Bo smækkede grydelåget i, så det klaprede hen over komfuret.
«Sovsen er for mørk. Igen. Hvor svært kan det være at følge en opskrift, man har lavet i tre år?»
Sofie vendte sig langsomt. Hun var et hoved højere end Line og næsten på højde med Bo, når hun rettede ryggen. Den sorte jakke strammede over brystet, det lange mørke hår var sat op, men flere lokker hang klistret i nakken.
«Den er ikke for mørk. Den er, som den skal være. Du smager den ikke engang, før du skriger.»
«Jeg smager den med øjnene, for helvede. Det er mit køkken.»
«Så kig ordentligt.»
Mikkel ved opvasken kiggede over på Line og rullede med øjnene. De andre holdt hovederne nede. Det var tirsdag. Fjerde gang i den her uge.
Bo gik hen mod hende med den gangart, han fik, når han var ved at koge over. Kraftig, skaldet, rød i nakken, forklædet skævt. Syvogfyrre år og stadig i stand til at få et helt hold til at holde vejret.
Sofie flyttede sig ikke.
Hun havde gjort det i to år. Flyttet sig ikke.
Inde i hovedet var det begyndt at skurre. Hadede hun ham? Eller var det det her, hun kom på arbejde for? At stå over for ham, indtil køkkenet blev for småt.
Han standsede for tæt på. Hun kunne se sveden i hans hovedbund, den grove barbering, den måde hans bryst hævede sig under jakken.
«Du undergraver mig foran personalet,» sagde han.
«Du undergraver dig selv, når du skriger, før du har tænkt.»
Line hostede.
«Skal vi… de sidste to borde er færdige.»
«Så send dem,» sagde Bo uden at vende sig.
De sendte. Gæsterne gik. Personalet pakkede. Ingen sagde noget om de to, der stadig stod midt i køkkenet, som om de ventede på, at den anden skulle slå først.
Klokken elleve var de alene.
Emhætten kørte stadig. Gulvet var klistret. Luften lugtede af reduceret fond, fedt og varmt metal.
Sofie begyndte at tørre passet af. Bo stod ved komfuret og gjorde ingenting.
«Du kan gå,» sagde han.
«Det kan du også.»
«Jeg er køkkenchef.»
«Og jeg er den, der rydder op efter dit raserianfald. Igen.»
Han slog ud med armen.
«Du er umulig.»
«Du er tykhovedet.»
«Du står der og…» Han stoppede. Øjnene gled ned ad hende, før han fik samlet dem. «Du ved godt, hvordan du ser ud, når du står sådan.»
Sofie lo.
«Så nu er det min krop, der er problemet? Ikke sovsen.»
«Jeg sagde ikke det.»
«Du tænkte det.»
Hun gik hen til ham. Høje skridt. Hun var vant til at fylde. Kurverne, højden, det mørke hår, der nu var ved at falde ned.
«Sig det, Bo. Sig, at du hader mig.»
Han kiggede på hende. Længe.
«Jeg ved ikke, om jeg gør.»
Det hang mellem dem.
Hun mærkede det i maven. Den tvivl, hun selv havde slæbt rundt på i måneder. At skænderierne var blevet det tætteste, de kom på hinanden. At hun lagde mærke til hans hænder. At hun lagde mærke til, når han svedte igennem jakken. At hun blev stående, når hun burde gå.
«Så hvad laver vi?» spurgte hun.
Han greb hende. Ikke blidt. Hånden om hendes nakke, den anden om hoften, og så kyssede han hende, som om han stadig skændtes.
Hun bed ham i underlæben. Han stønede ind i munden på hende og pressede hende tilbage mod det kolde stål.
Hendes knold gik op. Det mørke hår faldt ned over hans underarme. Hun kunne mærke hans mave, hans bryst, den hårde linje i hans bukser, der ikke havde noget med vrede at gøre.
«Fuck,» mumlede han mod hendes mund.
«Ja,» sagde hun. «Fuck.»
Hun trak i hans forklæde. Han åbnede hendes jakke med hænder, der rystede af noget, der ikke kun var temperament.
Knapperne gik. Hendes bryster i en sort bh, der var blevet klistret af ti timer i køkkenet. Han kiggede ned, som om han stadig var sur over det.
«Du har stået og… hele tiden…»
«Så tag dem,» sagde hun.
Han gjorde det. Munden på hendes hals, hænderne op under bh’en, tommelfingrene over brystvorterne, mens hun greb ham i nakken, hvor der ikke var hår, bare varm hud.
De var stadig i køkkenet. Døren til gangen var ikke låst. Ingen af dem rørte den.
Han løftede hende ikke. Han var kraftig, hun var høj og ikke let, og det var ikke det, det her handlede om. Han vendte hende om i stedet, pressede hende frem over passet, så hendes hænder ramte det afviskede stål.
Hun stønede. Ikke pænt.
«Er det det, du har villet?» spurgte hun bagud.
«Hold kæft,» sagde han, men der var ikke rigtig vrede i det længere. Bare ånde.
Han trak hendes bukser ned. Ikke hele vejen. Nok. Hendes trusser fulgte med. Han strøg en grov hånd mellem hendes ben og fandt hende allerede våd.
«Jesus, Sofie.»
«Skyld ikke på mig. Du er den, der skriger hver dag.»
Han lo. Kort, ru. Så åbnede han sine egne bukser.
Hun mærkede ham mod sig. Tykkere, end hun havde ladet sig forestille, varm, og han ventede ikke på en pæn invitation. Han skubbede ind i hende i ét træk, så hun greb kanten af passet og pressede panden ned mod stålet.
«Bo…»
«Ja. Det er mig.»
Han tog hende hårdt. Ikke fordi han ville vise noget foran et hold. Fordi det var sådan, de talte sammen. Hofterne slog imod hendes, maven mod hendes røv, hånden i det mørke hår, der nu hang løst ned over ryggen.
Hun skubbede tilbage imod ham. Mødte hvert stød. Køkkenet var stille, bortset fra lyden af dem, emhætten og et køleskab, der startede et sted bagved.
«De tror, vi hader hinanden,» fik hun frem mellem åndedrættene.
«De kan tro, hvad de vil.»
Han bøjede sig ind over hende. Munden ved hendes øre, den kraftige krop varm og tung.
«Jeg har kigget på dig i to år,» sagde han. «Hver gang du står der og retter på mig.»
«Så sig det, når du skriger. I stedet for sovsen.»
Han svarede med et stød, der fik hende til at gispe. Hånden gled om på hendes mave og ned mellem hendes ben. Fingrene fandt hende, grove og præcise, mens han blev ved med at tage hende.
Sofie kom først. Overrasket over sig selv, med panden mod metallet, med hans navn i munden, uden at hun havde tænkt over at sige det.
Han fulgte efter kort efter, med et dybt, ru lyd, der ikke lignede noget, personalet nogensinde havde hørt fra ham. Han holdt fast i hendes hofter, mens han kom, og slap først, da han var færdig.
De blev stående. Ham bag hende. Hende over passet. Bukserne om knæene. Åndedrættet højt.
Udenfor gangen var der stadig stille.
Bo trak sig ud. Sofie rettede sig langsomt og trak tøjet på igen, som om hun bare havde tabt en ske. Hendes hår var et rod. Hans forklæde hang skævt.
De kiggede på hinanden.
«Det her,» sagde hun, «ændrer ikke, at din sovs var for mørk.»
Han pustede ud. Næsten et smil. Ikke rigtig.
«Og det her ændrer ikke, at du er umulig.»
«Godt.»
Hun gik hen til vasken og vaskede hænder, som om det var det, der skulle til. Han stod stadig ved passet og kiggede på hende.
Ingen af dem sagde, at de skulle lade være næste gang.
Ingen af dem sagde, at der ville komme en næste gang.
Sofie samlede sit hår op igen. Ikke pænt. Bare væk fra ansigtet.
«Jeg tager den sidste affaldssæk,» sagde hun.
«Jeg slukker komfuret.»
De gjorde det. Hver for sig. Tæt på hinanden. Som om ingenting. Som om det hele.
Da hun gik ud ad bagdøren, kunne hun mærke ham i kroppen. Da han låste, kunne han stadig smage hendes mund.
Onsdag kom alligevel.
Onsdag morgen stod Bo allerede ved komfuret, da Sofie kom ind ad bagdøren. Han sagde ikke godmorgen. Hun sagde det heller ikke.
Line kiggede mellem dem.
«Har I to sovet, eller hvad?»
«Hold kæft, Line,» sagde Bo.
Sofie hængte jakken. Håret var sat stramt op. Hun kunne mærke ham, da hun gik forbi – ikke fysisk, bare det, at hun vidste, hvad hans hænder havde gjort aftenen før.
De skændtes alligevel. Om fisken. Om temperaturen. Om at hun havde skåret løgene for groft. Personalet slappede af. Det lød som altid.
Inde i Sofie var det ikke som altid. Hver gang han hævede stemmen, mærkede hun det lavere. Hver gang hun svarede, så hun hans mund.
Bo havde det værre. Han kunne ikke se på hende, uden at huske, hvordan hun havde set ud over passet. Hvordan hun havde skubbet tilbage imod ham. Hvordan hun havde sagt hans navn, da hun kom.
Han skældte hende ud for en sauce, der var i orden.
Hun vidste det.
«Du leder efter noget at skændes om,» sagde hun, da de andre var ude ved anretningen.
«Jeg leder efter, at du laver dit arbejde.»
«Det gør jeg. Du står bare og kigger for længe.»
Han blev rød i nakken.
«Gå hen og anret.»
Hun gik. Langsomt nok til, at han kunne se det.
Service kørte. De ramte hinanden ved passet, som de altid gjorde, men nu var det ikke tilfældigt. Hans mave mod hendes hofte. Hendes bryst mod hans arm, når hun rakte ind efter en ske. Ingen af dem flyttede sig med det samme.
Mikkel hviskede til Line:
«De er værre i dag.»
«De hader hinanden,» sagde Line. «Det har de altid gjort.»
Bo hørte det. Sofie hørte det også.
Ingen af dem rettede det.
Ved halv ni gik hun ind i kølerummet efter smør. Han kom ind bagefter og lukkede døren. Lyset var hårdt og koldt. Hun vendte sig med en bakke i hænderne.
«Hvad laver du?»
«Jeg skulle bruge æg.»
«Æggene står ude.»
Han stod for tæt på igen. I natten havde det været vrede. Nu var det noget, der lignede, men sad et andet sted.
«Vi kan ikke,» sagde hun.
«Jeg ved det.»
«Så gå ud.»
Han gik ikke. Hun satte bakken fra sig. Hans hånd fandt hendes hofte gennem jakken, grov, varm i kulden. Hun trak ham ind i et kys, der var kortere og mere forsigtigt end aftenen før – og så bed hun ham alligevel.
Han stønede imod hendes mund.
Døren gik op.
Line stod der med en kasse persille.
De sprang fra hinanden så klodset, at det næsten var værre end at blive stående. Bo greb en bakke æg. Sofie tog smørret.
Line kiggede på dem.
«Okay,» sagde hun langsomt. «I må gerne skændes ude ved komfuret. Det er varmere.»
Hun gik.
Døren faldt i.
Sofie pustede ud.
«Hun så det.»
«Hun så, at vi stod og skændtes i et kølerum. Det er det, hun så.»
«Du lyver dårligt.»
«Du kysser dårligt, når du bliver forskrækket.»
Hun lo. Kort. Uventet. Så forsvandt det.
«Vi skal ud.»
De gik ud. Resten af aftenen skændtes de højere end normalt. Personalet nikkede til hinanden, som om verden var på plads.
Da det sidste bord var sendt, blev Line hængende.
«I to skal finde ud af det,» sagde hun. «Det er trættende for resten af os.»
«Der er ikke noget at finde ud af,» sagde Bo.
Sofie tørrede et bræt af og sagde ingenting.
Line gik. Mikkel gik. Opvaskeren gik.
De var alene igen.
Bo slukkede de yderste lamper. Køkkenet lå i det gule lys over passet. Sofie stod med ryggen til ham og vaskede knive, som om hun havde tænkt sig at blive der hele natten.
«Du kunne være gået,» sagde han.
«Det kunne du også.»
Han kom hen bag hende. Rørte hende ikke med det samme. Bare stod der, kraftig, varm, åndedrættet tæt på hendes nakke.
«Jeg har tænkt på det hele dagen.»
«Jeg også.»
«Det er et problem.»
«Ja.»
Hun vendte sig. Det mørke hår var begyndt at glide ned igen. Hun var høj nok til at se ham lige i øjnene.
«Hadede du mig i går?»
Han rystede på hovedet.
«Nej.»
«I dag?»
«Jeg blev skideirriteret på dig. Det er ikke det samme.»
«Godt,» sagde hun. «For jeg blev også skideirriteret. Og så stod jeg alligevel og blev våd, mens du skreg om løg.»
Han lukkede øjnene et øjeblik.
«Sofie.»
«Hvad? Du vil have, jeg skal lyve?»
Han kyssede hende. Hårdere end i kølerummet. Hendes ryg ramte kanten af vasken. Hun greb hans forklæde og trak ham ind mellem sine ben, så han stod presset op ad hende, allerede hård, allerede utålmodig.
«Ikke herude,» fik hun frem. «Line kan komme tilbage.»
«Kontoret.»
De gik derind uden at tale. Det lille rum bag køkkenet med vagtplanen, den gamle stol og lugten af kaffe og papir. Han låste døren. Hun lagde håret løs, mens hun kiggede på ham, som om hun stadig var i gang med at skændes.
«Hvis du skriger, kan de høre det udefra.»
«Så skrig ikke,» sagde han.
«Det er dig, der skriger.»
Han trak jakken af hende. Hun hjalp ikke pænt. Hun hjalp hurtigt. Bh’en fulgte med. Han tog hendes bryster i hænderne, tunge, varme, og munden på den ene brystvorte, mens hun lænede sig tilbage mod skrivebordet og åbnede hans bukser.
Hun fik ham frem. Tog om ham. Han var tyk i hånden, varm, og han stønede lavt imod hendes hud.
«Sæt dig,» sagde hun.
«Hvad?»
«Stolen. Du er for langsom, når du står og bestemmer.»
Han lo, ru og kort, og satte sig. Stolen knagede under ham. Hun trak bukser og trusser af, klatrede op over ham – høj, kurvet, ikke forsigtig – og sænkede sig ned over ham i ét langt træk.
Begge stivnede.
«Fuck,» hviskede han.
Hun begyndte at bevæge sig. Langsomt først, så hårdere, hænderne på hans skaldet hoved, hans hænder om hendes røv, op ad ryggen, ind i det mørke hår. Stolen gik bagud og ramte væggen. Ingen af dem stoppede.
Hun bøjede sig frem og bed ham i skulderen, da det begyndte at samle sig. Han holdt fast og stødte op i hende nedenfra, grov, præcis, indtil hun kom med ansigtet presset ned i hans hals, stille, rystende, med lårene stramme om ham.
Han kom lige efter, med et støn, han ikke fik holdt helt nede, hænderne hårde om hendes hofter.
De blev siddende. Hendes pande mod hans. Hans mave mod hendes. Stolen stadig skæv.
Udenfor var køkkenet stille.
«De tror stadig, vi hader hinanden,» sagde hun efter et stykke tid.
Bo strøg en tommelfinger hen ad hendes hofte, som om han ikke havde lagt mærke til, at han gjorde det.
«Så lad dem.»
Hun løftede hovedet og kiggede på ham.
«Indtil i morgen,» sagde hun. «Så skændes vi igen.»
«Ja,» sagde han. «Det gør vi.»
Ingen af dem rejste sig med det samme.
Stolen var blevet for lille.
Sofie løftede sig af ham. Hun tog et stykke køkkenrulle fra skrivebordet uden at gøre det til et nummer. Bo sad stadig med bukserne åbne, skaldet hoved rødt, åndedrættet tungt.
«Du skal op,» sagde hun.
«Jeg ved det.»
Han rejste sig. Stolen gled hen ad gulvet. De klædte sig på i lyset over vagtplanen. Hendes bh sad skævt. Hans forklæde var et rod. Ingen af dem rettede det rigtigt.
Hun låste op.
Køkkenet lå, som de havde forladt det. Hun tog sin jakke. Han slukkede det sidste lys. Udenfor var der koldt. Hun gik til cyklen. Han gik til bilen. De sagde ikke farvel.
Torsdag kom alligevel.
Bo var allerede i gang med fonden, da hun kom. Han kiggede op. Kiggede væk. Sofie bandt håret strammere end normalt og gik direkte til sit sted.
Line stod med en bakke glas og fulgte dem med øjnene lidt for længe.
«Godmorgen,» sagde Sofie til Line.
«Nå. I taler til andre mennesker i dag.»
«Hold kæft, Line,» sagde Bo fra komfuret.
Det lød som altid. Det var ikke som altid.
Fisken kom for sent. Bo gik i luften. Sofie svarede, at han skulle have bestilt dagen før. Han kaldte hende arrogant. Hun kaldte ham doven. Mikkel gik en omvej uden om dem begge.
Inde i Sofie sad onsdagen stadig. Stolen. Hans hænder. Måden han havde sagt hendes navn på, da han kom. Hun skar persille og mærkede ham alligevel, hver gang han gik forbi.
Bo havde det værre. Han brændte smøret af, fordi han kiggede på hendes røv i stedet for panderne. Så skældte han hende ud for at stå i vejen.
«Jeg står, hvor jeg altid står,» sagde hun.
«Så stå et andet sted.»
«Nej.»
Personalet nikkede til hinanden. Verden var på plads.
Ved anretningen ramte hans hånd hendes, da de begge greb efter den samme ske. Ingen af dem slap med det samme. Line så det. Sofie slap. Bo smed skeen i vasken, som om den var skyld i det hele.
«I to skal ud og ryge eller slå hinanden,» mumlede Mikkel.
«Vi har travlt,» sagde Sofie.
Service kørte. De ramte hinanden tre gange ved passet. Fjerde gang blev han stående bag hende et sekund for længe, maven mod hendes ryg, ånde i nakken.
«Flyt dig,» sagde hun lavt.
«Det er mit køkken.»
«Så opfør dig, som om du kan styre det.»
Han gik. Rød i nakken. Hård i bukserne. Hun vidste det. Hun kunne mærke det på sig selv også, klistret, irriteret, våd, midt i en fredagsmenu om torsdagen.
Da det sidste bord var sendt, blev Line hængende igen.
«Sofie.»
«Hvad.»
Line kiggede over på Bo, der stod og skrubbede en pande, som om den havde fornærmet ham.
«Hader I hinanden. Eller hvad fuck er det, der sker.»
Sofie tørrede hænderne.
«Vi hader hinanden.»
«Okay,» sagde Line. «Så er det bare det.»
Hun gik. Mikkel gik. Opvaskeren gik.
Bo vendte sig, da døren var faldet i.
«Du lyver dårligt.»
«Jeg lyver fint. Hun gik.»
«Du sagde, vi hader hinanden.»
Sofie lænede sig op ad passet. Håret var begyndt at glide ned. Jakken åben i halsen. Hun var høj, kurvet, træt og overhovedet ikke færdig.
«Gør vi?»
Han kom hen til hende. Ikke løbende. Bare den der tunge gang.
«Jeg blev så skideirriteret på dig i dag, at jeg næsten smed panden efter dig.»
«Det hørte jeg.»
«Og så stod jeg alligevel og tænkte på at tage dig op ad køleskabet, mens de andre stod tre meter væk.»
«Det hørte jeg også. Bare ikke med ørerne.»
Han greb hendes hår. Ikke hårdt nok til at gøre ondt. Hårdt nok til at hun åbnede munden. Han kyssede hende stående midt i køkkenet, med lyset tændt, med bagdøren ulåst.
Hun bed ham. Igen. Han stønede. Hendes ryg ramte køleskabsdøren med et dump.
«Ikke her,» fik hun frem. «Hvis Line har glemt noget.»
«Så kom.»
De gik ikke ind i kontoret. De gik ud i gangen til omklædningen, det lille rum med skabe, en bænk og lugten af vaskemiddel og gamle sko. Han smækkede døren i. Der var ingen lås. Bare en krog.
Sofie trak sin t-shirt af. Han kiggede på hende, som om han stadig var sur. Brysterne tunge i bh’en, maven, hofterne, det mørke hår ned over skuldrene.
«Du står der og kigger, som om jeg har ødelagt din menu.»
«Du ødelægger mit hoved.»
«Godt.»
Hun åbnede hans bukser. Gik ned på knæ på det klistrede gulv, fordi hun havde lyst, og fordi hun var træt af, at han hele tiden skulle være den, der tog. Han stivnede, da hun tog ham i munden. En hånd i hendes hår. Den anden mod skabet bag ham.
«Sofie… fuck…»
Hun tog ham dybt, ikke pænt, ikke langsomt. Han var tyk, varm, og han ramte hendes svælg, så hun måtte trække vejret gennem næsen. Han stødte frem, mistede rytmen, fandt den igen. Hun kiggede op. Han kiggede ned. Skaldet, rød, åben i munden, stadig med forklædet på.
Han trak hende op, før han kom.
«Ikke færdig,» sagde han.
«Det er jeg heller ikke.»
Han vendte hende mod skabene. Bukserne ned. Hendes trusser til side. Han skubbede ind i hende udefra, et langt, groft træk, så hun ramte metallet med begge hænder.
«Bo—»
«Ja.»
Han tog hende stående. Maven mod hendes røv, hånd om hendes bryst, den anden mellem hendes ben. Skabet slog i rytmen. Udenfor gangen var der stadig stille. Hun kom med ansigtet presset mod sit eget navneskilt, stille og voldsomt, og han fulgte efter med tænderne i hendes skulder, så hun ville have mærket næste dag.
De blev stående. Ham i hende. Hende mod skabet.
«Line spurgte,» sagde hun.
«Jeg hørte det.»
«Jeg sagde, vi hader hinanden.»
Han pustede ud mod hendes nakke.
«Sig det igen i morgen. Foran dem.»
Hun lo. Lavt. Ru.
«Det kan jeg godt.»
Hun rettede tøjet. Han også. Hendes hår var ødelagt. Der sad et rødt mærke på hendes skulder, hvor jakken ville dække det.
De gik ud i køkkenet hver for sig, med tre sekunders mellemrum, som om det betød noget.
Fredag stod stadig i vagtplanen.
Fredag aften var booket fuldt.
Bo stod ved komfuret med rød nakke, før den første kuvert var sendt. Sofie bandt håret op, så stramt at det strammede i tindingerne. Jakken dækkede mærket på skulderen. Hun kunne mærke det alligevel, hver gang stoffet strøg.
«Saucen er for tynd,» sagde han.
«Den er, som du bad om i går.»
«Jeg bad ikke om suppe.»
«Så smag den, inden du skriger.»
Line satte en bakke fra sig hårdere end nødvendigt.
«Kan I ikke bare slå hinanden og blive færdige?»
«Arbejd,» sagde Bo.
Mikkel grinede nede ved opvasken.
«De slår hinanden ihjel inden dessert.»
Sofie gik forbi Bo med en pande. Hendes hofte ramte hans. Ikke tilfældigt. Han greb hendes håndled et sekund under passet, ude af syne.
«Senere,» mumlede han.
«Hvis du kan styre din sauce indtil da.»
Hun rev sig løs. Han blev stående et halvt sekund for længe, før han vendte sig til panderne.
Service kørte hårdt. De skændtes om fisken, om anretningen, om at hun stod i vejen, om at han aldrig lyttede. Personalet slappede af i det. Det lød som had. Det så ud som had.
Inde under jakken var Sofie klistret. Hver gang han hævede stemmen, mærkede hun det mellem benene. Hver gang hun svarede, så hun hans mund og huskede, hvor den havde siddet.
Bo brændte smørret af for anden gang den uge. Så skældte han hende ud for at have flyttet saltet.
«Det står, hvor det altid står,» sagde hun.
«Så har du rørt ved det.»
«Jeg rører ved en masse. Det er derfor, du er så sur.»
Line hostede. Mikkel kiggede ned i vasken.
Bo blev rød helt op over det skaldede hoved. Han gik tæt på hende ved passet, så kun hun kunne høre ham.
«Du skal holde din kæft, indtil de er gået.»
«Eller hvad?»
Han kiggede på hendes mund.
«Eller jeg tager dig, mens de stadig står herinde.»
Hun smilede ikke. Hun blev bare våd. Så sendte hun næste tallerken, som om han havde talt om timingen på en sauce.
Ved ti-tiden gik Line ud efter sin telefon. Hun kom tilbage ind ad bagdøren, mens Bo stod bag Sofie ved køleskabet, hånden et sted, den ikke skulle være, munden ved hendes øre.
Sofie så Line først.
«Sausen,» sagde hun højt. «Den er stadig for tynd.»
Bo slap hende, som om han havde fået en pande i nakken.
«Så jævn den, for helvede.»
Line stod i døren med telefonen i hånden og kiggede på dem.
«I to er syge,» sagde hun. «Rigtig syge.»
«Godt,» sagde Sofie. «Så kan du gå.»
Line gik. Døren faldt i. Bo pustede ud.
«Hun så det.»
«Hun så, at vi skændtes. Igen.»
«Du lyver stadig dårligt.»
«Og du tager stadig for hårdt fat, når der er folk i rummet.»
Han lo. Kort. Ru. Ikke rigtig et smil.
Det sidste bord gik. Mikkel tog affaldet. Line tog sin taske uden at sige mere. Opvaskeren nikkede og forsvandt.
De var alene.
Bo slukkede de yderste lamper. Det gule lys over passet blev tændt. Sofie stod og vaskede hænder, selv om de allerede var rene.
«Kom her,» sagde han.
«Sig det pænt.»
«Nej.»
Hun gik alligevel. Høj, kurvet, håret ved at glide ned, jakken åben. Han greb hende om nakken og kyssede hende, som om service stadig kørte, og han ikke havde tid til at være blid.
Hun bed ham i underlæben. Han stønede og pressede hende op ad den varme ovn, ikke nok til at brænde, nok til at hun gispede.
«Her,» sagde hun. «Hvis de kommer tilbage, kan de se det. Jeg er færdig med at løbe ind i skabe.»
«Du er umulig.»
«Du er tykhovedet.»
Han åbnede hendes bukser. Hun åbnede hans. Ingen af dem gjorde det pænt. Han løftede hendes ene ben op om sin hofte – hun var høj nok, han var kraftig nok – og skubbede ind i hende stående, midt i køkkenet, med bagdøren ulåst og lyset tændt.
Hun greb hans skaldede hoved med begge hænder.
«Bo—»
«Ja. Det er stadig mig.»
Han tog hende hårdt. Maven mod hendes, ånde i ansigtet, hver stød et svar på alle de gange, de havde skreget om løg og sovs og salt. Hun mødte ham. Skubbede tilbage. Ovnens varme i ryggen, hans krop foran, køkkenet omkring dem, som det altid havde været.
«De tror, vi hader hinanden,» fik hun frem.
«Lad dem.»
«Gør vi?»
Han stødte op i hende, så hun måtte bide sig i læben for ikke at skrige.
«Jeg hader, når du retter på mig. Jeg hader, når du har ret. Jeg hader, at jeg ikke kan holde kæft, når du står der.»
«Det er ikke et nej.»
«Det er ikke et nej,» sagde han.
Hun kom først, med panden mod hans, stille og voldsomt, lårene stramme om ham. Han fulgte efter med et dybt, ru støn og hænderne hårde om hendes røv, som om han stadig var i gang med at skændes.
De blev stående. Ham i hende. Hende op ad ovnen. Åndedrættet højt i det tomme køkken.
Udenfor var gaden stille.
Sofie sænkede benet. Hun rettede tøjet med hænder, der stadig rystede lidt. Han lukkede bukserne. Forklædet sad skævt. Hendes hår var et rod.
«Mandag,» sagde hun.
«Mandag skændes vi.»
«Og de andre tror stadig, vi hader hinanden.»
Bo kiggede på hende. Længe. Temperamentet var der stadig. Det var bare ikke det eneste.
«Så lad dem,» sagde han. «Det er nemmere.»
«Og dårligere løgn.»
«Ja.»
Hun samlede sit hår op. Ikke pænt. Bare væk fra ansigtet. Han slukkede komfuret. Hun tog affaldssækken. De gjorde det, som de plejede. Hver for sig. Tæt på hinanden.
Da hun gik ud ad bagdøren, kunne hun mærke ham i kroppen og mærket på skulderen under jakken. Da han låste, kunne han stadig smage hendes mund.
Mandag ville hun sige, at saucen var for mørk.
Han ville skrige, før han havde smagt den.
Og ingen af dem ville flytte sig.
