Værkstedet lå i en sidegade bag Netto, med portene åbne det meste af året. Lugten af olie, varm gummi og koldt metal sad i tøjet, uanset hvor meget man vaskede.

Jens stod med overkroppen nede i en motor, da hun kom.

“Hej Jens.”

Han rettede sig. Tørrede hænderne af i den sorte klud fra baglommen. Skaldet isse, gråt skæg med olie i spidserne, bred over ryggen. 58. Stadig den, de andre kaldte på, når noget sad fast.

“Katrine. Hvad er der nu?”

Hun smilede. Høj, kraftig, mørkt krøllet hår samlet op, så det alligevel faldt ned i nakken. 44. Den gamle røde Corolla, som hun nægtede at skrotte, stod ude foran.

“Den trækker skævt. Eller den gør et eller andet. Jeg ved det ikke.”

Søren ved computeren kiggede op. Mødte Mikkels blik hen over en hævet bil. Ingen sagde noget.

Jens gik ud til bilen. Hun fulgte med tæt. Han mærkede det ikke.

Han åbnede motorhjelmen, lænede sig ind. Hendes blik gled fra hans hænder op ad underarmene, videre til nakken, hvor huden var brunet og fedtet af arbejde.

“Den trækker fint,” sagde han efter et par minutter. “Dæktrykket er lidt lavt i højre side. Det er det.”

“Nå.” Hun lød næsten skuffet. “Kan du ikke lige tjekke bremserne alligevel? Jeg synes, de bider mærkeligt.”

Han kiggede på hende. “Jeg tjekkede dem for tre uger siden.”

“Gør det igen.” Hun smilede med munden, ikke med øjnene. “Jeg betaler.”

Inde bag ruden rystede Søren på hovedet.

Jens kørte bilen ind. Satte den op. Arbejdede. Hun stod for tæt. Lugtede af parfume, der ikke hørte til mellem oliespande og løftebukke. Hver gang han strakte sig efter et værktøj, var hun der.

“Du har olie på hånden,” sagde hun stille.

Han kiggede ned. “Jeg har altid olie på hænderne.”

Hun rakte ud, som om hun ville tørre det af. Rørte hans håndled. Varme fingre. Hun trak sig først, da Mikkel hostede højt ved værktøjstavlen.

Jens gik videre. Tænkte på bremseklodser.

Da hun kørte, stod Søren i døren med kaffen.

“Hun er her oftere end din kone nogensinde var.”

“Min kone er skredet for ni år siden,” sagde Jens. “Og bilen er gammel.”

“Bilen er ikke så gammel, som hun lader som.” Søren drak. “Hun kigger på dine hænder, mand. Ikke på motoren.”

Jens fnyste. Gik ind og vaskede sig. Vandet blev gråt. Han kiggede på sig selv i det plettede spejl over vasken. Skaldet. Gråt skæg. Mave. Store hænder med revner i huden.

Han rystede på hovedet og gik tilbage til arbejdet.

—

Fredag kom hun igen.

“Der er et klik, når jeg drejer.”

Mikkel lo inde fra pitten. Ikke højt. Bare nok.

Jens gik rundt om bilen. “Hvorhenne?”

“Jeg kan vise det.” Hun satte sig ind. “Kør med.”

De kørte en tur rundt om industriområdet. Bilen klikkede ikke. Hun kørte langsomt. Hendes lår var store i de mørke jeans. Hendes hånd lå på gearstangen tæt på hans knæ, da han pegete.

“Der. Hører du det?”

“Jeg hører ingenting.”

Hun kiggede på ham i et rødt lys. “Måske er det bare mig.”

“Måske.”

De kørte tilbage. Ingen sagde noget i et par hundrede meter. Så rømmede hun sig.

“Du synes, jeg er irriterende.”

“Jeg synes, du har en gammel bil.”

“Jeg synes, du har flotte hænder.”

Han vendte hovedet. Hun kiggede straight frem, som om hun havde sagt noget om vejret.

Inde på pladsen standsede hun. “Kan du ikke lige tjekke det klik alligevel? Når de andre er gået. Jeg kan komme forbi senere.”

“Vi lukker klokken fire om fredagen.”

“Så kommer jeg kvart over.”

Hun kørte, før han fik svaret.

Søren stod med armene over kors, da Jens kom ind.

“Nu har hun booket dig efter lukketid.”

“Der er et klik.”

“Der er ikke noget klik, Jens.” Mikkel tørrede hænderne. “Der har aldrig været noget klik. Hun kom i tirsdags med skæv træk. Forrige måned var det en lyd i bagagerummet. Før det ville hun have skiftet olie tre uger efter, vi havde skiftet olie. Lis i administrationen har et væddemål kørende.”

Jens stod stille.

“Om hvad?”

“Om hvornår du fatter det.”

Han gik ud i gården og tændte en smøg, selvom han næsten var holdt. Røgen smagte af værksted. Han tænkte på hendes fingre om hans håndled. På måden hun sagde flotte hænder, som om det var det mest naturlige i verden at sige til en fedtet mekaniker på 58.

Han havde ikke fattet det.

Ikke fordi han var dum. Fordi ingen havde kigget på ham på den måde i årevis. Fordi han lugtede af olie. Fordi spejlet over vasken ikke løj.

Kvart over fire var pladsen tom. Porten stod på klem. Han havde sagt til de andre, at han lige skulle afslutte en sag. Søren havde klappet ham på skulderen og ingenting mere.

Corollaen rullede ind.

Katrine steg ud. Hun havde skiftet. Sort bluse, der strammede over brysterne. Samme jeans. Håret løst nu, mørke krøller ned over skuldrene. Hun lukkede bildøren med hoften.

“Er de andre gået?”

“Ja.”

“Godt.”

Hun gik hen til ham. Høj. Kraftig. Hun nåede ham næsten i øjenhøjde, og det var sjældent.

“Der er ikke noget klik,” sagde hun.

“Nej.”

“Du har opdaget det.”

Han kiggede på sine hænder. Olie i ridserne. “Lidt sent.”

“Det gør ikke noget.” Hun tog hans højre hånd. Løftede den. Kiggede på den, som om den var noget, man kunne købe. “Jeg kan lide, at du er sen. Og stor. Og at du ikke aner, hvor meget jeg har kigget.”

“Hvor længe?”

“Siden du skiftede min udstødning i januar. Du havde en plet her.” Hun satte pegefingeren på hans bryst, midt på den grå T-shirt. “Og du talte til bilen, mens du arbejdede. Som om den kunne høre dig.”

Han lo kort. Usikkert.

Hun slap ikke hans hånd. Førte den hen til sin hofte. Pressede den ind. Blødt, fast kød under denim.

“Du må godt have olie på,” sagde hun. “Jeg har tænkt på det. Dine hænder på mig, mens de stadig er beskidte.”

Han mærkede det i maven. Længere nede. En varme, han havde puttet væk.

“Herude?”

“Inde. Porten kan godt blive stående. Ingen kommer.” Hun holdt pause. “Medmindre du vil have, at de gør.”

Han rystede på hovedet. Tok hende om håndleddet og førte hende ind mellem løftebukkene, forbi værktøjstavlen, ind i det lille rum bagest, hvor de havde en gammel lædersofa, kaffemaskine og et bord fuldt af reservedele i poser.

Lyset var et enkelt neonrør. Det summede.

Hun skubbede ham ned på sofaen. Satte sig overskrævs. Hendes vægt var ærlig. Lårene var varme om hans. Hun tog hans ansigt mellem hænderne, strøg tommelfingrene gennem det grå skæg og kyssede ham, som om hun havde øvet det i bilen på vej herhen.

Han smagte kaffe og tandpasta. Hans beskidte hænder fandt hendes røv. Knugede. Hun stønnenede ind i munden på ham.

“Ja. Sådan.”

Hun trak blusen af. Stor bh, mørk. Hud, der ikke var trænet, ikke glat, bare kvinde. Han klemte hendes bryster ud over skålene, slog munden om en brystvorte, og hun greb ham i nakken, i det der var tilbage af hår i siderne.

“Du lugter af værksted,” hviskede hun. “Jeg bliver våd af det. Det er sygt, ikke?”

“Det er ikke sygt.”

Hun smilede. Åbnede hans bukser. Hans pik var allerede hård, tyk, med en åre hen over. Hun så på den, som hun havde set på hans hænder.

“Selvfølgelig,” sagde hun næsten for sig selv.

Hun gik ned på knæ mellem hans ben, der hvor betonen var plettet. Tog ham i munden uden at spørge. Varmt. Vådt. Hendes krøller faldt frem, og han samlede dem op med en olieret hånd, holdt dem, så han kunne se hendes mund arbejde.

Hun slubrede. Ikke pænt. Brugt. Hun kiggede op, mens hun gjorde det, og der var ingenting genert i det.

Han trak vejret gennem tænderne.

“Katrine—”

Hun slap ham med et smæld. Spyttet hang i en tråd.

“Ikke endnu.” Hun rejste sig, åbnede bucklen, skubbede jeans og trusser ned, vendte sig og lænede sig frem over det rodede bord. Ryggen svajede. Den brede røv nøgen i det kolde lys. “Hænderne først. Som jeg har tænkt på.”

Han stod bag hende. Lagde begge hænder på hendes hofter. Olie og hud. Striber. Han strøg ind mellem hendes lår, fandt hende våd, varm, åben. To fingre gled ind, tykke af arbejde, og hun slog hovedet tilbage.

“Fuck. Ja. Beskidt.”

Han arbejdede hende med hånden, tommelfingeren mod klitten, de andre fingre inde, mens hans pik lå tungt mod hendes balde. Hun skubbede tilbage. Bordet raslede. En pose med pakninger faldt på gulvet.

“Jens. Nu.”

Han førte sig ind. Langsomt, fordi hun var stram om ham alligevel, trods væden. Hun var høj nok til, at det passede, når hun stod sådan. Han greb hendes krøller, ikke hårdt, bare for at have dem. Stødte.

Lyden af hud. Af hendes åndedræt. Af neonrøret.

Hun kiggede tilbage over skulderen. Munden åben.

“Du opdagede det sidst,” sagde hun, hæst. “De andre har grinet i måneder.”

Han stødte dybere. “Så kan de rende mig.”

Hun lo, og latteren blev til et støn, da han ramte rigtigt. Hendes store krop rystede. Han holdt fast, en hånd i håret, en om hendes hofte, oliestriber hen over hendes lyse hud, og hamrede løs, som om porten derude slet ikke stod åben.

Han ramte hende igen, dybt, og hendes støn ramte de nøgne vægge. Der var intet tæppe og ingenting blødt. Bare beton, metal og hendes krop, der tog imod ham.

“Der,” gispede hun. “Lige der. Bliv ved.”

Han blev ved. Maven klaskede mod hendes røv. Den store krop foran ham var blød og tung og ærlig. Han slap hendes hår og lagde begge hænder om hofterne, tommelfingrene i de små huller over ballerne, og trak hende tilbage på sig i samme rytme, som han stødte.

Olien fra hans håndflader smurte sig ind i hendes hud. Hun kiggede ned på det, på de mørke spor, og skubbede sig endnu hårdere imod ham.

“Jeg har siddet ude i bilen og tænkt på det her,” sagde hun mellem stødene. “På at du tog mig, mens du stadig lugtede af arbejde. På at jeg gik herfra med dine mærker.”

“Du kunne bare have sagt det.”

“Du havde ikke hørt det.” Hun lo kort, brudt af et stød. “Du hørte kun bilen.”

Han bøjede sig frem over hende. Brystet mod hendes ryg. Det grå skæg raspede hendes skulderblad. Den ene hånd fandt hendes bryst, klemte, den anden gled ned mellem hendes ben, fandt klitten og gnubbede i takt.

Hendes lår rystede.

“Jens—”

“Kom så,” mumlede han mod hendes øre. Det lød fremmed i hans egen mund. Som noget, han ikke havde sagt i mange år.

Hun kom med åben mund, næsten lydløst først, så med en dyb lyd, der hang i rummet. Hun klemte hårdt om ham, pulserede, og han måtte bide sig i læben for ikke at komme med det samme. Han holdt stille inde i hende, imens hun rystede færdig med panden nede mod bordpladen mellem poserne.

Hun trak vejret. Lo stille.

“Fuck. Endelig.”

Han trak sig langsomt ud. Hun vendte sig. Kindernes rødme, krøllerne vilde, bh’en stadig skubbet ned under brysterne. Hun kiggede ned på hans pik, blank og hård, og så op på ham.

“Sofaen,” sagde hun. “Jeg vil se dig.”

Hun skubbede ham ned igen. Satte sig overskrævs, greb ham, førte ham ind. Sænkede sig. Langsomt. Hele vejen. Hendes hænder på hans skaldede isse, ned gennem skægget, ned på hans bryst.

Hun begyndte at ride. Ikke forsigtigt. Hendes vægt, hendes bryster, der bevægede sig, hendes mave mod hans. Neonlyset gjorde det hele usminket. Han kunne se hver fold, hver bevægelse, og han var ligeglad. Han var mere end ligeglad.

Hans olierede hænder fandt hendes røv igen. Spredte hende. Hun stønnenede, lænede sig frem og kyssede ham, mens hun malede sig imod ham.

“Dine kolleger,” hviskede hun mod hans mund. “De ved det. De har vidst det hele tiden.”

“Jeg ved det også nu.”

“Godt.” Hun løftede sig næsten af ham og sank ned igen. “Så kan jeg komme, når jeg vil. Uden at finde på klik og bremser.”

“Du kan komme alligevel,” sagde han. “Bilen er stadig gammel.”

Hun smilede. Rigtigt. Med øjnene. Red ham hårdere. Sofaen knirkede. Gammelt læder, der havde set kaffepauser og aldrig det her.

Han mærkede det samle sig. Varmen, der steg. Han greb hendes hofter fast.

“Jeg kommer—”

“Indeni,” sagde hun. “Jeg vil have det.”

Han stødte op i hende, et par gange, hårdt, og kom. Længe. Dybt. Med panden mod hendes kraveben. Hun holdt om hans hoved og red ham gennem det, indtil han slap og faldt tilbage mod sofaen.

De sad sådan. Hendes lår om ham. Ham blød ud af hende. Olie, sved, sæd. Værkstedets lugt blandet med hende.

Porten ude i hallen stod stadig på klem. Et stykke eftermiddagssol lå som en stribe hen over betonen.

Katrine strøg ham over det skaldede hoved, langsomt.

“Du ser ud, som om du stadig ikke tror på det.”

“Det gør jeg ikke helt.”

“Det gør jeg.” Hun kyssede ham på skægget. “Jeg har kigget på dig i otte måneder. Du har kigget i motoren.”

Han lo. Træt. Lettet. Hans hænder lå på hendes bare lår, store og plettede, og hun kiggede på dem igen, som første gang.

“Lad dem være beskidte,” sagde hun. “Jeg skal hjem om lidt. Jeg vil kunne mærke det.”

Hun blev siddende et øjeblik endnu. Så løftede hun sig af ham. Han så sæden løbe ned ad indersiden af hendes lår, før hun samlede trusser og jeans op fra gulvet. Hun trak dem på uden at tørre sig. Knappen i bukserne sad stramt over maven. Blusen kom over hovedet. Oliestriberne på hoften forsvandt under stoffet, men han vidste, de var der.

Hun stod foran ham, høj og kraftig, krøllerne i uorden, og rettede hans T-shirt, som om det var det mest naturlige i verden.

“Næste gang finder jeg på noget andet,” sagde hun. “Eller også gør jeg ikke.”

“Du behøver ikke finde på noget.”

“Nej.” Hun smilede skævt. “Men jeg kan lide at komme forbi. Også selvom bilen kører fint.”

Hun bøjede sig og kyssede ham en sidste gang. Smagte stadig af kaffe. Så gik hun ud gennem hallen, forbi løftebukkene, ud i lyset. Corollaen startede. Han hørte den rulle ud af porten.

Jens blev siddende på sofaen et stykke tid. Bukserne åbne. Hænderne sorte. Spejlet over vasken ventede ude ved håndvasken, det samme plettede spejl som altid.

Han rejste sig. Vaskede sig. Vandet blev gråt. I spejlet var han stadig skaldet, stadig grå i skægget, stadig stor. Ingenting var blevet yngre.

Men han havde opdaget det.

Lidt sent. Som de andre havde sagt.

Han tørrede hænderne af i kluden, gik ud og trak porten ned. Lugten af olie hang i tøjet, som den altid gjorde. Denne gang tog han den med sig hjem uden at prøve at vaske den væk.