Henrik havde valgt den lille tagbar med vilje. Ikke de store steder nede i Sukhumvit med høj musik og turister i shorts. Heroppe var der kun et dusin borde, et par planter i potter og udsigten over de lavere bygninger. Luften var stadig varm, selv om klokken var over ti. Han sad med en Chang i hånden og kiggede ud.

Tredje aften alene. Papirerne var underskrevet tre måneder tidligere. Otteogtyve år. To voksne børn. Et hus, der nu var solgt. Han var taget afsted, fordi han ikke kunne holde ud at sidde derhjemme og mærke, hvor stille der var blevet.

En gruppe kvinder lo ved det næste bord. Fire stykker. En af dem kiggede over et par gange. Mørkt hår i en løs knold, sort kjole, der sad tæt uden at være billig. Hun røg næsten ikke den cigaret, hun havde mellem fingrene. Hun så ud, som om hun ejede stedet.

Så rejste hun sig og kom hen. Satte sig overfor ham, som om bordet var hendes.

«Du keder dig,» sagde hun. Stemmen var lav og sikker. Engelsk med et let sving.

«Måske,» svarede Henrik og smilede. Det plejede at virke.

Hun smilede ikke tilbage. «De fleste vestlige mænd i din alder, der sidder alene heroppe, har en plan. Du har ikke engang det.»

Det ramte et sted, han ikke var vant til. «Er det så åbenlyst?»

«Ja.» Hun strakte hånden over bordet. «Nicha.»

«Henrik.»

Hendes hånd var varm og fast. Hun holdt et sekund længere, end det var nødvendigt.

«Du er dansker,» sagde hun. Ikke et spørgsmål.

«Hvordan kan du se det?»

«Måden du sidder på. Og øjnene. I har den der… som om I stadig venter på, at nogen skal fortælle jer, at det er i orden at slappe af.»

Han lo, men det lød anstrengt. «Du er temmelig direkte.»

«Jeg har en restaurant to gader væk. Jeg har ikke tid til at være andet.» Hun vinkede til bartenderen uden at kigge. «Chang? Det er det, de giver turisterne, når de ikke ved, hvad de skal bede om.»

«Det smager fint.»

«Det smager af ingenting.» Hun fik sin egen drink. Gin, så det ud til. «Hvorfor er du her alene, Henrik?»

Han tøvede. «Skilsmisse. For nylig.»

Hun nikkede, som om hun allerede havde gættet det. «Og nu tager du til Bangkok for at finde ud af, om du stadig eksisterer.»

Det var præcis det. Han hadede, at hun ramte det så hurtigt.

Hendes veninder råbte noget på thai. Hun svarede kort, uden at vende sig. De lo og begyndte at pakke sammen.

«De går,» sagde hun. «Jeg bliver. Medmindre du hellere vil sidde og kede dig videre.»

«Bliv,» sagde han. Hurtigere, end han havde tænkt.

Hun hævede et øjenbryn. «Se. Der var en beslutning.»

De talte videre. Hun spurgte ikke ind til børnene eller huset. Hun spurgte, hvad han havde lavet de sidste tyve år, og da han sagde noget om ledelse og møder, smilede hun skævt.

«Så du er vant til, at folk nikker, når du taler.»

«Ikke altid.»

«Jo.» Hun lænede sig frem. Lampelyset ramte hendes kraveben. «Her nikker jeg ikke. Jeg synes, du ser ud, som om du har glemt, hvordan man er i en krop, der ikke er i jakkesæt.»

Han mærkede varmen i ansigtet. Nioghalvtreds år, og han rødmede næsten.

Hun var enogfyrre, fandt han ud af. Ejede restauranten sammen med en partner, der for længst var ude af billedet. Hun havde ikke tålmodighed med mænd, der skulle overbevises om, at de var interessante.

«Du er ikke så imponeret af mig,» sagde han.

«Nej.» Hun drak. «Men jeg synes, det er interessant, at du ikke prøver at overbevise mig. De fleste ville nu have nævnt, hvor meget de tjener, eller at de har været i Asien før.»

«Jeg har ikke.»

«Jeg ved det.»

Hendes knæ rørte hans under bordet. Kort. Hun flyttede det ikke væk.

Henrik mærkede det hele vejen op. Det var så længe siden, nogen havde rørt ham uden at det var vane eller pligt. Hans krop reagerede, før hovedet gjorde. Han blev usikker på, hvor han skulle gøre af hænderne.

Nicha så det. Selvfølgelig så hun det.

«Du er ikke vant til det her længere, er du?» sagde hun stille.

«Nej.»

«Godt.» Hun smilede for første gang rigtigt. Det var ikke blidt. Det var vidende. «Så bliver det interessant.»

Veninderne var gået. Bartenderen tændte nogle lamper, der gjorde lyset varmere. Der var kun tre andre gæster tilbage. En af dem kiggede over, men Nicha ignorerede det.

Hun rejste sig. «Kom. Vi går et andet sted hen. Her er ved at lukke, og jeg gider ikke sidde og se på, at du overvejer for længe.»

Han fulgte efter hende ned ad den smalle trappe. Hendes kjole strammede over hofterne, da hun gik foran. Han kiggede, og hun vidste, at han kiggede.

Ude på gaden var luften tykkere. Scootere, madlugt, neon et stykke væk.

«Mit sted er tæt på,» sagde hun. «Eller dit hotel. Men dit hotel er sikkert et af de kedelige.»

«Sukhumvit,» indrømmede han.

Hun rystede på hovedet. «Så tager vi til mig. Jeg har en lejlighed over restauranten. Den er tom i aften.»

Hun tog hans hånd. Ikke romantisk. Bestemt. Fingrene om hans, som om hun besluttede det.

Henrik gik med. Hjertet slog for hurtigt. Han tænkte på, at han burde sige noget klogt, noget der gav ham kontrollen tilbage. Han fandt ikke på noget.

Nicha kiggede op på ham, mens de gik. «Du tænker for meget. Stop.»

«Det er svært.»

«Jeg ved det.» Hun stoppede ved en port og tastede en kode. «Du får lov at tænke bagefter. Nu skal du bare følge med.»

De gik op ad en bagtrappe. Hun åbnede en dør til en lejlighed, der var mørk, indtil hun tændte en lampe. Moderne, men med et par thai-detaljer. Stor sofa, åbent køkken, altan ud til bagsiden.

Nicha smed nøglerne på et bord. Vendte sig.

«Nu,» sagde hun. «Du står der og ser ud, som om du venter på tilladelse. Du får den ikke. Du tager den, eller du går.»

Henrik trådte ind og lukkede døren. Hun kom hen til ham. Tæt. Hendes parfume var let, citrus og noget varmere under.

«Jeg kan mærke, du er nervøs,» hviskede hun. «Det er okay. Jeg synes, det er tiltrækkende. En mand, der ikke har styr på det hele.»

Hun lagde hånden på hans bryst, over skjorten. Mærkede hjerteslaget.

Han bøjede sig. Kysset var usikkert i starten. Hun tog over. Hendes mund var blød og sikker. Hun bed ham let i underlæben, da han blev for forsigtig.

Hans hænder fandt hendes talje. Hun pressede sig ind mod ham. Han mærkede, hvor slank hun var under kjolen, men med former. Hofter. Bryster, der trykkede mod hans brystkasse.

Han blev hård. Hurtigt. Hun mærkede det og smilede ind i kysset.

«Der er du,» sagde hun. «Den del husker du stadig.»

Hun trak ham med hen mod sofaen, uden at slippe hans skjorte. Satte sig og trak ham ned til sig, så han næsten mistede balancen. Hendes ben kom om ham. Kjolen gled op.

«Kig på mig,» sagde hun. «Ikke væk. Jeg vil se, når du bliver usikker.»

Han kiggede. Hendes øjne var mørke og rolige. Hun tog hans hånd og lagde den på sit lår, højt oppe, under stoffet. Varm hud. Ingen strømper.

Henrik slugte. Fingrene rørte kanten af hendes trusser. Hun nikkede næsten umærkeligt.

«Sådan,» hviskede hun. «Du må gerne. Du behøver ikke spørge med øjnene hele tiden.»

Han strøg ind under stoffet. Hun var allerede våd. Han mærkede det, og det gjorde noget ved ham, han ikke havde mærket i årevis. En blanding af lyst og den der irriterende usikkerhed, som om han kunne gøre det forkert.

Nicha åndede ud, da hans fingre fandt hende. Hun holdt hans blik. Bevægede hofterne imod hans hånd.

«Du ryster lidt,» sagde hun. Ikke unkind. Bare konstaterende. «Jeg kan lide det.»

Hun løsnede hans bælte selv. Lynlåsen. Hendes hånd gled ind og om ham. Fast greb. Hun strøg ham et par gange, mens hun stadig kiggede ham i øjnene.

«Du er stor,» sagde hun. «Og du er allerede ved at give slip. Godt. Jeg vil have dig sådan. Ikke den, der har styr på det.»

Hun skubbede ham tilbage i sofaen, rejste sig og trak kjolen over hovedet. Sort bh, sort trusse. Hun tog bh’en af uden at gøre et nummer ud af det. Brysterne var faste, mørke brystvorter. Hun så på ham, mens hun trak trusserne ned.

Så gik hun ned på knæ mellem hans ben.

Henrik lagde hovedet tilbage, men hun sagde: «Nej. Se på mig.»

Han så. Hun tog ham i munden. Langsomt, sikkert, uden at haste. Hendes hånd om basen, munden varm og våd. Hun kiggede op på ham hele tiden. Han prøvede at holde sig i ro, men hofterne rykede.

Hun slap ham med et smæld.

«Du holder vejret,» sagde hun. «Du behøver ikke. Jeg stopper ikke, bare fordi du kommer. Men jeg vil have dig inde i mig først.»

Hun rejste sig, tog en kondom fra en skuffe i sofabordet, som om det var det mest naturlige. Rullede den på ham selv. Satte sig over ham.

Hun sænkede sig langsomt. Henrik greb fat i hendes hofter. Hun var stram og varm. Hun åndede ud, da hun havde taget det hele.

«Der,» hviskede hun. «Nu kan du mærke, at du er her.»

Hun begyndte at bevæge sig. Roligt først. Hendes hænder på hans skuldre. Hun kiggede ned på ham, mens hun red ham. Han prøvede at møde hendes rytme, men hun bestemte den.

«Du tænker stadig,» sagde hun. Stemmen var lidt hæs nu. «Slip det. Jeg kan mærke, når du gør det. Din krop bliver stiv på den forkerte måde.»

Han slap. Eller prøvede. Hun bøjede sig frem, kyssede ham, mens hun bevægede sig hurtigere. Hendes bryster mod hans skjorte, som han stadig havde på. Hun knæppede den op undervejs, uden at stoppe.

Henrik stønede. Hænderne gled op ad hendes ryg, ned om hendes numse, holdt fast. Hun lo lavt.

«Sådan. Du må gerne holde. Du må gerne være grovere, end du tror, du tør.»

Hun satte tempoet op. Hendes åndedræt blev kortere. Hun tog hans hånd og førte den ned mellem dem, så hans tommelfinger fandt hendes klitoris.

«Der. Hold den der. Tryk.»

Han gjorde det. Hun lukkede øjnene et øjeblik, så åbnede hun dem igen og kiggede på ham, mens hun kom. Kroppen spændte, hun klemte om ham, et langt, lavt støn, der ikke lød, som om hun prøvede at være stille.

Det sendte ham over. Han kom hårdt, greb om hende, ansigtet i hendes hals. Hun holdt ham, mens det kørte gennem ham. Længere, end han var vant til.

Bagefter sad hun stille oven på ham. Hendes pande mod hans. Hun strøg ham over håret, som var blevet lidt gråt ved tindingerne.

«Du ser forvirret ud,» sagde hun stille.

«Jeg er det,» indrømmede han.

Hun smilede. «Godt. Så har vi noget at arbejde med.»

Hun løftede sig af ham, tog kondomet af, gik ud i køkkenet og kom tilbage med vand. Satte sig nøgen ved siden af ham på sofaen, som om det var hverdag.

«Du skal ikke begynde at takke eller undskylde,» sagde hun. «Jeg kunne lide det. Du var ærlig i kroppen. Det er sjældent.»

Henrik lo lavt. Det lød næsten lettet. «Jeg har ikke været ærlig i kroppen i mange år.»

«Jeg ved det.» Hun lagde hånden på hans lår. «Derfor bliver du her i nat. Ikke fordi jeg synes, du er særlig charmerende. Men fordi jeg ikke er færdig med at se, hvad der sker, når du ikke har styr på det.»

Hun kiggede på ham. Direkte. Uden at smile nu.

«Kom i seng, Henrik. Og lad være med at ligge og overveje, om du burde tage hjem. Du tager ikke hjem.»

Henrik rejste sig. Benene var ikke helt med ham. Han gik efter hende gennem den smalle gang. Soveværelset var mørkere. En stor seng, hvidt sengetøj, et åbent vindue med et slør for. Byens lyd kom ind som en fjern summen.

Nicha tændte kun en lille lampe ved sengen. Hun vendte sig og kiggede på ham, stadig nøgen, uden at dække sig.

«Tag tøjet af,» sagde hun. «Det hele. Du har stadig skjorten på, som om du er på vej til et møde.»

Han knippede de sidste knapper. Skjorten gled af. Han var bevidst om maven, om det, der ikke var, som da han var fyrre. Hun så på ham, mens han tog bukser og underbukser af. Ingen kompliment. Ingen trøst. Bare et blik, der gled ned og op igen.

«Du holder vejret igen,» sagde hun. «Du tror, jeg står og vurderer dig som et produkt. Jeg kigger, fordi jeg har lyst til at kigge. Der er forskel.»

Hun kom hen og lagde flad hånd på hans mave. Varm. Hun strøg ned, tog ham i hånden, selv om han endnu ikke var hård igen.

«Lig dig,» sagde hun.

Han lagde sig på ryggen. Lagenet var køligt. Hun kravlede op og satte sig over hans lår, ikke over ham endnu. Hendes hår var løsnet. Hun så ned på ham.

«Fortæl,» sagde hun. «Hvad er det, du er bange for lige nu?»

Han lo kort. «Det her. Dig. At jeg ikke… rækker.»

«Rækker til hvad? Til at imponere mig?» Hun rystede på hovedet. «Jeg bad dig ikke om at imponere mig. Jeg bad dig om at være her.»

Hun bøjede sig og kyssede ham. Langsommere end ude i sofaen. Hendes bryster ramte hans bryst. Hun gled ned ad ham, munden over halsen, brystkassen, maven. Hun stoppede ved hoften og kiggede op.

«Du spænder,» konstaterede hun. «Slap af i kæben. Jeg kan se det.»

Han prøvede. Hun tog ham i munden igen, denne gang uden at haste mod noget. Hun brugte tid. Tungen, læberne, hånden. Hun stoppede, da han begyndte at blive hård, og strøg ham bare, mens hun talte.

«Din kone. Gjorde I det her? Eller var det noget, der skete om lørdagen, hvis I begge kunne holde jer vågne?»

«Det sidste,» sagde han. Stemmen var ru. «Til sidst næsten ikke.»

«Så er det ikke så mærkeligt, at du ligger der og ser ud, som om nogen har tændt lyset i et rum, du havde glemt.» Hun kravlede op igen, kyssede ham, så han kunne smage sig selv. «Jeg vil have dig langsomt nu. Ikke fordi jeg er blid. Fordi jeg vil se dig miste grebet i bidder.»

Hun tog et nyt kondom fra natbordet. Rullede det på. Vendte sig om, så hun sad med ryggen til ham, og sænkede sig ned over ham. Han så hendes ryg, hendes talje, den måde hun tog ham ind på, centimeter for centimeter. Hun åndede ud, da hun sad helt nede.

«Hold om mine hofter,» sagde hun. «Men du bevæger ikke noget, før jeg siger det.»

Han holdt. Hun begyndte at bevæge sig i små, præcise bevægelser. Hun bestemte vinklen, dybden, tempoet. Han lå under hende og mærkede, hvor lidt han havde at skulle have sagt, og hvor meget det tændte ham, at det var sådan.

«Du er stille,» sagde hun over skulderen. «Sig noget. Eller støn. Bare lad være med at ligge og analysere.»

«Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.»

«Så sig det. Sig, at du ikke ved det.»

«Jeg ved det ikke,» fik han frem. «Jeg ved ikke, hvad jeg laver.»

Hun smilede, han kunne høre det i stemmen. «Det er det bedste, du har sagt i aften.»

Hun lænede sig frem, hænderne i madrassen, og begyndte at ride ham hårdere. Han greb fastere. Hun lod ham. Et par gange stødte hun sig tilbage, så han ramte dybt, og hun gav en lyd, der ikke var for hans skyld.

«Nu,» sagde hun. «Du må bevæge dig. Op i mig. Ikke pænt.»

Han gjorde det. Hofterne op. Hun mødte ham. Sengen knirkede. Han hørte sig selv, lyde han ikke huskede, han kunne lave. Hun kiggede tilbage, hår i ansigtet, mund åben.

«Der er du,» hviskede hun. «Den usikre mand, der pludselig godt kan. Bliv der.»

Han kom tæt på. Hun mærkede det og lettede sig næsten af ham, holdt ham på kanten, strøg ham med hånden i stedet, indtil han stønede af frustration.

«Ikke endnu,» sagde hun. «Jeg er ikke færdig med at bruge dig.»

Hun vendte sig, stadig over ham, ansigt til ansigt nu. Satte sig ned på ham igen. Tok hans hånd og lagde den på sit bryst, den anden ned mellem dem.

«Kig på mig, mens du rører mig. Hvis du kigger væk, stopper jeg.»

Han kiggede. Hendes øjne var mørke i lampelyset. Han rørte hende, som hun ville, fingrene våde, hendes åndedræt der ramte hans mund. Hun bevægede sig i små ryk, tæt, næsten uden at løfte sig.

Hun kom først. Kroppen rystede, hun bed ham i skulderen, ikke hårdt nok til at gøre skade, men nok til at han mærkede det. Hun klemte om ham indefra, og han holdt ikke. Han kom med et stød op i hende, hænderne hårde om hendes røv, ansigtet presset mod hendes hals.

De lå sådan et stykke tid. Sved. Hendes hjerte mod hans.

Nicha rullede af ham og strakte sig på siden, hovedet i hånden, og kiggede på ham, mens han stadig prøvede at få vejret.

«Du ser ud, som om du skal til at sige undskyld for noget,» sagde hun.

«Gør jeg?»

«Ja. Lad være.» Hun strøg en finger hen over hans bryst, gennem det grå hår. «Du kom for hurtigt anden gang. Det er ligegyldigt. Du var til stede. Det er det, jeg gad.»

Han vendte hovedet og kiggede på hende. «Du er vanvittig selvsikker.»

«Jeg har en restaurant. Hvis jeg stod og ventede på, at nogen skulle synes om mig, var jeg gået konkurs for ti år siden.» Hun smilede skævt. «Du derimod. Du har brugt et helt ægteskab på at være den, der vidste besked. Og nu ligger du i min seng og ved ikke, hvor du skal gøre af hænderne.»

Han opdagede, at hun havde ret. Den ene hånd lå klodset på lagenet.

Hun tog den og lagde den på sin hofte. «Der. Sådan. Du må gerne røre, også når vi ikke knalder. Det er ikke en kontrakt, der udløber, hver gang du kommer.»

Han lo, rigtigt denne gang. «Du taler, som om du underviser.»

«Måske gør jeg. Du er lidt bagud.» Hun kiggede på ham et øjeblik uden at sige noget. «Hvad hedder hun? Din ex.»

«Lene.»

«Tænker du på hende nu?»

«Nej,» sagde han. Og det var sandt. «Det er det mærkelige.»

«Det er ikke mærkeligt. Du er bare et andet sted.» Hun gik med fingeren langs hans kæbe. «Du skal sove. Jeg står tidligt. Køkkenet. Hvis du snorker, skubber jeg til dig. Hvis du prøver at liste af klokken fem, fordi du har fået panik, så bliver jeg irriteret.»

«Jeg lister ikke.»

«Godt.» Hun slukkede lampen. Lå tæt, ryggen mod hans bryst, trak hans arm om sig, som om det var besluttet. «Sov, Henrik. I morgen skal du ikke tro, at det her var en undtagelse, du kan pakke ned og tage med hjem som en historie. Du er stadig her. Og jeg er stadig ikke færdig.»

Han lå i mørket og mærkede hendes åndedræt. Usikkerheden var der stadig. Men den sad anderledes nu. Den sad i kroppen som noget, hun havde fået lov at se. Og hun havde ikke set væk.

Henrik vågnede, fordi sengen var tom. Lyset stod ind gennem sløret, hvidt og ærligt, og byen nedeunder var allerede i gang. En scooter, metal mod metal, en stemme der råbte noget på thai. Han strakte hånden ud, fandt kun det kølige lagen, hvor hun havde ligget.

Køkkenet. En kop der blev sat hårdt ned. Vand i en kedel.

Han satte sig op. Håret stod. Munden var tør. I dagslyset så rummet anderledes ud. Mindre hemmeligt. Hans tøj lå i en bunke ved døren, som om nogen havde smidt det der i hast. Han fandt underbukserne og skjorten, knippede den skævt, og gik ud.

Nicha stod ved køkkenbordet i en stor hvid skjorte, knapperne kun halvt lukket. Håret var sat op med en klemme. Hun havde allerede makeup på, let, som om hun var på vej i arbejde, ikke som om hun var på vej væk fra noget. Hun kiggede op.

«Du ser ud, som om du overvejer, om det her stadig tæller, nu hvor det er lyst,» sagde hun.

«Gør det ikke?»

«Jo.» Hun skubbede en kop hen mod ham. Sort kaffe. Ingen mælk. «Det tæller bare mere. Om natten kan man gemme sig. Nu kan jeg se, at du har sovemærker i ansigtet, og at du holder skjorten foran maven.»

Han sænkede hånden. Hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret.

Nede fra gaden kom der stemmer. En mand lo. Nøglen i en dør.

«Det er køkkenet,» sagde hun. «De åbner om en time. Du kan høre dem, hvis du er stille. De kan ikke høre os. Medmindre du begynder at råbe.»

Hun drak. Skjorten gled, da hun løftede armen. Han så brystet, den mørke brystvorte, og hun lod ham se. Flyttede ikke stoffet.

«Kom her,» sagde hun.

Han gik hen. Hun tog fat i skjorten og trak ham ind mellem sig og bordet. Hendes hånd gled ind under hans skjorte, flad mod maven, ned, ind under elastikken. Hun fandt ham. Han var allerede på vej. Hun smilede skævt, ikke overrasket.

«Se. Kroppen husker det, også når hovedet er i gang med at pakke kufferten.»

«Jeg pakker ikke.»

«Du tænker på det.» Hun strøg ham langsomt. «Du tænker, at du burde sige tak for i nat og gå, før det bliver pinligt. Før jeg ser dig uden mørke.»

Han slugte. Hendes hånd var sikker. Kaffen dampede ved siden af dem.

«Jeg er nioghalvtreds,» sagde han. «Om dagen ser det anderledes ud.»

«Jeg er enogfyrre, og jeg har en restaurant, der skal tjene penge i dag. Jeg har ikke tid til at stå og skåne din forfængelighed.» Hun knippede hans skjorte op. Hele vejen. Skubbede den af skuldrene. «Sådan. Nu er vi lige. Næsten.»

Hun tog sin egen skjorte af. Stod nøgen i køkkenet med kaffen i den ene hånd og ham i den anden. Dagslyset lå på hendes hud. Små mærker. En fødselsmærke under brystet. Hun var ikke en fantasi. Hun var her.

«Bukserne,» sagde hun.

Han trak underbukserne ned. Hun kiggede. Længere end i nat. Han mærkede trangen til at vende sig, at sige noget, der gjorde det til en joke. Han gjorde det ikke.

«Godt,» sagde hun stille. «Du bliver.»

Hun satte koppen. Vendte sig om, lænede sig ind over bordet, albuerne i den kølige plade, og kiggede tilbage over skulderen.

«Nu. Her. Jeg har tyve minutter, før jeg skal i bad og ned.»

Han stod et sekund for længe. Hun hævede øjenbrynet.

«Henrik. Du behøver ikke en tale. Du skal bare komme ind i mig.»

Han fandt kondomerne, hun pegede med hagen mod en skuffe ved komfuret, som om det var, hvor man havde salt. Rullede det på med hænder, der ikke var helt rolige. Trådte ind bag hende. Løftede hendes ene ben lidt, fandt hende. Hun var våd. Hun åndede ud, da han skubbede ind, langsomt, hele vejen.

«Hold,» sagde hun. «Der. Mærk det. Du er ikke i mørke nu. Jeg kan se dig i ruden, hvis jeg kigger.»

Der var glas ud til bagsiden. Ikke gaden. En gård. Vasketøj. En kat på et rør. Han så sig selv bag hende, ældre, bar, hænderne på hendes hofter. Hun så også. Hun holdt hans blik i spejlingen.

Han begyndte at bevæge sig. Hun skubbede tilbage imod ham. Bordet rykede en centimeter. En ske faldt på gulvet. Ingen af dem samlede den op.

«Hårdere,» sagde hun. Ikke højt. «Jeg skal kunne mærke det, når jeg står nede i køkkenet bagefter.»

Han greb fastere. Stødte dybere. Hun gav en lyd, bidt af, og lagde panden ned mod armen. Hendes røv ramte ham. Han så ned, så sig forsvinde i hende, og den usikkerhed, der havde siddet i ham hele natten, blandede sig med noget andet. Ikke kontrol. Bare det at være der, synlig, uden at hun bad ham om at være yngre eller slankere eller mere sikker.

«Sig det,» fik hun frem. «Det du tænker. Mens du er i mig.»

«At du kan se for meget,» stønede han.

«Jeg kan. Bliv ved.»

Han blev ved. Tempoet steg. Hun strakte en hånd ned mellem sine ben og rørte sig selv, hurtigt, effektivt, som om hun kendte præcis, hvad der skulle til, og ikke havde tid til at lade ham gætte. Hun kom med klemmen om ham, et støn hun pressede ind i underarmen, kroppen der rystede under hans hænder.

Han fulgte med. Kom stående, bøjet over hende, ansigtet i hendes nakke, et stød der fik koppen til at klirre. Han holdt om hende, mens det kørte ud. Hendes hud var varm. Kaffen var blevet kold.

De stod sådan et øjeblik. Nede fra trappen lød der stemmer igen. Tættere.

Nicha rettede sig. Han gled ud. Hun vendte sig, strøg ham hen over munden med tommelfingeren, som om hun tørrede noget væk, og kiggede på ham.

«Du ser mindre bange ud,» sagde hun. «Bare lidt.»

«Jeg ved stadig ikke, hvad det her er.»

«Det er, at du har været i min seng og i mit køkken, og at du ikke døde af det.» Hun samlede skjorten op fra gulvet og gik hen mod badeværelset. «Jeg skal i bad. Du må gerne være her, når jeg kommer ud. Du må også gå. Hvis du går, så gør det uden at skrive en besked bagefter, hvor du forklarer dig. Jeg gider ikke forklaringer.»

Han stod nøgen i køkkenet og hørte bruseren. Hjertet var stadig oppe. Usikkerheden var der. Den var bare ikke længere det eneste.

Han samlede sit tøj. Satte sig på en taburet med skjorten åben og kaffen, der smagte brændt. Han gik ikke.

Nicha kom ud med vådt hår og et håndklæde om kroppen. Hun gik forbi ham, som om han hørte til i rummet, åbnede et skab og fandt tøj. En sort bluse. Bukser. Hun lod håndklædet falde, mens hun stod med ryggen til, og han kiggede, fordi hun vidste, at han ville.

«Du blev,» sagde hun, uden at vende sig.

«Du sagde, jeg måtte.»

«Jeg sagde også, at du måtte gå.» Hun trak blusen over hovedet. «Så nu har du valgt. Det er værre. Valg er sværere end at stikke af.»

Hun vendte sig og knippede bukserne. Ingen bh. Hun så det på hans ansigt og hævede øjenbrynet.

«Jeg skal stå over et komfur i otte timer. Behag er et argument. Dine øjne er det ikke.»

Hun kom hen, tog hans kaffe og drak af den, selv om den var kold. Satte koppen, lagde to fingre under hans hage og løftede den, så han ikke kunne kigge ned i bordet.

«Der. Om dagen også. Jeg gider ikke have en mand i mit køkken, der pludselig synes, gulvet er interessant.»

Han mærkede varmen i ansigtet igen. Nioghalvtreds, og hun kunne stadig få ham til det med to fingre.

«Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu,» sagde han.

«Nej. Det er hele pointen.» Hun strøg tommelfingeren hen over hans underlæbe, hvor hun havde bidt ham i nat. «Du skal ikke booke en tur. Du skal ikke spørge, om vi ses. Du skal tage tøj på, gå ned ad bagtrappen og ud på gaden. Hvis du får lyst til at spise, ligger restauranten i stuen. Mit navn står ikke på facaden. Du finder den alligevel. Hvis du kommer, sidder du ikke og venter på, at jeg skal holde pause og holde dig i hånden. Jeg arbejder. Hvis du ikke kommer, så kom ikke bagefter og fortæl, at du tænkte på det.»

Hun slap hans hage. Gik ind efter sko. Han knippede skjorten, fandt bukserne, bæltet. Hænderne var mere rolige end i nat. Usikkerheden sad stadig i ham, men den havde fået en form. Den hed hende.

Hun kom tilbage med nøgler og en lille taske. Stoppede foran ham. Kiggede på ham, som hun havde gjort på taget: uimponeret, nysgerrig, uden at give ham noget, han kunne gemme sig bag.

«Kom her.»

Han trådte hen. Hun kyssede ham. Ikke blidt. Munden åben, hånden i hans hår, et sekund hvor hun pressede sig ind, så han mærkede hende gennem tøjet, brysterne, varmen. Så slap hun.

«Sådan,» sagde hun. «Nu har du også det i dagslys. Gå.»

Han gik. Bagtrappen lugtede af olie og basilikum. Nede i gården kom en ung kok forbi med kasser. Nicha sagde noget på thai over gelænderet, kort og skarpt, og manden lo og forsvandt ind. Henrik trådte ud på gaden.

Varmen ramte ham. Scootere. Sol på beton. Han stod et øjeblik med hænderne i lommerne og mærkede, at han stadig var hende på huden. Ikke som en hemmelighed, han skulle pakke væk. Som noget, hun havde nægtet at lade ham skjule.

Han gik. Ikke mod hotellet med det samme. Rundt om hjørnet. To gader, havde hun sagt. Han så facaden, før han havde besluttet at lede. Lille sted. Åbne døre. Allerede stemmer indenfor. Han gik forbi uden at gå ind. Ikke fordi han ikke turde. Fordi hun havde sagt, at han ikke skulle sidde og vente.

Om eftermiddagen lå han på hotelværelset og stirrede i loftet. Aircondition. Tv, han ikke tændte. Han tænkte på Lene, kort, og den var væk igen. Ikke fordi Nicha havde erstattet noget. Fordi rummet, hun havde sat ham i, ikke lignede det, han kom fra.

Om aftenen gik han tilbage.

Restauranten var fuld. Dæmpet larm. Fade der blev sat hårdt. Han fik et bord henad væggen, ikke fordi han bad om det. En tjener nikkede, som om nogen havde sagt noget. Nicha kom ud fra køkkenet med sved i hårlinjen og en klud over skulderen. Hun så ham. Nikkede næsten ikke. Gik forbi, stoppede alligevel, bøjede sig som om hun rettede en serviet.

«Du fandt den,» sagde hun lavt. «Spis. Gå hjem. I morgen har jeg fri efter tre. Du ved, hvor trappen er. Hvis du kommer op, så kom ikke med blomster og en plan. Kom som du var i morges. Usikker. Og uden skjorte, der skal skjule noget.»

Hun gik, før han kunne svare.

Han spiste. Det smagte af noget. Ikke som Chang på taget. Han betalte og gik ud i varmen igen. På vejen tilbage til hotellet mærkede han det samme som på sofaen, i sengen, over køkkenbordet: at han ikke havde styr på det. At hun ikke bad ham om at få det.

For første gang i mange år var det ikke et problem, han skulle løse. Det var det, hun ville have. Og han ville tilbage.