Maria havde næsten vendt om tre gange på vejen.
Jacobs atelier lå på anden sal i en gammel pakhusbygning ude ved den tidligere industrihavn. Trappen knirkede under hende. Hun mærkede maven presse blødt ud mod blusen, mens hun gik op, og de mørke krøller, hun havde forsøgt at styre med en elastik, krøllede alligevel ud i nakken. Hun var 47, kraftig, med brede hofter og den slags mave, tøjet altid skulle trækkes ned over. Fotogen var hun aldrig blevet kaldt.
Han åbnede, før hun nåede at banke.
“Du kom,” sagde han. Stemmen var rolig, næsten tør. Jacob var tynd, spinkel i forhold til hende, med det lange gråsprængte hår samlet i en slatten knude. Der sad tør maling på skjorteærmet.
“Jeg sagde jo, jeg ville.” Hun smilede skævt. “Selvom jeg stadig ikke rigtig forstår det.”
“Jeg vil male dig. Det er forklaring nok for mig.” Han trådte til side. “Kom ind.”
Atelieret var stort og lyst. Lærreder overalt, nogle vendt mod væggen, andre med halvfærdige ansigter og kroppe. Lugten af olie, terpentin og gammelt træ. Et nordvendt vindue fyldte rummet med jævnt lys.
“Sæt dig der.” Han pegede på en slidt lænestol tæt ved vinduet. “Som du har lyst. Du skal ikke posere. Bare sidde.”
Maria satte sig. Kjolen strammede over lårene, og hun trak den automatisk ned. Hun krydsede anklerne, så maven foldede sig blødere. Jacob stillede et lærred op, men han begyndte ikke med det samme. Han stod bare og kiggede.
Hun mærkede varmen i kinderne med det samme.
“Du behøver ikke smile,” sagde han stille. “Du behøver ikke gøre noget med ansigtet. Jeg vil se, hvordan lyset ligger på dig.”
Hun forsøgte at sidde stille. Hans blik gled over hendes ansigt, ned ad halsen, hen over brysterne, maven, hofterne. Det var ikke det blik, hun var vant til – det der hoppede væk, når det ramte det bløde. Han blev hængende. Længe.
“Dine hofter,” mumlede han, mere til sig selv. “Den måde stoffet falder i skødet.”
Hun slugte. “Jeg er ikke vant til at blive kigget på sådan.”
“Det kan jeg se.” Han tog en blyant. “Det er en skam.”
Han begyndte at tegne. Hurtige, sikre streger. Maria sad med hænderne i skødet og blev pludselig bevidst om hver centimeter. Den bløde mave, der lagde sig i folder, når hun sad. Brysterne, der tyngede i bh’en. De brede lår, der mødtes. Minutter gik. Han kiggede op, ned, op igen. Hendes hud prikkede, som om fingrene allerede var der.
“Kan du løsne håret?” spurgte han uden at se op fra papiret.
Hun trak elastikken ud. De mørke krøller faldt tunge ned over skuldrene og ryggen.
Han nikkede. Tegnede videre.
“Og den øverste knap. Hvis du har lyst.”
Hun tøvede et øjeblik. Så åbnede hun den. En stribe hud, begyndelsen af bh’ens kant. Han sagde ingenting, men blyanten bevægede sig anderledes. Maria mærkede det mellem benene. Bare af at sidde der. Af at blive set så grundigt.
“Hvorfor mig?” spurgte hun, da tavsheden blev for tæt. “Der er masser af slanke piger, du kunne male.”
Jacob kiggede op. Øjnene var lyse, lidt røde i kanten fra arbejdet.
“Jeg maler ikke slanke piger, fordi de er slanke. Jeg maler det, jeg har lyst til at se på længe. Du fylder stolen. Du har vægt. Varmekurver. En mave, lyset kan ligge i. Det er ikke en fejl ved dig. Det er det, jeg tegner.”
Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af blikket. Ingen havde talt om hendes mave, som om den var et sted, lyset gerne ville være.
“Du må gerne trække kjolen lidt ned over den ene skulder,” sagde han efter et stykke tid. “Bare hvis det føles okay.”
Det gjorde det, på en mærkelig måde. Hun trak stoffet ned. Skulderen blev bar. Bh-stroppen lå hvid og stram. Jacob tegnede i længere tid uden at sige noget. Hun hørte kun blyanten og sit eget åndedræt. Hendes brystvorter spændte imod stoffet. Hun håbede, han ikke kunne se det. Samtidig håbede hun, at han kunne.
Da han endelig lagde blyanten, var hendes ryg stiv, og der sad en distinkt fugt i trusserne.
“Det er nok for i dag,” sagde han. “Du har siddet godt. Vil du se?”
Hun rejste sig, kjolen stadig åben foroven, og gik hen til ham. Skitsen var hende, men ikke den hende, hun så i spejlet om morgenen. Hofterne var brede og tunge på den rigtige måde. Maven var der, ærligt, blødt. Krøllerne fyldte. Hun så… til stede ud. Kropslig.
“Det er ikke pænt på den der tynde måde,” sagde hun.
“Nej.” Han stod tættere, end hun havde regnet med. “Det er bedre.”
Hun mærkede hans ærme mod sin arm. Lugten af terpentin og sæbe.
“Kom igen torsdag,” sagde han. “Samme tid. Hvis du vil. Jeg vil gerne have mere af dig. Mere hud, hvis du tør. Ikke fordi du skylder. Fordi jeg gerne vil se resten af den krop, jeg allerede tegner.”
Maria nikkede, før hun fik tænkt. “Torsdag.”
Hun knyttede kjolen i døren og gik ned ad den knirkende trappe med kinderne brændende og en uro mellem benene, hun ikke havde mærket på den måde i årevis. I bussen hjem kiggede hun ned på sine egne lår og tænkte, at nogen havde siddet og tegnet dem, som om de var værd at bruge tid på.
Torsdag kom hun ti minutter for tidligt.
Jacob åbnede i den samme malede skjorte, håret løsere i dag. Atelieret var varmere. Han havde stillet en lille varmeblæser op ved stolen.
“Jeg har tænkt på, om du ville sidde uden kjole,” sagde han, da hun havde hængt jakken. “Bh og trusser er fint. Eller hvad du selv siger. Jeg maler ikke porno. Jeg maler dig.”
Maria stod med hånden på lynlåsen i nakken. Hun havde taget en almindelig sort bh og bomuldstrusser. Ikke noget, hun ville have vist nogen. Alligevel trak hun kjolen af. Den faldt om fødderne. Luften ramte maven, de bløde sider, de brede hofter. Hun ville krydse armene. Gjorde det ikke.
Jacob kiggede. Længe. Uden at smile pænt. Bare så.
“Sæt dig,” sagde han hæst.
Hun satte sig i stolen igen, nu med bar mave, bar lårhud, bh’en der skar lidt under brysterne. Han begyndte at male. Olie denne gang. Penslen gik langsomt. Hans blik vendte tilbage til de samme steder: overgangen mellem bh og hud, folden under maven, der hvor lårene mødtes, de mørke krøller mod den lyse hud på skuldrene.
Maria mærkede sig selv på en ny måde. Ikke som noget, der skulle holdes inde. Som noget, der blev holdt fast af et blik.
“Kan du tage bh’en af?” spurgte han efter et stykke tid. “Du behøver ikke. Men jeg vil gerne have tyngden rigtigt.”
Hun rakte bagud og åbnede. Bh’en gled af. Brysterne faldt tunge og bløde. Hun så ned på sig selv – de mørke vorter, den bløde underside – og så op på ham. Jacob havde stoppet penslen. Han kiggede på hendes bryster, som man kigger på noget, man har ventet på at få lov at se.
“Tak,” sagde han bare.
Hun sad nøgen foroven, trusserne stadig på, og mærkede, at hun var våd. Ikke lidt. Ordentligt. Hans blik gled ned over maven, standsede ved kanten af trusserne, vendte tilbage til brysterne, til hendes mund.
“Du er smuk, når du sidder sådan,” sagde han. “Ikke på trods. Sådan.”
Maria rørte ved sin egen mave, næsten uden at tænke. Den bløde hud, hun ellers sugede ind foran spejle. Han så det. Penslen rørte lærredet igen, men hans åndedræt var blevet dybere.
“Kom herhen et øjeblik,” sagde han pludselig. “Jeg skal bruge afstanden.”
Hun rejste sig. Trusserne sad skævt. Hun gik hen til lærredet. På det var hun allerede der – bred, mørkkrøllet, brysterne tunge, maven ærlig. Jacob stod bag hende, tæt. Hun mærkede varmen fra ham.
“Ser du?” Hans stemme var lav, tæt ved hendes øre. “Der. Lyset i siden. Den kurve.”
Hans hånd rørte ikke. Endnu. Men hun mærkede den alligevel, millimetrene mellem hans fingre og hendes hofte.
“Jeg kan mærke, at du kigger,” hviskede hun.
“Det er meningen.”
Hun vendte sig. Der var maling på hans hånd. Han var tynd og lang, og hun var blød og bred, og alligevel passede afstanden pludselig. Maria tog hans hånd og lagde den på sin mave. På det sted, hun ellers gemte.
Jacob åndede ud, som om han havde holdt det. Fingrene spredte sig over den bløde hud, mærkede varmen, folden, tyngden.
“Må jeg?” spurgte han.
Hun nikkede.
Hans hånd gled op under brystet, løftede det let, tommelfingeren strøg over vorten. Maria lukkede øjnene et sekund. Da hun åbnede dem, kiggede han stadig, som om berøringen også var en del af at se.
“Stolen,” sagde hun. “Eller… et andet sted.”
Han førte hende ikke langt. Der stod en gammel dagbed under vinduet, dækket af et gråt tæppe. Hun satte sig, så lå hun, og han knælede ved siden af. Trusserne gled af, da hun løftede hofterne. Hun var nøgen foran ham i dagslyset, 47 år, mave, hofter, mørkt hår mellem benene, og han kiggede, som om det var det, lærredet havde manglet.
“Jeg har tænkt på det siden sidst,” sagde han og strøg en finger gennem de mørke krøller. “På hvordan du sad. På at du blev våd af at blive tegnet.”
Hun kunne have benægtet. Gjorde det ikke.
“Det gjorde jeg.”
Han bøjede sig og kyssede hende på maven, lavt, lige over det mørke hår. Maria lagde hånden i hans gråsprængte hår og holdt fast, da munden gled længere ned.
Han kyssede hende igen, lavere. Maria spredte lårene uden at nå at stoppe sig selv. For en gangs skyld kom tanken om, hvordan hun så ud nedefra, bagefter. Først mærkede hun munden.
Jacob strøg kinden mod indersiden af hendes lår, det gråsprængte hår kildede den bløde hud. Han kiggede op ad hende, mens han gjorde det. Ikke væk. Lige derhen, hvor hun var våd, mørk og åben i dagslyset.
“Du gemmer det,” sagde han stille. “Hele tiden. Maven. Lårene. Det her.” Hans tommelfinger strøg hen over hende, langsomt. “Det er det, jeg har siddet og malet efter.”
Hun åndede ud, da han bøjede sig. Tungen var varm. Maria greb fast i tæppet med den ene hånd og i hans hår med den anden. Han slikkede hende, som om han også her ville se ordentligt efter – langsomt, grundigt, uden at have travlt med at gøre det rigtigt på den der filmagtige måde. Bare hende.
Hun hørte sig selv. En lyd, hun ellers holdt inde.
Han løftede hovedet et øjeblik. Læberne skinnede. “Kig ned,” sagde han.
“Jacob…”
“Kig.”
Hun gjorde det. Så sin egen mave hæve sig, de brede lår ude til siderne, hans tynde skuldre mellem dem, det lange hår. Hun så sin egen hånd i det. Det var hende. Ikke et udsnit, hun havde beskåret. Hele billedet.
Han gik ned igen. Fingrene holdt om hendes hofter, tommelfingrene i det bløde. Maria bøjede knæene mere. Varmen samlede sig hurtigt, skamfuldt hurtigt, som om kroppen havde ventet på at blive kigget på længe nok.
“Jeg kommer,” fik hun sagt.
Han stoppede ikke. Han så op på hende, mens hun gjorde det, munden stadig mod hende, og det var det, der fik hende til at give efter – ikke bare tungen, men øjnene. Hun kom med maven rystende, lårene spændte om ham, og hun glemte at suge maven ind.
Bagefter lå hun med åben mund og mærkede sit eget hjerteslag i underlivet. Jacob kyssede indersiden af låret, så maven, så den fold, hun hadede foran spejlet. Han blev liggende med kinden der et øjeblik.
“Du er våd hele vejen ned ad låret,” mumlede han. “Det skal med. På lærredet. Den glans.”
Hun lo, hæst, næsten vantro. “Du tænker stadig på maleriet.”
“Jeg tænker på dig. Maleriet er bare, hvordan jeg holder fast i det.”
Han rejste sig på knæ. Skjorten var stadig på, åben nu. Hun så den slanke krop, de smalle hofter, bukserne spændt. Maria rakte ud og åbnede dem. Han var hård, varm i hånden, og han åndede ind mellem tænderne, da hun strøg ham.
“Kom herhen,” sagde hun.
Han lagde sig mellem hendes lår. Hun mærkede vægten – ikke meget, han var let i forhold til hende – og så hans ansigt tæt på. Han skubbede ind i hende langsomt. Maria greb ham om ryggen, under skjorten, og mærkede, hvordan hun tog imod ham. Blød, åben, rummelig. Ingen af delene føltes pludselig som noget, der skulle undskyldes.
Han blev stille inde i hende. Kiggede.
“Hvad?” hviskede hun.
“Dig. Sådan. Brysterne ude til siderne. Maven mod min. Det mørke hår. Du er… fyldt. Varm.” Han bevægede sig. “Jeg vil gerne se dig, mens jeg er i dig.”
Hun nikkede.
Han stønnede lavt, da han begyndte at skubbe. Maria holdt om hans bagdel, mærkede de tynde hofter arbejde. Hver gang han gik ind, rørte hans mave hendes, og hun hørte den bløde lyd af hud. Hun havde altid tænkt, at den lyd var pinlig. Nu var den bare sand.
“Rør ved dig,” sagde han. “Maven. Brysterne. Jeg vil se, at du gør det.”
Hendes hånd fandt sit eget bryst, løftede det, tommelfingeren over vorten. Den anden hånd gled ned over maven, ikke for at skjule den, men for at mærke den, mens han knaldede hende. Jacob så det hele. Åndedrættet blev ujævnt.
“Fuck,” sagde han, næsten overrasket over ordet i sit eget mund. “Maria.”
Hun smilede, et rigtigt smil, skævt og vådt i øjnene. “Sig det igen.”
“Maria.” Han tog hendes hånd på maven og pressede den fast, så hun mærkede både sin egen blødhed og ham under den. “Du er smuk. Lige nu. Ikke bagefter. Nu.”
Det ramte et sted, der ikke kun sad mellem benene. Hun løftede hovedet og kyssede ham. Munden smagte af hende. Han stødte dybere, og hun mødte ham, hofterne tunge og ærlige.
Han trak sig næsten ud, skubbede ind igen, og hun kunne mærke, at han kiggede ned mellem dem. På det sted, hvor han forsvandt ind i hende, på maven, der rystede, på det mørke hår.
“Jeg vil have, du kommer igen,” sagde han. “Mens jeg ser på dig.”
Hendes fingre gled ned. Hun ramte sig selv, hvor de mødtes, klodset og præcist nok. Jacob holdt tempoet, øjnene på hendes ansigt, på hendes bryster, på hendes hånd. Stolen ude ved vinduet stod tom. Lærredet stod og ventede. Hun tænkte et kort sekund på, at hun lå nøgen og blev kneppet i et atelier i dagslys, 47 år, mave og det hele – og så tænkte hun ikke mere.
Hun kom om ham, strammere denne gang, og han stønnerede ind i hendes hals. Et par stød mere, dybe, og han trak sig ud og kom på hendes mave. Varmt. Hun mærkede det løbe ned i folden.
Han blev knælende og kiggede. Brystkassen hævede sig. Malingen på hans hånd havde sat et mærke på hendes hofte.
“Lig stille,” sagde han. Stemmen var ru. “Bare et øjeblik.”
Hun lå stille. Nøgen, svedig, hans sæd på maven, lårene åbne, krøllerne vilde ud over tæppet. Jacob så på hende, som han havde set på hende i stolen. Bare tættere. Uden pensel.
Maria rørte ved det, han havde lagt på hende, strøg det ud over den bløde hud med to fingre. Ikke for at tørre det væk. For at mærke det være der.
“Det er mig,” sagde hun lavt.
“Ja.”
Hun lo igen, blødere. “Jeg har aldrig ligget sådan. Ikke hvor nogen måtte kigge bagefter.”
“Så har de kigget forkert,” sagde han.
Han rejste sig, hentede en klud ved vasken i hjørnet, men hun rystede på hovedet, da han kom tilbage.
“Vent. Mal det.”
Jacob standsede.
“Maven,” sagde hun. Kindene var varme, men hun holdt blikket. “Som den ser ud nu. Hvis du vil. Hvis det ikke er… for meget.”
Han kiggede på hende længe. Så nikkede han. “Det er ikke for meget.”
Han trak lærredet tættere på dagbeden. Maria blev liggende, som hun var. Det kølige ateliervindue, den lune varmeblæser et sted bagved, hans pensel der begyndte at finde farve. Hun mærkede trangen til at dække sig. Den kom. Den gik igen.
Han malede hendes mave, hendes bryster, det skinnende spor, de åbne lår. Af og til kiggede han op, og hun kiggede tilbage. Ingen af dem smilede pænt. Det var ikke nødvendigt.
“Du rødmer stadig her,” sagde han og pegede med penslen mod hendes brystkasse, uden at røre. “Og her.” Hofterne.
“Fordi du kigger.”
“Godt.”
Efter et stykke tid begyndte hendes hud at kølne. Hun trak tæppet op over lårene, ikke højere. Jacob malede videre. Maria lå og mærkede sin egen krop indefra – tyngden, varmen mellem benene, den ømme vorte, hvor hans mund havde været, maven, der bare lå der.
“Jeg har altid vendt spejlet lidt,” sagde hun. “Eller lyset. Eller tøjet. Så det ikke blev det hele på én gang.”
“Og nu?”
Hun kiggede ned ad sig selv. “Nu er det det hele på én gang. Og du er der stadig.”
Han tørrede penslen af. Kom hen og satte sig på kanten af dagbeden. Den slanke hånd lagde sig på hendes skinneben, bare der.
“Kom torsdag igen,” sagde han. “Ikke fordi vi skal gøre det her hver gang. Fordi portrættet ikke er færdigt. Og fordi jeg gerne vil se, hvordan du sidder, når du ved, at jeg allerede har set dig.”
Maria nikkede. Hun satte sig op. Brysterne tyngede. Hun tog hans ansigt mellem hænderne og kyssede ham, kort, på munden.
“Jeg kommer,” sagde hun. “Og jeg tror, jeg tager kjolen af med det samme.”
Hun kom torsdag, som hun havde sagt.
Trappen knirkede. Maven bevægede sig under kjolen, mens hun gik op. Denne gang standsede hun ikke på halvtreds.
Jacob åbnede. Han nåede næsten at sige hej, før hun trak lynlåsen ned i nakken og lod kjolen glide af. Ingen bh. Ingen trusser. Bare hende i dagslyset på hans dørtrin – mørke krøller, blød mave, brede hofter, det mørke hår mellem benene.
Han slap døren i.
“Du sagde, du ville,” fik han frem.
“Jeg sagde det.” Hun gik forbi ham ind i atelieret. Luften ramte huden overalt. “Hvor skal jeg sidde?”
Stolen stod der. Lærredet fra sidst stod vendt lidt væk. Hun gik hen til det først.
“Må jeg?”
Han nikkede.
Hun vendte det. Der lå hun. Åben. Maven skinnede. Brysterne tunge ude til siderne. Det var ikke pænt på den der magasinmåde. Det var hende, og det var så tydeligt, at hun måtte sluge.
“Jeg ser tyk ud,” sagde hun.
“Du ser ud, som du er.”
Hun rørte kanten af rammen, ikke malingen. “Jeg har brugt år på at beskære det billede. Nu kan jeg næsten ikke kigge væk.”
Jacob stod bag hende, ikke rørende. “Sæt dig, når du er klar. I dag vil jeg have dig, som du kom ind. Uden at du retter på noget.”
Hun satte sig i stolen. Fødderne fladt i gulvet. Knæene faldt ud, fordi de gjorde det. Maven lagde sig i folder. Hun sugede den ikke ind. Brysterne tyngede. Han begyndte at male, og hun mærkede blikket lægge sig de samme steder som sidst – og nye. Indersiden af lårene. Det sted under brysterne, hvor huden var blødest. Hendes mund.
Minutter gik. Hun blev våd af at sidde stille. Ikke i smug. Bare åbent, mens penslen arbejdede.
“Jeg kan mærke det,” sagde han uden at se op. “Du skinner.”
“Så mal det.”
Han kiggede op. Et kort, skarpt blik. Så nikkede han og fandt en anden farve.
Maria lagde hånden på sin egen mave. Ikke for at skjule. For at holde fast. Tommelfingeren strøg den varme hud, mens han malede. Hun så ned på sig selv og tænkte, at det var den krop, han havde haft munden på. Den krop, han var kommet på. Den krop, der sad her nu og ikke gemte sig.
“Kom her,” sagde hun.
Han satte penslen. Gik hen. Hun greb ham i skjorten og trak ham ind mellem sine knæ, så han stod foran stolen, tynd og høj, mens hun sad nøgen og bred under ham. Hun åbnede hans bukser. Tog ham i munden, langsomt, og kiggede op. Han så ned. På hendes krøller, på brysterne, på maven, på hånden, der holdt om hans hofte.
“Maria…”
Hun slikkede, sugede, lod ham ramme det bløde. Hans fingre fandt ind i hendes hår. Hun mærkede ham blive hårdere, mærkede sit eget køn banke uden at blive rørt. Da hun slap ham, var læberne våde.
“Sæt dig,” sagde hun og klappede på stolen, som om det var hendes.
Han satte sig. Hun klatrede op, et knæ på hver side, og mærkede sin egen vægt, da hun sænkede sig ned over ham. Maven mod hans. Brysterne mod den slanke kiste. Han gled ind i hende, og hun åndede ud mod hans mund.
“Du er tung,” hviskede han.
Hun stivnede et sekund.
“Sådan,” tilføjede han. “Jeg kan mærke det hele. Hold om mig.”
Hun begyndte at bevæge sig. Stolen knirkede. Hendes hofter arbejdede, bløde og stærke, og hun kunne mærke sin mave mellem dem, hver gang hun sank ned. Jacob holdt om hendes bagdel, fingrene dybt i det. Han kiggede på hendes ansigt, så ned på brysterne, der hoppede, så på det sted, hvor de mødtes.
“Kig på mig,” sagde hun.
“Det gør jeg.”
“Nej. På det. På maven. På det hele.”
Han gjorde det. Hun red ham langsommere, så han kunne se. Hendes hånd fandt ned og rørte sig selv, klodset ovenpå, hvor han var inde i hende. Varmen samlede sig hurtigt.
“Jeg kan se dig i lærredet bagved,” sagde han hæst. “Ryggen. Hofterne. Hvordan du tager mig.”
Hun vendte hovedet. I kanten af synsfeltet var der farve, kurver, hendes egen rumfang. Hun kom med åbne øjne, maven presset mod ham, og han holdt hende, mens hun rystede.
Han kom kort efter, inde i hende denne gang, med ansigtet mod hendes hals og begge hænder spredt på hendes ryg.
De blev siddende. Stolen var for lille til dem begge, og det var lige meget. Hans hår kildede hendes kind. Hun mærkede ham blødgøre i sig, mærkede det løbe, da hun løftede sig lidt.
“Jeg skal tisse,” sagde hun pludselig, og så lo hun, fordi det var så banalt efter det andet.
Han pegede hen mod den lille dør i hjørnet. Hun gik nøgen gennem atelieret. Spejlet over vasken var lille og sløret. Hun så alligevel. Kindernes rødme. Brysterne. Maven. Hun tørrede sig og kiggede et sekund længere, end hun plejede.
Da hun kom tilbage, stod han ved lærredet. Det nye. Hun var der allerede – siddende, åben, hånden på maven, glansen mellem lårene antydet uden at blive til porno. Tyngden var rigtig.
“Det er færdigt nok,” sagde han. “Ikke færdigt som i færdigt. Færdigt som i: det er dig.”
Maria stillede sig ved siden af ham. Hendes arm rørte hans. Hun så kvinden på lærredet og vidste, at hun ikke ville beskære hende.
“Må jeg købe det?” spurgte hun.
“Nej.” Han rystede på hovedet. “Men du må komme og se på det. Og sidde igen, hvis du vil. Ikke som en, der skal overtales.”
Hun nikkede. Tok kjolen på til sidst, uden at hive den ned over hofterne, som om de skulle skjules. Lynlåsen gik kun halvt. Hun lod den.
I døren kyssede hun ham. Smagte olie og hud.
“Jeg troede, du ville male mit ansigt,” sagde hun.
“Det gjorde jeg også.” Han strøg en krølle væk fra hendes pande. “Det sidder bare i resten af dig.”
Nede på gaden ramte eftermiddagssolen en butiksrude. Maria så sig selv gå forbi – kraftig, krøllet, kjolen åben i nakken – og hun standsede ikke blikket. Hun gik videre med den samme krop, hun var kommet med. Bare set.
