Linda parkerede den røde Volvo i den bagerste række og trak håndbremsen. Uret viste 21:38. Kørselsforbuddet trådte i kraft ved midnat, og hun skulle blive her til søndag aften. Den tyske rasteplads syd for Hannover var allerede tæt pakket. Gule lamper over asfalten, lugt af diesel og varm asfalt, den monotone summen fra et par generatorer.

Hun så Scanien med det samme. Mørkeblå, tre pladser længere nede. Hun havde set den for tre uger siden ved Magdeburg. Før det ved tanken i Padborg. Og en eftermiddag ude på A7, hvor han kørte foran hende så længe, at hun begyndte at kende hans kørsel.

Manden bag rattet var svær at overse. Stor og bred, med et tæt gråsprængt skæg og t-shirt, uanset om det regnede eller blæste.

Linda var 50, bredskuldret, kraftig, med kort blondt hår, der altid så lidt uordentligt ud efter en lang tur. Hun var vant til at sidde alene i kabinen om aftenen. Det var bare jobbet. Alligevel sad hun nu og kiggede.

Døren til den blå lastbil gik op. Han kom ud, strakte armene over hovedet, rullede skuldrene og tændte en cigaret. Så vendte han hovedet.

Deres øjne mødtes.

Linda nikkede. Han nikkede. Så kom der et lille smil.

Hun åbnede sin dør og gik ned. Luften var kølig nu. Hun gik hen mod ham uden at skynde sig.

«Hej,» sagde hun.

«Hej.» Hans stemme var dyb. Dansk, som hun havde regnet med. «Du kører Volvoen.»

«Og du kører den Scania, jeg har set over det halve Europa.»

Han grinede. «Så du har lagt mærke til den.»

«Den er svær at overse. Du er også svær at overse.»

Han kiggede på hende. Ikke slimet. Bare ærligt. «Det samme kan man sige om dig.»

De stod et øjeblik. Et sted længere nede spillede nogen radio. Ellers var der stille.

«Vil du have kaffe?» spurgte han. «Jeg har sat en kande over.»

«Gerne.»

Hun kravlede op i hans kabine. Den var varm og lille. Lugtede af kaffe, diesel og mand, der havde boet der længe. En dyne var slået til side på køjen. Han hældte op i to krus og satte sig. Der var næsten ikke plads. Hans knæ rørte næsten hendes.

«Peter,» sagde han. «53.»

«Linda. 50.»

«Jeg har set dig flere gange. Tænkt, at jeg burde sige noget. Men man kører jo videre, ikke?»

«Indtil man ikke kan.» Hun smilede. «Kørselsforbud er nogle gange det bedste, der kan ske.»

Han nikkede og drak. «Hvor længe har du kørt lastbil?»

«Femten år. Før det bus. Det her passer bedre. Man er sin egen.»

«Ja. De fleste dage.»

De drak. Stilheden var ikke akavet. Den var bare tæt. Linda kunne mærke varmen fra ham. Han var større tæt på, end hun havde troet. Skægget tæt, hænderne store, øjnene mørke. Hun kunne se, at han kiggede på hende på samme måde. På skuldrene. På det korte hår. På munden.

«Jeg har tænkt på dig,» sagde han stille. «Når jeg har set dig ude på vejen. Tænkt, at du så rigtig ud. Som om du hører til herude.»

«Det gør jeg.» Hun satte kruset fra sig. «Og du ser ud, som om du ikke er bange for at tage fat.»

Han smilede skævt. «Det er jeg heller ikke. Men det er ikke paller, jeg tænker på lige nu.»

Hun mærkede det. Den langsomme varme, hun ikke havde mærket i lang tid.

«Hvad tænker du på så?»

Han lagde hånden på hendes lår. Tung og varm. Hun flyttede den ikke.

«På det her,» sagde han.

Linda lænede sig ind. Deres munde mødtes. Det var sultent fra første sekund. Hans skæg kradede. Hans hænder fandt hendes ryg og hendes talje, hendes kraftige krop. Hun greb fat i hans t-shirt og mærkede de brede skuldre.

De kyssede, indtil de trak efter vejret.

«Kom,» mumlede han og trak hende med over på køjen.

Der var ikke plads, men det gjorde ikke noget. Linda satte sig over ham. Hun kunne mærke ham hård under bukserne. Hun gned sig langsomt imod ham, mens hun trak hans t-shirt af. Hans mave var blød, brystet håret, armene tykke og varme.

Han fik hendes t-shirt af. Hendes bh var almindelig, ingenting særligt. Han så alligevel på hende, som om han havde ventet på det. Hans hænder gled over hendes bryster, og hun sukkede.

«Linda,» sagde han lavt.

Hun bøjede sig og kyssede ham igen. Hans hænder gled ned i hendes bukser og greb fat i hendes bagdel. Kraftig og blød.

Udenfor kørte en lastbil forbi. Inde i kabinen var der kun dem og den lille lampe over køjen.

Linda rejste sig, åbnede bæltet og skubbede bukserne ned. Peter gjorde det samme. De hjalp hinanden, kluntede og utålmodige. Så var hun nøgen over ham, og han var nøgen under hende.

Hun tog fat om ham. Tykk og varm. Hun førte ham ind og sank ned, langsomt, indtil han var helt inde i hende.

De stod stille. Så begyndte hun at bevæge sig.

Hun gned sig frem og tilbage over ham, langsomt først. Han fyldte hende godt, og hun mærkede det helt op i maven. Peters hænder lå tungt på hendes hofter. Han kiggede op på hende, munden åben, skægget mørkt i det gule lys fra lampen over køjen.

«Du er så varm,» sagde han lavt.

Linda svarede ikke. Hun lænede sig frem, støttede hænderne på den smalle madras ved hans skuldre og bevægede sig dybere. Hans skæg kradede hendes hals, da han rejste hovedet og tog fat i hendes bryst med munden. Hun stønede stille imod hans hår.

Udenfor gik nogen forbi på asfalten. Stemmer. En bildør. Inde hos dem blev det bare tættere.

Hun satte tempoet op. Køjen knirkede. Peter greb hårdere, hjalp hende ned over sig, mødte hende nedefra. Hans mave var blød mod hendes, brystet håret, og hun kunne lide det. Der var ikke noget pænt eller forsigtigt over det. Bare to kroppe, der havde set hinanden for længe ude på vejen.

«Kom her,» mumlede han og vendte dem.

Der var næsten ikke plads. Hun endte på siden, med ryggen mod væggen, og han kom ind bagfra, en arm under hende, den anden om hendes mave. Hun mærkede hans skæg i nakken og hans lår mod hendes. Han stødte ind i hende, rolige, faste bevægelser, og hun pressede sig tilbage imod ham.

«Ja,» hviskede hun. «Sådan.»

Hans hånd gled ned mellem hendes ben. Fingrene fandt hende, grove og præcise, mens han blev ved. Linda bed sig i læben. Hun var våd om hans fingre, våd om ham, og lyden af det fyldte kabinen sammen med deres åndedræt.

En lastbil startede et sted ude på pladsen. Motoren brummede længe, så kørte den. De standsede ikke.

Peter trak sig ud, vendte hende om på ryggen så godt pladsen tillod det, og gled ned. Hun spredte benene, og han lagde munden på hende. Skægget kildede indersiden af lårene. Hans tunge var varm, langsom, og hun greb fat i hans hår.

«Peter…»

Han svarede ikke. Han slikkede hende, holdt hendes lår, indtil hun begyndte at ryste. Så kom han op igen, kyssede hende, så hun kunne smage sig selv, og skubbede sig ind i hende igen.

Nu gik det hårdere. Han holdt sig oppe på armene, så han ikke knuste hende, men hun trak ham ned alligevel. Hun ville mærke vægten. Den store krop over sig, skægget mod kinden, stødene der fik madrassen til at slå imod væggen.

«Jeg kommer,» sagde hun, stemmen brudt.

«Så kom.»

Hun gjorde det med ansigtet i hans hals, med benene slået om ham, mens han blev ved. Lige bagefter stivnede han, stødte dybt og kom i hende med en lav lyd, der nærmest var et grynt.

De lå stille. Sveden kølede på huden. Lampen lyste stadig. Udenfor var rastepladsen faldet til ro igen.

Peter trak sig langsomt ud og faldt hen ved siden af hende. Der var knap plads til dem begge. Hans arm endte under hendes nakke alligevel.

Linda pustede. Hun kunne mærke ham mellem benene, varm og klistret, og hun smilede op i loftet.

«Det var det, du havde tænkt på ude på A7,» sagde hun.

Han grinede stille. «Noget i den retning. Du?»

«Ja.» Hun vendte hovedet. «Hver gang jeg kørte forbi den blå Scania.»

Han strøg hende over maven, over det korte lyse hår ved skødet, uden at gøre mere ved det endnu. Fingrene var afslappede.

«Vil du have en cigaret?»

«Gerne.»

Han fumbled efter pakken i bukselommen nede på gulvet, tændte to og rakte hende den ene. De lå nøgne i køjen og røg, med det lille vinduessprække trukket op, så røgen kunne sive ud. Luften lugtede af sex, tobak og diesel.

Linda kiggede på ham i profil. Det grove skæg, den store næse, den rolige mund.

«Hvor kører du hen, når forbuddet er ovre?» spurgte hun.

«Hamburg. Så videre nordpå. Dig?»

«Mod Stuttgart med et læs. Men det er i morgen aften.» Hun piftede røg. «Vi har natten.»

«Ja.» Han kiggede på hende. «Vi har natten.»

Hun mærkede hans hånd igen, denne gang mere vågen, tommelfingeren der strøg langs hendes brystvorte, som om han ikke var færdig. Hun var det heller ikke. Kroppen var stadig åben, stadig varm.

Udenfor tændte nogen en motor et kort øjeblik og slukkede den igen. Ellers var der kun generatorerne og den fjerne motorvej.

Linda skubbede dynen ned og satte sig op så godt hun kunne. Hun bøjede sig over ham og tog ham i munden. Han var blød endnu, men hun mærkede ham spænde, mens hun slikkede ham ren, langsomt, uden at have travlt. Hans hånd landede i hendes korte hår.

«Linda…»

Hun så op på ham, munden stadig om ham, og mærkede ham blive hård igen mellem læberne.

Hun blev ved. Langsomt, uden at have travlt. Hun slikkede langs ham, tog ham dybere, mærkede ham spænde i munden. Peters hånd lå i hendes korte hår, ikke hårdt, bare der. Han pustede gennem næsen og kiggede ned på hende i det gule lys.

«Du behøver ikke…» begyndte han.

«Jeg vil,» sagde hun og tog ham ind igen.

Kabinen var lille og varm. Hendes knæ ramte kanten af køjen. Hans lår var grove under hendes hænder. Hun kunne smage sig selv på ham endnu, og det gjorde hende våd igen. Udenfor gik nogen forbi med tunge skridt. Hun stoppede ikke. Hun kunne lide, at verden var derude, og at de lå herinde alligevel.

Da han var helt hård, släppede hun ham med et klik af læberne og kravlede op over ham.

«Bliv liggende,» sagde hun.

Hun vendte sig med ryggen til ham, greb rattet, der stak ind over køjen, og sænkede sig ned. Han gled ind i hende bagfra, dybt, og hun stønede stille imod rattet. Peter satte sig delvist op, greb om hendes hofter, mærkede den kraftige ryg og de brede skuldre.

«Jesus, Linda.»

Hun bevægede sig. Langsomme, tunge bevægelser, så han ramte hende rigtigt. Hendes bryster rystede. Hun kunne se ud gennem forruden, sløret af dug og nat. En anden lastbil stod tre pladser væk med lyset tændt i kabinen. Hun vidste ikke, om nogen kiggede. Tanken gik lige gennem hende.

«Der er nogen derovre,» hviskede hun.

Peter fulgte hendes blik, men stoppede ikke. «Så må de kigge.»

Hun smilede skævt og pressede sig hårdere ned. Hans hænder gled frem og fandt hendes bryster, knugede dem, tommelfingrene over vorterne. Hun lagde sit eget hoved tilbage mod hans skulder, og hans skæg kradede hendes kind.

Det gik hurtigere. Køjen knirkede igen. Hun holdt fast i rattet med den ene hånd og nåede ned mellem sine egne ben med den anden. Peter mærkede det og stødte dybere.

«Kom for mig,» sagde han tæt ved øret.

Hun gjorde det med åben mund, uden lyd næsten, bare kroppen der trak sig sammen om ham. Han holdt hende, mens det gik gennem hende, og så vendte han dem klodset om, så hun lå på maven, halvt ude over kanten. Han kom ind i hende igen, hårdere nu, med hånden i hendes nakke, ikke groft, bare fast.

Linda pressede ansigtet ned i dynen. Hun kunne mærke hvert stød. Hans mave klaskede imod hendes bagdel. Der var sved mellem dem. Der var den lille slaskende lyd. Der var hans åndedræt, der blev ujævnt.

«Jeg kan ikke holde…»

«Så lad være,» mumlede hun.

Han stødte et par gange til, dybt, og kom i hende igen. Hun mærkede det, varmt, og holdt ham inde med et ben, indtil han faldt sammen over hendes ryg.

De lå sådan et stykke tid. Hans vægt var tung. Hun kunne lide den.

Så rullede han af, så godt pladsen tillod det, og de lå skulder ved skulder, nøgne, klistrede, med dynen halvt på gulvet.

Linda grinede pludselig, stille.

«Hvad?» spurgte han.

«At vi har kørt forbi hinanden i månedsvis. Og nu ligger vi her og sveder i din køje, mens halvdelen af Tyskland sover ude på asfalten.»

Peter strøg hende over det korte hår. «Jeg skulle have banket på din dør ved Magdeburg.»

«Du skulle. Jeg havde lukket op.»

Han fandt en flaske vand i nettet ved sengen. De drak efter hinanden. Hun tørrede sig mellem benene med et håndklæde, han rakte hende, uden at det blev pinligt. Bare praktisk. Som folk, der levede i kabiner.

«Har du nogen derhjemme?» spurgte hun.

Han rystede på hovedet. «Ikke længere. Har kørt for længe. Du?»

«En eks, der blev træt af at vente. Det er år siden. Nu er det mest vejen.» Hun kiggede på ham. «Det er fint. De fleste dage.»

«Og i nat?»

«I nat er det bedre.»

Han smilede ind i skægget. Hun lænede sig ind og kyssede ham, langsommere nu. Mindre sult. Mere den der varme, der sidder i kroppen bagefter.

Udenfor blev det stillere. Generatorerne summede. Et sted lo nogen kort, så blev der stille igen.

Linda gled ned ad ham og lagde hovedet på hans bryst. Det hårede, bløde. Hans arm om hendes ryg. Hendes lår over hans.

«Vi kan ikke sove sådan her hele natten,» sagde hun. «Der er ikke plads.»

«Vi kan prøve. Eller vi kan skiftes. Eller du kan hente din dyne.»

Hun tænkte på sin egen Volvo tre pladser væk. Den røde. Hendes kedel, hendes radio, hendes ensomme køje.

«Jeg henter den om lidt,» sagde hun. «Ikke endnu.»

Hans hånd gled langsomt ned ad hendes ryg, over den kraftige bagdel, og blev liggende. Ikke krævende. Bare til stede.

«Hvad tænkte du, første gang du så mig?» spurgte han.

«At du så ud, som om du kunne holde til det. Vejen. Og at jeg godt kunne tænke mig at mærke det skæg.» Hun kørte en finger gennem det. «Det kunne jeg.»

«Jeg tænkte, at du sad deroppe, som om kabinen var din. Og at jeg gerne ville have dig ned.»

«Nu har du det.»

«Ja.» Han kiggede på loftet. «Nu har jeg det.»

De lå stille. Linda mærkede, at hun ikke var færdig med natten. Kroppen var mør og tilfreds, men der var timer til søndag, og han var varm imod hende. Hun strøg ham hen over maven, ned, og fandt ham blød og øm.

«Senere,» sagde hun. «Vi har tid.»

«Vi har hele forbuddet,» svarede han.

Hun nikkede, lukkede øjnene et øjeblik og lyttede til hans hjerte under øret. Et sted ude på pladsen gik en dør. Så var der kun dem igen.

Hendes fod var blevet kold. Dynen lå stadig nede på gulvet. Peter havde lukket øjnene, men hånden på hendes ryg gled stadig langsomt frem og tilbage.

«Jeg henter den,» sagde hun.

Han åbnede øjnene. «Tag noget på. Asfalten er kold.»

Hun fandt t-shirten, trak den over hovedet og gik ned i underbukser. Luften ramte hende med det samme. De gule lamper stod i rækker over lastbilerne. Et par kabiner havde stadig lys. De fleste var mørke.

Hendes røde Volvo stod, hvor hun havde parkeret den. Hun kravlede op, greb dynen, puden og en tyk hættetrøje. Den tomme køje så pludselig lille og ligegyldig ud. Hun lukkede døren stille og gik tilbage.

Peter havde ryddet plads. Hun smed dynen ind, kravlede op og bredte den over dem begge. Nu kunne de ligge. Hendes pude under hovedet, hans arm om hende, hættetrøjen nede ved fødderne, hvis det blev koldt.

«Bedre,» sagde hun.

«Meget bedre.»

De lå og lyttede. En generator. En fjern lastbil på motorvejen. Hans brystkasse under hendes kind. Hun strøg ham over det hårede bryst, ned over den bløde mave, uden at have travlt.

«Du lugter af lastbil,» sagde hun.

Han grinede stille. «Du også.»

«Det er et kompliment.»

«Det ved jeg.»

Hun løftede hovedet og kyssede ham. Langsomt. Mindre sult end før, mere den der varme, der bliver, når man allerede har taget hinanden to gange og stadig ikke er færdig. Hans skæg kradede. Hans hånd fandt vejen ind under hendes t-shirt og lå der, tung og varm på hendes ryg.

Hun mærkede ham mod låret. Ikke hård endnu. Bare til stede.

«Senere, sagde jeg,» mumlede hun imod hans mund.

«Det er senere.»

«Ja.» Hun smilede. «Det er det.»

Hun trak t-shirten af og skubbede dynen ned til livet. Han kyssede hendes bryster, langsomt, tog en brystvorte i munden, mens hånden gled ned mellem hendes ben. Hun var stadig våd. Øm. Åben. Hans fingre fandt hende uden at lede.

Linda spredte lårene og lod ham holde hende der, mens hun kyssede ham. Små bevægelser. Ingen knirken endnu. Bare hans fingre og hendes åndedræt og den tykke dyne over deres hofter.

«Kom i mig,» hviskede hun.

Han gled ind fra siden. De lå ansigt til ansigt, hendes ene ben over hans hofte, hans arm under hendes nakke. Det var dybt og langsomt. Ingen stød, der ramte væggen. Bare ham inde i hende, og hendes pande mod hans.

«Sådan,» sagde hun.

Han nikkede. De bevægede sig sammen, små ryk, som om kabinen selv krævede, at de var stille nu. Hun kunne se ham. Øjnene. Skægget. Den store krop, der fyldte hele køjen. Hun holdt ham i nakken og mærkede hvert lille stød helt ind.

Udenfor gik nogen forbi igen. De stoppede ikke. Hun bed sig i læben og kom stille, med øjnene i hans, med ham dybt i sig. Han fulgte med kort efter, uden lyd næsten, bare et langt åndedrag imod hendes mund.

De blev liggende sådan. Ham stadig i hende, indtil han gled ud af sig selv. Linda trak dynen op over skuldrene og puttede sig ind til ham.

«Nu kan vi sove,» sagde hun.

«Ja.» Hans stemme var allerede tyk. «Nu kan vi.»

Hun huskede at slukke lampen. Mørket i kabinen var ikke helt mørkt. De gule lamper udefra lå som en stribe over forruden. Peter fandt hendes hånd under dynen og holdt den.

Linda faldt i søvn med næsen i hans skæg.

Hun vågnede, fordi lyset havde skiftet. Gråt, tidligt. Ikke morgen endnu, men på vej. Peter sov med munden lidt åben og en arm slået over hende, tung som en sæk. Hun lå og kiggede på ham. Det korte, uordentlige hår i nakken. Det grå i skægget. Den store hånd på hendes mave.

Hun skulle køre mod Stuttgart, når forbuddet sluttede. Han skulle til Hamburg. Det ændrede ikke noget ved det, der lå mellem dem i køjen.

Hun kravlede forsigtigt ud, fandt kaffen, der stadig var lunken i kanden, og hældte i to krus. Da hun satte sig på kanten, åbnede han øjnene.

«Hej,» sagde han hæst.

«Hej.» Hun rakte ham kruset. «Det er ikke god kaffe.»

«Det er lastbilkaffe. Det duger.»

De drak. Nøgne under dynen, med dug på ruden og den første trafik ude på motorvejen. Linda lænede sig ind og kyssede ham, kaffe og skæg og den der rolige mund.

«Jeg skal over i min,» sagde hun. «Før folk begynder at gå. Ellers ved hele rastepladsen det.»

«De ved det nok alligevel.»

«Måske.» Hun smilede. «Jeg er ligeglad. Næsten.»

Hun fandt sit tøj. Bukserne, bæltet, hættetrøjen. Han lå og kiggede på hende, mens hun klædte sig på i den trange kabine, kluntet og uden at skynde sig.

«Hvis jeg ser den røde Volvo,» sagde han, «så blinker jeg.»

«Og hvis jeg ser den blå Scania, så holder jeg.»

Han nikkede. «Gør det.»

Hun bøjede sig ned og kyssede ham en sidste gang. Længere end et farvel, kortere end et løfte.

Så åbnede hun døren. Den kølige morgenluft ramte hende. Hun gik de tre pladser hen til sin egen lastbil med dynen under armen, kravlede op og lukkede. Gennem spejlet kunne hun se hans kabine. Et øjeblik efter tændte lyset derovre.

Linda satte sig i stolen, lagde hænderne på rattet og trak vejret. Kroppen var mør. Skødet ømt. Hun kunne stadig mærke hans skæg mod huden.

Uret viste, at der var timer til de måtte køre. Hun smilede for sig selv, alene i den røde kabine, og tændte sin egen kaffe.

Natten havde været lang nok.