Peter stod med flasken i hånden, da Hanne åbnede. Hun havde forklæde på og håret sat op. Enoghalvtreds, tænkte han. Hun så træt ud, men smilte alligevel.
«Louise aflyste,» sagde hun. «I sidste øjeblik. Noget med et møde.»
«Jeg ved det. Hun skrev til os begge.»
«Kom ind alligevel. Jeg har lavet for meget mad.»
Huset lugtede af lasagne og den samme sæbe, hun altid havde brugt. Han kendte det. Seks år. De havde begge været sammen med andre siden. Det havde hun nævnt i en mail for et par måneder siden, næsten i forbifarten. Han havde selv haft et par forhold, der var fadet ud.
De satte sig ved køkkenbordet. Hun havde dækket op, som om datteren stadig skulle komme. Han åbnede vinen. Hun hældte op, og de drak det første glas, mens de talte om Louise, om arbejdet, om ingenting.
Efter andet glas rejste Hanne sig og hentede en papkasse fra stuen.
«Jeg fandt de her i weekenden. Skulle smide dem ud. Gjorde det ikke.»
Fotografier. Hundredvis. Brylluppet. Ferie i Italien, da Louise var tre. Dem selv i køkkenet i det gamle hus, yngre, slankere. Et billede, hvor hans hånd lå på hendes hofte, og hun kiggede op på ham, som om de var alene i verden.
De bladede. Lo af nogle. Tavse ved andre.
«Det var ikke det hele, der var skidt,» sagde hun.
«Nej.»
«Men det blev det. Til sidst.»
De talte om det. Hvordan det var gået. Han havde arbejdet for meget. Hun havde følt sig usynlig. De små ting, der blev store. De skændtes om opvasken og om, hvem der hentede Louise. Og alligevel…
Hanne pegede på et billede fra en aften, hvor de stod ude i haven, tæt, hans mund ved hendes øre.
«Den der,» sagde hun stille. «Den forsvandt aldrig helt. Vel?»
Peter kiggede på hende. Hendes blik var ærligt. Lidt rødt af vinen.
«Nej,» sagde han. «Det gjorde den ikke.»
Hun smilede skævt. «Vi var elendige til at være gift. Men vi var gode til det andet.»
Han huskede det. Hvordan de kunne skændes hele aftenen og alligevel ende i sengen. Hvordan hendes krop reagerede, når han tog fat. Hvordan hun kunne være skarp i munden og blød under ham. Det havde aldrig været problemet. Problemet havde været alt det andet.
Hun hældte mere vin op. Deres fingre rørte hinanden ved flasken. Ingen af dem trak sig.
«Har du tænkt på det?» spurgte hun. «Bagefter.»
«Ja.»
«Jeg også. Ikke hele tiden. Men nogle gange. Når det er stille.»
Hun kiggede ned i glasset. «De andre… det var fint. Men det var ikke det samme.»
Peter nikkede. Han vidste, hvad hun mente. Den måde, de kendte hinandens kroppe på. Den måde, hun kunne se på ham, og han vidste, hvad hun ville, uden at hun sagde det.
Hanne rejste sig og gik hen til ham. Hun stod tæt. Lugtede af vin og mad og hende.
«Det er dumt,» sagde hun.
«Ja.»
Hun lagde hånden på hans skulder. Han mærkede varmen gennem skjorten. Så bøjede hun sig og kyssede ham. Forsigtigt først. Som om hun prøvede, om det stadig var der.
Det var det.
Han rejste sig. Trak hende ind. Munden åbnede sig. Hun smagte af rødvin. Hans hænder fandt hendes talje, den samme kurve, han havde kendt i tyve år. Hun lavede den der lyd, den lave, som hun altid havde lavet, når han tog fat.
De stod der længe. Kysset blev dybere. Hendes hænder op under hans skjorte. Hans fingre i hendes hår, så det løsnede sig.
«Sofaen,» mumlede hun.
De gik ind i stuen uden at tænde mere lys. Kun lampen i køkkenet bag dem. Hun skubbede ham ned i sofaen og satte sig overskrævs. De kyssede igen, ivrigere nu. Hun trak sin bluse af. Bh’en var almindelig, mørk. Han åbnede den. Hendes bryster var blødere, end de havde været. Han huskede dem. Tosede med dem, som han altid havde gjort. Hun sukkede og bøjede sig frem, så han kunne tage en brystvorte i munden.
«Fuck, Peter…»
Hun gned sig mod ham. Han var allerede hård. Hun mærkede det og smilede, den der gamle, lidt drilske smil.
«Den er der også stadig.»
Han trak hendes nederdel op. Hun havde trusser på. Han gled hånden ind. Hun var våd. Han strøg hende, langsomt, som han vidste hun kunne lide det. To fingre. Hun bevægede sig imod dem, åndede hurtigere.
«Ikke her,» sagde hun efter et stykke tid. «Soveværelset. Jeg vil have tøjet af.»
De gik derind. Hendes soveværelse. Ny seng, andre farver. Men hun var den samme, da hun stod foran ham og trak resten af tøjet af. Mave, hofter, lår. Ældre. Virkelig. Han kunne lide det.
Han klædte sig af. Hun kiggede på ham. På maven, der var blødere. På pikken, der stod.
«Kom her,» sagde hun.
De faldt om på sengen. Hud mod hud. Han kyssede hendes hals, hendes bryster, ned over maven. Hun spredte benene, da han kom derned. Han slikkede hende, som han altid havde gjort. Hun holdt ham i håret og stønede. Hun kom ret hurtigt, med benene rystende, og han blev ved, indtil hun trak ham op.
«Indeni,» sagde hun. «Jeg vil mærke dig.»
Han lagde sig mellem hendes ben. Hun førte ham ind. Varm og våd og kendt. Han stønede. Hun også. De lå stille et øjeblik, bare mærkede det.
Så begyndte han at bevæge sig. Langsomt først. Hun kiggede på ham. Hendes hænder på hans røv, trak ham dybere.
«Sådan,» hviskede hun. «Ligesom dengang.»
Han tog fat i hendes hofter og skubbede hårdere. Sengen knirkede. Hun mødte ham. Den gamle rytme. Den, der aldrig havde krævet ord. Hun blev vådere, strammere. Han mærkede, at hun var tæt på igen.
«Kig på mig,» sagde hun.
Han gjorde det. Hun kom med åbne øjne, munden åben, og han fulgte efter, stødte ind i hende og kom, dybt, med et langt støn.
De lå der bagefter. Svedige. Hans hoved på hendes bryst. Hun strøg ham over håret.
«Det var… det samme,» sagde hun.
«Ja.»
Hun lo stille. «Vi er idioter.»
«Måske.»
Han trak sig ud. Lå ved siden af hende. Hendes hånd fandt hans.
«Bliv lidt,» sagde hun. «Ikke hele natten. Bare lidt.»
Han nikkede. De lå i mørket og åndede. Udenfor var det stille. Indeni var der stadig den der kemi. Den, der aldrig rigtig var forsvundet.
Efter et stykke tid vendte hun sig mod ham. Hendes hånd gled ned over hans mave, fandt pikken, der allerede var ved at blive hård igen.
«En gang til,» mumlede hun. «Mens vi stadig kan.»
Han kyssede hende. Langsomt denne gang. De tog sig tid. Hans fingre i hende, hendes mund om ham, indtil hun satte sig over ham og red ham, langsomt, med hænderne på hans bryst, mens hun kiggede ned på ham, som hun havde gjort for mange år siden.
Da hun kom, bøjede hun sig frem og bid ham let i skulderen, som hun altid havde gjort. Han holdt om hendes hofter og kom i hende igen.
Bagefter faldt de hen. Halv i søvn. Hendes ben over hans.
Peter tænkte, at det her var dumt. At de var skilt. At de havde prøvet at være voksne. Men hendes hud mod hans var varm, og kemien lå der stadig, lige under overfladen, som den altid havde gjort.
Hanne mumlede noget i søvne og klemte sig tættere.
Han blev liggende.
Han lå og lyttede til hendes åndedræt. Det var ikke helt søvn. Mere den der tunge, varme stilhed efter sex, hvor ingen rigtig vil være den, der ødelægger det.
Hanne åbnede øjnene.
«Du tænker for højt,» mumlede hun.
«Jeg tænker på, at jeg burde tage hjem.»
«Burde.» Hun strøg ham over brystet, langsomt, som om hun stadig tjekkede, at han var der. «Vi har altid været gode til burde.»
Han smilede i mørket. «Du skulle have været usynlig. Jeg skulle have været hjemme mere. Og så videre.»
«Og alligevel endte vi her.» Hun vendte sig om på siden og kiggede på ham. «Det er seks år, Peter. Jeg har haft to forhold. Et, der var pænt og kedeligt. Et, der var sjovt, indtil det ikke var. Ingen af dem kendte, hvor jeg kan lide at blive holdt.»
Han rørte hendes hofte. «Jeg har også prøvet. Det fungerede. Indtil jeg begyndte at sammenligne.»
«Med mig?»
«Med det her.» Han lavede en lille bevægelse mellem dem. Hud, sved, den gamle duft. «Ikke ægteskabet. Det her.»
Hun nikkede. «Vi var elendige til hverdagen. Regninger. Louise, når hun var sur. Dig, der gik i et andet rum, når jeg hævede stemmen. Mig, der blev kold, når du lukkede i.» Hun holdt en pause. «Men når vi først var i gang… det var aldrig det, der gik i stykker.»
«Nej.»
Hun lagde et ben over hans. Han mærkede hendes køn mod låret, stadig fugtigt. Hans pik rørte sig igen, langsomt, uden at han bad den om det.
Hanne lo stille. «Der er den.»
«Den har aldrig hørt efter.»
Hun gled hånden ned og tog om ham. Ikke ivrigt. Bare bekendtskab. Hun kendte vægten, varmen, den måde han blev hårdere i hendes greb.
«De dårlige dele,» sagde hun, mens hun strøg ham. «Jeg hadede, når du kom sent og forventede, at jeg stadig ville. Og så ville jeg alligevel.»
«Jeg hadede, når du brugte sex som våben. Og så glemte jeg det, så snart du rørte mig.»
«Vi var gift. Det bliver beskidt.» Hun strammede grebet lidt. «Det her er renere. Dumt. Men renere.»
Han vendte sig ind mod hende og kyssede hende. Smagen af vin var væk. Nu var det bare mund og søvn og hende. Hun åbnede sig for kysset og ledte ham ind mellem sine ben med hånden. Han gled ind i hende uden besvær. De stønnede begge, lavt, som om huset kunne høre det.
Denne gang var der ingen hast. Han bevægede sig i lange, dybe stød. Hun holdt om hans ryg og mødte ham. Ingen af dem sagde ligesom dengang. Det var ikke nostalgi mere. Det var nu. To mennesker, der kendte hinandens kroppe for godt til at lade som om, det ikke betød noget.
«Der,» hviskede hun, da han ramte den vinkel, hun altid havde reageret på. «Hold den.»
Han gjorde det. Hofterne, hendes åndedræt, den måde hun blev strammere. Hun kom uden at skrige, bare med et langt, rystende suk og neglene i hans skulder. Han holdt sig tilbage, blev ved, indtil hun skubbede til ham.
«Vend om.»
Han lagde sig på ryggen. Hun kravlede over ham, vendte sig med ryggen til, og sænkede sig ned. Han så hendes ryg, hendes talje, det sted hvor håret klæbede til nakken. Hun red ham langsomt, så han kunne se det hele. Hans hænder på hendes hofter. Hun lagde sit eget greb ovenpå og styrede tempoet.
«De gode dele,» sagde hun, lidt forpustet. «Det her. Når du holder kæft og bare tager mig. Når jeg kan mærke, at du stadig vil, selvom vi har ødelagt resten.»
Han rejste sig delvist op, trak hende tilbage mod sit bryst, så han sad med hende i skødet. En arm om hendes mave, en hånd på hendes bryst. Han stødte op i hende. Hun lagde hovedet tilbage mod hans skulder.
«Peter…»
«Jeg ved det.»
Hun kom igen, hårdere denne gang, og han fulgte med, holdt hende fast, mens han tømte sig i hende. De blev siddende sådan et stykke tid. Hans pik pulserede. Hun klemte om ham i efterdønningerne.
Til sidst gled hun af og faldt ned på maven. Han lå ved siden af, en hånd på hendes røv, som han havde gjort i årevis, uden at tænke over det.
«Jeg skal tisse,» mumlede hun og kravlede ud af sengen.
Han hørte vand i badeværelset. Lå og kiggede i loftet. Tænkte på Louise, der havde aflyst. På at de to voksne mennesker lå her, fordi deres datter havde et møde. Det var næsten komisk.
Hanne kom tilbage. Nøgen, håret løst, makeupmen lidt smurt. Hun stod i døren og kiggede på ham.
«Er du sulten?»
«Lasagnen.»
«Den er sikkert kold.»
«Jeg er ligeglad.»
De gik ud i køkkenet uden tøj. Hun tændte den lille lampe over emhætten. Resterne stod i fadet. Hun satte det i mikroovnen, hældte det sidste af vinen i to glas. De stod der, nøgne, og spiste af samme fad med gafler, lænende sig til køkkenbordet.
Peter kiggede på hende. Mave, bryster, det lille ar på hoften fra da Louise blev født. Han havde været der. Han kendte arret med tungen.
Hanne fangede hans blik. «Hold op.»
«Med hvad?»
«At kigge, som om du stadig bor her.»
«Det gør jeg ikke.»
«Nej.» Hun stak en bid lasagne i munden. «Men du knepper, som om du gør.»
Han lo. Hun også. Det lettede et eller andet.
Papkassen med billeder stod stadig på køkkenbordet. Hun trak et foto frem. Dem i køkkenet i det gamle hus. Hans hånd på hendes hofte.
«Der,» sagde hun. «Samme hånd. Samme hofte. Bare flere år og flere kilo.»
Han tog billedet. «Du var smuk.»
«Jeg er stadig i live. Det må være nok.» Hun satte glasset fra sig. «Hvad er det her, Peter? En fejl? En gang? Fordi Louise ikke kom?»
Han tænkte, inden han svarede. «Det er det, der aldrig forsvandt. Jeg ved ikke, hvad vi skal stille op med det.»
«Vi skal ikke stille op med det. Vi skal ikke giftes igen. Gud forbyde det.» Hun trådte tættere. Hendes mave rørte hans. «Men jeg vil gerne have, at du rører mig, mens vi stadig er ærlige.»
Han satte fadet fra sig. Løftede hende op, så hun sad på køkkenbordet. Koldt under røven, sagde hun, men hun spredte benene alligevel. Han stod mellem dem. Pikken var halvblød, så hårdede den, da hun tog om den og strøg ham mod sit køn.
Hun var stadig våd af ham. Han gled ind. Hun holdt om kanten af bordet. Han kneppede hende stående, med lasagneduft og gamle billeder ved siden af, og hun kiggede ham lige i øjnene.
«De dårlige dele,» hviskede hun mellem stødene. «Du gik. Jeg lod dig. Vi var for stolte.»
«Og de gode?»
«Det her. At du stadig kan få mig til at komme, selvom jeg burde vide bedre.»
Han tog fat i hendes lår og trak hende ud til kanten, så han kom dybere. Hun stønnede. En gaffel ramte gulvet. Ingen af dem samlede den op.
Hun kom med panden mod hans skulder. Han holdt sig i hende, uden at komme, bare stod der og pulserede.
«Ikke endnu,» sagde hun. «Jeg vil have dig i sofaen. Liggende. Som mennesker, der har tid.»
Han bar hende næsten. De faldt ned i sofaen, hende under ham, og han begyndte forfra, langsommere, dybere. Lampen fra køkkenet lyste skævt ind. Hun holdt hans ansigt mellem hænderne.
«Kig på mig, når du kommer.»
Han gjorde det. Hun mærkede ham, tog imod det, og noget i hendes blik var både ømt og nøgternt. Som om hun vidste præcis, hvad de lavede, og gjorde det alligevel.
Bagefter lå de i sofaen, et tæppe slået hen over hofterne. Hendes fingre tegnede cirkler på hans bryst.
«Louise må aldrig få det her at vide,» sagde hun.
«Nej.»
«Og vi skal ikke lade som om, det her er en ny start.»
«Nej.»
Hun kyssede ham på skulderen, der hvor hun havde bidt tidligere. «Men du tager ikke hjem med det samme. Vel?»
«Nej,» sagde han. «Ikke med det samme.»
Hun blev liggende med kinden mod hans skulder. Tæppet gled ned om hoften. Ingen af dem rettede det.
«Hvor længe er ikke med det samme?» spurgte hun.
Peter kiggede op i loftet. En lille revne, han ikke havde set før. «Indtil det bliver pinligt. Eller indtil en af os begynder at forklare det.»
«Så har vi et par timer.» Hun lo lavt. «Vi var altid bedre, når der ikke skulle forklares noget.»
Han nikkede. Det var sandt. Forklaringerne havde ødelagt dem. Møderne med advokaten. Fordelingen af møbler. Den der aften, hvor Louise sad i køkkenet og lod som om hun ikke hørte, at de talte i et andet rum med stemmer, der var blevet for rolige.
Hanne strøg ham over maven, ikke for at starte noget, bare fordi hånden havde en vane.
«Det værste,» sagde hun, «var ikke skænderierne. Det var, når vi gik i seng og vendte ryggen til hinanden. Som om kroppen også skulle straffe.»
«Jeg husker det.»
«Og så en uge senere,» fortsatte hun, «kunne du tage mig op ad vaskemaskinen, mens den kørte, og jeg kom så hårdt, at jeg blev nødt til at bide dig i skulderen for ikke at skrige. Samme uge. Samme mennesker.»
Han vendte hovedet og kiggede på hende. «Det var det, der gjorde det så forvirrende. At det ene ikke slog det andet ihjel.»
«Nej.» Hun mødte hans blik. «Det gjorde det aldrig.»
Hun rejste sig. Tæppet faldt helt af. Hun stod nøgen i det skæve lys fra køkkenet, hentede glassene og den sidste rest vin, kom tilbage og satte sig overskrævs på hans lår, uden at tage ham ind. Bare sad der. Hud mod hud. Hun rækede ham glasset.
De drak. Hendes bryster bevægede sig, da hun trak vejret. Han lagde hånden på hendes lår, tommelfingeren i den bløde inderside.
«Louise tror, vi er voksne,» sagde Hanne. «At vi kan sidde i samme rum og spise lasagne uden at det betyder noget.»
«Det kan vi også. De fleste dage.»
«I dag er ikke de fleste dage.» Hun satte glasset på gulvet. Lænede sig frem. Hendes hår faldt ned om hans ansigt. «I dag fandt jeg kassen. Og du kom alligevel. Og nu sidder jeg her med din pik op ad maven og ved præcis, hvordan du smager.»
Han trak hende ned i et kys. Det var langsommere end før. Mindre sult. Mere den der gamle, farlige tryghed. Hun gned sig imod ham, indtil han var hård igen, og så løftede hun sig og satte sig på ham, centimeter for centimeter, med øjnene åbne.
«Der,» hviskede hun, da han var helt inde. «Der er den stadig.»
Hun bevægede sig i små, tætte kredse. Sofaen knirkede. Han holdt hende om lænden og lod hende styre. Hun kendte vinklen. Han kendte det øjeblik, hvor hendes åndedræt skiftede. Ingen af dem lavede forestilling. Det var to mennesker, der havde gjort det her så mange gange, at kroppen huskede det bedre end hovedet.
«De gode dele,» sagde hun, forpustet, panden mod hans. «Det var ikke kun sex. Det var, når du lo af noget, kun jeg sagde. Når du hentede mig på arbejde i regnvejr uden at jeg havde bedt om det. Når du kyssede mig i nakken, mens jeg stod og skældte ud over opvasken.»
«Og de dårlige var, at jeg stoppede med at gøre det. Og du stoppede med at bede om det.»
«Ja.» Hun stødte ned på ham, hårdere. «Sådan er det. Og alligevel…»
Hun kom med et stille, næsten overrasket støn, som om hun ikke havde regnet med det igen så hurtigt. Hun klemte om ham, rystede, og han holdt hende, indtil det slap. Så løftede han hende af, vendte hende om på sofaen, så hun lå på maven, og gled ind i hende bagfra. Hun greb fat i armlænet.
«Peter…»
Han lagde sig hen over hendes ryg. En hånd under hende, fingrene på hendes klitoris, den anden under hendes bryst. Han knæppede hende dybt og roligt, munden ved hendes øre.
«Jeg har savnet det her,» sagde han. Ikke ægteskabet. Ikke huset. Det her. Dig, når du holder op med at spille stærk.»
«Jeg har aldrig været stærk,» åndede hun. «Jeg har bare været sur.»
Han smilede mod hendes hud og blev ved. Hun skubbede sig tilbage imod ham. Den gamle rytme fandt dem igen, den der ikke krævede instruktion. Da hun kom anden gang, var det med ansigtet i puden og en lyd, han huskede fra det gamle soveværelse. Han holdt sig i hende et par stød mere og kom med panden mod hendes skulderblad, stille, som om han ikke ville vække noget, der allerede var vågent.
De lå der. Hans vægt på hende. Hendes hånd fandt hans bagud og klemte.
«Du er tung,» mumlede hun.
Han rullede af. Hun vendte sig og lagde et ben over ham. I et par minutter sagde ingen noget. Et køleskab tændte ude i køkkenet. Et ur tikke et sted.
«Jeg skal hjem,» sagde han til sidst.
«Ja.»
Ingen af dem rørte sig med det samme.
Hanne rejste sig først. Hun fandt en badekåbe i gangen, den gamle grå, han huskede. Han samlede sit tøj op fra gulvet i soveværelset og fra sofaen. Skjorten lugtede af hende. Han knapperede den, mens hun stod i køkkenet og hældte vand i to glas, som om det var det, man gjorde.
Han kom ud. Hun rakte ham glasset. De stod der igen, på hver sin side af køkkenbordet, næsten som da han kom. Papkassen stod stadig fremme. Hun skubbede låget på.
«Jeg smider dem ikke ud,» sagde hun. «Men jeg putter dem væk.»
«God idé.»
Hun kiggede på ham. Makeup var væk. Håret var et rod. Hun så ud som et menneske, der havde haft en lang aften.
«Det her gør os ikke til et par,» sagde hun.
«Nej.»
«Og det gør os heller ikke til fremmede.»
«Nej.»
Hun gik rundt om bordet og rettede hans krave, en gammel automatik. Fingrene blev lidt for længe ved halsen.
«Hvis Louise spørger, hvordan middagen var,» sagde hun, «så var lasagnen fin, og vi talte om gamle dage.»
«Det gjorde vi også.»
Hun smilede skævt. «En del af dem.»
Ved døren stoppede han. Nøglerne i hånden. Hun stod i kåben med armene over brystet, ikke af kulde, mere for at holde sammen på sig selv.
«Hanne.»
«Ja.»
«Kemien… den er der. Vi skal bare ikke lade den styre kalenderen.»
«Jeg ved det.» Hun trådte et skridt frem og kyssede ham. Ikke et afskedskys fra en ekskone. Et rigtigt. Kort. Ærligt. «Kør forsigtigt.»
Han nikkede. Gik ud. Døren lukkede bag ham med den der bløde lyd, han stadig kendte.
I bilen satte han hænderne på rattet og tændte ikke med det samme. Huset lå mørkt bag ham, undtagen køkkenlampen. Han kunne se hendes skikkelse bevæge sig derinde, tage fade, slukke.
Han tænkte på billedet, hvor hans hånd lå på hendes hofte. På vinen. På hendes stemme, da hun sagde, at de var elendige til at være gift og gode til det andet.
Så startede han bilen og kørte.
Bag ham slukkede lyset.
