Louise kigger på skærmen, selvom hun allerede har læst den tre gange. Sidste færge. Tre timer og sytten minutter. Bussen var tre minutter for sent, døren smækkede, og nu står hun her med tasken mellem fødderne og en aften, der er spildt.

Terminalen er næsten tom. Gråt lys. En kvinde sover hen over sin rygsæk. Bag skranken sidder en ansat med høretelefoner i. Ellers er der bare stole i rækker og en kaffeautomat, der summer, som om den også venter.

Hun går derhen. Kortet bliver afvist.

“Tryk to gange,” siger en stemme bag hende. “Den er træls.”

Hun vender sig. Han er yngre end hende, men ikke meget. Mørkt hår, skægstubbe, en jakke der ser ud til at have været ude i vinden. Øjnene er vågne på en måde, der ikke passer til en forpasset færge.

“Tak.” Hun prøver igen. Maskinen spytter en kop ud.

“Kasper. Jeg nåede heller ikke den anden.”

“Louise.”

De står der et øjeblik. Hallen er for stor til, at det giver mening at lade som om, de har andre steder at være.

“Der er et bord ved vinduet,” siger han. “Så kan vi i det mindste se, når den kommer.”

Hun følger med. Kaffen er for varm. Hun blæser på den og kigger på ham over kanten. Han har rolige hænder. Hun lægger mærke til det, før hun når at tænke over hvorfor.

“Hvor skulle du hen?” spørger hun.

“Hjem. Næsten. Du?”

“Det samme. En uge hos min søster, og nu sidder jeg her, som om jeg er atten.”

Han trækker på smilet. “Jeg er fireogtredive og har lige gjort præcis det samme. Så du er ikke alene.”

“Niogtredive,” siger hun. “Og jeg hader at vente.”

“Så lad os ikke vente stille.”

De taler. Først om ingenting. Bagefter om lidt mere. Han arbejder med byggeri. Hun med mennesker. Det er ligegyldigt. Det er ikke det, hun hører. Hun hører stemmen. Hun ser, hvordan han kigger på hendes mund, når hun drikker. Hvordan han læner sig frem, når hun smiler.

En time forsvinder, uden at hun mærker den.

De køber mad i kiosken. To sandwich, der smager af pap, og en pose chips, de alligevel deler. Fingrene rammer hinanden i posen. Ingen af dem trækker hånden væk med det samme.

“Undskyld,” siger hun, men hun smiler.

“Jeg gjorde det med vilje.”

Hun kigger på ham. Han kigger tilbage. Der er et lille rum mellem dem, der pludselig er både for lille og for stort.

“Du er farlig at sidde ved siden af i tre timer,” siger hun.

“Bare tre?”

Hun ryster på hovedet, men kinderne er varme. Udenfor er det mørkt. Indenfor er der næsten ingen. Uroen i kroppen har ikke noget med færgen at gøre.

De går ud foran terminalen, bare for at få luft. Vinden er kold. Hun trækker jakken tættere. Han går tæt på, ikke rørende, men tæt nok til at hun kan mærke varmen fra ham.

“Hvis jeg sagde, at jeg har kigget på dig, siden du stod ved automaten,” siger han, “ville du synes, det var mærkeligt?”

“Nej. Jeg ville synes, det var ærligt.”

Han stopper. Hun stopper også. For et sekund tror hun, han vil kysse hende under lygterne. Han gør det ikke. Han kigger bare, og det er næsten værre.

“Så venter vi,” siger han stille.

“På færgen?”

“På at vi er alene.”

Hun sluger. “Okay.”

Inde igen sidder de tættere. Knæene rører hinanden under bordet. Hun lader det ske. Hans tommelfinger stryger hen over hendes håndled, som om han tester, om hun trækker sig. Hun gør ikke.

Timerne bliver til noget andet. De fortæller historier, men historierne er undskyldninger. Hun fortæller om et ægteskab, der sluttede for to år siden. Han om en kæreste, der flyttede, og at der er gået et stykke tid. Det er ikke synd for nogen af dem. Det er bare luft, der bliver ryddet.

“Jeg vil gerne røre ved dig,” siger hun lavt, fordi hallen stadig har ører et sted.

Han trækker vejret ind. “Det vil jeg også.”

Højttaleren knitrer. Færgen er på vej. Folk begynder at samle sig. Ikke mange, men nok til at magien i hallen knækker lidt.

De går om bord hver for sig, som om de ikke kender hinanden. Det er idiotisk, og de ved det begge. Det er også en slags spil.

Louise går op på dækket med det samme. Luften er salt og kold. Der er næsten ingen. Et par inde i salonen bag glasset. En mand med en cigaret langt fremme i stævnen. Ellers det tomme dæk, det mørke vand, lyset fra kysten der allerede bliver mindre.

Hun læner sig mod rælingen.

Hun ved, han kommer.

Hun hører skridtene, før hun ser ham. Kasper stopper ved siden af hende, tættere end de har stået hele aftenen.

“Der er næsten ingen,” siger han.

“Jeg ved det.”

Han lægger hånden på hendes lænd, under jakken, oven på trøjen. Varmen går lige gennem tøjet. Hun vender ansigtet mod ham.

Så kysser han hende.

Det er ikke forsigtigt. Det er det, de har siddet og sparet på i tre timer. Hans mund er varm, skægget strør imod hendes hud, og hun tager fat i hans jakke og trækker ham ind. Hans krop rammer hendes. Hun mærker ham allerede, hård imod hoften, og en lyd kommer ud af hende, som hun ikke havde planlagt.

“Herude?” hvisker hun mod hans mund.

“Vil du ind?”

Hun kigger hurtigt. Dækket er tomt. Salonen er et stykke væk. Vinden tager lyden.

“Nej,” siger hun. “Her.”

Han fører hende blidt tilbage, hen mod et hjørne hvor en væg og en overdækket redningsflåde skjuler dem fra de fleste vinkler. Hendes ryg rammer det kolde metal. Hans hånd glider op under trøjen, finder huden, finder brystet gennem bh’en. Hun buer ryggen. Hans tommelfinger stryger over brystvorten, og hun bider sig i læben.

“Fuck,” mumler han.

Hun åbner hans jakke, får hånden ind under t-shirten, mærker varmen, håret på maven, bæltet. Hun kigger ham i øjnene, mens hun åbner hans bukser. Han trækker vejret skarpt, da hendes hånd finder ham.

Han er hård, varm, og hun stryger langsomt, bare for at se hans ansigt.

“Louise…”

“Shh.”

Hun knæler ikke. Ikke endnu. Hun vil mærke ham mod sig først. Han får hendes bukser åbnet, hånden ned, fingrene ind mellem hendes ben. Hun er allerede våd, og hun ser det på ham, da han mærker det. Hans pande lander mod hendes.

“Du har tænkt på det hele vejen,” siger han.

“Ja.”

Hans fingre finder en rytme. Hun holder fast i rælingen med den ene hånd og i ham med den anden. Dækket gynger svagt. Et sted længere fremme griner nogen, langt væk. Hun burde være bange for at blive set. Hun er det også. Det gør det bare værre på den rigtige måde.

Hun kommer næsten, bare af hans hånd, og hun stopper ham.

“Ikke endnu.”

Hun vender sig, læner sig frem mod rælingen og kigger ud over vandet. Han forstår det med det samme. Bukserne bliver trukket ned. Kulden rammer hendes hud et sekund. Så er han der, kroppen tæt, hånden om hendes hofte.

Han glider ind i hende i ét langt tryk.

Hun gisper. Fingrene kramper om metallet. Han bliver stille et øjeblik, inde i hende, åndedrættet i hendes hals.

“Okay?” spørger han.

“Bevæg dig.”

Han gør. Først langsomt, dybt, som om de har hele natten. Så hårdere, fordi de ikke har. Hvert stød skubber hende ind mod rælingen. Hun bider i ærmet for ikke at lyde. Hans hånd finder frem mellem hendes ben igen.

Han finder hende dér, præcis dér, og rytmen rammer hende dobbelt. Hun presser sig tilbage imod ham, åben, sulten, med kinden næsten nede ved det kolde metal. Vandet slår blødt mod skroget. Et sted bag dem smækker en dør, og de fryser begge et sekund. Skridt. Så stilhed igen.

“Stadig okay?” hvisker han mod hendes øre.

Hun nikker. Hun kan ikke sige andet. Hans hofter slår ind i hende, dybere nu, og hun mærker, hvordan han holder igen og alligevel ikke kan. Hånden på hendes klitoris er ikke længere forsigtig. Den er præcis. Hun kommer først, hårdt, med åben mund og næsten ingen lyd, kroppen der trækker sig sammen om ham, mens hun klamrer sig til rælingen, som om færgen ellers ville kaste hende.

Han holder hende oppe. Han stønner lavt ind i hendes hår og støder tre, fire gange mere, uregelmæssigt, og så trækker han sig ud i sidste øjeblik. Hun mærker varmen på lænden, på den bare hud over buksekanten, og hans åndedræt der ryster.

De står sådan et øjeblik. Sammenklinede. Hendes bukser nede om lårene. Hans hænder stadig om hendes hofter, som om han er bange for, at hun falder.

Louise trækker vejret. Luften er iskold nu, hvor hun ikke længere er i det. Hun retter tøjet med rystende fingre. Han hjælper hende, stille, uden at gøre det pinligt. Hun vender sig og kigger på ham. Hans mund er rød. Øjnene er mørke og bløde på samme tid.

“Vi er sindssyge,” siger hun.

“Ja.” Han smiler. “Det var du, der sagde her.”

“Jeg fortryder det ikke.”

“Godt. Det gør jeg heller ikke.”

Hun tørrer sig med et serviet, hun har i lommen fra kiosken, og det er så uromantisk, at hun næsten griner. Han griner også, stille, og læner panden mod hendes.

De kysser igen. Langsommere. Uden den første sult. Hans hånd ligger i hendes nakke, og hun mærker, at hun godt kunne starte forfra, hvis de havde tid og et sted. De har ingen af delene.

Et par kommer ud på dækket længere fremme. Cigaretglød. Stemmer. Louise og Kasper træder fra hinanden, bare nok. Hun reder håret med fingrene. Han lyner jakken.

De går hen til rælingen igen, som om de bare har stået og kigget på vandet hele tiden. Skuldrene rører hinanden. Det er nok.

“Hvor går du hen, når vi lægger til?” spørger hun.

“Bus. Så tog. Du?”

“Min bil står ved havnen. Hvis den stadig er der.”

Han nikker. Ingen af dem lover noget. Det ville ødelægge det.

Inde i salonen er der mere lys og et par trætte ansigter. De køber kaffe, sidder over for hinanden ved et bord og siger næsten ingenting. Hun kan stadig mærke ham. Han kigger på hendes mund, når hun drikker, præcis som i terminalen, og hun mærker varmen i maven igen.

Færgen slår ned i farten. Kysten kommer tættere. Annonceringen lyder.

På vej ned ad trappen tager han hendes hånd et kort øjeblik. Tommelfingeren stryger over hendes håndled, samme sted som før.

“Louise.”

“Ja.”

“Tak for ventetiden.”

Hun smiler. “Tak for, at du ikke ventede stille.”

De skilles ved bilerne og bussen, som fremmede der tilfældigvis gik den samme vej. Hun sætter sig ind, lukker døren og sidder et øjeblik med hænderne på rattet, før hun tænder. På passagersædet ligger hendes taske. På hendes hud sidder stadig kulden fra rælingen og varmen fra ham.

Hun kører hjemad i mørket og tænker ikke på den bus, hun missede. Hun tænker på tre timer i en tom terminal, og på et dæk, hvor næsten ingen så dem. Og på at hun, niogtredive år gammel, stadig kan gøre noget, hun ikke havde planlagt — og ville gøre det igen.