig ved siden af, end jeg gjorde alene.”

Rikke lagde hånden på hendes lår, kort, så væk igen, som man gør, når man stadig er på vej hjem til sit eget liv.

“Så er vi enige,” sagde hun. “Det blev ikke ved flirten. Og vi er der stadig.”

Pernille kørte. Foran dem lå motorvejen. Bag dem et hotelværelse, en bar, en pool og tre voksne, der havde valgt at se, hvad der skete, i stedet for at lade det blive en sjov historie, de aldrig turde.

Det var nok. For nu.