Emilie havde ikke planlagt at blive så længe.

Det var en af de fødselsdage, hvor man kender tre mennesker og ender med at tale med to af dem hele aftenen. Lea og Jonas. Hun kunne ikke engang huske, hvem der havde introduceret dem. Bare at hun pludselig stod i køkkenet med et glas hvidvin, hun næsten ikke rørte, og at de to blev ved med at være der.

Lea var lille. Mørkt hår i en slags halv sloppy knold, der hele tiden faldt ned i nakken. Hun rakte ud og rettede en løs krølle ved Emilies øre, som om det var det mest naturlige i verden.

“Du har det her hår, man bare har lyst til at røre ved,” sagde hun. “Det er helt ærligt forstyrrende.”

Jonas stod i døråbningen og ragede op over karmen. Ranglet, smal i skuldrene, hænderne for store til den øl, han holdt. Han smilede skævt.

“Hun siger det til alle med rødt hår.”

“Det gør jeg ikke.” Lea kiggede stadig på Emilie. “Gør jeg?”

Emilie grinede, usikker.

“Jeg ved ikke, om jeg skal sige tak eller blive flov.”

“Sig tak,” sagde Jonas. “Det er nemmere.”

Han kom ind, hentede en ny øl og stillede sig for tæt på. Ikke ubehageligt. Bare tæt nok til, at hun kunne mærke varmen fra ham. Han lugtede af røg og vaskemiddel. Lea blev stående, hvor hun var. Hendes hofte rørte Emilies.

Emilie tænkte, at hun burde kunne aflæse det. Enten flirtede kæresten med hende, mens kæresten så på. Eller også flirtede kæresten, mens kæresten så på. Eller også var det bare tre mennesker, der havde drukket for meget og stod for tæt.

Hun kunne ikke afgøre det.

I stuen spillede nogen stadig musik. Folk stod med jakker over armen. En fyr, hun kendte vagt, forsøgte at trække dem med ud, men Lea rystede bare på hovedet, og Jonas rørte ikke på sig. De tre blev i køkkenet, som om det var aftalt.

Emilie gik på toilettet midt i det hele, mest for at få luft. Spejlet var sløret. Hun så sig selv. Rødt hår, fregner over næsen og ned ad brystet, den grønne kjole der strammede over hoften og maven. Hun tænkte: de kigger. Begge to. Og så tænkte hun, at hun bildte sig det ind.

Da hun kom ud, stod de der stadig. Som om de havde ventet.

“Vi blev enige om, at du ikke måtte stikke af,” sagde Lea.

“Jeg tissede.”

“Det er den ældste undskyldning.”

Jonas rakte hende et glas vand, ikke mere vin.

“Drik. Hvis du skal med os, skal du kunne mærke, hvad du gør.”

Det var det, der fik hende til at forstå, at det ikke var tilfældigt.

“I bor tæt på, ikke?”

“Fem minutter,” sagde Lea. “Hvis man ikke sludrer undervejs.”

“Vi sludrer altid undervejs,” sagde Jonas.

Lea rullede med øjnene, men smilede.

“Kom med. Der er stadig folk her, og jeg gider ikke det der med at sige farvel sytten gange. Vi har vin. Og en sofa, der ikke er fuld af jakker.”

Emilie kiggede på Jonas.

Han trak på skulderen.

“Hun mener det. Og jeg synes, du skal sige ja.”

Der. Det der. Var det ham? Eller var det hende, der havde sagt kom med, og ham, der bare bakkede op?

“Okay,” sagde Emilie. “Men jeg tager hjem, hvis det bliver mærkeligt.”

Lea lo.

“Det bliver mærkeligt. Det er jo os.”

De gik uden at sige rigtig farvel. Ned ad trappen, ud i den kølige luft. Emilie frøs med det samme. Jonas tog sin jakke af og hængte den over hendes skuldre, uden at spørge.

“Du fryser.”

“Jeg er okay.”

“Du fryser alligevel.”

Lea gik på den anden side. Hendes hånd ramte Emilies et par gange, som om hun ikke rigtig vidste, om hun skulle tage den.

“Du har fregner over det hele,” sagde Lea stille. “Også her.” Hun pegede, uden at røre, på Emilies brystben, hvor kjolen var udskåret.

Emilie mærkede varmen stige.

“Det har jeg altid haft.”

“Det er pænt,” sagde Jonas. “Altså. Det er… ja.”

Han stoppede.

Lea kiggede over på ham.

“Du er elendig til det her.”

“Til hvad?”

“Til at sige, at du synes, hun er pæn.”

Emilie gik mellem dem og vidste ikke, hvor hun skulle kigge hen.

“I er et par.”

“Ja,” sagde Lea. “Det er vi.”

“Så hvad er det, I laver?”

Jonas åbnede munden. Lea kom først.

“Vi kan lide dig. Begge to. Det er derfor, det er svært at se.”

Der var stille et par skridt. En cykel raslede forbi. Emilie slugte.

“Okay,” sagde hun igen. Det var det eneste, hun kunne finde på.

Deres lejlighed lå på tredje. Rodet på en måde, der så beboet ud. Sko i bunke, en plante der hang, bøger på gulvet ved sofaen. Jonas tændte en lampe, ikke loftet. Lea fandt vin i køleskabet, som hun havde lovet.

Emilie satte sig i sofaen. Kjolen strammede, når hun trak benene op. Hun var bevidst om det. Om maven, om lårene, om at hun fyldte mere end Lea, der krøllede sig sammen i det andet hjørne som en kat.

Jonas satte sig ikke i stolen. Han satte sig ved siden af Emilie, med et mellemrum, der var for lille til at være tilfældigt.

Lea skænkede.

“Du må sige fra,” sagde hun. “Når som helst. Vi presser ikke.”

“I har tænkt over det.”

“Vi har tænkt over det, siden du lo af noget, Jonas sagde for tre timer siden. Og siden du rødmede, da jeg rørte dit hår.”

Emilie tog glasset. Hendes hænder var ikke helt rolige.

“Jeg kunne ikke finde ud af, hvem af jer det var.”

Jonas smilede, den der skæve.

“Det var meningen. Eller… ikke meningen. Vi er bare begge to elendige til at skjule det.”

Lea kravlede tættere. Sofaen gav sig. Hun var lille, men hendes blik var det ikke.

“Må jeg?” sagde hun og pegede på Emilies mund, som om det var en dør, man bankede på.

Emilie nikkede, før hun havde tænkt.

Leas kys var blødt og kort først. Vin og læbepomade. Så igen, længere. Emilie mærkede sin egen krop svare. Brysterne tunge i bh’en. Varmen mellem benene, der havde siddet der hele aftenen uden at få lov at hedde noget.

Jonas rørte hende ikke. Endnu. Han sad og så på. Emilie mærkede det. Det gjorde det værre. Eller bedre.

Da Lea trak sig tilbage, var hun rød i kinderne.

“Okay,” hviskede hun. “Så er det i hvert fald ikke kun ham.”

Jonas lo stille.

“Må jeg også?”

Emilie vendte hovedet. Han var tættere, end hun havde troet. Hans hånd landede på hendes knæ, stor og varm gennem kjolen.

Hun nikkede igen.

Hans kys var anderledes. Langsommere. Skægstub. Han kyssede, som om han havde tid. Leas hånd lå stadig i Emilies nakke, fingrene i det røde hår.

Emilie tænkte kort, at hun burde være nervøs. Hun var det også. Men hun var mere noget andet.

Lea kyssede hendes hals, mens Jonas stadig havde hendes mund. Emilie lavede en lyd, hun ikke havde planlagt.

“Kom,” sagde Lea mod huden. “Vi behøver ikke sidde her, som om vi er bange for sofaen.”

De rejste sig. Emilie gik efter dem ned ad den korte gang. Soveværelset var mørkere. En stor seng. Tøj over en stol.

Jonas tændte ikke loftet. Bare den lille lampe på natbordet.

Emilie stod med ryggen til dem et sekund og mærkede hænder. Hun vidste ikke, hvis. Så vidste hun det. Lea foran, der åbnede kjolen i nakken. Jonas bagved, der hjalp stoffet ned over hendes skuldre.

Hun holdt automatisk armene ind til kroppen.

“Hey,” sagde Lea stille. Hun kiggede op på Emilie. “Du er smuk. Fyldig og smuk. Det er ikke noget, vi overser. Det er noget, vi kigger på.”

Emilie pustede ud.

Kjolen faldt. Hun stod i bh og trusser. Sort. Hun havde heldigvis taget noget rigtigt på, uden at vide hvorfor.

Jonas’ hænder gled over hendes hofter, maven, op under brysterne. Lea kyssede hende igen, stående på tæer.

Emilie rørte ved Leas ansigt, så ned ad hendes krop. Lille, fast. Hun trak t-shirten op. Lea havde ingen bh på. Små bryster, mørke vorter. Emilie rørte ved dem, usikker, og Lea sukkede ind i munden på hende.

Jonas knæppede sin egen skjorte op bag dem. Emilie hørte det. Hun mærkede ham imod sin ryg, ranglet og varm, allerede hård gennem bukserne.

“Sig, hvis jeg skal stoppe,” sagde han ved hendes øre.

“Stop ikke,” sagde hun.

Det kom ud, før hun kunne pynte på det.

Jonas åndede ud mod hendes nakke, som om han havde holdt det inde hele aftenen. Hans hænder gled op og knæppede hendes bh op. Emilie mærkede den løsne sig, og Lea trak den af, langsomt, som om hun ville se det ske.

Emilies bryster var tunge, vorterne allerede stive. Lea så på dem uden at skjule det.

“Fuck,” sagde hun stille. “Du er…”

Hun fik ikke sagt resten. Hun bøjede sig i stedet og tog den ene vorte i munden. Varm og våd. Emilie greb fat i Leas hår og mærkede Jonas’ hænder trække hendes trusser ned over hofterne. Hun løftede fødderne, lidt klodset, og så stod hun nøgen mellem dem.

Jonas kyssede hendes skulder, mens han strøg over maven, ned mellem lårene. Hun var allerede våd. Hans fingre fandt det med det samme. Emilie spændte, så slap hun.

“Kom i sengen,” sagde Lea.

De faldt ind i den. Emilie på ryggen, rødt hår ud over puden. Lea kravlede op over hende, stadig med bukser på, og kyssede hende, mens hun gned sig ned mod Emilies lår. Jonas smed resten af tøjet. Han var slank, næsten kantet, pikken stod lodret, og han så ikke væk, da Emilie kiggede.

Lea trådte ud af bukserne og trusserne. Hun var bar og lille mellem Emilies lår, da hun gled nedad. Kys på fregner, på bryster, på maven. Så længere ned.

Emilie løftede hovedet.

“Jeg har ikke…”

“Shh.” Lea kiggede op mellem hendes ben. “Sig fra, hvis du vil. Ellers så lad mig.”

Emilie nikkede. Hun lagde hovedet tilbage.

Leas tunge var blød og præcis. Hun slikkede langsomt, som om hun havde tænkt over det. Emilie åbnede benene mere, uden at tænke. Jonas lagde sig ved siden af hende, kyssede hende, tog hendes hånd og førte den ned om sig selv. Hun mærkede ham, varm og hård, og strøg, usikker i rytmen, indtil han stønede ind i munden på hende.

“Sådan,” mumlede han. “Du behøver ikke gøre det rigtigt. Bare… ja.”

Lea suttede om klitten, to fingre gled ind. Emilie krummede tæerne. Det kom hurtigt. For hurtigt. Hun havde siddet og været tændt i timer uden at give det lov.

“Lea—”

Lea stoppede ikke. Hun holdt hende fast i hoften, lille og stærk, og Emilie kom med en lyd, der var for høj til lejligheden. Hun rystede, lårene klemte, og Lea slikkede hende igennem det, indtil Emilie skubbede svagt til hendes skulder.

Jonas smilede skævt, tæt på hendes ansigt.

“Der. Nu ved du, at det var hende også.”

Emilie lo, forpustet, næsten flov.

“Jeg ved det godt nu.”

Lea kravlede op, munden skinnende, og kyssede hende. Emilie smagte sig selv. Hun vendte sig, skubbede Lea om på ryggen og gled ned mellem hendes ben, mere beslutsom, end hun havde troet, hun ville være. Lea smagte salt og sød. Emilie slikkede, famlede, fandt rytmen, da Lea greb hendes hår og stønede hendes navn.

Jonas lagde sig bag Emilie. Hans hænder på hendes hofter, pikken gled mellem hendes skamlæber, våd af det, Lea havde gjort. Han ventede.

“Emilie.”

“Ja,” sagde hun mod Leas lår. “Gør det.”

Han skubbede ind. Langsomt. Hun var stram og våd, og hun mærkede ham fylde hende, mens hun stadig havde munden på Lea. Lea kiggede ned, øjnene mørke, og strøg Emilies hår væk fra ansigtet.

“Kig på mig,” hviskede hun. “Mens han… ja. Fuck.”

Jonas bevægede sig. Dyb, rolige stød. Emilie stønede ind mellem Leas ben. Lea kom med hofterne løftet, en lille, skarp lyd, og Emilie holdt fast, slikkede, indtil Lea trak hende op.

De skiftede, uden at tale meget om det. Emilie på siden, Lea foran, Jonas bagved. Lea kyssede hende, fingrene mellem Emilies ben, mens Jonas tog hende hårdere nu. Sengen knirkede. Emilie holdt om Lea, brysterne presset sammen, og kom igen, denne gang med Jonas’ hånd over hendes mund, ikke for at stoppe hende, bare for at mærke det.

Han stivnede kort efter. Trak sig ud, kom over hendes røv og lænd, varmt, og faldt frem mod hendes ryg.

Der var et stykke tid, hvor ingen sagde noget. Bare vejrtrækning. En bil ude på gaden. Leas lille hånd, der tegnede cirkler på Emilies mave.

Emilie stirrede op i loftet.

“Så det var jer begge to.”

Lea smilede mod hendes skulder.

“Det var os begge to fra starten. Du var bare den, der skulle nå at se det.”

Jonas lo stille, hæsen.

“Jeg sagde, jeg var elendig til det.”

Emilie vendte hovedet og kyssede ham, kort. Så Lea. Hendes krop var varm og tung på den rigtige måde. Hun tænkte ikke på at tage hjem. Ikke endnu.

“Bliv,” sagde Lea, som om hun havde hørt det. “Sofaen er stadig fuld af jakker. Her er der plads.”

Emilie nikkede. Hun trak dynen op over dem tre. Rødt hår, mørkt hår, en lang arm hen over hendes hofte. Udenfor var natten stadig i gang. Inde var det blevet enkelt.