Gitte havde talt efter. Tre uger. Så længe havde han boet derovre.
Hun sad ved køkkenbordet med computeren slået op og et regneark, hun ikke rigtig så. Udenfor hamrede noget. Ikke hendes hammer. Hans.
Søren.
Hun rejste sig, tog jakken på og gik ud. Dugen var våd. Det halte ben gjorde, at han gik skævt, men han flyttede sig alligevel med en slags stædig tyngde. Bredskuldret. Gråt skæg. Hun var treoghalvtreds. Han var yngre, men ikke så det gjorde noget. Femogfyrre, havde han sagt den første dag, da de stod ved skellet og talte om, hvem der egentlig ejede de rådne stolper.
– Hegnet er dit, havde hun sagt.
– Det er fælles, havde han svaret.
– Så er det fælles lort, havde hun sagt, og han havde grinet.
Nu var en stolpe væltet efter natteblæsten. Hun kunne have ventet. Hun ventede ikke.
– Den er væltet, sagde hun, da hun kom hen til ham.
Han rettede sig. Åndedrættet var tungt. Skjorten var svedt i ryggen, selvom det var køligt.
– Jeg så den. Jeg var på vej.
Hun nikkede. Stod for tæt. Hun vidste det. Han lugtede af diesel og koldt jern.
– Du behøver ikke gøre det alene.
– Jeg har gjort det meste alene i mange år.
Hun kiggede på benet. Han mærkede det.
– Gammel skade, sagde han. – Traktor. For tretten år siden. Det bliver ikke bedre.
– Det ser ud, som om du kompenserer med resten.
Han kiggede på hende. Rigtigt kiggede. Det korte røde hår. Den høje, kraftige krop i jeans og en t-shirt, der strammede hen over brystet. Hun var vant til, at mænd enten kiggede væk eller kiggede for længe og så lod som ingenting. Han gjorde ingen af delene. Han så hende.
– Du arbejder hjemme, sagde han.
– Ja. Bogholderi. Jeg kan selv bestemme, hvornår jeg går ud og blander mig i andres hegn.
– Det er også dit hegn.
– Det sagde du.
Vinden tog i jakken. Hun tænkte, at hun godt kunne have taget noget andet på. Hun tog det ikke af. Hun gik heller ikke.
– Jeg har en jordbor i laden, sagde hun. – Hvis din er lort.
– Min er lort.
– Så kom.
De gik over hendes tunge. Han haltede. Hun tilpassede skridtene uden at sige det. I laden var det køligt og mørkt efter lyset ude. Hun fandt boret frem bag en stak sække. Da hun bøjede sig, mærkede hun ham bag sig. Ikke rørende. Bare der.
– Den er tung, sagde hun.
– Jeg tager den.
Han løftede den, som om vægten sad i skuldrene og ikke i benet. Hun så på hans hænder. Brede. Fedtede. En revne i den ene kno.
– Du kan slå den i, sagde hun. – Jeg holder.
Ude ved skellet arbejdede de uden mange ord. Hun holdt stolpen. Han borede. Hver gang han satte vægten forkert, strammede kæben, og hun så det. Hun kunne have sagt, at han skulle lade hende. Hun sagde det ikke. Hun kunne lide at se ham gøre det alligevel.
Da stolpen stod, tørrede han hænderne af i bukserne.
– Kaffe, sagde hun. Det var ikke et spørgsmål.
Han nikkede.
I køkkenet tog hun støvlerne af. Han blev stående et øjeblik for længe i døren, som om han overvejede, om han hørte til derinde. Så kom han. Hun satte kanden frem og skar brød, hun ikke havde tænkt at skære. Han sad med ryggen lidt skævt, det dårlige ben strakt.
– Du kigger, sagde han.
– Det gør du også.
Han smilede ind i skægget.
– Du er svær at lade være med.
Hun hældte op. Hendes hånd var helt rolig. Indeni var hun det ikke.
– Jeg er treoghalvtreds, sagde hun. – Og jeg er ikke en af dem, man ser i reklamerne.
– Godt, sagde han. – Jeg er træt af reklamer.
Hun lo. Kort. Rigtigt.
De drak. Talte om maskiner. Om den gamle mejetærsker, han havde fået med i handlen, og som ikke ville starte. Om hendes plæneklipper, der trak skævt. Ingenting af det var vigtigt. Alt af det var en grund til at sidde der.
Da han gik, rørte hans hånd hendes overdørkarm et sekund for længe, som om han skulle sige noget. Han sagde:
– Hvis den mejetærsker skal ses på, har jeg brug for et sæt nøgler, jeg ikke har.
– Jeg har nøgler, sagde hun.
– Jeg ved det.
Næste formiddag skrev hun tre mails og svarede på ingen af dem. Klokken ti gik hun derover med en kasse værktøj, hun godt vidste, han sikkert selv havde. Han stod i laden med overkroppen inde i maskinen. Skjorten var åben i halsen. Gråt brysthår. Sved.
– Du kom, sagde han uden at trække hovedet ud.
– Du sagde, du manglede nøgler.
– Jeg mangler også hænder.
Hun stillede kassen. Krøb ind ved siden af ham. Der var ikke plads til to, så de lavede plads alligevel. Hendes hofte ramte hans. Hun flyttede sig ikke.
– Prøv den, sagde han.
Hun strammede. Hans ånde var tæt ved hendes øre. Maskinen lugtede af gammel olie. Hun mærkede varmen fra ham gennem tøjet.
– Den sidder, sagde hun.
– Ja.
Ingen af dem rørte sig. Et par sekunder for længe. Så trak han sig ud, og hun kom efter. Der var et smårødt mærke af rust på hendes underarm. Han tog om hendes håndled, som om han ville tørre det af, og lod hånden blive.
Hun kiggede ned på hans greb.
– Søren.
– Ja.
– Hvis du bliver stående sådan, skal du mene det.
Han nikkede. Langsomt. Tommelfingeren strøg hen over det bløde sted på indersiden af hendes håndled.
– Jeg mener det.
Hun gik et skridt ind i ham. Hun var næsten lige så høj. Kraftigere end ham om livet, bredere i hofterne, og hun mærkede, at han ikke røg tilbage. Hans anden hånd fandt hendes side, oven på trøjen, og pressede, som om han skulle holde fast i noget, der ellers gik.
Kysset var ikke forsigtigt. Skægget strøg hendes mund. Hun åbnede, og han kom med. Olie på hænderne. Hendes bryster klemte ind mod hans bryst. Hun hørte sig selv lave en lyd, hun ikke havde lavet i lang tid.
Han haltede et halvt skridt, fandt balancen, og hun holdt om ham, så han ikke skulle.
– Det ben, sagde hun mod hans mund.
– Det kan jeg godt arbejde udenom.
– Godt.
De kyssede igen. Hans hånd gled ned ad hendes ryg, over den brede bagdel, og blev der. Hun mærkede ham mod maven. Hård. Tydelig. Ingen af dem lod som om, de ikke mærkede det.
Et køretøj kørte forbi ude på vejen. De standsede ikke. Da lyden var væk, trak hun sig en smule tilbage, stadig med hænderne i hans skjorte.
– Ikke herude, sagde hun. – Ikke med vejen.
– Nej.
– Kom over til mig.
Han nikkede.
De gik over tunget igen. Hurtigere denne gang, selv med hans ben. I hendes entré sparkede hun støvlerne af. Han gjorde det samme, klodset på det ene ben. Hun tog ham i skjorten og trak ham med ind i køkkenet, fordi soveværelset pludselig føltes som for langt, og fordi hun ikke ville give nogen af dem tid til at tænke sig om.
Han løftede hende ikke. Det kunne han ikke, og hun ville det heller ikke. Han pressede hende op ad køkkenbordet, og hun hjalp til, satte sig op, spredte benene, så han kunne komme ind imellem. Hans hænder under trøjen, varme, ru. Hun havde ikke bh på. Hun havde vidst det, da hun gik derover med nøglerne.
– Jesus, sagde han stille, da han fik fat.
Hun trak trøjen af. Hans mund fandt hendes bryst, skægget kradsede, og hun lagde hovedet tilbage. Hendes hænder i hans hår. Kort, gråt, lidt for længe i nakken.
– Tag den af, sagde hun og nakkede hans skjorte.
Han gjorde det. Bred. Pels på brystet. Et ar skråt over ribbenene, gammelt som benet. Hun strøg hen over det. Han stivnede et øjeblik, så åndede han ud.
– Du er… sagde han og fandt ikke ordet.
– Kraftig, sagde hun. – Sig det.
– Ja. Og jeg vil have fingrene i det hele.
Hun lo, hæst, og åbnede hans bælte. Hans bukser gled. Hun tog om ham udepå boxershortsen, og han stønnede ind i hendes hals. Han haltede, fandt støtte mod bordet med den gode side, og hun hjalp ham, uden at gøre det til noget, de skulle tale om.
Hans hånd gled ned i hendes jeans. Hun var allerede våd. Hun hørte det selv, da hans fingre fandt ind. Han gned langsomt, som om han skulle lære hende, og hun greb om kanten af bordet.
– Søren…
– Ja.
– Hvis du bliver ved sådan, kommer jeg, før vi overhovedet er i gang.
– Så kommer du, sagde han.
Hun gjorde. Hurtigt. Uden pænhed. Med pande mod hans skulder og hans to fingre inde i hende, tommelfingeren på det rigtige sted. Hun klemte om ham, og han holdt fast, indtil det slap.
Bagefter var hun rød i ansigtet og ikke det mindste flov.
– Tøj af, sagde hun. – Og så soveværelset. Bordet holder, men dit ben gør ikke.
Han smilede. Rigtigt, denne gang.
– Du er praktisk.
– Jeg arbejder hjemmefra. Jeg er vant til at løse problemer.
De gik gennem stuen. Hun gik foran. Hun mærkede hans blik på ryggen, på den brede bagdel, på de røde hår i nakken. I soveværelset trak hun jeansen og trussen af uden at slukke lyset. Det var formiddag. Solen lå på sengetæppet. Hun ville have, at han så hende.
Han så hende.
Han så hende, og han lod være med at se væk. Solen lå hen over hendes lår og den bløde mave og de tunge bryster. Hun stod bare der. Ikke poserende. Bare treoghalvtreds og nøgen i sit eget soveværelse en formiddag, hvor hun egentlig skulle have siddet med et regneark.
– Kom her, sagde hun.
Han trak boxershortsen af. Han var allerede hård. Hun kiggede. Ikke høfligt. Han haltede hen til sengen, og hun mødte ham halvvejs, tog om ham med hånden, varm og fast, og han åndede ud gennem tænderne.
– Læg dig, sagde hun. – På ryggen. Så skal dit ben ikke bære det hele.
Han gjorde det. Hun kravlede op over ham. Hendes lår var kraftige omkring hans hofter. Hun bøjede sig og kyssede ham, langsomt nu, skæg mod mund, mens hun gned sig hen over ham uden at tage ham ind. Han greb om hendes hofter, fingrene dybt i det bløde.
– Du er våd, sagde han.
– Det ved jeg.
Hun førte ham hen, satte sig ned. Begge stivnede. Hun var stram efter at have kommet ude i køkkenet, og han var tyk, og hun tog ham i små bevægelser, indtil hun sad helt nede. Hans hænder gled op ad hendes sider, samlede hendes bryster, munden fandt den ene vorte. Hun begyndte at bevæge sig.
Det var ikke pænt. Det var vægt og varme og den lyd, hendes krop lavede mod hans. Sengen knagede. Hun støttede sig til hovedgærdet med den ene hånd og holdt hans skulder med den anden. Hver gang hun kom ned, mærkede hun ham dybt, og han stødte op i hende, så godt han kunne uden at vride det dårlige ben for meget.
– Kig på mig, sagde hun.
Han gjorde. Øjnene mørke. Skægget imod hendes bryst, når hun bøjede sig. Hun kunne mærke, at han var tæt på, og hun var det også, igen, anderledes end ude ved bordet. Dyppere. Hun gned sig fremad, fandt vinklen, og så kom det. Hun klemte om ham, stille først, så med en lyd hun ikke prøvede at holde tilbage. Han holdt fast i hendes bagdel og stødte op, et par gange, hårdt, og kom i hende med panden presset ind mod hendes kraveben.
De blev siddende. Hendes åndedræt i hans hår. Hans hænder stadig på hendes ryg.
– Fuck, sagde han stille.
– Ja.
Hun rullede af ham, lagde sig på siden. Han strakte det dårlige ben med et kort grimasse, så slap det. Hun lagde en hånd på hans bryst, i det grå hår, hen over arret.
– Gør det ondt?
– Benet? Altid. Resten? Nej.
Hun smilede ind i puden.
De lå der, mens solen flyttede sig hen over sengetæppet. Hun tænkte på computeren i køkkenet og på, at hun ikke gad. Han strøg hende langs siden, langsomt, som om han stadig var ved at lære, hvor hun var blød.
– Jeg skulle have skiftet olie på den lille traktor, sagde han.
– Så gør du det i morgen.
– Ja.
Hun kiggede på ham.
– Du behøver ikke finde på noget. Ikke nu.
– Jeg ved det. Jeg gør det alligevel.
Hun lo. Kort. Han kyssede hende igen, mindre sultent, mere som en, der ikke var færdig med at være der. Hans hånd fandt hendes bryst, bare holdt det. Hun kunne mærke ham mod låret, blød nu, og hun lod hånden glide ned og tage om ham alligevel. Ikke for at starte. Bare fordi hun kunne.
Efter et stykke tid rejste hun sig og gik ud efter vand. Nøgen gennem sit eget hus. Hun kunne mærke sæd på indersiden af låret og tænkte, at det var længe siden, det havde været et problem, hun havde lyst til at have. Da hun kom tilbage, sad han på kanten af sengen og tog bukserne på. Langsomt. Benet stift.
– Bliv, sagde hun.
– Jeg har dyr.
– Så kom tilbage.
Han nikkede. Rejste sig, haltede hen og kyssede hende stående, med hånden i hendes korte røde hår.
– Jeg mangler en pakning til hydraulikken, sagde han mod hendes mund.
– Jeg har ikke en pakning.
– Nej. Men du har en computer. Du kan finde en.
– Det kan jeg.
Han gik. Hun stod i vinduet og så ham krydse tunget, skævt, bred, skjorten stadig ikke rigtigt i orden. Hun gik i bad. Arbejdede resten af eftermiddagen med benene trukket op under sig og mærkede ham stadig.
Næste morgen lå der en besked på telefonen.
*Pakningen hedder 27B. Hvis du finder den, kommer jeg over og henter den.*
Hun fandt den på tre minutter. Skrev tilbage:
*Den er her. Kaffe er også her.*
Han kom klokken ti. De drak ikke kaffen først.
I laden denne gang, fordi hun mødte ham derude med pakningen i hånden, og fordi han tog om hendes hofte, da hun rakte den til ham, og fordi der ikke var nogen vej. Hun havde jeans på og en gammel hættetrøje. Han fik trøjen op, munden på hendes bryst, hende op ad en stak paller, der lugtede af træ og støv. Hun åbnede selv bukserne. Han vendte hende, og hun bøjede sig frem, greb om en bjælke, mens han tog hende bagfra med hænderne fulde af hendes hofter.
Det gik hurtigere. Råere. Hans halt blev en ujævn rytme, hun tilpassede sig. Hun kom med ansigtet mod sit eget ærme, og han fulgte med, stødte ind til han stivnede og holdt hende fast.
Bagefter trak hun bukserne op og vendte sig.
– Pakningen, sagde hun og rakte ham den.
Han tog den. Grinede, hæst, med skægget stadig vådt fra hendes hud.
– Jeg havde faktisk brug for den.
– Jeg ved det.
De drak kaffen bagefter alligevel. I hendes køkken. Hans hånd på hendes lår under bordet, som om de var et par, der havde gjort det i årevis, og ikke to naboer, der tre uger tidligere havde skændtes om et hegn.
– I aften, sagde han. – Hvis du vil. Jeg kan komme, når jeg har lukket dyrene ind.
– Kom.
Han kom. Hun havde tændt lampen i soveværelset og ikke ret meget andet. De tog tøjet af hinanden uden at have travlt. Hun gik ned på knæ foran ham, fordi hun havde tænkt på det hele eftermiddagen, og tog ham i munden. Han støttede sig til kommoden med den gode side. Hans hånd i hendes hår. Hun kunne lide lyden af ham, da hun gik dybere. Hun kunne lide, at han ikke prøvede at være fin.
– Gitte.
Hun slap ham, kiggede op.
– Seng.
De lagde sig. Hun på ryggen denne gang. Han mellem hendes ben, munden på hende, skægget imod de bløde indersider af lårene, indtil hun trak ham op, fordi hun ville have ham i sig, ikke mere mund. Han kom ind i hende, langsomt, og blev der. Bevægede sig. Kiggede på hende.
– Det her, sagde han. – Det er ikke hegn.
– Nej.
– Og det er ikke maskiner.
– Nej.
Hun slog benene om ham, forsigtigt om det dårlige, fastere om det andet.
– Så hold op med at finde på noget, sagde hun. – Kom bare.
Han nikkede. Stødte. Dybere. Hun holdt om hans ryg, mærkede arret under fingrene, og lod det fylde, indtil det igen blev for meget, og hun kom med åbne øjne, mens han så på hende.
Han blev i hende. Bevægede sig stadig, langsommere nu, mens hun kom ned. Hun var våd om ham, åben, og hver gang han gled ind, rystede det stadig et sted i hende.
– Jeg er der, sagde han.
– Så kom.
Han stødte tre gange, dybt, og holdt. Hun mærkede det. Varmen. Det stive i ham, der slap. Han åndede ud mod hendes hals, tungt, og hun holdt om hans nakke, indtil det var ovre.
Han rullede af hende med det samme, mere af hensyn til benet end af noget andet. Lå på ryggen og stirrede i loftet. Hun vendte hovedet og så på ham. Skægget var krøllet. Brystet hævede sig.
– Du kan sove her, sagde hun.
– Dyrene er lukket ind.
– Det var ikke det, jeg spurgte om.
Han smilede skævt.
– Ja. Jeg kan sove her.
Hun slukkede lampen. Ikke fordi hun skammede sig. Fordi det var rart. Mørket lagde sig over rummet, og hun kunne stadig mærke ham i sig. Hans hånd fandt hendes mave, blev liggende der, tung og varm.
– Første gang jeg så dig ved hegnet, sagde han, – tænkte jeg, at du nok var en af dem, der holdt sig for sig selv.
– Det er jeg.
– Ikke i dag.
– Nej.
Hun lagde hånden over hans.
De sov. Hun vågnede engang om natten, fordi han vendte sig og trak i benet. Han bandede stille. Hun strøg ham over hoften, indtil det slap, og faldt i søvn igen med ryggen ind mod hans bryst.
Om morgenen var han oppe før hende. Hun hørte ham i køkkenet, det ujævne trin, en kop der blev sat hårdt i bordet. Hun tog en t-shirt på og ingenting andet og gik ud.
Han havde lavet kaffe. Bukserne var på. Skjorten var åben. Han kiggede på hendes bare ben og den t-shirt, der ikke dækkede ret meget, og rystede ikke blikket af.
– Jeg skal hjem til dyrene, sagde han.
– Jeg ved det.
– Kom over senere. Hvis du vil. Ikke for en pakning.
Hun nikkede.
– Jeg har et møde klokken ni. Online. Bagefter.
– Godt.
Han kyssede hende ved døren. Hånden under t-shirten, på den bare bagdel, et kort tryk, som om han skulle tage noget med sig. Så haltede han hjem over tunget i morgendisen.
Hun sad i mødet og svarede rigtigt på de rigtige ting og tænkte på hans mund mellem hendes ben. Da det var ovre, gemte hun computeren og gik.
Hans gård lugtede anderledes end hendes. Mere dyr. Mere diesel. Laden stod åben. Hun gik ikke derind. Hun gik til stuehuset og bankede, selvom hun kunne have gået ind.
Han åbnede. Uden skjorte. Kaffe i hånden.
– Du bankede, sagde han.
– Vaner.
– Drop dem.
Hun gik ind. Hans køkken var mindre. Rodet. En stak post på bordet. Støvler under en stol. Hun kunne lide det. Det lignede, at der boede et menneske, ikke et katalog.
Han satte koppen. Kom hen til hende. Kysset var straks dybere end ved døren om morgenen. Hun tog om hans bælte. Han tog om hendes ansigt.
– Jeg har tænkt på det hele formiddagen, sagde han.
– På hvad?
– På at få dig herover. På at få tøjet af dig i mit hus.
– Så gør det.
Han trak hendes trøje af. Hendes bh. Hendes bryster tunge i hans hænder. Han bøjede sig og tog en vorte i munden, stod skævt på det gode ben, og hun holdt ham, så han ikke skulle. Hans skæg kradsede. Hun lukkede øjnene.
De nåede ikke soveværelset med det samme. Han fik hendes bukser ned om lårene dér i køkkenet, vendte hende mod bordet, gik ned på det gode knæ – klodset, med et kort hiv i det andet – og satte munden på hende bagfra. Hun greb kanten. Hans tunge. Hans skæg mod hendes bagdel. Hun var allerede så våd, at det var pinligt, og hun var ligeglad.
– Søren… hold kæft… bare…
Han lo ind i hende og blev ved, indtil hun rystede og måtte sige stop, fordi knæene ikke ville.
Han rejste sig. Hun vendte sig, trak ham med ned ad gangen. Hans soveværelse var mørkere end hendes. Rullegardin halvt nede. En bred seng med et slidt sengetæppe. Hun skubbede ham ned på den.
– På ryggen, sagde hun. – Igen.
– Du kan lide den.
– Jeg kan lide, at du ikke skal spille stærk på et ben, der ikke gider.
Han lagde sig. Hun tog resten af tøjet af, kravlede op, og tog ham i munden først, fordi hun ville smage ham i hans eget hus. Han lagde hånden i hendes korte røde hår og lod hende. Hun gik langsomt. Slick. Dyb. Hans lår spændte under hende.
Da hun satte sig over ham og tog ham ind, var det anderledes end i går. Ikke første gang. Ikke overraskelsen. Bare lyst. Hun bevægede sig i lange drag, hænderne på hans bryst, og han så på hende, som om han stadig ikke var færdig med at forstå, at hun var der.
– Du er så… sagde han og greb hendes hofter.
– Kraftig, sagde hun igen, uden skarphed. – Og jeg rider dig, til du kommer.
– Ja.
Hun gjorde. Sengen slog i væggen. Et sted ude i laden brølede en ko, og hun grinede ind i det, og han grinede med, og så var det ikke sjovt længere, kun tæt. Hun kom først, foroverbøjet, panden mod hans, og han fulgte med, stødte op i hende og holdt hende nede, mens han tømte sig.
De blev liggende i hans seng bagefter, med et tæppe hen over hofterne og vinduet lidt åbent. Hun kunne høre hans gård. Hendes egen lå bare ovre på den anden side af hegnet.
– Vi bliver nødt til at finde på dårligere undskyldninger, sagde hun.
– Eller lade være.
Hun strøg ham hen over arret.
– Jeg arbejder hjemme, sagde hun. – Jeg kan holde pause, når jeg vil.
– Og jeg kan altid have noget, der skal ses på.
– Så ses vi.
– Ja.
Han kyssede hendes skulder. Hans hånd gled ned mellem hendes ben, ikke for at starte forfra, bare for at mærke, at hun stadig var våd af dem begge. Hun åbnede lidt for låret og lod ham.
Ude ved skellet stod den stolpe, de havde slået i. Den holdt.
Hun tænkte, at hegnet stadig var fælles. Og at det passede hende udmærket.
Hun åbnede lidt mere. Hans fingre gled langsomt, uden at have travlt med at få hende derhen igen. Bare varme og tryk. Hun lå i hans seng og hørte en ko ude i laden og en dryppende hane et sted i huset.
– Du kan blive liggende, sagde han.
– Jeg kan også gå. Jeg vælger selv.
– Jeg ved det.
Hun vendte hovedet og så på ham. Det grå skæg. Det ar. Det ben, han stadig holdt lidt stift, også nu.
– Jeg kan lide det her, sagde hun. – Ikke bare det med at komme. Det her. At du ligger der. At jeg ikke skal finde på en grund.
– Jeg har alligevel en, sagde han. – Hydraulikken. Pakningen. Den skal jo i.
Hun lo stille.
– Så gør det bagefter.
Hans fingre fandt ind i hende. Hun var stadig åben efter ham, stadig våd, og hun trak vejret ind mellem tænderne. Han kyssede hende, mens han gned, langsomt, præcist, som om han allerede havde lært, hvor hun gav efter.
Hun greb om hans håndled.
– Ikke bare fingre.
Han nikkede. Hun hjalp ham ind mellem sine ben, på siden, så det dårlige ben ikke skulle bære. Han kom ind i hende bagfra, tæt, med en arm om hendes mave og hånden på hendes bryst. Det var langsommere end før. Dyppere på en anden måde. Hun mærkede hvert drag. Hans skæg imod hendes nakke. Hans åndedræt ujævnt.
– Gitte.
– Ja.
– Sig hvis det er for meget.
– Det er ikke for meget.
Hun skubbede sig tilbage mod ham. Han stødte ind, holdt, stødte igen. Hendes hånd fandt ned mellem sine egne ben og hjalp til, og han mærkede det og stønneede ind i hendes hår. Det byggede uden jagt. Da hun kom, var det med sammenbidte tænder og hele kroppen spændt om ham. Han fulgte med kort efter, pressede sig ind til det sidste og holdt hende, mens det gik gennem ham.
De blev liggende sådan. Han stadig i hende. Hendes hånd over hans på maven.
Efter et stykke tid gled han ud. Hun vendte sig ind mod ham og strøg ham over hoften, der hvor benet begyndte at gøre nar.
– Du skal ikke gå rundt og spille, at det ikke gør ondt, sagde hun.
– Jeg spiller ikke for dig.
– Godt.
Hun rejste sig først. Fandt sit tøj på gulvet. Bh’en. Jeansen. Den hættetrøje, der lugtede af hans køkken nu. Han sad på sengekanten og tog bukserne på, langsomt, med kæben sat, indtil benet fandt sig til rette.
I køkkenet skar hun et stykke brød, hun ikke havde tænkt at spise, og han satte vand over, som om de havde gjort det før. De sagde ikke så meget. Hans knoer var stadig smudsede. Hendes lår var ømme på en måde, hun ikke havde været i årevis.
– Pakningen, sagde hun og nikkede ud mod laden.
– Den kan vente en time.
– Nej. Gå da. Jeg skal hjem og svare på tre mails, jeg har ignoreret med vilje.
Han smilede ind i skægget.
– Kom over, hvis printeren driller.
– Min printer driller ikke.
– Så find på noget andet.
Hun gik hen og kyssede ham stående, med hånden i hans åbne skjorte.
– Det gør jeg.
Hun gik hjem over tunget. Stolpen stod, hvor de havde sat den. Hegnet var stadig skævt nogle steder, stadig fælles, stadig en undskyldning, hvis de havde brug for en. Hun havde ikke brug for en. Ikke rigtigt. Men hun vidste, at hun ville bruge den alligevel.
Om eftermiddagen skrev hun tre mails. Så skrev hun en fjerde, til ham, selvom han bare boede ovre på den anden side:
*Min plæneklipper trækker stadig skævt. Hvis du har en nøgle, jeg ikke har.*
Svaret kom tre minutter senere:
*Jeg har hænder. Jeg kommer.*
Han kom. De så på plæneklipperen i ti minutter. Den trak skævt, det var rigtigt nok. Han lå på knæ ved hjulet, skævt på det gode ben, og hun stod med armene over kors og kiggede på hans ryg og tænkte, at hun ikke havde kaldt ham herover for et hjul.
Da han rejste sig, tørrede han hænderne af i bukserne og så på hende.
– Den trækker skævt, fordi du har kørt den for tæt på hækken i tre sæsoner.
– Jeg ved det.
– Så derfor skrev du.
– Ja.
Han nikkede, som om det var det, han havde håbet.
De gik ind. Ikke fordi der var kaffe, der skulle drikkes. Fordi hun tog ham i skjorten i entreen, og fordi han haltede med hende ind i stuen og satte sig i hendes sofa, trak hende med ned over sig, så hun sad astridt, stadig med tøjet på, og kyssede ham, til munden var øm.
Hun åbnede hans bukser der. Tog ham frem. Gned sig mod ham gennem sit eget tøj, indtil hun ikke gad mere stof imellem. Hun fik jeansen ned om lårene, skubbede trussen til side og satte sig på ham i sofaen, med hænderne på ryggen af den, mens han holdt om hendes hofter og så op på hende.
Det var kort. Tæt. Lidt klodset, fordi sofaen var for blød, og fordi de grinede midt i det, da hun næsten røg af. Så var det ikke sjovt. Så var det ham oppe i hende og hendes bryster i hans ansigt og hendes korte røde hår klistret til tindingen. Hun kom med ansigtet ned i hans skæg. Han kom med hænderne hårdt i hendes bagdel og et støn, han ikke nåede at bide i.
Bagefter sad hun stadig på ham, med pande mod hans, og lo stille.
– Plæneklipperen, sagde hun.
– Jeg retter hjulet inden vinter.
– Det behøver du ikke.
– Jeg gør det alligevel.
Hun nikkede. Kyssede ham en gang til, blødere.
Da han gik hen under aften, stod hun i døren og så ham halte hjem. Han vendte sig ved skellet og løftede hånden. Hun løftede sin.
Næste dag lå der en sprængt slange over hans hegnstolpe. En lap papir under:
*Jeg har kaffe. Og den slange, du ikke har.*
Hun tog slangen. Gik derover. De fik kaffen. De fik hinanden. Ikke hver gang med tøjet helt af. Ikke hver gang i en seng. Engang op ad hans køleskab, med hendes ene støvle stadig på. Engang i hendes lænestol efter et onlinemøde, hvor hun havde siddet og tænkt på hans hænder i stedet for tal.
Det var ikke en ferie. Det var hverdag med olie under neglene og et haltende ben og hendes kraftige krop, som han tog i uden at bede om undskyldning.
En sen eftermiddag stod de igen ude ved hegnet. Solen lå lavt. Han bankede en ny krampe i tråden. Hun holdt.
– Det er stadig fælles, sagde han.
– Ja.
– Og du kommer stadig over, også når der ikke er noget, der er i stykker.
Hun kiggede på ham. På skægget. På det ben, han aflastede, uden at hun sagde det.
– Jeg kommer, sagde hun. – Du kommer. Vi kan kalde det hegn, hvis nogen spørger.
Han smilede.
– Ingen spørger.
– Nej.
Hun gik et skridt ind i ham derude mellem de to gårde. Kyssede ham, kort, med smag af kaffe og koldt jern. Hans hånd fandt hendes hofte og blev der.
Stolpen holdt. Maskinerne kunne altid ses på. Og undskyldningerne blev ved med at virke, også den dag, de begge vidste, at de ikke længere havde brug for dem.
