Lyset i sommerhuset var blevet tykt og gyldent. Den slags vestjysk eftermiddag, hvor støvet står stille i luften, og man kan høre mågerne ude over klitterne, uden at nogen rigtig gider sige noget.
Laura stod midt i stuen med kameraet løftet.
«Kig på hinanden,» sagde hun.
Poul rømmede sig. Han sad sammenfalden i sofaen, lang og tynd, hænderne mellem knæene, som om han stadig sad i bilen. «Vi kigger da på hinanden hver dag.»
«Nej,» sagde Laura. «I kigger forbi. Gør det rigtigt.»
Kirsten vendte hovedet. Hun var nioghalvtreds, lav og rund, det grå krøllede hår sat op med en klemme, der allerede var ved at glide. Hun mødte Pouls blik og mærkede det med det samme. Det var ikke det sædvanlige. Ikke det der praktiske, hvor er mine briller-blik. Han så på hende, som om han først nu opdagede, at hun sad der.
Lukkeren klikkede.
«Sådan,» sagde Laura. «Igen. Kirsten, du må godt tænke på noget, du ikke siger højt.»
«Du er værre end en tandlæge,» mumlede Kirsten.
«Jeg er fotograf. Det er værre.»
Laura var femogtredive, kraftig over hofter og skuldre, kort sort hår, der stod lidt ud i varmen. Hun bevægede sig rundt om sofaen uden at spørge om lov. Hun havde boet hos dem i tre dage nu, og hun havde taget billeder, siden hun satte tasken. Først de pæne. Kaffe på terrassen. Poul ved hegnet. Kirsten med et glas hvidvin. Nu var det noget andet.
«Kjolen,» sagde hun. «Tag den af.»
Poul løftede hovedet. «Laura…»
«Du sidder stille. Du skal bare se.»
Kirsten rejste sig. Hun kunne mærke gulvet under fødderne og varmen i nakken. Kjolen var blomstret, købt for tre somre siden, lidt for stram over maven. Hun åbnede knapperne en efter en. Ikke fordi hun var modig. Fordi Laura stod der og ventede, og fordi Poul pludselig ikke kiggede væk.
Kjolen gled ned. Så underkjolen. Kirsten stod i bh og trusser, hud der havde levet, strækmærker over hoften, lår der rørte hinanden, bryster der tyngede bh’en ned.
Hun kiggede på Poul.
Han kiggede tilbage.
«Jesus, Kirsten,» sagde han stille.
Laura tog tre billeder i træk.
«Sig det igen. Og kig ned ad hende, mens du siger det.»
Poul slugte. «Du er sgu køn.»
Kirsten mærkede det i maven. Ikke komplimentet. Måden han sagde det på. Han havde ikke set hende sådan i årevis. Ikke siden huset stadig lugtede af maling, og børnene var små, og de kunne finde på at låse døren om søndagen.
Laura gik tættere på. «Bh’en også. Hvis du vil.»
«Hvis jeg vil,» gentog Kirsten.
«Ja. Det er dit. Men han sidder og venter.»
Kirsten greb om spændet i ryggen. Fingrene var klodsede. Hun havde gjort det tusind gange i mørke. Aldrig sådan her, med eftermiddagssol på maven og et kamera og sin mand, der sad med åben mund.
Bh’en faldt.
Hendes bryster var tunge, brune vorter, huden blød og lidt løs. Hun havde lyst til at holde armene for sig. I stedet lod hun dem hænge.
Poul lænede sig frem. Den lange ryg rettede sig et øjeblik, som om kroppen huskede noget.
«Hold kæft,» sagde han.
Laura smilede bag kameraet. «Poul. Skjorte af.»
Han tøvede. Så begyndte han at knappe op. Han var toogtres, tynd, brystkassen smal, en slatten lille mave, der alligevel ikke rigtig var der, skuldre der faldt frem. Han havde altid været den slanke. Nu var han bare blevet mere af det. Sammenfalden, som Kirsten tænkte, når hun så ham udefra. Men hun så ham ikke udefra nu. Hun så ham, som Laura så ham. Linjer. Hud. En mand, der pludselig sad halvnøgen i deres sofa og ikke vidste, hvor han skulle gøre af hænderne.
«Op,» sagde Laura. «Begge to. Hen til vinduet.»
De stod der. Kirsten i trusser. Poul i underbukser, der allerede strammede. Solen lå på hendes hofte og på hans underarm.
Laura gik rundt om dem. «Poul. Hånd på hendes talje. Ikke som om du bærer en kasse. Som om du vil have hende.»
Hans hånd var stor og tør. Den lagde sig på hendes bløde side, tommelfingeren lige under brystet. Kirsten trak vejret ind. Hun kunne mærke, at han rystede. Bare en smule.
«Kirsten. Se på ham. Ikke på mig.»
Hun så på ham. Hans øjne var lyse og lidt røde i kanten, som de blev, når han havde drukket to øl og glemt at sige noget pænt i tre dage. Nu sagde de noget.
«Du har ikke rørt mig sådan i lang tid,» hviskede hun.
«Jeg ved det.»
Laura’s kamera klikkede igen. «Tættere. Kirsten, ryggen ind mod ham.»
Hun trådte tilbage. Hendes runde røv ramte hans lår. Hun mærkede ham med det samme. Hård. Tydelig. Gennem underbukserne. Poul stivnede bag hende, som om han ville undskylde.
«Bliv,» sagde Laura. «Det må gerne ses. Det er pointen.»
Kirsten lukkede øjnene et sekund. Hun var våd. Allerede. Pinligt våd, som hun ikke havde været, siden de stoppede med at slukke lyset og bare gjorde det færdigt. Pouls hånd gled frem, over maven, op under brystet. Han løftede det, som om han vejede det. Som om han huskede vægten.
«Fuck,» åndede han ind i hendes hår.
Laura sænkede kameraet et øjeblik. «Trusserne, Kirsten.»
Kirsten krogede tommelfingrene i elastikken. Hun skubbede dem ned. De blev hængende ved knæene, så trådte hun ud. Hendes fisse var grå i håret, tyk i kønslæberne, og hun kunne mærke, at hun stod og dryppede. Hun tænkte: nu kigger han. Nu kan han se, jeg er blevet gammel.
Han kiggede.
Han gled ned på hug bag hende, lang og knoklet, og kyssede hende på hoften. Ikke pænt. Åbent. Tungen mod huden. Kirsten greb karmen.
«Poul…»
«Jeg ved det,» sagde han igen, og så vendte han ansigtet og slikkede hende. Lige der, bagfra, klodset og sulten, næsen i hendes røv, hånden om hendes lår.
Laura gik i knæ foran dem. Kameraet fandt vinklen. «Se op, Kirsten. På mig. Mens han gør det.»
Kirsten åbnede øjnene. Laura var tæt på. Kraftig, svedig i halsen, munden lidt åben. Hun fotograferede Kirstens ansigt, mens Pouls tunge fandt klitten. Kirsten hørte sig selv. En dyb, uskøn lyd, hun ellers holdt inde.
«Sådan,» sagde Laura. «Lad ham høre det.»
Poul slikkede, som om han havde glemt teknik og bare ville have smag. Hans næse pressede. Hans ene hånd gled op og knugede hendes bryst. Kirsten spredte benene. Hun var lav, så hun måtte bøje sig frem, hænderne på vindueskarmen, maven hængende, røven i hans ansigt. Hun skammede sig et øjeblik. Så skammede hun sig ikke.
«Jeg kan mærke dig,» sagde hun. «Poul. Jeg kan mærke, du vil.»
Han rejsig sig. Underbukserne var våde foran. Han trak dem ned. Hans pik var rød og stiv, ikke som i trediverne, men tydelig nok, årerne, det grå hår, pungen slap og tung. Kirsten vendte sig og tog den i hånden, som hun ikke havde gjort i årevis uden at tænke på, om det gik hurtigt nok. Hun strøg. Han stønnede.
Laura fotografede hans ansigt, da Kirstens hånd gled.
«Hen på sofaen,» sagde hun. «Hende først. På ryggen. Poul, du skal se hende, mens du tager tøjet helt af.»
Kirsten lagde sig. Sofaen var for kort. Hun trak det ene ben op. Hendes fisse var åben, blank, den runde mave i vejen og alligevel ikke. Poul stod over hende og kiggede, nøgen nu, den lange magre krop, pikken i hånden.
«Du er smuk,» sagde han. Det lød næsten vredt. Som om han var sur over, at han havde glemt det.
«Så kom,» sagde Kirsten.
Laura flyttede en stol. Satte sig. Kameraet i skødet et sekund, så op igen. «Ikke for hurtigt. Jeg vil have, at I ser det. Poul, spred hende. Med hænderne. Kig. Så tager du hende.»
Han knælede. Hans tommelfingre åbnede hendes kønslæber. Han stirrede, som om han aldrig havde set den fisse før. Kirsten lagde en arm over øjnene, tog den væk igen, fordi Laura sagde «nej». Hun så på ham, mens han førte hovedet ind. Tykt. Varmt. Hun var så våd, at han gled, og alligevel mærkede hun hvert centimer.
«Hold kæft,» hviskede hun.
Han begyndte at bevæge sig. Langsomt, fordi Laura havde sagt det, og fordi han selv ville se. Hver gang han trak ud, kunne han se sig selv, blank, og hendes køn der tog imod. Kirsten løftede hofterne. Hendes bryster gled ud til siderne. Hun greb hans underarme, de tynde, hårde.
«Kig på mig,» sagde hun. «Ikke på den. På mig.»
Han gjorde det. Øjnene fugtige. Munden åben. Han stødte dybere. Sofaen knirkede. Ude fra klitterne kom en måge tæt på huset og skreg, som om ingenting skete.
Laura rejste sig og gik tæt på. Linsen fandt stedet, hvor de mødtes. «Kirsten, rør dig selv. Mens han knepper dig.»
Kirsten førte hånden ned. Hun fandt klitten, våd af ham og af sig selv. Hun gned i små, hårde cirkler, som hun gjorde om natten, når han sov. Nu så han det. Nu så Laura det. Hun kom næsten med det samme, en overraskelse der startede i lænden og gjorde hendes lår stive. Hun klemte om ham. Poul stønne højt, et råt, gammelt mandestøn, og holdt stille inde i hende, mens hun bakkede under ham.
«Fuck, Kirsten…»
«Bliv i hende,» sagde Laura stille. «Begge to. Ånd. Så igen.»
Han begyndte forfra. Hårdere. Sofaens ryg slog mod væggen. Kirsten holdt ham om nakken, det grå hår i fingrene, og så ham. Virkelig så ham. Den sammenfaldne mand, hun lavede kaffe til. Den lange krop. Den stive pik. Øjnene, der ikke kunne slippe hende.
Laura fotograferede hans ryg, hendes hænder, munden der åbnede sig uden lyd.
«Sig det,» sagde Kirsten. «Sig, hvad du ser.»
Poul stødte ind i hende. «Jeg ser dig. Jeg ser dine bryster. Jeg ser din fisse tage den. Jeg har… jeg har savnet at se dig.»
Hun kom igen, mindre, dybere. Han fulgte med, rykvis, og spiste hende fuld, varmt, mens han lå med panden mod hendes pande og åndede, som om han havde løbet.
Laura sænkede kameraet. Der var stille i et par sekunder, kun deres åndedræt og et køleskab, der startede ude i køkkenet.
Så sagde hun: «Det var første runde. Nu vil jeg have jer ude i lyset. På terrassen. Mens I stadig er sådan.»
Kirsten lo, hæst, med ham stadig i sig. «Laura. Folk kan se os.»
«Hegnet er højt,» sagde Laura. «Og I er ikke færdige med at se hinanden. Rejs jer. Poul, du bærer hende ikke. Du holder hende i hånden. Nøgne. Nu.»
Poul trak sig ud. Der løb ud af Kirsten og ned på sofaen. Hun så det. Han så det. Ingen af dem tørrede det væk.
Han rakte hende hånden.
Hun tog den.
Og de gik ud i den gule sol, nøgne, klæbrige, med Laura bag sig og kameraet, der allerede var løftet igen.
Terrassebrædderne var lune og ru under Kirstens fødder. Hun knugede Pouls hånd hårdere, end hun havde tænkt. Solen ramte hendes mave, de tunge bryster, det klæbrige mellem lårene. Derude lugtede der af fyr og salt og varmt træ. Et sted bag hegnet gik en radio. Ikke tæt på. Tæt nok til, at hun mærkede det i nakken.
«Jesus,» mumlede Poul. «Vi er sgu nøgne.»
«Det var meningen,» sagde Laura. Hun kom barfodet ud efter dem, kameraet allerede løftet. Sveden stod i hendes korte, sorte hår. «Hen til bordet. I skal ikke skule jer. I skal stå, som I står.»
Kirsten gik. Hendes lår gned mod hinanden. Hun kunne mærke ham løbe ud af sig, varmt, ned ad indersiden. Poul gik ved siden af hende, høj og knoklet, pikken blød og skinnende efter det, de lige havde gjort. I dagslyset så han ældre ud. Mere ærlig. Hun så på hans sammenfaldne skuldre og tænkte, at hun elskede dem. Det kom bag på hende.
Laura gik rundt om bordet. «Poul. Stil dig bag hende igen. Hænderne på hendes hofter. Kirsten, du kigger ud over hegnet. Som om du venter på, at nogen skal se dig.»
«Der er ingen, der kan se os,» sagde Kirsten.
«Du ved det ikke,» sagde Laura. «Det er det, der gør det.»
Poul lagde hænderne på hende. Store, tørre hænder om det bløde. Kirsten trak vejret ind. Hun kiggede ud. Hegnet var højt, ja, men der var en sprække ved porten, og stien løb derude. En cykel. Måske. Hun spændte i maven.
Lukkeren klikkede.
«Kirsten. Tag hans hænder og flyt dem, hvor du vil have dem.»
Hun greb hans håndled og førte dem op. Op under brysterne. Hun lod ham løfte dem, vise dem frem mod lyset. Hendes vorter var mørke og stive. Poul åndede ned i hendes krøllede hår.
«Du er våd ned ad benene,» hviskede han.
«Det er din skyld.»
«Jeg ved det.» Han lød næsten stolt. Det var nyt.
Laura gik i knæ. Hun fotograferede Kirstens mave, Pouls fingre, det sted hvor hans underarme pressede ind i hendes blødhed. «Poul. En hånd ned. Ikke ind. Bare hold hende. Vis, at du ved, hvor hun er.»
Hans højre hånd gled ned over den runde mave, gennem det grå krøl, og lagde sig over hendes fisse. Han holdt den. Varmt. Åbent. Kirsten sluttede øjnene et sekund og åbnede dem igen, fordi hun kunne mærke Laura vente på ansigtet.
«Der er en,» sagde Kirsten pludselig.
Poul stivnede.
Nede ad stien gik en mand med en hund. Langt væk. For langt til at se ind. Tæt nok til, at Kirstens hjerte bankede op i halsen. Hun flyttede sig ikke. Pouls hånd blev liggende.
«Bliv,» sagde Laura stille. «Han kan ikke se jer. Men I kan mærke ham. Det er nok.»
Hunden gøede et enkelt hop. Manden gik videre. Kirsten slap luften ud. Hun var mere våd nu. Pinligt, tydeligt. Pouls langfinger gled af sig selv mellem kønslæberne, fandt det glatte, og hun bøjede sig frem og støttede sig til bordet.
«Poul,» sagde Laura. «Ned. Foran hende. Du skal se hende i det her lys. Ikke slikke endnu. Se.»
Han gik ned på hug. Den lange krop foldede sig sammen. Han så på hende. På maven, på det grå hår, på kønslæberne der var tykke og blanke, på det der stadig løb fra hende. Kirsten kiggede ned på ham. Hans ansigt var rødt. Øjnene var våde i kanten igen.
«Jeg har ikke kigget ordentligt,» sagde han. «Ikke i årevis. Jeg har bare… gjort det.»
«Så kig nu,» sagde hun.
Han spredte hende med tommelfingrene. Solen lå lige på. Der var ingen nåde i det lys. Hun kunne have sagt stop. Hun sagde ingenting. Han lænede sig ind og kyssede hende der, blødt først, så med tungen, og Kirsten greb kanten af bordet, så knoerne blev hvide.
Laura fotograferede hans nakke, hendes hænder, Kirstens åbne mund. «Højere. Jeg vil kunne høre det udefra.»
Kirsten gav slip på lyden. Den var grov. Hun var nioghalvtreds og stod nøgen på en terrasse og blev slikket af sin mand, mens en kvinde tog billeder, og hun kunne mærke, at hun var ved at komme igen, for hurtigt, næsten vredt.
«Ikke endnu,» sagde Laura. «Poul. Op.»
Han rejsig sig. Hans pik var begyndt at fylde igen, langsomt, tungt. Ikke den stive, røde ting fra sofaen. Mere tøvende. Ærlig. Kirsten tog den i hånden og strøg ham, mærkede huden skubbe sig, mærkede ham blive til.
«Bord,» sagde Laura. «Kirsten op. På ryggen. Benene ud over kanten. Poul, du står. I skal kunne se hinandens ansigter.»
Kirsten kravlede op. Træet var varmt mod ryggen. Hun trak benene op, spredte dem, den runde krop i lyset, brysterne ud til siderne. Poul stillede sig mellem hendes lår. Han førte sig selv hen, gled ind, og de begge trak vejret som ét.
Han bevægede sig langsomt. Ikke fordi Laura sagde det. Fordi han kiggede. Hver gang han gik ind, så han ned på hende. Hver gang han trak ud, så hun ham. Den tynde mave. Det grå hår på brystet. Munden.
«Du er her,» sagde hun.
«Jeg er her.»
Laura gik tæt på deres side. Kameraet fandt vinklen, hvor man kunne se ham glide, se Kirstens ansigt, se hans hånd om hendes knæ. «Kirsten. Sig, hvad du ser på ham.»
Kirsten slugte. «Jeg ser… at du er tynd. At du er gammel. At du er stiv inde i mig. At du kigger, som om jeg er ny.»
Poul stødte dybere. Bordet rykede. Et glas et sted inde i huset klirrede svagt.
«Jeg ser dine lår,» sagde han. «Jeg ser dine bryster. Jeg ser den fisse, jeg har glemt at kigge på. Jeg vil komme i dig igen.»
«Så gør det.»
Han tog fat om hendes hofter og knaldede ind i hende. Hårdere nu. Hendes røv skubbede over træet. Hun gned sig selv, klitten våd, og kom med åbne øjne, så ham, mens det ramte. Hun klemte. Han bøjede sig over hende, den lange krop, og kom med et støn, der lød som noget, han havde holdt inde i ti år. Varmt. Dybt. Han blev liggende i hende og rystede.
Laura tog det sidste billede og sænkede kameraet. For første gang så hun ikke gennem linsen. Hun så bare på dem.
«I er ikke færdige,» sagde hun. «Men I har set det. Kom ind. Jeg vil vise jer, hvad jeg har taget. Og så skal I gøre det, mens I kigger på jer selv.»
Poul trak sig ud. Hans sæd løb ud på terrassebordet. Kirsten lo, lavt, næsten chokeret over sig selv. Hun tog hans hånd igen.
Inde i stuen var sofaen stadig et rod. Laura satte kameraet til skærmen på spisebordet. De stod stadig nøgne. Ingen af dem gik efter tøjet.
Første billede: Kirsten i bh, Poul der kigger, som om han er blevet ramt.
Andet: hendes bryster i eftermiddagssolen.
Tredje: hans mund i hendes hofte.
Kirsten førte hånden op til munden.
«Er det os?» sagde Poul.
«Det er jer, når I gider at være til stede,» sagde Laura. Hun bladede. Der var billedet fra vinduet. Der var sofaen. Der var Kirstens ansigt, da hun kom første gang, munden åben, øjnene i ham. Der var hans ryg, hendes negle. Der var terrassen, hendes spredte knæ, hans hænder.
Kirsten mærkede Pouls pik mod hoften. Han var ikke stiv. Han var bare tæt på. Hun rakte bagud og holdt om ham, blidt.
«Sæt jer,» sagde Laura. «Overfor skærmen. Poul, hende i skødet. Ansigt mod billederne. I skal kneppe, mens I ser jer selv.»
Kirsten klatrede op. Hun var lav og tung i hans skød, men han tog imod hende. Hun førte ham ind, stadig åben, stadig våd af ham, og sank ned. Poul greb om hendes mave. På skærmen så de hendes eget ansigt, stort, ældre, liderligt.
«Kig,» hviskede Laura. «Ikke væk.»
Kirsten begyndte at bevæge sig. Langsomt. Brysterne hoppede. Hun så sig selv blive kneppet på billedet og mærkede det i virkeligheden på samme tid. Poul stønne mod hendes nakke. Hans hænder fandt hendes bryster, løftede dem, som på fotografiet.
«Det er det, jeg mente,» sagde Laura. Stemmen var blevet dybere. «Kameraet lyver ikke. I har bare glemt at se.»
Kirsten kom ikke med det samme. Hun arbejdede sig ned over ham, så billederne, så hans knoklede hænder på sin egen mave, og mærkede noget, der sad længere nede end orgasmen. At han var der. At hun var der. At nogen havde sat et objektiv mellem dem, indtil de ikke kunne skjule sig længere.
Poul løftede hofterne under hende. «Kirsten…»
«Jeg ved det,» sagde hun. «Bliv. Se.»
Laura tog et sidste billede af dem foran skærmen. Så lagde hun kameraet.
«Nu er det jeres,» sagde hun. «Jeg går ud og ryger. I må gerne blive ved. I må gerne sige hinandens navne. Bare lad være med at slukke lyset.»
Hun gik. Terrassedøren smækkede blødt.
Kirsten vendte hovedet og kyssede Poul. Første rigtige kys. Smag af salt og kaffe og hende selv. Hun bevægede sig på ham, og han holdt fast, og i skærmens slukkede refleks kunne hun stadig se konturen af to mennesker, der endelig kiggede.
Kysset blev ved. Ikke det der tørre mund-mod-mund, de ellers gav hinanden før gæster gik. Hun mærkede hans tænder, hans ånde, den svage rysten i underlæben. Hun rullede om hofterne, langsomt, og han gled i hende uden at nogen sagde klip eller tættere eller se på linsen.
«Hun er gået,» hviskede Poul mod hendes mund.
«Jeg kan høre det.»
«Så hvorfor sidder jeg og holder fast, som om nogen stadig kigger?»
Kirsten trak sig en centimeter tilbage, så hun kunne se ham. Hans øjne var fugtige. Det grå hår stod ud i nakken. «Fordi du endelig er her. Ikke fordi hun er det.»
Han slugte. Hans hænder gled fra hendes bryster ned om den bløde mave, videre om hoften, som om han målte sig frem. Hun var tung i hans skød. Han var knoklet under hende. Sofaen knirkede, hver gang hun hævede sig og sank.
«Jeg har tænkt på dig som… kaffe og indkøb og den der lyd, du laver, når du tager skoene af,» sagde han. «Ikke som det her.»
«Så tænk nu.»
Hun tog hans ansigt mellem hænderne. De var varme. Lidt klamme. Hun bevægede sig, så han ramte dybt, og hans mund åbnede sig uden lyd. På skærmen bag dem var billederne stadig fremme. Hendes eget ansigt, stort og liderligt. Hans ryg. Hendes spredte knæ ude i solen. Hun kiggede ikke længere. Hun kiggede på ham.
«Sig mit navn,» sagde hun.
«Kirsten.»
«Igen.»
«Kirsten.» Det kom ud som noget, han havde sparet. Han løftede hofterne. Hun mødte ham. Brysterne hoppede tungt. Hun kunne mærke, at han blev tykkere i hende, ikke den første stive hunger, men noget der holdt.
Ude på terrassen knasede en lighter. Laura. Stadig derude. Røgen drev ind under døren, tynd og bitter.
Kirsten lo stille. «Hun ryger, som om hun har sat noget i gang og ikke vil røre det.»
«Har hun?»
«Ja.» Kirsten sank ned og blev liggende, fyldt, maven mod hans. «Men det er os, der sidder her.»
Hun begyndte at arbejde sig i små, tætte bevægelser. Klittens tryk mod hans kønsben. Hans pik, der gled. Ingen instruktion. Ingen klik. Bare træet under dem og et køleskab, der stoppede ude i køkkenet, og hans åndedræt, der blev ujævnt.
«Jeg kan ikke holde den så længe som før,» sagde han pludselig. Skam i stemmen. Ærlig.
«Så hold den, mens du kan. Jeg skal ikke bruge en time. Jeg skal bruge, at du ser på mig, når du kommer.»
Han nikkede. Panden mod hendes. Hun gned sig tættere, hårdere, den runde krop der arbejdede, og mærkede det samle sig i lænden igen. Anderledes end på sofaen. Anderledes end på bordet. Mere indvendigt. Hun kom med åbne øjne, klemte om ham, og han holdt fast i hendes røv og stødte op, tre, fire gange, og kom med et støn, han prøvede at holde inde og ikke kunne.
De sad stille.
Der løb ud imellem dem, ned på hans lår, på sofaen. Ingen af dem flyttede sig. Han strøg hendes krøllede hår væk fra kinden. En klemme faldt ud og ramte gulvet med et lille klik, der næsten lød som kameraet.
«Du er køn,» sagde han. «Jeg mente det. Også før. Jeg har bare ikke fået det sagt, uden at det lød som noget, man skylder.»
«Så lad være med at skylde.» Hun kyssede ham på hagen, der hvor huden var løs. «Kig bare.»
Terrassedøren gik.
Laura kom ind med røgen i tøjet. Hun standsede. Så dem. Nøgne, sammenklistrede, Kirsten stadig i hans skød, hans hænder på hendes ryg. Kameraet hang på maven. Hun tog det ikke op med det samme.
«I har fået farve,» sagde hun. «Begge to.»
Poul rømmede sig, men han skjulte ikke Kirsten. Han lod hende sidde.
Laura gik hen til bordet, bladede et par billeder frem, og vendte skærmen, så de kunne se. Ikke de mest åbne. Et, hvor Kirsten kigger på Poul, før bh’en er af. Et, hvor hans hånd ligger på hendes talje ved vinduet, og man kan se, at han ryster. Et fra terrassen, hvor de holder hinanden i hånden, nøgne, og solen ligger på hendes hofte.
«De der,» sagde Laura. «Dem må I beholde. Resten sletter jeg, hvis I vil. Eller også gør jeg ikke. Det er jeres ferie.»
Kirsten slog et slør af sved væk fra overlæben. «Hvorfor gjorde du det?»
Laura trak på skulderen. Kraftig, varm, treogtredive år yngre og alligevel ikke ovenpå. «Fordi I gik rundt i det her hus, som om I havde afleveret hinanden for ti år siden. Og fordi I stadig rørte hinanden, når I rakte saltet. Jeg kan se den slags. Det er mit job.»
Poul lo hæst. «Det er sgu et mærkeligt job.»
«Det er et ærligt job.» Laura løftede endelig kameraet. «Et sidste. Ikke poseren. Bare som I sidder. Kirsten, du må gerne blive på ham. Poul, du må gerne se på hende. Ikke på mig.»
De gjorde det. Lukkeren klikkede én gang. Blødt.
Laura sænkede kameraet. «Jeg går ned og bader. Der er øl i køleskabet. I skal ikke vente på mig. Og Poul… næste gang hun står i køkkenet i den der gamle T-shirt, så kig. Det er det samme menneske.»
Hun gik gennem stuen, tog et håndklæde, og døren til badeværelset smækkede.
Kirsten kravlede af ham. Benene dirrede. Hun satte sig ved siden af ham, lår mod lår, og de så på billedet, det sidste. To ældre mennesker. Hende lav og rund. Ham høj og tynd. Ingen af dem pæne på den måde, man ser i blade. Begge med øjnene i hinanden.
«Vi skal tørre sofaen,» mumlede hun.
«Fuck sofaen.»
Hun smilede. «Sådan har du ikke talt i lang tid.»
«Sådan har jeg ikke siddet i lang tid.»
De rejste sig. Han rakte hende hånden, som ude på terrassen, og de gik ud i køkkenet, stadig nøgne, og han skænkede vand, fordi vinen pludselig var for meget. Hun drak. Vandet løb ned ad hendes hage og ned mellem brysterne. Han fulgte dråben med øjnene, åbent, uden at lade som om han kiggede efter noget andet.
«I aften,» sagde hun. «Når hun sover. Vil du have, at lyset er tændt?»
Han nikkede. «Ja. Jeg vil se dig. Også når vi ikke bliver fotograferet.»
«Godt.» Hun tørrede hagen med håndryggen. «Så skal du også lade være med at slukke, når du synes, maven ser forkert ud.»
«Den ser ud, som du ser ud.» Han satte glasset. «Jeg har savnet det. Ikke bare det med at komme. Det med at stå og vide, at du er min, uden at det lyder som noget fra en sang.»
Hun trådte ind til ham. Hendes bryster trykkede mod hans brystkasse. Hans pik, blød og klistret, lå mod hendes mave. De stod sådan, mens bruseren startede ude i badeværelset, og mågerne skreg, og sommerhuset lugtede af træ og sex og røg.
«Så er vi enige,» sagde hun. «Vi er her.»
Han kyssede hende i håret, der hvor klemmen havde siddet. «Vi er her.»
De gik ind og samlede tøjet op uden at tage det på. Låste terrassedøren. Kirsten smed et håndklæde over sofaen, praktisk, sig selv, og han smilede ad det, fordi hun stadig var hende, også nu.
Senere, da Laura kom ud med vådt hår og gik tidligt i seng med høretelefoner, som om hun bevidst gav dem rummet, tændte Poul lampen i soveværelset. Kirsten lagde sig på siden, den runde ryg, det grå krøl, huden med spor af sol og fingre. Han lagde sig bag hende og lod hånden ligge på hendes mave, ikke for at starte noget, bare for at have den der.
Hun tog hans hånd og flyttede den op under brystet.
«I morgen,» hviskede hun. «Hvis hun tager kameraet frem igen… så siger vi ja. Men kun hvis du kigger først.»
«Jeg kigger først,» sagde han.
Udenfor gik vinden i fyrene. Indenfor blev lyset tændt.
