Koncerten slap dem ud i et skær af gult lys og cigaretrøg. VEGA’s facade pulserede stadig et par sekunder i Lærkes øjne, før byen tog over. Hun stod med jakken halvt på og mærkede Yasmins skulder mod sin.

Adam stod allerede der. Lav, bred over ryggen, barberet hoved, hænderne i lommerne, som om han havde ventet uden at ville ligne det.

Ingen af dem kunne bagefter sige, hvem der havde sagt det første. Inde i salen havde de stået tæt. Yasmin havde grinet af noget, han havde sagt. Lærke havde taget hans øl, da han rakte den hen, uden at det var meningen. Eller måske var det.

“I går den vej?” spurgte han og nikkede ned ad Enghavevej.

“Vi går,” sagde Yasmin.

Lærke gik med.

Luften var kølig, men asfalten holdt stadig på varmen fra dagen. Lærkes krøller var blevet lidt vilde af sved og dans. Hun forsøgte at samle dem med fingrene, mærkede Yasmins blik på sig, og så Adams. Det var det, der gjorde det mærkeligt. Ikke at han kiggede. At de begge gjorde.

Yasmin gik med lange skridt, slank i den sorte jakke, det lange hår glat ned ad ryggen. Hun var et hoved højere end Adam. Lærke var det ikke. Hun var fyldig i hoften, blød under trøjen, og hun kunne mærke det, hver gang hun kom ind mellem dem.

“Hvorhen?” spurgte hun.

“Bare væk fra køen,” sagde Adam. “Og fra folk, der skal hjem og sove.”

“Vi skal vel også hjem og sove,” sagde Lærke.

Yasmin smilede uden at se på hende.

“Ikke med det samme.”

De gik over mod Kødbyen. Gaderne var ikke tomme, men de var blevet rummelige. En cykel raslede forbi. Et par stod og skændtes stille foran en dør. Lærke kunne lugte Adams aftershave, noget billigt og rent, og under det sved. Yasmin lugtede af parfume og øl.

“Du sang med,” sagde Adam pludselig til Lærke.

“Gjorde jeg?”

“Jo. På den langsomme. Du kunne teksten.”

Lærke rødmede, og det irriterede hende, at hun gjorde. Hun var fireogtredive, ikke sytten.

“Yasmin kunne den også.”

“Nej,” sagde Yasmin. “Jeg kiggede på dig.”

Der faldt et lille hul i samtalen. Ikke pinligt. Bare åbent.

Adam grinede lavt.

“Så det er sådan, I har det.”

“Vi har det, som vi har det,” sagde Yasmin. “Hvad med dig?”

“Jeg gik med, da I gik.”

“Det svarede du ikke på.”

“Nej.”

Lærke mærkede et sug i maven. Hun vidste ikke, om det var Yasmin, der havde trukket ham med, eller ham, der havde stillet sig, så de ikke kunne undgå det. Eller hende selv. Hun havde rørt hans arm inde i salen. Bare for at sige noget. Hånden havde ligget der lidt for længe.

De kom ind mellem de lave, gule bygninger. En lastbil holdt med motoren i tomgang. Længere fremme lyste et vindue, og nogen grinede inde bag det. Yasmin stoppede op ved et hjørne, tændte en cigaret og tilbød den videre uden at spørge, hvem der ville.

Adam tog den. Hans fingre var korte og grove. Lærke røg ikke, men hun stod tæt nok til at få røgen i ansigtet.

“Hvis I skal hjem, så sig det,” sagde han.

“Gør du det?” spurgte Lærke.

Han rystede på hovedet.

Yasmin pustede røg ud til siden.

“Så går vi videre.”

De gik. Ikke i en lige linje. Som om de alle tre lod byen vælge. Lærke kom til at gå i midten. Adams skulder ramte hendes. Yasmins hånd ramte hendes.

Første gang kunne det have været tilfældigt. Anden gang var det ikke.

Yasmins fingre gled ind mellem Lærkes. Varme. Bekendte. De havde holdt i hånd før, fuld, på vej hjem, som en joke. Det her var ikke en joke. Lærke klemte igen.

Adam så det. Han sagde ingenting. Han gik bare tættere på, så Lærkes anden arm rørte hans jakke.

“Du kigger,” sagde Yasmin til ham.

“Ja.”

“På hvem?”

“På jer.”

Lærke lo, men det kom ud for tyndt.

“Det er lidt meget.”

“Er det?” spurgte Yasmin. Hendes stemme var rolig. “Eller er det bare ærligt?”

De standsede ved et mørkt indhak mellem to porte. En cykel stod lænket fast. Et skilt hang skævt. Længere nede ad gaden gik to mænd og talte højt, men her var der skygge.

Yasmin slukkede cigaretten under skoen. Hun vendte sig mod Lærke først. Ikke mod Adam. Det var det, Lærke huskede bagefter. At det begyndte mellem dem, og at han blev sluppet ind.

Yasmin kyssede hende. Ikke forsigtigt. Munden varm, smag af røg og øl, en hånd i Lærkes krøller, den anden i siden, der hvor jakken åbnede sig over den bløde mave. Lærke lavede en lyd, hun ikke havde tænkt sig at lave. Hun kyssede tilbage, fordi kroppen allerede havde besluttet det.

Adams åndedræt var tæt på. Hun mærkede det i nakken, da Yasmin slap hendes mund.

“Må han?” spurgte Yasmin stille, næsten kun til Lærke.

Lærke nikkede, før hun havde tænkt.

Adam var kortere end Yasmin og næsten i øjenhøjde med Lærke. Hans mund var bredere, mere rå. Han kyssede hende, som om han havde ventet på tilladelsen og alligevel ikke turde tage for meget. Hans skægstubbe var der ikke. Huden var glatbarberet, kinden varm. En hånd landede på hendes hofte, tung, og hun mærkede, at han kunne mærke hende. Hele hende. Ikke den slanke linje, Yasmin havde. Det bløde. Han trykkede til, som om det var det, han ville have.

Yasmin stod og så på. Lærke vidste det, fordi hun åbnede øjnene et sekund.

“Okay,” sagde Yasmin. “Så er vi i gang.”

“Hvad er vi i gang med?” spurgte Adam, stadig med hånden på Lærke.

“Det finder vi vel ud af.”

De gik igen. Hurtigere nu. Eller måske bare tættere. Lærkes læber prikkede. Hun kunne mærke, at hun var våd, og det kom for tidligt, syntes hun, midt på en fortovskant på Vesterbro, med folk i synsfeltet, med en mand, hun ikke kendte, og en veninde, hun kendte for godt.

“Har I gjort det før?” spurgte Adam.

“Kysset?” sagde Yasmin. “Ja.”

“Mere.”

Yasmin kiggede på Lærke.

“Ikke med en tredje.”

“Okay.”

“Du?”

“Ikke sådan her.”

Lærke puttede hænderne i lommerne, tog dem op igen.

“Vi kan stoppe.”

“Vil du det?” spurgte Yasmin.

Lærke rystede på hovedet.

De kom ud til en bredere gade. En taxa sneglede sig forbi. Et par piger i høje hæle lo højt. Adam gik yderst, som en slags skjold, der ikke rigtig duede, fordi han selv var en del af det, der skulle skjules.

Yasmins mund var tæt ved Lærkes øre.

“Han kan lide dig.”

“Han kan lide os.”

“Ja. Men han rørte dig først.”

Lærke vidste ikke, om det var rigtigt. Hun kunne huske Yasmins hånd i sin. Hun kunne huske Adams øl. Hun kunne huske et blik inde i salen, der måske havde været ment til Yasmin og var landet på hende.

Ved næste sidegade drejede Yasmin ind, uden at spørge. En smal passage med containere og et slukket skilt. Lugten af gammelt fedt og våd beton. Adam fulgte. Lærke også.

Yasmin pressede Lærke op ad muren, ikke hårdt, bare sikkert. Kysset var dybere nu. Hendes lår skubbede sig ind mellem Lærkes. Lærke greb fat i hendes jakke.

Adams krop kom ind fra siden. Hans hånd fandt Lærkes bryst udenpå trøjen, fyldigt, blødt, og han stønede næsten uhørligt, da hun fyldte hans hånd. Yasmin trak sig en centimeter tilbage og så ned.

“Sig fra, hvis det er for meget,” sagde hun.

Lærke rystede på hovedet. Hun kunne mærke Adams pik gennem bukserne mod hoften, kort og tyk, som resten af ham. Yasmins hånd gled ned over Lærkes mave, ind under trøjen, hud mod hud.

En stemme kom ude fra gaden. Latter. De tre stivnede. Lærkes hjerte bankede, ikke kun af lyst. Af det andet. At nogen kunne komme.

Yasmin smilede.

“Der er det.”

“Hvad?” hviskede Lærke.

“Grænsen. Den, du ikke vidste, du havde.”

Adam tog hånden væk. Ikke helt. Den lå stadig i hendes talje.

“Vi behøver ikke gøre det her,” sagde han.

“Jo,” sagde Lærke, og hun blev selv overrasket over, hvor fast det kom. “Bare ikke… midt i det hele.”

“Så går vi, til det bliver mørkere,” sagde Yasmin.

De slap hinanden med en slags uvilje. Lærke rettede trøjen. Hendes brystvorter stod tydeligt. Hun krydsede armene, slap dem igen. Adam justerede jakken. Yasmin så ud, som om ingenting var sket, bortset fra munden, der var rødere.

De kom ud på gaden igen, tre mennesker, der gik for tæt. En cyklist råbte ad dem. Lærke lo. Det lettede et sekund.

“Hvad laver du ellers?” spurgte hun Adam, fordi hun pludselig havde brug for noget almindeligt.

“Kører lastbil. Om dagen. Ikke nu.”

“Nå.”

“Du?”

“Kontor. Noget med tal. Yasmin underviser.”

Yasmin rullede med øjnene.

“Han skal ikke bruge CV’et, Lærke.”

“Jeg skal bruge et eller andet. Vi er ved at tage tøjet af hinanden i en gyde.”

Adam smilede skævt.

“Ikke tøjet. Endnu.”

Ordet endnu satte sig i hende.

De gik mod søerne. Lygterne spejlede sig i vandet, da de kom derhen. Der var flere mennesker her, jogger, en mand med hund, et par på en bænk. Offentligheden lagde sig som et låg over det, der allerede var i gang.

Yasmin gik på Lærkes venstre side, Adam på højre. En hånd fandt Lærkes røv udefra jakken. Hun vidste ikke først, hvis det var. Fingrene var slanke. Yasmin. Lige efter kom Adams hånd i lænden, tungere.

Hun gik og blev rørt af dem begge, mens en kvinde med indkøbsnet kom imod dem og ingenting så. Eller så det hele.

“Jeg bliver helt høj af det,” mumlede Lærke.

“Af hvad?” spurgte Adam.

“Af at ingen ved det. Og af at I gør det alligevel.”

Yasmin bøjede sig ind.

“Hvad må han, Lærke?”

Lærke slikkede sig om munden.

“Mere end det her.”

“Hvad må jeg?”

Lærke kiggede på hende. Yasmin, som hun havde kendt i årevis. Som hun havde sovet ved siden af efter fester. Som hun en enkelt gang havde kysset i et køkken og bagefter grinet af.

“Du må det hele,” sagde hun stille. “Det ved du.”

Yasmin åndede ud, som om hun havde holdt det inde.

Adam rørte Lærkes håndled.

“Og mig? Hvor stopper det?”

Lærke vidste det ikke. Det var det, der gjorde, at hun blev ved med at gå.

De gik langs vandet, så tæt at Lærkes jakke åbnede sig mellem dem. En jogger kom imod dem med pandelygte. Adams hånd forsvandt fra hendes lænd i det sekund, lyset ramte asfalten, og kom tilbage, da mørket tog over igen.

“Der,” mumlede Yasmin og nikkede mod en bænk, der lå lidt tilbagetrukket under et træ. Ikke skjult. Bare mindre belyst.

Lærke satte sig først. Træet var koldt gennem bukserne. Yasmin satte sig tæt ind til hende, Adam på den anden side, lår mod lår. Søen klukkede. Et par gik forbi på stien fem meter væk og talte om en bar, der havde lukket.

Yasmins hånd gled ind under Lærkes jakke, fandt brystet indenunder trøjen, klemte blidt om det bløde. Lærke trak vejret ind mellem tænderne. Adam så det. Hans hånd lagde sig på hendes inderside, højt på låret, og blev der, tung, afventende.

“Her?” hviskede Lærke.

“Her er folk,” sagde Adam.

“Ja,” sagde Yasmin. “Det er jo det.”

Hendes fingre fandt Lærkes brystvorte og rullede den. Lærke spændte i maven. Hun kiggede ud på stien, ikke på dem. En mand med hund kom gående. Hunden snusede mod bænken. Mandens blik gled hen over de tre, standsede et halvt sekund for længe og gled videre.

Adams hånd skubbede sig op mellem Lærkes lår. Hun åbnede dem et par centimeter. Ikke mere. Hans tommelfinger strøg over sømmen i hendes bukser, præcis der hvor hun allerede var våd, og hun lavede en lyd, hun forsøgte at sluge.

Yasmin bøjede sig ind og kyssede hende, mens hånden stadig arbejdede under trøjen. Det var et kort kys, næsten pænt, som om de sad og var kærester. Under det var Adams fingre, der trykkede hårdere.

“Han kan mærke det,” hviskede Yasmin mod Lærkes mund.

“Hold kæft,” åndede Lærke, men hun smilede.

Adam lo lavt.

“Jeg kan. Du er gennemblødt.”

Lærke vendte ansigtet mod ham. Tæt. Hans øjne var mørke i lygteskinnet.

“Så gør noget ved det. Men ikke… synligt.”

Han nikkede. Lynlåsen i hendes bukser gik ned med en lille, for høj lyd. Yasmins jakke skød sig delvist hen over Lærkes skød, et slags skjold, der ikke holdt til noget som helst, hvis nogen virkelig kiggede. Adams hånd gled ind. Varme fingre over bomuld, så under kanten, ind i det våde.

Lærke greb fat i bænken. Yasmin holdt hende om nakken, munden ved øret.

“Ånd stille.”

Hun kunne ikke. Adams pegefinger fandt klitten, strøg langsomt, som om han havde tid, som om de ikke sad ved en sø i København. En cykel raslede forbi. Lærke knugede Yasmins lår med den frie hånd.

“Kig på ham,” sagde Yasmin.

Lærke gjorde det. Adam så koncentreret ud, næsten alvorlig, munden lidt åben. Hans anden hånd lå knyttet på sit eget lår. Hun kunne se bulen i hans bukser.

“Må hun røre dig?” spurgte Lærke, og hun vidste ikke, hvorfor hun spurgte for Yasmin.

Yasmin svarede selv.

“Ikke endnu.”

Adam kiggede op.

“Okay.”

Det var en grænse. Tydelig. Lagt uden drama. Hans finger gled længere ned og skubbede ind i Lærke, tyk, kort, præcis som resten af ham, og hun trykkede sig ned mod hånden.

Yasmin så på Lærkes ansigt, ikke på det, der skete under jakken.

“Du kan lide, at jeg sidder her og ser det.”

“Ja.”

“Godt. For det kan jeg også.”

En gruppe unge kom gående, højrøstede, øl i hænderne. Adam trak hånden til sig, ikke brat, men beslutsomt. Lærke nåede at lave en lille, skuffet lyd. Hun lynede bukserne med rystende fingre. Yasmin rettede jakken, som om de havde siddet og frosset.

De unge gik forbi uden at stoppe. En af dem kiggede alligevel.

“Vi skal væk herfra,” sagde Adam. “Det bliver for tydeligt.”

Lærke rejste sig. Benene var usikre. Hun kunne mærke sine egne underbukser, klistrede, og hvert skridt mindede hende om hans fingre.

De gik over broen. Bilerne var få. Vinden kom ind fra vandet og kølede Lærkes ansigt. Yasmin tog hendes hånd igen, åbent nu, og Adam gik på den anden side uden at røre. Distancen var en slags aftale: ude i lyset, hænderne hjemme. Inde i skyggen, noget andet.

“Hvor går grænsen for dig?” spurgte Lærke ham.

“Ikke i en taxa. Ikke hvis nogen filmer. Ikke hvis I pludselig fortryder og jeg er ham, der pressede.”

Yasmin nikkede.

“Fair.”

“Og din?” spurgte han.

Yasmin tænkte et øjeblik.

“Jeg kysser ham ikke på munden. Ikke i aften. Det er… for kæresteagtigt. Resten kan vi forhandle.”

Adam tog det uden at blinke.

“Okay.”

Lærke mærkede en mærkelig lettelse og et stik på samme tid. Hun vidste ikke, om hun selv ville have set dem kysse. Måske. Måske ikke.

“Jeg vil se dig røre hende,” sagde hun alligevel til Adam, og nikkede mod Yasmin. “Hvis hun vil.”

Yasmin smilede skævt.

“Der er hun.”

“Hvem?”

“Hende, der begynder at sige, hvad hun vil have.”

De drejede væk fra søerne, ind i smallere gader igen. Nørrebro nu, eller kanten af det. Baggårde, cykelskure, containere. En port stod på klem. Yasmin skubbede den op med skulderen, som om hun boede der.

Gården var mørk. En enkelt lampe over en kældertrappe. Lugt af skrald og blomstersække. En kat forsvandt ind under et cykelskur. Ingen vinduer lyste ud mod dem i stueetagen.

Adam lukkede porten næsten i. Ikke i lås. Bare til.

Yasmin lænede sig op ad muren og trak Lærke ind mellem sine lange ben, kyssede hende dybt, hænderne i det krøllede hår. Lærke mærkede Yasmins hofteben, den slanke krop, så anderledes end hendes egen. Adams krop kom ind bag Lærke, pressede hende frem mod Yasmin, så hun sad klemt mellem dem. Hans pik var hård mod hendes røv. Hans hænder fandt hendes bryster udefra, løftede dem, klemte.

“Fuck, du er blød,” mumlede han i hendes nakke.

Lærke stønede ind i Yasmins mund.

Yasmin trak Lærkes trøje op, ikke af, bare op, så brysterne kom fri i den kølige luft. Store, blege, brystvorterne stive. Adam bøjede sig ind fra siden og tog den nærmeste i munden. Skægget var der ikke, kun læber og varme og en lyd fra ham, som om han havde lyst til netop det.

Yasmin så ned på det. Hendes hånd gled ned i sine egne bukser.

“Må jeg?” spurgte Adam med munden fuld, uklart.

“Ja,” sagde Lærke.

Han skiftede til det andet bryst, suttede, bed let. Lærke lagde hovedet tilbage mod hans skulder. Yasmin tog Lærkes hånd og styrede den ind under sit eget tøj, ned i de glatte underbukser, ind i det våde. Lærke kendte den bevægelse. Hun havde bare aldrig gjort den med en mand bag sig, der spiste hendes bryster i en baggård.

Yasmin åndede skarpt.

“Der. Ja.”

Adams hænder gik til Lærkes bukser igen, fik dem ned om lårene denne gang, ikke bare lynlåsen. Underbukserne fulgte med. Den kølige luft ramte hende. Hun var blottet fra navlen til midt på lårene, tykke lår, blød mave, lyst krøllet kønshår. Hun tænkte et sekund på, hvordan hun så ud. Så mærkede hun hans hånd igen, og tanken forsvandt.

Han gned sig mod hendes bare røv gennem sit tøj. Yasmin kyssede hende, mens Lærkes fingre arbejdede mellem Yasmins ben.

En opgangsdør smækkede et sted i gården. De tre frøs. Lærke trak trøjen ned over brysterne, men bukserne blev, hvor de var. Fodtrin. En cykel, der blev låst. Stilhed igen.

“Vi er idioter,” hviskede Lærke, men hun lo stille.

“Vil du stoppe?” spurgte Adam. Hans stemme var hæs.

Hun rystede på hovedet.

“Jeg vil have, at du tager den frem.”

Han tøvede et halvt sekund, som om han tjekkede, at hun mente det. Så gik hans lynlås. Han var tyk, kort, stiv, mørk i hovedet, og han lagde den ind mellem hendes baller uden at trænge ind, bare hud mod hud, og stødte langsomt, mens hans fingre gled ind i hende forfra.

Yasmin kiggede ned mellem dem.

“Uden at komme i hende. Ikke her. Ikke uden…”

“Jeg ved det,” sagde Adam. “Jeg kommer ikke i nogen. Ikke uden at vi har talt om det.”

Lærke nikkede, taknemmelig og skuffet på samme tid. Hun ville have ham. Bare ikke sådan, med en port på klem og en opgang, der kunne åbne.

Yasmin trak sine egne bukser lidt ned, tog Lærkes hånd tilbage, pressede den hårdere.

“Kig på mig, mens han gør det.”

Lærke gjorde det. Yasmins ansigt var åbent på en måde, hun sjældent så. Ikke den skarpe, sjove Yasmin. Noget råere.

Adams stød blev hurtigere mellem hendes baller. Hans fingre fandt rytmen. Lærke kom pludselig, uden at nå at sige det, med et stød der gik gennem maven, og hun bed sig i Yasmins skulder for ikke at skrige. Yasmin holdt hende. Adam holdt op med at støde, åndede tungt, pikken dunkende og våd af hende, uden at komme.

“Okay,” sagde han. “Okay. Fuck.”

Lærke rystede. Yasmin strøg hende over håret, over den vilde krøllede masse, og smilede.

“Første grænse, vi fandt. Du kommer stående i en baggård. Han holder sig. Jeg kigger.”

Lærke trak bukserne op. Hænderne adlød dårligt.

“Vi er ikke færdige,” sagde hun.

“Nej,” sagde Yasmin. “Det er vi ikke.”

Adam puttede sig væk med synlig besvær.

“Hvor hen nu?”

Lærke kiggede på porten, på den slukkede kældertrappe, på de to ansigter.

“Et sted, hvor vi kan være mere. Og stadig ikke helt alene.”

Yasmin greb hendes hånd.

“Så går vi, til vi finder det.”

De slap ud af porten enkeltvis, som om det hjalp. Lærke rettede krøllerne med begge hænder og kunne lugte sig selv. Yasmin gik allerede, lange skridt, det sorte hår lidt i uorden i nakken. Adam holdt sig et skridt bagved, indtil gaden blev tom nok til, at han igen kunne gå ved siden af.

Ingen sagde noget de første minutter. Det var ikke pinligt. Det var bare kroppen, der skulle falde på plads oven på det, der lige var sket.

“Du holdt dig,” sagde Lærke til sidst, uden at se på ham.

“Ja.”

“Var det svært?”

Han pustede ud gennem næsen.

“Ja.”

Yasmin kiggede skævt tilbage.

“Godt. Så virker det, vi sagde.”

De gik ned ad en sidegade med lukkede butikker og cykler i bunker. Et skilt blinkede svagt foran en kiosk, der for længst havde drejet nøglen om. Længere fremme stod en varevogn med åbent bagrum og ingen mennesker omkring. En radio spillede lavt inde i førerhuset, men sædet var tomt.

Lærke standsede.

“Her er for åbent.”

“Lige derude er det ikke,” sagde Yasmin og nikkede mod hjørnet af en bakkerforretning, hvor en indhakket dør stod i skygge mellem to containere.

De gik derhen. Asfalten var klistret. Et kamera sad højt på muren, vendt den anden vej. Lærke tjekkede det alligevel.

Adam stod med ryggen til gaden, bred nok til at skærme. Yasmin lænede sig op ad døren, højt over ham, og kiggede på Lærke.

“Du sagde, du ville se det.”

Lærke nikkede. Hendes mund var tør.

Yasmin tog Adams hånd og lagde den på sin egen hofte. Ikke på Lærkes. På sin. Hans korte fingre landede på det slanke, på jakkens kant, og han kiggede op på Yasmin, som om han ventede på en korrektion.

“Ikke munden,” sagde hun.

“Jeg husker det.”

Han skubbede jakken til side og fandt hendes bryst udenpå blusen, lille i forhold til Lærkes, fast. Yasmin åndede ind, men hun kyssede ikke ham. Hun rakte ud efter Lærke og trak hende ind, så Lærke stod og så det tæt på, mens Yasmins tunge fandt hendes.

Lærke mærkede en skarp jaloux-stikken, der forsvandt, da den blev til noget andet. Hun kunne lide at se hans grove hånd på Yasmins slanke talje. Hun kunne lide, at Yasmin stadig kun kyssede hende.

Adams anden hånd gled ned og åbnede Yasmins bukser. Hun hjalp ham, et rap truk i lynlåsen. Hans fingre forsvandt ind. Yasmin spændte i det lange lår og bed sig i Lærkes underlæbe.

“Langsomt,” mumlede hun mod Lærkes mund. “Han har tykke fingre.”

Lærke lo stille, ustabilt.

“Det ved jeg.”

Hun kiggede ned. Adams hånd arbejdede mellem Yasmins ben, skjult af tøjet, men bevægelsen var tydelig. Yasmin spredte fødderne en smule. Hendes hoved faldt tilbage mod døren. Det lange sorte hår klistrede til kinden.

“Kig på hende,” sagde Lærke til ham.

Han gjorde det. Yasmin mødte hans blik uden at give ham munden. Der var noget hårdt i det, og noget nysgerrigt.

Lærke gled ned i knæ, før hun havde besluttet det færdigt. Det kolde fra asfalten trængte gennem bukserne. Hun trak Yasmins bukser længere ned, nok til at munden kunne nå frem. Yasmin smagte salt og sød, og Lærke slikkede, mens Adams fingre flyttede sig for at give plads, to sæt hænder og en mund i det samme smalle rum.

Yasmin greb Lærkes krøller.

“Fuck… Lærke.”

En knallert kom raslende forbi ude på gaden. De tre stivnede. Lærke blev på knæ. Adams krop spærrede. Knallerten fortsatte. Et par sekunder senere kom der stemmer, fjerne, så væk.

Lærke rejste sig igen, munden våd. Yasmin trak bukserne op, men lod lynlåsen åben.

“Ikke færdig,” sagde hun hæst. “Men ikke her på knæ. Det er for lavt. For synligt, hvis nogen kommer om hjørnet.”

Der var den igen. En grænse, de først opdagede, da de ramte den.

Adam justerede sig selv med en grimasse.

“Jeg er ved at blive skør.”

Lærke vendte sig mod ham, tog hans ansigt mellem hænderne og kyssede ham. Han svarede sultent. Yasmin stod tæt ved og så på, uden at blande munden ind. Hendes hånd gled ned og åbnede Adams bukser, fandt ham, kort og tyk og hård, og hun strøg ham langsomt, som en prøve.

Han stønede ind i Lærkes mund.

“Sig fra, hvis det er for kæresteagtigt,” sagde Yasmin tørt.

“Det er det ikke,” fik han frem.

Hun arbejdede ham med faste tag, afmålt, mens Lærke kyssede hans hals, det barberede hoved under fingrene, den varme hud. Yasmin kiggede på Lærke, ikke på pikken i hånden.

“Må han komme?”

Lærke tøvede.

“Ikke på gaden. Ikke på tøjet, så vi skal slæbe det gennem byen.”

Adam nikkede, tænderne spændt.

“Så stop,” sagde han. “Ellers kan jeg ikke.”

Yasmin slap ham med det samme. Han lænede panden mod Lærkes skulder og trak vejret, som om han havde løbet.

De gik igen. Lynlåse. Jakker. Tre mennesker, der lugtede af sex og nat.

Lærke gik i midten. Hendes knæ var beskidte. Hun kunne mærke det, hver gang buksebenet strammede.

“Hvad er det, vi er bange for?” spurgte hun.

“At blive set,” sagde Adam.

“At kunne lide det for meget,” sagde Yasmin.

Lærke nikkede.

“Begge dele.”

De kom ud til en bredere gade igen. Der var mere lys, flere vinduer. En natbus gled forbi, næsten tom. I et kort sekund så Lærke deres spejlbillede i bussens ruder: hende, fyldig, krøllerne vilde; Yasmin, høj og mørk; Adam, lav og bred. Som om de hørte sammen i det her tidsrum og ikke ellers.

Yasmin pegede ned ad en gade, der hældede svagt.

“Dernede er der et P-hus. Åbent. Dårligt lys. Kameraer, der sikkert ikke virker. Eller gør.”

“Det er en grænse,” sagde Adam. “Kamera.”

“Så går vi ind, hvor de ikke peger,” sagde Lærke. “Eller vi går udenom.”

De stod et øjeblik. Trafiklyset skiftede for ingen.

“Jeg vil have jer begge,” sagde Lærke stille. “Ikke bare fingre. Ikke bare næsten. Men jeg vil stadig kunne gå herfra som et menneske.”

Yasmin rørte hendes håndled.

“Så finder vi et sted, der er mørkt nok til munden. Og åbent nok til, at vi ikke lyver for os selv om, hvad det her er.”

Adam kiggede fra den ene til den anden.

“I styrer. Jeg følger. Men jeg kommer ikke i nogen uden kondom, og jeg har ikke et på mig.”

Lærke mærkede både skuffelse og respekt.

“Så er det munden,” sagde hun. “Og hænderne. Og det, vi kan gøre stående.”

Yasmin smilede, lille og skarpt.

“Så kom.”

De gik ned ad bakken, væk fra lyset, hen imod beton og skygge og det næste sted, byen ville give dem.

P-huset lugtede af olie, gummislid og kold beton. Det gule lys flimrede over ramperne, som om det selv var træt. En bil kom kørende ned, forlygterne strøg hen over de tre, og de trådte ind til siden, indtil den var væk.

Adam nikkede op i et hjørne.

“Kamera.”

“Et til,” sagde Lærke og pegede.

Yasmin gik allerede. Lange skridt ind bag en søjle, hvor en varevogn stod skævt parkeret og skar lyset af. Der var skygge nok til kroppe. Ikke nok til at lyve.

“Her,” sagde hun.

Lærke mærkede pulsen i halsen. Hun stillede sig med ryggen mod søjlen. Betonens kulde gik igennem jakken. Yasmin kom ind forfra, Adam fra siden, og pludselig var der ikke mere by, kun det her felt mellem metal og beton.

Yasmin kyssede hende igen, dybt, som om hun ville have smagen tilbage. Adams hænder fandt Lærkes hofter, tunge, og skubbede hende fast. Hun var stadig øm og våd fra gården. Da han åbnede hendes bukser denne gang, protesterede hun ikke.

“Stående,” mindede Yasmin, munden ved Lærkes øre. “Og uden at vi bliver et nummer på bånd.”

Adam knælede ikke. Han var for lav til at gøre det usynligt alligevel. I stedet vendte han Lærke lidt, så varevognen skærmede, og gled to fingre ind i hende, mens Yasmin holdt hendes ansigt.

Lærke åbnede munden. Lyden kom alligevel.

Hun fik Adams bukser op. Han var stadig hård, næsten vredt hård, og hun spyttede i hånden og strøg ham, korte faste tag, tommelfingeren over hovedet. Han stønnede lavt, en lastbilchaufførs lyd, uden pynt.

“Munden,” sagde hun.

Han kiggede ned på hende.

“Her?”

“Her. Du kommer ikke i mig. Du kommer, hvis jeg siger, du må.”

Yasmin lo stille, hæst.

“Der er hun igen.”

Lærke bøjede sig. Ikke i knæ ude i lyset. Hun bøjede sig ind i skyggen mellem hans krop og varevognen, tog ham i munden, tyk, kort, salt, og mærkede hans hånd lande i hendes krøller uden at presse. Yasmin stod over dem og holdt udkig, den ene hånd nede i Lærkes trøje, klemte om et bryst, den anden åben i siden, klar til at rykke i jakken, hvis nogen kom.

En bil dør smækkede et stykke væk. De tre stivnede. Lærke slap ham, men blev bøjet. Fodtrin. En alarm, der pippede. En motor, der startede. Lyset strøg hen over loftet og forsvandt op ad rampen.

Yasmin åndede ud.

“Fortsæt. Hurtigt.”

Lærke tog ham igen. Hun kunne mærke, han var tæt på. Hans lår rystede. Hun trak sig væk, strøg ham med hånden i stedet, og kiggede op på Yasmin.

“Dig nu.”

Yasmin tøvede et halvt sekund, så åbnede hun bukserne og trak Lærke op. De byttede. Yasmin lænede sig tilbage mod varevognens kølige side, det lange sorte hår hen over metallet. Lærke gled hånden ned, fingrene ind, munden mod hendes hals. Adam stod bag Lærke, pikken ind mellem hendes lår, uden at trænge ind, og gned sig der, våd af hendes spyt, mens hans hænder holdt om hendes bløde mave.

Yasmin kiggede på ham over Lærkes skulder. Ingen kys. Bare blik. Hans ansigt var fortrukket. Hendes var åbent.

“Hun er tæt,” mumlede Lærke.

“Jeg ved det,” sagde Yasmin. “Bliv. Der.”

Lærke gik ned nok til, at munden kunne nå hende, skjult af jakker og skygge. Hun slikkede, mens Adam stødte mellem hendes lår og holdt hende oppe med en arm om livet. Yasmin kom med sammenbidte tænder, en lang rysten i det slanke legeme, fingrene hårdt i Lærkes hår. Hun sagde ikke hans navn. Hun sagde Lærkes.

Da hun slap, var der et par sekunder, hvor ingen rørte nogen. Bare åndedræt.

Adam hvilede panden mod Lærkes ryg.

“Jeg kan ikke mere af det her uden at komme.”

Lærke vendte sig, tørrede munden i håndryggen, og kiggede fra den ene til den anden.

“Så kom. I min mund. Ikke på jakken.”

Han nikkede, taknemmelig og næsten øm. Yasmin holdt Lærkes hår til side, ikke for at styre, bare for at se. Lærke tog ham, og det tog næsten ingenting. Han advarede hende med en kvalt lyd, og hun blev, slugte, mærkede ham trække sig i korte stød, hans hænder spændt i luften, som om han ikke turde holde for hårdt.

Bagefter lænede han sig ind mod søjlen med lukkede øjne.

“Fuck.”

Yasmin lynede sine bukser. Hendes hænder rystede lidt, men stemmen var klar.

“Grænserne, så,” sagde hun. “Ingen kameraer. Ingen pik i nogen. Ingen mund på dig fra mig. Og ikke på knæ ude, hvor gaden kan se det.”

Lærke rettede sit tøj. Smagen af ham sad i halsen. Hun kunne stadig mærke Yasmins lår om sit ansigt.

“Og vi stoppede, da der kom folk,” tilføjede hun. “Hver gang.”

Adam åbnede øjnene.

“Og I kunne være gået. Hele tiden.”

“Ja,” sagde Lærke. “Det kunne vi.”

De stod der et øjeblik endnu i den gule skygge, tre voksne med tøjet på plads og kroppen et andet sted. Et sted oppe i P-huset tændte en motor. De gik, før lyset nåede dem.

Ude på gaden var luften koldere. Lærke tog Yasmins hånd. Adam gik på den anden side, tæt, men uden at røre. Natten var ikke slut. Den var bare blevet ærlig.

De gik op mod de tændte gader uden at aftale et mål. Bare væk fra beton og det gule lys. Lærkes hånd var stadig i Yasmins. Adams skulder ramte hendes med jævne mellemrum, som om han ikke kunne finde den rigtige afstand nu, hvor det værste var ovre.

Ingen sagde noget, før de var kommet så langt, at P-huset bare var en mørk kasse bag dem.

“Det var mig, der startede,” sagde Lærke.

Yasmin kiggede på hende.

“Hvordan?”

“Jeg tog hans øl. Inde i salen. Jeg behøvede ikke.”

Adam rystede på hovedet.

“Jeg stillede mig, så I skulle forbi mig.”

Yasmin trak vejret, et lille grin uden rigtig latter.

“Og jeg kiggede på dig, Lærke. Før jeg kiggede på ham.”

De gik videre i det. Ingen vandt. Det var det, der passede.

Ved næste hjørne stoppede de, fordi gaden delte sig. Den ene vej lyste af taxa og natbus. Den anden var smallere og førte ind mod de kvarterer, Lærke og Yasmin kom fra. Adam blev stående med hænderne i lommerne igen, som da de var kommet ud af VEGA. Bred. Lav. Barberet hoved i lygteskinnet. Han så ikke ud som en, der skulle med hjem. Han så ud som en, der vidste det.

“Jeg går den vej,” sagde han og nikkede mod stationen.

Lærke nikkede.

“Okay.”

Yasmin slap ikke Lærkes hånd.

“Tak fordi du stoppede, da vi sagde det.”

“Det var det, I bad om.”

Han kiggede på Lærke. Ikke sultent nu. Bare tydeligt.

“Du er… blød. Og skarp i munden. På den gode måde.”

Hun rødmede alligevel.

“Du er tyk i fingrene. Også på den gode måde.”

Han lo lavt. Yasmin rullede med øjnene, men smilede.

Lærke tog et skridt ind og kyssede ham. Kort. Salt. Hans hånd landede på hendes hofte og slap igen, som om han huskede, at gaden var blevet lysere. Yasmin rørte ham ikke på munden. Hun lagde bare to fingre på hans jakke, et tryk, og trak dem til sig.

“Vi tre eksisterer ikke i morgen på samme måde,” sagde hun. “Det her var natten.”

“Jeg ved det,” sagde Adam.

Han gik. Ikke dramatisk. Bare en kraftig ryg, der blev mindre mellem cykler og et par fulde mennesker. Lærke stod og så efter ham, til hun ikke længere kunne skelne det barberede hoved fra de andre.

Yasmin klemte hendes hånd.

“Kom.”

De gik den anden vej. Langsommere nu. Lærkes krøller var helt vilde. Hun kunne stadig smage ham. Hun kunne stadig mærke Yasmins lår om sit ansigt, bænken ved søen, muren i gården, varevognens kulde. Byen var den samme. Hun var det ikke helt.

“Har vi overskredet noget, vi ikke kan samle op?” spurgte hun.

Yasmin tænkte, mens hælene slog let mod asfalten.

“Vi kyssede ikke ham sammen som et par. Vi lod ham ikke komme i nogen. Vi gik, når der kom folk. Du sagde fra ved det synlige. Jeg sagde fra ved munden. Han sagde fra ved kamera og kondom.” Hun kiggede på Lærke. “Det, vi gjorde, var det, vi kunne holde til. Det er en grænse. Ikke et hul.”

Lærke nikkede.

“Jeg kunne lide, at du så på.”

“Jeg kunne lide, at du sagde, hvad han måtte.”

De gik forbi en lukket bager og et vindue med en slukket neonøl. Et sted spillede nogen musik bag en dør. Yasmin stoppede Lærke der, i skyggen under et stillads, og kyssede hende. Ikke som i gården. Blødere. Som en, der kendte hende før koncerten og også bagefter.

Lærke holdt hende om livet, mærkede de slanke ribben under jakken, og tænkte på Adams hænder på sin egen bløde mave. Begge dele kunne være sande i samme nat.

“Vi skal hjem,” mumlede Yasmin mod hendes mund.

“Ja.”

De gik. Ikke hånd i hånd hele vejen. Bare tæt. To veninder, der lugtede af røg, beton og hinanden, gennem en by, der ikke vidste, hvad den havde været med til.

Ved Lærkes opgang blev de stående. Yasmin strøg en krølle væk fra hendes pande.

“Sov. Skyl ham af, hvis du vil. Eller lad være.”

Lærke smilede skævt.

“Jeg ved ikke, hvem der startede.”

“Nej,” sagde Yasmin. “Det gør vi ikke. Det er måske det bedste ved det.”

Hun gik. Det lange sorte hår svingede, til hun drejede om hjørnet. Lærke stod med nøglen i hånden og byen i ryggen, fyldig, øm, vågen, og vidste præcis, hvor langt hun havde turdet gå — og hvor hun havde stoppet.