De skulle bare finde et sted med færre mennesker.

Hotelstranden var proppet. Musik, albuer, sand i maden. Henrik havde set et skilt længere nede ad kysten. En sti. En bugt. Tyve minutter, stod der.

Det tog længere.

Stien blev smal og varm, og Malene mærkede sveden mellem brysterne under kjolen. Hun var 44 og fyldig, og varmen lagde sig altid dér først. I taljen. Inderst inde i lårene. Tøjet klistrede, og hun hadede den fornemmelse.

“Det her var en dårlig idé,” sagde hun.

Henrik gik foran. Gråt hår i nakken, den bløde mave under den løse skjorte, almindelige sommerben. Han kiggede sig tilbage og smilede, som han plejede, når hun brokkede sig uden rigtig at mene det.

“Fem minutter. Så er vi der.”

De kom rundt om klippen.

Malene stoppede så brat, at hun næsten trådte ham over.

Nedenfor lå en lille bugt. Sand. Sten. Hav. Og mennesker. Ingen af dem havde tøj på.

Ikke badetøj. Ikke håndklæder trukket strategisk op. Bare hud.

En mand tæt på vandet stod nøgen og smurte creme på skuldrene. En kvinde på måske halvtreds lå på maven med benene lidt fra hinanden, som om det var det mest almindelige i verden. Længere henne gik et par side om side. Hendes bryster bevægede sig. Hans pik hang afslappet.

Malene hørte sin egen vejrtrækning.

“Henrik.”

“Jeg ser det.”

“Vi er gået forkert.”

“Ja.” Han sagde det langsomt. “Det er vi nok.”

Ingen af dem gik.

Hun skulle have vendt sig om. I stedet stod hun med hånden om stroppen på tasken og kiggede. En kvinde kom op af vandet. Vand løb ned ad maven, ned i det mørke hår mellem benene. Malene mærkede varmen i ansigtet, før hun nåede at lade, som om hun kiggede på horisonten.

“De kan se os,” hviskede hun.

“Vi står oppe på stien. Vi ligner to idioter i tøj.”

“Jeg går ikke derned.”

“Okay.”

Han sagde okay. Men han gik alligevel tre skridt ned ad den sidste hældning, som om kroppen havde besluttet det først. Malene fulgte efter, fordi alternativet var at stå alene og ligne en, der kiggede.

Yderst, hvor klippen gav lidt skygge, var der plads. Henrik bredte deres håndklæde ud, som om det her var planen.

Malene satte sig med knæene trukket op. Kjolen gled op ad lårene. Hun trak den ned igen. For hårdt.

“Du behøver ikke kigge så åbenlyst,” mumlede hun.

“Du kigger selv.”

Hun ville afvise det. I stedet sagde hun ingenting.

En ældre mand gik forbi. Gråt brysthår, slappere krop, pikken synlig på tæt hold i et par sekunder. Malene kiggede væk og så alligevel. Henrik mærkede det. Hun kunne se det på ham. Kæben. Den måde han sad på med hånden foran skridtet, som om han bare støttede sig.

“Det er mærkeligt,” sagde hun stille. “At det bare… er.”

“Ja.”

“Jeg kunne aldrig.”

Han kiggede på hende. Ikke på de andre. På hende.

“Du siger det, som om du har tænkt over det.”

“Det har jeg ikke.”

Hun havde. Allerede. Ikke som en beslutning. Som et billede, hun ikke kunne få ud igen. Sig selv uden tøj her. Maven. Brysterne, der ikke sad, som da hun var femogtyve. Det mørke hår mellem benene, hun ellers holdt skjult. Folk der så det.

Hun krydsede armene over brystet, selvom hun havde tøj på.

Solen stod højt. Kjolen var for varm. Henrik tog skjorten af. Hun kendte hans krop. Den bløde mave, det grå hår på brystet, de almindelige skuldre. Alligevel så hun på ham, som om hun sad blandt fremmede.

Han lagde sig tilbage på albuerne.

“Du må gerne tage den af. Kjolen. Bare. Hvis du vil.”

“Så sidder jeg i bikini. Det er næsten værre.”

“Hvorfor?”

“Fordi så er jeg den, der stadig gemmer noget.”

Han smilede skævt.

“Du gemmer noget nu.”

Malene kiggede ud over vandet. En mand svømmede ind. Da han rejste sig, var han halvstiv. Ikke meget. Bare nok til at hun mærkede det i maven. Kvinden ved siden af ham sagde noget og lo. Ingen skammede sig.

Henriks hånd fandt hendes læg. Tommelfingeren strøg, som om de sad i sofaen derhjemme. Hun burde have flyttet benet. Hun gjorde ikke.

“De kigger ikke på os,” sagde han.

“Jo. Nogle gør.”

En kvinde på den anden side havde solbriller på og ansigtet vendt i deres retning. Måske kiggede hun på havet. Måske ikke.

Malene mærkede det mellem benene. En dum, lummer varme, hun ikke havde bedt om. Hun hadede, at det skete så hurtigt. At nøgne fremmede kunne gøre det, mens hun sad og holdt fast i sin kjole.

“Hvis vi går,” sagde hun, “så går vi nu.”

Henrik nikkede.

“Vil du det?”

Hun åbnede munden. Lukkedе den.

“Fem minutter. Så går vi.”

Fem minutter blev til, at hun trak kjolen over hovedet.

Hun gjorde det hurtigt, som om det var mindre virkeligt i én bevægelse. Bikini. Sort. Overdel, der skar i stropperne. Underdel, hun altid trak lidt op i siden, så den dækkede mere hofte. Hun kendte hvert sted, stoffet strammede.

Luften ramte maven. Hun lagde hånden der, automatisk.

“Hold op,” sagde han blødt.

“Med hvad?”

“Med at skjule dig.”

“Nemmere sagt.”

Han satte sig op. Kiggede på hende, som når de var alene, og hun havde glemt at slukke lyset. Hun kunne ikke lide den måde i dag. Eller også kunne hun lide den for meget.

“Du er smuk.”

“Du skal ikke.”

“Jeg mener det.”

En mand gik tæt forbi. Hans skygge gled over hendes lår. Hun mærkede blikket, kort og konkret, på brysterne, på maven, på det sorte stof mellem benene. Ikke grimt. Bare nysgerrigt. Som man kigger på dem, der stadig har tøj på, et sted hvor ingen andre har.

Kindernes varme spredte sig nedad.

“Han kiggede,” hviskede hun.

“Ja.”

“Synes du, det er i orden?”

Henrik tøvede et sekund for længe.

“Jeg synes, det er… noget.”

Hun så ned på hans shorts. Stoffet spændte. Ikke vildt. Nok.

“Henrik.”

“Jeg kan ikke gøre ved det.”

Hun skulle have været sur. I stedet mærkede hun sin egen puls i skridtet. Som om hans ærlighed havde sat noget i gang, hun ikke kunne rulle tilbage.

Hun lagde sig på maven, fordi det føltes som mindre krop. Bikiniens bund skar ind. Hun vidste, hvordan hendes røv så ud i den stilling. Hun vidste også, at han kiggede.

“Hvis jeg tager den her af,” sagde hun ind i håndklædet, “så er det ikke fordi jeg er blevet en anden.”

“Okay.”

“Det er bare varmt.”

“Okay.”

Hun lo lavt, nervøst.

“Du siger okay til det hele i dag.”

“Jeg er bange for at sige det forkerte.”

Malene vendte hovedet. Hans ansigt var solbrændt og almindeligt og hendes. Hun kunne se, at han var tændt. Ikke kun af de fremmede. Af hende. Af at hun overhovedet sagde det.

Hun førte hånden bagud og løsnede knuden på overdelen. Ikke af. Bare løs. Stoffet lå stadig over brysterne.

Hjertet bankede, som om hun gjorde noget forbudt.

Længere nede rejste en kvinde sig og strakte sig. Store bryster, blød mave, lår der rørte hinanden. Ingen hentede et håndklæde. Ingen undskyldte. Malene kiggede på hende længere, end hun havde kigget på nogen kvinde i årevis.

“Hun ligner mig lidt.”

“Måske.”

“Hun er ligeglad.”

“Eller også er hun det ikke. Hun er her alligevel.”

Malene lukkede øjnene. Solen lå på ryggen. Fingrene fandt stroppen igen.

Hun trak overdelen af.

I et sekund skete der ingenting. Så ramte luften hendes bryster, og hun blev helt stille. Hun pressede overdelen sammen i hånden, som om hun stadig kunne nå at fortryde. Ingen råbte. Ingen lo. Et sted tæt på lød vand og en lav samtale.

Hun lagde stoffet ved siden af sig og blev liggende på maven med kinden mod håndklædet.

“Malene.”

“Sig ikke noget.”

“Okay.”

Hun mærkede ham alligevel. Blikket i nakken. På ryggen. På det sted, hvor bikinibunden begyndte. Hendes bryster var klemt ned mod håndklædet, men hun vidste, at siden af dem kunne ses. Den bløde vægt. Den del, hun ellers samlede op i en bh.

Hun åbnede øjnene.

En mand stod i vandkanten og kiggede ud. Så drejede han hovedet. Kort. Direkte. Mod hende.

Malene slukkede ikke. Hun blev liggende.

Og mellem benene, under det sidste stykke stof, var hun allerede våd.

Hun blev liggende. Mandens blik var allerede væk igen, men hun kunne mærke det alligevel, som var det blevet siddende i huden.

Henrik flyttede sig tættere. Hans hånd lagde sig på hendes lænd. Tommelfingeren gled ind under kanten af bikinibunden, bare et stykke, som om han spurgte uden at spørge.

“Du ryster,” sagde han stille.

“Jeg er ikke kold.”

“Nej.”

Hun vendte ansigtet mod ham. Hans shorts spændte tydeligt nu. Hun kiggede på det. Længere end hun plejede, når der var andre i nærheden.

“Det er på grund af dem,” sagde hun.

“Det er på grund af dig.”

Hun slugte. Solen brændte i nakken. Hun kunne mærke sine bryster mod håndklædet, den bløde vægt, den måde de spredte sig, når hun lå sådan. Hun havde altid vendt sig væk fra det. Nu lå hun her uden overdel, og et sted i bugten vidste nogen, hvordan hun så ud.

“Hvis jeg vender mig,” sagde hun, “så ser de dem.”

“Ja.”

“Mine bryster. Maven. Det hele.”

Han strøg langsomt hen over hendes ryg.

“Du behøver ikke.”

Hun gjorde det alligevel.

Ikke brat. Hun ramlede over på siden først, holdt armen foran sig, som om hun stadig havde noget at gemme. Så slap hun. Lå på ryggen med ansigtet mod himlen og brysterne bare.

Luften ramte brystvorterne med det samme. De strammede. Hun vidste, at de var mørke og tydelige, og at maven lå blød og ærlig i solen. Hun lagde hånden på ribbenene. Flyttede den. Lagde den ned langs siden i stedet, med vilje, selvom fingrene dirrede.

“Fuck,” mumlede Henrik.

“Sig det ikke.”

“Du er… Malene.”

Hun kiggede ikke på ham. Hun kiggede ud. En kvinde længere nede sad helt nøgen med bøjede knæ og talte med en mand. Hans pik lå hen over låret. Ingen af dem hviskede. Ingen af dem skyndte sig.

To mænd gik langs vandkanten. Den ene drejede hovedet. Så Malene. Holdt blikket et sekund for længe, før han sagde noget til den anden.

Hun mærkede det mellem benene som et sæt. Vådt stof. For vådt.

“De så mig,” sagde hun.

“Ja.”

“Jeg burde tage den på igen.”

“Gør du det?”

Hun rystede på hovedet. Meget småt.

Henriks hånd gled fra hendes mave og ned til hoften. Udenpå bikinibunden. Hun spredte ikke benene. Hun spændte dem heller ikke sammen. Hun lå bare og lod ham mærke varmen der.

“Du er våd.”

“Hold kæft.”

Han smilede. Ikke hånligt. Bare som en mand, der havde fået noget at vide, han ikke havde turdet håbe på.

Hun lagde selv hånden på hans shorts. Følte ham. Hård. Tyk. Kendt. Alligevel anderledes, fordi sandet var under dem, og fordi fremmede kunne se, at hun rørte ved ham.

“Henrik. Ikke her.”

“Jeg gør ikke noget.”

Hun klemte alligevel om ham gennem stoffet. Én gang. Han trak vejret ind.

En ældre kvinde gik forbi med et håndklæde over skulderen og ingenting andet. Hun nikkede næsten umærkeligt til dem, som man nikkede til naboer. Malene nikkede tilbage, før hun nåede at tænke. Bagefter lå hun med bankende hjerte og bare bryster og tænkte, at hun lige havde hilst, mens hun sad halvnøgen.

“Jeg vil ned til vandet,” sagde hun.

“Med den på?”

Hun kiggede ned på den sorte bund. Den skar ind i hofterne. Skjulte det sidste og gjorde det samtidig tydeligere.

“Hvis jeg tager den af her, så skal jeg rejse mig.”

“Ja.”

“Så ser de røven. Og… foran.”

Han nikkede. Sagde ingenting. Ventede.

Malene satte sig op. Armene ville krydse sig over brystet. Hun tvang dem ned. Sad med ryggen lidt krum, maven fremme, brysterne tunge. Hun hadede vinklen. Hun kunne mærke, at hun også var tændt af den.

Fingrene fandt siderne på bikinibunden.

Hun kiggede på Henrik.

“Hvis jeg fortryder, tager jeg den på igen.”

“Selvfølgelig.”

Hun trak den ned.

Først siddende. Stoffet gled over lårene, og så var hun bare der. Mørkt hår. Hud. Det hele synligt i dagslys. Hun samlede bunden i en klump og smed den hen til overdelen, som om det var almindeligt tøj.

Hun trak knæene op. Åbnede dem ikke. Men hun var nøgen.

Henrik kiggede på hende, som om han så hende for første gang. Ikke pænt. Ikke høfligt. Sultent og blødt på samme tid.

“Rejs dig,” sagde han næsten uden stemme.

“Hvorfor?”

“Fordi du vil.”

Hun lo. Det lød skævt.

Så rejste hun sig.

Sandet var varmt under fødderne. Hun stod der med armene nede, mørkt hår i nakken, fyldig mave, bryster, lår der rørte hinanden. Vinden ramte hende mellem benene. Hun mærkede, hvor våd hun var, og tænkte et kort, panisk sekund, at det kunne ses.

Henrik rejste sig også. Han tøvede ved shortsene.

“Tag dem af,” sagde hun. Hurtigere, end hun havde tænkt det.

Han gjorde det. Hans pik stod frem, stiv, ærlig, med den bløde mave over. Han så ikke ud som mændene i film. Han så ud som hendes mand. På en nøgenstrand. Med rejsning.

Malene gik foran ned mod vandet, fordi hun ikke kunne holde ud at stå stille. Hun kunne mærke sin røv bevæge sig. Mærke brysterne. Mærke blikke. Ikke mange. Nok. En mand i vandet fulgte hende med øjnene, åbent, uden at skjule det.

Vandet var koldt om anklerne. Hun gik længere ud. Til knæene. Til lårene. Så satte hun sig ned i det lave, så vandet nåede maven, og brysterne stadig var ovenfor.

Henrik satte sig bag hende. Hans pik ramte hendes lænd under vandet. Hun lænede sig tilbage imod ham, bare et øjeblik.

“De kan se, at du er stiv,” hviskede hun.

“Jeg ved det.”

“Gør det noget?”

Han tøvede.

“Nej.”

Hun tog hans hånd og lagde den på sin mave. Førte den ned. Under vandet. Ned mellem benene.

Hans fingre fandt hende med det samme. Våd, åben, varmere end havet. Hun bed sig i læben og kiggede ligeud, som om de bare sad der. En kvinde svømmede forbi på få meters afstand. Malene spredte lårene en lille smule mere.

“Malene…”

“Bare sådan. Ikke mere.”

Han strøg hende langsomt. Cirkler. Tryk. Hun holdt om hans håndled, ikke for at stoppe ham, men for at styre. En bølge skyllede op og blottede hendes bryster helt, før vandet faldt igen.

På stranden sad en mand og kiggede. Solbriller. Stille. Ansigtet vendt mod dem.

Malene kiggede tilbage.

Hun flyttede Henriks hånd, så hans langfinger gled ind i hende. Kort. Dyb. Hun trak vejret ind gennem næsen og lod ham blive der, mens hun stadig holdt øjenkontakten med manden på stranden.

Så lukkede hun øjnene.

“Vi skal op,” sagde hun hæst.

“Nu?”

“Ja. Op på håndklædet. Før jeg… før jeg gør et eller andet, jeg ikke kan forklare.”

De gik op. Nøgne. Vandet løb af dem. Henriks pik boblede stadig, blank. Malene gik med sand på fødderne og pulsen mellem benene og vidste, at hun ikke ville tage tøjet på igen. Ikke endnu.

Hun lagde sig på ryggen på håndklædet, spredte ikke benene vidt, bare nok. Henrik lagde sig på siden ved hende. Hans hånd fandt hendes bryst. Klemte. Tommelfingeren over brystvorten.

Hun vendte hovedet mod ham.

“Rør ved mig rigtigt,” sagde hun. “Og kig ikke kun på mig. Lad dem også.”

Hans hånd gled fra hendes bryst og ned over maven. Ikke som derhjemme i mørket. Her lå hun i fuld sol, og hver centimeter han rørte ved, kunne ses.

Hun spændte, da han kom til det bløde under navlen. Den del, hun altid trak ind, når hun gik forbi et spejl. Han strøg den alligevel. Langsomt. Som om den hørte med.

“Henrik.”

“Jeg ved det.”

“Så stop ikke.”

Hans fingre gled ned mellem benene. Hun åbnede dem. Ikke vidt. Nok til at hans hånd kunne ligge dér, åbenlyst, med håndfladen mod hende og langfingeren, der fandt klitten med det samme.

Hun trak vejret ind.

På den anden side af bugten sad manden med solbrillerne stadig. Ansigtet vendt mod dem. Malene holdt øjnene på ham, mens Henrik rørte ved hende. Det gjorde det værre. Bedre. Hun kunne mærke, at hun blev mere våd, hver gang hun tænkte, at han så fingrene bevæge sig.

“Han kigger stadig,” hviskede hun.

“Skal jeg stoppe?”

“Nej.”

Henrik gned langsommere, tættere. Hun løftede hofterne en lille smule. Brysterne skælvede. Hun vidste, hvordan hun så ud. Fyldig. Åben. En kvinde på fireogfyrre med sand i håret og en mandhånd mellem benene.

En yngre kvinde gik forbi med en flaske vand. Kiggede ned. Kort. Så væk igen, som om det var stranden, der bestemte, hvad der var normalt. Malene rødmede alligevel. Hun spredte lårene en centimeter mere.

“Put den ind,” sagde hun.

Han gjorde det. To fingre. Hun var så våd, at det gik nemt. Hun bed sig i kinden og kiggede op i himlen, så ned igen, fordi hun ville se, om nogen så det.

De gjorde.

Ikke en flok. En mand ved klippen. Og ham med solbrillerne. Henrik bøjede sig ned og tog hendes brystvorte i munden. Midt på stranden. Hans grå hår mod hendes hud. Hans bløde mave presset mod hendes hofte. Hun lagde hånden i hans hår og holdt ham der.

“De kan se, at du sutter på mig.”

Han svarede ikke med ord. Han suttede hårdere. Fingrene arbejdede inde i hende, tommelfingeren udefra. Malene kunne høre sig selv. En lille lyd, hun prøvede at sluge.

Hun greb om hans pik. Varm. Stiv. Hun trak i ham i samme rytme, som han rørte ved hende. For åbent. Hun vidste det. Hun stoppede alligevel ikke.

“Kom herhen,” sagde hun. “Op. Så jeg kan…”

Han forstod det. Flyttede sig, så han kom til at sidde mere hen over hendes bryst. Ikke helt. Nok til at hun kunne føre ham til munden uden at de lignede et show. Eller netop lignede det.

Hun slikkede først. Langs siden. Smagte salt og ham. Så tog hun hovedet ind. Henrik stønede lavt. Hans hånd blev i hendes skridt, som om han ikke turde slippe.

Malene lukkede øjnene et sekund. Åbnede dem igen. Fra den her vinkel kunne hun se stranden over hans lår. En mand stod stille i vandkanten og kiggede lige på dem. Hans egen pik var begyndt at løfte sig.

Hun tog Henrik dybere. Ikke fordi hun var god til det. Fordi hun ville, at manden skulle se det. At hun, Malene, med maven og de tunge bryster, lå her og havde sin kærestes pik i munden.

Henrik trak sig tilbage.

“Hvis du bliver ved, kommer jeg.”

“Så kom ikke endnu.”

Hun tørrede munden med håndryggen. Hjertet hamrede. Hun lagde sig tilbage og trak ham ned mellem sine ben.

“Kan man… her?”

Han kiggede sig omkring. Ingen stod lige ved siden af. Håndklædet var yderst, delvist i skygge. Hans krop ville dække det meste, hvis han lå tæt.

“Hvis vi gør det stille.”

“Så gør det stille.”

Han lagde sig over hende. Den bløde mave mod hendes. Hun mærkede ham glide hen over det våde, finde vej. Hun hjalp med hånden. Så var han inde.

Malene åbnede munden uden lyd.

Det var anderledes. Sand under skulderbladene. Sol på hans ryg. En fremmed verden omkring dem, mens han fyldte hende. Hun slog armene om ham og spredte benene mere, så han kunne komme dybere.

“Kig op,” hviskede hun.

Han gjorde det. Over hans skulder kunne hun se manden med solbrillerne. Stadig der. Uden at skjule, at han fulgte med.

Malene holdt øjenkontakten, mens Henrik begyndte at bevæge sig. Korte stød. Tæt. Hans pik gled i hende, våd, dyb. Hun kunne mærke hvert ryk i klitten, i maven, i den skam, der ikke længere prøvede at vinde.

“Han kan se, at du knepper mig,” sagde hun mod Henriks øre.

Han stødte hårdere. Én gang. Hun greb hans røv og holdt ham inde.

“Malene, for helvede.”

“Jeg mener det. Lad ham.”

Hun løftede hofterne imod ham. Brysterne presset ud til siden. Maven imellem dem. Hun var ikke smal. Hun var ikke skjult. Hun var en nøgen kvinde, der blev taget på en strand, og hun kunne mærke, at hun var tæt på at komme af den grund alene.

Henrik gled en hånd ned mellem dem og fandt hendes klit. Gned, mens han knaldede hende kort og dybt. Malene drejede hovedet. Mødte mandens blik igen.

Så kom hun.

Ikke højt. Kroppen spændte, lårene rystede, hun klemte om Henriks pik i stød, mens hun pressede ansigtet ind mod hans skulder for ikke at give lyd. Vådt. Varmt. Det skyllede gennem maven og ud mellem benene, hvor han stadig bevægede sig.

Hun slappede først af, da det slap.

Henrik stod stille inde i hende. Hun kunne mærke, at han holdt igen.

“Kom inde i mig,” hviskede hun. “Nu.”

Han stødte tre gange mere. Korte. Tætte. Så spændte han og kom med et stille, brudt åndedrag mod hendes hals. Hun mærkede det. Varmt. Fyldende. Hans vægt. Hans bløde mave. Hans pik, der pulserede i hende, mens sandet kradede under hendes røv.

De lå sådan et øjeblik.

Et sted tæt på lød børn ikke. Bare hav. En lav samtale. Fødder i sand.

Henrik gled ud. Langsomt. Malene mærkede sæden følge med, varm ned mellem ballerne. Hun lukkede ikke benene med det samme.

Manden med solbrillerne rejste sig. Gik ned mod vandet. Som om ingenting. Som om han bare havde set solen.

Malene stirrede op i himlen og lo. Stille. Næsten chokeret.

“Jeg kan ikke tro, vi gjorde det.”

Henrik kyssede hendes skulder.

“Du bad om det.”

“Jeg ved det.” Hun lagde en hånd på sin mave. Mærkede sig selv. Nøgen. Brugt. Synlig. “Og jeg ligger her stadig uden tøj på.”

“Vil du have det på?”

Hun tænkte over det. Mærkede luften mellem benene. Den klæbrige varme. Blikket, der havde siddet i hende.

“Om lidt,” sagde hun. “Ikke endnu.”

Hun blev liggende.

Sæden var varm mellem ballerne og inde i hende. Hun mærkede det, hver gang hun rørte sig. Før ville hun have klemt benene sammen, fundet et håndklæde, gjort det usynligt. Nu lå hun med knæene lidt ude og lod luften komme til.

Henrik strøg hendes hofte med fingrene, langsomt, som om han stadig ikke helt turde tro, at hun ikke skubbede ham væk.

“Du drypper,” sagde han stille.

“Jeg ved det.”

“Gør det noget?”

Hun tænkte over det. En kvinde kom op fra vandet et stykke derfra, wringede håret, gik forbi dem nøgen og ligeglad. Malene mærkede blikket glide hen over sig. Over brysterne. Maven. Det mørke hår, der var klistret og vådt. Det sted, hvor Henrik lige havde været.

“Nej,” sagde hun. “Ikke nu.”

Hun satte sig op. Sand i ryggen. Brysterne tunge. Hun tørrede ikke sig selv. Hun sad bare der, med ham ved siden af, og kiggede ud over bugten, som om hun havde ret til at fylde den plads.

Henrik satte sig også. Hans pik hang blødere nu, stadig synlig, stadig hans. Hun lagde hånden på hans lår.

“Jeg troede, jeg ville hade det,” sagde hun. “At de så maven. At de så… det hele.”

“Og?”

“Jeg gjorde. Først.” Hun slog et kort blik ned på sig selv. “Og så var det det, der gjorde det.”

Han nikkede. Sagde ikke, at hun var smuk. Ikke den her gang. Han tog hendes hånd i stedet.

De gik ned i vandet igen. Bare for at skylle. Det kolde vand mellem benene fik hende til at trække vejret ind. Hun gned sig ren med hænderne, åbent, uden at vende ryggen til stranden. Henrik stod ved siden af hende, almindelig og nøgen, og da hun vendte sig, kyssede han hende. Ikke længe. Bare mund mod mund, salt, mens vandet stod dem til hoften.

På vej op samlede hun bikinien op. Holdt den i hånden. Tog den ikke på.

Først da de nåede håndklædet igen, og hun kunne mærke, at benene begyndte at ryste på en anden måde – ikke lyst, bare virkelighed – trak hun underdelen op. Overdelen sad skævt, da hun bandt den. Hun lo af det selv.

“Sådan,” sagde hun. “Nu er jeg den med tøj på igen.”

“Næsten.”

Kjolen kom over hovedet. Stoffet klistrede til den fugtige hud. Hun stod et øjeblik og kiggede ned på bugten, mens Henrik foldede håndklædet. Manden med solbrillerne var væk. Kvinden med de store bryster lå der stadig. Havet var det samme.

På stien op sagde hun ingenting længe. Solen stod lavere. Hendes lår gnubbede mod hinanden under kjolen, og hun kunne stadig mærke ham i sig.

“Hvis vi kommer forbi her i morgen,” sagde hun, og stoppede, som om hun hørte sig selv. “Jeg siger ikke, at vi skal.”

“Okay.”

“Men jeg tror, jeg ville gå derned.” Hun kiggede på ham. “Uden at stå og overveje det i tyve minutter.”

Henrik smilede skævt. Det grå hår sad klæbrigt i panden. Den bløde mave under skjorten, som han ikke havde fået knapperne rigtigt i.

“Så går vi derned,” sagde han.

Hun nikkede. Ikke som et løfte om en ny historie. Bare som noget, der var blevet muligt.

Nede bag klippen lå stranden stadig. Malene gik videre, med sand i skoene og en varme mellem benene, hun ikke længere prøvede at forklare væk.