Sofie var kun gået ud i køkkenet for at hente mere vin.

Lejligheden var fuld af stemmer, og hun kendte næsten ingen. Morten havde sagt, at det var uformelt, bare en fødselsdag, men hun havde alligevel stået med glasset i hånden og smilet for meget. Køkkenet var køligere. Roligere. Hun åbnede køleskabet og tog fat i flasken.

“Så du er hende den nye.”

Sofie vendte sig.

Kvinden i døråbningen havde mørkt hår med slanke striber af sølv, sort bluse, en tynd guldkæde og et blik, der ikke lod, som om det spurgte om lov. Hun så ikke ud som nogens mor. Ikke på den måde, Sofie havde forestillet sig.

“Hanne,” sagde hun og rakte hånden frem. “Morten har talt om dig.”

Sofie tørrede fingrene af i kjolen, før hun tog imod. Hannes hånd var varm.

“Sofie. Jeg håber, det var noget pænt.”

“Det var nysgerrigt. Det er noget andet.”

Hanne gik forbi hende, tog to glas ned, som om køkkenet var hendes. Måske var det også. Morten havde arvet lejligheden, havde han sagt. Hans mor kom stadig, når hun ville.

“Han sagde, du var dygtig. Det siger han om de fleste. Så jeg tænkte, jeg ville se selv.”

Sofie smilede usikkert. “Det er en mærkelig måde at holde øje med medarbejderne på.”

“Jeg holder ikke øje med medarbejderne.” Hanne skænkede. “Jeg holder øje med, hvem min søn omgiver sig med. Der er forskel.”

Hun rakte glasset hen. Deres fingre rørte hinanden et øjeblik for længe.

Ude i stuen lo nogen højt. En skål. Mortens stemme.

Hanne lænede sig op ad bordet og så på Sofie over glasset.

“Hvor gammel er du?”

“Seksogtyve.”

“Og du står herinde alene til en fest, hvor du næsten ikke kender nogen.”

“Jeg kender Morten. Som chef.”

“Det er ikke det samme.” Hanne nippede til vinen. “Du ser ud, som om du hellere vil være herinde. Det kan jeg godt forstå. Derude er det hans gamle venner og et par fra branchen, der drikker for hurtigt.”

Sofie lo lavt. “Du er ret direkte.”

“Jeg er nioghalvtreds. Jeg har ikke tid til at være andet.” Hun drejede glasset. “Du har en kjole på, der siger, du har tænkt over det. De fleste derude har tænkt mindre. Eller for meget. Du er midt imellem.”

Sofie mærkede varmen i kinderne. “Er det et kompliment?”

“Det er en iagttagelse. Og ja. Det er et kompliment.”

Sofie drak. Hun skulle have sagt noget let. I stedet sagde hun:

“Morten ved ikke, at jeg er herinde.”

“Nej,” sagde Hanne. “Det gør han ikke.”

Hanne satte glasset fra sig og gik et skridt nærmere, som om hun skulle hen til skuffen bag Sofie. Hun åbnede den, fandt ikke noget, lukkede den igen. Parfumen var diskret. Træ og citrus.

“Du er køn, når du bliver usikker,” sagde hun stille. “Det er de færreste, der er det.”

Sofie stod med ryggen mod bordet. Hun kunne have flyttet sig. Hun gjorde det ikke.

“Hanne…”

“Du må godt sige, hvis jeg går for tæt på.” Hanne så hende i øjnene. “Nogle kan lide det. Nogle kan ikke. Jeg gider ikke gætte.”

Sofie synkede. Hun havde taget afsted i eftermiddag og tænkt på kage og høflighed. Ikke på det her.

“Jeg ved ikke, hvad det her er.”

“Nej. Det gør jeg heller ikke. Det er det, der gør det interessant.”

Hun løftede hånden og rettede en strop på Sofies kjole, der ikke rigtig var skæv. Fingrene strøg hen over huden ved kravebenet. Kort. Bevidst.

Sofie trak vejret ind.

I stuen råbte nogen efter is. Ingen kom.

Hanne lod hånden blive et sekund længere, end den burde.

“Du rødmer helt ned ad halsen. Det havde jeg ikke regnet med.”

“Jeg havde heller ikke regnet med dig,” sagde Sofie, før hun kunne stoppe sig selv.

Hannes mundvig løftede sig. “Godt.”

Hun blev stående tæt. Deres knæ rørte næsten hinanden.

“Fortæl mig noget, Morten ikke ved.”

“Hvorfor?”

“Fordi jeg spørger. Og fordi du har lyst til at svare. Ellers var du gået ud til de andre for længst.”

Sofie kiggede ned i glasset. “Jeg sagde ja, fordi jeg troede, det var arbejde. Netværk. Noget man skal. Jeg har stået derude i tyve minutter og spillet en rolle.”

“Og nu?”

“Nu står jeg her.”

Hanne nikkede langsomt. “Med en kvinde på min alder, der kigger på dig, som hun ikke burde.”

Sofie kunne have grinet det væk. Hun kunne have sagt, at det var Mortens mor, og at hun skulle tilbage.

I stedet mærkede hun, hvordan maven trak sig sammen. Ikke af ubehag.

“Kigger du?”

“Ja. Det gør jeg. Og du lader mig. Det er det, jeg synes er spændende.”

Hun rørte Sofies hånd. Tommelfingeren hen over håndleddet, der hvor pulsen sad.

“Sig stop, hvis du vil have, jeg stopper.”

Sofie åbnede munden. Der kom ikke noget.

Hanne smilede ganske lidt. “Sådan troede jeg det.”

Hun lænede sig ind. Ikke et kys. Bare tæt nok til, at Sofie kunne mærke varmen fra hendes ansigt.

“Der er et gæsteværelse for enden af gangen. Ingen går derind, når der er fest. Morten bruger det til kasser.”

Sofie stirrede. “Du er hans mor.”

“Ja. Og du er hans medarbejder. Vi har begge to gode grunde til at lade være.” Hanne rettede sig en anelse, men blev i afstanden. “Jeg tvinger dig ikke. Jeg siger bare, at jeg ikke har tænkt mig at stå her og lade, som om jeg ikke har lyst til at røre ved dig.”

Udenfor klirrede glas. Playlisten skiftede nummer.

Sofie tænkte på mandag. På kontoret. På Morten ved hendes skrivebord.

Så tænkte hun på Hannes fingre.

“Fem minutter,” sagde hun hæst. “Bare… jeg ved ikke.”

“Fem minutter. Så kan du stadig nå at fortryde.”

Hanne slap hendes hånd, kiggede ud gennem køkkenetdøren, nikkede for sig selv.

“Kom.”

Sofie satte glasset fra sig. Hånden rystede en smule. Hun fulgte efter ud ad den anden dør, væk fra stemmerne.

Gæsteværelset lugtede svagt af pap og rent sengetøj. En seng med en mørk plaid. Flyttekasser i hjørnet. Hanne lukkede døren uden at låse den og vendte sig i det dæmpede lys fra gaden.

“Du ser forskrækket ud. Og nysgerrig. Det er en god kombination.”

Sofie stod med ryggen næsten mod døren. “Jeg har aldrig…”

Hanne ventede.

“Ikke med en kvinde. Ikke sådan.”

Hanne nikkede, som om det passede. “Så tager vi det langsomt. Eller så går du. Begge dele er tilladt.”

Hun gik hen til Sofie. Strøg hende hen over kinden, ned ad kæbelinjen, tommelfingeren lige under læben.

Sofie lukkede øjnene et øjeblik.

“Du er smuk,” sagde Hanne stille. “Ikke på den unge, pæne måde, folk siger for at være høflige. På den måde, der får en til at glemme, hvor man er.”

Sofie åbnede øjnene. Hanne var tæt på. Præcis tæt nok.

“Må jeg?”

Sofie nikkede.

Hanne kyssede hende.

Det var ikke forsigtigt. Det var heller ikke hårdt. Det var sikkert, som om hun havde tænkt på det, siden hun så Sofie ude i stuen. Sofie stivnede først, så åbnede hun munden, og så var der vin og varme og Hannes hånd i hendes nakke.

Da de slap hinanden, var Sofies åndedræt uregelmæssigt.

“Okay,” hviskede hun. “Okay.”

Hanne smilede mod hendes mund.

“Fem minutter er allerede gået.”

“Jeg ved det.”

“Og?”

Sofie svarede ved at kysse hende igen, denne gang selv, klodset og ivrig, med hænderne i Hannes bluse. Hanne lavede en lille lyd mod hendes mund, overrasket, tilfreds, og skubbede hende blidt tilbage mod døren.

Hendes ryg ramte døren med et blødt dunk. Hanne kyssede hende igen, dybere nu, med en hånd i siden af kjolen, tommelfingeren lige under brystet. Sofie greb fat i Hannes hofte, usikkert, som om hun stadig ventede på, at nogen skulle sige, at det her ikke var rigtigt.

“Du kan godt røre,” mumlede Hanne mod hendes mund. “Jeg går ikke i stykker.”

Sofie lo nervøst ind i kysset. Hendes hænder gled op under blusen og fandt varm hud, en BH-kant, det fine net af rynker ved taljen, som hun ikke havde tænkt over, før fingrene mødte dem. Hanne trak vejret ind, ikke skamfuldt, mere som om hun kunne lide, at Sofie mærkede det.

Ude i gangen gik nogen forbi. De standsede begge. Fodtrinene fortsatte mod toilettet. En dør gik. Vand.

Hanne lagde en finger over Sofies læber og ventede. Da det blev stille igen, smilede hun.

“Vi skal være stille,” hviskede Sofie.

“Du skal være stille. Jeg har øvet mig.”

Hun trak Sofie med hen til sengen. Plaid’en var ru under håndfladerne. Hanne satte sig først, trak Sofie ned, så hun kom til at straddel hende klodset, kjolen trukket op om lårene. For et øjeblik så de på hinanden. Festen var derude. Morten var derude. Herinde var der kun gadelys på Hannes ansigt og Sofies åndedræt, der stadig ikke havde fundet rytme.

Hanne lynede sin egen bluse ned, langsomt, uden at se væk. Sort BH. Hud, der havde levet. Sofie stirrede, så løftede hun hånden og rørte ved hende, først over stoffet, så under. Hanne lukkede øjnene et sekund.

“Sådan,” sagde hun stille. “Du behøver ikke at gøre det rigtigt. Du skal bare gøre det.”

Sofie bøjede sig og kyssede halsen, kravebenet, det sted, hvor guldkæden lå. Hanne duftede stadig af træ og citrus, nu blandet med vin og hud. Hun gled fingrene ind i Sofies hår og holdt hende der, ikke hårdt, bare sikkert.

“Kjolen,” sagde hun.

Sofie rejste sig på knæene og trak den af. Hun havde taget pænt undertøj på, fordi det var fest, ikke fordi hun havde forestillet sig det her. Hanne så på hende, åbent, uden at lade som om hun ikke gjorde det.

“Kom herned.”

Sofie kom. Hanne vendte dem, så Sofie lå på ryggen, og hendes mund fandt et bryst gennem stoffet, så uden, tungen varm, hånden samtidig nede mellem Sofies lår, oven på trusserne først. Sofie spændte. Et lille gisp.

“Sig det, hvis det er for meget.”

“Det er ikke for meget.” Stemmen var tynd. “Det er bare… nyt.”

Hanne nikkede mod hendes mave og kyssede sig nedad, langsomt nok til, at Sofie kunne have stoppet hende. Hun gjorde det ikke. Trusserne blev trukket til siden. Hannes mund var varm, præcis, uden at haste. Sofie pressede en hånd op for munden, fordi der udefra kom latter igen, tættere, som om nogen stod i køkkenet.

Hanne standsede ikke. Hun lagde bare en arm over Sofies hofte og holdt hende, mens tungen arbejdede, langsomt, så lidt fastere. Sofies ben rystede. Hun kiggede op i loftet, på en sprække i malingen, og tænkte et vanvittigt sekund på mandag og på Mortens stemme ved printeren, og så tænkte hun ikke mere, fordi Hanne fandt et sted, der fik hoften til at løfte sig af sig selv.

“Hanne—”

Det kom som et pust. Hanne svarede ikke med ord. Hun slog bare tempoet op en anelse, to fingre nu, inde, bøjet, i takt med munden. Sofie bed sig i hånden. Det hjalp ikke. Orgasmen kom hurtigt, næsten pinligt hurtigt, i bølger, mens hun klemte om Hannes skulder og prøvede ikke at lave en lyd, der kunne høres gennem døren.

Bagefter lå hun med åbne øjne og bankende puls. Hanne tørrede munden i håndryggen, satte sig op og så på hende, tilfreds uden at være selvgott.

“Du behøver ikke at undskylde,” sagde hun, før Sofie fik sagt noget. “Det var meningen.”

Sofie slikkede sig om læberne. “Jeg… hold kæft.”

Hanne lo lavt. “Flot.”

Hun strøg Sofie hen over maven, afventende. Ude fra køkkenet lød Mortens stemme, tættere nu.

“Har I set Sofie?”

Sofie stivnede. Hanne lagde en hånd på hendes bryst, ikke seksuelt, bare for at holde hende nede.

“Hun er sikkert ude og ryge,” sagde en anden.

Fodtrinene fjernede sig.

Sofie pustede ud. “Jeg skal tilbage.”

“Ja.” Hanne bøjede sig og kyssede hende, så Sofie kunne smage sig selv. “Om et øjeblik. Du er ikke færdig med at ryste.”

Hun tog Sofies hånd og lagde den mellem sine egne lår, oven på bukserne. Stoffet var varmt. Sofie mærkede, hvor våd hun var, selv gennem det.

“Du skylder mig ikke noget,” sagde Hanne. “Men hvis du har lyst, så har jeg også.”

Sofie knaplyste hende med klodsede fingre. Hanne hjalp, skubbede bukser og trusser ned, spredte benene, som om det ikke var noget, hun skammede sig over. Sofie rørte ved hende, først forsigtigt, så med mere tryk, da Hanne nikkede.

“To fingre. Længere inde. Ja. Der.”

Det var mærkeligt og konkret og helt tæt. Hanne åndede gennem næsen, øjnene halvt lukkede, den ene hånd om Sofies håndled, styrende uden at overtage. Sofie bøjede sig ned, usikker, og slikkede, fordi det føltes som det næste rigtige, og fordi hun gerne ville se, om hun kunne. Hanne lavede en lav lyd, en hun tydeligvis prøvede at holde inde.

“Godt,” hviskede hun. “Lige der. Bliv.”

Sofie blev. Hun lærte det i realtid, af Hannes hofte, af de små korrektioner, af den måde hånden strammede i lagenet. Da Hanne kom, var det stillere end Sofies, en lang, kontrolleret spænding, der slap, mens hun holdt Sofies hoved og åndede ud mod loftet.

De lå et øjeblik. Sved. Gadelys. En basgang fra stuen.

Hanne strøg hende over håret, næsten ømt, som om det kom bag på hende selv.

“Du skal have tøjet på. Og vin i glasset. Og et ansigt, der ikke ser ud, som om du lige er blevet slikket af min søns mor.”

Sofie grinede svagt, stadig forpustet. “Det er sindssygt.”

“Ja.” Hanne satte sig op og fandt BH’en. “Det er det også, der gør, at jeg ikke har lyst til, at det stopper her.”

Sofie lå stadig halvt afklædt. “Hanne. Det her kan ikke… ude.”

“Nej. Selvfølgelig ikke.” Hun vendte sig og så på hende, direkte igen. “Men du har mit nummer, hvis Morten har givet dig familiens. Ellers får du det, inden du går.”

Hun rakte kjolen hen. Deres fingre mødtes igen.

Ude fra stuen råbte nogen, at kagen kom.

Sofie fik kjolen over hovedet med klodsede hænder. Lynlåsen sad skævt. Hanne vendte hende uden et ord og trak den op, rettede stropperne, strøg en gang hen over Sofies ryg, som om det var det mest naturlige i verden.

“Hår,” sagde hun. “Og mund.”

Sofie fandt sin taske, spejlede sig i telefonen. Læberne var hævede. Der sad en mørk sminkeplet ved kæben. Hun gned den væk, samlede håret, pustede ud.

Hanne var allerede klædt på. Blusen glat. Kæden på plads. Kun øjnene røbede noget, og det kun hvis man vidste, hvad man kiggede efter.

“Jeg går først,” sagde hun. “Du tæller til tredive.”

Hun åbnede døren en sprække, lyttede, gik.

Sofie stod alene med den ru plaid og duften af dem. Hun talte. Ved tyve tænkte hun på Morten. Ved tretti gik hun alligevel.

Køkkenet var tomt. I stuen stod folk i en løs kreds om sofabordet. Der var kage. For meget fløde. For mange stearinlys til en voksen mand.

Morten så hende med det samme.

“Der er du. Jeg troede, du var gået.”

“Jeg skulle bare have luft. Og så fandt jeg ikke toilettet med det samme.”

Det lød halvdårligt. Hun smilede alligevel.

“Du har fået farve i kinderne,” sagde han. “Det klæder dig. Tag et stykke, før Thomas æder det hele.”

Hanne stod ved bordet med kniven. Hun skar, lagde over på tallerkener, sagde noget venligt til en kvinde i rødt. Da hun rakte Sofie en tallerken, mødtes deres fingre under porcelænet.

“Vanilje,” sagde Hanne højt. “Ikke for sødt.”

Sofie nikkede. Hun kunne stadig smage Hanne. Kagen lagde sig ovenpå som noget, der ikke hørte til.

Hun stillede sig ved vinduet med tallerkenen. En kollega fra et andet bureau talte om en pitch. Sofie svarede et sted mellem ja og præcis. Over hans skulder så hun Hanne le ad noget, Morten sagde. Hånden på hans arm. Mor. Gæst. Ingenting.

Sofie drak vin, hun ikke havde lyst til.

En halv time gik. Folk begyndte at sidde ned. Nogen satte en ny playliste på. Morten blev trukket ud i en diskussion om et budget.

Hanne kom hen med en kande kaffe, som om det var det, hun ville.

“Du ser ud, som om du venter på at blive opdaget,” sagde hun lavt.

“Det gør jeg måske også.”

“Du bliver ikke. Han kigger på kagen og på sine venner. Ikke på, om hans mor har haft fingrene inde i hans medarbejder.”

Sofie kiggede hurtigt rundt. Ingen stod tæt nok.

“Du kan ikke sige sådan.”

“Jeg kan. Du rødmer igen. Det er lidt uretfærdigt over for de andre, der prøver at holde en almindelig samtale.”

Hanne skænkede kaffe, hun ikke havde bedt om, og satte kanden fra sig.

“Giv mig din telefon.”

Sofie tøvede, så låste hun op og rakte den hen. Hanne skrev selv. Navn. Nummer. Ingen emoji. Ingen forklaring.

“Hvis du fortryder i morgen, sletter du det. Hvis du ikke gør, skriver du ikke ‘hej, det var hyggeligt’. Skriv, hvad du mener.”

“Hvad hvis jeg ikke ved, hvad jeg mener?”

Hanne så på hende. Et kort, skarpt blik, blødt i kanten.

“Så ved du det alligevel.”

Hun gik, før Morten vendte sig.

Sofie puttede telefonen væk, som om den var varm. Hun blev siddende et kvarter mere, fordi det ville se mærkeligt ud at gå lige efter. Hun lo af en vittighed, hun ikke hørte. Hun undgik Hannes øjne og ramte dem alligevel.

Da den første taxa blev kaldt, rejste hun sig.

I entreen hang jakker i en bunke. Hun fandt sin, kæmpede med ærmet. Hanne kom ud med to tomme glas, satte dem på kommoden og tog fat i Sofies krave, rettede den, unødvendigt.

“Du går.”

“Jeg er nødt til det. Hvis jeg bliver, kommer jeg til at se på dig hele tiden.”

“Det gør du allerede.”

Morten råbte inde fra stuen efter flere glas. Hanne svarede uden at vende hovedet.

“Et øjeblik.”

Hun skubbede Sofie en halv meter ind bag døren til det lille toilet, lukkede den ikke helt. Deres kroppe ramte hinanden i mørket. Hanne kyssede hende hurtigt, dybt, med en hånd i nakken, som om hun tog noget, hun stadig havde ret til.

Sofie greb fat i hendes bluse. Kysset smagte af kaffe og vanilje og det, de havde gjort.

“Ikke her,” pustede hun, uden at trække sig væk.

“Jo. Lige her. Kort.” Hannes mund var ved hendes øre. “Jeg bor ti minutter herfra. Morten tror, jeg tager toget. Jeg tager ikke toget.”

Sofie sluttede øjnene. Festen lå på den anden side af en dør, der ikke var låst.

“Hvis jeg siger ja, er det ikke fordi jeg har tænkt det igennem.”

“Jeg ved det.” Hanne strøg hende hen over munden med tommelfingeren, rettede læbestiften, hun selv havde smurt ud. “Gå ud og sig farvel. Gå ned. Vent ved bageren på hjørnet. Hvis du ikke er der om ti minutter, kører jeg hjem alene, og så er det det.”

Hun åbnede døren, tog glassene, gik ud i lyset som en kvinde, der havde hentet opvask.

Sofie stod et øjeblik og holdt fast i vasken. Spejlet viste en pige, der havde været til fødselsdag. Næsten.

Hun gik ind, krammede Morten, takkede for kagen, lo, da han sagde, at hun skulle holde mandag fri i hovedet, de havde alligevel statusmøde. Hanne vinkede hen over stuen, høfligt, langt væk.

Trappen var kølig. Gaden var våd. Bageren på hjørnet var lukket, men lyset over markisen var tændt.

Sofie stillede sig der. Hun tændte ikke en cigaret. Hun røg ikke. Hun kiggede på sin telefon, på navnet Hanne, og på tiden.

Otte minutter.

Hun burde gå ned i metroen.

Hun blev stående.

Ni minutter.

En mørk bil stoppede ved fortovet. Hanne åbnede døren indefra, ikke ruden.

“Sæt dig.”

Sofie satte sig. Sædet var varmt. Chaufføren kiggede ikke. De kørte uden at sige noget, mens byen gled forbi i våde striber. Sofie holdt tasken i skødet, som om den kunne holde hende fast. Hannes hånd lå på sædet mellem dem. Ikke rørende. Bare der.

Opgangen lugtede af træ og gammel radiator. Tredje sal. Hanne låste op, tændte kun den lille lampe i entreen og smed nøglerne i en skål.

“Jakken.”

Sofie tog den af. Hun stod i den samme kjole som til festen og følte sig pludselig for pæn og for afklædt på samme tid. På en kommode stod et foto af Morten som barn. Hun vendte sig væk fra det.

Hanne så, at hun så det.

“Han kommer ikke her om natten,” sagde hun. “Du behøver ikke at stille det.”

“Jeg stiller det alligevel.”

“Ja.” Hanne gik ind i stuen, tændte en gul lampe, ikke loftet. “Det gør jeg også. Bare ikke lige nu.”

Sofie fulgte efter. Sofa. Bøger. Et tæppe, der så ud til at blive brugt. Det var ikke Mortens lejlighed. Det var et liv, der havde været i gang længe før hende.

Hanne vendte sig.

“Du kunne være gået i metroen.”

“Jeg ved det.”

“Hvorfor gjorde du ikke det?”

Sofie åbnede munden, lukkede den, sagde så det, der var sandt:

“Fordi jeg stadig kunne mærke dig. Og fordi jeg blev bange for, at jeg ville fortryde, hvis jeg gik. Mere end jeg fortryder, hvis jeg bliver.”

Hanne nikkede langsomt, som om det var svar nok. Hun gik hen og tog fat i Sofies ansigt med begge hænder og kyssede hende. Ikke som bag toiletdøren. Længere. Som om der var tid. Sofie greb hendes talje, kjolen strammede, og Hanne trak lynlåsen ned uden at spørge denne gang.

Kjolen faldt. Sofie hjalp Hanne af med blusen, BH’en, bukserne, klodset og ivrigt, indtil de stod hud mod hud i lampelyset. Hannes krop var blødere, tungere, varm. Sofie lod hænderne fare åbent, uden at lade som om hun ikke lagde mærke til forskellen. Hanne mærkede det og smilede imod hendes mund.

“Du må godt kigge. Jeg har ikke tænkt mig at slukke lyset.”

Hun trak Sofie med ind i soveværelset. Sengen var redt. Vinduet stod på klem. Hanne lagde hende ned og lagde sig ovenpå, lår imellem lår, og gned sig langsomt mod hende, indtil Sofie løftede hoften af sig selv. De kyssede, mens hænderne fandt vej. Hanne to fingre i Sofie, tommelfingeren ude, præcis, som hun allerede kendte hende. Sofie stønede ind i hendes hals og strakte sig efter Hanne, spejlende, lærende, indtil Hanne åndede skarpt og spredte benene mere.

“I mig,” hviskede Hanne. “Og munden, når du vil. Du finder det.”

Sofie fandt det. Først fingrene, så munden, med mere sikkerhed end i gæsteværelset, fordi hun nu vidste, hvordan Hanne lød, når det ramte rigtigt. Hanne holdt hende i håret og styrede uden at tage det fra hende. Da hun kom, klemte hun om Sofies skuldre og sagde hendes navn lavt, som om det ikke skulle ud af rummet.

Hun trak Sofie op og vendte dem. Munden mellem Sofies ben igen, langsommere end første gang, to fingre dybt, indtil Sofie kom med knæene oppe og en hånd over øjnene, fordi det var for meget og præcis nok.

De lå tæt efter. Sved. Kølig luft fra vinduet. Hannes hånd på Sofies hofte, tommelfingeren tegnede små buer, som hun ikke tænkte over.

“Jeg har ikke gjort det her før,” sagde Sofie ind i puden. “Ikke med en kvinde. Og slet ikke med… det her.”

“Med din chefs mor.”

“Ja.”

Hanne lo stille, uden skadefrohed. “Det er også nyt for mig. Ikke kvinder. Bare dig. Og at jeg overhovedet sagde det i køkkenet.”

Sofie vendte hovedet. “Hvorfor gjorde du det?”

Hanne var stille et øjeblik.

“Fordi du stod der med den flaske og så ud, som om du gerne ville være et andet sted. Og fordi jeg kiggede på dig og tænkte noget, jeg ikke havde tænkt i årevis. Så spurgte jeg, i stedet for at tage hjem og lade det ligge.”

Sofie slugte. “På mandag skal jeg sidde over for ham.”

“Ja. Det skal du. Og jeg skal lade, som om jeg kun mødte dig i to minutter og syntes, du var sød.” Hanne strøg hende hen over kinden. “Jeg kræver ikke, at du skriver. Jeg kræver ikke, at det her bliver til noget, vi kan forklare. Jeg ville bare have dig her, mens du stadig havde lyst.”

Sofie kiggede på hende i mørket. Elegant. Direkte. Nioghalvtreds. Og stadig med den samme nysgerrighed i øjnene som i køkkenet.

“Jeg har lyst,” sagde hun. “Det er det, der er problemet.”

Hanne kyssede hende, blødere nu.

“Så er det ikke kun et problem.”

De lå der endnu en rum tid. Ikke sovende. Bare tæt. Da Sofie til sidst rejste sig og fandt kjolen på gulvet, sad Hanne op i sengen og så på hende uden at bede hende om at blive.

I entreen rettede hun jakken. Hanne kom ud i en slåbrok, rakte hende nøglerne til opgangen, så hun kunne lukke, og sagde kun:

“Nummeret er der. Brug det, hvis det ikke var nok at fortryde.”

Sofie nikkede. Hun gik ned ad trappen, ud i den våde gade, og mærkede stadig Hannes mund, Hannes hænder, og den mærkelige, stille kemi, der var begyndt ved en vinflaske i et køkken, hvor hun bare skulle have hentet mere at drikke.

Hun tog telefonen op, så navnet, og slettede det ikke.