Claus stod op ad væggen i den gamle aula med et glas rødvin, han egentlig ikke havde lyst til. Skjorten strammede over maven, og brillernes stel havde sat sig lidt skævt, efter at han havde pudset dem for tredje gang.
Fyrre år.
Han havde overvejet at blive hjemme. Sige, at han var forkølet. At han havde travlt. I stedet stod han her mellem mennesker, han havde gået i klasse med, og som nu havde gråt hår, nye ægtefæller og gamle historier, der blev fortalt for højt.
Så så han hende.
Hanne kom ind gennem dobbeltdøren, som om lokalet tilhørte hende. Kort, hvidt hår. En mørkeblå kjole, der fulgte en fyldig krop uden at undskylde for den. Brede hofter. En barm, der havde fået rum med årene. Og det blik. Det samme direkte blik, han havde været bange for, da han var nitten.
Hun så ham med det samme.
Ikke et usikkert sweep hen over salen. Hun fandt ham, gik tværs gennem folk, der ville sige hej, og standsede først, da hun var en halv meter fra ham.
«Claus.»
Ikke et spørgsmål.
«Hanne.» Hans stemme blev tyndere, end han brød sig om. «Jeg vidste ikke, om du kom.»
«Det gjorde jeg.» Hun kiggede på ham, langsomt, uden at skjule det. Maven. Det grå hår. Brillerne. «Du er blevet stor.»
Han lo, kort og usikkert. «Det siger man, ja.»
«Jeg synes, det klæder dig.» Hun tog et glas af et fad, en tjener bar forbi, uden at se væk fra ham. «Du rødmede dengang også. Når jeg kiggede for længe.»
Han mærkede varmen i ansigtet, før han nåede at tænke. «Det er længe siden.»
«Ikke for mig.» Hun smagte på vinen. «Du tror, jeg har glemt det. Det kan jeg se.»
«Glemt hvad?»
Hun smilede, lille og præcist. «Bag ved gymnastiksalen. Efter sidste skoledag. Du havde den der blå skjorte, der hang udenpå bukserne. Jeg knyttede den op. Du sagde, at vi ikke kunne, at nogen kunne komme. Og så kom du alligevel. I bukserne. Før jeg rigtig havde rørt dig.»
Claus stod helt stille. Vinen i glasset bevægede sig, fordi hånden gjorde det.
Han havde fortalt sig selv i årevis, at hun næppe huskede ham som andet end en kejtet dreng fra klassen. At det havde betydet mere for ham end for hende. At hun var gået videre uden at se sig tilbage.
«Jeg troede…» Han rømmede sig. «Jeg troede, du havde glemt det. Eller at det var pinligt.»
«Det var pinligt.» Hun nikkede. «For dig. Jeg gik hjem og tænkte på det i ugevis. På dine hænder. På hvor varm du var. På at du kiggede på mine bryster, som om du aldrig havde set nogen før.» Hun sænkede stemmen en smule, stadig uden at hviske. «Jeg husker, at du sagde undskyld. Tre gange. Og at jeg kyssede dig alligevel.»
Folk lo et sted henne i salen. En tale var ved at begynde ved scenen. Claus hørte den ikke.
«Jeg er single,» sagde hun. «Har været det i tre år. Skilt. Du?»
«Også. To år.»
«Godt.» Hun rørte hans underarm med to fingre, som om hun tjekkede, at han var der. «Så behøver vi ikke at lade, som om vi skal hjem til nogen.»
Han kiggede ned på hendes hånd. Neglene var korte. Ringen var væk. Huden var blød og lidt løs, som hans egen.
«Hanne…»
«Du sagde mit navn på samme måde dengang. Som om det var farligt.» Hun trak hånden væk, men kun for at pege mod de åbne døre ud til gården. «Kom. Herinde er der for mange, der gerne vil fortælle, hvem de blev.»
De gik ud.
Aftenen var mild, den slags juni, hvor asfalten stadig holder på varmen. Et par stykker røg under flagstangen. Hanne gik forbi dem uden at hilse og stoppede først, da de var alene ved den gamle cykelkælder, der nu var malet over og låst.
«Det var her,» sagde hun.
«Jeg ved det.»
Hun vendte sig mod ham. I lyset fra aulaens vinduer så han, at hun havde fået linjer ved munden, og at de gjorde hende skarpere, ikke blødere.
«Du kom aldrig den sommer,» sagde hun. «Jeg havde skrevet det på en lap. At du kunne cykle over. Min mor var på arbejde om torsdagen. Jeg sad og ventede som en idiot.»
Han slukkede for et forsvar, han ikke havde. «Jeg turde ikke. Efter… det andet. Jeg troede, du grinede af mig.»
«Jeg grinede ikke.» Hun tog hans glas og satte begge glas på en kant. «Jeg var våd i trusserne hele vejen hjem. Jeg onanerede til det. Flere gange. Til dig. Til det, vi ikke fik gjort.»
Han mærkede det i maven, lavt og pludseligt, som en ung mand, der ikke længere var der.
«Du kan ikke bare sige sådan noget,» fik han frem.
«Jo. Det kan jeg. Jeg er tres. Jeg gider ikke at gå rundt om det.» Hun trådte ind i ham. Hendes bryster ramte hans brystkasse, bløde og tunge gennem kjolen. Maven mødte hans. «Du lugter af den samme sæbe. Eller også bilder jeg mig det ind.»
Hun kyssede ham.
Ikke forsigtigt. Munden var varm, og hun tog fat i hans skjorte over den bløde mave, som om hun havde ret til det. Hans briller skubbede sig skævt. Han fik en hånd op i hendes korte, hvide hår og mærkede, at det var blødere, end det så ud. Hun lavede en lyd ned i halsen, da hans tunge fandt hendes.
Da de slap, stod hun med åben mund et sekund og kiggede på ham.
«Du kysser bedre nu,» sagde hun.
«Øvelse.»
«Med hvem?»
«Min kone. Før det gik i stykker. Og… ikke så meget siden.»
Hun nikkede, som om det var et praktisk svar. «Jeg bor ti minutter herfra. Lejlighed over slagtaren. Du kører.»
«Nu?»
«Nu. Eller også går jeg ind og lader Bent fra matematik fortælle om sit sommerhus, og så fortryder du det på vejen hjem.» Hun strøg ham over maven, åbent, uden at lade, som om hun ramte den ved et uheld. «Jeg vil gerne se dig uden skjorten. Jeg har tænkt på det. Ikke på den nittenårige. På dig.»
Han slikkede sig om læberne. Vinen smagte stadig.
«Okay,» sagde han.
Hendes bil stod ude på P-pladsen, men det blev hans, fordi nøglerne allerede lå i hans lomme, og fordi hun sagde, at hun ikke gad at være den, der kørte, når hun havde tænkt på det her hele vejen til festen.
Hun satte sig ind ved siden af ham og lagde hånden på hans lår, før han havde fået bakket ud. Ikke højt oppe. Bare der. Tommelfingeren tegnede en lille bue i stoffet.
«Du ryster,» sagde hun.
«Jeg er enogtres.»
«Du rystede også dengang.»
Han kørte.
Byen var den samme og alligevel ikke. De kørte forbi bageren, der var blevet til en kæde, og forbi den kiosk, hvor han engang havde købt hende en is og ikke turde røre hendes hånd. Hanne sagde ingenting i to minutter. Så:
«Du havde en skæv tand. Oppe i venstre side. Den er der stadig.»
Han sendte hende et blik. «Du husker for meget.»
«Jeg husker det, jeg havde lyst til at huske.» Hånden gled et stykke op. Hun mærkede ham gennem bukserne, fast og uden at lege med det. «Du er allerede hård.»
«Hanne.»
«Jeg ved det.» Hun tog hånden væk igen, som om hun havde tjekket en kendsgerning. «Hold øjnene på vejen.»
Hendes opgang lugtede af stegt løg og gammelt træ. Tredje sal. Hun låste op med en sikkerhed, der gjorde ham mere usikker, end hvis hun havde fumlet. Inde var der lamper tændt, en grøn sofa, reoler med bøger og et tæppe, der var slidt på det sted, hvor man sad.
Hun smed nøglerne i en skål.
«Kom her.»
Han kom.
Kjolen gik op i nakken. Hun vendte ryggen til ham og løftede det korte, hvide hår væk. «Luk den op.»
Hans fingre var tykke. Han fandt lynlåsen og trak den ned. Huden under var lys, med et par fregner og den bløde fold under skulderbladene. Bh’en var sort og bred i stropperne. Han kyssede hende i nakken, fordi det var det, der var tættest, og hun lænede hovedet til siden.
«Sådan,» sagde hun stille.
Kjolen gled ned om hoften og samlede sig ved fødderne. Hun steg ud af den uden drama og vendte sig. Maven var rund. Lårene var kraftige. Brysterne lå tunge i bh’en, og huden over dem var mørkere og blødere, end han havde turdet forestille sig, da han var dreng. Hun så ham i øjnene, mens hun rakte ind mellem sine egne skuldre og åbnede den.
«Kig,» sagde hun. «Du må godt.»
Han kiggede.
Hun tog hans hænder og lagde dem på sig. Varme, vægt, den slags blødhed, der ikke lader sig holde med fingerspidserne alene. Han bøjede sig og kyssede hende mellem brysterne, så på den venstre vorte, og hun trak vejret ind gennem tænderne.
«Skjorten,» sagde hun. «Af.»
Han begyndte øverst. Hun hjalp ikke. Hun stod og så på det, mens han åbnede knap efter knap ned over den bløde mave, og da han trak armene ud, tog hun fat i hans T-shirt indenunder og fik den med.
«Brillerne kan du godt beholde på,» sagde hun. «Jeg kan lide dem.»
Han lo, et kort, ægte latter. «Du er vanvittig.»
«Jeg er ærlig.» Hun lagde fladen af hånden på hans mave, strøg den, som man stryger noget, man har savnet. «Jeg kunne mærke den, da vi kyssede. Jeg kunne lide den med det samme.»
Hun gik ned på knæ.
Det var ikke graciøst. Hun støttede sig til hans lår, og gulvet knagede. Hun åbnede hans bælte, lynlåsen, trak bukser og underbukser ned i én bevægelse, nok til at hans pik kom fri. Han var tyk og mørk i hovedet, og hun kiggede på den, som om hun sammenlignede med et billede, hun havde gemt.
«Du er større, end jeg huskede,» sagde hun. «Eller også var jeg bare for hurtig dengang.»
Hun slikkede ham. Langsomt, fra pungen og op, og tog så hovedet i munden. Claus greb bagud efter kanten af sofaen og ramte den. Hendes korte hår var blødt under hans hånd. Hun lavede små, våde lyde og kiggede op på ham med det samme direkte blik, mens hun arbejdede.
«Hanne… hvis du bliver ved…»
Hun slap ham med et smæld. «Så kommer du i bukserne igen? Dem har du jo næsten ikke på.»
Hun rejste sig med et lille hik i knæet og tørrede munden med siden af hånden.
«Soveværelset er derinde. Jeg vil ikke knæle på det gulv i en halv time.» Hun nikkede mod en dør på klem. «Og Claus. Du skal ikke sige undskyld. Ikke i aften.»
Han samlede bukserne op om hoften, latterligt, og fulgte hende. Soveværelset var mørkere. En lampe på natbordet kastede et gult skær hen over en dobbeltseng, hvor sengetæppet allerede var slået til side, som om hun havde gjort det, før hun gik til festen.
Hanne satte sig på kanten og trak trusserne af. Hun så på ham, mens han fik sko og bukser af og stod der med pikken stadig stiv og maven blød over den.
«Kom herop.»
Madrassen gav sig under ham. Hun skubbede ham om på ryggen og kravlede op, så hendes lår lå uden om hans. Maven mødte hans mave. Brysterne hang tunge ned mod ham, og hun tog hans hænder og lagde dem dér igen.
«Sådan,» sagde hun. «Hold fast.»
Hun gned sig imod ham, våd allerede, den varme sprække hen over skaftet uden at tage ham ind. Claus kiggede op på hende. Brillerne var skæve. Hun rettede dem med en finger, smilede kort, og så bøjede hun sig og kyssede ham med åben mund, langsomt, mens hun stadig gned.
«Du er våd,» fik han frem mod hendes læber.
«Jeg har været det siden aulaen.» Hun rettede sig op, greb om ham og ledte ham på plads. «Sig til, hvis det går for stærkt. Ikke undskyld. Bare sig til.»
Hun sænkede sig.
Varmen lukkede om ham, stram og blød på én gang. Hun trak vejret ud gennem næsen og blev siddende et øjeblik, fyldt, med hænderne på hans bryst. Han mærkede hendes inderlår mod sine sider og den tunge, rolige vægt af hende.
«Fuck,» sagde hun stille. Ikke som et udbrud. Som en konstatering.
Så begyndte hun at bevæge sig.
Ikke hurtigt. Dybe, tunge bevægelser, hvor hendes mave gled mod hans, og brysterne gyngede. Sengen knagede i en jævn rytme. Claus holdt hende i hofterne, tommelfingrene i det bløde kød, og så hende i ansigtet, fordi hun hele tiden kiggede ned på ham, som om hun ville have, at han ikke skulle lukke øjnene.
«Du kiggede sådan der dengang også,» sagde hun, lidt forpustet. «Som om du var bange for at gå glip af noget.»
«Jeg er det stadig.»
Hun lo, et kort, hæst latter, og lænede sig frem, så hendes bryster ramte hans ansigt. Han tog den ene vorte i munden, suttede, og hun strammede om ham inde i sig. Hendes korte, hvide hår kildede ham i panden.
«Hårdere,» sagde hun. «Med munden.»
Han gjorde det. Hun gned sig tættere ind, så klitoris ramte ham foroven, og hendes bevægelser blev kortere. En lyd kom ud af hende, lav og åben, hver gang hun satte sig ned.
«Jeg tænkte på det her,» sagde hun. «Ikke på en nittenårig dreng. På at have dig under mig. Med maven. Med brillerne. Med det der blik.» Hun greb hans hånd og førte den ned mellem dem. «Rør mig.»
Hans fingre fandt hende, våd og opsvulmet, og han strøg i små cirkler, klodset først, så bedre, da hun nikkede. Hun knugede om hans skulder. Maven spændte.
«Der. Bliv der.»
Hun kom uden teater. Kroppen stivnede, låret rystede mod hans side, og hun pressede sig ned om ham, så han næsten ikke kunne holde det. Hun bøjede hovedet frem, åndede ham i halsen, og så gled det af hende i bølger, indtil hun lo igen, stille, imod hans hud.
«Godt,» sagde hun. «Det var godt.»
Hun løftede sig af ham. Han var stadig hård, blank af hende. Hun lagde sig på siden, trak ham med, og førte ham ind bagfra, en hånd om sig selv for at hjælpe. Han skubbede til, dybt, og hun lavede den der lyd igen.
«Tag fat,» sagde hun. «I hoften. Jeg knækker ikke.»
Han tog fat. Hud mod hud, hendes røv blød imod ham, hans mave mod hendes lænd. Han stødte, først forsigtigt, så hårdere, da hun pressede sig tilbage imod ham. Brillerne dugede. Han kunne høre sin egen vejrtrækning, tyk og ujævn.
«Du er tæt på,» sagde hun.
«Ja.»
«Kom i mig. Jeg vil mærke det.»
Han holdt hende, stødte et par gange mere og kom med et stød, der fik ham til at knuge hendes hofte for hårdt. Hun tog imod det, stille, med ansigtet i puden, og strøg hans hånd, da han slap.
De lå.
Et ur tikede et sted. Fra gaden kom en knallert og forsvandt. Claus trak sig ud, langsomt, og lagde sig på ryggen. Hun vendte sig ind mod ham, et bryst mod hans overarm, et ben hen over hans lår.
«Du sagde ikke undskyld,» mumlede hun.
«Du forbød det.»
«Smart pige.» Hun kyssede ham på skulderen. «Du lugter af sex. Og af den der fest.»
Han lo. Det sad løst i ham nu. «Du husker for meget, Hanne.»
«Jeg husker, at du havde en vorte på venstre håndled. Den er der stadig.» Hun løftede hans hånd og kyssede den, som om det var det mest naturlige i verden. «Jeg husker, at du sagde, du elskede mig. Bagefter. Bag gymnastiksalen. Meget stille. Og at jeg ikke svarede, fordi jeg var bange for at ødelægge det.»
Han vendte hovedet. Hendes ansigt var tæt på. Linjerne ved munden. Det direkte blik, blødere nu.
«Jeg mente det,» sagde han.
«Jeg ved det.» Hun strøg ham over maven, langsomt, uden at lede efter noget. «Jeg mente det også. Jeg var bare bedre til at lade, som om jeg ikke gjorde.»
Hun lå stille et øjeblik. Så:
«Jeg skal tisse. Og så skal jeg have vand. Og så skal du ikke gå. Ikke med det samme.»
Hun kravlede ud af sengen, nøgen, med den fyldige ryg og de kraftige lår, og gik ud uden at lukke døren. Han hørte vandhanen. Toilettet. Han lå og kiggede i loftet og mærkede efter, om han fortrød.
Det gjorde han ikke.
Hun kom tilbage med to glas, satte det ene på hans natbord og kravlede ind til ham igen. Huden var kølig af vand. Hun lagde sig tæt, maven mod hans side.
«Du må sove, hvis du vil,» sagde hun. «Jeg snakker alligevel.»
«Snak.»
Hun drak. Satte glasset. Lå med hånden på hans bryst.
«Jeg så dig i Brugsen for tre år siden,» sagde hun. «Du stod med en pose gulerødder og kiggede på yoghurt. Du havde den der jakke på. Jeg gik ned ad en anden gang, fordi jeg ikke var klar. Min mand var lige flyttet. Jeg ville ikke møde dig, mens jeg stadig var i stykker.»
Han vendte sig lidt imod hende. «Jeg så dig ikke.»
«Nej. Det var meningen.» Hun tegnede en lille cirkel med fingeren i hans brysthår. «I aften var jeg klar. Jeg vidste, du kom. Bent sagde det. Jeg tog den kjole på, fordi den gør mine bryster til noget, man kigger på. Og så gik jeg hen til dig, før jeg kunne tænke for meget.»
«Det kunne jeg mærke.»
«Godt.» Hun kiggede på ham. «Jeg vil gerne have dig igen. Om lidt. Når du kan. Ikke fordi vi skal bevise noget. Fordi det føltes rigtigt. Og fordi jeg i fyrre år har onaneret til en halv scene bag en gymnastiksal, og det her var bedre.»
Han slugte. «Du siger tingene.»
«Jeg har spildt tid nok på ikke at sige dem.» Hun kyssede ham, blødere nu, og lagde sig med hovedet i hans skulder. «Læg armen om mig. Den tunge. Jeg kan lide vægten.»
Han lagde armen om hende. Hun var varm og tung og helt til stede. Uden for vinduet kørte en bil forbi. Festen var et andet sted i byen, med taler og folk, der stadig fortælle, hvem de blev.
Herinde lå Hanne med det korte, hvide hår mod hans mund, og han mærkede, at hun ikke sov. Hun ventede. Ikke som dengang om torsdagen. Bare ventede, til kroppen var klar igen.
Hendes hånd gled ned over maven, fandt ham, blød endnu, og blev liggende der, tålmodig, som om hun havde tid.
«Sig, når du vil,» mumlede hun. «Jeg er her.»
Hendes hånd blev liggende. Ikke utålmodig. Bare varm. Claus lå med øjnene i loftet og mærkede hendes ånde mod skulderen. Udenfor var byen faldet til ro. Herinde lugtede rummet af hende og af det, de allerede havde gjort.
«Du tænker,» sagde hun.
«Jeg tænker på torsdagen.»
«Den, du ikke kom.»
«Ja.»
Hun strøg ham langsomt. Han begyndte at spænde under hendes hånd, blødt først, så tydeligere.
«Jeg havde sat kaffen over,» sagde hun. «Som om du var en voksen, der kom på visit. Jeg havde skiftet trusser tre gange. De sidste var blå. Jeg havde tænkt, at hvis du kom, ville jeg tage din hånd og lægge den derned med det samme, så du ikke skulle nå at sige, at vi ikke kunne.»
Hun lo stille, uden munterhed.
«Og så kom du ikke. Jeg drak kaffen selv. Sad i sofaen med bukserne nede om anklerne og var rasende på dig. Bagefter var jeg bare ked af det.»
Han slugte. «Jeg cyklede hen til hjørnet. Jeg stod der i ti minutter. Så cyklede jeg hjem igen.»
Hun løftede hovedet. «Du hvad?»
«Jeg turde ikke. Jeg havde købt tyggegummi. Som om det gjorde en forskel.»
Hun kiggede på ham længe. Så kyssede hun ham, hårdere end før, og hendes hånd arbejdede ham op, fast og kendt nu.
«Idiot,» sagde hun mod munden. «Søde idiot.»
Han blev hård i hendes greb. Hun mærkede efter, nikkede til sig selv og skubbede dynen væk.
«Ned,» sagde hun. «Jeg vil mærke din mund. Du skylder mig den torsdag.»
Han flyttede sig ned mellem hendes lår. De var bløde og varme, og hun åbnede dem uden blufærdighed. I lampens gule lys så han hende: mørkt hår, fyldige skamlæber, stadig blank af før. Han kyssede indersiden af låret først, fordi han havde brug for et sekund, og hun lagde hånden i hans grå hår.
«Ikke pænt,» sagde hun. «Bare gør det.»
Han slikkede hende. Langsomt i starten, usikker på smagen og på vinklen, brillerne presset skævt af hendes mave. Hun rettede hans hoved med hånden, uden at være hård.
«Højere. Der. Ja.»
Han fandt rytmen. Hun var salt og varm, og hun gned sig imod hans mund, da han sugede om klitoris. Maven hævede sig foran ham. Hun holdt ham fast, som om hun var bange for, at han ville stoppe.
«Sådan, Claus. Fuck. Sådan.»
Hun kom med benene trukket op og en lyd, der sad nede i brystet. Lårene klemte om hans ører, slap, klemte igen. Han blev liggende, indtil hun trak ham op i håret.
«Kom op. Nu.»
Han kravlede op. Hun tog om ham, ledte ham ind, og denne gang lå hun under ham, lårene om hans hofter. Han støttede sig på albuerne, så maven ikke trykkede hende for hårdt, men hun trak ham ned.
«Jeg vil mærke dig. Hele dig. Hold op med at holde dig oppe.»
Han sænkede sig. Hud mod hud, hendes bryster fladtrykt under hans brystkasse, hans mave i hendes. Han skubbede ind, dybt, og hun åndede ud imod hans hals.
«Kig på mig,» sagde hun.
Han kiggede. Brillerne var dugget. Hun smilede alligevel, kort, og så var der ikke mere smil, kun det direkte blik, mens han stødte. Sengen gav sig. Hendes hænder gled ned over hans ryg og fandt hans rumpe, trak ham ind for hvert stød.
«Du er tung,» hviskede hun. «Det kan jeg lide.»
Han gik hurtigere. Hun mødte ham, blød og åben, og nede mellem dem var det vådt og lydligt. Hun nappede ham i skulderen, ikke hårdt, bare for at have noget.
«Jeg havde en fantasi,» sagde hun, stødvis. «I årevis. At du kom den torsdag. At vi gjorde det på mit gulv, fordi vi ikke nåede sengen. At du kom i mig og blev liggende. At min mor kom hjem, og vi bare… ikke nåede at skjule det.» Hun lo åndeløst. «Jeg ved godt, det er sygt. Jeg onanerede til det alligevel.»
«Hanne…»
«Kom,» sagde hun. «Jeg vil have det. Nu.»
Han stødte et par gange mere og kom med ansigtet i puden ved siden af hendes hoved, kroppen stiv, maven presset mod hende. Hun holdt om ham, mens det kørte gennem ham, og strøg ham over det svedige, grå hår.
Han blev liggende i hende, tung, indtil hun klappede ham på siden.
«Rul. Jeg skal trække vejret.»
Han rullede. Hun blev liggende på ryggen med et ben stadig over hans, brysterne faldt ud til siden, maven hævede sig i rolige åndedrag. Lampen lyste på hendes hals, hvor hans mund havde sat et svagt mærke.
«Tyggegummi,» sagde hun pludselig. «Hvilken slags?»
Han lo, hæst. «Spearmint. Fra kiosken.»
«Selvfølgelig.» Hun vendte hovedet og kiggede på ham. «Du er stadig den samme. Bare større. Og mindre bange. Lidt mindre.»
«Jeg var bange i aften også.»
«Jeg ved det. Du stod op ad væggen, som om du ville smelte ind i den.» Hun rakte ud og rettede hans briller. «Så tog jeg dig alligevel.»
Han tog hendes hånd og holdt den. Fingrene var kølige nu.
«Hvad sker der i morgen?» spurgte han.
Hun tænkte. Ikke længe.
«Så vågner vi. Jeg laver kaffe. Du kan tage hjem, hvis du skal. Eller du kan blive og lade mig kigge på dig i dagslys, uden skjorten. Jeg har ikke besluttet, om jeg gider at være fornuftig.» Hun klemte hans hånd. «Jeg ved, at jeg ikke gider at lade som om, det her var et uheld, fordi vi havde drukket vin til en skolefest.»
«Det var det ikke.»
«Nej.» Hun gled tættere ind. «Det var fyrre år for sent. Og præcis til tiden.»
Hun slukkede lampen. Mørket var ikke helt mørkt; gadelampen udenfor tegnede et felt på væggen. Hanne lagde et lår over ham, maven mod hans side, og fandt sin plads, som om hun havde ligget der før.
«Sov,» mumlede hun. «Hvis du snorker, skubber jeg til dig. Hvis du går, uden at sige det, så finder jeg dig og er sur.»
«Jeg går ikke.»
«Godt.» Hun kyssede ham et sted i nærheden af munden, ramte hagen, lod det være. «Så er vi enig.»
Han lå og mærkede hendes vægt. Den bløde mave. Det korte hår mod hans kæbe. I aulaen sang de sikkert stadig, eller også var de gået hjem til deres egne liv. Herinde var Hanne faldet i søvn først, med hånden på hans bryst, som om hun stadig tjekkede, at han var der.
Claus lukkede øjnene. Bag lågene lå hun stadig som nittenårig et kort sekund. Så var hun tres, fyldig, ærlig, og varm mod ham.
Han sov.
Han vågnede af lys.
Gardinernes striber lå hen over dynen og hen over Hannes ryg, der stadig vendte ind mod ham. Hun sov ikke. Han kunne mærke det på åndedrættet. Hendes hånd lå på hans mave, som den havde gjort, da han faldt i søvn.
«Du sover med munden åben,» sagde hun, uden at vende sig. «Det gjorde du ikke, da du var nitten. Eller også så jeg det bare aldrig.»
«Du kiggede,» mumlede han.
«Jeg kigger stadig.» Hun vendte sig. Om morgenen var hun mindre sminket af fest og mere sig selv. Det korte, hvide hår stod ud til den ene side. Der var en pudefold i kinden. Hun kiggede på ham i dagslyset, langsomt, som hun havde sagt, hun ville. «Maven er blødere om morgenen. Jeg kan lide det.»
Han løftede hånden for at tage brillerne på natbordet. Hun nåede dem først og satte dem på ham, lidt skævt, og rettede dem.
«Bliv liggende,» sagde hun. «Jeg skal tisse og sætte kaffe over. Du skal ikke flygte i tøjet, mens jeg er derude.»
«Jeg flygter ikke.»
«Nej. Du cykler bare hen til hjørnet og hjem igen.» Hun klappede ham på maven, ikke hårdt, og kravlede ud af sengen.
Han hørte hende i badeværelset. Vand. Kaffemaskinen ude i køkkenet, et klik, en summen. Han lå og kiggede på loftet i hendes soveværelse, på en revne i malingen, på et fotografi på væggen af en kyst, han ikke kendte. Kroppen var øm på en måde, han ikke havde været i lang tid. Ikke ondt. Bare brugt.
Hun kom tilbage i en stor, vasket T-shirt, der stoppede midt på lårene. Ingen trusser. Hun bar to kopper og satte den ene på hans natbord.
«Sort. Jeg kunne ikke huske, om du tog mælk. For fyrre år siden drak du kakao.»
«Sort er fint.»
Hun satte sig på kanten, drak, og kiggede på ham over koppen. «Tag dynen af.»
Han tøvede et sekund. Så skubbede han den ned. Morgenlyset var nådesløst og venligt på samme tid. Den bløde mave. Det grå hår på brystet. Pikken blød mod låret. Hun kiggede uden at lade, som om hun kiggede på noget andet.
«Sådan så jeg dig for mig,» sagde hun. «Ikke som et minde. Som nu.» Hun satte koppen. Lagde fladen af hånden på ham, strøg fra brystet ned over maven og blev liggende der. «Du er virkelig her.»
«Jeg er her.»
Hun bøjede sig og kyssede ham. Munden smagte af kaffe og tandpasta. Kysset blev dybere, langsommere end om natten. Hun kravlede op, T-shirten gled op, og hun satte sig overskrevs, ikke for at tage ham ind endnu, bare for at mærke hud.
«Jeg er øm,» sagde hun imod hans mund. «På den gode måde. Hvis du vil, skal det være langsomt.»
«Jeg vil.»
Hun løftede T-shirten af. Brysterne var tunge i dagslyset, vorterne mørke, huden med de små folder, hun ikke skjulte. Han tog dem i hænderne, kyssede dem, og hun åndede stille ud. Hun gned sig imod ham, indtil han blev hård mellem hendes skamlæber, og så tog hun ham ind, centimeter for centimeter, med et ansigt, der var helt åbent.
De bevægede sig langsomt.
Ingen fest ude i byen. Ingen vin. Bare sengen, der knagede blidt, og hendes hænder på hans bryst, og hans hænder om hendes hofter. Hun kom først, næsten uden lyd, med panden mod hans, øjnene i hans. Han fulgte efter, holdt om hende, mens det kørte gennem ham, og hun blev siddende, indtil han blev blød i hende.
Hun rullede af og blev liggende tæt. Kaffen var blevet lunken. Ingen af dem rørte den.
«Så,» sagde hun efter et stykke tid. «Nu har jeg set dig i dagslys.»
«Og?»
«Jeg vil se dig igen. Ikke om fyrre år. I næste uge. Eller i aften, hvis du ikke skal noget.» Hun tegnede en streg hen over hans vorte på håndleddet med en negl. «Jeg gider ikke at spille det her som et tilbagefald fra en skolefest. Jeg er for gammel til at lade som om.»
Han vendte hovedet. Hendes blik var det samme som i aulaen, bare uden publikum.
«Jeg skal ikke noget i aften,» sagde han.
«Godt.» Hun smilede, lille og skævt. «Så kan du tage hjem og skifte skjorte. Den fra i går lugter af vin og af mig. Og så kan du komme tilbage. Jeg laver mad. Ikke noget fancy. Og så kan du sove her, hvis du vil, uden at vi skal opføre os, som om vi er i gang med at opfinde det hele forfra.»
Han lo stille. «Du planlægger.»
«Jeg har planlagt siden jeg så dit navn på listen.» Hun kyssede ham på munden, kort. «Du må godt sige, hvis det går for stærkt.»
«Det gør det.» Han strøg hende over det korte hår. «Men jeg cykler ikke hjem fra hjørnet denne gang.»
«Nej.» Hun lagde hovedet på hans skulder. «Det gør du ikke.»
De lå, indtil kaffen var kold, og indtil lyset havde flyttet sig hen over gulvet. Udenfor åbnede slagtaren. En lastbil bakkede. Hanne rejste sig til sidst, fandt hans skjorte på gulvet og smed den hen til ham.
«På med den. Ellers kommer jeg aldrig afsted med at sende dig ned efter brød.» Hun stod nøgen i døråbningen et øjeblik, fyldig, hvidhåret, med det direkte blik. «Og Claus. Tak fordi du kom med hjem. Også selvom det tog fyrre år.»
Han satte sig op, skjorten i hænderne, brillerne på, maven bar.
«Tak fordi du huskede det,» sagde han. «Alt det, jeg havde pakket væk.»
Hun nikkede, som om det var en aftale, og gik ud efter mere kaffe.
Han tog skjorten på, knap for knap, og mærkede, at han ikke havde lyst til at være andre steder. I aften ville han komme tilbage. Ikke som den dreng, der stod på hjørnet. Som den mand, hun havde taget med hjem, blød mave, gråt hår, og det hele.
I køkkenet klirrede kopper. Hanne nynnede noget, han ikke kendte. Claus smilede, alene et sekund, og rejste sig.
