Helene stod med opvaskebørsten i hånden og kiggede op i loftet.
Bassen gik lige gennem betonen. Ikke rasende højt. Bare vedholdende. En dyb, jævn puls, der havde ligget deroppe i over en time og satte sig i kaffekopperne på hylden.
Hun havde boet her i tre år. Ovenpå havde der boet et ældre par. Stille. Næsten usynlige. Så var de flyttet. Nu var der hende. Helene vidste ikke engang navnet. Bare løbeskoene uden for døren og den musik, der kom og gik, som om nogen levede deroppe i et andet tempo end resten af opgangen.
Hun tørrede hænderne, tog en cardigan over T-shirten og gik ud på trappen, før hun fik tænkt sig om. Anden sal. De brune løbesko stod der stadig. Jord under sålerne.
Hun bankede.
Musikken fortsatte et par sekunder. Så blev den skruet ned, og døren gik op.
Kvinden i døråbningen var høj. Markant højere end Helene. Kort lyst hår, næsten hvidt i det gule trappelys. Grå tanktop. Brede skuldre. Sved i hårgrænsen. Arme, der så ud, som om de blev brugt til noget.
“Ja?” sagde hun. Ikke uhøfligt. Bare direkte.
Helene mærkede, at hun havde øvet sætningen inde i hovedet, og at den nu sad fast.
“Det er musikken,” sagde hun. “Den går igennem. Jeg bor nedenunder.”
Kvinden kiggede på hende. Længe nok til, at Helene blev bevidst om sin egen bløde mave under cardiganen. Om hjemmeskoene. Om at hendes mørke krøller var slået ud til den ene side.
“Cecilie,” sagde kvinden og rakte hånden frem, som om det her var en præsentation og ikke en klage.
Helene tog den. Hånden var varm og tør. Fast.
“Helene.”
“Hvor højt er det, Helene?”
Der var et lille smil i det. Ikke hånligt. Mere nysgerrigt.
“Højt nok til, at jeg kan høre, hvornår du er hjemme,” sagde Helene, og det kom ud mere ærligt, end hun havde tænkt.
Cecilie lænede sig let mod dørkarmen. En muskel arbejdede i overarmen, da hun skiftede vægt.
“Så ved du mere om mig, end jeg ved om dig.”
Helene skulle have sagt noget om tidspunkter og hensyn. I stedet stod hun og kiggede på den mørke stribe sved langs Cecilie hals.
“Jeg træner om aftenen,” sagde Cecilie. “Derhjemme. Musikken hjælper. Jeg skruer ned efter ni. Går det?”
“Det… ja. Det går.”
“Godt.” Cecilie nikkede. “Ellers kom bare op. Jeg bider ikke.”
Døren lukkede.
Helene stod et øjeblik på trappen, før hun gik ned.
I lejligheden var der stille. Hun satte sig i sofaen og kiggede op. Loftet var hvidt og tomt.
Et par minutter senere kom musikken igen. Lavere. Stadig der.
Helene lagde hovedet tilbage og lyttede. Ikke fordi den var for høj. Fordi hun nu vidste, hvordan kvinden så ud.
Næste eftermiddag mødtes de ved postkasserne.
Cecilie havde en sort træningstaske over skulderen og en våd pande, som om hun kom løbende hjem. Helene stod med en bunke reklamer, hun ikke gad sortere.
“Nedenunder,” sagde Cecilie og pegede med hagen.
“Ovenpå,” sagde Helene.
Cecilie smilede skævt.
“Jeg har skruet ned. Eller også er du blevet mere tolerant.”
“Jeg har ikke klaget siden.”
“Jeg ved det.” Cecilie låste sin postkasse op. “Jeg har lyttet efter.”
Helene blev stående et sekund for længe. Cecilie kiggede på hende, som om hun havde lagt mærke til det, og så gik hun op ad trappen to trin ad gangen.
Helene gik ind til sig selv og lagde reklamernes på køkkenbordet uden at kigge på dem.
Om aftenen kom musikken klokken tyve minutter over otte. Præcist nok til, at Helene allerede sad og ventede.
Hun blev siddende med telefonen i hånden uden at åbne den. Fødderne over hende. En dæmpet bas. Så stilhed. Vand i rørene. Bruseren.
Helene rejste sig og gik ud i køkkenet. Hun skar et æble over og spiste det stående, mens hun kiggede op i loftet, som om der var noget at se.
Det var der ikke.
Der var bare hende deroppe. Høj. Kort hår. Den måde hun havde lænet sig i dørkarmen på.
Helene skyllede æbleskrogene ud og tænkte, at hun var blevet totalt latterlig. Enogfyrre år. En klage over musik. Og nu stod hun her og lyttede efter, hvornår naboen var færdig med at bade.
To aftener senere var der ingen musik.
Helene lagde mærke til det med det samme. Hun gik rundt i stuen, satte en kop over, tog den ned igen. Klokken blev halv ni. Halv ti.
Hun blev irriteret over sig selv, før hun blev irriteret over stilheden.
Da bassen endelig kom, sent og lavt, mærkede hun det i maven. Ikke som støj. Som lettelse.
Hun satte sig på kanten af sofaen og lo stille. Et kort, vantro pust.
Det var ikke musikken.
Det havde ikke været musikken i flere dage.
Hun ventede på Cecilie.
Næste aften gik hun op, før hun fik talt sig fra det.
Hun bankede blødere end første gang. Musikken blev skruet ned. Døren gik op.
Cecilie havde en sort sports-bh på og løse grå bukser. Huden på maven var stram. En linje af sved løb mellem brysterne. Hun så ikke overrasket ud.
“Helene.”
“Jeg kommer ikke for at klage.”
“Nej,” sagde Cecilie. “Det tegnede heller ikke til det.”
Helene slog ud med hånden, som om hun kunne forklare sig i luften.
“Jeg hører, når du er hjemme. Og da der var stille i går… jeg lagde mærke til det. Det er lidt åndssvagt.”
Cecilie kiggede på hende. Længe. Uden at smile den her gang.
“Kom ind,” sagde hun.
Helene skulle have sagt, at hun bare skulle ned igen. I stedet trådte hun over dørtærsklen.
Cecilie lejlighed lugtede af sæbe og noget varmt, træning og tøj, der havde ligget på en stol. Stuen var større end Helenes, men sparsomt møbleret. En sofa. En måtte på gulvet. Håndvægte op ad væggen. Et par store højttalere.
Cecilie lukkede døren og gik ud i køkkenet.
“Vil du have vand? Eller vin? Jeg har en åben flaske, der ikke bliver bedre af, at jeg drikker den alene.”
“Vin,” sagde Helene, fordi vand lød som en flugt.
De satte sig i sofaen med lidt afstand. Cecilie havde fundet en T-shirt, men den sad stadig klistret til skuldrene. Helene holdt glasset med begge hænder.
“Så du hører, når jeg er hjemme,” sagde Cecilie.
“Betonen er tynd.”
“Det er den. Men det var ikke det, du sagde.”
Helene kiggede ned i vinen.
“Jeg har boet alene længe. Man vænner sig til lyde. Og så kommer der en ny. Og pludselig er det den, man lytter efter.”
Cecilie vendte glasset mellem fingrene.
“De fleste kommer op og er sure. Du kom op og så ud, som om du allerede fortrød, at du havde banket. Og så stod du alligevel og kiggede på mig.”
Helene mærkede varmen i kinderne.
“Du er svær ikke at kigge på.”
Det blev hængende mellem dem. For ærligt. For hurtigt. Cecilie satte glasset fra sig.
“Hvor gammel er du?”
“Enogfyrre.”
“Fireogtredive,” sagde Cecilie. “Og du sidder i min sofa og siger det der, som om du ikke ved, hvad det gør.”
“Jeg ved det godt,” sagde Helene. “Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal stille op med det.”
Cecilie lænede sig tilbage og betragtede hende. Blikket gled fra krøllerne ned over cardiganen, den bløde midte, hænderne om glasset.
“Du behøver ikke stille op med noget i aften. Du kan sidde her. Drikke vinen. Og så kan du gå ned igen, hvis du vil.”
“Og hvis jeg ikke vil?”
Cecilie smilede nu. Langsomt.
“Så bliver du.”
Helene drak. Vinen var tør. Hendes puls var det ikke.
De talte om opgangen. Om det gamle par. Om at Cecilie var flyttet ind for seks uger siden efter et brud, hun ikke gad uddybe. Om at Helene arbejdede hjemme tre dage om ugen og derfor hørte det hele. Skridt. Skabe. Musik.
“Jeg troede, du var irriteret,” sagde Cecilie.
“Det var jeg. Første aften. Anden aften. Så begyndte jeg at vente på, at den startede.” Helene rystede på hovedet. “Jeg har ikke gjort det her før.”
“Siddet i en nabos sofa?”
“Kigget på en kvinde på den måde.”
Cecilie blev stille. Ikke akavet. Bare opmærksom.
“Okay,” sagde hun. “Så tager vi den langsomt. Men jeg gider ikke lade, som om jeg ikke har lagt mærke til dig. Du står dernede med de krøller og den stemme, og så kommer du op og er ærlig på en måde, de fleste ikke er.”
Helene satte glasset fra sig, før hun spildte.
“Du er meget lige på.”
“Ja. Det er nemmere.” Cecilie trak T-shirten væk fra huden, som om den klistrede. “Må jeg sige noget, der måske er for meget?”
“Du kan prøve.”
“Da du stod i døren første gang, tænkte jeg, at du var smuk på en måde, jeg ikke havde forventet. Almindelig. Varm. Og så blev du stående, som om du ikke vidste, hvor du skulle gøre af hænderne. Det gjorde det værre.”
Helene lo lavt. Det var nervøst, men det var også rigtigt.
“Jeg har en blød mave. Og jeg er ikke… som dig.”
“Nej,” sagde Cecilie. “Du er som dig. Det er pointen.”
Hun rakte hånden frem og rørte ved Helenes ærme. Bare stoffet. Tommelfingeren strøg hen over håndleddet, hvor huden var tynd.
Helene trak ikke hånden til sig.
Cecilie lod den ligge.
“Er det okay?”
“Ja.”
Fingrene gled ned og fandt Helenes. De sad sådan et stykke tid. Musikken var slukket. Fra gaden kom en scooter. Et fjernsyn et sted i huset. Ingenting, der betød noget.
Cecilie strøg sin tommelfinger hen over Helenes knoer.
“Du ryster.”
“Jeg ved det.”
“Vil du have, at jeg stopper?”
Helene rystede på hovedet.
Cecilie lænede sig ind. Ikke hurtigt. Hun gav Helene tid til at møde hende. Helene mærkede vinen i munden og sveden og sæben og så munden mod sin egen.
Kysset var tørt først. Forsigtigt. Så åbnede Cecilie munden, og Helene fulgte med, som om hun havde ventet på tilladelsen. Cecilie hånd fandt hendes nakke, fingrene ind i krøllerne, og Helene lavede en lyd, hun ikke kendte.
Da de slap, blev de siddende med panerne mod hinanden.
“Okay,” hviskede Helene.
“Okay,” sagde Cecilie. “Stadig langsomt?”
“Ikke for langsomt.”
Cecilie smilede mod hendes mund og kyssede hende igen. Dybere. Hånden gled fra nakken ned ad ryggen, inden for cardiganen, varm gennem T-shirten. Helene vendte sig mere ind mod hende på sofaen. Hendes knæ ramte Cecilie lår. Cecilie var hårdere. Varmere. Helene mærkede sin egen mave mod den stramme mave og blev et sekund selvbevidst.
Cecilie mærkede det.
“Hey,” sagde hun mod kinden. “Bliv her.”
Hun trak cardiganen af Helenes skuldre. Helene lod den ske. T-shirten sad tilbage. Cecilie hånd lagde sig fladt på den bløde mave, som om den hørte til der, og strøg langsomt op og ned.
“Det her,” sagde hun. “Det kan jeg godt lide.”
Helene lukkede øjnene. Det var næsten værre end kysset. At nogen rørte hende der og sagde det højt.
Cecilie kyssede halsen. Helene lagde hovedet tilbage. Fingrene fandt kanten af T-shirten og ventede.
“Må jeg?”
“Ja.”
T-shirten kom af. Helene sad i en hudfarvet bh, der ikke var købt til det her. Cecilie kiggede alligevel, som om det var præcis det, hun ville se. Hun bøjede sig og kyssede lige over bh-kanten, hvor huden var varm, og Helene greb fat i det korte lyse hår.
Det var blødere, end det så ud til.
Cecilie lavede en lyd mod hendes bryst, tilfreds, og løftede ansigtet.
“Kom,” sagde hun. “Sofaen er for lille, hvis du skal blive.”
Helene nikkede. Hun rejste sig på usikre ben. Cecilie tog hendes hånd og førte hende gennem stuen, forbi håndvægtene, ind i soveværelset.
Der var en stor seng. Mørkt sengetøj. Et åbent vindue på klem. Cecilie tændte ikke loftslyset, bare lampen på natbordet. Varmt, gult.
Hun trak sin egen T-shirt af. Sports-bh’en fulgte med. Helene kiggede, fordi hun fik lov. Små, faste bryster. Kraveben. Den atletiske midte. Cecilie gik hen til hende uden at skynde sig og lagde Helenes hænder på sine sider.
“Du må godt røre.”
Helene gjorde det. Hud over ribben. Varme. Cecilie åndede ud, da fingrene strøg hen over maven og op. Det var underligt og rigtigt på samme tid. En kvinde. Den her kvinde. Musikken nedenunder i hendes eget hoved, som om den stadig spillede.
Cecilie knæppede Helenes bh op. Langsomt, foran, så Helene kunne sige nej. Hun sagde ikke nej. Stoffet gled af, og Cecilie hænder skålede hendes bryster, tunge og bløde, og bøjede sig og tog en brystvorte i munden.
Helene greb om hendes skuldre. Knæene gav sig.
“Cecilie…”
“Jeg hører dig.”
De kom ind på sengen. Cecilie lagde hende på ryggen og lagde sig halvt over hende, lår mellem Helenes ben, mund ved halsen, ved munden, ved brystet igen. Helene åbnede benene uden at tænke. Bukserne var i vejen. Cecilie fingre fandt knappen.
Hun kiggede op.
Helene nikkede.
Bukserne og trusserne kom af sammen. Helene lå nøgen i lyset fra natbordet med den bløde mave og de mørke krøller spredt over puden og mærkede, at hun var våd, før nogen havde rørt hende der.
Cecilie satte sig tilbage på knæ og kiggede på hende. Ikke vurderende. Bare åbent.
“Fuck,” sagde hun stille. “Du er smuk.”
Helene rakte hånden op. Cecilie tog den og kyssede håndfladen, så indersiden af håndleddet, så hun kravlede nedad. Mund på maven. På hoften. Helene spændte, da åndedrættet ramte det mørke hår mellem benene.
Cecilie så op langs hendes krop.
“Sig stop, hvis du vil.”
“Jeg vil ikke sige stop.”
Cecilie smilede og bøjede sig.
Tungen var varm. Præcis. Helene trak efter vejret, som om nogen havde åbnet et vindue indeni hende. Cecilie holdt hende om lårene, tommelfingrene i det bløde, og slikkede langsomt, som om hun havde tid. Helene fik hænderne op i det korte hår igen og holdt fast, ikke for at styre, bare for at have noget at holde i.
Det byggede hurtigere, end hun var vant til. Eller anderledes. En kvinde mellem hendes ben. Naboen. Den, hun havde lyttet efter.
Cecilie skubbede en finger ind, så en mere, mens tungen blev ved, og Helene buede ryggen.
“Der,” fik hun sagt. “Der—”
Cecilie blev der. Roligt, vedholdende, indtil Helene kom med en lyd, hun forsøgte at bide i, og som alligevel kom ud i rummet. Benene rystede. Cecilie slikkede hende gennem det, blidere, indtil Helene trak hende op.
De kyssede. Helene smagte sig selv i Cecilie mund og blev svimmel af det.
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal,” hviskede hun.
“Du skal ikke noget,” sagde Cecilie. “Men du må gerne.”
Helene vendte dem om med mere vilje, end hun selv havde ventet. Cecilie lo kort, overrasket, og lod sig lægge ned. Helene kyssede hendes hals, kravebenet, brystet. Hun tog en brystvorte i munden, som Cecilie havde gjort, og mærkede hoften løfte sig under sig.
Bukserne. Helene trak dem ned. Cecilie hjalp. Ingen trusser under. Helene lagde hånden mellem hendes ben og fandt hende våd, glat, åben. Cecilie åndede ud gennem tænderne.
“Ja. Sådan.”
Helene strøg, kluntet først, så bedre, da Cecilie hofte viste hende rytmen. Hun kiggede på ansigtet over puden. Det korte hår. Munden halvåben. Det var det, hun havde ventet på, uden at vide det. Ikke musikken. Det her udtryk.
Hun kravlede ned. Det lugtede af hud og sved og sæbe. Hun slikkede, usikkert, og Cecilie hånd landede i hendes krøller og holdt uden at presse.
“Lige der. Langsomt. Ja—”
Helene blev der. Hun brugte tungen og to fingre, så godt hun kunne, og da Cecilie lår spændte om hendes ører, mærkede hun en stolt, vild varme i brystet. Cecilie kom med en lav, ru lyd og holdt Helenes hoved, indtil det slap.
Bagefter lå de tæt. Cecilie havde et ben hen over Helenes hofte. Lampen lyste på deres mave. En blød. En stram.
“Sådan en klage,” mumlede Cecilie mod hendes krøller.
Helene lo. Træt. Nøgen. Vågen.
“Jeg tror, jeg skal klage oftere.”
Cecilie strøg hende over maven, langsomt, som om hun indprentede formen.
“Du behøver ikke klage. Du kan bare komme op. Jeg sætter musik på, hvis du savner den.”
Helene vendte ansigtet ind mod hendes hals.
“Det er ikke musikken, jeg savner.”
Cecilie kyssede hendes tinding.
“Nej,” sagde hun. “Det vidste jeg godt.”
De lå stille. Fra lejligheden nedenunder kom ingen lyd. Helene tænkte kort på sin egen sofa, sin egen opvask, loftet hun havde stirret i. Så skubbede hun det væk og lagde hånden på Cecilie bryst, hvor hjertet stadig gik hurtigt.
Cecilie lagde sin hånd over hendes.
Udenfor kørte en bil forbi. Vinduet stod på klem. Helene mærkede, at hun ikke havde travlt med at gå ned.
Cecilie tommelfinger tegnede små cirkler på Helenes håndryg. Ingen af dem sagde noget i et stykke tid. Det var ikke pinligt. Det var bare nyt.
“Du skal ikke hjem, hvis du ikke vil,” sagde Cecilie til sidst. “Men du må også godt. Jeg bliver ikke sur.”
Helene kiggede op i loftet. Et andet loft. En anden lejlighed. Hendes egen lå lige under dem, tom, med opvasken og cardiganen, hun havde hængt over en stol.
“Jeg vil gerne blive lidt endnu.”
“Godt.”
Cecilie vendte sig ind mod hende og lagde munden i hendes hår. Helene mærkede den stramme mave mod sin egen bløde. Det var stadig underligt. Og det var stadig det, hun ville.
“Jeg har tænkt på dig,” sagde hun stille. “Når musikken startede. Før jeg gik op i aften. Jeg sad bare og ventede.”
Cecilie lo lavt. Ikke af hende.
“Jeg har skruet op med vilje et par gange. Ikke for at genere dig. For at se, om du stadig var dernede og hørte efter.”
Helene løftede hovedet.
“Det er du ikke seriøs.”
“Jo.” Cecilie kiggede på hende i lampe lyset. “Efter postkasserne. Du stod for længe. Jeg tænkte, at hvis du kom op igen, så var det ikke på grund af bassen.”
Helene rystede på hovedet, men hun smilede.
“Du er værre, end du ser ud til.”
“Det er jeg sikkert.” Cecilie strøg hende over hoften, ned på den ydre side af låret, op igen. “Du er blød over det hele. Jeg kan ikke lade være.”
Hånden gled ind mellem dem. Helene åbnede benene lidt, automatisk, og Cecilie fingre fandt hende stadig våd. Et tryk. En langsom bevægelse.
Helene trak vejret ind.
“Allerede?” hviskede Cecilie.
“Det er din skyld.”
“Jeg tager den.”
Cecilie kyssede hende, mens fingrene arbejdede i små, præcise cirkler. Helene holdt om hendes nakke og mærkede den korte, lyse dun imod fingrene. Det byggede anderledes nu. Ikke som første gang. Mere bevidst. Hun vidste, hvad der skete. Hun vidste, hvem det var.
Cecilie skubbede to fingre ind i hende og bøjede dem. Helene hofte løftede sig.
“Kig på mig,” sagde Cecilie.
Helene gjorde det. Det var næsten for meget. At ligge her med naboen ovenpå, med fingrene i sig, og holde øjenkontakt. Cecilie så ikke væk. Hun bevægede hånden langsommere, dybere, tommelfingeren mod klitoris, indtil Helene munden åbnede sig uden lyd.
“Du er tæt på.”
Helene nikkede.
Cecilie blev ved i samme tempo. Ingen rush. Helene kom med ansigtet i Cecilie skulder, tænderne mod huden, kroppen der trak sig sammen om fingrene. Cecilie holdt hende, indtil det slap, og kyssede hendes tinding, da hun faldt tilbage.
“Jesus,” mumlede Helene.
“Mm.”
Helene vendte sig ind og lagde hånden mellem Cecilie ben, uden at spørge den her gang. Cecilie spredte lårene og åndede ud, da Helene strøg hende. Glat. Varm. Helene kiggede på sine egne fingre, der arbejdede, som om hun skulle lære det ved at se.
“Inde,” sagde Cecilie. “Og… ja. Højere. Der.”
Helene fulgte. Hun bøjede sig og tog en brystvorte i munden samtidig, og Cecilie hånd knugede sig i lagenet. Det gik hurtigere end før. Cecilie kom med hoften op og en ru, kort lyd, og Helene blev ved, indtil hun blev skubbet væk med et smil.
“Stop. Jeg dør.”
De faldt fra hinanden, svedige, tæt alligevel. Helene lo op i loftet.
“Jeg gik op for at sige, at jeg ventede på dig. Det var planen.”
“Det fik du sagt.” Cecilie strøg hende over maven igen, som om hun ikke kunne finde et andet sted at gøre af hånden. “Resten var bonus.”
Helene blev liggende, indtil klokken blev sent nok til, at det føltes som et valg at gå. Cecilie lånte hende en stor T-shirt til trappen. Den lugtede af vaskepulver og hende.
I døren kyssede de, kort, som om opgangen kunne høre.
“Skriv, hvis du vil,” sagde Cecilie. “Eller bank. Eller skrig gennem betonen. Jeg er der.”
Helene gik ned på bare tæer. Hendes egen nøgle sad skævt i låsen. Inde lugtede der af opvask og æble. Hun stod midt i stuen i Cecilie T-shirt og kiggede op.
Et par minutter senere gik nogen over gulvet ovenpå. Ikke musik. Bare skridt. Så stilhed.
Helene lagde sig i sin egen seng og lyttede alligevel.
Næste dag arbejdede hun hjemme. Hun hørte Cecilie gå ud om formiddagen. Løbeskoene på trappen. Døren. Stilhed.
Klokken tre kom hun tilbage. Helene sad med en rapport åben og hørte tasken ramme gulvet. Vand. Et skab. Hun smilede ned i skærmen, som en idiot, og skrev tre linjer, hun senere slettede.
Om aftenen startede musikken klokken otte. Lavere end i starten. Helene sad i sofaen og ventede ikke på at blive irriteret. Hun ventede på, at den skulle slutte. På bruseren. På, om hun selv ville gå op.
Hun gik ikke op den aften. Hun sendte en besked i stedet, da hun havde fået nummeret af Cecilie inden hun gik.
*Jeg kan høre dig.*
Svaret kom hurtigt.
*Jeg ved det. Jeg tænker på dig, mens jeg træner. Det er uansvarligt.*
Helene lå med telefonen på maven.
*Kom ned, når du er færdig. Hvis du vil.*
Tre prikker. Så:
*Ti minutter.*
Helene nåede at skifte T-shirten og samle det værste i køkkenet, før der blev banket. Ikke hårdt. Cecilie stod der i hættetrøje og vådt hår, højere end dørkarmen næsten, med en flaske vin i hånden, som om det var en undskyldning.
“Jeg har skruet ned,” sagde hun.
“Jeg har ikke klaget.”
Cecilie trådte ind. Hun kiggede sig omkring, som om Helenes lejlighed fortalte noget. Reoler. Et tæppe, der var for stort. En plante, der hang. Hun satte vinen på bordet og trak Helene ind til sig uden at spørge.
Kysset smagte af tandpasta og træning. Helene blev presset blidt tilbage mod køkkenskabet. Cecilie hænder fandt hendes talje, den bløde midte, og holdt fast.
“Jeg har tænkt på det her hele dagen,” sagde Cecilie mod hendes mund. “På din mave. På den lyd, du lavede.”
Helene mærkede det i lysken med det samme.
“Så gør noget ved det.”
Cecilie smilede og løftede hende ikke – Helene var ikke en, man løftede – men hun styrede hende ind i stuen og ned i sofaen. Hættetrøjen kom af. Sports-bh. Den stramme mave. Helene satte sig op og kyssede huden under navlen, mens hun åbnede Cecilie bukser.
“Du lærer hurtigt,” mumlede Cecilie.
Helene trak bukserne ned og lagde munden mellem hendes ben, der i sofaen, med Cecilie stående og så siddende, lårene åbne, hånden i Helenes krøller. Helene slikkede hende langsomt, mere sikkert end i nat, og lyttede til vejret ovenover sig. Cecilie kom med hoften frem og et “fuck, Helene”, der gjorde hende ør.
Bagefter trak Cecilie hende op og fik hendes tøj af med mindre tålmodighed end i går. Helene lå i sofaen, nøgen, og Cecilie knælede på gulvet mellem hendes ben og spiste hende, indtil Helene måtte holde sig i kanten af sædet for ikke at glide ned. Hun kom med et ben over Cecilie skulder og den anden fod i gulvet, og bagefter lo hun, fordi det var hendes egen sofa, hendes eget loft, og kvinden ovenpå var på knæ foran hende.
Cecilie tørrede munden med håndryggen og kravlede op.
“Din sofa er bedre end min.”
“Den er det ikke.”
“Den er, når du ligger i den.”
De drak vinen i glas, der ikke passede sammen. Cecilie sad i trusser og hættetrøje, Helene i et tæppe. Fødderne flettet.
“Hvad er det her?” spurgte Helene.
Cecilie kiggede på hende.
“Det ved jeg ikke endnu. Men det er ikke bare naboer, der har kneppet en gang.”
“To.”
“To,” rettede Cecilie. “Og jeg har lyst til tre. Og til at høre, når du går rundt dernede. Og til at du kommer op, når du venter.”
Helene nikkede. Det sad i brystet. Tungt og let på samme tid.
“Jeg har ikke været sammen med en kvinde før i nat. Du ved det. Jeg ved ikke, hvor god jeg er til det her.”
“Du er god nok til, at jeg sidder her uden bukser i din sofa.” Cecilie skubbede en krølle væk fra Helenes ansigt. “Resten finder vi ud af. Uden at gøre det til et projekt.”
Helene kyssede hendes håndled.
Ovenpå var der stille. Hernede var der to kroppe og en åben flaske og et tæppe, der gled af.
Cecilie blev ikke natten over. Hun gik op ved midnat, efter endnu et kys i døren, der varede for længe. Helene lå vågen og hørte hende gå. Toilet. Seng. Så ingenting.
Hun faldt i søvn med ansigtet ind i puden, der ikke lugtede af Cecilie endnu, og tænkte, at hun alligevel ville ligge og vente i morgen.
Næste aften var der ingen musik.
Helene lagde mærke til det klokken otte. Klokken kvart over. Hun sendte ikke en besked med det samme. Hun gik i bad. Smurte en mad. Satte sig.
Klokken halv ni bankede det på hendes dør.
Cecilie havde en jakke over træningstøjet og et udtryk, der var mindre skarpt end ellers.
“Jeg kunne ikke finde ud af at sætte den på,” sagde hun. “Så kom jeg ned i stedet.”
Helene trak hende ind.
Døren gik i.
De nåede ikke sofaen den her gang. I entreen, op ad væggen, med jakken, der ramte gulvet. Cecilie mund på hendes hals. Helene hænder under den grå tanktop, over de små bryster, ned ad den hårde mave. Cecilie skubbede hendes nederdel op – Helene havde taget nederdel på, uden rigtig at vedkende sig hvorfor – og trak trusserne til siden.
Fingre. Helene stønnede ind i hendes skulder.
“Quiet,” hviskede Cecilie, og der var et smil i det. “Naboerne.”
“Du *er* naboen.”
“Jeg er den værste.”
Cecilie kneppede hende med fingrene op ad væggen, tommelfingeren på klitoris, indtil Helene kom stående, med panden mod Cecilie kraveben og hænderne i det korte hår. Benene ville næsten ikke bære. Cecilie holdt hende.
De kom ind i soveværelset alligevel. Helenes seng var smallere. Cecilie fyldte den. Helene kravlede ned mellem hendes ben og tog sig tid, tungen flad, så spids, to fingre, indtil Cecilie lår rystede og hun kom med ansigtet i Helenes pude.
Bagefter lå de i mørket. Helene dyne var for varm. Cecilie arm var en vægt over hendes talje, velkommen.
“Bliv,” sagde Helene.
Cecilie nikkede mod hendes nakke.
“Jeg har ikke løbeskoene med.”
“Så går du barfodet op i morgen.”
“Folk vil tale.”
“Lad dem.”
Cecilie kyssede hende mellem skulderbladene. Helene lukkede øjnene og lyttede. Ikke efter musik. Efter vejret bag sig. Efter den anden krop i den seng, hun ellers havde ligget alene i.
Hun tænkte på loftet. På bassen. På den første aften med opvaskebørsten i hånden.
Så faldt hun i søvn, før hun fik tænkt videre.
Helene vågnede, fordi sengen var varm på den forkerte side.
Der lå en arm over hendes talje. Et åndedræt i nakken. Et knæ bag hendes lår.
Hun lå stille. Lyset var gråt gennem gardinerne. En bil startede nede i gaden. Ovenpå var der tomt. Hernede var der nogen.
Cecilie.
Helene mærkede det i brystet, før hun mærkede det i kroppen. At hun ikke havde sendt hende op ad trappen. At løbeskoene stod et andet sted, og at den høje kvinde med det korte hår alligevel lå her, barfodet, i Helenes dyne.
Cecilie rørte sig.
“Du tænker højt,” mumlede hun ind i Helenes nakke.
“Jeg tænker, at du er her.”
“Jeg er her.” Cecilie hånd strøg over maven, søvnig, som om den allerede kendte vejen. “Du sover som et menneske, der ikke er vant til selskab.”
“Det er jeg heller ikke.”
“Det kan jeg mærke. Du holder fast i dynen, som om jeg stikker af.”
Helene slap stoffet. Cecilie lo stille og vendte hende om på ryggen. I dagslyset så hun anderledes ud. Blødere omkring øjnene. En plet på kinden efter puden. Det korte lyse hår stod ud til den ene side.
Helene blev bevidst om sig selv med det samme. Morgen. Uden makeup. Den bløde mave bar. Brysterne til siden. Cecilie kiggede alligevel, som om det var det, hun var stået op for.
“Stop,” sagde Helene, men det var svagt.
“Med hvad?”
“Med at kigge, som om det her er i orden.”
Cecilie lagde hånden fladt på hendes mave.
“Det er i orden. Det er det bedste, der er sket i den her opgang.”
Hun kyssede hende. Morgenskys. Tørt først. Så langsomt vådt. Helene åbnede munden og mærkede søvnen glide af. Cecilie lagde sig imellem hendes ben, stadig med trøjen på, Helene nøgen under dynen, og de skubbede sig mod hinanden, uden at have travlt.
Det var ikke som i entreen. Ikke som i sofaen. Det var tunge kroppe og lidt for meget dyne og Cecilie hånd mellem dem, der fandt Helene frem og strøg hende, indtil Helene hofte begyndte at følge med.
“Sådan,” hviskede Cecilie. “Bare sådan.”
Helene kom stille. Næsten uden lyd. Bare ansigtet ind mod Cecilie hals og fingrene i ryggen på trøjen. Bagefter skubbede hun hånden ned i Cecilie trusser og gjorde det samme ved hende, kluntet af søvn, men rigtigt nok. Cecilie bed sig i læben og kom med panden mod Helenes pande, øjnene lukkede, et kort, ujævnt åndedrag.
De blev liggende.
Et sted i huset blev der skyllet ud. En dør smækkede. Almindelig morgen.
“Jeg skal på arbejde,” sagde Helene til sidst.
“Jeg skal løbe.” Cecilie smilede skævt. “Barfodet bliver svært.”
“Du kan låne strømper. Det er det mest uerotiske, jeg har sagt.”
“Det er ret erotisk, at du vil have mig i dine strømper.”
Helene stødte hende let i siden. De kravlede ud af sengen. I køkkenet lavede Helene kaffe, mens Cecilie stod i trøje og Helenes for små strømper og kiggede ud ad vinduet, som om hun hørte til der.
De drak stående. Knæene rørte hinanden under bordkanten, selv om de ikke sad.
“Hvad siger vi, hvis nogen ser dig gå?” spurgte Helene.
“At jeg har været nede og låne sukker.”
“Klokken kvart over syv.”
“Det var et langt sukker.”
Helene rystede på hovedet, men smilede ned i koppen.
Cecilie satte den fra sig og trådte ind til hende. Hænderne på den bløde talje. Panden mod hendes.
“Jeg gider ikke lege, at det her ikke betyder noget,” sagde hun. “Jeg er lige kommet ud af noget, der var skævt. Jeg har ikke en femårsplan. Men jeg har lyst til at høre, når du går rundt hernede. Og jeg har lyst til, at du kommer op, når du venter. Også når du ikke har en undskyldning.”
Helene nikkede.
“Jeg har ventet på dig, siden du åbnede døren første gang. Jeg kaldte det bare musik.”
Cecilie kyssede hende. Kort. Fast.
“Så skru op, hvis du vil have mig ned. Eller kom. Jeg låser ikke.”
Hun gik ud i entreen. Jakken. De bare tæer i Helenes strømper. I døren vendte hun sig.
“Helene.”
“Ja.”
“Du er sgu smuk om morgenen.”
Så gik hun. Helene stod og hørte trinene på trappen. Døren ovenpå. Løbeskoene, der blev trukket på. Et par minutter senere gik Cecilie ned igen, forbi Helenes dør, to trin ad gangen. Helene lagde hånden på fyldningen, uden at åbne.
Hun gik i bad. Hun arbejdede. Hun svarede på mails og glemte halve sætninger.
Om eftermiddagen kom løbeskoene tilbage. Tasken. Vandhanen.
Klokken otte startede musikken.
Lav. Jævn. Den samme bas, der engang havde fået hende til at tage cardiganen på og gå op for at klage.
Helene satte sig i sofaen med en kop, hun ikke drak af, og lagde hovedet tilbage.
Hun lyttede.
Ikke efter støj.
Efter hende.
Telefonen tændte.
*Er du dernede?*
Helene skrev:
*Jeg venter.*
Tre prikker.
*Så kom.*
Helene rejste sig. Hun tog ikke cardiganen på for at se vred ud. Hun tog den på, fordi trappen var kold, og fordi hun havde lyst til at ligne et menneske, der gik et sted hen med vilje.
På anden sal stod løbeskoene. Hun bankede.
Musikken blev skruet ned. Døren gik op.
Cecilie var svedig. Grå tanktop. Kort lyst hår. Det lille smil, der ikke var hånligt.
“Nedenunder,” sagde hun.
“Ovenpå,” sagde Helene.
Cecilie rakte hånden frem og trak hende ind. Døren gik i bag dem. Musikken spillede videre, lavt, som et påskud, de ikke længere havde brug for.
Helene lagde hænderne på den stramme mave under stoffet og kyssede hende, stående i entreen, mens bassen gik gennem gulvet og ned i den lejlighed, hun kom fra.
Hun tænkte kort på opvaskebørsten. På loftet. På den første aften.
Så tænkte hun ikke mere på det.
Hun var der, hun havde ventet på at være.
