Det var den tredje aften, de sad ude mellem de to campingvogne.
Luften var stadig lun. En mygsummen hang over græsset, og fra den anden ende af pladsen kom dæmpet latter og en radio, der spillede noget gammelt. Lars havde skubbet campingstolen tilbage, så han kunne strække de lange, tynde ben. Det grå fuldskæg kildede ham, hver gang han smilede. Eva sad ved siden af ham med et tæppe over lårene, selvom hun sagde, hun ikke frøs. Hun var kraftig, kort rødt hår, der stod lidt i alle retninger efter en dag i vinden, og hun havde den der rolige måde at sidde på, som om stolen var hendes.
Frank kom med fire glas og en flaske rødvin, han havde åbnet inde i deres vogn. Han var femoghalvtreds, bred over skuldrene, kort gråbrunt hår og en mave, der skubbede lidt til T-shirten, når han lo. Jeanette gik bag ham med ost og kiks. Treoghalvtreds, mørkeblondt hår i en løs knude, smalle briller, hun hele tiden skubbede op. Hun havde en direkte måde at kigge på folk.
De havde talt om vejr og vandhaner og hvorfor den ene toiletbygning lugtede. Almindelige campingting. Så kom vinen, og samtalen gled.
»Hvor længe har I været sammen?« spurgte Jeanette og kiggede på Eva.
»Toogtredive år,« sagde Eva. »Gift i niogtyve.«
Frank fløjtede blødt.
»Otteogtyve os,« sagde han. »Vi blev gift, fordi Jeanettes mor syntes, det så pænere ud. Ikke fordi vi havde brug for det.«
Jeanette smilede skævt.
»Vi har heller aldrig haft de der klassiske regler,« sagde hun. »Altså… de fleste par har jo en usagt aftale om, at man kigger den anden vej, hvis nogen kigger for længe. Eller at man ikke taler om det. Vi har talt om det. Fra starten, næsten.«
Lars tog en slurk vin. Han mærkede Evas knæ mod sit.
»Hvad betyder det?« spurgte Eva. Hendes stemme var rolig, men hun havde sat glasset fra sig.
Jeanette kiggede på Frank, som om hun tjekkede, om han var med. Han nikkede.
»Det betyder, at vi ikke ejer hinandens krop,« sagde Jeanette. »Vi kan sove med andre. Ikke i smug. Ikke med løgne. Som regel sammen. Nogle gange hver for sig, hvis vi har talt om det først. Det er sket… tre, fire gange på ferier. En enkelt gang derhjemme, med et par vi kendte.«
Der blev stille et øjeblik. En campingvognsdør smækkede et sted ude i mørket.
Lars lo, men det lød lidt for højt.
»Så I bytter?«
»Nogle gange,« sagde Frank. »Nogle gange kigger den ene bare. Nogle gange er det mere… fælles. Det kommer an på stemningen. Og på de andre.«
Eva trak tæppet tættere om sig, selvom det ikke var koldt.
»Og I bliver ikke jaloux?«
»Jo,« sagde Jeanette ærligt. »Lidt. Nogle gange. Men jalousien er ikke en regel. Den er bare en følelse, man kan have, uden at den skal styre det hele. Vi har en regel om, at man siger stop, hvis det bliver for meget. Og en regel om, at man ikke gør noget, den anden ikke ved.«
Lars kiggede på Eva. Hun kiggede ikke tilbage. Hun kiggede på Jeanette.
»Vi har aldrig talt om det,« sagde Eva stille. »Altså… vi har jo tænkt. Alle tænker vel. Men vi har ikke talt.«
»Hvad har du tænkt?« spurgte Frank, og der var ingenting spydigt i det. Bare nysgerrighed.
Eva rødmede. Det så man tydeligt, selv i lanternelyset. Hendes hals blev rød under det korte hår.
»At jeg godt kunne tænke mig at se Lars med en anden,« sagde hun. »Ikke fordi jeg vil af med ham. Tværtimod. Og at jeg selv… at jeg godt kunne tænke mig at mærke, hvordan det er. Uden at det betyder, at vi er færdige.«
Lars mærkede det i maven, som om stolen pludselig var for lille. Han havde hørt Eva sige meget i toogtredive år. Det her havde han ikke hørt.
»Eva,« sagde han.
Hun vendte sig. Øjnene var blanke, men hun smilede.
»Du må sige, hvis det er for meget. Jeg ved det godt. Vi har bare siddet her tre aftener, og de er… åbne. Og jeg er fuld. Og jeg er træt af at lade som om, jeg aldrig har tænkt det.«
Jeanette lænede sig frem.
»Du behøver ikke gøre noget,« sagde hun til Lars. »Det er bare en samtale. Men jeg kan sige én ting, siden vi er i gang. Jeg har kigget på dig siden i mandags. På skægget. På hænderne. Du har de der lange fingre. Og Eva…« Hun kiggede på hende uden at tøve. »Du er den slags kvinde, Frank falder for. Blød. Varm. Ikke en, der prøver at ligne tyve.«
Frank nikkede.
»Det er rigtigt,« sagde han. »Undskyld, hvis det er for ligeud. Men det er det, vi er. Ligeud.«
Eva lo pludselig. En kort, nervøs latter, der blev til noget andet.
»Gud,« sagde hun. »Så sidder vi her og drikker vin, og så siger I bare det.«
»Ja,« sagde Jeanette. »Sådan er vores regler. Vi lyver ikke om, hvad vi gerne vil.«
Lars tømte glasset. Han kunne mærke Evas hånd, der fandt hans under tæppet. Hun klemte. Ikke som et stop. Som et: jeg er her.
»Hvad er jeres regler så?« spurgte Frank.
Lars tænkte. Han kunne have sagt: vi er hinandens. Vi har aldrig. Vi skal hjem på søndag. I stedet sagde han:
»At vi ikke gør hinanden fortræd. At vi taler. At vi… at jeg ikke vil miste hende, fordi jeg blev bange for at sige ja til noget, hun faktisk gerne vil.«
Eva vendte ansigtet mod ham. Hun kyssede ham. Kort, men ikke som de kyssede, når der var andre. Munden var åben et sekund for længe.
Jeanette så det. Frank så det.
»Skal vi gå ind?« spurgte Jeanette. »Det begynder at blive koldt. Og vinen er bedre, når man ikke sidder og hopper.«
De rejste sig. Stolene skrabede. Lars samlede glassene, mest for at have noget i hænderne. Eva gik foran ind i deres egen vogn. Hun tændte den lille lampe over køkkenbordet, ikke loftslyset. Det gule skær gjorde rummet mindre og tættere. Bænken, bordet, den smalle gang mod sengen bag forhænget.
Der var ikke plads til fire, uden at man rørte ved hinanden.
Frank satte sig ved bordet. Jeanette satte sig ved siden af Lars på bænken, så låret lå imod hans. Eva stod et øjeblik, så satte hun sig overfor, tæt på Frank.
Ingen sagde, at de skulle hjem.
Jeanette tog Lars’ hånd og vendte den. Kiggede på fingerspidserne, som om hun undersøgte noget praktisk.
»Du er nervøs,« sagde hun. »Det er okay. Nervøsitet er ikke et nej.«
»Jeg ved ikke, hvad det er,« sagde Lars. Hans stemme var hæs.
Eva kiggede på ham over bordet.
»Sig, hvis du vil have, vi stopper,« sagde hun. »Jeg mener det. Men jeg vil gerne blive siddende.«
Han nikkede.
Jeanette slap hans hånd, men flyttede den op på hans lår. Ovenpå bukserne. Roligt. Som om hun spurgte med hånden i stedet for med munden.
Frank rørte ved Evas skulder. Tommelfingeren strøg langs kanten af hendes T-shirt, der hvor huden var varm.
»Må jeg?« spurgte han.
Eva nikkede. Hun kiggede på Lars, mens hun nikkede. Lars mærkede Jeanettes hånd, der gled en centimeter højere. Han burde have flyttet den. Han gjorde det ikke.
Udenfor gik nogen forbi med en lommelygte. Stemmer. Så stilhed igen.
Jeanette lænede sig ind til Lars’ øre.
»Jeg vil gerne kysse dig,« hviskede hun. »Ikke stjæle dig. Bare kysse dig, mens din kone sidder derover. Det er sådan, vi gør det første. Så kan I mærke, om det er rigtigt.«
Lars kiggede på Eva. Hun havde allerede lukket øjnene et øjeblik, da Franks mund ramte hendes hals. Ikke vildt. Bare læber. Eva åbnede øjnene igen og fandt Lars.
»Gør det,« sagde hun. »Jeg vil se det.«
Jeanette tog hans ansigt mellem hænderne. Skægget kildede hendes håndflader. Hun kyssede ham langsomt, som om hun havde tid. Hun smagte af vin og tandpasta. Lars’ krop reagerede, før hovedet var med. Han kyssede tilbage. Bag Jeanette kunne han høre Eva trække vejret skarpt, da Frank gled hånden ind under hendes T-shirt og fandt den bløde, tunge barm, hun ellers gemte i en BH, der var for stram.
Eva stønede lavt.
»Lars,« sagde hun.
Han rev sig løs fra Jeanettes mund.
»Jeg er her,« sagde han.
»Jeg ved det. Bliv ved.«
Jeanette smilede imod hans mund.
»I har måske ikke haft regler,« hviskede hun. »Men I har lyst. Det kan man mærke.«
Hun kyssede ham igen, dybere. Hendes hånd gled ind mellem hans ben og fandt ham hård gennem bukserne. Hun trykkede ikke. Hun holdt bare.
Overfor dem havde Frank fået Evas T-shirt op. Hendes mave var blød, hendes bryster tunge, de hvide kupler af BH’en skubbet til side. Han suttede på en brystvorte, mens Eva holdt ham i håret og kiggede på Lars hele tiden. Som om hun ville have, at han skulle se, at hun kunne. At hun ville.
Lars’ hånd fandt Jeanettes bryst uden at tænke. Hun var slankere, fastere, en anden slags varme. Hun nynnede ind i kysset.
»Tag den af,« sagde hun. »Hvis du tør.«
Han tøvede et sekund. Så gled hænderne ind under hendes bluse og op. Hun løftede armene. Blusen kom af. BH’en var sort, enkel. Han åbnede den. Hun lod ham.
Eva så det. Hun så sin mand med hænderne på en anden kvindes bryster, tre meter væk, i deres egen vogn, med lyset, de selv havde tændt. Hun skulle have været rasende. I stedet gled hendes hånd ned og åbnede Franks bukser. Han hjalp hende. Han var allerede stiv. Eva kiggede på den, så på Lars, og så tog hun ham i hånden, langsomt, som om hun viste sin mand, hvad hun gjorde.
»Fuck,« sagde Frank stille.
Jeanette lo mod Lars’ hals.
»Sådan lyder det, når det begynder,« sagde hun. »Ikke når det er slut.«
Hun gled ned på knæ foran bænken. Der var knap plads. Hendes knæ ramte skabet. Hun åbnede Lars’ bukser, trak dem ned nok, og tog ham i munden uden at spørge en gang til. Varmt. Vådt. Lars’ hoved faldt tilbage mod vognvæggen. Han fandt Evas øjne.
Eva havde bøjet sig. Hendes korte røde hår rørte Franks mave, mens hun slikkede ham, klodset i starten, så mere sikkert. Hun var aldrig blevet set sådan af nogen anden end Lars. Nu sad Lars og blev suttet af Jeanette og så på det.
Ingen sagde stop.
Jeanette tog ham dybere, en hånd om det, hun ikke kunne have i munden. Lars’ hofter rykede. Han lagde hånden i hendes hår, ikke for at styre, bare for at holde.
Eva slikkede Frank, mens Franks fingre gled ind mellem hendes ben, under kjoleskørtet hun havde på, ind under trusserne. Hun var våd. Hun havde været det, siden Jeanette sagde ordet regler.
»Kom herhen,« sagde Frank hæst til Eva. »Sæt dig. Hvis du vil.«
Eva kiggede på Lars. Lars nikkede. Han kunne ikke sige det højt endnu, men han nikkede.
Eva rejste sig. Trusserne gled ned om anklerne. Hun spargede dem af, klodset, næsten i latter. Så satte hun sig overskridt på Franks skød, ryggen mod bordet, ansigtet vendt mod Lars. Frank styrede sig selv. Eva sænkede sig. Langsomt. Hendes mund åbnede sig, da han gled ind. Hun var stram om ham, blød udenpå. Hun stønede, da hun sad helt nede.
Jeanette slap Lars’ pik et øjeblik og vendte hovedet.
»Se på hende,« sagde hun. »Se, hvordan hun tager ham.«
Lars så det. Eva, hans Eva, kraftig og rød i kinderne, der bevægede sig på en anden mand i deres campingvogn. Hun holdt bordkanten. Brysterne gyngede. Frank holdt hende om hofterne og hjalp, ikke for hurtigt.
Jeanette tog Lars i munden igen, men nu kiggede hun op på ham, mens hun gjorde det. Som om hun ville have, at han skulle komme tæt på, mens han så.
Eva begyndte at bevæge sig rigtigt. Små, tunge bevægelser. Stolen knirkede. Vognen knirkede. Udenfor var der stadig campingplads, stadig naboer, stadig en verden, hvor de var to pæne par på hver sin plads.
Inde i vognen var reglerne allerede nogle andre.
Eva rakte hånden ud efter Lars. Fingrene fandt hans. Hun klemte, hver gang Frank stødte op i hende.
»Jeg elsker dig,« sagde hun. Stemmen var brudt.
»Jeg ved det,« sagde han.
Jeanette rejste sig. Hun tørrede munden med håndryggen, trak sine egne bukser af og satte sig overskridt på Lars, ryggen mod ham, så han kunne se Eva, mens hun tog ham ind. Hun var slankere, lettere. Hun gled ned om ham i ét træk og åndede ud.
»Hold om mig,« sagde hun.
Lars’ hænder fandt hendes hofter. Han kunne mærke hende indefra, anderledes end Eva, strammere, en anden rytme. Jeanette begyndte at ride, kort og præcist, mens hun kiggede på Frank og Eva.
De fire bevægede sig i det lille rum, ude af trit og alligevel i samme tid. Eva kom først. Hun trykkede sig ned på Frank, rystede, bid sig i læben for ikke at skrige. Frank holdt hende, stødte op, og kom i hende med et lavt, langt støn, som han prøvede at holde inde.
Jeanette mærkede det. Hun red Lars hårdere.
»Kom,« hviskede hun. »Kom i mig. Hun skal se det.«
Lars holdt om hende. Han så Eva, stadig siddende på Frank, slimet og rød og med øjne, der ikke slap ham. Han kom. Hårdt. Længe. Jeanette tog imod det, pressede sig ned, og kom selv et par sekunder efter, stille, med panden mod hans skæg.
De blev siddende.
Åndedrættet fyldte vognen. Et sted dryppede en hane.
Eva lo pludselig, svagt, næsten forskrækket over sig selv.
»Sådan,« sagde hun. »Sådan ser det ud, når man ikke har regler. Eller når man får nogle nye.«
Jeanette lænede sig tilbage mod Lars’ bryst. Hun var stadig om ham.
»Det var ikke slutningen,« sagde hun stille. »Det var bare den første aften, I turde sige det højt.«
Frank strøg Eva over ryggen, langsomt, som om han spurgte, om hun stadig var okay.
Eva nikkede. Hun kiggede på Lars.
»Er du okay?«
Han tænkte på toogtredive år. På skægget, der stadig var vådt af Jeanette. På sin kone, der sad nøgen på en anden mand i deres vogn.
»Jeg ved det ikke,« sagde han. »Men jeg vil ikke have, at du går hen og fortryder det alene. Så… ja. Jeg er her.«
Udenfor gik nogen forbi igen. Ingen standsede. Ingen bankede på.
Inde i vognen flyttede de sig langsomt fra hinanden, klodsede, med tøj, der hang i vejen, og kroppe, der stadig rørte, fordi der ikke var plads til andet.
Jeanette fandt sin bluse, men tog den ikke på.
»Vi behøver ikke sige godnat,« sagde hun. »Ikke hvis I ikke vil.«
Eva kiggede på sengen bag forhænget. Den var smal. Den var deres. Den kunne rumme mere, hvis man lå tæt.
»Bliv,« sagde hun. »I nat. Vi finder ud af resten i morgen. Eller om en time. Jeg ved det ikke. Jeg vil bare ikke have, at I går nu, som om det her var et uheld.«
Lars sagde ingenting. Han rakte hånden ud og trak Eva ind til sig, nøgen, svedig, med Franks sæd, der løb ned ad hendes inderside. Han kyssede hende. Smagen var hans og alligevel ikke.
Frank slukkede den skarpe lampe. Der blev kun den lille natlampe over sengen.
De fire voksne mennesker, to par, der tre dage tidligere havde lånt hinanden en hammer og en pose kaffe, kravlede ind bag forhænget.
Vognen knirkede, da madrassen gav sig.
Ingen af dem sov med det samme.
Madrassen var lavet til to. Fire kroppe gjorde den smallere, varmere og mere uoverskuelig.
Lars lå inderst mod væggen. Eva krøb ind til ham, nøgen, stadig klistret mellem lårene. Bag hende kom Frank, og Jeanette klemte sig yderst, så hun næsten hang på kanten, indtil hun lagde et ben over Franks hofte og en arm hen over Eva. Som om de allerede havde fundet en måde at ligge på.
Ingen tændte lyset.
Eva fandt Lars’ ansigt med hænderne. Skægget var fugtigt. Hun kyssede ham længe, uden at skynde sig.
»Du kom i hende,« hviskede hun. Ikke anklagende. Bare som om hun skulle sige det, for at det blev virkeligt.
»Ja.«
»Hvordan var det?«
Han tøvede.
»Anderledes. Hun er strammere. Hurtigere. Det var dig, jeg kiggede på.«
Eva åndede ud imod hans mund.
»Jeg kunne mærke ham. Hele vejen. Og jeg kunne se dig. Det var det, der gjorde det. Ikke ham. Dig, der så på.«
Frank lå stille bag hende. Hans hånd lå på hendes hofte, ikke kravende. Jeanettes fingre strøg hen over Evas mave, over den bløde hud, som om hun tegnede noget usynligt.
»I snakker pænt,« mumlede Jeanette. »De fleste par siger ingenting bagefter. Eller de siger for meget.«
»Vi har aldrig gjort det her,« sagde Lars.
»Det kan man høre,« sagde Frank. Der var et smil i stemmen. »Det er okay. Første gang skal man ikke spille cool.«
Eva vendte sig delvist, så hun lå mere på ryggen mellem de to mænd. Der var knap plads. Hendes bryst trykkede mod Lars’ arm. Franks lår lå langs hendes.
Jeanette rejste sig på albuen og kyssede Eva. Ikke forsigtigt. Mund mod mund. Eva stivnede et sekund, så svarede hun. Lars mærkede det i siden, hørte den våde lyd. Hans kone kyssede en kvinde tre centimeter fra hans ansigt.
Han blev stiv igen. Hurtigere, end han havde troet, han kunne.
Jeanette slap Evas mund.
»Må jeg smage ham på dig?« spurgte hun.
Eva nikkede i mørket.
Jeanette gled nedad i den smalle seng. Hendes skuldre skubbede Franks ben til side. Hun spredte Evas lår, så godt pladsen tillod det, og slikkede hende. Langsomt. Evas hofter løftede sig. Hun greb Lars’ hånd og Franks hånd på samme tid.
»Gud,« sagde hun.
Lars kyssede hende, mens Jeanette slikkede Franks sæd og Evas våde køn i ét. Frank strøg Evas bryst, tunge og bløde, tommelfingeren om vorterne, der allerede var hårde.
Eva kom igen, hurtigere denne gang, med lårene om Jeanettes hoved. Stille, fordi vognvæggene var tynde, og fordi der stadig var en campingplads udenfor.
Jeanette kravlede op.
»Skift,« sagde hun stille til Frank. Ikke en kommando. En aftale, de to havde brugt før.
Frank flyttede sig. Lars skulle have flyttet sig også, men Eva holdt ham.
»Bliv,« sagde hun. »Jeg vil have dig i mig. Nu. Mens de er her.«
Han lagde sig mellem hendes ben. Det var svært. Knæene ramte Jeanette, albuen ramte væggen. Han gled ind i sin kone og mærkede, at hun var blød og åben og stadig fuld af en anden. Det burde have ødelagt noget. Det gjorde det ikke. Det gjorde ham hårdere.
Han stødte langsomt. Eva holdt om hans ryg. Over hendes skulder så han Jeanette, der tog Frank i munden, knælende så godt hun kunne i enden af sengen. Frank holdt hendes hår løst.
Fire mennesker i en campingvogn. Ånde. Hud. Den svage lugt af sex og vin og tæpper.
Lars kom ikke med det samme. Han ville mærke Eva. Hendes mave mod hans. Hendes mund ved hans øre.
»De kan se os,« hviskede hun.
»Jeg ved det.«
»Gør det hårdere.«
Han gjorde. Madrassen slog imod vognbunden. Jeanette slap Frank og vendte sig, så hun kunne se. Hun strøg Lars over rumpen, mens han kneppede sin kone, som om hun hjalp ham i gang.
Eva kom med ansigtet presset ind i hans skæg. Han holdt igen, trak sig næsten ud, fordi han ikke vidste, om hun ville have ham til at komme i hende nu, efter Frank.
»Indeni,« sagde hun. »Jeg vil have jer begge i mig i nat. Ikke på samme tid. Bare… begge.«
Han stødte ind igen og kom. Dyb, stille, med tænderne i puden ved siden af hendes hoved.
De lå et øjeblik. Frank ventede. Jeanette ventede. Ingen pressede.
Så flyttede Eva på sig.
»Frank,« sagde hun. »Bagfra. Hvis Lars holder mig.«
Lars flyttede sig op mod hovedgærdet. Eva kom op på knæ, ansigtet i hans skød, hans pik stadig våd. Frank lagde sig bag hende. Han var hård igen. Han gled ind. Eva stønede ind mod Lars’ mave.
Lars holdt hendes hoved. Ikke for at tvinge hende ned. Bare for at være der, mens en anden mand tog hende bagfra i deres seng.
Jeanette lå ved siden af og så på. Hendes hånd var mellem sine egne ben. Hun onanerede langsomt, uden skam.
»I er smukke, når I er bange og vil det alligevel,« sagde hun.
Frank stødte. Evas bryster gyngede. Hun tog Lars i munden, klodset, fordi hun blev skubbet fremad. Lars strøg hendes korte røde hår.
Det varede længere denne gang. Ingen havde travlt. Udenfor et sted lukkede en dør. En hund gøede et enkelt gab og stoppede.
Frank kom med et dæmpet »fuck« og holdt fast i Evas hofter. Han blev liggende et par sekunder, så trak han sig ud.
Jeanette kravlede hen og slikkede Eva ren, langsomt, mens Eva rystede og lo ind i Lars’ hud. Et underligt, lettet grin.
»Vi er vanvittige,« sagde Eva.
»Ja,« sagde Lars.
Jeanette tørrede munden.
»Vanvid, der er talt om, er bare en aften,« sagde hun. »I kan stadig sige, at det stopper her.«
Ingen sagde, at det stoppede.
De faldt sammen igen. Kroppe oven på kroppe. Eva mellem Lars og Frank. Jeanette yderst, med ryggen mod Franks bryst og en fod indfiltret mellem Evas ben.
Sveden kølede. Hjerterne faldt til ro. Fingre strøg uden at starte noget nyt. Endnu.
Lars kiggede op i loftet, der var ti centimeter over hans næse. Han tænkte på søndag, på hjemturen, på toogtredive år. Så mærkede han Evas hånd, der fandt ham igen, blødt, næsten spørgende, og Jeanettes ånde mod hans skulder.
Natten var ikke ovre.
Hendes fingre lukkede sig om ham. Han var øm og alligevel halvstiv, som om kroppen ikke havde forstået, at den var færdig. Jeanette mærkede det med kinden mod hans brystkasse.
»Han sover ikke,« hviskede hun.
»Det gør jeg heller ikke,« sagde Eva. Stemmen var hæs. »Hver gang jeg lukker øjnene, ligger det bare der. Dig i hende. Ham i mig. Det er, som om det ikke er blevet rigtigt endnu.«
Frank strøg hende over hoften, langsomt, uden at kræve noget.
»Det bliver rigtigt i morgen,« mumlede han. »I nat er det bare os.«
Jeanette gled skævt nedad. Der var ikke plads mellem Lars’ ben, så hun krøb hen over Eva og tog ham i munden igen. Varmt. Forsigtigt. Eva mærkede Jeanettes hår mod maven og holdt det væk med en hånd, som om det var det mest naturlige, hun nogensinde havde gjort.
Lars fandt Evas bryst. Den tunge, bløde fylde, han kendte. Samtidig var der en anden mund om ham. Han kunne ikke skille de to ting ad, og han prøvede heller ikke.
Eva trak Jeanette op.
»Kom her. Jeg vil mærke dig.«
De kyssede over ham. To munde, vin og hud og sæd. Lars så det på ti centimeters afstand. Eva, kraftig, kort rødt hår i alle retninger, og Jeanette slankere, det mørkeblonde hår løst nu, brillerne lagt et sted i mørket. Evas hænder gled ned over Jeanettes røv, spredte hende, fandt hende våd.
»Du er så åben,« hviskede Eva, næsten forskrækket over sin egen hånd.
»Fordi jeg har lyst,« sagde Jeanette. »Ikke fordi jeg skal bevise noget.«
Frank rejste sig på knæ, så godt loftet tillod det. Han kyssede Jeanette i nakken, så Eva på skulderen. Hans pik lå hård mod Evas lår.
Lars styrede Jeanette, til hun sad over hans ansigt.
»Må jeg?« spurgte hun.
»Ja.«
Hun sænkede sig. Han slikkede hende. Skægget kradede hendes inderlår. Hun smagte af sex og sved og ham selv. Eva strakte sig og tog en af Jeanettes brystvorter i munden, mens Frank gled ind i Eva bagfra, langsomt, fordi alle allerede var ømme.
Det blev en kluntet bunke. Et knæ ramte skabet. En albue ramte loftet. Jeanette stønede ned i Evas mund, mens Lars slikkede hende, og Frank stødte i Eva i korte, dybe bevægelser, der fik hele vognen til at give sig.
Ingen talte om regler.
Jeanette kom først. Lårene om Lars’ hoved, fingrene i hans grå hår, et stille, presset støn, hun bid i Evas skulder for at holde inde. Bagefter lo hun, rystende, næsten skamfuld over, hvor tæt hun havde været på at skrige.
Eva kom med Frank i sig, ansigtet presset ind i Jeanettes mave. Hun klemte Lars’ hånd, hårdt, som om hun skulle holde fast i noget. Frank holdt igen, trak sig ud og kom ud over hendes ryg i lange, varme striber. Jeanette strøg det ud over hendes hud med flad hånd.
Lars var stiv og øm. Jeanette tog ham i hånden og pumpede ham, mens Eva kyssede ham. Han kom i Jeanettes hånd, op ad sin egen mave. Eva slikkede det op, langsomt, uden at slippe hans øjne.
Så blev der stille. Rigtig stille.
De faldt fra hinanden, så godt man kan i en seng til to. Eva med ryggen mod Lars, hans arm om hendes mave. Frank med ansigtet i Jeanettes nakke. Et tæppe blev trukket skævt op. En fod stak ud.
»Hvis nogen skal tisse, så er det nu,« mumlede Frank. »Jeg rører mig ikke før det bliver lyst.«
»Vi bliver,« sagde Jeanette. »I sover. Vi sover. I morgen taler vi. Ikke nu.«
Eva fandt Lars’ hånd og klemte.
»Jeg fortryder ikke.«
»Sov,« sagde han.
Han sagde det, men han lå længe med åbne øjne og lyttede til fire åndedrag i en vogn, der lugtede af vin og hud. Udenfor begyndte en fugl, alt for tidligt.
Natten slap dem alligevel.
Da Lars vågnede, var der solstriber gennem den tynde gardin. Armene var døde. Eva lå stadig mod ham, nøgen, med mærker på hoften efter Franks hænder. Jeanette sad på sengekanten og flettede håret op, allerede med brillerne på. Frank var væk. Der duftede kaffe ude fra deres vogn.
Jeanette kiggede sig over skulderen.
»Han er gået over og har sat vand over. I kan komme, når I vil. Eller I kan lade være. Begge dele er en regel, man må have.«
Eva rørte sig, langsomt, øm mellem benene.
»Vi kommer,« sagde hun, før Lars havde sagt noget. »Jeg vil ikke sidde herinde og gætte, hvad vi har gjort.«
Jeanette nikkede, fandt sin bluse på gulvet og gik barfodet ud. Døren smækkede blødt.
Lars og Eva blev liggende et øjeblik alene. For første gang siden aftenen før.
»Sig det,« sagde Eva.
»Jeg er jaloux,« sagde han. »Og jeg er ikke. Og jeg kan stadig mærke hende. Og jeg vil se dig igen. Det hænger ikke sammen.«
Hun vendte sig og kyssede hans skæg.
»Det behøver det heller ikke. Endnu.«
De fandt tøj. Hun en kjole. Han bukser og den samme T-shirt. Udenfor var campingpladsen allerede i gang. En nabo slæbte en dunke vand. En radio spillede for lavt. Ingen kiggede på dem, som om de vidste noget.
Frank stod ved et campingbord med fire kopper. Jeanette smurte brød. Det hele så uhyggeligt almindeligt ud.
»Sæt jer,« sagde Frank. »Før I begynder at analysere det ihjel.«
De satte sig. Kaffen var for stærk. Solen varmede Evas knæ.
Jeanette skubbede brillerne op.
»Vores regel efter første gang er simpel,« sagde hun. »Ingen går hjem og lader som om, det var et uheld. Enten siger man: det var det. Eller man siger: vi vil mere, mens vi stadig er her.«
Eva kiggede på Lars. Han kiggede på koppen, så på hende.
»Vi er her til søndag,« sagde han. »To nætter mere.«
»Så har I tid,« sagde Frank. »Ikke til at blive nogle andre. Bare til at finde ud af, om det her var vin. Eller om det var jer.«
Eva tog en slurk. Hendes hånd rystede ikke.
»Det var os,« sagde hun. »Jeg vil mere. Ikke fordi jeg skal væk fra dig. Fordi jeg vil have dig med.«
Lars nikkede, langsomt.
»Så bliver vi,« sagde han. »I aften. Hos jer. Der er mere plads.«
Jeanette smilede skævt.
»Der er en dobbeltseng og en bænk. Det er stadig en campingvogn. Men ja. Der er mere plads.«
Frank rejste sig og kom om bag Eva, lagde hænderne på hendes skuldre, ganske kort, synligt, som om han testede, om dagslyset ændrede noget. Hun lænede sig tilbage imod ham. Lars så det. Maven strammede. Han flyttede sig ikke.
Jeanette rakte hånden over bordet og strøg hans skæg med to fingre, hvor de andre kunne se det.
»Sådan,« sagde hun. »Nu er det ikke kun nat. Nu er det også formiddag.«
En hund gøede. Et barn lo ude ved legepladsen. Fire voksne sad med kaffe mellem to campingvogne, og reglerne var allerede nogle andre end dem, Lars og Eva var ankommet med.
Dagen lå foran dem. Aftenen også.
De gik hver til sit efter kaffen, som om det var det pæne at gøre.
Lars skyllede kopper op i deres egen vogn. Eva sad på sengekanten og strøg den plet på lagenet, der stadig var fugtig. Ingen af dem sagde, at de skulle pakke. Ingen af dem sagde, at de skulle lade være.
Udenfor hørte de Jeanette le ad noget, Frank sagde. Almindelig latter. Det gjorde det værre. Eller bedre. Lars kunne ikke afgøre det.
Hen ad eftermiddagen lå Eva i campingstolen med en bog, hun ikke læste. Jeanette kom over med en skål jordbær, satte den på bordet og blev stående.
»Frank sover,« sagde hun. »Han gør det altid dagen derpå. Som om kroppen skal have lov at forstå det.«
Eva nikkede. Jordbærrene var for røde. Jeanette satte sig på hug ved siden af stolen, så de andre på pladsen bare så to kvinder, der talte om bær.
»Hvis du bliver bange i løbet af dagen, så sig det,« sagde Jeanette lavt. »Ikke til natten. Til mig. Eller til ham. Bare ikke indefra.«
»Jeg er ikke bange,« sagde Eva. »Jeg er sulten. På en måde, jeg ikke har været i årevis.«
Jeanette smilede. Hun tog et jordbær, holdt det frem. Eva tog det med munden. Saften løb ved mundvigen. Jeanette tørrede den væk med tommelfingeren, langsomt, og gik så tilbage til deres vogn uden at vende sig.
Lars havde set det fra døren. Han sagde ingenting. Han gik ind og onanerede næsten, stoppede, fordi det føltes som snyd, og lo af sig selv over, at snyd overhovedet var et ord, de stadig brugte.
Aftenen kom langsomt. De spiste noget, der ikke smagte af noget. Så tog Eva en anden kjole på, uden BH, og sagde:
»Nu.«
De gik de otte skridt over græsset. Frank åbnede, allerede barfodet, et glas i hånden. Inde i deres vogn var der faktisk mere plads. En bredere bænk. Et bord, der var slået ned. Dobbeltmadrassen bag et forhæng, der allerede var trukket fra. Lampen var dæmpet. En højttaler spillede noget lavt, så vognen ikke var stille på den der pinlige måde.
Jeanette tog imod Eva, som om de var kommet til middag. Så kyssede hun hende. Ikke skjult. Frank så på. Lars så på. Eva kyssede tilbage med hånden i Jeanettes hår.
»Sæt jer,« sagde Frank. »Vi skal have én ting på plads, før tøjet kommer af. I går var det vin og mørke. I aften er det med vilje.«
De satte sig. Knæ mod knæ. Lars mærkede Evas lår.
»Stop er stop,« sagde Jeanette. »Også midt i det. Også hvis den ene har lyst, og den anden ikke har. Ingen skal prestere. Ingen skal tage en for holdet.«
»Og jalousi,« sagde Frank og kiggede på Lars. »Den må gerne være der. Den må bare ikke styre i smug. Hvis du skal se noget, du ikke kan holde til, så sig det, før du bliver kold i ansigtet og bagefter siger, at det var fint.«
Lars nikkede.
»Jeg vil se,« sagde han. »Det er det, jeg er mest bange for. Og det, jeg helst vil.«
Eva tog hans hånd.
»Så se,« sagde hun. »Jeg tager ikke noget fra dig. Jeg giver dig noget, vi ikke har haft.«
Jeanette rejste sig og trak kjolen af Eva. Ingen forspil med vin denne gang. Kjolen faldt. Eva stod nøgen i det gule lys, kraftig, blød, det korte røde hår i nakken, brysterne tunge, maven ærlig. Frank åndede ud, som om han havde ventet på at måtte se hende sådan uden natten som undskyldning.
»Sæt dig på bordet,« sagde han.
Eva satte sig. Det var højt nok. Frank gik ned på knæ mellem hendes ben og slikkede hende, mens hun holdt kanten. Jeanette stod bag Lars, åbnede hans bukser, tog ham frem og strøg ham, mens han blev tvunget til at kigge.
Eva kom ikke med det samme. Hun havde tid. Hun kiggede på Lars, hver gang Franks tunge ramte rigtigt. Hendes tæer krøb. Hun lagde en hånd i Franks hår og holdt ham der.
»Sådan,« sagde hun. »Der.«
Jeanette hviskede i Lars’ øre:
»Du må røre ved mig. Eller ved hende. Eller bare holde din pik i min hånd og se. Du vælger.«
Han valgte at gå hen. Han kyssede Eva, mens Frank slikkede hende. Han tog hendes bryst i hånden, den kendte vægt. Eva stønede ind i hans mund.
»Tag tøjet af,« sagde hun til ham. »Jeg vil have jer begge, hvor jeg kan se jer.«
Lars klædte sig af. Tynd, gråt skæg, stiv, lidt klodset i det lille rum. Jeanette klædte sig også af, brillerne blev på. Hun satte sig ved siden af Eva på bordet, spredte benene og trak Lars ind mellem dem.
»I hende først,« sagde Eva. »Jeg vil se dig gå i hende. I lyset.«
Lars gled ind i Jeanette. Hun var stram, våd, hun holdt om hans nakke og kiggede Eva i øjnene, mens han stødte. Frank rejste sig, pikken blank, og Eva tog ham i munden, siddende på kanten, så Lars kunne se sin kones læber om en anden mand, mens han selv lå i Jeanette.
Det var tydeligere end i nat. Ingen mørke til at sløre det. Evas røde hår. Franks mave. Jeanettes briller, der gled. Lyden af hud. En campingvogn, der knirkede i en anden rytme end deres egen.
Jeanette kom om ham med et kort, overrasket støn og klemte lårene til. Lars holdt igen. Eva slap Frank og sagde:
»Nu mig. Bagfra. Og Frank foran. Ikke i mig begge. Jeg er ikke… jeg ved ikke. Men jeg vil have jer tæt.«
De flyttede sig ind til sengen. Eva på knæ. Lars bag hende. Han gled ind i sin kone og mærkede, hvor åben hun var, hvor varm, hvor hans. Frank knælede foran hende. Hun tog ham i munden igen, dybere nu, med Lars’ stød der skubbede hende frem.
Jeanette lå ved siden af og så på, hånden mellem benene, den anden på Evas ryg.
»I har fået en regel,« sagde hun stille. »I gør det, mens den anden ser. Det er jeres. Ikke vores.«
Lars holdt Eva om maven, den bløde, kendte mave, og stødte langsomt, så hun kunne blive ved med at sutte. Han så Frank’s hånd i hendes hår. Jalousien sad i brystet som varme, ikke som is.
Eva slap Frank et øjeblik, savl ved munden, og sagde hæst:
»Kom i mig. Begge. Ikke samtidig. Dig først. Ham bagefter. Jeg vil mærke forskellen, mens I begge er her.«
Lars bøjede sig over hendes ryg og kom i hende, dybt, med ansigtet i hendes nakke. Hun tog imod det med et støn, hun ikke længere prøvede at holde inde.
Han trak sig ud, rystende. Frank tog hans plads uden at spørge en gang til, fordi Eva allerede rakte sig tilbage efter ham. Han gled ind. Eva klemte Lars’ hånd, hårdt, mens en anden mand fyldte hende, stadig våd af ham.
»Se på mig,« sagde hun.
Lars så. Jeanette så. Frank stødte, jævnt, og Eva kom med åben mund, kroppen tung og ærlig, mens hun holdt fast i sin mands fingre.
Frank kom kort efter, inde i hende, med panden mod hendes skulderblad.
De faldt sammen på den bredere madras. Fire kroppe, mere plads, og alligevel ingen afstand.
Jeanette lo svagt.
»Sådan ser med vilje ud,« sagde hun.
Eva vendte ansigtet mod Lars. Hun var rød, våd, rummet.
»Vi er ikke færdige,« hviskede hun. »Vel?«
Han rystede på hovedet. Udenfor gik nogen forbi med en lygte. Inde i vognen begyndte Jeanette allerede at kysse sig ned over Evas mave igen, langsomt, som om natten lige havde fået lov at starte.
Jeanette kyssede sig ned over Evas mave, langsomt, som om hun havde hele natten. Tungen fulgte det bløde, varme, den lille fold under navlen, videre. Eva spredte benene uden at blive bedt om det. I lyset kunne man se, hvor våd hun var, hvor rød, hvor brugt og alligevel åben.
Lars sad op ad hovedgærdet. Han kunne have lukket øjnene. Det gjorde han ikke.
Jeanettes briller sad skævt. Hun tog dem af og rakte dem til Frank, som lagde dem på hylden, som om det var en ting, de havde gjort før. Så slikkede hun Eva. Ikke som en opvisning. Som en kvinde, der kunne lide smagen.
Eva greb efter Lars’ hånd og fandt den.
»Det er anderledes,« fik hun frem. »Hendes mund. Det er… blødere.«
»Sig, hvis du vil have, jeg går,« sagde han.
Hun rystede på hovedet hårdt.
»Du skal blive. Jeg kommer, hvis du ser på.«
Frank strøg Jeanette over ryggen, mens hun slikkede, og kiggede på Lars.
»Det er det, der vender det for nogen,« sagde han stille. »Ikke pikken. Blikket.«
Lars nikkede. Han kunne mærke sig selv igen, øm og alligevel stiv. Han rørte ikke ved sig. Endnu. Han så Jeanettes tunge, Evas lår, der rystede, det korte røde hår klistret til tindingen.
Eva kom med et brudt støn, hoften løftet, hånden så hårdt i Lars’ fingre, at det gjorde ondt. Jeanette blev nede, indtil Eva skubbede hende væk med et halvt grin, halvt gråd.
»Stop. Jeg kan ikke. Jo. Vent.«
Hun trak vejret. Så vendte hun sig mod Jeanette.
»Lig på ryggen. Jeg vil prøve. Jeg har aldrig… ikke med en kvinde. Ikke rigtigt.«
Jeanette lagde sig. Eva krøb klodset ned mellem hendes ben. Kraftig krop, usikker mund, og så alligevel. Hun slikkede, først for højt, så rigtigt, da Jeanette lagde en hånd i hendes hår og sagde:
»Der. Langsomt. Du skal ikke præstere.«
Lars gik ned bag Eva. Han strøg hendes røv, den bløde, tunge form, han havde kendt i årtier, og gled ind i hende igen, fordi hun var åben og fordi hun skubbede sig tilbage imod ham uden at slippe Jeanette.
Eva stønede ind mellem Jeanettes lår. Frank satte sig ved Jeanettes hoved, og hun tog ham i munden, afslappet, mens Eva slikkede hende, og Lars knæppede sin kone i korte, dybe stød.
Det var ikke vildt. Det var tæt. Fire voksne i en campingvogn, der lugtede af sex og kaffe fra om formiddagen, med en højttaler, der spillede for lavt til, at nogen udenfor kunne gætte noget.
Jeanette kom med Frank i munden og Evas tunge på sig. Hun rystede, tog brillerne, der ikke sad på, i en tom bevægelse, og lo bagefter, hæst.
»Fuck, Eva.«
Eva løftede hovedet. Munden skinnede. Hun så stolt ud på en måde, Lars ikke havde set, siden de var unge.
Han kom ikke. Han trak sig ud og satte sig. Hjertet hamrede.
»Jeg skal have en pause,« sagde han. »Jeg vil ikke komme bare for at komme. Jeg vil mærke, hvad det her er.«
De respekterede det. Det var en regel, der virkede med det samme.
De lå. Drak vand af det samme glas. Frank fandt et håndklæde. Jeanette tændte ikke mere lys. Eva lå med hovedet på Lars’ lår, nøgen, med Jeanettes hånd på sin mave, som om den hørte til der.
»Hvad tager I med hjem?« spurgte Frank efter et stykke tid. Ikke skarpt. Bare nysgerrigt.
Eva kiggede op på Lars.
»Ikke en åben dør til hvem som helst,« sagde hun. »Det her. Jer. Eller… at vi må tale. At jeg må have lyst, uden at det er et angreb på os.«
Lars strøg hendes hår.
»Jeg tager med, at jeg kan være jaloux og stadig vil se det,« sagde han. »Og at jeg ikke vil have, at det her bliver noget, vi aldrig nævner. Så rådner det.«
Jeanette nikkede.
»Så har I en regel. I nævner det. I gør det ikke i smug. I stopper, hvis en af jer bliver kold.«
»Og i aften?« spurgte Eva.
»I aften er I her,« sagde Jeanette. »Indtil I sover. Eller indtil en af jer siger, at I skal hjem over græsset.«
Ingen sagde, at de skulle hjem.
Efter et kvarter rørte Eva ved Lars igen. Forsigtigt, spørgende. Han nikkede. Hun satte sig over ham, ansigtet vendt mod ham, og tog ham ind. Langsomt. Hun var øm. Han var øm. Det gjorde det tættere.
Frank og Jeanette lå ved siden af og så på, uden at blande sig med det samme. Det var Lars og Evas tur til at være et par midt i det.
Eva bevægede sig tungt, brysterne tæt på hans skæg. Hun kyssede ham.
»Det er os,« hviskede hun. »Også når de ser på.«
»Jeg ved det.«
Jeanette strakte sig og kyssede Eva i siden af halsen, mens hun red. Frank lagde en hånd på Lars’ skinneben, bare kontakt, ikke et krav.
Eva kom stille, panden mod Lars’. Han holdt hende, stødte op et par gange og kom i hende, længe, med øjnene åbne.
De blev siddende. Forbundet. Svedige.
Frank hviskede noget til Jeanette. Hun nikkede, kravlede hen og slikkede dem, der hvor de stadig hang sammen, indtil Eva rystede og måtte flytte sig. Så tog Jeanette Frank i sig, vendt mod dem, så de kunne se, og red ham, indtil de begge kom, dæmpet, med blikket på den anden senghalvdel.
Bagefter var der kun åndedræt.
»Bliv liggende,« sagde Frank. »Der er tæpper nok. Om morgenen laver jeg kaffe. Så kan I gå, uden at det ligner en flugt.«
Eva krøb ind til Lars. Jeanette slukkede det sidste lys. I mørket fandt fire hænder hinanden hen over madrassen, uden at starte noget.
Lars lå og lyttede til Evas ånde. Udenfor en campingplads, der var ved at falde til ro. Indeni en regel, de ikke havde haft, da de satte vognen.
Han sov alligevel.
Han vågnede af, at nogen flyttede sig.
Solen stod skævt ind gennem persiennerne i den anden vogn. For et sekund vidste han ikke, hvor han var. Så mærkede han Evas røde hår mod brystet og Franks ryg mod sin læg, og det kom tilbage i den rigtige rækkefølge.
Jeanette sad allerede oppe ved det lille bord med brillerne på og en trøje, der var Franks. Hun skrev noget på sin telefon, lagde den fra sig, da hun så, at han var vågen.
»Kaffe,« sagde hun stille. »Udenfor. Hvis I kommer ud som mennesker og ikke som et par, der har gjort noget forkert.«
Eva rørte på sig.
»Vi har ikke gjort noget forkert,« mumlede hun ind i Lars’ hud. »Vi har gjort noget, vi ikke kan lade som om, vi ikke har gjort.«
Frank vendte sig, øjnene stadig halvlukkede.
»Godt,« sagde han. »Så kan vi drikke kaffe.«
De fandt tøj i den forkerte rækkefølge. Eva havde sin kjole på uden noget under. Lars’ T-shirt lugtede af Jeanette. Udenfor var pladsen allerede i gang. En mand slæbte en gasflaske. En kvinde hang håndklæder. Ingen kiggede længe nok.
De satte sig ved det samme bord som i går. Fire kopper. Sol på Evas knæ. Et blåt mærke på hendes hofte, som kjolen ikke helt skjulte, når hun sad.
Lars så det. Frank så, at han så det.
»Det er fra i nat,« sagde Eva, før nogen spurgte. Hun strøg det selv, næsten nysgerrigt. »Det gør ikke ondt. Det minder mig bare om, at det skete.«
Jeanette skubbede sukkerhen over til Lars.
»I dag er den svære,« sagde hun. »Ikke fordi I skal fortryde. Fordi hjernen gerne vil have, at nat er nat, og dag er indkøb og toiletbygning. Hvis I lader dagen gøre jer fremmede, bliver i aften mærkelig.«
Eva kiggede på Lars.
»Vil du have, at vi holder afstand i dag?«
Han tænkte på jalousien, der havde siddet i brystet som varme. På hendes mund om Frank. På Jeanette, der havde sagt hans navn, da hun kom.
»Nej,« sagde han. »Jeg vil ikke lege, at vi er gæster hos naboerne. Vi kan gå en tur. Eller sidde her. Men jeg vil ikke have, at du går over til dem, som om jeg ikke må se det.«
Frank nikkede.
»Så sidder vi her. Vi køber brød senere. Vi er synlige. Ikke med hænderne nede i bukserne. Bare… synlige.«
De blev siddende længe. Fingre rørte kopper. Jeanette strøg Evas underarm, da hun rakte smøren, og lod hånden ligge et sekund for længe. Eva smilede skævt til Lars, mens det skete. Han mærkede det i maven og flyttede stolen tættere på hendes.
Hen ad formiddagen gik de fire sammen ned efter brød. Det var det mest ufarlige, de kunne gøre, og alligevel var det ikke. Frank gik ved siden af Eva. Jeanette gik ved siden af Lars. Ved køledisken rørte Jeanette hans hånd, da hun tog smør, og han lod den ligge.
Bag dem sagde Eva noget lavt til Frank. Lars hørte hende le. Den gamle refleks ville have vendt sig om. Han vendte sig alligevel, langsomt, og så Frank bøje sig og sige noget ved hendes øre. Eva rødmede. Hun kiggede direkte på Lars, mens hun rødmede, som om hun ville have, at han skulle eje det.
Han nikkede. Hun nikkede tilbage.
På vejen hjem sagde Jeanette:
»I aften er den sidste, hvis I kører søndag. Vi presser ikke en finale ned over jer. Men hvis I vil noget bestemt, så sig det, før vinen begynder at tale.«
Eva gik et par skridt i stilhed. Gruset knasede.
»Jeg vil have Lars i mig, mens Frank er i dig,« sagde hun til Jeanette. »Tæt på. Så vi kan se hinanden. Og jeg vil gerne have, at du kysser mig, mens de gør det. Ikke mere end det. Ikke fordi jeg er færdig med mere. Fordi jeg vil mærke, at vi er to par, der vælger det. Ikke et rod.«
Jeanette kiggede på hende.
»Det kan vi.«
Lars mærkede Evas fingre finde hans.
»Og jeg vil sove i vores egen vogn bagefter,« tilføjede Eva. »Ikke fordi jeg smider jer ud. Fordi jeg vil vågne med ham alene en gang, før vi kører. Så jeg ved, at vi stadig kan det.«
Frank smilede.
»Det er en god regel,« sagde han. »Den tager I med.«
Resten af dagen var lang på den måde, dage er lange, når man venter på noget, man allerede har gjort. De spiste ude. De læste ingenting. Eva dozed i stolen med hånden over det blå mærke. Lars vaskede et par kopper, der ikke trængte. Jeanette kom over med en bog og blev siddende i græsset ved Evas fødder, som om det altid havde været sådan.
Da solen faldt, tændte Frank lanternen ved deres vogn.
»Når I er klar,« sagde han.
De gik ind uden at slå det stort op. Døren smækkede. Lampen var den samme som i går. Højttaleren blev ikke tændt. Der var ikke brug for den.
Jeanette tog Evas ansigt mellem hænderne og kyssede hende, længe, stående midt i rummet. Lars og Frank klædte sig af uden at have travlt. Kjolen kom af Eva. Jeanettes tøj kom af. Fire kroppe, de allerede kendte, og alligevel var lyset anderledes, fordi det var sidste aften.
De lå på den brede madras, som Eva havde sagt. Lars i Eva, langsomt, ansigt mod ansigt. Ved siden af dem Frank i Jeanette, samme rytme, så tæt at knæene rørte. Eva strakte hånden ud. Jeanette tog den. Så bøjede Jeanette sig og kyssede Eva, mens de to mænd bevægede sig i dem.
Lars så det tæt på. Sin kones mund på en anden kvindes. Sin egen krop i hende. Frank i Jeanette. Ingen sagde regler. De havde dem allerede.
Eva kom først, stille, med panden mod Jeanettes. Lars holdt hende, stødte et par gange mere og kom i hende med åbne øjne. Frank fulgte efter i Jeanette, dæmpet, med hånden stadig flettet ind i Evas.
De lå. Åndede. Eva græd et par tårer uden at være ked af det. Lars tørrede dem væk med tommelfingeren.
»Vi går om lidt,« hviskede hun. »Ikke nu. Om lidt.«
Jeanette strøg hendes korte hår.
»Om lidt er fint,« sagde hun.
Udenfor var campingpladsen ved at blive mørk. Inde i vognen blev de liggende, fire voksne, der havde fået det, de havde turdet sige højt, og som snart skulle kravle de otte skridt hjem over græsset.
De blev liggende længere end »om lidt«.
Ingen sagde noget klogt. Jeanette havde stadig Evas hånd. Frank lå med ansigtet i puden og en fod uden for dynen. Lars mærkede sin kone ånde imod sin hals, tungt, roligt, som om kroppen var færdig med at bevise noget.
»Nu,« hviskede Eva til sidst.
De rejste sig klodset. Tøj blev fundet i den forkerte rækkefølge. Eva tog kjolen på og ingenting under. Lars fandt sine bukser. Jeanette rakte ham T-shirten, den der lugtede af hende, og han tog den alligevel.
Ved døren kyssede Frank Eva på munden, kort, synligt, uden at gøre det til mere. Jeanette tog Lars’ ansigt og kyssede ham i skægget.
»Sov hos jer,« sagde hun. »Det var det, I bad om. Vi er her i morgen. Ikke som et krav.«
De gik de otte skridt over græsset. Lanternen hos naboerne blev slukket bag dem. Deres egen vogn duftede stadig svagt af den første aften, af vin og det tæppe, Eva havde haft over lårene, da samtalen begyndte.
Inde i mørket tændte Lars kun den lille lampe. Eva satte sig på sengekanten. Forhænget var trukket fra. Madrassen var deres igen. Smallere. Kendt.
Hun kiggede på ham.
»Kom her.«
Han satte sig. Hun tog hans hænder og lagde dem på sin mave, på hoften, på det blå mærke.
»Det er stadig mig,« sagde hun. »Også efter ham. Også efter hende.«
»Jeg ved det,« sagde han. »Jeg kunne bare ikke mærke det færdigt, mens de lå der.«
Hun kyssede ham. Langsomt. Uden publikum. Munden var hans. Hun smagte stadig af Jeanette, og han lod den smag være der, indtil den blev til dem.
De klædte sig af uden at have travlt. Eva lagde sig på ryggen. Han lagde sig mellem hendes ben og gled ind i hende. Hun var øm. Han var øm. Det gjorde det tæt. Hun holdt ham om nakken og kiggede på ham hele tiden, som om hun ville have ansigtet med hjem.
»Bare os,« hviskede hun.
Han nikkede ind i hendes mund. Bevægede sig langsomt. Vognen knirkede blødere, når der kun var to. Hun kom stille, med tæerne mod hans læg, og han kom i hende kort efter, med ansigtet i det korte røde hår.
De blev liggende. Hans sæd, og det der stadig var tilbage af natten, mellem dem. Ingen tredje hånd. Ingen briller på en hylde.
»Jeg elsker dig,« sagde hun.
»Jeg ved det. Jeg elsker dig også. Også efter det her. Især efter det her, måske. Jeg ved det ikke endnu. Men jeg går ikke fra det.«
Hun faldt i søvn først. Han lå og lyttede til en campingplads, der var blevet almindelig igen, og til sin kones åndedræt, som han havde kendt i toogtredive år.
Søndag morgen vågnede de alene.
Solen stod ind i deres egen vogn. Eva lå med ryggen mod ham, nøgen under dynen. Han strøg det korte hår. Hun vendte sig, øjnene hævede, munden blød.
»Der er du,« sagde hun.
»Der er jeg.«
De lå, indtil det blev pinligt ikke at tisse og drikke kaffe. De tog tøj på. Udenfor stod Frank allerede med to ekstra kopper, som om han havde gættet det. Jeanette kom ud med brød. Ingen af dem gik over og kyssede nogen. Dagslyset havde fået en anden regel: først kaffe, så det, man ville sige.
De satte sig. Fire voksne. To vogne. En plads, der ikke vidste noget.
»Vi kører om en time,« sagde Lars.
Frank nikkede.
»Så sig det, I vil have sagt, mens I stadig kan se hinanden.«
Eva rørte ved sit mærke gennem kjolen.
»Tak fordi I ikke lod det være et uheld,« sagde hun. »Og tak fordi I lod os gå i går. Jeg havde brug for at vågne med ham.«
»Det kunne man høre,« sagde Jeanette. »I har en regel nu. I nævner det. I gør det ikke i smug. I stopper, hvis en af jer bliver kold.« Hun kiggede på Lars. »Og du må gerne være jaloux. Bare sig det højt.«
Han smilede skævt ind i skægget.
»Det skal jeg nok. Det sidder stadig her.« Han bankede let på brystet. »Men det er ikke et nej.«
Frank rakte hånden over bordet. Lars tog den. Det var et mærkeligt håndtryk mellem to mænd, der havde været i den samme kvinde, og det var alligevel bare et håndtryk.
»Hvis I kommer forbi en anden gang,« sagde Frank. »Så er det en samtale. Ikke en forventning.«
»Det er godt,« sagde Eva. »Jeg vil ikke love nogen krop, jeg ikke har talt med ham om.«
Jeanette rejste sig, gik om bag Eva og lagde kinden et øjeblik mod hendes hår. Kort. Synligt. Så slap hun.
»Kør forsigtigt,« sagde hun. »Og tal i bilen. Ikke om tre uger, når det er blevet til noget, I skammer jer over.«
De pakkede uden at gøre det til en scene. Støtteben. Ledninger. Den slags, der får en afrejse til at se ud som alle andre. Eva stod i døren og kiggede en sidste gang over på nabopladsen. Jeanette løftede hånden. Eva løftede sin.
Lars startede. Vognen rykede. Gruset knasede.
På vejen ud af pladsen lagde Eva hånden på hans lår. Ikke som i nat. Som i alle de år, de havde kørt.
»Vi skal hjem,« sagde hun. »Og så skal vi finde ud af, hvad det her er, når der ikke er lanterner og vin og otte skridt imellem.«
»Ja,« sagde han. »Men vi skal ikke lade som om, det ikke skete.«
Hun klemte.
»Det gør vi ikke. Det er vores regel. Den tog vi med.«
Bag dem blev to campingvogne stående i solen, som om ingenting var sket. Foran dem lå motorvejen, toogtredive år, og en samtale, de endelig havde turdet tage.
Eva lænede hovedet tilbage og smilede med lukkede øjne.
»Lars,« sagde hun.
»Ja.«
»Næste gang vi sidder ude om aftenen, og nogen spørger, hvilke regler vi har… så ved vi det.«
Han lo, lavt, og kørte.
